Så er vi i fuld gang med sidste afsnit. Det er som altid en oplevelse at se, og der er meget, der har ændret sig i løbet af det sidste år. Men nu er denne rejse med "Farvel min elskede" ved at være til ende, og hvis der er noget, der undrer dig eller noget, du har på hjerte, er du velkommen til at skrive til mig eller de andre her bagefter.
Vi ses! :-)

Min mor er senil
min bror er debil
min onkel har lige spist sin bil...

Ca sådan starter et børnerim, min søn for nyligt præsenterede mig for. Og så bliver man ellers ført rundt i en hel familie af sære og skæve eksistenser, men som pointe er den lille twist, at det er egentlig er sært, at fortælleren selv er så normal!

Jeg morede mig meget over dette lille børnerim, for det fik mig til at se lidt indad i min egen familie! Ikke at nogen af beskrivelserne ramte plet, min mor er bestemt ikke senil, tværtimod, og ingen af mine brødre er tilnærmelsesvist debile, men fornemmelsen af, at alle omkring en er skrupskøre, og det egentlig er en lille smule usædvanligt, at man selv er faldet så heldig ud... ja det kunne jeg godt nikke lidt genkendende til. ;-)

Jo, jeg har en helt igennem vidunderlig familie! Vi glæder os altid til at ses, så snart vi kan. Var feks til 50 års fødselsdag for nylig, og næsten hele familien var troppet op. Der blev leet og krammet, alle sørgede for - så vidt muligt - at blive opdateret på alle de løse ender. Der blev præsenteret en ny kæreste, og et par ligeså nye forlovelsesring blev vist frem med røde kinder og strålende øjne.

Og så er der alle tosserierne og det kærlige drilleri, der udspringer af et godt kendskab både til hinandens grænser og rummelighed. Vi er nemlig en flok helt ægte originaler! Ikke to, der er helt ens! Er det ikke fantastisk? Selvom vi genetisk set deler en pæn portion arvemasse, så har vi alle meget forskellige personligheder.
Og en er matematiker, en er landmand, en læser psykologi, en fjerde er pædagog... ja vi præsenterer alle faggrupper på smukkeste vis! Men en ting har vi tilfælles. En stor kærlighed til hinanden, der giver sig udslag i en omsorg og hjertevarme så stor, at ingen (forhåbentlig) føler sig alene.

Jeg sidder lige nu med et stort smil på læben ved tanken om min ene onkel, der til festen viste stort talent i sin forholdsvis nye rolle som bedstefar. Selvom benene var en anelse stivere, end jeg erindrede, kastede han sig kækt ud i fodboldkamp med sit barnebarn. Et scenarie, der både skabte smil og lun latter i krogene.
Jo, det er ikke nødvendigt at være tosset i vores familie, men det hjælper godt på det... ;-)

Jeg sidder just nu og udtænker det ultimative, romantiske forspil. Har allerede fundet en masse raffinerede effekter, der kan sætte krydderi på.

Det skal starte stille og roligt med en masse tæt parallel-bevægelse. Dernæst præsenteres et blidt men insisterende tema, der fortæller, hvor vi er på vej hen.
Alting altereres en smule, hvorefter det ovenstående gentages, men denne gang mere intenst og bevægende.

Som arbejdet skrider fremad, bevæger man sig rundt i alle afkroge, efterhånden som effekterne tages i brug. Som enden nærmer sig, mødes det alt i en højere enhed, alle emner benyttes på en gang, parallel-bevægelse, tema og alterationer.

Som et sidste suk løber det ud i sandet med nogle trinvise, nedagående bevægelser...

Ah, at skrive salmeforspil er en kunst! :-)

(Ps; Dette indlæg er nok mest for musiknørder, men de skal også have lidt at smile ad...)