Spiltest: I endnu dårligere selskab

De fire gæve gutter som vi alle lærte at elske i det første Bad Company er tilbage i det nyeste spil i serien, og de har lagt i ovnen til den helt store omgang. Større, bedre, flottere og vildere. Bad Company 2 er alt dette og mere endnu.Det der skulle have været slutningen på den sidste opgave for firkløveret bliver starten på det største eventyr de fire endnu har kastet sig ud i, og med vanlig tju-bang attitude og humor kommer de fra asken og i ilden og tilbage igen, mange gange i løbet af spillets mange missioner.
Missionerne som næsten alle handler om at komme fra A til B og i mellemtiden finde/ødelægge/stjæle C foregår i mange forskellige miljøer, som alle har den ting til fælles, at de er blændende flotte og utroligt detaljerede.
Igennem frodige jungler, nedbrudte ruiner og iskolde, frosne skove er grafikken blændende flot og meget stemningsfuld, og det lige meget hvilket miljø man befinder sig i. Alt er lavet meget filmisk og minder mange steder om noget, man ville se i en dyr Hollywood-produktion.
Ødelæg alt
Og som om det ikke var nok, så kan næsten alle bygninger, skure, broer og lignende, ligesom i det første spil, ødelægges i fantastisk stil. Det er både en fordel og en ulempe da bygninger, små mure, stakitter og andet man kan søge dækning bag, kan ødelægges med eksplosive våben.
Super fedt, hvis man er den der står i den affyrende ende, knap så fedt hvis man er i den modtagende ende. Til syvende og sidst giver det dog spillet en anden dynamik, end man er vant til fra skydespil, da der ikke er nogen gemmesteder der er hundrede procent sikre.
Det gør, at man hele tiden tænker i bevægelse og progression i stedet for at "bare" at søge dækning, og skyde indtil der ikke er mere der bevæger sig. Det kan anbefales at prøve at stoppe en irriterende fjendtlig snigskytte på et hustag, ved at skyde på huset under ham indtil det styrter sammen og begraver ham i ruinerne.
Bang for the buck
Lydsiden er ligesom grafikken af rigtig høj standard, og har man spillemaskinen sat op til et surroundsystem får man virkelig 'bang for the buck'. Ikke bare våben og eksplosioner, men også de ambiente lyde er lige i øjet. Lydene af fuglenes pippen, en bæks klukken og vinden i træerne flyder lækkert ud af højtalerne og skaber et flot og levende lydbillede som virkelig underbygger den filmiske stemning.
Både den gode grafik og den ligeså lydside bidrager til den fantastiske følelse det er at affyre sine våben i Bad Company 2 - og fantastisk, det er det. Bevægelsen, lyden, rekylen, det hele er perfekt tunet i forhold til hinanden, og giver et ikke så realistisk, men utroligt underholdende indtryk af at affyre højkaliber automatvåben. Man bliver aldrig træt af at trykke på aftrækkeren og nyde de ødelæggelser det bringer.
Har man spillet det første spil i serien, vil man hurtigt lægge mærke til, at Bad Company 2 er en forbedring på næsten alle punkter, og er endnu mere sjovt og underholdende end forløberen. Er man til FPS-spil er det her digital creme de la creme og et absolut must i spilsamlingen.
Ingen venner med i historien
Der er meget få ting ved Bad Company 2 som ikke er i orden, men et sted hvor udvikleren synes at have gjort lidt i nælderne, er ved at udelade muligheden for at spille igennem historiedelen med en eller flere venner.
Det er simpelthen ikke muligt, og man er tvunget til at nøjes med de tre computerstyrede kumpaner som spillet fra starten giver en. Bevares de opfører sig rimeligt og er også ganske underholdende, men det er altså bare sjovere at spille sammen med venner. Måske en mulighed vi får i Bad Company 3, man kan da håbe.
Fyrer man op under spillets multiplayerdel, får man dog rig mulighed for både at spille med, men også imod op til 24 af sine venner i multiplayer-spil som er lige så geniale og vanedannende som dem man kan finde i Call of Duty: Modern Warfare 2. Og det siger altså ikke så lidt. Lang tid efter du har gennemført historie-delen, vil mutiplayer-delen kunne trække dig tilbage til konsollen for at få dit daglige fix, så godt er det.
Skulle vi her på Beep lave en hitliste over de bedste FPS-spil, vi har spillet det sidste år, ville Battlefield: Bad Company 2 ligge i en klokkeklar top to, sammen med førnævnte Call of Duty: Modern Warfare 2 og fans af genren bør ikke fortænke sig i at bruge de sidste sparepenge på spillet hos den lokale spilpusher.
Battlefield: Bad company 2
PS3, Xbox 360, PC
Ude nu
Vi ELSKER: Grafikken, Lyden, Gameplayet og Humoren.
Vi HADER: Ingen mulighed for at spille historiedelen sammen med en ven.




Det er jo selvfølgelig bare min mening - men det har jo også meget at leve op til mht. mw2, om i vil det eller ej :-)
- Men på den anden side, har det også noget at sige om du er mest til kæmpestore åbne arealer som i BF2 og lign. eller om du er mest til Counter Strike / Source gameplay med lidt mindre baner, og lidt mere action. BC2 er det førstnævnte og MW2 er det sidstnævnte.
#ll.foldager
Jeg har begge spil, men hvis jeg skulle vælge skulle det nok være MW2, synes styringen er mere skrap end i BC 2, men en umulig opgave, så køb begge to :)
Rigtig fedt spil! Dog skal det lige nævnes at spillet nok ikke kan kaldes helt perfekt endnu, da der selv i single player er problemer med "mp" lignende lags, håber dog det snarligt bliver fixed med en patch til når jeg får min pc tilbage hehe :) (ved dette fra bekendte og online naturligvis).
BFBC2 > MW:2
Hvor længe tror i der går inden spil er så realistisk, at man næsten ikke kan se forskel på det der er animeret og det der er virkeligt ? 10 år måske ?
@mr.decoy Hvilken konsol har du spillet til?
Der er så mange problemer med at få server softwaren til at fungere at ALLE servere der er oprettet fra den 8.marts er sat på pending = vent , vores 32ply er en blandt mange , EPIC RLS FAIL.
Så inden der rakkes ned på Activision/InfinityWard , så se lige på hvem der har leveret produkter der virker , MW + MW2 .
BC2 : Enten kan du ikke logge på servere eller også bliver du smidt af "Lost connection" og mange gange loading tider (50/50mbs) hvor man kan nå at dyrke sex og lave mad inden spillet starter , altså hvordan kan dette være en så fed succes , den har jeg ikke lige fanget ??
Det er mit første BF spil og det bliver også det sidste .
Ser iøvrigt frem til Xpansion pakken til MW2 som InfinityWard er igang med , for med kvalitet branden Activision/InfinityWard er man sikker på underholdning uden pis og papir .