Mandag, 5. april 2010 kl. 21:42 / brok, mig, tanker
Ja, som overskriften hentyder, glæder jeg mig ikke videre til i morgen. Tude tude. Jeg skal møde kl 10 og har fri kl 17, hvorefter der lige er lidt ekstra gruppearbejde. Christ..
Og så er det for en gang skyld ikke muligt bare at sidde og lytte. Nej, jeg skal være på - det meste af dagen.
Så der er en her der glæder sig til at putte sig under en varm dyne i morgen og se tilbage på en overstået dag og tænke "Det var det. Nu kan jeg komme ned i almindeligt tempo igen!" Og så lige efter påske. Det burde være forbudt ved lov at give nogen så mange opgaver dagen efter en af de helligste dage i hele året!
Ellers går det godt. Jeg skal skrive bachelor på dette semester, og vi skal skrive om litteraturfænomenet twilight! Det bliver vildt spændende og jeg glæder mig den velkomne udfordring. jeg kan bare først rigtig glæde mig over det når i morgen er vel overstået.....
Det var lige lidt brok fra mig, og ikke så mange kloge ord. Det skal der nu også til. Om ikke andet kan du brude dette indlæg til at glæde dig over at du ikke får en værre dag end mig i morgen!
M.
Det har været en skør december for mig. Jeg er vant til at december er den hyggeligste og mest afslappende måned af dem alle, men sådan skulle det ikke gå i 2009. Jeg har hele tiden vidst at der var to halvstore eksamensopgaver til 13 jan. 2010 og havde planlagt tiden derefter. Men sådan skulle det ikke gå. I første omgang blev jeg syg og måtte hive 4 dage ud af den planlagte opgaveskrivning. Men ok, jeg havde også givet mig selv god tid.
Så blev det jul, og den ene opgave er næsten færdig. Heldigvis. Nu var planen at jeg skulle læse en bog på 500 sider imellem jul og nytår, så jeg kunne gå igang med næste opgave d 1. januar. Så blev jeg gudhjælpemig syg igen. Nu er det influenzaen der har fået ram på mig, og jeg må nok se i øjnene at jeg endnu engang må hive nogle (dyre) dage ud af opgaveskrivningen - og læsningen.
Fair nok. Men det er bare ikke min december, for så i går blev min mormor, som sidste år til jul fik konstateret leverkræft, indlagt. Hun har det rigtig skidt, og jeg aner ikke om hun kommer hjem igen. Men jeg ber til at hun gør. Og jeg, med min influenza, må ikke besøge hende på sygehuset.. Heldigvis har vi en fantastisk familie der passer godt på hende og besøger hende meget, så hun er ikke alene. Men hvor ville jeg ønske jeg kunne være der til at holde hendes hånd lige nu.
Nu sidder jeg her med seks fagbøger og en roman og skal skrive en synopsis til senere i dag. Og jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen.
Vi kender det allesammen - når det presser på, presser vi imod, og så bliver det endnu sværere at få startet på noget. Det kan være opvasken eller specialet, det er ligemeget, for i bund og grund er det samme mekanisme der går igang - ihvertfald inde i mig. Jeg går i trods.
Jeg tror det er et levn fra min teenagetid. Når mor bad mig rydde op på værelset, så kunne jeg altid finde tusinde ting der var vigtigere. Nu er det bare min fornuft der presser på. Mit overjeg har overtaget min mors rolle og mit underjeg er stadig samme irriterende teenager.
Men nu - efter denne overspringshandling - går jeg i gang. For Jeg har ikke hele dagen, og jeg ville også gerne nå nogle andre ting. Eksempelvis er der to bøger der skal læses færdig til næste uge i litteraturhistorie.
SÅ er det bare på med vanterne og dykke den i "samtidbilleder", "Tekster uden grænser" og "Eksil". Den sidste af Jakob Ejersbo - og den vil jeg virkelig anbefale. Den er barsk, men skide god!
