Hej alle i Blog-land!

Så er det blevet tid til at vende næsen mod Danmark efter et par ganske nervepirrende dage. Rolf og Ritter er draget mod nye udfordringer i Schweiz og skal frem til fredag skyde de sidste afsnit af "Rolf og Ritter på Tour", hvor de kører de sværeste af etaperne i årets Tour. Resultatet kan du se til juli, når Tour de France starter her på TV 2 med det benhårde hold bestående af Ritter, Rolf og Leth ved mikrofonerne i Frankrig.

Mens de altså i dette øjeblik sidder på cyklerne et eller andet sted på en bjergside i alpelandet (forstå det hvem der kan!), så sidder jeg i lufthavnen i Marseilles (hip hurra for det trådløse internet, hvem end der opfandt det!) og forsøger at få de fleste af mine kropsfunktioner til hægterne igen. Og det går egentlig meget godt taget i betragtning af, hvordan jeg havde det i går. Efter sølle 21.2 kilometer på en cykel. Godt nok gik det da (meget!) opad, men alligevel - det lyder jo ikke af meget. Men som jeg skrev i min sidste blog, så er det altså ikke at sammenligne med noget som helst, jeg tidligere har prøvet.

Og for nu lige at sætte "bedriften" i relief og få bgejstringen lidt ned på jorden, så gennemgik jeg den helt store test for forsøgsdyr og cykelryttere på Rigshospitalet et par uger inden, jeg tog afsted. Med iltmaske, blodprøver og hele baduljen. Og jeg havde et ganske middelmådigt kondital på et eller andet sted omkring de 45 (kan ikke lige huske det præcise tal). Altså hverken under eller over middel men spot on middelmådig, halvslap og halvbleg dansker. Jeg havde på det tidspunkt cyklet i 14 dage, og før det havde jeg ALDRIG siddet på en ryttercykel før. Sammenlagt trænede jeg en måned, og det er måske også lidt af en journalistisk stramning at kalde det træning, for jeg kørte vel reelt 10 gange, hvoraf de 4 i hvert fald var patetiske og kun kunne mønstre 20 kilometer på min cykelcomputer.

Min "rekord" inden jeg tog afsted var 50 kilometer. Jeg kunne nok godt have cyklet lidt længere, men der var lige noget arbejde, der kaldte fra tid til anden. Så det var altså et eller andet med at få det passet ind i en normal hverdag.

Så da jeg stod ved bunden af Mont Ventoux havde jeg altså maks kørt 50 kilometer i streg - på flad vej, var i middelmådig form og absolut ikke rutineret i brug af gear, siddestillinger osv. Men alligevel kom jeg op. Uden at stoppe. Og i en tid der nok ikke får Bjarne R til at kode mit nummer ind på den første af speed dial knapperne på hans mobil, men dog alligevel. 2 timer 11 minutter og 30 skunder for nu at være præcis. Og hvad vil jeg så sige med det? At hvis jeg kan gøre det, kan alle gøre det. Og BURDE gøre det, for det er virkelig virkelig fedt.

Hvad jeg ikke troede kunne ske er sket - jeg er blevet bidt af at sidde på en cykel iført kliksko og alt for stramme bukser udført i alt for brandfarligt materiale. Så meget at jeg nu skal købe en cykel og køre så meget, som jeg nu har tid til. Og hvis du ikke cykler, men tanken bare i et sekund har strejfet dig, så kan jeg kun sige: Kom i gang! Det er super fedt. Og det kan altså også lade sig gøre uden Rolf Sørensen ved din side.

Gå ned til din cykelhandler, køb en begynder-cykel til 5-7000,-, noget billigt cykeltøj, en hjelm og en cykelcomputer, og du er i gang. Og du vil med garanti ikke fortryde det. Slet ikke når Touren starter, og du efter Armstrong og co. har besteget bjergene på dagens etape, selv bestiger din cykel og føler du lige har nappet Alperne med vinden i håret og solskin på næsen - selvom det kun er bakken op til købmanden.

Nå, jeg bliver nødt til at smutte - skal tjekke min monsterkuffert med cykel ind. I morgen sidder jeg i redigeringen hele dagen og fredag morgen kan du se hele indslaget med Rolf, Ritter og mig på Det skaldede bjerg.

Vi ses.

Morten (ja, jeg ved godt, at jeg lyder frelst!)

Allô Allô!

Af hensyn til min almene helbredstilstand bliver dette lige en lidt kort omgang. Min arme føles som kartoffelmos, min ben som en år-gammel karklud, der er blevet kogt og vredet til ukendelighed, og mit hoved føles som en spærreballon, der er ved at vriste sig fri af sit tøjer. Med andre ord - jeg er lidt medtaget.

Nå, nok brok og krukkeri. Faktum er, at jeg lever - så meget man nu kan efter 21.2 kilometer skaldet bjerg i fuldt solskin, ingen vind og 2333 afbrændte kalorier. Det er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet - og nok også det hårdeste, jeg nogensinde kommer til at prøve. Her gik man og troede, at man var en helt bare fordi, man havde løbet et par Eremitageløb og kæmpet sig igennem et halvmarathon. Glem det. Der er ingen sammenligning overhovedet.

Hvis ikke jeg havde det i forvejen, så har jeg i hvert fald fået respekt af en anden verden for de mænd, der hver eneste juli bruger tre uger på at køre Tour de France. Jo, jeg kørte hele vejen. Jeg stoppede ikke. Jeg brugte 2 timer, 11 minutter og 30 sekunder på at køre op ad Mont Ventoux. Men jeg gjorde intet andet. Jeg havde ikke kørt 19 etaper før denne. Jeg havde ikke kørt 190 kilometer inklusive tre bjerge, før jeg begyndte på opstigningen til Mont Ventoux. Og jeg blev kørt frem til foden af bjerget. Sammenlign så lige min tid med den hurtigste kørt i Tour de France - 56 minutter! Det er vanvid. Men omvendt er det også noget af det vildeste, jeg nogensinde har prøvet... Nej... Det ER det vildeste. Jeg måtte både knibe en tåre og mig selv i armen, da jeg krydsede målstregen. Ja, det lyder både ynkeligt og patetisk, men man føler det virkelig som om, at man har vundet sejren over alle sejre. Selvom man bare har slingret sig op i et tempo, der nærmer sig gang.

Jeg bliver nødt til at slutte nu. Mine baller er ved at falde af. Du kan se hele turen op ad Mont Ventoux med Rolf, Ritter og mig på fredag i Go' morgen Danmark. I morgen tidligt klokken 06.30 kan du se lidt flere billeder, når jeg forhåbentligt er vågen nok til at Skype hjem til studiet.

Vi ses i fjerneren - AV!

Morten - aka Den hvide muskel.

Hej og velkommen i champagneland!

Som du måske har opdaget, så bliver der hvert år uddelt priser til Danmarks bedste TV-værter. Bl.a. kårer Billed Bladet hvert år årets bedste kvindelige og mandlige vært + årets vejrvært, bestemt af bladets læsere. Vinderne vil du kunne se pryde din bladhylde fra på torsdag, men så længe behøver du slet ikke vente. For selve priserne er netop blevet overrakt i glaspølsen på hovedbanen, hvor der jo er spækket med kameraer! Så her kan du se, hvem det var, der blev overrasket, da Go' morgen Danmark var slut. Jeg kan kun sige, at dem det drejer sig om, vel har prøvet at vinde priser som denne en 60-70 gange før - og det er der en grund til, og for dælen hvor er det fortjent.

Og så vil jeg i øvrigt gerne vide, hvornår prisen til årets redigeringstekniker bliver uddelt?! Efter at have klippet dette mit første indslag, og kun revet 12 totter hår af hovedet i frustration og bidt i bordpladen halvanden gang, kender jeg en, der bør være selvskrevet! Føj, det er kunst - Hollywood here I come.

Vi ses i fjeneren - i morgen!

Det bedste,

Morten

Ohøj, go' tirsdag og vel mødt i internet-land!

Jeg ved ikke, hvad det er, der sker. Eller. Det ved jeg måske nok. Det hele er Lene Hanssons skyld, men hende vender jeg lige tilbage til. Det skarn.

Det startede jo, som du kunne læse i mit sidste indlæg, i den lidt mere bizarre afdeling med begyndende indtag af tomatpuré direkte fra dåsen. Af samme grund har jeg nu investeret i tomatpuré på flaske, således at der ikke længere huserer halve dåserester i køleskabet til almen fristelse. Og selvom jeg måske ikke helt har kastet mig ud næringsindtag, der rent ubehagelighedsmæssigt er på linje med tomatpuréen, så er det en stille og rolig glidebane. For de sidste to dage har jeg omkring eftermiddagstid tømt frugtskålen ned i min blender, trykket på start og med ubehageligt velbehag drukket, hvad der kom ud af den. Godt nok er jeg ikke nået til at blende ingefær, selleri, birkegrene, strandsand, skibsplanker og hvad Lene Hansson nu ellers af fuldkommen ubegribelige årsager kan få til at smage godt. Mod alle odds! Men alligevel. Der var sgu da engang, for bare et par uger siden, hvor den stod på sådan cirka halvanden liter kaffe, fire forårsruller, en håndfuld vingummibamser (de sorte, store, bløde fra bland-selv bøtten vel og mærke) og et enkelt scoop chokoladeis, for at jeg overhovedet kunne registrere min egen puls.

Nå. Men jeg tilskriver altså Lene Hansson den uheldige udvikling. Nu jeg tænker over det, så drak jeg også adskillige kander te lavet af revet ingefær, honning, citron og hyldeblomst, da jeg for et par uger siden havde spillet lidt for forårskåd og var landet i snueland. Det er f... krukkeri! Havde Lene ikke huseret i Go' morgen Danmark, var det aldrig sket. Men af en eller anden grund, har hun vænnet min krop til at synes om de mest mærkelige ting. Avocado-smoothie. Bloody mary uden vodka. Og alt med selleri og ingefær. Kl. 8.50. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. Mens jeg har skrevet ovenstående, har jeg tømt to glas frugtskål fra blenderen. Min krop kræver mere. Måske er jeg syg? På en gravid måde? Det kan ikke være sundt. Selvom det jo er sundt. På den sunde måde.

Nå, men udover det, så er der jo sket rasende meget siden sidst. F.eks. er der jo vikar på i disse dage. Cecilie holder ferie, og det betyder, at Tina Nikolaisen har taget plads i vikarstolen. Og hip hurra. Bedre vikar kan man jo ikke ønske sig. Se selv efter i dit fjernsyn. Og bær lige over med Tina, hvis hendes øjenlåg skraber mod gulvet, når vi når slutningen af ugen. Hun dobbeltjobber. Først på Go' morgen, så på Basta og fra 21-24 passer hun så den lokale benzintank. Gad vide hvornår hun sover.

Det med benzintanken var bare noget, jeg fandt på.

Og så er der jo Def Leppard, som vi absolut ikke må glemme. Hvem der overhovedet kan det. De kommer jo (som du selvfølgelig allerede ved, har købt billetter til og glæder dig uvirkeligt til) til Danmark den 14. juni, hvor de skal spille til Rock under broen. Jeg ligger i skrivende stund (altså liiiiige i dette sekund er jeg siddende, men derudover er den god nok) på mine grædende knæ (hvilket jeg aldrig helt har forstået, at knæ rent faktisk kan) for at få hevet de gæve ungersvende (ahem) til Hovedbanen dagen før, så de kan slå den akustiske guitar an i Go' morgen Danmark. Det er en lidt mere kompliceret proces end som så, da de jo skal ankomme til Danmark en dag før planlagt og alt det der kedelige, lavpraktiske halløj. Men jeg giver mig ikke, gør jeg ikkenikkenej! Jeg giver ikke op, før de er i studiet. Det bliver et af de helt store øjeblikke. Måske fælder jeg en tåre. Og det er i øvrigt ikke den eneste nedtælling, der i gang. For drengenes (ahem) nye plade "Song From The Sparkle Lounge" udkommer til maj. Yeeeeha! I øvrigt den første plade siden 1982, hvor titlen består af mere end et enkelt ord. Altså. Ikke sådan alle plader i almindelighed. Men den første Def Leppard plade. Forstås.

Gisp jeg glæder mig. Også fordi, de jo I DEN GRAD har lavet noget skrammel på det seneste.

Og hey! Nu vi er ved Def Leppard - vidste du så, at Søren Rasteds yndlingsplade er Hysteria? Def Leppards mesterværk fra 1987? Eller. Jeg kan faktisk ikke huske, om det er hans favorit eller næstfavorit. Men jeg vælger den positive løsning. Og nu vi er ved Søren Rasted. Så kommer han på besøg i programmet i morgen. Sammen med nevø Nikolaj.

Og for nu lige at vende tilbage til Def Leppard (hvilket man jo ikke kan gøre for ofte), så var Johan Wohlert og Pernille Rosendahl på besøg i går. Og da vi så stod og sludrede inden interviewet, fortalte Johan, at en af de producere, de havde skrevet til, da de skulle finde en til at indspille deres plade, var selveste... MUTT LANGE!!!!!!! Og hvem er han så, spørger du? Jamen det er jo ham, der har produceret Hysteria for Def Leppard (og i parentes bemærket også har lavet AC/DC, Bryan Adams, Backstreet Boys og Shania Twain. Som han i øvrigt er gift og bor i Schweiz med). Og hvad er der så særligt ved ham? Jamen ikke andet end, at han nok er verdens absolut bedste og mest fantastiske producer. OG at han er gået undercover i en grad, som Mogens Amdi Petersen kun kan misunde. Pt. er det seneste billede, der eksisterer af ham, taget i en lufthavn i Sydafrika i 1993. TÆNK at de har skrevet til ham! Gisp og klynk. OG OG OG OG! De fik svar. Altså. Måske fra hans assistent, men alligevel! Og han var måske interesseret i at producere for dem, men havde først tid et par måneder senere. Og så kunne det ikke lade sig gøre. GISP GISP GISP! Jeg kan ikke være i min egen krop. Og hvordan var Johan så kommet i forbindelse med Mutt Lange? Havde han siddet og gættet Hotmail-adresser og ramt rigtigt, da han nåede mutt.lange@hotmail.com? Niks! Historien er endnu vildere. Den inkluderer en dansk popstjerne. Men han skal næsten selv fortælle historien. Så det arbejder jeg lige på.

Må jeg i øvrigt ha' lov til at kippe med flaget for The Storms debutalbum? Hip hurra. Jeg synes det holder. Modsat åbenbart samtlige danske anmeldere. Jeg forstår ikke helt, hvorfor de skal skydes i knæskallerne. Altså. Ikke anmelderne. Men The Storm. Det er jo ikke dem, der har udråbt sig selv til musikkens frelsere inden der var nogen, der overhovedet havde hørt dem spille en eneste tone. De har jo sådan set bare lavet en plade. Og den er i øvrigt god.

Nå – arbejdet kalder. Skal i gang med at lure på manuskripterne til i morgen.

Vi ses i fjerneren.

Det bedste,
Morten

Godmorgen!

Selvom tiden er så absolut fremskreden i forhold til mit normale morgenskema, så bliver jeg simpelthen lige nødt til at råbe det ud i et større forum (er ikke sikker på, den slags virker så godt på TV):

VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT VI VANDT

V-I S-K-A-L T-I-L O-L!!!!!!

(Hmmm... Det ser da lidt mærkeligt ud! Nå. Men der står altså ”Vi skal til OL”)

For f... hvor var det vildt. Efter en usandsynligt grusom åbningskamp, hvor mine i forvejen sarte håndboldnerver (det er ikke altid lige nemt at være Team Helsinge/Nordsjælland Håndbold fan) hang i nanotekniske tynde tråde, så skal jeg da ellers lige love for, at der blev skruet ganske gevaldigt op for den danske håndboldgas. Det er meget meget længe siden, jeg har holdt fester af den kaliber foran fjernsynet. Giv os Slovenien, giv os Rusland, giv os Kroatien, giv os Polen, giv os Montenegro og lad da så bare Kroatien få endnu et forsøg. Det er ligegyldigt. Vi var og er urørlige.

Og må jeg i parentes bemærket lige ha' lov at fremhæve Kasper Nielsen, Lars Krogh Jeppesen og Hans Lindberg. Hvor har de trådt deres håndboldske barnesko? Jo tak! I Helsinge. Selvfølgelig har de da det. SNØFT.

(hov - glemte parentesen. Den kommer her. () )

Nå, men altså. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal skrive. For jeg tror efterhånden, at det meste er skrevet. Men lige præcist i det her tilfælde, kan gentagelser kun gøre det store endnu større. Som Ulrik Wilbek sagde før EM: Vinder vi guld, så er det den næststørste sportspræstation i Danmark. Nogensinde. Intet mindre. Kun overgået af en svensk sommer med feriehår og McDonalds-mave i 1992. Og vi vandt. Guldet. Dermed er den næststørste sportspræstation nogensinde i hus. Sikret af et dansk landshold, der i den grad har fortjent det. Ført an af Danmarks ikke næstbedste men uden sammenligning bedste træner nogen sinde. Jeg håber sgu, at de har gjort plads til statuen i Viborg.

Nu kan vi så bare begynde at glæde os over, at en måske lidt sløj OL trup nu endelig har fået det, den manglede. Et dansk håndboldhold. Et herrehåndboldhold, der skal kæmpe om olympiske medaljer. I Kina. Det bliver fantastisk.

Eneste problem er, at jeg nu skal ha' fundet mit lille læderetui med kniv og gaffel frem. Der skal gang i lobbyarbejdet. For af en eller anden grund er der personager der af fuldkommen uforklarlige årsager har sendt Go' morgen Danmark på sommerferie i august.

HULK!

Jeg opfatter det som en fejl. En fejl der heldigvis kan udbedres. En K3er, der med lidt knofedt og et par flybilletter kan pist forsvinde. JEG SKAL TIL KINA! Forstå det nu! Hvor langt kan den der News helikopter flyve? Med et hurtigt besøg på tanken i Moskva, skulle det vel kunne række? KINA! Here WE come. Eller. Hmmmm... Det gør vi nok ikke. Men man har jo lov til at drømme. Vi ses foran fjernsynet. På TV 2.

NEJ! Morten, ikke gi' op nu! Ikke gi' dem indtryk af, at de bare kan lade dig sidde og rådne op i det danske regnvejr. Mens drengene kæmper om guld i Kina. Kina. Here WE come.

Jeg skal bare lige ha' sparet op.

Nå. Programmet venter. Vi skal blandt andet fejre sejren med Erik Veje Rasmussen og Mette Vestergaard. Og tale med en (måske meget hæs) dansk håndboldfan i Norge.

Vi ses i fjerneren - og i Kina.

Det bedste,
Morten

Jeg er blevet mærkelig.

Og nu jeg tænker over det, har det for alvor taget fart, efter jeg er begyndt at stå op på meget mærkelige tidspunkter. Eller. Jeg er ikke på den måde blevet mærkelig endnu. Altså. Sådan helt inde i sjælen. Jeg har bare fået mærkelige vaner. Eller. Jeg tror, det starter i det små, for så at komme snigende for alvor. For jeg er begyndt at få VIRKELIGT mærkelige madvaner.

Det startede egentlig meget fredeligt. Efter adskillige busture til Østrigske skibakker begyndte jeg at få smag for den tyske grænse. Nærmere bestemt de tyske grænsesupermarkeder. Og endnu nærmere bestemt de tysk producerede og uden tvivl ernæringsmæssigt ganske grusomme tyske pulversupper solgt i tyske grænsesupermarkeder.

Særligt en ganske frastødende løgsuppe, blev jeg meget glad for. Altid indtaget til frokost. Og da jeg så løb tør for tyske pulversupper, kastede jeg min kærlighed på frossen hønsekødssuppe til 9.95 (der uden tvivl aldrig har set så meget som halen af en høne) med mel- og kødboller, der uden tvivl aldrig har set så meget som en muskelfiber men er lavet på 100% benmel og tarmsystem. Nå. Men det var ligesom der, hvor det hele startede. Jeg synes jo, det smagte godt. Måske lige peppet op med lidt soja eller en bouillonterning, men altså. Godt smagte det. Og så begyndte det jo at tage fart, således at jeg for et par måneder siden begyndte at finde en usandsynlig stor tilfredsstillelse i rullepølse på knækbrød toppet med wienersalat (stjålet fra Go’ aften Danmarks hylde i køleskabet – undskyld Hans!), hver morgen klokken 5.00 – hvilket Cecilie hver eneste morgen karakteriserer som skridtet før indlæggelse.

Nå. Men altså. Det kom jo sådan lidt snigende. Jeg havde egentlig ikke bidt mærke i mine begyndende bizzare madvaner. Indtil i går. Da jeg havde været samtlige skabe igennem for at finde et eller andet, jeg kunne gnaske i mig foran computeren. For at ende op med... hvad? Jo! En halv dåse tomatpuré, som var tilovers fra aftenens pastakreation. Og så vågnede jeg! Og fandt mig selv siddende foran computeren, mens jeg med største velbehag skovlede tompatpuré i gabet. Og jeg er ikke engang gravid. Det er sgu ikke normalt. Eller. Det ved jeg selvfølgelig ikke. Men det tror jeg ikke, at det er. Jeg glæder mig til at komme på arbejde igen på mandag. Så holder det forhåbentligt op. Men indtil da er jeg altså blevet rasende glad for tomatpuré på dåse. På den anden side, så begynder jeg jo bare at spise rullepølse med wienersalat klokken 05.00 på mandag. Og når jeg så kommer hjem igen, spiser jeg tomatpuré. Eller boller af benmel. ARGH! Det er en ond spiral.

Og må jeg i øvrigt lige stille et opklarende spørgsmål? HVORDAN i himlens navn kan det være, at Apple ikke har fået fedtet sig sammen til at smide den iPhone på gaden i en dansk udgave (ja ja, det var lige et sidespring)? Eller i det mindste oplyse den lille mand på gulvet om, hvornår f... de har tænkt sig at introducere den på det danske marked? JEG FORSTÅR DET IKKE! ER DER IKKE EN ENKELT VENLIG SJÆL, DER KAN FORKLARE MIG DET???

Jeg kunne forstå, at de lissom' holdt den for sig selv og forsøgte at undgå danske butikshylder, hvis det eneste vi ville var at stjæle den! NEJ! Vi har rent faktisk tænkt os at betale penge for den. Penge! Direkte fra vores egen bankkonto til Apples ditto! Men det må vi så heller ikke???? Jamen så er der jo snart ikke andre udveje end at købe en piratudgave med dårlig ordbog og stavefejl på nettet.

Nå - ja, det blev måske lidt aggressivt så'rn rent tonemæssigt (hvilket minder mig om, at min printer er begyndt at printe alt lilla, selvom den stadig mener, at der er toner nok på? Jeg forstår det ikke).

Men det er jo bare fordi, at jeg alle dage har været mobiljunkie. Samtlige af mine sure sparepenge er blevet brugt på mobiler de sidste mange år, hvilket betyder, at jeg pt. er på min telefon nummer 30. Og har undladt at investere i en ny i et helt halvt år! Fordi jeg ventede på den der iPhone. Og fordi alle har talt så pænt om den. OG fordi Nikolaj Sonne som fra tid til anden anmelder gadgets i det der program, jeg frekventerer fra tid til anden, har en. Men nu er tålmodigheden snart ved at slippe op. KOM SÅ MED DEN TELEFON!!!! Jeg forstår det ikke.

Nå. Egentlig skulle denne blog ha’ handlet om håndbold. Det gemmer jeg så lige lidt. Men kan dog lige nå at konstatere, at jeg vandt 490,- på Danmarks sejr over Kroatien. Efter lang tids odds-mæssig tabertørker. Jeg krydser fingre for, at Cecilie og jeg skal sidde med flag og klaphat mandag morgen. KOM NU DRENGE! Vi har brug for jer. Ellers kan vi jo ligeså godt lukke sports-Danmark.

God weekend – vi ses i fjerneren.

Det bedste,
Morten

Go’ morgen. En meget tidlig en af slagsen. Eller. Faktisk er 5.50 jo ikke specielt meget tidligere end normalt, men antallet af sovende timer har været lidt sparsomt i den sidste uges tid. Og det begynder altid at sætte sine spor i den efterhånden aldrende krop (29 somre går jo ikke ubemærket hen), når torsdag og fredag kommer snigende. Og da jeg lige havde et par ekstra manuskripter, jeg skulle kigge på her til morgen, forkælede jeg mig selv ved at lade vækkeuret ringe 3.30. Så det er en af de der morgener, hvor jeg uden tvivl ville blive bedt om at blæse i alkometeret, hvis jeg blev stoppet på vej til glaspølsen. Simpelthen fordi mine øjne har nogenlunde samme farve som Ulrik Wilbeks kinder i en EM finale. Og jeg i øvrigt ligner en, der har kæmpet mig igennem en kasse radioatorlunkne portere. Hvilket lige får mig til at tænke på verdens absolut bedste tv-serie (altså – efter Matador, men den har sin helt egen liste), Een gang strømer! For dælen da, DET var kunst. Det var dengang, der var stil over strømerne. Det var dengang, hvor Jens Okking med legende lethed kunne køre seks termokander porter ned på en gennemsnitlig vagt i paspolitiet. Og hvor crepejernet havde fast omgang med Anne Marie Helgers hår. Jeg har den vist liggende derhjemme. Altså. Ikke crepejernet, men Een gang strømer. På seks VHS bånd. Men jeg har vist ingen video mere. Damn! Nå, den må kunne skaffes på DVD. Øjeblik...

....SÅ!

Skulle lige en tur på YouTube. Se lige det her klip: http://www.youtube.com/watch?v=9e_TmzDvJ24

Det er jo kunst. Dengang var der sgu ikke noget, der hed konkurrence. Næææh du! Det var i de gode gamle dage, hvor der ikke var problemer med flygtende seere, bare fordi man knaldede en næsten tre minutter lang intro sammen. Det holder. Verdens bedste intro nogensinde. Og så havde jeg jo næsten glemt John Jensen. Den eneste skuespiller, der kan gå igennem seks afsnit af en tv-serie med konstant sved på overlæben. Og den eneste skuespiller, som jeg uvilkårligt ville være en smule bange for, hvis jeg mødte i virkeligheden.

Nå, det var et sidespring. Egentlig ville jeg bare hælde vand ud af ørerne over mit flossede nervesystem og min alment sløje sindstilstand i går aftes mellem 19.15 og 20.45. Det var altså... Ja. Skidt. På den skidte måde. Selvom Lasse Boesen fik bjælderne til at forstumme mod slutningen af kampen. Desværre fik B.T.s Peter Brüchmann ret endnu engang. Igen. Igen. Igen igen. Igen igen igen. Det gør han desværre ofte. Det skarn! Han var på besøg i programmet i går morges og sagde, at han ikke troede så meget på Danmark, som alle andre. Og at kampen ville blive afgjort med et enkelt mål. Jeg hader, når han har ret. Fordi han altid siger det, som jeg ikke vil høre. Skarn x 2.

Nå, men jeg satser jo på, at Boldsen og co. kommer op på håndboldhesten igen. Intet er tabt. Alt er stadig muligt. Vi skal bare lige nappe de to næste. Vi starter i aften. Husk nu sidste slutrunde. Det var det samme. Det er overskud. Tabe den første kamp med vilje. For lige at smide favoritværdigheden over bord. Og så komme tilbage i aften for at vinde med 10+. Sådan skal det være drenge. DET er taktik! Vi ses i den grad i fjerneren.

Og ja, som du kan læse fik jeg sneget mig ud fra føromtalte pressemøde (http://blog.tv2.dk/mortenresen.tv2/entry190180.html) to timer tidligere end tilladt.

Nå, sminken venter.

Vi ses (også) i fjerneren.

Det bedste,
Morten

P.S.: Bemærk venligst den yderst overskuelige længde! Jeg er stolt.

Jaja, jeg ved det godt! Jeg ligger lunt I svinget til en hovedrolle i Peter og Ulven. Men stadigvæk vil jeg holde fast i mit nytårsforsæt om at frekventere bloggen lidt oftere, end tilfældet har været de sidste par måneder. Men problemet er, at jo længere tids fravær I det blog’ske, jo sværere bliver det at vende tilbage. Fordi der jo sker så rasende mange ting I mellemtiden, at min hjerne vælger at nedsmelte og pludselig ikke kan finde ud af at levere noget som helst. Men nu gør jeg lige forsøget alligevel.

Nu da jeg tænker over det, så er der måske en anden grund end ovenstående, som kan forklare mit lempfældige forhold til almen tilstedeværelse. Eller. Faktisk er der et par stykker. Den ene er Harry Potter. Ham vender jeg lige tilbage til. Men den anden og langt mere tungtvejende er at (som gode mennesker også har skrevet I kommentarerne)….

TADAAAAAAAAAAAAAAAAAAA:

DEF LEPPARD KOMMER TIL DANMARK!!!

(Og her vil jeg bare lige tage det meget bestemte forbehold, at jeg IKKE vil høre hån, spot og spydigheder omkring førnævnte britiske band.)

Og hvad har det så med blog’en at gøre? Jo, siden det blev offentliggjort, at drengene (eller… faktisk er de vel noget nær plejehjemsalderen efterhånden. Men alligevel! Boys will be boys!) kommer til Danmark, nærmere bestemt Middelfart den 14. juni, (og her vil jeg bare lige tage det meget bestemte forbehold, at jeg IKKE vil høre hån, spot og spydigheder omkring førnævnte spillested sammenlignet med f.eks. Parken eller Roskilde Festival) har jeg været i en tilstand af ekstatisk krampe, som har gjort, at jeg vel egentlig ikke kunne skrive noget som helst alligevel. Nu er det ved at gå op for mig. At det er sandt. At de kommer. At englene lander. At jeg skal stå iført halvanden liter fadøl foran scenen og opføre mig som en teenager til New Kids On The Block koncert I slut-firserne. Så nu begynder funktionaliteten at vende tilbage til mine fingrer, hvilket betyder, at de kan skrive igen.

Og nu kan jeg jo godt mærke, at det trænger sig et stort og rungende spørgsmål på hos mange: HVAD F… ER DET MED DEF LEPPARD? Og jeg kan ikke svare på det. Det er for komplekst et spørgsmål. Det eneste, jeg kan konstatere, er at Def Leppard og jeg altid vil høre sammen. (Og her vil jeg bare lige tage det meget bestemte forbehold, at jeg IKKE vil høre hån, spot og spydigheder omkring førnævnte bands påklædning, frisurer, musik og lignende.) Og så vil det ellers glæde mig at sprede anekdoter og visdom om de hæderkronede unge mænd her på bloggen helt frem til 14. Juni.

Jeg kan allerede mærke, hvordan forventningens glæde vokser hos dig, der læser disse linjer. Jeg forstår, jeg forstår!

Nå. Men hey – Harry P! Det er jo en anden ungersvend, der har taget lidt af min tid den sidste måned. Jeg har nu gnavet mig igennem samtlige syv bøger. Og det blev helt uden brug af Kleenex! Og jaja. Nu ved jeg godt, hvad du tænker. Tøs! Og jeg giver dig ret. Men bid nu lige mærke i, at jeg IKKE fik brug for Kleenex. Men jeg oplevede bare, at en lang række af mine (voksne, velfungerende og endda for enkeltes vedkommende højt uddannede) venner en efter en gik til bekendelse over rigelige mængder rødvin i løbet af efteråret (Suspekt! Skal huske at nævne Suspekt!). Først og fremmest til bekendelse over, at de havde læst Harry Potter. Og dernæst den mere smertefulde del. At de skamgræd hen mod slutningen af syveren (og nejnejnejnej! Jeg siger ikke, hvad den ender med!). Hvilket jo betød, at jeg frygtede det værste og kun turde læse, når jeg var alene. Af hensyn til min i forvejen sparsomme maskulinitet. Nå – men kort fortalt (det er måske for sent nu – men alligevel) så er jeg nu blevet færdig. Det var fint. Ok. Og godt. Selvom jeg synes, at syveren måske var lidt en skuffelse. Eller. Bare. Anderledes. Men nu er det gjort.

Og Suspekt! Vil bare lige opfordre dig til at finde den nærmeste pladeforretning eller internetbiks, der udbyder musik. KØØØØB Suspekt pladen. Den holder. På den meget hip hop’ske måde. Så du dem i fjerneren til P3 Guld? F... det var godt. Selvom jeg jo absolut ikke er særligt hæp hop.

Og er jeg forresten den eneste, der synes, at den nye Storm single er cool?

I øvrigt - jeg har gjort noget dumt. Jeg ved ikke helt, hvordan det skete. Eller. Det ved jeg jo faktisk godt. Men jeg forstår bare ikke, hvorfor jeg gjorde
det. Jeg har… Ja. Altså. Meldt mig til… et… HALVMARATHON!!!! GISP og O VE O RÆDSEL. Stærkt presset af en af mine venner. Forstået på den måde, at han jo slog ud med armene og henslængt (grænsende til det arrogante) bekendtgjorde, at han havde meldt sig til halvmarathon. Om jeg ikke skulle gøre det samme? Og aldeles infantilt og i et anfald af “tror-du-måske-ikke-jeg-kan-klare-at-løbe-et-halv-marathon-når-du-kan”, så meldte jeg mig på stedet. Og har fortrudt så inderligt lige siden. Specielt I tirsdags, da jeg forsøgte mig med 8.5 kilometer. Fjols.

Forresten: Det er jo I morgen, det sker! HÅNDBOLD EM STARTER! HIP HURRA og halleluja! Bortset fra, at TV 2 har valgt at lægge et stort pressemøde om året der kommer I MORGEN KLOKKEN 15.30 – 20.00!!!! Og hvad tid starter kampen???? 19.15. Sorry. Men jeg laver en Houdini klokken 18.

Vi varmer op I morgen tidligt klokken 07.10. Så tænd for fjerneren!

Nå. Bliver nødt til at smutte nu. Har lige en flok manuskripter, der skal skrives igennem. Vel mødt tilbage.

Vi ses I fjerneren!

Det bedste,
Morten

P.S.: Jeg var på førstehjælpskursus i går. Heimlich-metoden holder!