Så er det ved at være weekend. :-D
I går lå jeg med høj feber, men den er heldigvis faldet betydeligt. Man bliver bare så frygtlig mat i hele kroppen af sådan en omgang!

Så jeg sidder igen i dag hjemme, og får bragt lidt orden i de mange billeder, jeg tog i Prag i ferien. Sad og tænkte på alle de gode oplevelser. Den allerførste morgen dernede havde jeg fornøjelsen af at se solen stå op iver Terezin, også kendt som Therezienstadtt. Jeg var der for over ti år siden med min efterskole, og allerede den gang gjorde det dybt indtryk på mig at SE og MÆRKE rent fysisk, hvad jøderne under 2. verdenskrig blev udsat for. At de blev jaget, diskremineret, slagtet pga deres racemæssige tilhørsforhold.

Men denne frostklare morgen var der bare så smukt! Hele stedet lå badet i dis, solen var blodrød, og Terezin-korset stod kulsort på denne smukke baggrund. Det satte tankerne i gang...

Alle den smerte, dette sted var vidne til, er forlængst gået i historiebogen, heldigvis ikke i glemmebogen. Og jeg tænkte, at al den smerte, vi oplever i livet, føles ligeså fjern og eventyragtig, når først solen står op igen - i overført betydning. Uanset hvor svære tider vi kommer til at opleve, så er der en ende på natten, og solen VIL stå op igen. Nogle nætter er bare længere end andre. Men en dag vil man stå og se på solopgangen og måske nærmest synes, at livet er smukt.

Jeg er så taknemmelig for alle de tårer, jeg har fået lov til at græde i årenes løb. Hver eneste af dem! For nu, hvor solen igen er ved at stå op i mit liv, kan jeg se, at ingen af dem var forgæves! Også selvom det var hårdt ved min lille dreng. Han kan atadig huske "dengang mor altid græd". Men så husker han tilgengæld også at være taknemmelig for, at det er længe siden, og at vi har det godt nu. Ligesom jeg gør.

Ja, jeg er taknemmlig for mange ting, men mest af alt for, at solen altid står op igen. Det er bare om at vende sig mod solen, og tage imod varmen.

Puha, det var dog en voldsomt dyb refleksion, her lige op til weekenden, men disse tanker gjorde mig utrolig glad, og jeg fik sådan lyst til at dele dem med nogen. :-)

Lyder det som det rene nonsens? Det gav ellers god mening i går, da det kom fra en 6-årig knægts mund. Han kom hjem fra skole, så mig og sagde; Mor, er du syg? Du ligner en, der har fyrre procent i temperatur!
Kært, ikke? Og han havde ikke helt uret... Ligger i dag på min sofa under et tæppe og skiftevis hundefryser og sveder som en moskus-ko i overgangsalderen!

Så der er masser af tid til at ligge og reflektere over livet i både småt og stort, hvis nu bare mit hovede ville fungere som det plejer! Men nej, feber har det med at sætte sig på tanketastaturet, så det bliver noget sært noget, der kommer ud i den anden ende..
:-S

Men i hvert fald; Tak for den fine velkomst, jeg har fået indtil videre, og hav en rigtig god dag!

Så er det lige pludselig ved at være nu! I aften er det min tur til at tone frem på skærmen og være med i det univers, der hedder "farvel min elskede".
Kvinden uden "i", kalder Ole mig.. Tak, Ole, men heldigvis her jeg lige nu masser af energ-I! ;-) Så jeg glæder mig til i aften, og er spændt på, hvordan jeg nu bliver taget imod. Har jo fulgt det hele lidt på sidelinjen og haft mulighed for at forberede mig lidt mentalt på, at der er en del opmærksomhed omkring emnet programmet, og det emne, det har taget op.

Så velkommen til min tone-bestrøede verden!
Kærligst, Lillan