Det er for vildt! Endelig har jeg fundet bogen, der opfyldte alle mine behov. Gad vide, om det er derfor jeg med så rolig hånd kan skrive det her? Det erbogen Unfun af forfatteren Abo Rasul.. det er om ikke andet det navn, den er skrevet under. How ever, det er en nordmand, med det noget mere mundrette navn Matias Faldbakken, der er forfatteren bag dette mesterværk.

På 226 sider forener han både vold, sex og det i perfekt formulerede sætninger. Selvom sproget er godt og oversættelsen sikkert meget rammende, er det slående flere tastefejl i det sidste kapitel end i de første. Måske oversætteren også blev grebet af den? Måske han også kunne mærke pikken blive stivere i sine gamle fløjlsbukser?

Mellem de lallende voldsepisoder bliveran langsomt trukket ned i et surrealistisk univers, hvor det bliver blot mere utydeligt at skelne mellem bogens egen vanvittige virkelighed og fiktion. Klart læseværdig! Den bedste bog, jeg har læst!

Åh, denne litteratur! Hvor jeg elsker den! Under tvang hadede jeg den, men nu, hvor jeg bruger den på frivillig basis lader jeg den kneppe mig.

Jeg misbruger litteraturen; den erotiske litteratur, den romantiserende litteratur. Jeg rider bøgerne som var de enorme pikke, der trænger ind i mig.

Lagengymnastik med bøger får mig i ekstase, jeg kan blive vild og arrig, hidsig, voldlig, dyrisk. De kan få alt det værste frem i mig. Timelange orgier, hvor jeg bliver sprøjtet i hovedet af indtryk. Siderne bliver klistret til af mine udbrud. Som en anden Strunge får jeg lyst til at flyve ud af vinduet, og jeg er tæt på det.

Med popcorn på ryggen og på alle fire kan jeg blive taget af alle de mænd og kvinder, jeg læser om. Om deres hede eskapader, om deres utroskaber, om deres orgier, hævnagter, og skjulte motiver. Jeg får kvalme over mændene, men har alligevel lyst til at mærke dem og deres solide pikke i min krop, hvor de uhæmmet kan stimulere mit begær, og min foragt overfor dem.

Disse mænd er ulækre i deres behandling af kvinder. Jeg væmmes over dem, og føler sympati med kvinderne, der på deres side er komplet egoistiske og blinde i deres fortabte kærlighed. Åh, hvis bare jeg med min egen gudommelige pik kunne overbvise dem om deres værd og ynde...

Jeg tripper ord som var det amf eller coke, eller hvad man ellers forvrider sin hjerne med. Rusen varer dagevis, ugevis, månedsvis. Jeg tripper ord, jeg læste for et ård siden. Jeg kan mærke liderligheden og kraften, der stod skrevet i de sætninger, jeg læste igår, og jeg tænder på det.

Jeg tænder på tanken om at jeg tænder på det. Det jeg tænder på er måske ikke så meget det der står, som den måde det står skrevet på. Som en perfekt krop står hvert bogstav på præcis den rette plads i helheden, og hvis man ændrer bare et ord, er perfektionen nedbrudt, og safterne tørret ud.

Det er lækkert, når personerne, stederne, handlingerne trænger ind i mig og fylder mig med deres sæd. Sæd, der sætter nye ting i hovedet på mig, og lader mit univers vokse sig større og større og større, som en kæmpe pik med konstant blodtilførsel

Lad mig endelig få bud!

Jeg kan skrive hurtigere end min kæreste kan læse. Normalt. Altså, at jeg skriver normalt, og ikke er påvirket af hverken hash, alkohol eller noget andet euforiserende stof. Jeg bryder mig ellers ikke om tekster. De er lange og uforståelige. Folk bruger ord og knepper dem til ukendelighed. Men er det så folkene eller ordene, der er noget i vejen med?