Torsdag, 14. maj 2009 kl. 00:43 / socialisme

Vestlig feminismes fejlslag

0 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Jeg har skrevet adskillige essays om de skadelige virkninger af vestlig feminisme. Den massive voldsbølge, og særligt voldtægterne i vestlige byer, er nu en slags krig mod hvide, og det er tiden dette bliver anerkendt som sådan. Som Gallia Watch formulerer det:

”Som i krig så overtager vinderne de indfødtes kvinder, mens de beskytter deres egne. Hele retorikken der skal fornedre den europæiske kvinde eller Frankrig (”Jeg knepper Frankrig som en hore” siger rap gruppen Sniper) er en del af feminiseringen af den hvide race, af ideen om at Europa er et land der skal erobres, et område åbent for alle former for udplyndring. Er de notoriske massevoldtægter ikke blot endnu et eksempel på kollektiv vold mod europæiske kvinder, på samme måde som russiske soldater gjorde, efter de havde tilfangetaget tyske kvinder i Berlin 1945. En stamme der ikke beskytter sine kvinder, opfører sig som om de allerede har tabt krigen. Mange af os er ikke klar over dette. Men det er vore fjender.

Som vestlig mand ville jeg fristes til at sige, at vestlige kvinder i en vis udstrækning har påført dem selv dette. De har i adskillige generationer ført en psykologisk, ideologisk og økonomisk krig mod hvide mænd, troende på at dette ville gøre dem ”frie”. Det reelle resultat har været mindre bevægelsesfrihed og sikkerhed end nogensinde tidligere, som et direkte resultat af immigrationspolitikker støttet af jer og jeres åndsfæller.

I det store hele er sandheden, at hvide mænd har behandlet deres kvinder med større respekt end næsten enhver anden større civilisation på jorden. Og jeg mener ikke bare i moderne tid. Jeg mener i århundreder. Alligevel er vi den gruppe mænd der mest angribes og dæmoniseres, hvorimod ikke-hvide mænd behandles med langt større respekt. Hvad hvide mænd kan konkludere ud fra dette, er at vestlige kvinder foretrækker mænd der behandler dem som lort, og disser mænd der behandler dem med respekt. Dette er ikke ligefrem en klog måde at opføre sig på, hvis man ønsker at blive behandlet med værdighed.

Sandheden er, at enhver nation altid er blevet beskyttet mod udefrakommende aggression af mænd. Kvinder kan spille en understøttende rolle i dette, men aldrig mere end det. Så meget for al den snak om ”girlpower” og ”kvinder der sparker røv” man ser i filmene i disse dage, for hvis mændene i jeres ”stamme” er for svage eller demoraliserede til at beskytte jer, vil I blive slavegjorte og knuste af mænd fra andre ”stammer”, før I kan nå at sige ”Vagina monologerne”. Hvilket betyder, at hvis I nedbryder mænds maskulinitet, deres villighed og evne til at forsvare sig selv og deres familier, så ødelægger I landet. Dette er præcist, hvad vestlige kvinder har gjort de seneste 40 år. Så hvorfor er I overraskede over resultatet? Som I siger, så kan man ikke snyde Moder Natur. Tja, I har forsøgt at snyde hende i lang tid, og nu betaler I prisen for det.

Vestlige kvinder har været udsat for systematisk marxistisk indoktrinering med henblik på at omforme kvinderne til masseødelæggelsesvåben mod deres egen civilisation, en strategi der har været forbløffende succesfuld. Her er et citat fra Robert Spencer´s bog ”Religion or Peace?”:

”Angreb på kristen historie og doktriner er en integreret del af overordnede bestræbelser for at installere en fornemmelse af kulturel skam i endog ikke-kristne europæere og amerikanske unge – en skam der bekæmper deres tanker om, at Vesten overhovedet er værd at forsvare. En hvid amerikansk studerende, ”Rachel”, kom uforvarende til at summere denne attitude, da hun sagde til en amerikansk indiansk professor Dr. David Yeagley i 2001: ”Hør her Dr. Yeagley. Jeg kan ikke se noget i min kultur, jeg kan være stolt af. Den er ingenting. Min race er ingenting...

Se på din kultur. Se på amerikansk indiansk tradition. Se det er virkeligt noget. I har noget at være stolte over. Min kultur er ingenting. Yeagley grublede: ”Cheyennerne har en talemåde: ”En nation er aldrig besejret, før kvindernes hjerter er på jorden”. Da Rachel afsvor sit folk, gjorde hun det med den afklarede selvtillid af en ypperste præstinde, der citerede en liturgi. Hun sagde det uden frygt for kritik eller censur. Og hun fik heller ikke nogen. De andre studerende lyttede i stilhed, bevægende deres øjne frygtsomt frem og tilbage mellem Rachel og mig, som om de var usikre på, hvem der konstituerede den højeste autoritet...Hvem havde besejret Rachel´s folk? Hvad fik hende til ikke at respektere dem? Hvorfor opførte hun sig som en kvinde fra en besejret stamme?