Mange indvandrerpolitikere tager ifølge Politiken.dk afstand fra Asmaa Abdol-Hamid. Hamid El Mousti, socialdemokratisk medlem af borgerrepræsentationen i København, er citeret for at sige:

»Tørklædet er hendes personlige valg, men hun må forstå, at i Danmark er det vigtigt at adskille religion og politik. Hun er opstillet af Enhedslisten og repræsenterer dermed dansk verdslighed. Hvis hun vil have indflydelse, må hun spille efter de spilleregler, der er. Majoriteten vil ikke hjælpe os, hvis vi bare blindt fastholder vores normer,«

Her er der noget, Hamid El Mousti har misforstået grundigt med hensyn til det danske demokrati!

Det er rigtignok et princip, at religion og politik holdes adskilt på det generelle plan - f.eks. er folketinget som sådan ikke knyttet til en bestemt religion. Som Niels Helveg Petersen fornylig gjorde opmærksom på i en TV-diskussion med Søren Krarup, så er kravene for at kunne stille op til folketinget kun at man er over 18 år og statsborger - der er intet krav om at man skal være medlem af folkekirken eller noget andet religiøst samfund. Der er heller ikke noget krav om, at man netop ikke må være medlem af et religiøst samfund. Adskillelsen mellem religion og politik (stat) ligger netop i, at grundloven er neutral i forhold til det enkelte folketingsmedlems religion. Eller for den sags skyld et helt partis erklærede religiøse grundlag: Danmark har faktisk et politisk parti, der har kristendommen som sit erklærede grundlag, nemlig kristendemokraterne. De sidder ganske vist ikke i folketinget for øjeblikket, men har gjort det tidligere, og har haft en vis betydning i dansk politisk historie. Så vidt jeg har forstået det, ser socialdemokraternes formand Helle Thorning Schmidt gerne, at de kommer ind ved næste valg, så socialdemokratiet kan danne regering med dem - altså danne regering med et religiøst parti!

Med hensyn til grundloven, så er den for øvrigt udformet sådan, at enhver dansker til enhver tid har lov til at mene at den selvsamme grundlov burde laves om, og enhver har ytringsfrihed til at give udtryk herfor. Den er ikke hellig og urørlig. Det er f.eks. i overensstemmelse med grundloven at mene at der skal indføres såkaldt sharia-lov i Danmark, og at argumentere for det. Det er heldigvis ekstremt få danskere der mener det, så det bliver forhåbentlig aldrig virkelighed. Men de muslimer der går ind for det, har lov til at danne et politisk parti, der har det som målsætning.

Et sådant islamistisk parti ville helt sikkert have overordentligt svært ved at komme til at indgå i samarbejde med andre partier, og dermed få politisk indflydelse. Ingen af de andre partier vil have noget med dem at gøre, fordi stort set alle danskere er 100 pct. imod sharia-lov. At man kan samarbejde med kristendemokraterne, selv om det også er et religiøst parti, skyldes naturligvis at kristendommen er betydeligt mere integreret i det danske samfund - og at der er grænser for hvor meget religion kommer til at betyde, når der er tale om en koalition af flere partier i en regering.

Det fremgår af nyhederne, at Villy Søvndal ikke mener at Asmaa hører hjemme på venstrefløjen, fordi hun er for uklar omkring væsentlige emner. Jeg forstår godt hans synspunkt, men der er nok delte meninger om det. Når det kommer til stykket må det vel være det enkelte parti der skal afgøre, om en person er tilstrækkeligt i overensstemmelse med partiets holdninger. Man skal lige lægge mærke til, at Søvndals holdning netop ikke har noget som helst med hendes tørklæde at gøre.

At Enhedslisten accepterer Asmaa Abdol-Hamid synes jeg er et vigtigt fremskridt på den danske venstrefløj, naturligvis forudsat at hendes politiske holdninger er i overensstemmelse med partiets linje.

Da jeg var ung var jeg en smule "hjemløs" på den danske venstrefløj. Jeg var stærkt politisk engageret, med synspunkter der som regel lå til venstre for SF, men samtidig var jeg: religiøs!

Det kunne man ligesom ikke være dengang. Velsagtens mest fordi Karl Marx i sin tid mente at "religion er opium for folket". I stedet for en kritisk analyse af religionens rolle i verdenshistorien, binder man sig til et dogme der siger, at religion helt generelt og under alle omstændigheder står i vejen for fremskridt.

Enhver ved, at religion kan være en alvorlig barriere for fremskridt, f.eks. den katolske kirkes modstand mod moderne videnskab i sin tid. Men at generalisere ud fra dette, er efter min mening helt forkert. Religion som sådan har også spillet en afgørende progressiv rolle i menneskehedens historie.

Under alle omstændigheder kan jeg ikke se, hvorfor man skulle udelukke enkeltpersoner fra et politisk parti fordi vedkommende tilfældigvis er religiøs. Hvis man gør det, så er det jo sådan set partiet der blander religion og politik sammen?

En anden ting er, at det er på tide venstrefløjen seriøst anerkender værdien af den individuelle og personlige frihed. Det er en misforståelse at den skulle stå i modsætning til social solidaritet.