Fredag, 15. maj 2009 kl. 13:12 / socialisme

Racehygiejne og venstrefløjen

0 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Alle ved, hvor ond den nazistiske racehygiejne var: Hvordan alle slags mennesker blev aflivet, ikke for noget de havde gjort, men simpelthen for den måde de var født. Og vi har alle hørt hvor katastrofale nazisternes bestræbelser på at opbygge ”herreracen” gennem selektiv podning med SS mænd med de bedste tyske kvinder var - ”Lebensborn” projektet. Dagens gode venstreorienterede trækker sig naturligvis i rædsel tilbage i forhold til alt dette, og bruger deres ”Hitler var højreorienteret” mantra, for at læsse disse onder over på de konservative. Men Hitler var socialist. Som han selv sagde:

”Vi er socialister. Vi er fjender af dagens kapitalistiske økonomiske system, med udnyttelsen af de økonomisk svage, med de urimelige lønninger, med de upassende vurderinger af folk i forhold til velstand og ejendom i stedet for ansvar og præstation, og vi er alle besluttede på under alle omstændigheder at ødelægge dette system” (Tale den 1. maj 1927)

Så det kan ikke komme som nogen overraskelse, at Hitler´s racehygiejne var en integreret del af hans socialisme, og at store tilhængere af tvungen racehygiejne i Hitler´s dage overvældende fandtes på venstrefløjen. Venstrefløjsinfluerede historikere slører almindeligvis skelnen mellem en tro på racehygiejniske og genetisk skadelige processer, og faktisk advokere for et statsautoriseret racehygiejne program, men vi kan finde fakta, hvis vi ser godt efter. Og det var amerikanske venstreorienterede fra hvilke Hitler principielt trak sin ”inspiration” på det racehygiejniske område.

I U.S.A. var de store brugere af racehygiejne i den første del af det 20. århundrede de ”Progressive”. Som det siges her:

”Et anseeligt antal Progressive – inklusive David Starr Jordan, Robert Latham Owen, William Allen Wilson, Harry Emerson Fosdick, Robert Latou Dickinson, Katherine Bement Davis og Virginia Gildersleeve – var dybt involveret i racehygiejne bevægelsen”.

Og som vi videre kan læse her:

”Anden del i udviklingen af racehygiejne bevægelsen, strakte sig fra 1905 til 1930, da racehygiejne gik ind i sin mest indflydelsesrige periode. Flere og flere progressive reformatorer blev overbevist om, at en stor del af de sociale dysfunktioner i U.S.A. ligger i arvemæssige faktorer”.

En lærer, biolog og leder af den amerikanske fredsbevægelse, Jordan, hovedbidrag som stor arkitekt i amerikansk racehygiejne, var at slå bro mellem racehygiejne og andre reformgrupper. Som andre progressive støttede Jordan den populistisk progressive kritik af laissez faire kapitalismen. Jordan troede på fremskridt og på en ny generation. Dog, Jordan´s optimistiske miljøkamp modsagde hans darwinistisk arvemæssige verdenssyn. Ironisk nok løb en lignende ambivalens – en ”had/kærligheds” attitude mod miljø-isme – gennem det meste af de progressives ideologi.

For Jordan, den første præsident for Leland Stanford University, tillod uddannelse samfundets bedre borgere af leve længere en underordnede folk. Jordan mente, at den 20. århundrede ingen plads havde for de svage, de inkompetente og de underuddannede. Yderligere opfordrede Jordan til at slutte planløshed og sentimental velgørenhed. Jordan, som de fleste andre progressive, anså bymæssige omgivelser som skadelig og ødelæggende for menneskeligt liv. Han opretholdt den generelle progressive overbevisning om det socialt gode ved den lille by eller gård. De progressives romantiske tiltrækning af landet kan delvist forklares gennem den fremmedgørende karakter af bybefolkningen. Et tiltagende antal byboere tilhøret det ”uønskede fremmedelement”.

Og hvem var de progressive? Her er samme forfatters summering af dem:

”Oprindeligt søgte progressive reformatorer at regulere uansvarlige selskabsmonopoler, sikre forbrugere og arbejdskraft fra umådeholdne profitmotiver. Yderligere ønskede de at udbedre onder og utilstrækkeligheder skabt gennem hurtig og ukontrolleret urbanisering. Progressivisme...antog at den sociale orden kunne og skulle forbedres....Visse historikere, som Richard Hofstadter og George Mowry, har argumenteret, at den progressive bevægelse forsøgte at vende Amerika tilbage mod en ældre, mere enkel landbrugslivsstil. For få progressive var dette sandeligt sandt. Men for de fleste motiverede en humanitær doktrin af sociale fremskridt en reformerende ånd”.

Lyder dette bekendt? Dagens rød/grønne alliance er åbenbart ikke noget nyt. Så Hitler´s racehygiejne var endnu en del af Hitler´s venstreorienterethed. Han fik sine racehygiejne teorier fra sin tids venstreorienterede. Han var ganske enkelt blot en god venstreorienteret intellektuel i sit abonnement af disse teorier.

Begge citater ovenover er fra De Corte. Imod alle sine egne beviser hævder De Corte også, at de progressive var ”konservative”. Mere venstreorienteret hvidvaskning! Med mindre det var indlysende, at nogen fra venstrefløjen, bare fordi de troede på racehygiejne, i De Corte´s øjne, gjorde dem konservative. Andre beviser på deres konservatisme ville ikke være nødvendige.

Racehygiejne var dog almindeligvis en populær videnskab i første halvdel af det 20. århundrede. Som en videnskabelig idé var den ikke begrænset til venstrefløjen. Men bemærk implementeringen af racehygiejne ideen. Igen fra De Corte:

”Selv tidlige socialt engagerede korsriddere opretholdt lignende uliberale synspunkter. Josephine Lowell, en leder i asylreformen, erklærede i 1884, at ”enhver person der fødes i et civiliseret samfund, har ret til at leve, dog har samfundet ret til at sige, at inkompetente og farlige personer ikke har, så langt det kan afhjælpes, ret til at fødes for at leve af andre”. Så dele af racehygiejne racisme fandt ikke alene vej til konservativ filosofi repræsenteret af Sumner og andre social darwinister, men ligeledes gjorde progressive reform idealer. Som konsekvens af dette begyndte reformatorer mere at anskue de kriminelle, sindssyge, epileptiske, retarderede og fattige som produkter af deres arv end deres sociale omgivelser.

Hvor social darwinisterne ønskede at lade naturen gå sin gang i elimineringen af de ”uegnede”, så følte fortalerne for racehygiejne på den anden side ikke, at social darwinisterne hurtigt nok havde opnået målet med at garantere overlevelsen af de ”egnede”. For fortalerne af racehygiejne skulle de ”livskraftige klasser” tilskyndes til at have flere børn, mens de ”inkompetente klasser” skulle opfordres til at have færre. Som resultat heraf konkluderede fortalerne for racehygiejne i deres mistro mod laissez faire, at ”naturlig udvælgelse” må hjælpes på vej.

Så mens de konservative, på deres sædvanlige måde, ønskede at lade nok være nok, så var det venstrefløjen, på deres sædvanlige måde, der faktisk ønskede tvang på dette område.

Og i Storbritannien var venstrefløjen og i første halvdel af det 20. århundrede store fortalere for racehygiejne. Eksempelvis den berømte filosof, fredshippie og anti A-våben aktivist Bertrand Russel, talte for racehygiejne. Han skrev i ”Icarus Or the Future of Science” i 1924 at han klart billigede dette, selvom han var bekymret for, at det skulle falde i de forkerte hænder. Og i et brev til sin første kone, feminist Alys Pearsall Smith, omkring socialisme og ”kvindespørgsmålet”, skrev ha om racehygiejne i ord der meget vel kunne have været Hitler´s – oven i købet eftergørende Hitler´s dårlige grammatik:

”Man kan i øvrigt sige, at hvis staten betaler for tjenester i forbindelse med graviditet, så burde det kræve en medicinsk certifikat, hvor man med rimelighed kunne forvente et sundt barn – dette ville kræve en meget god motivation til at tage én eller anden slags omsorg for racen, og gradvist i takt med at den offentlige mening blev uddannet gennem loven, ville den opføre sig i henhold til loven og gøre det mere stringent, indtil man nåede en tingenes tilstand, i hvilken der ville være meget lidt ægte omsorg for racen, i stedet for den nuværende tilfældige uorden”.

Selv da Russell erkendte, at statssponseret racehygiejne meget let kunne falde i de forkerte hænder – en erkendelse han udtrykte i Icarus, så han det stadig ønskværdigt, i det mindste i teorien.

Og Russel var ikke alene i Storbritannien. Som det siges her:

”Faktum er, at racehygiejne i mange år var populær på tværs af det politiske spektrum, både i England og Nordamerika. I England støttede mange socialister racehygiejne. Selv de der blev anset som kritikere, såsom J.B.S. Haldane, Lancelot Hogben og Julian Huxley, var ikke som sådan imod racehygiejne, men blev overbeviste om, at racehygiejne i kapitalistiske samfund var inficerede med klassefordomme. Alligevel accepterede nogle ideen om overklassens genestiske overlegenhed.

Ikke alene var R.B. Cattell´s racehygiejniske overbevisning almindelig i det miljø, men den var influeret af prominente socialister, der støttede racehygiejne, mænd som Shaw, Wells, Huxley og Haldane, nogle af hvilke han kendte. Jonathan Harwood citerede faktisk eksemplet om Cattell, for at demonstrere at britiske fortalere for racehygiejne ikke var en højreorienteret ting i mellemkrigsårene (selvom Keith Hurt har bemærket, at Harwood senere karakteriserede Cattell´s bog om Beyondism som ”højreorienteret racehygiejne fantasi”).

Oppenheim hævdede, at amerikanske fortalere for racehygiejne blev modgået af den progressive bevægelse, sidestillende hereditariansk reformisme af førstnævnte med miljømæssig reformisme af sidstnævnte. Faktisk var mange progressive også fortalere for racehygiejne og inkorporerede ideen om racehygiejne reformer i deres større agenda; der var en del fællestræk ved de to bevægelser.

De få virkelige kritikere af racehygiejne i det tidlige 20. århundrede, var primært konservative og kristne, som G.K. Chesterton, der så racehygiejnisk planlægning som blot endnu et tiltag i den bredere kampagne, der skulle påtvinge en ”videnskabelig” socialistisk planlægning. Faktisk gav Chesterton sin racehygiejniske traktat undertitlen ”Eugenics and Other Evils” som ”An Argument Against the Scientifically Organized State”.

Så, som vi ser af alle ovenstående citater, var den racemæssige tænkning af den racehygiejne tænkende socialist ret ”videnskabelig” og progressiv i sin tid, lidt ligesom ”global opvarmning” ses som videnskabelig og progressiv i dag. Og mange af racehygiejnens sande troende, forsatte efter krigen med at bevæge sig ind i kampagner for legaliseret abort, familieplanlægning og befolkningskontrol. Faktisk, i visse moderne anti-abortfortalere understreget de racistiske rødder af meget af den liberale pro-abort bevægelse.

Og en slags racehygiejne fra venstrefløjen er tilbage: Nul befolkningsvækstbrigaden er tilbage med deres ”mennesker er forurening” attitude. Men denne gang vil de halvere vore befolkning. Og det lader til igen at være den gamle bande fra tresserne – inklusive Paul Ehrlich. Deres tidligere profetiers fejlslag – eksempelvis at vi ville blive udryddet omkring 1970 – har ikke dæmpet deres tempo en smule.

Og er feminister konservative? Næppe. Og feminisme er næppe heller noget nyt fænomen. I personificeringen af Margaret Sanger og andre, var de meget aktive og prominente i U.S.A. i første del af det 20. århundrede, eksempelvis advokerende for abort. Og Margaret Sanger blev varmt prist af Hitler for hendes energiske dedikering til racehygiejne. Og de amerikanske tilhængere af racehygiejne var meget racistiske. De ønskede at reducere den sorte befolkning, og de delte Hitler´s syn på jøder, der var, at de var genetisk underlegne – modsættende sig tiltag der skulle tillade jøder, at flygte fra Hitler til U.S.A. Så hvis Hitler´s racehygiejne og raceteorier var afskyelige, så bør det anerkendes, at hans lidenskabelige tilhængere i dette spørgsmål, på dette tidspunkt var venstreorienterede og feminister, mere end konservative.

I Amerika var Hitler´s racehygiejne faktisk kun ét aspekt af et større ”grønt” tema – et tema der selvfølgelig i dag fortsætter som den Rød/Grønne alliance. Nazisterne var sandsynligvis det første stor politiske parti i Vesten, der havde en gennemgående grøn agenda. En god kort summering af dette er skrevet af Andrew Bolt:

”Hitler´s prædiken om tysk styrke og skæbne var vand i ørkenen for de millioner af tyskere, der blev frataget stolthed, sikkerhed og håb efter deres ydmygende nederlag i Første Verdenskrig, og den forfærdelige arbejdsløshed der fulgte.

Verden var også dengang vanvittig med ideen om, at en diktatorisk regering skulle styre økonomien, og gøre den ”effektiv”, mere end lade folk selv lave deres afgørelser.

Nazister – Nationalsocialisterne – lovede noget af det, og deres rivaliserende søskende kommunisterne, lovede mere.

Racehygiejne teorien - kun at avle sunde folk – var moderne sammen med sundhedskulten.

Nazisterne, med deres ungdomslejre og prisning af stærke kroppe og stærke folk, støttede alt dette, og dræbte snart de retarderede, de homoseksuelle og de anderledes.

Stammeopfattelsen var også populær. Folk var ikke individer, men medlemmer af en klasse, som kommunisterne argumenterede, eller af en race, som nazisterne sagde. Fri fra frihed – hvilken lettelse for den skræmte!

Man skulle tro vi havde lært noget. Men for meget af sådan tænkning er tilbage, og ændrer os så hastigt, at vi ikke kan forudse, hvordan vort samfund vil se ud, omkring det tidspunkt vi dør.

En slags racehygiejne er hos os igen, sammen med en besættelse af tanken om perfekte kroppe.

Børn i maven dræbes blot uger før fødslen, eksempelvis for den synd at være dværg, og den berømmede filosofiske dyrerettighedsforkæmper Peter Singer ønsker, at forældre får frie hænder til at dræbe misdannede børn i den første måned af livet. Imens vokser dødshjælp for de syge, trætte eller inkompetente.

Hvad angår stammeopfattelsen, så er den også tilbage – og som officiel politik. Vi betaler folk for at begrave deres individualitet i stammen, givende dem multikulturel støtte eller endog et aboriginal parlament.

Folk har behov for at føle sig som en del af noget større og bedre end dem selv – en familie, en kirke, en tradition eller et land. Eller, som djævlen ville hviske, De Grønne.

De Grønne. Her er et citat, der kan lyde bekendt – i al fald delvist:

”Vi erkender, at adskillelsen af mennesket fra naturen, fra hele livet, leder til menneskehedens egen udryddelse og til nationernes død. Kun gennem reintegrering af menneskeheden i naturens hele, kan vort folk blive stærkere...Denne stræben mod sameksistens med livets totalitet, med naturen selv, en natur ind i hvilken vi er født, dette er den dybeste mening og sande essens af den nationalsocialistiske tanke”.

Dette var Ernst Lehmann, en ledende biolog under nazi regimet i 1934, og han var ikke alene. Hitler var eksempelvis en ivrig vegetar og Grøn, afhængig af homøopatiske kure. Hans regime sponserede skabelsen af økologiske landbrug, og lederen af SS Heinrich Himmler dyrkede endog urter på sin egen økologiske gård, med hvilke han trakterede sin elskede tropper.

Hitler bandlyste også medicinske eksperimenter på dyr, men ikke, som vi sørgeligt nok ved, på jødiske børn. Og han skabte mange nationalparker, især for Tyskland´s ”hellige” skove.

Dette er intet tilfælde. Nazister trak meget på en romantisk, anti-videnskabelig, naturforgudende, kommunal og anti-kapitalistisk bevægelse, der forbandt tysk identitet med tyske skove. Faktisk noterer professor Raymond Dominick i sin bog ”The Environmental Movement in Germany”, at to tredjedele af medlemmerne af Tyskland´s store naturklubber, havde tilsluttet sig nazi-partiet omkring 1939, sammenlignet med blot 10 % af befolkningen.

Nazisterne absorberede også den tyske ungdomsbevægelse, Wandervogel, der talte om vort mystiske forhold til jorden. Peter Staudenmaier, medforfatter til ”Ecofascism”: ”Lektien af den tyske erfaring siger, at det var fra Wandervogel, at filosoffen Ludwig Klages skrev sit indflydelsesrige essay ”Man and Earth” i 1913”.

I den advarede Klages mod den tiltagende udryddelse af arter, ødelæggelsen af skove, folkemordet på aboriginals, balanceforskydningen af økosystemet og drabene på hvalerne. Folk mistede deres forbindelse med naturen, advarede han.

Har man hørt dette for nylig? Jeg er ikke overrasket. Dette essay af denne notoriske anti-semit blev genoptrykt i 1980 for at markere fødslen af Die Grünen – partiet der inspirerede til skabelsen af partiet Greens Party.

Beskeden er meget som i Hitler´s egen Mein Kampf: ”Når folk forsøger at gøre oprør mod naturens jernlogik, kommer de i konflikt med de selv samme principper, til hvilke de skylder deres eksistens som menneskelige eksistenser. Deres handlinger mod naturen må føre til deres eget fald”.

Hvorfor har det betydning nu? Fordi vi må lære, at folk der ønsker, at dyr skal behandles som mennesker, egentligt ønsker, at mennesker skal behandles som dyr.

Vi må erkende, at en bevægelse der understreger ”naturens orden”, og menneskets lave stade i en sårbar verden, har større sandsynlighed for at tænke på, at mennesket er for ubetydeligt til at stå i vejen for Moder Jord, eller Fædreland, eller én eller anden anden menneskehadende Gud.

Vi ser det allerede. En medstifter af Greenpeace, Paul Watson, kaldte mennesket ”jordens AIDS”, og én af de tre nøglegrundlæggere af Die Grünen, Herbet Gruhl, sagde at miljøkrisen, var så akut, at staten måske behøvede ”diktatorisk magt”.

Som de gør i dag, fangede 1920´ernes og 1930´ernes venstrefløj de fleste intellektuelle og meget af dagens uddannede klasse, og dette gav dem en løftestang til adgang til regeringsmagt – hvilket selvfølgelig er, hvad venstrefløjen over alt andet ønsker. Venstrefløjen bliver aldrig træt af at lede efter grunde til en stor stat. Men når først noget er kommet i hænderne på en stor stat, så kan den blive meget destruktiv. Og de amerikanske racehygiejne love af først halvdel af det tyvende århundrede er et meget godt eksempel på dette. Som det siges her:

”Præsident Woodrow Wilson underskrev New Jersey´s sterilisationslov, og én af hans deputerede berømmedes senere som nazi kollaboratør ved Buchenwald. Pennsylvania´s lovgivere vedtog en lov ”Act for the Prevention of Idiocy”, men guvernøren nedlagde veto...Andre stater tilsluttede sig dog dette korstog...Til sidst fandt racehygiejne virusen en velvillig vært i Tyskland. Der førte det til dødskamrene i Buchenwald og Auschwitz. Takket være nazisterne, højt priste af tilhængerne af racehygiejne, kollapsede bevægelsen i sidste instans. Men ikke før næsten 50.000 amerikanere var blevet steriliseret”.

Og én fra fortiden der stadig er noget af en helt hos venstrefløjen, er den amerikanske jurist Oliver Wendell Holmes Jr. der famøst sagde: ”Når man betaler skat, køber man civilisation”. Dette blev billigende citeret i 2003 af Simon Crean, føderal parlamentsleder fra det australske arbejderparti. Crean glemte at nævne, at Holmes også var kendt for at beordre tvangssterialisation af de antageligt mentalt syge: Endnu en glemt inspirator for Hitler.

Og Californien var én af de tidligste støtter for racehygiejne love, og skaffede faktisk modellen for Hitler´s love – som det siges her:

”Under banneret af ”national regeneration” blev titusindvis af mestendels fattige kvinder underlagt ufrivillig tvangssterialisation i U.S.A. mellem 1907 og 1940. Et utal af kvinder blev steriliseret uden deres informerede samtykke efter Anden Verdenskrig. Under Californien´s 1909 sterialisationslov blev mindst 20.000 californiere i statshospitaler og fængsler ufrivilligt steriliserede frem til 1964. Californien ”distancerede sig kontinuerligt fra enhver anden stat” i antallet af racehygiejniske sterialisationer”.

Californien ikke alene førte an i nationens tvangssterialisation, men skaffede også videnskabelig og uddannelsesmæssig støtte til Hitler´s regime. I 1935 priste Sacramento´s Charles M. Goethe Human Betterment Foundation for effektivt at ”skærpe meningsdannelsen hos gruppen af intellektuelle bag Hitler”. I 1936 anerkendte Goethe U.S.A. og Tyskland som ledere i racehygiejne (”to formidabelt fremskridende bevægelser”), men beklagede, at ”selv Californien´s rekord om to år vil være uddistanceret af Tyskland”. I 1936 spurgte den californiske tilhænger af racehygiejne Paul Popenoe én af sine nazistiske modparter om information om sterilisationspolitikker i Tyskland, for at sikre sig at ”tilstandene i Tyskland ikke misforstås eller misfortolkes”.

Californien´s tilhængere af racehygiejne kunne ikke hævde uvidenhed om, at Tyskland´s sterilisationsprogram, primært var motiveret af racepolitikker. I 1935 publicerede Los Angeles Times et langt forsvar for Tyskland´s sterilisationspolitikker, i hvilken forfatteren bemærkede, at nazisterne ”måtte ty til racehygiejnens videnskabelige lære”, da Tyskland var blevet ”frataget deres kolonier, velsignet med mange hundreder af defekte hybrider, som vedvarende erindring om den farvede besættelseshær og opløsning overalt”. Ikke alene vidste californiske tilhængere af racehygiejne, om de nazistiske bestræbelser på at bruge sterilisation som en metode af ”racehygiejne” - primært målrettet jøder” - de godkendte også bestræbelserne på at standse ”raceblanding”, og forøgelsen af fødselsraten af den ”nordiske europæiske familietype”. De kuldegysende ord forudså det nazistiske regimes mord på 100.000 mentalt syge patienter: ”Der findes tusindvis af håbløst sindssyge i Californien. Tilstanden af disse sind er sådanne, at døden ville være en nådig forløsning. Hvor lang tid skal der gå, før samfundet vil indse det kriminelle i, at bruge bestræbelser på at holde disse idioter i live, håbløst sindssyge og morderiske degenererede...Selvfølgelig skulle disse føres i døden uden smerte og advarsel. De skulle lægge sig til at sove om aftenen, uden forventning om hvad der kommer og aldrig vågne”.

Et land der frem til i dag er en model og inspiration for venstreorienterede alle steder – med sin altomfavnende velfærdsstat. Hvad skete der i Sverige? Som vi kan læse her:

Under nazi æraen i Tyskland tilskyndede tilhængere sterilisationen af adskillige hundrede tusinde mennesker, der førte til anti-semitiske programmer af dødshjælp og i sidste instans selvfølgelig, dødslejre. Associeringen af racehygiejne med nazisterne er så stærk, at mange folk var overraskede over nyhederne for adskillige år siden om, at Sverige havde steriliseret omkring 60.000 mennesker (mest kvinder) mellem 1930´erne og 1970´erne. Intentionen var, at reducere antallet af børn født med genetiske sygdomme og forstyrrelser. Efter slutningen på århundredet havde racehygiejne bevægelsen – inklusive krav om sterilisation af folk man fandt uegnede – faktisk opblomstret i U.S.A., Canada, Storbritannien og Skandinavien, for ikke at nævne andre steder i Europa og i dele af Latinamerika og Asien. Racehygiejne var derfor ikke unikt for nazisterne.

Så hvad skete der præcist i U.S.A.? Jeg står i gæld til én af mine medbloggere for en nyttig summering:

I 1920 var racehygiejne bevægelsen populær. Faktisk så populær at tvangssterilisation blev vedtaget i 34 stater fra midten af 1920´erne til midten af 1930´erne. Grundlæggende erklærede disse love, at sterilisation var påbudt for socialt uønskede personer. ”De socialt utilstrækkelige klasser, uanset ætiologi eller prognose, er følgende: 1. Svagt begavede; 2. Sindssyge (inklusive psykopatiske); 3. Kriminelle (inklusive ungdomsforbrydere og egensindige); 4. Epileptiske; 5. Drankere (inklusive narkomaner), og så videre. Så hvis du var hyperaktiv, promiskøs, alkoholiker eller narkoman, bevægelsesforstyrret eller havde Down´s syndrom, var epileptisk eller udviste nogen tegn på uønsket adfærd overhovedet, var du kvalificeret til påbudt sterilisation. Og hverken du eller dine forældre havde ret til at sige ”Nej”.

I midten af 1920´erne kæmpede Carrie Buck i en alder af 17 år staten Virginia´s påbudte sterilisationslov. Hun var klassificeret som en socialt underlegen kvinde, havende født et barn udenfor ægteskab, og hendes værger sagde, at hun var ”noget af en mundfuld”. Carrie´s mor var også blevet indespærret i en statsinstitution som en ”promiskøs kvinde”. I en alder af 7 måneder blev Carrie´s barn, Vivian ”certificeret” som ”udviklingshæmmet”, baseret på Carrie´s og moderens historie.

Carrie tabte sagen på statsniveau, og sagen endte for Højesteret i 1927. Den prominente Højesteret Dommer Oliver Wendell Holmes, skrev betænkningen i forbindelse med sagen Buck vs. Bell. Afgørelsen var 8 mod 1 hvor Butler afveg. Her er hvad flertallets mening kunne koges ned til:

”For at forhindre at vi forsumper i inkompetente....kan samfundet forhindre de der er erklæret uegnede fra at videreføre deres slags. Princippet der opretholder tvangsvaccination, er bredt nok til at dække overskæringen af æggelederne”

”Det er bedre for verden hvis samfundet, i stedet for at vente på henrettelsen af degenereret afkom, eller lade dem dø af sult for deres imbecilitet, kan forhindre disse, der er manifesteret uegnede til at videreføre deres slags. Tre generationers imbecile er nok” - Dommer Oliver Wendell Holmes, Jr.

Fem måneder efter denne afgørelse blev Carrie tvangssteriliseret. Det viste sig senere, at hendes promiskøsitet var usand. Hun var blevet voldtaget af nevøen til hendes værger, ham selv værende et voldeligt (usteriliseret) afskum. Og hendes datters skoleoptegnelser viser, at Vivian var B studerende, opnående et A i opførsel, og hun var indstillet til æresbevisning. Genetiske undersøgelser viste senere, at hverken Carrie eller hendes datter havde genetiske defekter.

Jeg bør bemærke, at økonomen Steven Levitt´s arbejder antyder, at fortidens venstreorienteredes racehygiejne program af reduceret fødselsrate (via abort) blandt de ”lavere klasser”, ikke var helt misopfattet. Levitt´s undersøgelser synes at vise, at gøre frivillig abort tilgængelig for fattige mødre, reducerer kriminalitetsraten senere. Han understreger naturligvis, at hans empiriske fund ikke er en godkendelse for hverken racehygiejne eller abort.

Givet den traditionelt konservative anseelse af individuel frihed, synes det, at det eneste racehygiejne program konservative kunne retfærdiggøre, ville være den frivillige – såsom det store materiale tilskynder reproduceringen af Singapore´s stat tilbyder højt uddannede kvinder. Kristne konservative tenderer at anse al reproduktion som gudsgiven, så disse ville modsætte sig selv frivillige racehygiejne programmer, der begrænsede reproduktionen – såsom Woodhill Foundation programmerne, der betalte stofafhængige mødre for at bruge prævention.

Venstreorienterede dog, modsatte sig Woodhill programmerne, da de var frivillige og privat finansierede. De ser helst, at den slags er i hænderne på staten (altså under deres kontrol).

Og problemet med en selvfornyende og substantiel kriminel underklasse behøver ikke adresseres af racehygiejne. Det kan adresseres ved at adressere de største årsager – såsom et overgenerøst velfærdssystem, som venstrefløjen har skabt i deres tørst efter hæder.

Vore dages venstreorienterede hader når man peger på, at det var dem, der var Hitler´s inspiration. Så hvad gør de? De prøver at lægge skylden et andet sted – selv hos de mest usandsynlige folk. En nylig bog har prøvet at lægge skylden for venstrefløjens racehygiejne hos én der modsatte sig alle former for tvang. Som bogens anmelder siger:

”Der har længe været jagtsæson på Herbert Spencer. Måske fordi han længe har været det 19. århundredes mest prominente forsvarer af individuel frihed og kritiker af statens vold, har Spencer altid været emne for had og fordrejning; det synes faktisk til tider som om, at ingen anklage er for bizar til at blive fremført mod ham”.

Hvilken fælles jord kunne der være mellem Spencer og tilhængerne af racehygiejne? Begge var helt sikkert social darwinister, hvis dette betyder, at begge mente, der fandtes en vigtig sociopolitisk lære, der kunne uddrages af den evolutionære biologi. Men Spencer og tilhængerne af racehygiejne drog forskellige konklusioner. For tilhængerne af racehygiejne var moralen omkring evolutionær biologi, at menneskets evolutionære vej skulle tvangsadministreres og kontrolleres af et centraliseret, paternalistisk teknokrati. For Spencer derimod, var moralen at tvangsmæssige, centraliserede, paternalistiske tilgange til sociale problemer, ikke var produktive, og ville derfor tendere, at blive elimineret af spontane kræfters sociale evolution...”

Det er en god kommentar til venstrefløjens sørgelige sind, at de mener, at intet kan opnås uden tvang.

Man kan dog modargumentere, at sammenligne Hitler med Vesten´s venstreorienterede fashionable tilhængere af racehygiejne i 1920´erne og 1930´erne, er sagen uvedkommende. Vesten´s venstreorienterede forventede ikke noget så ekstremt som Hitler´s folkemord. Givet nogle af de usentimentale ytringer allerede nævnt fra Vesten´s venstreorienterede, så er det en meget svag protest, men det bør bemærkes, at Hitler ikke fik alle sine ideer fra sin tids Vesten. Han fik nogle af dem fra ingen andre end Marx og Engels. Og hvis det kan argumenteres, at Vesten´s venstreorienterede ikke tilsluttede sig folkemord, så kan det samme ikke siges om Marx og Engels. De advokerede faktisk højrøstet for folkemord. Bemærk dette citat:

”I januar 1849, måneder før han migrerede til London, publicerede Karl Marx en artikel af Friedrich Engels i Die Neue Rheinische Zeitung, annoncerende at i Centraleuropa talte kun tyskere, ungarere og polakker som bærere af fremskridt. Resten skal vi af med. ”Hovedmissionen for alle andre racer og folk, store og små, er at omkomme i det revolutionære Holocaust”.

Folkemord steg ud af Marx´s hovedteori om historien – feudalisme giver uundgåeligt plads til kapitalisme, kapitalisme til socialisme. De mindreværdige racer i Europa – baskere, serbere, bretagnere og andre – nedsunket i feudalisme, var modrevolutionære; havende fejlet i udviklingen af et bourgeosie, ville de være to skridt bagud i den historiske proces. Engels afviste dem som efterladenskaber og etnisk skidt (Voelkerabfall), og kaldte på deres udryddelse.

Så folkemordet blev født som en doktrin i det tyske Rhinland i januar 1849, i et Europa der stadig ømmede sig efter revolutionen i 1848. Det skulle blive socialismens ledelys, stolt holdt og stolt erklæret.

Det faktum at Hitler´s folkemordsideer i det store hele opstod af Marx og Engels selv, er selvfølgelig blevet skjult for den offentlige opmærksomhed med næsten fuldstændig succes af venstreorienterede medier og akademier. Det ville være for flovt at indrømme. Men hvis man ser på al det historiske materiale til rådig for os, kan der ikke herske tvivl om venstrefløjens ophav til Hitler´s racehygiejniske folkemord.