Lørdag, 6. marts 2010 kl. 16:27 / stress
Fatsvag
49 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Kære blogvenner, jeg har brug for jeres hjælp.
Det hænder ret tit, at der er ting, jeg bare ikke fatter, og nu er jeg altså løbet ind i én igen:
Jeg begriber ikke, at det danske arbejdsmarked er sat sammen som det er.
I gruppe 1 har vi en flok arbejdsheste, der løber med omtrent 180 i timen på deres højeffektiviserede arbejdsplads, hvor man kun har det absolut nødvendige antal personer ansat. Alt overflødigt er skåret væk de seneste år.
På den anden side har man et enormt antal mennesker på overførselsindkomster såsom førtidspensioner, sygedagpenge og kontanthjælp. Disse mennesker ser aldrig skyggen af en arbejdsplads, men må ofte kæmpe med ensomhed og marginalisering.
Fra den første gruppe falder folk om på stribe med mere eller mindre alvorlige symptomer på stress. i 2007 mødte en halv million mennesker op hos deres læge med den slags symptomer.
Nogle ryger i den forbindelse fra gruppe 1 over i gruppe 2 og må for evigt sige farvel til arbejdsmarkedet, fordi deres fysiske og/eller psykiske helbred ikke kan holde til mosten blandt hurtigløberne.
I gruppe 2 kan de så gå rundt og blive endnu dårligere, fordi de ædes op indefra af følelsen af ikke at være noget værd.
Er der mon nogen, der er i stand til at forklare mig visdommen i denne model?
Er det helt umuligt at forestille sig en lidt mere fleksibel en af slagsen?
Sådan en, hvor nogle arbejdede virkelig meget, nogle ret meget, andre lidt mindre og nogle endnu mindre og nogle få slet ikke? Kan folk på førtidspension eller kontanthjælp ikke få lov at arbejde eksempelvis tre timer, hvis det er det, de kan klare?
Min søster er sosu-assistent, altså en af de offentligt ansatte sprintere. Hun bruger hver dag flere timer på at lave mad til de psykisk syge unge hun passer på en institution. Hun når sjældent til noget med omsorg, selv om både hun og beboerne kan se og mærke, at der er brug for det.
Ville det være helt umuligt at finde et menneske på førtidspension, der kunne snitte grønsager og blande salat? Naturligvis uden beregning. Førtidspensionen ruller jo i forvejen ind fra staten.
I gamle dage var der pedeller på skoler. Jeg var selv så heldig nærmest at blive adopteret af pedelparret på den skole, hvor mine forældre var lærere. Jeg var tit på skolen med Hans. Der blev hyggesnakket meget. Hans talte med alle. Hans kone Ellen gjorde det samme. Mange kom til kaffe. De to var skolens menneskelige anker.
Jeg har endnu ikke mødt en pedel på mine børns skole. Aner ikke om der er en.
Mange mennesker er forsvundet.
Vi fylder også selv benzin på vores bil. For nylig var jeg i Rom og mødte en portner. Tænk engang. Sådan en, der sidder og holder øje med, hvem der går ind og ud af opgangen, tager imod pakker fra posten til de beboere, der ikke er hjemme og i øvrigt fungerer som opsynsmand og hyggeonkel. Og ser en del tv på den lille skærm i portnerværelset. Ikke et særligt anstrengende job, men et job med stor social værdi.
Mange mennesker forsvinder.
De sidder derhjemme og får førtidspension eller noget med et andet statsautoriseret navn.
Hvorfor i alverden gør de det?
Mange af dem er måske ikke sprintere. Men de er garanteret mennesker. Og de er lige så garanteret fyldt med ressourcer, de kunne øse af. Hvis de fik chancen uden at blive tvunget ud i en 800 meter på tid.
Det hænder ret tit, at der er ting, jeg bare ikke fatter, og nu er jeg altså løbet ind i én igen:
Jeg begriber ikke, at det danske arbejdsmarked er sat sammen som det er.
I gruppe 1 har vi en flok arbejdsheste, der løber med omtrent 180 i timen på deres højeffektiviserede arbejdsplads, hvor man kun har det absolut nødvendige antal personer ansat. Alt overflødigt er skåret væk de seneste år.
På den anden side har man et enormt antal mennesker på overførselsindkomster såsom førtidspensioner, sygedagpenge og kontanthjælp. Disse mennesker ser aldrig skyggen af en arbejdsplads, men må ofte kæmpe med ensomhed og marginalisering.
Fra den første gruppe falder folk om på stribe med mere eller mindre alvorlige symptomer på stress. i 2007 mødte en halv million mennesker op hos deres læge med den slags symptomer.
Nogle ryger i den forbindelse fra gruppe 1 over i gruppe 2 og må for evigt sige farvel til arbejdsmarkedet, fordi deres fysiske og/eller psykiske helbred ikke kan holde til mosten blandt hurtigløberne.
I gruppe 2 kan de så gå rundt og blive endnu dårligere, fordi de ædes op indefra af følelsen af ikke at være noget værd.
Er der mon nogen, der er i stand til at forklare mig visdommen i denne model?
Er det helt umuligt at forestille sig en lidt mere fleksibel en af slagsen?
Sådan en, hvor nogle arbejdede virkelig meget, nogle ret meget, andre lidt mindre og nogle endnu mindre og nogle få slet ikke? Kan folk på førtidspension eller kontanthjælp ikke få lov at arbejde eksempelvis tre timer, hvis det er det, de kan klare?
Min søster er sosu-assistent, altså en af de offentligt ansatte sprintere. Hun bruger hver dag flere timer på at lave mad til de psykisk syge unge hun passer på en institution. Hun når sjældent til noget med omsorg, selv om både hun og beboerne kan se og mærke, at der er brug for det.
Ville det være helt umuligt at finde et menneske på førtidspension, der kunne snitte grønsager og blande salat? Naturligvis uden beregning. Førtidspensionen ruller jo i forvejen ind fra staten.
I gamle dage var der pedeller på skoler. Jeg var selv så heldig nærmest at blive adopteret af pedelparret på den skole, hvor mine forældre var lærere. Jeg var tit på skolen med Hans. Der blev hyggesnakket meget. Hans talte med alle. Hans kone Ellen gjorde det samme. Mange kom til kaffe. De to var skolens menneskelige anker.
Jeg har endnu ikke mødt en pedel på mine børns skole. Aner ikke om der er en.
Mange mennesker er forsvundet.
Vi fylder også selv benzin på vores bil. For nylig var jeg i Rom og mødte en portner. Tænk engang. Sådan en, der sidder og holder øje med, hvem der går ind og ud af opgangen, tager imod pakker fra posten til de beboere, der ikke er hjemme og i øvrigt fungerer som opsynsmand og hyggeonkel. Og ser en del tv på den lille skærm i portnerværelset. Ikke et særligt anstrengende job, men et job med stor social værdi.
Mange mennesker forsvinder.
De sidder derhjemme og får førtidspension eller noget med et andet statsautoriseret navn.
Hvorfor i alverden gør de det?
Mange af dem er måske ikke sprintere. Men de er garanteret mennesker. Og de er lige så garanteret fyldt med ressourcer, de kunne øse af. Hvis de fik chancen uden at blive tvunget ud i en 800 meter på tid.
49 kommentarer
Der er jo jobnet, facebook, osv...
Vi har faktisk ansat en som er førtidspensionist i 3 timer eller 5 alt efter hvad han kan klare og det var udelukkende fordi jeg lige faldt over den i Facebook. Så det er op til folk hvor interesseret de er udi at promovere sig....
Du kan da ikke være kommentator for TV2 med så basale mangler i hvordan den globale samfundsstruktur er skruet sammen ^^
Og så i øvrigt: Du er enormt god til at nedgøre andre, når du debatterer i blog-universet. Hvordan er du blevet så ferm til det?
Kærlig hilsen Lisbeth
Dermed ikke sagt, at alle hellere tager imod kontanthjælp eller anden offentlig ledighedsydelse end en tilssvarende udbetaling efter skat for et almindeligt arbejde, men mange gør naturligvis.
Når vi har så altfavnende en velfærdsstat, som vi har, så er det ikke så mærkeligt, at vi bliver fremmedgjort over for hinanden. For hvorfor dog bekymre sig om andre? Det tager staten sig jo af. Det personlige ansvar fordufter, og med det personlige ansvar fordufter ansvaret over for andre.
..men hvis den debat du gerne vil have frem drejer sig om hvorfor ting ikke er som i de gode gamle dage mere.....
...og om vi måske kunne udnytte resourcer--menneskelige resourcer på en anden måde, så er det helt fint men vi lever i en globaliseret verden, hvor dem der gør opmærksom på at den har sin pris..og den er dyr, bliver nedgjort, se på Lomborgs kronik I JP om emnet...og jeg lover dig de står i kø på Politiken og DR for at tæve ham for at tale om nogen af de samme ting som du gør her.....
..men som sagt, alle dem med de politisk korrekte meninger har talt..og der er der ikke plads til en pedel..han er blevet til en organiations koordinator
Den i de vestlige lande stærkt udbredte menneskerettighedsideologi promoverer derimod solidaritet med individer, der er i modsætningsforhold til et fællesskab.
Fornuftigt samarbejde til fælles bedste i det individualiserede samfund har således trange kår.
Fællesskabet har ingen moralske rettigheder, der bør tilgodeses.
De involverede individer har derimod mange rettigheder, der bør tilgodeses af fællesskabet.
Grunden til at man ikke bare ansætter mere personale end nødvendigt er, skyldes jo hensynet til omkostninger og dermed indtjening i virksomheden. Ledige personer med trang til socialt arbejde må melde sig under fanerne hos hjælpeorganisationerne.
#8
Enig.
Oh du alvidende. Vil du ikke nok fortælle mig, hvordan den globale samfundsstruktur er skruet sammen? Klogere mennesker end dig, er ydmyge nok til at erkende deres manglende uvidenhed om dette emne.
Jeg bliver virkelig bekymret, når jeg møder et menneske, der har "sandheden om det hele" som du tilsyneladende har. Jeg tror ikke, der er ret mange huller i din uvidendenhed. Undskyld den hårde tone, men lige nøjagtig dine evindelige "jeg ved bedst" kommentarer driver mig til vanvid. Hold en pause, tæl til ti og tænk dig om!
Næ, hør nu!
Skal uskyldige mennesker forrette samfundstjeneste som den gruppe af forbrydere, der ikke er plads til i fængslerne?
Man gruer jo for at spørge om, hvilke tvangsmidler du vil anse for passende overfor individer, der demonstrerer vrangvilje overfor sådanne tiltag.
Lad mig alligevel gætte: "Stokkeprygl på torvet, medens den blodtørsige mængde hujer begejstret?"
Jeg er drønhamrende enig med dig! Det vil både menneskeligt og samfundsøkonomisk give rigtig god mening. Men overfor alt dette står jo arbejdsmarkedspolitisk lovgivning, fagforeningsinteresser og (ifølge retcute) globale samfundsstrukturer.
PS: jeg kan iøvrigt godt huske det økonomiske regnestykke fra mit første år på universitetet - økonomisk er det et + men politisk er det et - . :-)
Det er ulovligt, som lovgivningen er idag, da det skaber konkurrenceforvridning, og samtidig er der mindstelønnen at tage hensyn til.
Iøvrigt er det ret grinagtigt, at man taler om at få flere i arbejde, når der ikke er arbejdspladser til det. I den problematik må man i første omgang sikre at skabe afsætningsmuligheder og medfølgende arbejdspladser, der ikke kanibaliserer de eksisterende arbejdspladser.
Men den største opgave er i virkeligheden vores Velfærdsstat, fordi den virker ikke!!! desværre
Men som du skriver Lisbeth, Hvordan giver vi liv til de næsten 1 mio. mennesker der er på en eller anden ordning?
Hvad er meningen med velfærd?
At tænke i kasser og give til de mange der måske ikke alle sammen behøver??
Den danske velfærdsstat er mekanisk, og den fungere kun hvis du trykker eller rykker, (deraf ordet mekanisk) så vil du få!
Denne social velfærdstat i DK virker, fordi vi er mekaniske, og elsker at løbe 800 m på tid på vores arbejde. Kan det laves om, når vi aldrig har forstået, omsorg og vækst???
Næ
Som lovet nogle tanker om den samfundsudvikling, som du beskriver.
Jeg kan sagtens genkende dit billede af en udvikling, hvor effektivitet og produktivitet har stået over næsten alt andet.
Jeg tror, at der særligt er tre forhold, som har flyttet os derhen.
Vi har for det første gennemlevet et årti, som i mine øjne med rette kan kaldes grådighedens årti, hvor vi som enkeltindivider skulle have ryddet alle forhindringer på løbebanen ikke bare på det danske men også på det internationale stadion af vejen. Og hvor vi kollektivt dyrkede Stein Bagger-Syndromet: Den hurtigste og smarteste med de længste rage-til-sig-arme.
Alle andre måtte ud i rabatten, så banen blev fri for sprinterne, som til gengæld fik al den medvind af samfundet, som man næsten kan forestille sig. Billedligt talt skulle der være plads og rum på banen til at løbe livet af sig, og det var vel i en vis forstand dét, der skete, da ballonen uden varsel revnede ved årtiers udgang og de mange korthuse på det finansielle område brasede sammen.
Jeg er af natur optimistisk, og jeg synes, at der her ved starten af det nye årti, er tegn i sol og måne på, at danskerne begynder at tænke mere i begreber som retfærdighed, fælles løsninger og ansvar for hinanden — også dem, vi ikke kender. Hvis den fornemmelse viser sig at holde, så bærer det kimen til en knap så skarp opdeling mellem dem, der ligger i inderbanen, og dem, der ligger i overhalingsbanen. Jeg opfatter i virkeligheden en del af de mere og mere ophidsede diskussioner, vi for tiden oplever om, at der skal være bedre vilkår for dem i overhalingsbanen som et lidt desperat forsøg på at fastholde os i et nyt grådighedens årti.
For det andet har vi i en ret lang periode — også før grådighedens årti — været stærkt fokuseret på vækst — både som samfund, virksomheder og individer.
Og vækst på alle tre niveauer forudsætter, at samfundet, virksomhederne og individerne så at sige til stadighed får mere fra hånden i år end sidste år. Og det får vi blandt andet ved at løbe stærkere end sidste år.
Grundlæggende forudsætter velstandsudvikling og udvikling af den fælles velfærd vækst, men vi har nu i mine øjne dyrket vækst-mantraet til det yderste i et par årtier.
Og det giver naturnødvendigt mindre plads til ”de skæve” - forstået, som de, der ikke (måske længere) kan holde samme tempo.
Netop vores opfattelse af og holdning til ”de skæve” er mit tredje bud på årsager.
Vi har — indimellem i uhyggelig grad — ændret opfattelse fra at tænke plads til alle til i stedet at tænke plads til dem, der kan.
Det er for så vidt naturligt nok, at arbejdspladser ændrer sig og jobtyper forsvinder, men det kan ikke være forklaringen på, at vi i stadig højere grad har skiftet fra at tænke på, hvordan vi kan hjælpe ”de skæve” til at yde, dét, de nu kan, til i stedet at tænke på, hvordan vi forhindrer ”de skæve” i at ligge nogen til last. For mig er det den mest usympatiske del af de sidste par årtiers udvikling.
Vi burde tage det fælles ansvar for, at der er plads til alle, også selvom det koster mere.
Netop det, håber jeg, at det kommende årti vil blive præget af, når nu de desperate fra grådighedens årti forhåbentlig får mere og mere modvind i overhalingsbanen.
Med venlig hilsen
Dennis Kristensen
FOA
I stedet er du taget en tur i den virtuelle helikopter og har set lidt på os ovenfra, og jeg følger dig på rejsen og i din beskrivelse.
Men resultatet er forstemmende. Tænk at det er sådan et samfund vi er gået efter og har fået. Jeg håber du har ret, når du øjner en ændring i horisonten.
Tiden må virkelig være kommet til en revolution på det åndelige plan. En læser har tidligere her på bloggen troet, at når jeg skrev revolution, så mente jeg sådan noget med våben. Men intet kunne ligge mig fjernere. Jeg mener der er brug for en helt ny tidsalder, hvor vi børster de sidste rester af det dyriske af vores skind og begynder at opføre os som sande mennesker, altruistisk, rummeligt, kærligt og generøst.
Godt vi i fagbevægelsen har sådan en som dig til at lede os i den rigtige retning.
Stor hilsen Lisbeth
Medvind til sprinterne. Ja, korrekt, hvor næsten alle vore kontrolsystemer blev sat på stand by. Faktisk har vi delvist smadret vort sammenhold, hvor vi nu kun ganske svagt aner andelsbevægelsen i bagspejlet i horisonten.
Og denne satsning, hvor man mente, at hurtigløberne i overhalingsbanen blot ville trække resten af samfundet med, viste sig kun delvist at holde stik, idet dels blev de offentlige investeringer nedprioriteret eller omprioriteret til overførselsindkomster, dels fandt hurtigløberne ud af, at der var yderligere medvind i banen for out sourcing, og endelig skaber vi intern uro i de bageste rækker med en radikal omstrukturering af lov- og ordensmagten, hvor disse vitale funktioner delvist mister grebet omkring deres vigtige samfundsroller. En katastrofal politireform, der kommer samtidig med, at et multikulturelt samfund forsøges indført, hvor man godt ved, at det reelt ville skabe nye problemstillinger, og derfor istedet burde animere til yderligere kontrolindsats. Dette har ligeledes givet ret frie tøjler til parrallelsamfundene financieret via bandeaktivitet, prostitution og narkohandel, forstærket gennem en misforstået berøringsangst i håb om at integration og velvillighed i fællesskab så løste den vanskelig opgave ved et magisk trylleslag. Resultatet er blevet et splittet samfund med stærke modsætninger både følelsesmæssigt og nok også materielt.
Finanskrisen kom som et delvist uforudset element, men heldigvis var det lykkedes at komme af med udlandsgælden måske forstærket af denne given frit løb til hurtigløberne. Nu står vi så overfor store problemer, hvor en stigende arbejdsløshed og offentlig gældsætning igen må se dagens lys. Imidlertid er problemstillingen anderledes end i 70-80'erne, idet globaliseringen har sin pris. Vort tårnhøje omkostningsniveau og faldende produktivitet gør os mere sårbar end under sidste krise. Selv om vi har en vedtaget politik og måske strategi til at løbe uden om forhindringerne på løbebanen, savner vi stadig taktikken til at undgå at havne i vandgraven. Den know how som skal ligge til grund herfor skabes ikke fra dag til dag ... og tiden går.
Så når du taler om at tage fælles ansvar for, at der er plads til alle, må det gå gennem tre faser. Et, at sikre at vi ikke bliver flere, end vi kan magte at løbetræne alle i god form. To, at sikre at alle løbere i diverse kategorier deltager i de kollektive løb, og endeligt tre, at de ikke kræver for høje honorarer for at stille op på løbebanen.
http://epn.dk/okonomi2/global/article20089...
Håber du stadigvæk er med, har lyst til at en debat vedr. dine 3 grunde/forhold til at vi er havnet hvor vi er blevet mere, for at bruge et af dine egne ord, grådige.
Din argumentation med at rage til sig "selv" årtiet kan vi alle i dag genkende, men Dennis, det så man også i 80'erne, yuppies og reklamefolk var dengang det store hit, så jeg køber ikke din argumentation med grådighed og rage til sig, som udpræget de sidste 10 år, det har altid været der, i alle led.
Dit andet punkt vedr. - vækst - mener jeg du konkret bruger for at sige, jamen så må den voldsomme vækst jo være grunden til de mange stress nedbrud, som Lisbeth også har som argument. Jeg kan altså ikke se den sammenhæng!!
Jeg er i øjeblikket i gang med at lave lokalaftale/lønforhandlinger for mine ansatte, og der slå det mig at de medarbejder jeg har, der har vokset og virkelig giver og kan give noget til andre og dermed også virksomheden, langtfra virkede stresset. Dennis og for den sags skyld Lisbeth, jeg ser ikke den sammenhæng at vækst betyder stress og nedbrud. Det handler om omsorg, men i den forstand har vi nok alle svigtet lige der.
Vores velfærd er mekanisk fordi staten tager sig af velfærden og alle skal have, selv de rige ældre skal have rengøring gratis, hørte jeg forleden Løkke sige, jeg kan altså ikke se solidariteten lige der og da slet ingen omsorg, fordi når alle skal have, så bliver der mindre tid, til dem der virkelig behøver og omsorgen er væk.
Der er ingen tilskyndelse til at vise omsorg og der er ingen taksigelse, derfor bliver væksten skæv og et stess punkt.
Dennis, jeg så gerne at du som fag-boss vil vise det mod at du melder klart ud at solidaritet altså skal være in igen, men sådan at dem der er i de 3 øverste lag ( 800 m igen) altså skal klare sig selv.
Jeg talte forleden med en af dine kollegaer dog i et andet forbund, og grunden var fagforeningens manglende sammenhold og medlemsflugt.
Jeg mener at fagforeninger har glemt solidariteten og jeres omsorg går for meget på den velstillede gruppe af jeres medlemmer, og jeg taler bredt nu i alle forbund.
Selvværd kommer af at hjælpe andre og selvtillid kommer af at vinde. For mange har for meget selvtillid og for dermed for lidt selvværd, derfor!!!!!!!!!!!!!
Dennis ser frem til høre/læse dine kommentar til dette:)
mvh.
Virksomhedsejeren
Jeg er hverken formand for et af landets største fagforbund, politiker eller journalist på en landsdækkende tv-station. Jeg kan ikke hævde at have megen indflydelse nogen steder. Derved er jeg på den anden side også befriet fra at skulle føle medansvar for megen af den tåbelighed der praktiseres blandt beslutningstagerne.
Jeg sidder dermed ikke med magten til at uddele opmærksomhed til en eller flere af de jævne danskere som jeg umiddelbart fatter mest sympati for på bloggen eller andetsteds. Jeg sidder heller ikke med magten til at udvælge et emne til bloggen på en landsdækkende tv-station og dermed hvad folks bevågenhed netop nu skal falde på.
Som journalist sidder du lige nu i dit elfenbenstårn og ser ud på verden. Du er sikkert ikke enig og det behøver du heller ikke være. Men tro mig når jeg fortæller at det er ret tydeligt for mig der ikke sidder i sådan et tårn at det findes.
Jeg har det lidt med dig som var du blandt de sidste dages hellige i en mere kommerciel udgave i forbindelse med din journalistiske interesse for arbejdsmarkedet og kapitalismen. Du har tilsyneladende lige opdaget endnu en bagside af medaljen før du ræser videre til næste emne i dit journalistiske virkeligheds-surferi mellem deadlines og reklameblokke.
Jeg kan ikke overbevise mig selv om din oprigtige indignation eller om den idealisme du gør dig til talsmand for. Sorry...
Jeg spørger mig selv hvor mange procent engagement du nu kan eller vil lægge i dette i forhold til andre emner? Du lever jo af at opsøge og sælge informationer tilsat verbale og grammatiske krydderier så det bliver nogenlunde fordøjeligt sammen med kaffen eller hvad vi seere nu foretrækker at skylle nyhederne ned med. Lidt som Dennis der lever af at bekæmpe ulighed og kæmpe for rimelig arbejdsvilkår. Jeres betydningsfuldhed synes jo at afhænge af disse forhold. Hvor var nyhederne hvis ikke der var noget vi kunne forfærdes eller i det mindste forarges over?
Jeg spørger mig selv om der er nogen emner der er fredede eller særligt vigtige for dig som journalist? Du er jo i branchen for hvem der løber med opmærksomheden og dermed flest seere, lyttere eller læsere. Med et moderne ord vil i journalister sikkert med vanlig tæft for eufemismer og ords semantisk vægt betegne jer selv som nyhedsformidlere. Der findes sikkert mange pæne og sikkert også mange flere knapt så pæne ord om jeres job.
Er indignation her blevet til en vare? Hvor salgbar er den i så fald? Er der noget der ikke kan gøres til en vare? Er alle nyheder og historier til salg for seer-ratings og reklamekroner? Vil man nogensinde grave dybere end det kan betale sig i nogle af historierne fordi det moral og etik kalder på det? Og hvad afgør hvad der i så fald begunstiges?
Man ønsker vel næppe at skræmme seere væk med en ubehagelig sandhed der kun kan virke påtrængende og skræmmende. Nemlig at vi alle kan komme galt afsted og falde ned fra vores eget elfenbenstårn. Enten på grund af pludselig sygdom, fyring ,skilsmisse osv. Afgrunden er altid lige om hjørnet.... Men ingen vil vide det. Det er som om folk tror ulykke eller uheld smitter. Hvis nogen har mistet et barn eller er i skilsmisse. Eller måske er alvorligt syg?? Hvad skal man sige til dem osv?? Der er mange årsager til at folk der kommer galt afsted risikerer isolation i større eller mindre omfang.
Måske lever vi bare i en moderne udgave af "survival of the fittest"?? Måske har et samfund altid bare sit eget økosystem af katastrofer og ulykkelige frasorterede ensomme mennesker? Det er jo altid de andre der kommer galt afsted eller ikke har forstået det hele. Det er jo aldrig en selv. Sådan siger og tænker mange faktisk.
Måske er det netop derfor den sociale mobilitet i vores samfund er så lille. Ingen vil kendes ved faren for at netop de ikke længere er med på holdet af de begunstigede med job, bil og hus mm.
Alle holder på deres og håber at netop de selv kan få lov at beholde alle privilegier. Så ingen vil afgive noget og dermed kan meget lidt ændres. Gad nok vide om du selv ville afgive privilegier så andre kunne få en mere solid plads i tilværelsen også arbejdsmæssigt?
Dine beskæftigelsesforslag for dem som Dennis Knudsen beskæmmende kalder de skæve betragter jeg som malplacerede beskæftigelsesmæssige almisser af en stærkt stigmatiserende karakter. Man kunne ligeså godt stemple disse mennesker i panden med et spørgsmålstegn for den tvivlsomme duelighed.
Du bør som journalist vide hvad stigma betyder og hvad det kan gøre mod mennesker. Det at andre kan udpege en. Det er sikkert svært for en journalist at forstå men mange vil hellere undvære eksponering under de betingelser...
Ingen ønsker beskæftigelsesterapi eller jobs med indbygget hån og stempling. Det burde du ikke undre dig over og det tror jeg heller ikke oprigtigt på at du gør. Men i journalister ved at danskerne hver især er bange for at blive smidt af holdet. Det er ikke kun hos medlemmer i Dennis Knudsens regi at det sker. Så her midt i krisen er det muligvis et godt emne at tage op. Måske endda så godt at det giver gode seertal i tv?
Gad vide hvem der næste gang skal være forsøgskaniner i idealismens navn? Hvem skal næste gang skælve ved tanken om hvad tilsyneladende samvittighedsfulde medier nu skal få politikerne til at kaste opmærksomheden på?
I det mindste burde man vise de mennesker der i forvejen må leve med nederlag - at være frasorterede det minimum af medmenneskelighed og anstændighed at lade dem være i fred for forsøgsvise tiltag og uundgåelig stigma fra tilsyneladende idealistiske personer i samfundets top med ondt i eksponeringen... Giv dem dog lidt ro til at komme sig oven på det der måske er deres livs store nederlag.. Den største fornærmelse mod dem er at sætte deres liv under et periskop under påskud om at det rager andre hvordan de har det.... Mediepleje af den dårlige kollektive samvittighed er for ringe en årsag til at plage dem!
Nu skal jeg ikke forsvare nogen, men jeg tror blot at blog redaktøren her forsøger at rejse en diskussion om!
Det virkelig kan være rigtigt at vi alle skal løbe så stærkt???
Alle bliver udpeget her, også dem der vil løbe stærkt og falder og omvendt
Jeg kan ikke se nogen Stigma her, men sagens kerne er vel at turde diskutere nogen ting ??
Er du enig # 25??
Interessant indlæg, som rejser en masse gode spørgsmål. Dog sidder jeg lidt undrende tilbage, da det jo netop er stigma jeg opponerer imod. Den stigmatisering, der ligger i, at man af samfundet bliver parkeret i en langtidsparkering for uduelige. Det er hele min pointe, at det ikke skulle eller burde være sådan. Så jeg har lidt svært ved at se din pointe i forhold til lige netop min pointe. Men pyha, hvor er det altså let at blive misforstået. Jeg har været noget forbløffet i de to år, jeg har haft den her blog, over hvor ofte det går galt i kommunikationen mellem mig og mine læsere. Det er da virkelig tankevækkende. kh lisbeth
Der er blot ikke så mange der har lyst da den tjente løn bliver modregnet i den udbetalte kontanthjælp!
Ja, det er ensomt og maginaliserende at være uden for arbejdsmarkedet, men lad venligst være med at satte lighedstegn mellem en gavebod og overførselsindkomst. LANGT de fleste er havnet der af en årsag - ikke af dovenskab (som flere antyder). Hvordan i alverden kan du komme frem til at førtidspensionister NATURLIGVIS skal arbejde uden beregning?
"Førtidspensionen ruller jo i forvejen ind fra staten" skriver du - mage til arrogance!
Du har tydeligvis ikke lavet et økonomisk overblik på, hvad en enlig på "statsløn" har i indkomst - sammenholdt med boligpriser - DET er IKKE nogen fest!
Prøv at lære af Dennis Knudsen: gå op i helikopteren - for hver emne/ persongruppe/ fagområde/ samfund osv. og sæt dig i andres sted + få et overblik over mekanismerne og adfæren inden for disse.
Ja det kræver at du kommer ud af dit elfenbenstårn - ud af din tryghedszone - din statusplatform.
Empati er deffineret ved evnen til at sætte sig i andres sted - ikke kun hos dem du kender.
Kære Dennis
Det er så sjældent, at møde et menneske som kan det der med helikopterperspektivet.Skønt!
Jeg er så enig med dig i, at vi (samfundet) står i risiko for endnu en grådeighedsperiode. Det ligger til den menneskelige natur at søge tilbage til det man tror virker for én.
Statustab og angsten for statustab er noget af det, der svier allermest! Ens selvbillede og identitet skal omdeffineres voldsomt (gælder også folk, som overrumbles af at blive afhængig af overførselsindkomst).
Omstillingsparathed er noget man beder andre om at have! - og lorten triller som bekendt altid ned af bakken!
Vores rationelle selvforsvars-hjerne er i stand til - i overlevelses øjemed - at retfærdiggøre "nødvendigheden" af at det naturligvis er ANDRE der må tilpasse sig!
Sandheden er jo dybest set at vi alle er afhængige af hinanden. Og hvad er det egentligt for et samfund vi ønsker at leve i?
Vækst - svært at deffinere - men for mig, kan det ikke alene gøres op i kr. Det er ikke kun mere mere mere, frem frem frem. Det er helheden: økonomiske OG trygheds/ omsorgs sikringer.
Som samfund og på verdensplan, er der grænser for hvor mange "dimser" vi har brug for, så i virkeligheden udhuler "væksten" sig selv, eller vi udhuler hinanden i udviklingens hellige navn.
Billedlig talt: f.eks produceres der flere biler end der er brug for, og alligevel kommer der hele tiden flere mærker på markedet og flere og flere skal tjene på dem (aktionærer). Den naturlige følge må jo så være, at nogle må lukke butikken.
Tidens mantra: mere, nyere, hurtigere,mere nyere, hurtigere! Du skal være på og med hele tiden. Medierne bruger ord som "den moderne famile" den "moderne dansker"
Reklamemarkedet hjælper til at skabe "behov" ved at appelere til vores reptile hjernedele: hvis du ikke er med i gruppen - ja så er du uden for flokken.
Det ved vores reptile hjernedele betyder, at så er man fortabt og i stor risiko for angreb udefra (statustab - av) - Der må hele tiden skabes nye "behov" - der er penge i det! VI STRESSER RUNDT og falder som fluer, for vi vil ligne dem, vi deffinerer os med.
Angsten for statustab får nogen gange det værste frem i folk - overlevelses-reflekserne kan være MEGET stærke og udvikle uskønne ansigter. En gammel sandhed: højt at flyve dybt at falde! - men vi ville være ilde stedt hvis ingen forsøgte :)
Det er bla derfor vi er nødt til at have overordnede regler og normer for hvad der er acceptabelt - til fælles bedste, anstændighed og omsorg!!!!
Som twostein så godt skriver - super indlæg - så kan man selv få brug for det en dag!!!-og måske sker det på et tidspunkt, hvor du ikke har råd eller psykisk eller fysisk overskud - tænk lige på det Lisbeth.
Efter at have læst jeres indlæg nogle bliver jeg nødt til at fortælle hvordan det opleves når folk tager offer-rollen. Jeg er offentlig ansat i plejesektoren og jeg kan jo dagligt se hvordan folk lever i offer-rollen. Jeg er træt af slid og slæb hvor andre lever på overførelsesindkomster, selv om de sagtens kan lave noget, måske bare 2 til 4 timer om dagen, men de gør det ikke, fordi det ike kan betale sig og fordi de lever bedst uden at lave nytte virkning for nogen. Jeg kan sagtens se en god ide i at "de" når de alligevel får penge fra staten kunne gøre en indsats for staten og for andre, som oplæggeren til bloggen beskriver, snitte grønsager eller hjælpe til andre steder, hvad er problemet i det??
Twostein du siger så at du har befriet dig for at føle medansvar, det skal jeg da love for. Men dit skrivetalent fortæller mig at du selv sidder et fedt sted og bare betragter det fra oven og ikke selv gider hverken at diskutere eller hjælpe til. Du beskylder andre for at leve overfladisk (beslutningstager og Jounalister), men hvad gør du selv????? lever du selv i offerrollen?? er du en af dem jeg møder i min dagligdag som sygeplejeske som har et godt hoved, men bare ikke gider andre, ikke engang 5 min.
Skorpi55, du mener man skal lave et økonomisk overblik hvad en enlig på statsløn har, ved du selv det??
Jeg er selv enlig mor på almindelig løn uden statstilskud, men jeg arbejder trods alt, det er der næsten 800.000 der ikke gør i dette land, skal vi bare lade dem gå i "kasser" og passe sig selv? Hvorfor kan de ikke hjælpe til på den ene eller den anden måde.
Jeg synes Lisbeth har fat i det rigtige, at mange mennesker forsvinder i DK at de ikke har nogen social nytteværdi og det skal og bør vi gøre noget ved.
Du snakker om regler for omsorg? okay er det stregkoder du synes er sjovt ?? eller at sosu'erne der kun må snakke i 26 sekunder pr. "kunde"
Skorpi55 hvordan vil du hjælpe andre?
Ja offerroller findes på alle niveauer og i mange udgaver - har hvert sit situationsbillede. Du har også et, kan jeg læse. Du lyder fustreret, vred og presset. Du synes du knokler (hvad jeg ikke er i tvivl om at du gør), men du må også se mange skæbner via dit arbejde, som fører til MEGET ufrivillig afhængighed af overførselsindkomst.
Jeg er meget enig med dig i at det er utrolig fattigt, at have nok i sig selv og ikke gide andre, men jeg ser det dog mere som arrogance end "gide". Det er mennesker som enten tror, at de aldrig selv får behov for andres omsorg, eller som lever efter devicen "enhver sin lykkes smed" - eller 100% egetansvar for eget liv.
Mennesker er flokdyr og disse mennesker ser en selvfølge i, at så må de naturligvis være leder i flokken!
Interessant er det så også, at arrogance som oftest dækker over usikkerhed, angst for sårbarhed, angst for statustab og lign.
Janteloven nævnes sjovt nok altid af de, der ikke synes at andre ikke anerkender og roser dem nok!
Jeg er stærkt imod, at arbejdsledige skal "arbejde gratis". Det gør jeg ud fra et samfundsmæssigt synspunkt. Forstil dig, hvor mange rigtige (37 timers) FASTE stillinger, der ville blive sparet væk, hvis der blev åbnet for "gratis arbejdskraft". Så skulle du bare se en sneboldeffekt i arbejdsløshedskøen. Det er en helt urealistisk vej at gå.
Der er allerede mange - især inden for omsorg - institutioner, som eksisterer på frivillig arbejdskraft (f.eks Dannerhuset, og div krise inst. for både mænd og kvinder og børn - prøv at google - der findes rigtig mange).
Ja jeg er en af dem du kunne møde i en hospitalsseng - dårlig ryg og knæ - som jeg har fået via mit arbejdsliv, så jeg nægter at føle mig skyldig og doven!
Jeg er for rask til pension (ønsker det heller ikke), for syg til at være atraktiv for arbejdsgiver.
Desuden tilhører jeg det "grå guld". Et begreb som desværre kun findes i politikernes hjerner og ikke i arbejdsgivernes. Om politikerne så siger det 1000 gange om dagen, så ændrer det ikke noget - det er kun et ord!
Vi skal også senere på pension, fordi man om nogle år vil mangle arbejdskraft, MEN det ændrer ikke på at der LIGE NU er overskud! Så lige meget hvor meget man pisker de arbejdsledige, så hjælper det ikke, hvis ikke også man pisker arbejdsgiverne til at tage samfundsansvar!
Hvis jobbene hele tiden spares væk, fordi flere og flere (aktionærerne)skal tjene på produkterne - i kapitalens hellige navn. Aktionærerne tjener VIRKELIG penge fra sofaen - de har købt en lottokupon, ikke et samfundsansvar.
Man kan fra politisk hold piske og piske, bruge millioner på at sende arbejdsledige på ofte ligegyldige "lær at skrive en ansøgning"´s kurser (i privar regi - en industri i sig selv efterhånden!). Dybest set tjener kurserne til at flytte de arbejdsledige ud af ledighedsstatistikken for en tid (DET er en dyr måde at opnå "ledighedsnedgang på!)
Det er SINDSYGT stressende at være arbejdsledig, når man SÅ gerne vil i arbejde! og rigtig mange går ned med flaget - bla godt hjulpet på vej af at blive kaldt dovne, mens man ser sin privatøkonomi sejle af h til. Det er SÅ fornedrende!
Der er naturligvis nogle (få) som ikke gider, men det er enormt forstemmende, at blive sat i bås med dem - som om arbejdsledige er en stor grå masse! - det er vi ikke!
Ja blomst42, jeg ved godt, hvad en enlig på "statsløn" har om måneden - og IKKE har om måneden.
Løj mig syg i julen for at undgå julegaveindkøb og har lige afmeldt tandlægen og brillecheck (og nej glem kampen om eventuelle tilskud - Danmark (sygeforsikr vil ikke have mig pga ryg/ knæ)og banken låner ikke ud til ledige).
Nu lyder jeg rigtig offeragtig, men jeg bliver SÅ provokeret over dine udtalelser. Jeg VIL og jeg SKAL have et arbejde. OG JEG ER IKKE DOVEN OG MAGELIG!
Jeg nævnte regler for omsorg - nej selvfølgelig synes jeg ikke at stregkoden er hverken sjove, konstruktive, eller noget som helst positivt! Jeg skrev om samfundsregler for omsorg for hinanden og der er sågu ikke meget omsorg i stregkoder! Holdningen til omsorg - fra samfundet og fra meneske til meneske, er det jeg henviser til. Medansvar for hinanden og dermed for samfundet.
Du spørger, hvad jeg synes der skal gøres.
Alt koster penge og nogle forslag til hvor de skal komme fra er her:
Jeg synes at arbejdsgivere skal pålægges større samfundsansvar - f.eks. vedr. praktikpladser,kæmpe lønninger i den ene ende og besparelser i den anden er ikke ansvarlighed.
Jeg synes at fradragsreglerne skal kigges GRUNDIGT efter i sømmene hos virksomhederne.
Jeg synes bankledelsernes opførsel er arrogante, skammelige og begrænsende for små og mellemstor virksomheder - og for almindelig mennesker iøvrigt - gebyrer for alt og ingen indlånsrente, med mindre du har mange penge og kan låse dem fast i en længere periode.
Jeg synes kapitalfondene skal forbydes - de smadrer gode virksomheder og er nogle blodsugere.
Jeg synes det er HELT ublu hvad medicinalbranchen kan tjene på folks helbred. - behæftet med tusindevis af indlæggelser og bivirkningsdødfald - samfundet betaler .
Jeg synes at overlæger/ læger skal stoppe med at bijobbe på privathospitaler. Hvis lægen arbejder mere end de 37 timer en fuldtidsstilling er, nærner det sig noget uansvarligt. Det er den tyndeste undskyldning - og helt uden samfundsansvar - er, at det vil gå ud over ventelisterne -øøhhhh hvis lægen KAN arbejde mere end de 37 timer, så gør det dog inden for det offentlige hosp. og spar samfundet for regningen. UD med bijob!
Jeg synes man skal se kultursnopperiet efter i sømmende. Statsbetalt "kunstner" øøøhhhh - "kejserens nye klæ´r" i et utal af omskrivninger. Sorry.
Ja, og så synes faktisk at SKAT skal opgraderes som kontrolinstans. De henter RIGTIG mange snyde-penge hjem til statskassen Moralen har længe været for voldsomt nedadgående, fordi risikoen for at blive snuppet er forsvindende lille. Det vil både højne moralen OG skaffe penge til andre formål - f.eks anstændighed og omsorg mellem mennesker.
PS jeg kan sagtens unde mennesker at tjene mange penge - blot ikke når de tjenes på BEKOSTNING af andre.
Folk tænker kun på sig selv og ville egentlig være gladest for at der ikke var noget "sikkerhedsnet", de ville være gladere for at folk bare døde hvis de ikke kunne klare sig selv.
Velkommen til civilisationen.
Jeg vedhæfter dette link som jeg i dag fandt på nettet, Lars Løkke er åbenbart bekrymret for DK og vores velfærd, har han også god grund til. Det kører ikke for os længere
http://jp.dk/indland/indland_politik/artic...
Jeg ser mange, i min hverdag, som ufrivilligt og frivilligt ikke kan mere. Du har ret på et afgørende punkt, der bruges ufattelig mange penge i det offentlig på ligegyldige ting som f.eks. lær at skrive din egen anøgning, og denne misforstået hjælp er virkelig arrogant, men i velfærdsstaten hellige navn skal vi alle puttes i kasser.
Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad du mener med at når andre hjælpe andre, hvem er så arrogante?? tilbage til at snitte grønsager eller gøre en god tjeneste for andre, som blog indlægget vist nok handlede om.
Det var egentlig ikke min mening at provokere dig eller twostein, men jeg blev selv provokeret, og jeg bliver bare glad for at høre at du gerne vil have et arbejde.
Har læst at nr. 22 Kiremada skriver at man får selvværd ved at hjælpe andre, og jeg er enig, derfor kan jeg godt lide lisbeths oprindelig ide, og ser den ikke som arrogance.
Ser du Skorpi55 det som arrogance????
Albylmoder
Blomst42
Da jeg gik ned med stress sammen med min kollega skulle der 5 mennesker til at bestride de 2 jobs som vi 2 havde haft.
Vores arbejdgiver ville hellere have at vi tog overarbejde begge 2 hver dag og i weekenderne for at nå hvad vi skulle end at ansætte nye folk.
Vi havde gennem et halvt år forsøgt at forklare vores arbejdgiver at vi simpelthen ikke kunne holde til det pres, men det var han ligeglad med.
Idag er jeg førtidspensionist og min kollega hutler sig igennem med vikarjobs.
Tænk hvis vores arbejdsgiver havde haft bare en snært af menneskelig forståelse havde han haft 2 dygtige medarbejdere, havde lavet jobs til 3 mere samt havde sparet staten for at skulle udbetale en førtidspension.
Jeg håber at han i dag har en rigtig dårlig smag i munden, men det har han jo desværre nok ikke.
Jeg er arbejdsgiver, og du har faktisk ret langt hen af vejen, tempoet i DK er generelt for højt og det går simplethen ud over folks velbefindende. Det skal stoppes og jeg tror det kommer helt naturligt fordi der er meget få ting der kan hænge sammen.
Men når det er sagt så er arbejdstager jo desperate efter at tjene det ekstra på den korteste tid, og hvem har så ansvaret, skal vi som arbejdsgiver siger stop, og så løber alle væk, er det naturlig udvægelse.
Skal vi nulstille alt og starte forfra. Det er ligefør at det synes jeg, men jeg tror iøvrigt at processen kommer heltaf sig selv
Skynd jer nu, men langsomt og ha en god dag:)
Da jeg nettop er, en af de omtalte personer, der har gennemgået, en såkaldt deroute fra gruppe 1 til 2.
jeg var 35 år gammel og arbejdede ca 120 timer om ugen. og blev indlagt akkut med en blodprop i hjertet.
Inden jeg kunne blive behandlet, skulle jeg lige læse en 4 siders kontrakt igennem og underskrive om at alt hvad der skete, skete for min risiko. jeg blev behandlet med forskellige medikamenter i to år, hvor regningerne bare blev større og større, til medicin og jeg bare fik det dårligere, " jeg blev akkut indlagt 17 gange over to år" . I 2005 gav jeg pokker i alt, og valgte at hvis jeg skulle leve eller dø måtte være gud's sag. og jeg opgav, al den medicin lægerene uskrev til mig. 7 preparater, iller i alt 12 piller om dagen til omkostning for omkring 4500 kr om måneden. Lægerene mente den gang, at jeg højest, ville overleve 3 måneder og det accerpterede jeg. Nu er der gået 9 år siden, jeg fik første blodprop og fakta er, at jeg kun har haft 2 indlæggelser over den tid hvor jeg ingen medicin har taget, ca 5 år, i den samme periode, har jeg ingen anden hjælp fået, hverken i forhold til at lære mig selv at geare ned i livet, at gå fra at arbejde 120 timer om ugen til at lave nada' er det hårdeste, jeg nogen sinde, har udsat min psyke for, og det er der hvor jeg fik min åbenbaring, for realiterne omkring det danske sundhedsvæsen ( hvordan sådan et væsen , nu må se ud) er at der en masse experimenteren med mennekelig liv, og kun megen lille interesse i at se resultaterne af de selv samme experimenter, det virker som om systemerne kun kan arbejde for sin egen selvtilfredstillese og som sådan kun oplever, at mennerker er en forhindring i at de kan hylde sig selv som verdens bedste.
Citat: udtalt til mig til en overlæge på viborg sygehus: hvis jeg brækker en arm, så kan jeg bruge dig som læge til at sætte armen sammen, men det er din pligt som læge, at oplyse mig om hvordan jeg healer brudet. fordi jeg skal leve med mig selv 24/7 og jeg anser mig selv for at være et helt menneske, men det danske sundhedsvæsen, forstår sig kun på en 1/4 del af et helt menneske, resten har ingen interesse for videnskaben, og derfor smider samfundet menneskelige resourser i grams hver dag, lige så naturligt som at gasse 4-5 millioner svin dagligt på de danske slagterier.
det er vist nu vi alle har brug for at høre en rungende latter over os selv som danskere
Hav en fortryllende smuk forår
Selvværd betyder, den værdi man sætter på sig selv (selvbillede). Selvtillid findes i det man kan - eller tror man kan - er god til. "jeg har tillid til at jeg kan"
Det er godt for mennesker at hjælpe andre, men det giver ikke selvværd at blive "ansat" i stillinger, som tidligere er blevet spare væk, til normale lønninger, for så at blive genoprettet for folk på mikroskobiske overførselsesinkomst - timeløn. DET er arrogant!
Kunne DU tænke dig at blive sparet væk, og erstattet af 2-3 som pga fysiske eller psykiske problemer kun kan arbejde få timer om dagen?
Find dit helikoptersyn! Det er prøvet før! personer er blevet fyret og genansat i aktivering!
Ledighedskøen bliver længere, men kan karmofleres ved at sende de ledige rundt i "projekter" så det syner at køen bliver mindre = bedrag eller selvbedrag, alt efter fokus!
DET er arrogant og respektløst overfor både de arbejdende og og ledige!
For mig er det OK at de der KAN, skal arbejde de timer, de formår, MEN de skal lønnes med gældende timeløn! - ellers skabes sneboldeffekten ud over, at det er dybt fornedrende ikke at blive lønnet som den kollega, man står ved siden af og laver det samme!
Det er pt i medierne (v. Mette Frederiksen S), at folk på kontanthjælp arbejde fra dag 1 i f.eks. køkkener, vaskerier og lign. på f.eks plejehjem.
GET REAL! Der er 1000 forskellige slags mennesker på kontanthjælp! Men bla finder man misbrugere, utilpassede unge, kriminelle, unge som bare aldrig er kommet i gang, indvandrere uden dansk sprog og kulturforståelse, folk der er faldet for sygedagpengene, som er for raske til pension, men for syge til dagpengesystemet (=100% til rådighed) og almindelige mennesker som ikke har A-kasse forsikret sig, for blot at nævne nogen.
Spørg dig selv, hvem du helst vil have til kollega på din arbejdsplads? og hvem skal bestemme hvem det bliver? og hvilke konsekvenser nogle valg kan give på din arbejdsplads?
Vær realistisk please! Hvor mange jobmuligheder er der sammenholdt med antallet af mennesker (og menneske skæbner) på kontanthjælp?
Skal de "mindre skarpe" rense strande og de andre stå i køkkener? - eller hvordan synes du at det skal foregå?
Hvis politikkerne kunne droppe alle deres prestige projekter - f.eks. broer alle vegne metroer til milliarder af kroner, så vi kan spare 10 min her og der (er selv bruger af off trafik). Andre lande har det, ergo skal vi også ha det! Skolegårdspolitik som handler om ikke at stå tilbage for nogen uuhhhh ha da!
STORE verdenskonferencer og idrætsarrangementer - fordi der er prestige i at holde det - ja hoteller og restaurationer tjener på det (private), men sammenhold det med prisen fra samfundets side - jeg er 100% sikker på at det havde været billigere at betale de førstnævnte den forventede indtjening. Det er prestigen der bærer ideen igennem.
Hvor mange offentlige stillinger kan vi få for en bro? -for en metrostrækning? -for en...osv. Fra politisk hold ses det som to forskellige cigarkasser MEN DET ER DET IKKE! cigarkassen hedder "statskassen"
Til dit sidste spørgsmål: jeg HJÆLPER gerne mine medmennesker, men jeg ARBEJDER for en arbejdsgiver og arbejde skal lønnes!
Danmark - og mange andre lande - er i en selvopslugende proces, hvor de ufaglærtes jobs forsvinder til udlandet og udnytter fattige folks dårlige lønninger og arbejdsforhold, for at opfylde alle disse kunstige "behov" som reklamebranchen så dygtigt skaber (og vi hopper jo på). De appellerer til vores angst for at være "uden for".
Politikkerne er med på den: Køb, køb køb, så løser det hele sig!!!! vel gør det ej! Boblen bliver bare større og større og vi har slet ikke set det stor brag endnu. Ballonen er båret på illusioner. Kunstige "behov", begærlighed, egoisme, enhver sin lykkes smed er ikke sundt, konstruktivt eller noget positivt for vores samfund eller verdenssamfundet.
Hvor mange små sunde firmaer er der mere? ALT skal være STORT, Firmaer køber firmaer - og kapitalfondene suger resten. Køb og smid ud! De og bankernes samfundsansvar er nærmest ikke eksisterende! Sørgeligt og ikke omsorgsfuldt!
Ansvarlighed og balance er for mig vigtige kodeord.
Kære lavbo. du er på sørgeligste vis kun en ud af mange skæbner, og jeg føler med dig.
Jeg har selv undervist i et projekt for ledige - typisk var de faldet for sygedagpengereglen - og jeg mødte MANGE skæbner, som ABSOLUT ikke fortjener at blive kaldt dovne eller blot noget der ligner!
Til alle jer, som er så heldige at have et arbejde: I ved ikke hvad der kan komme til jer i jeres fremtidige liv - og skulle der - gud forbyde det - ske jer noget - så tænk over hvilket samfund I så gerne vil leve i.
Der snydes i alle "fag" - det er den sørgelige virkelighed. Mennesker kan sgu være så frygteligt ucharmerende!
Jeg har i aarenes loeb befundet mig i begge kategorier. Mange gange!
Jeg tror, det er en vaesentlig pointe, hvis man skal kategorisere paa denne maade at huske paa, at for en stor del af befolkningen er der ikke noedvendigvis tale om permanent at hoere ind under enten den ene eller den anden kategori, men at det er noget der kan ske for de fleste.
Mit indtryk er, at det desvaerre bliver mere og mere almindeligt at "ha stress" og/eller helt at "bryde sammen".
Mange arbejdspladser har HR medarbejdere/psykologer ansat til bla. at hjaelpe medarbejdere i saadanne tilfaelde - ofte bliver det et spoergsmaal om, at laere medarbejderen at blive bedre til at haandtere stress. Hvilket i nogle tilfaelde sikkert kan kan loese problemet - og i andre bare udsaetter det til senere.
Den underliggende antagelse synes at vaere, at det er medarbejderen og ikke det system han/hun arbejder i, der er noget i vejen med! Hvilket sikkert er rigtigt i nogle tilfaelde.
MEN den generelle stigning i antallet af personer med stress, sammenbrud, depression, social udstoedelse kunne maaske snarere synes at pege i retning af at vi har faaet skabt et samfund vi ikke kan taale at leve i!???
Hvad der for mig ville vaere revolutionerende ville vaere et samfund hvor vi tager baade psykisk og fysisk sundhed alvorligt.
Hvor vi er interesserede i hvor effektive vi kan TAALE at vaere, hver isaer? Og hvor laenge? Og hvor taet paa den graense er det hensigtsmaessigt at gaa hver dag? Og hvor meget plads skal der vaere i arbejdslivet til private ulykker og bekymringer? Er der plads til at vi kan vaere dem vi nu er med de omstaendigheder vi nu har?
OG det store spoergsmaal: Er vi mere vaerd som mennesker/for samfundet hvis vi kan taale stoerre belastninger? Og igennem laengere tid? Er der noget i vejen med os, som mennesker, hvis vi ikke kan?
Idealistisk set kunne man sige: At yde efter evne og nyde efter behov!
Samtidig er man som førtidspensionist nedgraderet til trederangs borger, og "kan jo ikke tillade sig at klage".
Jeg gik fra at have en inkomst på 18.000kr brutto til at få 4000kr i førtidspension om måneden. Det er skam ikke noget man selv vælger. Men samfundet havde ikke plads til at jeg have fysiske og psykiske problemer,der gjorde, at der var ting jeg ikke kunne holde til. Dengang var der også arbejdsløshedskrise, og det var kun de der ville overarbejde ekstremt, samt de der havde overkvalifikation,der fik jobs. Jeg stod bagest i arbejdsløshedskøen, og måtte hele tiden være i en angst for også at miste mit levegrundlag. Jeg har Lært hjemmefra at man skal sørge for sig selv, men det kunne jeg end og ikke få lov til. Har altid været i en fagforening, har påtaget mig jobs, som var fysisk nedslidende; trods en gigtfeber som 11-årig, med lægens tilrådelse om at søge en pension. Jeg har uddannet mig bogligt, men der var desværre ikke plads til mig indenfor mit fag, da jeg var færdig.
Det er jo den for tiden gældende sandhed, at alt skal kunne betale sig. I den optik bliver medarbejdere blot en vare, som koster penge. Derfor kommer det til at gælde om at benytte så få medarbejdere som muligt. Hvis denne politik så som bivirkning skulle vise sig at være løntrykkende, så er det kun en god ting, set ud fra et virksomhedssynspunkt.
Den umenneskelighed, som denne tankegang indebærer fortrænges og bortforklares og resulterer i en stadig mere agressiv attitude overfor underpriviligerede. I stedet for at agere på den dårlige samvittighed vælger de priviligerede at fortælle historien om at de underpriviligerede selv er skyld i alle ulykkerne. De underpriviligerede på deres side får masser af anledning til at føle sig og opføre sig som ofre.
Uværdigt for alle parter! Og en fallit af rang for politikkerne, at de ikke kan finde på andre måder at anskue samfundet end den, der undervises i på CBS.
Hvad vil det sige at være invalid. Det siger såmænd kun at personen er uarbejdsdygtig grundet et alvorligt handicap.
Tro mig, de fysiske kræfter man har i overskud som handicappet rækker med nød og næppe til dagens opgaver
i hjemmet.
Det psykiske overskud går så rigeligt med at få økonomien til at hænge sammen. Man bliver absolut ikke "forgyldt" på en førtidspension.
Livet har sparket os omkuld. Lad venligst være med at sparke til dem, som ligger ned i forvejen.
Generelt indtryk fra det som er skrevet i de indlæg jeg har læst, så anses de personer som jeg, for at være snyltere og dovne eksistenser. Er langt fra tilfældet.
Min historie kort, jeg blev født med bygnings fejl i ryggen, som medførte at jeg brækkede nakken som 12 årig og ryggen som 16 årig. Derudover er jeg opvokset med 2 pedofile forældre, hvor skoleforsogn intet gjorde udover at tage imod bestikkelse, da mine forældre sad i gode poster også ved kommunen i bydelsråd.
De første par år efter jeg brækkede ryggen mærkede jeg ikke meget til det udover de kroniske smerter der var omkring brudstedet, så jeg forsøgte at tage uddannelse og få mig et langsigtet eksistens grundlag. Men grundet mine opvækstbetingelser eller den omvæltning det var for mig endeligt at komme væk og få mit eget og skulle til at klare alt selv, så fik jeg et psykisk knæk som 19-20 årig og søgte hjælp på stolpegården, der oplevede jeg at, jeg ikke blev taget seriøst, hvorefter jeg begyndte at ty til "sutteflasken" øl og spiritus, de bedste psykologer jeg har talt med var "bumserne" er idag over 10 år siden jeg sidst har drukket spiritus.
Men jeg har aldrig modtaget nogen form for offentligt hjælp på noget tidspunkt, af de mange gange jeg forgæves har kontaktet kommunen direkte for at få hjælp til genoptræning, hjælpemidler, hjemmehjælp osv. er først for 3 år siden da jeg af bekendt fik at vide der er noget der hedder DUKH.dk hvorfra man kan få hjælp som handicappet borger her i landet, først derefter er der kommet skred i min sag, så jeg ikke længere er hjemløs, får hjemmehjælp en gang i ugen og får hjælp til indkøb osv.
Jeg har mødt mange selvretfærdige og selvhøjttidelige såkaldte sagsbehandlere, men eeste de reelt behandlede og tog sig af, var om der var kaffe på kanden og hvornår uret på deres rmbåndsur viste de havde fri til at nyde solen og det gode vejr i deres sommerhus have.
Jeg er idag en bitter mand, som ikke giver en skid for det danske sikkerhedsnet, for det hjælper ikke alle der har brug for hjælp og de få der får hjælp rettidigt, er ikke nævneværdige i denne sammenhæng. Jeg er forsøgt revalideret og hart været i flere kurser end de fleste fastansatte, og jeg har kostet samfundet milioner af kroner, fordi jeg ikke har fået den støtte, jeg havde brug for, til at få mig en tålelig tilværelse. er først nu som 35 årig at tingene begynder at se lidt lysere ud for mit vedkommende, og undre mig idag over, at der skulle gå så mange år, uden jeg fik hjælp selvom jeg bad om det og tydeligt havde brug for den.
Men lemfældige folk i det offentlige smed jævnligt mine sagsagter ud fordi der er sket for mange fejl i behandling af min sag, så var det for nemt for dem at smide min sag væk og lade som om jeg ikke eksisterede.
Mange "bænkevarmere" kan berette om tilsvarende sags forløb, som det jeg selv har gennemlevet og kort har beskrevet her.
sidst jeg var under arbejdsprøvning i 2003, blev jeg tilbudt lederstilling, hvis jeg kunne gennemføre et revaliderings kursus på 1½ år sammenlagt af 7 moduler, jeg gennemførte første modul og under det forløb gik der 3 ergonomisk korekt byggede kontor stole til, blodt fordi jeg sad på dem.
Jeg sidder meget uroligt grundet mine kroniske smerter, før omtalt, som har taget til gennem de mange år der er gået, siden jeg brækkede ryggen.
Så fik at vide at så længe revalideringen ikke dækkede en ordentlig stol, eller de stole der gik til når jeg sad på dem, så skulle jeg nok finde noget andet at lave.
Nu tænker de fleste nok at jeg er overvægtig siden de stole gik i stykker, men nej tværtimod så er jeg underernæret, jeg vejer omkring 60-65 kg og er 186cm høj, jeg var 191 cm da jeg brækkede ryggen.
ifølge lægeligt udsagn tyder min benlægde på at jeg burde være omkring eller over 2 meter høj.
Så de fleste stole er for lave i forhold til mine ben, derfor de går til, når jeg sidder på dem.
Har jeg så en ide til hvad der kan og bør gøres for at alle kan få hjælp, ja jeg har en ide til hvordan flere kan blive hjulpet tilbage til reelt selvforsørgende arbejde. Muligvis også mig selv.
men det kræver at hele det sociale velfærdssystem vi har idag skrottes og omlægges.
istedet for kontanthjælp, bistandshjælp osv. og ubrugelige kurser samt ledigang i op til 3 måneder før der bliver gjort noget ved en person sag, samt 17 forskellige sagsbehandlere der skal klare hvert deres delområde, så mener jeg at meget kan afhjælpes ved at gøre som følgende rent lovmæssigt.
1. At person med det samme ved henvendelse i job center eller på kommune, henvises til psykolog eller læge, så der kan komme udtalelser derfra ihnhold til sagens karakter fra start af, samt at man får tid til en samtale med en fast sagsbehandler inden for 14 dage.
2. man har kun en sagsbehandler som følger ens sag, denne sagsbehandler kan så ringe til special vidende personer omkring øvrige tiltag.
3. inden for 3 måneder skal der være en afklaring af sagens karakter og om der kan gøres noget i form af genoptræning eller psykologisk hjælp, som i begge tilfælde opstartes inden de tre måneder er gået eller senest 3 måneder efter sagen er påbegyndt.
4. Senest 6 måneder efter sags begyndelse skal sagsbehandler indkalde til opfølgningsmøde med udtalelse fra evt, psykolog eller læge afhængigt af sagens forløb, til vurdering om videre forløb af sagen.
vurderes det at en person er i stand til at påbegynde efteruddannelse eller omskoling sideløbende med behandling, bør dette afprøves. Ellers fortsættes igangværende behandling med løbende opfølfning, senest hver 3 måned efterfølgende. op til 12 måneder hvor det bør overvejes om personen nogensinde kommer i bedring, og om pension skal påtales som mulighed.
5. Hvis efter uddannelse eller omskoling tages i brug er det i henhold til nuværende revalidering, med de fornødne hjælpemidler og hjælpere, som er nødvendige for at realisere og gennemføre forløbet med ønsket resultat. At vedkommende får gennemført forløbet og kan hjælpes tilbage i arbejde, gennem ansættelse eller flex job.
6. jfr. punkt 4, hvis der ikke er nogen bedring af personens psykiske eller fysiske tilstand 1½ år efter påbegyndelse af social sag, bør pension/ stats løn tages i brug, og så kan vedkommende gå ud og udføre frivilligt ulønnet arbejde hvis og så frem vedkommende har mulighed eller lyst dertil. Hvis fastansættelse kommer på tale vil pensionen i så fald blive modregnet eller bortfalde, og overgå til flex job ydelse, eller bortfalde helt, HVIS vedkommende på et tidspunkt går i fuldt arbejde minimum 30 timer i ugen.
Med de 6 groft oprissede punkter kan de fleste hjælpes og tilgodeses og få den rette hjælp på kort tid, og det vil tillige blive billigere for staten i sagsbehandling, fordi det hele skal afkalres inden for 18 måneder og ikke 15-20 eller over 30 år's forløb, som tilmed er nedslidende overfor både sagsbehandlere, men mest for vedkommende der ikke bliver afklaret i systemet, og derfor hænger fast i en og anden sagsmappe, der er klistret til af ælde.
Meget af gældende lovgivning kan bibeholdes, tilpasses de 6 punkter, og andet skal skrottes helt, for at det kan blive implementeret funktionelt.
Det værste der er ved systemet i dag, er at der kommer nye sagsbehandlere til ca. hver tredie til sjete måned, og man derfor startes op på ny. Sådan føles det ighvertfald, fordi man igen, igen skal stå skoleret og forklare sin situation endnu engang, over for en fremmed person.
Sad med i et udvalg i 97-98 omkring retmæssig sagsbehandling, udarbejdet af et par kommuner på sjælland, den skrivelse der kom ud af det, er endnu ikke udbredt til alle kommuner og er heller ikke henvist til fra lovtekst, den er senest redigeret i 2000.
Så er efter min mening på høje tid at der bliver gjort noget for de svageste her i landet, så de kan komme tilbage og yde og nyde de samme goder som alle andre.
Er jo ikke sjovt at høre om folk i arbejde som tager på ferier og nyder livet, mens jeg på kontanthjælp er stavnsbundet og ikke må tage nogen steder, medmindre det er del af kursus forløb at tage til udlandet, eller at kommune giver tilsagn til ferieophold udlands.
Men på den anden side, når alle regninger er betalt, så er der knapt råd til salt til et æg.
Hvor kan man som handicappet rejse hen idag, uden en klink på lommen ?
Jeg synes det er trist. Trist at høre fra så mange, der indeholder så meget, men som sidder desillusionerede og eller bitre tilbage.
Jeg ved ikke, om det er anderledes i andre lande. Men som en skrev i en kommentar her på bloggen, så er Danmark blevet et land, hvor hurtigløberne favoriseres, mens de lidt mere langsommelige gerne sparkes endnu længere ned ad stigen. Og de svageste anses for at være ansvarlige for deres egen situation. Der er ikke megen nåde. Det er en syg mentalitet. En iskold vindermentalitet uden forståelse for det menneskelige vilkår.
Hvad kan man gøre ved det? Indlede en venligheds- og overbærenhedsrevolution? Forsøge en menneskeliggørelse af det toptunede højhastighedssamfund? Tjo, man kan forsøge. Men så må alle dem, der midlertidigt eller permanent er blevet henvist til bunden, rejse sig og kæmpe med. Oprøret op komme nedefra!
Efter 15 år i Italien bør du dog vide, hvordan situationen er dernede? Men ellers kan jeg fortælle, at det traditionelle konservative italienske familiemønster stadigvæk lever i en hvis udstrækning ... det gør det i de latinske lande. Og nu synes vi også her i landet at være på vej tilbage til denne "normale" model, da vi ikke længere kan finde midler til at servicere alle i (undskyld udtrykket) hoved og røv.
Mennesker, der virkelig har brug for hjælp, har vi da heldigvis både råd og vilje til at hjælpe ... vi skal bare væk fra princippet om generel krævementalitet, der er blevet en landesvøbe. Og ja, der er givet vis nok nogle sagsbehandlere kolde som is, men de bliver nok også dagen lang konfronteret med en del konstruerede tilfælde, der så igen kommer til at gå ud over de virkeligt ramte.
Det er begyndt at dæmre for kommuner at de firmaer ikke gør deres arbejde godt nok for kommunen selv får flere i arbejde end de job konsulenter de hyrer til at afholde kurser i jobsøgning.
Du har ret i at det hele bare er en stor pengemaskine på borgernes bekostning - en slags kejseren uden klæder"
Indlægget er lukket for flere kommentarer.