Jamen altså. Hvilken dag. Hvilken forvirring over alting. Intet der vil passe sammen, gå sammen eller hænge sammen. Og hvad giver man sig så til - man twitter lidt. Eller facebook’er lidt. Men kommer der noget ud af det? Nej, egentlig ikke. Udover endnu mere forvirring over andres hold på livet. Andres korrekte formåen til at udstille sig selv. Der er både noget for de tænksomme, de morsomme, de platte og de interlektuelle. Og hvor langt er man så nået. Langt nok til at kunne starte forfra med dobbelt op på ingen tag på noget. Når man er blevet svigtet af de ellers trofaste størrelser, twitter og facebook, hvad er der så at ty til? En bog - nej vel. For meget tænkning og nok ikke lige der alverdens svar på sammenhæng i livet kan findes på en nem og “for dummies”-agtig måde. Fjernsynet. Altid god for et program der kan få os til at konstatere at vi er klogere end som så, og at det hele kunne have været meget værre. At det i det mindste ikke er gået helt galt. Men så sidder man så der i bedste jantelovsstil og får det dårligt over at føle sig bedre end andre. For Gud forbyde at nogle bare så meget som ville tænke det.
Og her er det at vandene skiller. Der er dem der tænker: “Rend mig, jeg er bedre end det der, og det er min egen fortjeneste” samt de der tænker: “Det er da også synd, hvad har de nu gjort for at fortjene at ende sådan?”. En fundamental forskel der sorterer effektivt i menneskeheden. Ikke fordi det er en sortering der tæller nogle steder, men stadigvæk er det en sortering der er der og som giver et billede på et menneskes syn på livet og på sig selv.
Men er der stadig forvirring? Ja, det tror jeg nok der er. For er man kommet tættere på noget der vedrører en selv? En selv allerinderst inde? Nej. Ståstedet til janteloven er på plads. Men det er kun en lille del af alt det forvirringen rummer. Mange små bække gør en stor å som man siger. Så når cyberspace ikke hjælper, når tv’et står af og bøger ikke er til megen hjælp, hvor efterlader det så os. Alene. Overladt til egne erfaringer, egne oplevelser. Egen forvirring. For er der noget, der er meget af her i livet, så er det forvirring. Den dukker op gang på gang, igen og igen. Og hvad stiller man op? Man er forvirret. Forvirret, irriteret, følelsesladet, fortrøstningsfuld, glad, trist - kort sagt man lever. Man ånder ind, lever og ånder ud igen. Ånd ind, lev, ånd ud. Ånd ind, lev, ånd ud. Sådan fortsætter det i uendeligheder. I uendeligheder får man lov at mærke kroppen, høre verdenen, se farverne og være i livet.
Det er en god dag i dag. En rigtig efterårsdag med regn og indendørshygge. Jeg har først kastet mig ud i den kolde oktoberdag som dette har været, for derefter at liste ind og nyde brændeovnens trygge varme, med en kop the og en god hjemmelavet æblekage med æbler frisk fra træ. Så bliver det vel heller ikke så meget bedre?
Hvis bare alle efterårsdagene var lige som disse første. Hvor man stadig nyder blæsten og regnen og stadig kan se hyggen bag det hele. Hvor folk ikke hele tiden hidser sig op over våde sokker, vindblæst hår, utæt regntøj og for store gummistøvler. Men i stedet glæder sig over den gode anledning til at promovere en ny hat, en frakke eller et halstørklæde. Fryder sig over de friske røde kinder der glædeligt afslører at man har begivet sig uden for husets fire vægge. Hvor man stadig kan gå en tur i skoven og betraget efterårsfarverne glimte i trætoppene, og indsnuse skovens dufte af fugtig jord, frisk luft og ja, efterår. Det er de dage hvor det stadig er en fornøjelse at gemme sig væk i overtøj i alle afskygninger, hvor man ikke har noget imod at komme gennemblødt og kold hjem fra en hæsblæsende cykeltur i modvind.De dage hvor man stadig ser frem til de mange indendørs stunder man vil komme til at tilbringe i løbet af disse mørke måneder, hvor dagene nærmest ender inden de rigtig er begyndt.
Den første tid er altid den bedste. Man håber den bliver ved så man slipper for at blive vant til det, så det slipper for at blive hverdag. Så vi er fri for at det bliver noget som vi ikke tænker over eller sætter pris på, men bare ønsker overstået så vi kan komme videre til noget nyt og spændende. Noget nyt som vi i vores naive tro, tror er mindre ensformigt. Lige indtil vi står i det, og opdager at det er akkurat ligeså forudsigeligt, som det vi så ihærdigt forsøgte at flygte fra før.
Og så flygter vi videre. Gud forbyde om vi skulle stoppe et kort sekund og overveje om vi selv kunne ændre tingene i stedet for at regne med at det sker af sig selv. Så hellere brokke sig og vente til der sker noget der bare ligner en ændring en smule. Så kan vi bilde os selv ind at det hele er nyt og anderledes, og fjerne fokus fra det der måske i virkeligheden er problemet.
Men vi har stadig et par første dage tilbage. Heldigvis. Så er der mindre virkelighed at overkomme bagefter.
Dejlig dag, i alt sin enkelthed. Nogle gange er hverdagene de bedste. Mest fordi man glemmer at de er det, og når man så opdager det, er de dobbelt så gode som de ellers ville være. Har intet dybsindigt på hjertet i dag. Men nogle gange skal man vel også bare være glad uden forbehold, og så nyde at det er man. Nyde at man har genopdaget en god sang på iPod'en. Nyde den sidste sol, den joke der løfter hele stemningen og sætter gang i et latteranfald af format, nyde livet i gaderne, de mennesker der omgiver en og alt det der er i hverdagen. Alt det der gør dagen til det den er. De dårlige ting, der løfter de gode lige en level højere, man må tage det sure med det søde som man siger.
Nogle gange tænker jeg at det kan være fuldstændig meningsløst at sidde og type løs om sine tanker herinde - for hvem læser det? Hvem gider ærlig talt selv interessere sig for andres liv, når langt de fleste har nok i sit eget? Jeg indrømmer gerne at jeg i hvert fald ikke gør. Jeg har nok i at få tiden til at slå til uden at skulle holde mig opdateret med fuldstændigt fremmede menneskers virkelighed. Men samtidig er jeg her selv. Jeg sidder og skriver og skriver, og håber på at ramme nogen. Håber at nogen læser det her, og måske får noget med, og ikke synes at det de lige har læst er komplet ligegyldigt. For for mig giver det jo mening, for mig er det væsentligt. For mig er alt det der står relevant, for mig siger det noget.
Og så måske alligevel ikke. Måske er det bare her man læsser af når ens hoved er fyldt op med tanker. En tanke-bank. Eller losseplads om man vil.
Men hurra for det! Hurra for alle os egoistiske skribenter! Tænk bare på hvilket mekka af tanker dette blog-spot er! Indimellem dagbogs fortællinger, børnefødselsdage og nye hunde, er der underfundige tanker, forestillinger og formuleringer der er værd at læse. Tanker man skylder sin tid. Tanker der er for gode til bare at forsvinde i dynget.
... Og så kan man jo håbe der er nogle der læser det man selv har skrevet...