Fredag, 27. januar 2012 kl. 08:41 / android, mobiltelefon, samsung, samsung galaxy note, test
Test: Frankensteins monstermobil
27 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Med Samsung Galaxy Note forsøger Samsung at skabe et marked for en hybrid mellem en telefon og en tablet. Vi har testet den den noget alternative telefon.
Samsung Galaxy Note er på mange måder en underlig størrelse. Den er for stor til at være en telefon, og den er for lille til at være en tablet. Desuden medfølger der en lille pen, som man kan bruge dels til at skrive og tegne på skærmen, dels til forskellige kommandoer.
Men dens aparte størrelse gør, at den ganske simpelt er for klodset at bruge for langt de fleste mennesker, og kun et begrænset kundesegment vil kunne finde praktisk anvendelse til den. Det er i bund og grund en udmærket telefon krydset med en relativt kedlig tablet-computer, og afkommet er mere specielt end det er levedygtigt.
Vanen tro tager denne test sit udgangspunkt i den almindelige bruger. For en meget snæver gruppe, så vil denne telefon (og vi ser den først og fremmest som en telefon af forskellige årsager) kunne udfylde en rolle, som ingen andre produkter på markedet kan lige nu. Men mere om det senere.
Design
Det første, man lægger mærke til, når man får denne Android-mobil (Android 2.3.6) i hånden, er, at den er enorm. Med en skærm på 5,3 tommer, en bredde på 8,3 cm, en længde på 14,7 cm og en tykkelse på 9,7 mm, så er det noget af en basse, man får i hånden. Men alligevel bliver vægten holdt på 178 gram, hvilket er i den tunge ende, men man kunne have frygtet værre.
Rent designmæssigt er der ingen tvivl om, at det er en Samsung-telefon, man har med at gøre. Har man set en Samsung før, vil man kunne nikke genkendende til designet - alt lige fra valg af materialer over den aflange højtaler i toppen til den firkantede hjem-knap i bunden oser af Samsung.
Den enorme skærm er noget andet, der også oser af Samsung - den er ualmindeligt god, Opløsningen er på 800 gange 1280 pixel, overfladen er det ualmindeligt slidstærke Gorilla Glass, og teknikken bag skærmen er Super HD AMOLED - hvilket for almindelige dødelige betyder, at man får en lysstærk, skarp, kontrastrig og utroligt indbydende oplevelse med telefonens skærm.
På bagsiden finder man en kamera, som vi mistænker for at bruge den samme 8-megapixel-sensor, som der er i SGS2, foran sidder der et 2-megapixel-kamera, indeni er der et kraftigt 2.500 mAh-batteri, og forneden, stukket op i telefonen, finder man (trommehvirvel) en stylus!
Sådan virker den
Ja, du læste rigtigt. En stylus. For Samsung Galaxy Note er ikke som de andre børn i klassen. Galaxy Note er ... speciel.
Stylussen, som Samsung kalder "S Pen", kan bruges til forskellige former for input på telefonen. Man kan lave små noter og tegninger, og man kan når som helst få en af de små notesblade op på skærmen ved at holde en lille knap på pennen nede, mens man dobbelt-tapper på skærmen. Desuden kan man lynhurtigt lave et skærmbillede ved at holde pennen nede på skærmen, hvorefter man kan tegne på den - hvilket er smart, hvis man for eksempel vil sende et skærmbillede, som man vil markere noget på.
Desværre kan man ikke sende dem som MMS, hvilket er lettere uforståeligt. Til gengæld kan de deles via Google Docs eller sendes som mail.
Desuden kan pennen bruges til at oprette kalenderbegivenheder i den omfangsrige og velfungerende indbyggede kalender, som dog ikke umiddelbart kunne synkroniseres med Google-kalenderen.
Når man skriver SMS'er, kan man også skrive dem i hånden med pennen, men desværre er skriftgenkendelsen ikke alt for stabil - der kommer simpelthen for mange fejl, og så kunne vi kun få det til at fungere med engelsk ordbog og ingen æ, ø eller å, hvilket gør, at meget med idéen med pennen falder til jorden.
I det hele taget er SMS-delen lidt svag. Telefonen er simpelthen for stor til, at man kan skrive ordentligt på den som med en traditionel smartphone, og som tablet er den for lille til, at den fungerer nær så godt som større enheder. Og vi oplevede desuden, at skærmen var meget upræcis, når man skulle vælge specialtegn og smiley'er fra pop-op-menuen. Det almindelige tastatur var dog fint.
Laaaaang batterilevetid
Et sted, hvor Samsung virkelig har gjort det godt, er batteriet. Levetiden er fænomenal, og vi havde aldrig problemer med at løbe tør for strøm. Ved moderat brug kunne vi faktisk strække den til knap to dage.
I langt de fleste tilfælde kørte telefonen desuden hurtigt og lækkert. Dog oplevede vi adskillige gange, at der kom noget hakken i brugerfladen på trods af den kraftige processor, men det virkede lidt tilfældigt, hvornår det skete. Selve brugerfladen er Samsungs egen TouchWiz, som efterhånden har udviklet sig til at være ganske velfungerende og lækker.
Internet, billede og lyd
Mens internettet grundet den store skærm selvfølgelig er mere overskuelig på Note, end det er på mindre telefoner, så er skærmen dog stadig for lille til at det bliver rigtig godt. Og mens den her klarer sig godt som telefon, så fejler den som tablet, for websiderne fremstår simpelthen stadig for små, den store skærm til trods.
Til gengæld er musik og video en fornøjelse på Note - lyden er god, og videoer står virkelig flot på den fortræffelige skærm. Og så understøtter den langt de fleste populære videoformater.
Og nu vi snakker om billedkvalitet, så får den også et plus i karakterbogen for kameraet, som leverer billeder i virkelig god kvalitet, når man tager i betragtning, at det er en telefon, vi har med at gøre. Farverne er levende, og billederne er flotte og skarpe.
Vi elsker
Der er meget godt at sige om Galaxy Note. Det er en velfungerende telefon med fantastisk god batterilevetid, lyden ved opkald er i den bedre ende, og skærmen er noget af det flotteste, vi har set.
Desuden er den medfølgende pen og det store format på Galaxy Note et tegn på, at der foregår en del innovation hos Samsung, og at de ikke er bange for at prøve nye ting af.
Desuden er den helt i top på mediefronten. Video, musik og kamera er alle noget af det bedste, vi har oplevet. Og så er batteriet en fantastisk oplevelse.
Vi hader
Men medaljen har en bagside - og i dette tilfælde flere. Samsung Galaxy Note er simpelthen for stor til at fungere godt som telefon. Faktisk er det ikke kun fordi, den er bøvlet at bruge. Man har faktisk ikke rigtig lyst til at tage den frem, når man er ude. Den tiltrækker sig opmærksomhed på grund af størrelsen, og man føler sig lidt som en yuppie fra firserne, der sad på en café med sin enorme mobiltelefon for at spille smart.
Og så er den simpelthen ikke god nok som tablet heller. Hvis man skal have en rigtig god internetoplevelse, så skal man minimum op på syv tommer, og det er endda også lige i underkanten. Så Galaxy Note er ikke alene for stor - den er også for lille.
Mens pennen er et interessant tiltag, så er det ikke helt gennemført udført, specielt når det kommer til genkendelse af håndskrift. Og det er stadig nemmere at skrive noter på en lap papir med en kuglepen, end det er på Galaxy Tab.
Og så undrer vi os over, at der overhovedet forekommer nogen form for hakken i brugerfladen, når vi har med så kraftig en telefon at gøre.
Vores dom
Når alt kommer til alt, så er Samsung Galaxy Notes største problem, at den er både-og og hverken enten-eller, for nu at citere Bølle Bob.
Meningen med telefonen er, at den skal være fleksibel. Men problemet er, at den ikke er specielt god som hverken mobil eller som tablet på grund af størrelsen. Den er så stor, at man ville have lyst til at have en telefon ved siden af, og så ryger hele idéen ved den ligesom, på trods af at den egentlig er en god telefon.
Og den formår heller ikke at udfylde rollen som tablet ordentligt. Den eneste grund til, at man anskaffer sig en tablet, er, at man har behov for noget, der er væsentligt større end en telefon, og så meget større er den heller ikke.
Formålet med Galaxy Note er, at den skal erstatte en række mere specialiserede redskaber; en smartphone, en tablet, en kuglepen, en blok med post-its. Men alle de redskaber er langt mere behagelige at bruge end Galaxy Note, og derfor kan vi ikke give den en bedre karakter. Samsung har forsøgt at lave en digital schweizerkniv, men det lykkedes desværre ikke helt for dem.
Når det så er sagt, så er vi sikre på, at der er en snæver gruppe, der vil synes, at det er et fortræffeligt redskab. Vi har en mistanke om, at det er forretningsfolk, der rejser meget på kortere ture. Og i den målgruppe, så fortjener Note en højere karakter.








27 kommentarer
Det er intet spændende ved den.
Hov hov, tal pænt om din iPhone 3Gs
Alle de andre steder jeg har læst om den har de elsket den..
Jeg har købt telefonen men venter stadig på den.. bliver godt få skiftet min HTC sen
Freddy: du kan forhåbentlig give mig ret i at den der smarte pen der medfølger er en overflødig gemmick.
Nåå okay.. jeg troede det var coveret på 3Gs'eren du mente.
Mht. til den stylus, så kan jeg ikke svare dig på det, før jeg har prøvet sådan en Galaxy note over et par uger.
Aner ikke hvad du er på, men tror du på tage en pause fra det..
Og ja, jeg vil gerne teste den hvis du giver mig et eksemplar.
Jeg slapper helt af.. sender du snart et eksemplar afsted? :)
God artikel, Undskyld flyeknep, synes bare den var morsom.
@alle: Tal pænt til hinanden - vi gider ikke mudderkastning osv. Læs eventuelt lidt om takt og tone på nettet her: http://beep.tv2.dk/entry.php/id-366132.html
I så fald er det vel ikke rimeligt at batterilevetiden trækker op. Og siden det ikke betyder noget vil jeg gerne sælge dig min 32 tommer mobil på 15 kilo, til gengæld har den kun 5 minutters batteri.....
Du er lige mit kunfesegment.
Undskyld, men han starter med at skrive at anmeldelsen er rettet mod den almindelige bruger, ikke et smalt segment. (i DK)
Kan nu godt lide iden med en stylus, var selv meget glad for min SonyEricsen i gamle dage.
Dit argument giver stadig ingen mening. Mht. størrelsen, vil dem der synes den er for stor allerede have skilt den fra med den begrundelse alene.
Nogen vil jo finde størrelsen et plus, som sagt.
Ingen vil finde en kort batteritid et plus og derfor holder dit argument ikke.
Vægten er en smagssag og derfor bør den hverken trække op eller ned heller.
Heldigvis er resten af verden lidt mindre bundet af gammeldags syn på hardware. I december rundede Note den første million solgte enheder og ingen er mere overraskede end Samsung selv! Så snak lige om 'snæver gruppe' igen...
AT&T har også valgt at tage den ind, så 19 feb kan amerikanerne også være med. Den er allerede et stort hit i Asien, bl.a. Hong Kong og Taiwan, men også i Europe, specielt Tyskland og Frankrig, sælger den godt. For nu at citere technoodling.
Jeres review minder om de holdninger, man kunne læse på nettet FØR release. Den er alt for stor osv. Men det ændrede sig fuldstændig, da folk først fik den i hånden. Besøg f.eks. xda og se, hvilken following Note har fået. Ikke mange nye modeller kan være med der. Jeg sidder tilbage med en skummel følelse af, at Jeres "review" allerede var skrevet i hovedet ud, uden den nogensinde fik en chance.
Så Beep, lad nu være med at være så gammeldags og konservative og kom op på beatet. Mobiludviklingen er ikke afsluttet, vi er kun lige begyndt.
Heldigvis er resten af verden lidt mindre bundet af gammeldags syn på hardware. I december rundede Note den første million solgte enheder og ingen er mere overraskede end Samsung selv! Så snak lige om 'snæver gruppe' igen...
AT&T har også valgt at tage den ind, så 19 feb kan amerikanerne også være med. Den er allerede et stort hit i Asien, bl.a. Hong Kong og Taiwan, men også i Europe, specielt Tyskland og Frankrig, sælger den godt. For nu at citere technoodling.
Jeres review minder om de holdninger, man kunne læse på nettet FØR release. Den er alt for stor osv. Men det ændrede sig fuldstændig, da folk først fik den i hånden. Besøg f.eks. xda og se, hvilken following Note har fået. Ikke mange nye modeller kan være med der. Jeg sidder tilbage med en skummel følelse af, at Jeres "review" allerede var skrevet i hovedet ud, uden den nogensinde fik en chance.
Så Beep, lad nu være med at være så gammeldags og konservative og kom op på beatet. Mobiludviklingen er ikke afsluttet, vi er kun lige begyndt.
Jeres "anmeldelse" af Note er simpelthen så fejlagtig, at jeg bliver nødt til at komme med fakta her. Tænk nu hvis nogen så den og troede, at det rent faktisk afspejlede virkelighedens Note og dermed undlod at købe denne efterhånden ganske populære mobil?
Derfor kommer her rettelser til de faktuelle fejl. Så må folk selv tage stillige til Jeres mange subjektive udmeldinger, i stil med "mere specielt end det er levedygtigt", "For en meget snæver gruppe" og "at der er en snæver gruppe" en gang til, samt at Note både er for stor OG for lille til SMS (ja, så er det heller ikke nemt).
Citat:
Desuden kan man lynhurtigt lave et skærmbillede ved at holde pennen nede på skærmen, hvorefter man kan tegne på den - hvilket er smart, hvis man for eksempel vil sende et skærmbillede, som man vil markere noget på. Desværre kan man ikke sende dem som MMS, hvilket er lettere uforståeligt.
-Mere end 10 muligheder ved screenshot under "Del Som", deriblandt Meddelelser (MMS).
Desuden kan pennen bruges til at oprette kalenderbegivenheder i den omfangsrige og velfungerende indbyggede kalender, som dog ikke umiddelbart kunne synkroniseres med Google-kalenderen.
-Kalender KAN synkronisere med Google Calender. Det fungerer præcis som på alle andre Android mobiler.
Når man skriver SMS'er, kan man også skrive dem i hånden med pennen, men desværre er skriftgenkendelsen ikke alt for stabil - der kommer simpelthen for mange fejl, og så kunne vi kun få det til at fungere med engelsk ordbog
-Håndskriftgenkendelse fungerer også på dansk, man skal blot vælge det.
og ingen æ, ø eller å, hvilket gør, at meget med idéen med pennen falder til jorden.
-Æ, Ø og Å fungerer ganske glimrende under håndskriftgenkendelse, selv uden Dansk er valgt som sprog.
Og vi oplevede desuden, at skærmen var meget upræcis, når man skulle vælge specialtegn og smiley'er fra pop-op-menuen. Det almindelige tastatur var dog fint.
-En touch skærm kan ikke være upræcis under visse former for indtastning, men fin under andre. Det er ikke teknisk muligt.
Alle ovenstående ting har jeg netop selv testet på en Samsung Galaxy Note, med seneste firmware.
Alt i alt sidder man tilbage med en følelse af, at I enten slet ikke har prøvet Note, eller også er det et meget tidligt eksemplar, I har haft fingre i. Alle overvejelser om størrelse er irrelevante, da det er et spørgsmål om smag, men samtlige Jeres specifikke klagepunkter omkring brugen er fejlagtige!
Det kunne være rigtig interessant at høre fra anmelderen, hvad der er gået galt?
Indlægget er lukket for flere kommentarer.