Bloggen lukker, Læs mere

Lars Fink

Fredag, 4. december 2009 kl. 22:35 / danmark, fodbold, landsholdet, sport, vm

VM: Svært - men ikke umuligt

1 kommentar | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Skal man juble eller få nervøse trækninger i maveregionen?

Det er ikke fordi, jeg lige nu er afklaret omkirng den problematik - og vi er vel mest ude i noget, som min morfar vil have kommenteret med: "Det kan blive en dreng eller en pige."

Der i Jylland, hvor min morfar kom fra, betød det så, at det kunne gå godt eller skidt (og undskyld piger) - det betød, at et kvindeligt afkom ikke var at foretrække.

Lige nu er jeg bange for, at vi kan komme i problemer.

Holland er i mine øjne ikke bare rigtigt gode - det var Portugal også, og se bare, hvad der sket med dem - men problemet er, at hollænderne kan spille en form for bold, der kan gøre danskerne rundtossede. Tænk bare på, hvad hurtigt kombinerende Chile gjorde ved det danske hold i sommer på Brøndby Stadion. Jeg kan frygte en slags replay.

Cameroun er en farlig outsider - og værst af alt, så selv om det ikke kører for holdet, har de en absolut verdensstjerne i Samuel Eto'o, der kan afgøre en kamp på egen hånd. I mine øjne bliver det nøglekampen - et point skal der hentes - som minimum.

Men samtidig kan man glæde sig over den lækkerbidsken, der ligger i Eto'o overfor Kjær og Agger i det danske midterforsvar - det bliver et slag i kampen for guderne i Pretoria.

Sidst er det så Japan - og her er der i mine øjne ingen tvivl. De skal besejres. Formodet det svageste hold i puljen - og uanset, hvor stabile de har været igennem de seneste år, så skal danskerne være på et niveau ved en slutrunde, hvor det giver gevinst - ellers er det bare at pakke kufferterne efter 13 dage i det sydlige Afrika.

Håbet kan være, at vi kan klare det med fire point - en sejr og en uafgjort, hvis ellers puslespillet går op. Og så sælger jeg ellers gerne kampen mod Holland for et enkelt point. Lykkes det, så spiller vi med om gruppesejren.

Lad os så lege med drømmen om, at danskerne avancerer - så er der unægtelig forskel på at vinde puljen eller blive to'er.

Bliver det en andenplads, så hænger vi nok på Italien som vinder af Gruppe F - hvorimod det bliver til en kamp mod to'eren fra italienernes pulje, hvis vi klatrer til tops i Gruppe E. Og her lyder en kamp mod enten Paraguay, Slovakiet eller New Zealand som en vej, der peger ind i kvartfinalen.

Men det hele afænger af, om det bliver en dreng eller en pige i Gruppe E.



1 kommentar


1. jegskalbetaleforminkone 05-12-2009 03:04Rapportér/anmeld
"så skal danskerne være på et niveau ved en slutrunde, hvor det giver gevinst"

Ja, og så har vi en fed pulje :D Hvorfor er folk så bange for Holland? Ja, de har max point, men..... mod hvem???

Og Cameroun.... hvem er vi? Skal vi ikke kunne slå Cameroun? Er de Ghanas U-20 eller hvad? Har de slået Brasilien 30-0?

Japan????!!!! Hvor er vores professionalisme? Hvis vi gør det som vi lærte på fælleden/på marken/på den grønne.... etc... så vinder vi over Japan. Ikke mere pis. Vi skal bare spille den fodbold vi har lært, så lærer vi Japan noget om fodbold. Færdig.

Vi går videre, hvis vi tror på os selv og spiller som vi har lært.

Indlægget er lukket for flere kommentarer.



Sporten