Lørdag, 13. marts 2010 kl. 13:03 / empati, fustration, følelser, glæde, livet, positivitet, smiler, sygdom, tanker, vrede

"Hvis du ikke stopper op og ser hvad der er omkring dig, så når du aldrig at se dig selv."

2 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Det er min nyeste lære, positiv og skræmmende på samme tid..

Jeg har været i et sygdomsforløb på snart 3 år nu og der er vendt op og ned på alt inden i mig. Min identitet som den var og som den er nu er vidt forskellige. Det har været en lang og sej kamp for at lære at leve med mine nye livsbetingelser. Kroniske smerter er en del af mit liv nu. En følgesvend, som en tung tung rygsæk jeg ikke kan stille fra mig, den er der hele tiden, om dagen, natten, den er med på indkøb, i byen, på ferier, når jeg har sex med min dejlige mand, den er der altid, resten af min tid.

Nu er sygdommen så nået til mit hoved, altså forstået på den måde, at hjernen er begyndt at acceptere, at smerten er der og på den måde hjælpe mig til at fungere bedre i det daglige... men det har også taget 3 år med humørsvingninger, vrede, hysteri, selvynk, opgivelse, negative udsagn om alt og til alle, gråd og tårer i spandevis, mindre selvværd, isolation og dage under dynen. Nogle udenforstående vil nok mene det er en meget svær depression, men nej, det er den indvirkning kroniske smerter har på psyken. Men skal være stærk for at være syg...

Her sidst på vinteren har jeg deltaget på et kursus af ti dages varighed, sammen med 9 andre i samme situation. En smertelæge, en psykolog og en fysioterapeut har lært os, hvordan vi kan komme overens med smerten, lære at leve med den, få dagligdagen med familien til at fungere bedre, opdage verden ved at se os omkring, lære at vi ikke er mindre værd som mennesker, tværtimod så har vi opnået en empati og indlevelse overfor andre. Men sværest af alt, at lære at bede om hjælp. Mange ting jeg bare tog for givet før og gjorde uden at tænke videre over, kan jeg ikke nu. Utallige er de gange jeg de sidste 3 år har bandet og svovlet over mig selv, når jeg har måtte opgive halvvejs eller i stædighed har bidt smerten i mig, med timer i sengen og piller ad libetum til følge. Det er jo ikke et liv for pokker... men har jeg ville indrømme det... Niks.

Siden kurset har jeg tænkt mange tanker om mig selv og fået et mere positiv indtryk. Jeg er stadig mig, men med en bedre og anderledes tilgang til livet. Nu ser jeg mig selv i spejlet hver morgen og smiler og tænker jeg er ok..."Jeg ser mig selv igen"

Livet er ved at være værd at leve....;-)