Lørdag, 13. marts 2010 kl. 07:31 / foto, livsstil, lumix gf1, nikon, olympus zuiko, sigma
Lumix GF1 svinger med 30 år gammel optik
7 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Panasonics GF1 er ikke et spejlrefleks kameraerne, men denne test viser, at det tager yderst fremragende billeder, selv når man parrer det med objektiver fra 30 år gamle spejlreflekskameraer.
Jeg mødte en professionel japansk fotograf med et Lumix GF1 forleden. Han havde et klasssisk Leica objektiv på kameraet, der kostede flere gange mere end kameraet.
Jeg så hans billeder, og købte straks derefter et Lumix GF1.
Hvorfor nu det?
Jo for GF1 er meget mindre end et digitalt spejlreflekskamera, men det har samme fordel, objektiverne kan udskiftes. Så der er mindre at slæbe på.
Jeg har et Olympus OM2 der er tredive år gammelt, og jeg har stadig objektiverne til kameraet. Så jeg så potentialet. Her er et relativt billigt kamera, der kan anvende nogle af de bedste massefremstillede objektiver der er lavet, nemlig Olympus Zuiko serie. Det er den slags objektiver du kan finde til en halvtredser på Loppemarkedet i dag.
Hemmeligheden er, at få fat i en konverterring, der i den ene ende passer til Lumix GF1's fatning, og i den anden til Zuiko objektivet. Teknisk hedder den OM-m4/3.
Jeg fandt en ring, og så gik det løs med skyderiet. Der er en begrænsning, og det er at fuldautomatikken på Lumix GF1 kan ikke styre fremmede objektiver, så du skal selv stille blænden og stille afstanden manuelt.
Det er forbløffende så hurtigt man vender sig til det manuelle. Og jeg føler faktisk, at når jeg stiller skarpheden manuelt, så er det præcist det, som jeg vil have skarpt, der bliver skarpt.
Først satte jeg et 30 år gammelt Olympus Zuiko 100mm objektiv på mit Lumix GF1. Og så ser kameraet ud som på billedet oven for.
Og disse to billeder tog jeg med Zuiko objektivet. Farverne er forbløffende naturlige, og der er en voldsom dynamik i billederne.
På de fleste digitale spejlreflekskameraer vil et 100mm objektiv virke som et 160mm objektiv, men på Lumix GF1 virker det som et 200mm objektiv.
Det mest håndterlige 200mm objektiv, jeg nogensinde har brugt. Zuiko objektiverne er langt mindre end Nikon og Canon objektiver fra samme tid.
Dagen efter fandt jeg en konverterring NIK-m4/3, så jeg nu også kan bruge mine Nikon objektiver på mit Lumix GF1.
Mit standard Nikon objektiv 50mm 1:1.4D bliver nu til et 100mm objektiv.
Det er en meget diset og forurenet dag i dag i Bangkok, men alligevel tegnede objektivet de nærliggende højhuse meget skarpt og med meget dynamik.
Derefter monterede jeg min nye konverterring NIK-m4/3 på mit flagskib, et Sigma 70-200mm 2.8, og sigtede imod de samme bygninger, som jeg havde fotograferet med mit standard Nikon objektiv.
Over forventning gode resultater med Lumix GF1, især når det monteres med kvalitets objektiver.
Og jeg forstår nu bedre de eksperter, der spår at DSLR kameraerne vil forvinde i løbet af de næste 10 år. Det her er nærmest kvalitet i Leica klasse, men til en langt billigere penge.
Og så den virkelige bonus, Lumix GF1 optager også højopløselig video i formatet 1280x720. Og det er nærmest genialt let at optage video med dette kamera.
Der sidder en lille rød knap ved siden af udløseren. Trykker man på den, så begynder kameraet straks at optage video, uanset hvilken indstilling det ellers var sat i.
Og så vil du sikkert gerne vide, hvilket kamera jeg har skudt Lumix GF1 billederne med. Canons S90 et andet super kamera, men uden muligheden for at skifte mellem ekstra objektiver.










7 kommentarer
Det er helt klart et af systemets styrker, at man med den rette adapter kan montere snart sagt ethvert objektiv på det - faktisk kan man få meget lysstærke Pentax-objektiver, der ellers er lavet til overvågningskameraer til få penge, der med den rette adapter også virker - dog bliver billederne lidt mørke ud mod kanten, da objektivet ikke er helt stort nok til kameraets sensor.
En ting, man lige skal huske på, er, at autofokus ikke virker med andre objektiver end dem, der er lavet til m4/3-systemet - men heldigvis er det helt vildt nemt at fokusere manuelt med systemet, fordi man nemt kan zoome ind på det område, man vil fokusere på :)
Adapterne er ikke helt nemme at få fat i, og jeg skulle helt til Bangkoks Chinatown for at finde nogen.
Mine kostede cirka 300 kroner stykket, men de er af en god kvalitet. Andre som jeg prøvede var ikke nøjagtigt nok lavet, og det var svært at få objektivet på og af.
Og af gode grunde er producenterne ikke særligt begejstrede for dem, for så har man jo pludselig frit slag til at vælge mellem alle mulige objektiver.
Og i mit tilfælde betyder det, at jeg naturligvis ikke bruger Panasonics objektiver, når jeg har adskillige Nikon og Olympus i skuffen.
Indtil da beholder jeg mit Leica..som fast kamera som en hoveddørs nøgle :))
Jeg bliver vist også nødt til at skaffe mig noget m4/3 eller eventuelt Sonys udgave, når det kommer på markedet. Det er lækkert med den høje kvalitet i et lille hus - perfekt til gadefotografering :)
Indlægget er lukket for flere kommentarer.