Tirsdag, 9. februar 2010 kl. 00:44 / islam

De Fem Principper

1 kommentar | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Islam´s trilogi af tre hellige tekster er Koranen og to bøger om Muhammed´s liv. Når trilogien er sorteret, kategoriseret, arrangeret, genskrevet og analyseret, bliver det tydeligt, at fem principper er grundlaget for Islam.

Hele Islam er baseret på trilogien Koranen, Sura (Muhammed´s biografi) og Hadith (hans traditioner). Det meste af Islam´s doktrin er politisk, ikke religiøs. Islam er en politisk ideologi.

Islam deler verden i muslimer og vantro, kafir.

Politisk Islam har altid to forskellige måder at behandle vantro på - dualistisk etik. Vantro kan misbruges på de værste måder, eller de kan behandles som en god nabo.

Vantro må underkaste sig Islam i alle dele af det politiske eller offentlige liv. Ethvert aspekt af vantro civilisation må underkastes Politisk Islam.

Disse fem principper kan formuleres i fem ord - Trilogi, politik, vantro, dualisme og underkastelse. Disse fem ord bringer klarhed og lethed i læringen om Politisk Islam.

Indtil nu har Islam været svær at forstå, da den syntes kompleks og selvmodsigende, og gav ingen mening. Men når først man har set, hvordan de fem principper virker, falder det hele på plads. Kompleksitet bliver simplicitet. Kaos bliver orden.

1. Trilogi

Trilogien indeholder tre bøger

Koranen er hvad Muhammed sagde, at englen Gabriel sagde, at Allah sagde. Men Koranen indeholder ikke tilstrækkelige retningslinier til at man kan være muslim. Koranen siger gentagne gange, at hele verden på alle måder burde imitere Muhammed. Muhammed´s ord og gerninger kaldes Sunna. Sunna findes i to forskellige tekster - Sura og Hadith.

Den første kilde til Sunna er Sura, der er Muhammed´s biografi. Den mest autoritative version er af Ibn Ishaq.

Den anden kilde til Sunna er Hadith, Muhammed´s traditioner. Der findes adskillige versioner af Hadith, men den mest anvendte er af Bukhari.

Så trilogien er Koranen, Sura og Hadith.

2. Politisk Islam

Politisk Islam er doktrinen, der relaterer til de vantro, kafir. Islam´s relation til de vantro kan ikke være religiøst, da en muslim strengt forbydes at have nogen form for religiøs interaktion med dem. Religionen Islam er hvad der kræves for at en muslim undgår Helvede og kommer i Paradis.

Trilogien advokerer ikke alene religiøs overlegenhed over de vantro - de vantro kommer i Helvede, hvorimod muslimerne kommer i Paradis - men Islam´s doktrin kræver også, at muslimerne dominerer de vantro i alle politiske og kulturelle anliggender. Denne domination er politisk, ikke religiøs.

Koranen dedikerer 61% af sin tekst til de vantro. Sura dedikerer omkring 75% af sin tekst til de vantro og jihad.

Islam´s succes kommer primært fra sin politik. I sine tretten år som spirituel leder, konverterede Muhammed 150 mennesker til sin religion. Da han blev politisk leder og kriger, eksploderede Islam i vækst, og Muhammed blev i løbet af ti år konge af Arabien.

Islam har en komplet doktrin om, hvordan man behandler den vantro, der findes i trilogien.

3. Vantro

Vantro er så vigtige, at de har adskillige navne. Kristne og jøder kaldes Bogens Folk eller vantro. Andre religiøse navne for ikke-muslimer er ateister, polyteister og hedninge. Men Koranen bruger et ord, der inkluderer alle religiøse navne. Ordet er "kafir", et arabisk ord.

Kafir oversættes almindeligvis til ikke-troende, men den oversættelse er forkert. Ikke-troende er et neutralt ord. Koranen er meget tydelig om vantro. Faktisk definerer Koranen efter, hvordan den omtaler dem. Vantro er den laveste og værste form for liv. Vantro kan røves, myrdes, tortureres, slavegøres, korsfæstes med mere. Pointen er, at en vantro ikke blot ikke er en muslim, men også er en person, der falder under en anden moralsk kode end muslimen.

4. Dualisme

Det fjerde princip er dualitet, og er enestående for Islam. Her er eksempelvis et vers fra Koranen:

109:2 Jeg tilbeder ikke, hvad du tilbeder, og du tilbeder ikke, hvad jeg tilbeder. Jeg vil aldrig tilbede, hvad du tilbeder, og du vil aldrig tilbede, hvad jeg tilbeder. Din religion for dig, min religion for mig.

Det lyder meget tolerant, men følgende vers blev skrevet senere:

9:5 Når de hellige måneder er slut, dræb de vantro hvorend du finder dem. Tag dem som fanger, belejr dem, og lig i ethvert slag baghold og vent på dem. Hvis de underkaster sig Islam, efterkommer bøn, og betaler skat, så lad dem gå deres vej. Allah er nådig og barmhjertig.

Her har vi absolut intolerance. Denne selvmodsigelse er almindelig for Koranen, og adresseres endog i Koranen. Løsningen til denne selvmodsigelse kaldes annullering, hvor de senere vers er bedre end de tidlige vers.

Logikken her er meget vigtig. Eftersom at Allah er perfekt, og Koranen er de præcise ord fra Allah, så er begge modsigende vers sande, men det sene vers er bedre eller stærkere. Dette fører til dualistisk logik, hvor to modsigende fakta begge kan være sande.

5. Underkastelse

Islam betyder "underkastelse", og muslim betyder en der har underkastet sig. Det erklæres tydeligt i trilogien, at alle vantro og deres civilisationer må udslettes. Muhammed´s succes afhænger af vold for at overbevise vantro om, at han var Allah´s profet.

Underkastelse er politisk såvel som religiøs. Islam kræver, at vantro underkaster sig ethvert aspekt af det offentlige liv. Alle aspekter af de vantros kultur er en fornærmelse mod Allah.

Søndag, 7. februar 2010 kl. 09:13 / socialisme

IPCC laver en ny bommert

0 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Nogle gange ser man nyheder, der er så langt ude, at man tror, at det må være løgn. Dette er tilfældet med FN´s IPCC´s seneste rapport om klimaforandringer. I de seneste to uger er der fundet fire store fejl i rapporten, og nu er nummer fem fundet.

Det begyndte med falske påstande om, at Himalaya gletchere smeltede, og ville være væk per år 2035. Dette blev efterfulgt af andre falske påstande om, at bjerg toppene mister deres sne, global opvarmning skader jordens regn skove, og mere end halvdelen af Holland nu er under havoverfladen (det faktiske tal er mindre end 20%). IPCC fik ikke engang sine data fra videnskabelige undersøgelser, men brugte anekdotisk information fra advokerende grupper såsom WWF og bjerg bestignings magasiner.

Nummer fem blev afsløret i Times of London

En ledende britisk regerings videnskabsmand har advaret FN´s klima panel om, at det må tackle sine bommerter eller miste al troværdighed.

Robert Watson, chef videnskabsmand ved Defra, miljø ministeriet, der var formand for Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) fra 1997 til 2002, talte efter flere potentielle unøjagtigheder fremkom i IPCC´s 2007 hjørnestens rapport om global opvarmning.

Den vigtigste påstand er, at global opvarmning kunne reducere nord afrikansk høst med op til 50% per år 2020, en bemærkelsesværdig kort tid for så dramatiske ændringer. Påstanden er citeret fra taler fra Rajendra Pachauri, formanden for IPCC, og fra Ban Ki-Moon, FN´s generalsekretær.

I denne weekend fortalte professor Chris Field, den nye ledende forfatter for IPCC´s klima forandrings gruppe, at han ikke kunne finde noget i rapporten, der understøtter denne påstand. Afsløringen kommer efter IPCC´s tilbagetrækning af påstanden om, at Himalaya gletcherne kunne smelte bort per år 2035.

Påstanden om Afrika kan vise sig at være endnu mere belastende for IPCC, da den ikke alene er rapporteret i rapporten om klima forandrings virkningerne, men uligt gletcherne, også gentages i sin Synthesis Report.

Denne rapport er IPCC´s mest politisk følsommer publikation, destilerende sin vigtigste videnskab til en form, der er tilgængeligt for politikere og lovgivere. Dens ledende forfattere inkluderer Pachauri selv.

I rapporten skriver han: "Omkring 2020 kunne høsten i nogle lande blive reduceret med op til 50%. Landbrugs produktion, inklusive adgang til føde, forudsiges i mange afrikanske lande at blive svært kompromiteret". De samme påstande er siden af Pachauri og Ban Ki-Moon blevet citeret i taler til verdens ledere.

I sin 2008 tale i Poznan i Polen om det globale klima sagde Pachauri: "I visse afrikanske lande kunne høsten per år 2020 blive reduceret med op til 50%". I en tale i juli måned sagde Ban Ki-Moon. "Høsten kunne i visse afrikanske lande ovder de næste 10 år falde til det halve".

I sin tale i weekenden sagde Field: "Jeg er ikke en forfatter til Synthesis Report, men ved læsningen kunne jeg ikke finde støtte til påstanden om faldet i afrikansk høst".

Watson sagde, at sådanne påstande burde være baseret på hårde fakta. "Enhver sådan projicering burde være baseret på litteratur gennemlæst af kolleger fra computer modeller om hvordan landbrugs høst ville respondere på klima forandringer. Jeg kan ikke finde sådanne data, der støtter IPCC rapporten", sagde han.

Påstandene i Synthesis Report går tilbage til IPCC´s rapport om klima forandringernes globale virkning. Den advarer om, at alle afrikanere står overfor en langsigtet trussel om, at landbrugsjord bliver til ørken, og siger derefter om nord Afrika: "yderligere riscisi der kunne forværres af klima forandringerne inkluderer større erosion, manglende høst af afgrøder op til 50% i perioden 2000 til 2020, og reduktion i afgrødernes vækst (Agoumi, 2003)".

"Agoumi refererer til et politik papir fra 2003 skrevet til International Institute for Sustainable Development, en canadisk tænketank. Papiret er ikke gennemlæst af kolleger.

Forfatteren til papiret er professor Ali Agoumi, en marokkansk klima ekspert, der så på den potentielle virkning af klima forandringer i Tunesien, Marokko og Algeriet. Hans rapport refererer til risikoen for "begrænset landbrugs høst på til 50% i perioden 2000 til 2020".

Disse påstande refererer til andre rapporter udarbejdet af tjeneste mænd i hver af de tre lande som indgivelser til FN. Disse synes heller ikke at være gennemlæst af kolleger.

IPCC møder også kritik over sin rapport om hvordan hav stigninger kan påvirke Holland. Hollndske ministre har krævet, at IPCC korrigerer sin påstand om, at halvdelen af Holland ligger under havets overflade, når det i virkeligheden kun er omkring en fjerdedel.

Fejlene medfører sandsynligvis ændringer i IPCC. Field siger: "IPCC må undersøge en mere sofistikeret tilgang til behandling af fremkommende fejl".

William Sprigg, en ledende klima videnskabsmand siger det bedst: "IPCC er forudindtaget, og fremmer politiske agendaer". Den "beskyttende mur" der omgiver global opvarmning svindlerne bryder sammen for øjnene af os, og det vil verden være bedst tjent med.

Søndag, 7. februar 2010 kl. 07:31 / socialisme

Hvorfor DDT aldrig skulle have været forbudt

0 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

For mange synes den grønne bevægelses kult at være harmløs, ikke en der skal tages for alvorligt. Men beviser og argumenter er fremkommet, der kan tyde på noget andet med et tiltagende momentum og virkning. Miljø lobbyen står nu anklaget for det direkte ansvar for millionvis af unødvendige døde, mestendels børn, i den tredje verden, af malaria.

Det drejer sig om forbudet mod DDT. Bjørn Lomborg fremsætter de grundlæggende fakta direkte i The Skeptical Environmentalist.

"Vort indtag af kaffe er omkring 50 gange mere kræftfremkaldende end vort indtag af DDT, før det blev forbudt...kræftrisikoen ved DDT er omkring 0,00008 procent".

Ted Lapkin insisterer i november udgaven af Quadrant, at DDT "stadig anses for det mest kraftfulde våben tilrådighed i krigen mod malaria", og at den manglende anvendelse har været en skandaløs offentlig politik. Forfatter Michael Crichton sagde henvendt til Commonwealth Club i San Francisco, at:

"Forbudet mod DDT er et af de mest skandaløse episoder i det tyvende århundredes amerikanske historie".

Hjemmesiden junkscience.com ser forbudet som et redskab for den første verdens bureaukraters forfølgelse af en befolkningsvækst på 0 procent i udviklingslandene.

DDT blev forbudt efter at Rachel Carson i Silent Spring (1962) anklagede DDT for at skade menneskers helbred (kræft), økosystemet og for at skabe tynde æggeskaller hos ørne. Lapkin citerer plausibel autoritet, at:

"Ingen videnskabelig gennemlæst undersøgelse nogensinde har replikeret noget sådan tilfælde af negativ sundheds virkning fra DDT".

Han anslår, at af alle Carson´s anklager er "den eneste påstand der er videnskabeligt bevist den fortyndende virkning DDT har haft på æggeskaller af rovfugle".

Den videnskabelige og moralske kerne er, at den relative harmløshed af DDT længe har været etableret. En undersøgelse fra 1950 involverer forkere, der gav en mand 35 mg DDT om dagen i to år uden sygdoms virkning. Lapkin citerer Donald Roberts, en fremragende professor i tropisk medicin, for at have sagt:

"Du kunne spise en skefuld af det, og det ville ikke skade dig".

Hvorfor forbød US Environmental Protection Agency DDT i 1972? Det enkle svar er, at miljø bevægelsen udklækket af Carson´s katastrofale forudsigelser vandt over empiriske undersøgelser. Langt værre er Crichton´s forfærdelige anklage:

"Vi vidste bedre, men vi gjorde det alligevel, og vi lod mennekser rundt omkring i verden dø, og vi var skide ligeglade".

Ifølge junkscience.com summerede en befolknings kontrol myndighed for Agency for International Development det muntert op med "hellere død end i live og løssluppent reproducerende".

I analysen af de grønnes kampagners magt siger Crichton: "Vore tidligere optegnelser af miljø bevægelsens handlinger tager, for at sige det mildt, modet fra en...Men vi erkender ikke tidligere fejltagelser og ser dem i øjnene. Og jeg tror, jeg ved hvorfor...I dag er en af de mest magtfulde religioner i den vestlige verden miljø bevægelsen, som synes at være den foretrukne religion blandt byboende ateister".

Crichton´s meget overbevisende argument er, at økologiske dydigheder er præcist det; religiøse overbevisninger immune overfor rationelle undersøgelser. "Spørgsmålet er, om du bliver en af folkene på frelsens side eller om du bliver en af dem på dommedags side. Om du bliver en af os eller en af dem". Sammenlignet med sådan vitalt vigtige definitioner af personlig identitet, hvad erkender udkommer svagt (om overhovedet), for ikke at tale om fjerne døde?

En antydende ironi er, at den industrialiserede verden hjemme havde udryddet malaria og opnået fordelene ved DDT før den forbød den og førte kampagne for at forbyde det andetsteds. Ligeledes, ifølge Lapkin, vendte Greenpeace og World Wildlife Fund ubevidst det blinde øje til "en afrikansk malaria katastrofe, der var det direkte resultat af deres advokeren". Dette koster

"millionvis af menneskeliv hvert år...en fuldstændig forebyggelsesbar epidemi...Greenpeace fører i øjeblikket kampagne for af lukke den eneste facilitet i Indien, der stadig producerer DDT".

Non Government Organisationer arbejdede side om side med national staterne. Internationale udviklings agenturer i Norge og Sverige, hvor anopheles moskitoen aldrig har udgjort et problem, nægtede at støtte programmer, der brugte DDT, da de selv havde forbudt brugen. Hvor mange borgere fra Mozambique og borgere fra andre hjælp afhængige afrikanske lande der er døde som resultat af dette, vides ikke præcist. Måske skulle omtalte regeringer støtte en undersøgelse af dette.

Det er ikke fordi, at der ikke fandtes instruktive eksempler i den maoistiske formel "en fejl er blevet begået", der kunne have forårsaget velinformerede aktivister at erkende dette. Lapkin citerer to:

1. Da Sri Lanka midt i 1960´erne forbød DDT, steg malaria tilfældene fra 29 i 1964 til mere end en halv millionfem år senere.

2. Ecuador, der udviddede sin brug af DDT i 1980´erne og 1990´erne, oplevede et fald på 60 procent i infektions tilfælde.

Lad os se bort fra bureaukrater med livlige herodiske intentioner. Hvor tæt på med overlæg at have implementeret deres groteske implementering af en befolkningstilvækst på nul procent, vil sandsynligvis forblive en hemmelighed. Hvad med de anstændige aktivister, for ikke at tale om videnskabsmændene med respekt for sig selv med adgang til alle kundskabens journaler? Hvordan kunne slogans om at redde planeten have affødt en så schizofren tilgang til beviser? På hvilket tidspunkt begyndte erkendelsen om, at det dominerende paradigme var en stor løgn? Hvorfor er Greenpeace stadig aktiv i Indien?

Lapkin ser disse spørgsmål gennem et prisme af en ny form for den første verdens forfængelighed. "Anti DDT korstoget bliver så meget mere skandaløs gennem den distinkte kolonialismens fordærv, der er dens uundgåelige følgesvend. På en måde repræsenterer dette pres i retning af et forbud mod dette pesticid det ultimative i moderne eurocentrisk arrogance, den nyeste form for imperialisme". Han sammenligner det med Kiplings "vi ved bedst" version af at påtage sig den hvide mands byrde, påtvingende en grøn, pesticid fri kolonial ideologi af oprindelig uberørt natur. Giver de heroiske konsekvenser synes det for mig, at analogien mellem Belgien og det britiske imperium er mere passende, og med Joseph Conrad´s Herr Kurtz. Der kan ikke være tvivl om, at hans konklusion var, at: "Hybris, tåbelighed og etnocentrisme...udklækkede denne unødvendige tragedie".

Til denne liste skal man helt sikkert tilføje venstrefløjens vane med at være evigheder om at erkende - og aldrig indrømme - når den tager alvorligt fejl. Hvor alvorligt? Crichton ansætter prisen på miljøbevægelsens handlinger til "et sted mellem 10 millioner og 30 millioner mennesker siden 1970´erne". For dem der ikke bryder sig om den slags gummi statistikker, bør det bemærkes, at den tredje verdens befolknings statistikker medvirker alle mulige problemer, og at interaktionen af malaria med andre sygdomme og faktorer, såsom fattigdom og fejlernæring, komplicerer tingene.

Selv de laveste estimat er en skræmmende pris. Og en pris der forstærker parallellerne med andre monstrøse, sekulære religioner fra det forrige århundrede.

For Crichton er den vigtigste nutidige udfordring at genskabe en ansvarlig miljøbevægelse fra disse fanatikeres grupper, for hvem dette er blevet en pseudo religion, og returnere til den videnskabelige disciplin.

"Jeg er helt igennem træt af politiserede såkaldte fakta, der ganske enkelt ikke er sande. Der er ikke sådan, at disse "fakta" er overdrivelser af en underliggende sandhed. Ej heller sådan at visse organisationer drejer deres sag...på den stærkeste måde. Slet ikke - hvad flere og flere grupper gør, er at fremsætte løgne, ganske enkelt. Løgne de ved, er løgne. Denne tendens begyndte med DDT kampagnen, og eksisterer frem til i dag".

Når man ser på det omfang dette passer til den globale klima bevægelse, synes denne at være en af de vigtigste udfordringer i samtidens journalistik.