Sådan en fredag morgen burde være hyggelig og fyldt med glad forventning til den kommende weekend, ikke?
Ja det blev så ikke lige denne morgen hos os!
Vågnede halv seks som jeg plejer, og kunne mærke i hele kroppen, at det er ved at være på de tider, med andre ord; Jeg kunne mærke PMS-monsteret sidde på skulderen og grine mig ind i øret. Nå, tænkte jeg. Det skal ikke slå mig ud, jeg skal bare huske at trække vejret lidt ekstra tungt, tælle til ti om nødvendigt, det plejer at være nok.
Så jeg tog mig et lækkert, varmt bad med nogle dejlige dufte og lidt hyggeligt musik, og gik i mit dejlige køkken for at lave mig en sund og lækker portion morgenmad! Uhmm!
Men nej!!! Jeg skulle jo have taget blodprøver i dag, så jeg skulle være fastende!!! Nå, ud med det dejlige morgenmad, ind og vække knægten... prøver VIRKELIG på at lade som ingenting, selvom PMS-monsteret nu har fået selskab af sin gode ven og fortrolige, Lavt-blodsukker-monsteret!
(Med syngende stemmeføring)"Godmorgen, skat. Du skal oooop!"
Intet svar.
Sætter mig på sengekanten og stryger knægten over håret. (Denne gang med normal stemme) "Godmorgen skat, du skal op , det er fredag." Det er så nu, han plejer at springe op af sengen og styrte ud i køkkenet, klar til ugens bedste dag!
Bare ikke lige i dag! Der er stadig ingen synlig reaktion under batman-dynen.
(Rusker blidt i barnet, mens jeg siger med en noget fast stemme;) "Jonas, du skal altså op nu!"
Han vender sig om mod mig og kigger på mig med et hidsigt ansigtsudtryk og vrisser "MOAR! Jeg drømte altså lige noget rigtig dejligt, og nu kan jeg ikke huske, hvad det var! Og det er DIN skyld!!
(Tæller til ti)
"Jeg ved det skat, men det er altså stå-op-tid." Jeg fremlægger den formildende omstændighed, at det er legetøjsdag i skolen.
"MOAR! Jeg ved jo SLET ikke hvad jeg skal tage MED! MOAAAR! Der er ingen strøm på min gameboy, min store edderkop er gået i stykker ..." og så en længere svada om, hvor skidt det er, at verden har valgt at lave en fredag netop i dag! Og det er alt sammen MIN skyld!
Monstrene gnider sig i hænderne og sender hinanden et indforstået blik... Jeg tæller til tyve og trækker vejret dyyyybt!
Behøver jeg skrive, at det hele spidsede mere og mere til? At de to monstre til sidst klappede i deres små hænder af begejstring over min mere og mere anstrengte ansigtskulør?
Og så er det lige, jeg spørger; Hvorfor er det netop sådan en morgen, hvor man har hele TO uovervindelige faktorer at kæmpe med, at ungen viser sig at være lige så morgensur som grapefrugt med mavebesvær?
Ville det ikke være mere retfærdigt, hvis der var en naturlov, der gjorde alle børn supersøde, når mor har virkelig brug for det??? På samme måde, som vores moderinstinkt slår al rationalitet fra, når ungerne for alvor har brug for en moders forståelse?
Alt endte selvfølgelig godt, vi kom ikke rigtig op at skændes, gik bare og snerrede som to hyperaktive mobiltelefoner sat på lydløs. Og da vi endelig nåede skolen i samme skund som klokken ringede, fik jeg jordens største kram af ham, mens han sagde med høj, klar barnestemme; "Mor, hvor er det godt, vi bare skal hygge os i den her weekend!"
Farvel onde mostre!!!!!
;-)
Indtagelsen af aspargessuppe søndag aften førte til oprør i de indre regioner, oplyser talsmanden for undertegnedes "center for helse og velvære". (Se billede)
