Vancouver er en af verdens smukkeste byer. Placeret med vand stort set på alle sider og omgivet er bjerge, er det svært at finde en by, der kan matche den placering.
Og i de dage, jeg har været i byen har den været præget af et smukt sammenhold omkring byens helte - ishockeyspillerne fra Vancouver Canucks.
En opbakning, der var ganske synlig også før kamp syv. De blå spilletrøjer med heltenes navn og nummer var overalt - og det samme var t-shirts med logoer. De sad ikke bare på de unge fans - men på alle. Babyer med sparkedragter, kontoransatte, der havde lagt jakkesættet og spadsere-dragten for at iklæde sig Canucks' farver.
Fanatismens grimme ansigt
Og i titusindevis valfartede de ud til de store arrangementer på gader og stræder for endelig at hente Stanley Cuppen til byen, der har ventet på den i de 40 år holdet har eksisteret.
Men det skete ikke, og med dét tog fanatismens og frustrationernes grimme ansigt over. Med ét var verdens smukkeste by forvandlet til et mekka for hærværk og borgerkrigslignende tilstande - med smadrede og brænde biler, hærværk mod forretninger og kampklædt politi i gaderne med stavene hævet over hovedet og skyer af tåregas.
Man havde frygtet optøjer ved et nederlag, og derfor havde bystyret valgt at lukke 19 liquor stores Downtown allerede klokken 16 - en time før kampstart, i håb om at undgå yderligere benzin på fanatismens bål og i stedet skabe en folkefest.
History repeating
Men festen døde med Bruins overlegne sejr og i stedet var det 'history repeating'.
I 1994 tabte Canucks også en kamp syv om Stanley Cuppe - dengang til New York Rangers - og det medførte også optøjer med ødelæggelser for mere end 5 mio kr.
Hvor meget ødelæggelserne i nat, der har efterladt byen med gevaldige tømmermænd ovenpå en nat præget af politi-helikoptere i luften, har kostet vides ikke.
Men en ting er sikkert her til morgen dagen efter nederlaget, hvor der stadig er helikoptere i luften. Vancouver er en by fyldt af skam.
Hårdtarbejdende Hansen
Set med danske briller er det først og fremmest ærgerligt, at Jannik Hansen ikke blev den første dansker, der kunne hæve Stanley Cup-trofæet.
Men det er også ekstra ærgerligt, at det er billederne af et brændende Vancouver, der bliver stående på nethinden, som det sidste tydelige aftryk fra finaleserien - for egentlig burde Jannik Hansen være det, man som dansker huskede fra serien.
Den 25-årige dansker, der selvsagt var knust, da jeg snakkede med ham i omklædningsrummet efter kampen, står tilbage som en af de bedste spillere hos Canucks i finale-serien.
En af de få spillere, der kan gå ud af serien med hovedet højt. For mens verdensstjerner som Roberto Luongo, Ryan Kesler, Henrik og Daniel Sedin ikke præsterede, så viste Jannik Hansen i den grad, hvilken stærk NHL-spiller, han er.
Canadiske roser
Derfor var det forståeligt, at de canadiske journalister fra Vancouver Sun, jeg stod ved siden af i køen, da vi ventede på at træde ind i Canucks' omklædningsrum for at udføre interviews, der næsten mindede om gravrøveri, igen og igen vendte tilbage til danskeren, når de diskuterede seriens bedste Vancouver-spiller.
På skammens dag i denne smukke by, skal der derfor sendes masser af respekt til den hårdtarbejdende dansker, der for en stund satte NHL på landkortet i Danmark.
Lad det endelig ske igen.
Han er kun 25 år, og har tilbagelagt noget af en rejse i nordmarikansk ishockey siden han blev draftet tilbage i 2004. I niende runde, som nummer 287 i alt - eller rettere som den femtesidste, der blev lukket ind i det fornemme selskab.
På den måde lå det ikke i kortene, at det netop var Jannik Hansen, der blev den første dansker i en NHL-finale og ikke for eksempel Mikkel Bødker og Lars Eller, der begge er draftet i første runde.
Men netop den sene draft-placering har måske betydet, at Jannik Hansen hele tiden har skullet tilpasse sit spil, så det passede til NHL, og derigennem har fundet sin rolle.
In the face
For det er nemlig en rolle, som danskeren, der kan skrive historie natten til torsdag, udfylder hos Canucks, hvor han går for at være en såkaldt role player. Det vil sige en spiller med en klart defineret arbejdsbeskrivelse, der mest af alt handler om at undgå, at modstanderne scorer, og så ellers komme lige 'in the face' på det andet hold.
Det har Jannik Hansen været så god til, at han nu også er en vigtig del af Vancouvers undertalsspil, hvor danskeren ofte er på isen som en nøglefigur.
Og der er noget determineret og fokuseret over Jannik Hansen, der virker langt mere erfaren end de bare 25 år, han har på bagen.
Upåvirket af kaos
Ikke en eneste gang i de mange snakke, jeg har haft med ham under finaleserien, har han virket som om, han er påvirket af hele virakken, der medfører nærmest kaotiske scener, når pressen slippes løs i omklædningsrummet.
Eller påvirket af det pres, der er i en by, hvor der ventes næsten 150.000 mennesker på gaden til storskærmsarrangementer, når finalen løber af stablen kl. 17 lokal tid onsdag aften.
2,3 millioner drømme
I stedet bliver han ved med at fastholde, at det hele tiden drejer sig om den næste opgave. At når kampen er i gang, så er det bare ishockey, og han prøver at få alt omkring kampen til at være som det plejer.
På grænsen til det kedelige kan man hævde, men i bund og grund handler det om ikke at lade sig rive med, for hvilke skuldre på bare 25 år kan bære drømmene fra de 2,3 mio indbyggere i området. Drømmene om, at Canucks i sin 40 års jubilæums-sæson for første gang vinder Stanley Cup-trofæet - og udvisker smerterne fra nederlaget i 1994 til New York Rangers, der også skete i en altafgørende kamp syv.
Om det sker afgøres natten til torsdag - og uanset, hvordan resultatet bliver, så vil jeg personligt hejse Dannebrog i respekt for en ung dansker, der som den første er med på den ypperste is, blandt de ypperste isatleter, og i den grad har sat sit præg på finaleserien.
Fokuseret, determineret, Jannik Hansen.
Alt er større i USA. Det gælder folks livvidder. Portionerne, når du bestiller mad. Bygningerne, motorvejene - ja, selv hovedpuderne på mit hotelværelse, der er så store, at jeg har kylet alle fire ned på gulvet for at få plads til mig selv i sengen.
Men det er også i sportens verden - hvor især superstjernerne er større. Måske ikke større på sådan et globalt niveau, men sammenligner man lille Danmark og fodbolden, som er den sport, der følges af flest mennesker herhjemme/derhjemme - journalister, såvel som fans - så er der ingen i Superligaen, der kommer på niveau med de største stjerner, når det gælder omtale, genkendelighed og ikke mindst løn.
William Kvist og LeBron James - Peter Utaka og Peyton Manning - Michael Krohn-Dehli og Sidney Crosby - det siger vist det hele.
Men hvorfor er det så, at det er de danske klubber og den danske liga, der opfører sig overfor pressen, som om det forholder sig lige omvendt?
Fri adgang til omklædningsrummet
Det er som om, man i USA har forstået, at det er vigtigt, at pressen har adgang til spillerne - ALLE spillerne - og derfor er der et skilt udenfor alle NHL-klubbers omklædningsrum, hvor der står, at der minimum fem minutter efter kampen skal være åbnet for medier ind til omklædningsrummet.
Ikke noget med at snige sig ud af bagdøren, hvis man har haft en dårlig kamp - eller man bare ikke gider journalister. Nej, herovre er det lige midt ind i kampens nerve og lugten af herresved - hvor følelserne stadig er i spil.
Gælder alle ligaer
Og det er ikke bare et hockey-fænomen, fordi ligaen er den mindst profilerede af de fire store. Jeg har også dækket NFL, MLB (baseball) og NBA - og der er det på samme måde.
Faktisk så er omklædningsrummet i NBA åbent indtil 35 minutter FØR en kamp. Kunne man forestille sig, at det var tilfældet i Superligaen? Det tror jeg næppe - men i en verden, hvor folk får det mest af deres nyhedsdækning via nettet - så ville det være en fantastisk mulighed for at kunne levere det seneste nye fra omklædningsrummet før en kamp - fra hestens egen mund - i stedet for, det blev til gisninger fra pressepladserne.
Det er en helt anden verden herovre.
