Bloggen lukker, Læs mere

Lars Fink

Tirsdag, 2. marts 2010 kl. 12:20 / danmark, fodbold, landsholdet, sport

En usexet testkamp?

9 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Endelig! Så er det danske landshold samlet igen, og selvom en venskabskamp mod Østrig sådan en onsdag i starten af marts umiddelbart er nogenlunde lige så sexet som den Tafelspitz (kogt oksekød i gråbrune nuancer) jeg fik spist på hotelrestauranten mandag aften, så synes jeg, der alligevel er grund til at lade fodboldmundvandet løbe lidt til forud for kampen i Wien.

For der er spændende spørgsmål i vente for landstræner Morten Olsen. Og i og med det er sidste (og eneste) test på denne side af nytår før bruttotruppen til Sydafrika skal udtages, så må vi også formode, at vi kommer nærmere svarene på nogle af de spørgsmål landstræneren og alle os danske fodboldelskere stiller i den forbindelse.

Først og fremmest er der spørgsmålet om venstre back. Michael Lumb lignede til mandagens træning manden, der skal starte inde på onsdag, men Leon Jessen er også med i Wien og spørgsmålet er, hvem der er højest i det interne backhierarki - og om Michael Jakobsen stadig kan spille sig ind i varmen, hvis begge kandidater har en aften på onsdag, der egentlig bare skal glemmes?

Thomas Kahlenberg kan også levere svar på, om han kan genfinde den form, han tidligere har vist på landsholdet, nu hvor han ikke er i nærheden af startopstillingen i Wolfsburg. En brillant fodboldspiller, som vi alle skal krydse fingre for er på toppen til VM, men som skal vise mod Østrig, at han er på rette vej og udnytte den spilletid, han med garanti får.

På midtbanen ligner det en plads i startopstillingen til William Kvist, og derfor kan FCK'eren svare på, om han skal regne sig selv for midtbanespiller i den røde trøje - eller han skal nøjes med en plads som højre back-reserve for Lars Jacobsen (hvis Blakcburn-spilleren altså snart er klar efter sine skader). Michael Silberbauer lurer også i kulissen, og i kampen mod Østrig, for at presse sig ind i billedet.

Det sidste store spørgsmål er såre simpelt: Får Christian Eriksen debut? Stortalentet er med for at lære - men selvom Morten Olsen ikke mandag ville svare på, om den 18-årige Ajax-spiller kommer på banen - så kan han med en stærk indsats pludselig komme fra yderbanen og overhale flere profiler indenom.

Derudover blafrer der flere mindre spørgsmål i fodboldvinden (er Rajko Lekic et alvorligt bud på en VM-billet f.eks.), der mandag var ganske lun på Ernst Happel Stadion til den danske træning, indtil solen gik ned. De er alle med til at gøre testkampen her i den østrigske hovedstad til en oplevelse, der hæver sig over den sædvanlige kedelige havregrødsmasse, som testkampe ofttest er - og det hele er takket være den danske kvalifikation til VM. Det giver det hele et perspektiv, der intensiverer opgaven og forhåbentlig oplevelsen.

Til sidst et bud på den opstilling, som Morten Olsen lader løbe på banen fra start på onsdag. Det var i hvert fald således det så ud, som observatør til mandagens træning: Thomas Sørensen - Michael Silberbauer, Simon Kjær, Per Krøldrup, Michael Lumb - Daniel Jensen, William Kvist, Thomas Kahlenberg - Dennis Rommedahl, Nicklas Bendtner, Michael Krohn-Dehli.

Byd gerne ind med din ønskeopstilling på onsdag - og dine svar på spørgsmålene forud for kampen mod Østrig - eller stil nye spørgsmål som kan blive besvaret onsdag aften i Wien.

PS: For alt skal være ret, så smagte min Tafelspitz (på trods af det kedelige karkludsagtige udseende) fremragende - lad os håbe testkampen mod østrigerne gør det samme.



9 kommentarer


1. yeppes 03-03-2010 00:27Rapportér/anmeld
Det er da bare med at få prøvet Christian Eriksen i en fart. Med de mange skader og manglende spilletid, som præger næsten alle offensive kræfter, skal vi da klart have afprøvet alternativer på den del af banen.

Det mest spændende element ved kampen imorgen, er bestemt ikke, hvorvidt Kahlenberg eller Daniel Jensen er i form, for det er de selvfølgelig ikke, og Dehli tror jeg slet ikke på. Til gengæld er det spændende, hvordan Rieks og Eriksen vil tage sig ud, fordi det netop er på disse pladser, at vi er skrøbelige til VM.
2. tojosular 03-03-2010 00:38Rapportér/anmeld
"Ønske" startopstilling og Ønske formation(4-4-2 diamanten")

-------------------Thomas Sørensen------------------

William Kvist--Simon Kjær--Per Krøldrup--Michael Lumb

---------------------Daniel Jensen------------------

Dennis Rommedahl--------------------Thomas Kahlenberg

-------------------Christian Eriksen-----------------

---------Nicklas Bendtner--------Rajko Lekic---------

Men da Olsen holder godt og grundigt fast sin 4-3-3 formation så bliver det jo ikke til virkelighed ;). Ville være dejligt hvis han lavede andre taktikker så Danmark kunne skifte engang i mellem. Man behøver jo ikke at ligge fastlåst i en 4-3-3. Har nu altid set hans "4-3-3" som en 4-2-1-3 eller en 4-1-2-3. Alt efter om Christian poulsen og Daniel Jensen spiller sammen eller om Christian poulsen og Jakob Poulsen spiller sammen.
3. larsd21 03-03-2010 09:25Rapportér/anmeld
Min ønskeopstilling, ikke ud fra denne trup, men ud fra hvis alle mand er klar.

---------------------Thomas Sørensen-----------------

Lars Jacobsen--Daniel Agger--Simon Kjær--Michael Lump

---------------------Christian Poulsen---------------

------------Thomas Kahlenberg--Daniel Jensen---------

Nicklas Bendtner----------------------Jesper Grønkjær

--------------------Søren Larsen---------------------

De store spørgsmål på holdet.
Hvorfor en 4-3-3? Jo det er det system som Morten Olsen har lært holdet at spille og vel nok også den mest effektive form for fodbold. Omdrejningspunktet på holdet, de tre midtbanespillere (Poulsen, Jensen, Kahlenberg, er meget vigitigt for holdet. hvis deres pasningsspil ikke er på plads fungere holdet ikke.

Hvorfor ikke Nicklas Bendtner på toppen?
Jo, Nicklas Bendtner ville uden tvivl være foretrukket på toppen, men jeg synes simpelthen ikke der er nok kvalitet på vores fløje og samtidig er Søren Larsen uden tvivl vores mest målfarlige angriber og en rigtig center forward.

Hvorfor Grønkjær?
Han er vel den eneste spiller på landsholdet som for alvor tør og gå ind og udfordre sammen med Nicklas Bendtner og derfor vil vores fløj spil få en stor plads og med en Michael Lump liggende lige bag sig er det ikke utænkeligt at denne side kan være en nøgle til succes.
4. lblochjensen 03-03-2010 14:28Rapportér/anmeld
@ Lars Fink

Hvis Kahlenberg er "en brilliant fodboldspiller" hvad vil du så kalde Lionel Messi?
5. larsfink 03-03-2010 14:51Rapportér/anmeld
#4 Jamen, så er Messi vel en rimelig boldspiller ;-)

Nej, selvfølgelig er Messi et par klasser over Kahlenberg, men set i sammenhæng med den danske trup, så er en Kahlenberg i topform - som han var det mod Sverige på Råsunda i juni - en brillant spiller for det danske hold og en type, som vi ikke har mange af i truppen.

Og det må jo så gøre Messi til en ekstraordinær ekvilivristisk og brillant spiller :-)
6. lfcaj18 03-03-2010 16:32Rapportér/anmeld
Stop nu med at kalde Olsens system for 4-3-3. Det to fløje er jo på ingen måde angribere. 4-2-3-1 eller 4-5-1 passer bedre.

I dag ville ønskeopstillingen nok være:

..........Sørensen
Kvist...Kjær...Krøldrup...Lumb
......Jensen...Silberbauer
Rieks.....Kahlenberg....Grønkjær
..........Bendtner

Hvis alle er klar:

..........Sørensen
Jacobsen...Kjær...Agger...Jakobsen
......Andreasen..C.Poulsen
J.Poulsen...D.Jensen...Kahlenberg
...........Bendtner
7. 123espana 03-03-2010 19:11Rapportér/anmeld
Hvis alle er klar :
Sørensen
Lars Agger Kjær Mtilga

C. Poulsen

J.Poulsen Eriksen Thomas. K

Bendtner

Søren Larsen
8. 123espana 03-03-2010 19:25Rapportér/anmeld
Jeg synes tiden er kommet til hvor spillere som Jon Dahl, Martin jørgensen og Grønkjær må se i øjnene at de bare ikke har det der skal til for at have en stamplads på dette landshold. Jeg synes også at Morten Olsen glemmer en hel del spillere, selvom jeg godt ved nogle af dem er skader. Spillere som : Peter Løvenkrands, Patrick Mtiliga, Lasse Schøne og Thomas Enevoldsen gør det jo alle godt på deres respektive klubhold. Især Patrick Mtiliga gør det jo godt i den bedte spanske række, hvor han får regelmæssig spilletid. Han burde da være en god løsning på det " problem " Olsen har på venstre-back pladsen.
9. sehnsuchtdk 03-03-2010 23:36Rapportér/anmeld
Kampen fik da bevist hvad jeg altid har ment.. Kahlenberg er en skamplet på det danske landshold.. han skabte intet, udover en masse frispark og brok. Utroligt at han ikke fik et kort af den ene eller anden farve.
Men det, som jeg synes er endnu mere utroligt, er at hele den danske sportspresse går så meget i selvsving over ham og hylder ham som landsholdets frelse.. Ud med ham, og erstat ham med Christian Eriksen i truppen. Og hent så Løvenkrands som kantspiller til VM

Indlægget er lukket for flere kommentarer.



Sporten