Tirsdag, 22. februar 2011 kl. 18:59 / ansvar, arbejde, arbejdsgiver, danmark, debat, etik, fremtid, frustration, førtidspension, hverdag, livet, mennesker, mig, myndighederne, penge, pension, respekt, retfærdighed, sagsbehandlere, samfund, selvmord
Jeg søger lyset for enden af tunnellen...
2 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Jeg har mødt skrankepaver, der konstant leder efter den paragraf, hvormed de kan nægte borgerne byggetilladelse til carporten. Jeg har mødt arbejdsgivere, som drev en god forretning, men som behandlede medarbejderne som dyr. Jeg har talt med sagsbehandlere, som ikke har kompetence til at tage beslutninger...
Dette til trods, søger jeg stadig lys for enden af tunnellen...
Sagen er den, at jeg for nogen tid siden fik endeligt afslag fra øverste myndighed ift. førtidspension: Beskæftigelsesankenævnet. Afslaget betød, at jeg blev opsagt på min arbejdsplads, Føtex Faaborg, hvormed min verden styrtede i grus. Havde jeg derimod fået medhold, og var blevet tilkendt førtidspension (evt. med kontrol), så ville Føtex oprette et passende skånejob til mig.
Beslutningstagerne ser desværre ikke klienten
Afslaget kom med posten, så ingen beslutningskompetente personer har nogen sinde set mig - de har aldrig set det menneske, hvor eksistensens formål smuldrede. Et menneske, som mere eller mindre frivilligt måtte indlægges på en psykiatrisk afdeling (igen...), fordi livet ikke længere gav mening.
Den endelige konsekvens af afslaget blev slået fast under en samtale på Jobcentret - en samtale hvor min far heldigvis var med. Min far hentede mig på psyk, hvorfra jeg blev udskrevet lige inden mødet på Jobcentret - altså på et tidspunkt, hvor jeg stadig havde en mikroskopisk og naiv forhåbning om, at tingene selvfølgelig nok skulle gå i orden. Ingen kan da være tilfredse med, at jeg bliver arbejdsløs.
Hukommelsestab! - og rekonstruktion...
Efter mødet på Jobcentret, kørte min far mig tilbage til psyk, hvor jeg igen blev indlagt. Herefter mangler jeg et døgn i hukommelsen - en såkaldt normal reaktion som følge af et traume.
Nu hvor der er gået ca 3 uger, forsøger jeg stadig ihærdigt at rekonstruere det manglende døgn. Jeg har tjekket min mobiltelefon for at se hvem jeg har skrevet eller ringet til og jeg har også talt med personalet på psyk. Rekonstruktionen er efterhånden nået et acceptabelt niveau, men hukommelsestab er uden tvivl en af de værste ting jeg har prøvet til dato, bl.a. fordi man bliver konfus, men også fordi mit indre ur ikke fungerer bare nogenlunde.
Normalt kan jeg (som mange andre aspergere) huske rigtig godt - især logiske sammenhænge og talkombinationer. På denne front er der stadig problemer, idet tlf.nr. absolut ikke sidder fast, ligesom aftaler nødvendigvis koordineres nøje i min kalender. Dette fænomen er formentligt normalt for de fleste, men for autister/aspergere er det uvant - og skræmmende!!!
I forbindelse med min rekonstruktion, har jeg lavt en minutiøs gennemgang af loggen på min mobil, hvor jeg bl.a. kan se, at jeg har taget kontakt til min chef i "det manglende døgn". Jeg kan nu erindre, at jeg kontaktede ham fordi det undrede mig, at Føtex ikke selv kontaktede mig for at oplyse mig om afskedigelsen. Jeg spurgte ham, om han kunne bekræfte afskedigelsen, hvortil hans svarede, at han ikke kunne bekræfte, at jeg var afskediget, men at han efterhånden heller ikke kunne se andre mulighederne. Han afventede på det tidspunkt stadig, at høre fra Jobcentret.
Håbet: Sagsbehandleren der ser mere end cpr-nummeret
Et eller andet sted, så håber jeg stadig på en god løsning, hvor jeg i et eller andet omfang kan beholde mit job. Mit håb ernæres af de mennesker, som formår at være humane, selvom de sidder gemt bag en masse paragraffer og tal. Jeg taler om de mennesker, som gør en forskel for den enkelte - de mennesker, der engagerer sig, og som søger løsninger og muligheder frem for begrænsninger.
Min jobsagsbehandler er sådan et menneske.
Jeg tror, at hun blev meget overrasket over, hvor ked af det jeg blev. For selvom der efterhånden ikke var flere umiddelbare muligheder tilbage, hvormed jeg kunne bevare min kontakt til arbejdsmarkedet, min identitet og indholdet i mit liv, så fandt hun alligevel en mulighed. Blot 2 dage efter mødet på Jobcentret, havde hun både talt med sin overordnede, min arbejdsgiver og personalet på psyk, og der var etableret et halvt års praktik på min arbejdsplads.
Jeg kunne ikke være glad
Lige i det samme følte jeg mig som et dårligt menneske, fordi jeg ikke blev glad. Nu havde hun sat hele verden i omdrejninger for min skyld, og så var jeg bare lige glad!
Jeg kunne nok ikke fordøje alle indtrykkene på det tidspunkt, men nu er jeg virkelig glad for hendes indsats.
Som tingene ser ud nu, så bliver jeg formentlig endelig afskediget, når praktikken udløber til august, men den sorg vil jeg ikke tage hul på endnu. For jeg har lært, at der overalt findes empatiske mennesker som forstår, at det ikke altid er tal, paragraffer og løntilskud der gavner sagen: Nogle gange skal man også bare være menneske!
Kollegerne
- I Føtex Faaborg har jeg mødt tolerante, hjælpsomme og forstående kolleger, som viser respekt for kollegerne, hvad enten man er ansat på almindelige vilkår eller på særlige vilkår.
Arbejdsgiveren
- I Føtex Faaborg, har jeg mødt chefer, som tager et stort socialt ansvar og som humant ser ressourcerne og mulighederne i medarbejderen.
Sagsbehandleren
- På Jobcentret i Svendborg, har jeg en yderst kompetent sagsbehandler, Henriette, som evner at se personen bag for cpr-nummeret.
Takket være min familie, mine kolleger, min arbejdsgiver, min sagsbehandler, personalet på P1 i Svendborg og personalet på Strandlyst er der stadig et glimt af håb i horisonten...
