Onsdag, 9. juni 2010 kl. 23:03 / humor, hverdag, hygge, kolleger
En afslappet, rar erkendelse
0 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Ikke særlig svært var det at planlægge.
Seks tøser, mængder af sushi, god hvidvin, kaffe, slik, småkager, masser af snak. Toppet op med en total tøsefilm på DVD.
Hele første del holdt. Perfekt. Vi nåede endda at nyde et enkelt glas vin i de spæde stråler fra aftensolen i haven. Uden at fryse.
Sushien var lækker, vinen var god, og snakken flød let og ubesværet.
Og da solen forlod stuen og lod hyggen indfinde sig, henslængte trætte kroppe sig i sofaen i blødt lys fra masser af stearinlys...i spændt forventning.
Det var lige ved at være en total succes. Lige ved. To ved DVD´en, en med PC, en med kniv og to, der kom med opmuntrende tilråb. Men ak, på trods af vilje, opråb og masser af teknisk snilde, kunne vi ikke se os ud af kniben: En film sad fast og et kabel manglede.
Vi lod os ikke slå ud.
Tiden passede akkurat til et afsnit af Desparate Housewives, med masser af kommentarer og forklaringer, spørgsmål og grin.
Og en afslappet, rar erkendelse af, at selvom vi tit har for travlt til at nå ind til hinanden i hverdagen, så kan vi seks kolleger sagtens finde roen, fællesskabet og hyggen en simpel onsdag aften...