Endelig lykkedes det mig at nå målet. De 7 dage er overstået, og jeg må med stolthed sige, at jeg har præsteret, hvad der var næsten menneskelig umuligt: 50 indlæg på en uge.

Jeg har trodset et hav af forhindringer og nået mit mål.
Jeg har undervejs i mit forsøg mistet min kone, mine venner, det meste af det jeg holdt af, min pegefinger, min virkelighedssans og mit gode syn i pc-skærmens skær. Siddesår og smerter i ryggen plager mig også i skrivende stund.

Jeg har præsteret en uges ekstremblogging uden at blive forelsket i nogen andre bloggere m/k. Et stort fremskridt for mit vedkommende!

Jeg glæder mig virkelig til, jeg endelig kan rejse mig og forlade Blogland igen. Og håbe, at ingen er døde af forargelse undervejs i mit personlige rekordforsøg, hvor løgne og bedrag har været grundpillerne.
Indimellem skal der dukke en eller anden eller et eller andet op og sætte lidt rusk i sejlene. Man når jo ingen vegne, hvis det er blikstille.

Nogen kan klare at blogge, skabe sociale relationer, hyggesnakke, diskutere, digte, fortælle historier osv.. Andre kan ikke overskue og styre det inferno af muligheder, der ligger i blogging. Jeg tilhører den sidstnævnte gruppe, der må sande, at når jeg blogger går tingene for meget i stå omkring mig ude i det virkelige liv.

Lovs

:-)

Endelig lykkedes det mig at nå målet. De 7 dage er overstået, og jeg må med stolthed sige, at jeg har præsteret, hvad der var næsten menneskeligt umuligt: 50 indlæg på en uge.

Jeg har trodset et hav af forhindringer og nået mit mål.
Jeg har undervejs i mit forsøg mistet min kone, mistet mine venner, mistet det meste jeg holdt af, mistet min pegefinger, mistet min virkelighedssans og mistet mit gode syn i pc-skærmens skær.
Jeg
Jeg er begyndt at få regulære fans. Folk har ganske enkelt tørstet efter, at en rigtig elite-blogger trodsede janteloven og blandede sig med skravlet ude på top10-listen.