Onsdag, 3. februar 2010 kl. 11:24 / breschel, cykling, team saxo bank
Lune vinde på vej
3 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Jeg hader vinterens sne og kulde - men alligevel holder jeg meget af den årstid. For den minder mig nemlig hvert eneste år om, at det lune forår - og en helt sprit-ny cykelsæson venter forude. Og det ser jeg frem til. Som cykelelsker - og specielt som dansker. Jeg tror, at den kommende sæson bliver fantastisk som dansk cykelfan.
Jeg tror, at det generationsskifte der så småt har været undervejs de seneste par år hos Danmarks cykellokomotiv, Team Saxo Bank, slår igennem i år - og jeg tror, at flere af de unge danskere på holdet kommer til at køre rigtigt stærkt - og desuden er der jo masser af andre danskere på gode cykelhold, der kommer til at køre på den allerstørste cykelscene.
En af dem jeg har størst fidus til er Matti Breschel. Som sportsjournalist er det befriende at snakke med en person der tror på sig selv, og tør sige det. Han siger selv helt åbent, at målet er at vinde en af de to store forårsklassikere Flandern Rundt eller Paris - Roubaix.
Han er i det hele taget en sjov fyr ham Breschel. Han er en af de typer vi andre drenge et eller andet sted var enormt-trætte af i folkeskolen. For han har et helt unikt talent - overfor stort set alt hvad han gør. Jeg har efterhånden været på flere overlevelsesture med cykelholdet, og oplevet Matti Breschel på mange forskellige måder. På dansegulvet hvor han laver moves, der ville få selv hedengange Michael Jackson til at komme og bede om hjælp til at hvordan danseskoene skal vende. Naturligvis kan han også synge og spille guitar. Han har tilmed også udseendet med sig, har boet i New York og arbejdet som model. Derudover er han en fli
Et instinkt der gav ham 5 sejre sidste sæson. Blandt andet en i cykelløbet Schweiz Rundt, hvor han var først til at passere stregen da en gruppe på en 7-8 ryttere kom samlet til mål. Efter den sejr sagde han et par ord til mig, jeg aldrig glemmer. "Jeg ville bare først over den streg. Om jeg så skulle brække ryggen i forsøget." Ikke at jeg bifalder folk, der kommer til skade overhovedet. Men det er lige nøjagtigt den mentalitet der gør, at jeg tror på at den danske mester også i den kommende sæson vil strække armene i vejret en del gange, når han kører over målstregerne. Matti Breschels sæson starter på søndag, når han deltager i et etapeløb i Qatar og Oman.
Mit bud er, at Matti Breschel vinder minimum et af forårsløbene, enten de lidt mindre Omloop Het Niewsbladt eller Kuurne-Bruxelles-Kuurne - eller måske endda Gent - Wevelgem, Flandern Rundt eller Paris - Roubaix.
Jeg er også sikker på at Jakob Fuglsang for alvor vil slå sit navn fast som en af de etablerede topryttere. Når folk som Kim Andersen, Bjarne Riis og Fränk Schleck kalder en rytter for et af de største talenter de nogensinde har set, så er der altså noget om snakken. Jeg tror, at han bliver en stor forstærkning af Team Saxo Banks tour-trup.
Et par andre ryttere der ligger lige under niveauet for topryttere - men som formentligt også i den kommende sæson vil få deres muligheder er navne som Andre Steensen, Kasper Klostergaard og Jonas Aaen. Unge ryttere der vil kunne gøre en forskel på dage, hvor de får muligheden og hvor de selv har de der berømte "diamanter i benene". Men klart at disse ryttere til en hvis grad kommer til at fungere som hjælperyttere. Sådan er det når man kører på hold med navne som O'Grady, Cancellara og Schleck.
Men også uden for Team Saxo Bank glæder jeg mig til at se hvad danskerne kan drive det til. For Lars Bak er det altså i år, at han skal vise, at han SKAL køre Tour de France. Han har muligheden for det. Han skal bare selv gribe den. Det bliver spændende at se, hvordan hans rolle bliver på Team HTC Columbia. Personligt kan jeg godt se ham som en form for afløser for George Hincapie. Det kræver at man tør indgå i det "tog" der er så stor en del af årsagen til at Greipel og Cavendish vinder så mange løb som de gør.
Jeg ved, at flere af rytterne i starten er lidt bange for at køre med i toget. Det går stærkt, og der bliver skubbet og masset. Og det er meget enkelt. Man må aldrig lade sig slå ud. Gør man det en gang, så bliver det meget værre i den næste spurt. Men kan den danske temporytter finde sin plads i det tysk/amerikanske tog, så får han sandsynligvis en plads i Tour-truppen. Vel også fortjent eftersom Lars Bak vel burde have en eller anden fidus-bamse for at have været den person, der har været flest gange i Tour-studiet hos os om sommeren, for at snakke om, hvordan han igen i år var lige ved at komme med til den franske rundtur.
Og i Rasmus Guldhammer har Brian Holms tropper også fået en god afslutter. Nu skal han bare vise at han kan tage springet op - fra en U23-rytter til at køre med i de allerstørste løb. Jeg håber at den unge vejlenser kan tage skridtet fuldt ud.
Og så har Pro-tour feltet fået endnu en hurtig dansker. Martin Pedersen der kører for det lille Footon-Servetto hold. Han vandt en stribe af cykelløb sidste år for Team Capinordic, jeg er sikker på, at han også vil gøre det i år. Han er næppe typen der vinder der allerstørste løb, man kan han skrabe nogle danske UCI-point hjem i de lidt mindre løb, så er det også ganske fint. Eneste minus ved Martin Pedersen, er, at hans hold formentligt kører i feltets grimmeste trøje. Men derfor er sejrene jo gode nok...
Så derfor glæder jeg mig til et fantastisk dansk cykelforår - jeg mener, at der er lune cykelvinde på vej. Vinde der forhåbentligt bringer hele seks danskere til start i Tour de France til sommer, og bringer masser af danske cykelsejre. Og det kan jo allerede starte nu her, hvor Alex Rasmussen og Michael Mørkøv er storfavoritter til at vinde 6-dagesløbet i Ballerup, der starter torsdag.
Hvad tror du, hvilken dansk rytter har du mest fidus til, og hvad tror du i det hele taget om den kommende cykelsæson?
/STADUM
3 kommentarer
Skriv kommentarJeg tror at Matti vil forbedre sine resultater i forhold til sidste år. Han vinder ikke en klassiker, men placeringerne bliver bedre end de forrige år.
Fuglsang bliver spændende at følge i de lidt mindre etapeløb. Han kører en god enkeltstart, og er fremragende i bjergene. Det kan kun give gode resultater i løb af 4-10 dages varighed.
Chris bliver spændende at følge i giroen. Uden at kende ruten helt præcis, vil jeg mene at han kan køre i top 15. alt over det vil være en bonus.
Desuden tror jeg at Steensen vil markere sig væsentligt i år. Sådan et stort talent skal lave resultater, og det kommer han til i år.
Glæder mig hels sindsygt til klassikerne og tour de france. Touren ser på forhånd ud til at blive den mest spændende i mange år. Der er efter min mening ca 10 ryttere der kan køre med om podiet, så det bliver vildt.
hilsen
HBL
De vandt da i hvert fald i Berlin efter at have taget en omgang på den sidste aften så sent som i forgårs :-)