Af Nils Brøgger Jakobsen, klimakampagnemedarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke
Fredag den 18. december var annonceret som dagen, hvor ca. 130 statsledere skulle sætte sig til som bordet og vise politisk lederskab ved klimatopmødet i København.
Min morgen startede med, at jeg blev vækket af et interview med forsvarsminister Søren Gade. Anledningen var, at han var blevet kåret som årets dansker. Jeg må indrømme, at jeg studsede ret meget over udnævnelsen. Søren Gade er en super jovial fyr, men det er ikke mere end blot et par måneder siden, at ministertaburetten under ham skælvede noget så kraftigt.
I løbet af fredagen sad jeg i Øksnehallen sammen med kolleger fra ActionAid. Her sad vi og forberedte os på afslutningen af topmødet. Klimaagenterne var også samlet her for på sidste gang i dette år at tage på mission. Stemningen var blandet - som klimaagenter har vi lavet et brag af en kampagne og har virkeligt gjort, hvad vi kunne for at opfordre politikerne til at vise lederskab. Samtidig kunne vi godt se, hvad resultatet af konferencen pegede i retning af, og kombineret med, at vi snart skulle sige farvel til hinanden og hver rejse tilbage hver til sit, gjorde det stemningen lidt nedtrykt. Som klimaagenter har vi haft nogle fantastiske oplevelser sammen, og jeg er sikker på, at oplevelsen altid vil være et referencepunkt og noget, som vi med stolthed ser tilbage på, uanset om ens hverdag fortsætter i Århus, København, Zimbabwe, Uganda, Nepal eller Kenya.
I løbet af formiddagen landede Obama i Danmark og skulle snart på talerstolen i Bellacenteret. For godt et år siden var jeg som privatperson i USA for at støtte Obama under hans valgkamp. Jeg husker, hvordan jeg på valgaftenen stod blandt tusinder af folk, som græd af lykke over valget af Obama. Personligt har jeg haft et meget stort håb til Obama og havde håbet om, at han kunne blive det politiske ikon, som min generation har efterspurgt og manglet i det årti, som er ved at gå på held. Da jeg hørte Obamas tale fra Bellacenteret, må jeg indrømme, at Obama blot var en skygge af sig selv i forhold til, hvordan jeg oplevede ham tale ideologi og idealisme under valgkampen i USA.
Flere af mine kammerater havde torsdag aften været samlet i Valbyhallen for at høre sydamerikanske statsledere tale til folket. Statslederne var her blevet modtaget som rockstjerner og hyldet for deres kritik af Vesten. Kritikken er på mange måder berettiget, men personligt må jeg indrømme, at jeg finder flere af statsledernes retorik for hul - f.eks. tror jeg, at flere af dem burde feje foran egen dør, før de f.eks. kritiserer det danske politi for at have ageret for aggressivt under topmødet - en kritik som dog ellers godt kan legitimeres.
Ja, jeg er virkeligt skuffet over det figenblad af et resultat, som kom ud af forhandlingerne i København. Historien vil dømme de politikere, som ikke formåede at vise lederskab og sikre jordens fremtid og sikre, at millioner af mennesker liv og færden ikke ødelægges på baggrund af en lille del af jordens befolknings overforbrug af ressourcer.
Et af højdepunkterne fra klimatopmødet, som jeg vil tænke tilbage på med stolthed, er lørdag den 12. december. Her gik 100.000 mennesker på gaden for at vise, at de ønsker en ambitiøs klimaaftale. Demonstrationen er blandt de største i Danmarkshistorien, og politikerne bør ikke kunne overhøre det signal, som demonstrationen sender. Selv om klimatopmødet er en fiasko, er millioner af folk kloden over blevet mobiliseret i forhold til klimakampen, og selv om stemningen pt. er ret nedtrykt, vil bevægelsen til næste topmøde stå endnu stærkere. Vi vil blive med at mobilisere os, indtil politikerne gør deres arbejde ordentligt og viser politisk lederskab.
Christian Korsgaard er informationsmedarbejder for MS ActionAid Danmark i Mellemamerika.
De rige lande må til lommerne og bøde for årtiers CO2-fest. Så kontant ser miljøaktivisten Ana María Vásquez fra det mellemamerikanske land El Salvador på sagerne. Jeg har i dag - i dette mit sidste indlæg til Klimakabalen - besluttet at overlade ordet til Ana María og Bevægelsen af Ofre for Klimaforandringer. Ordet er frit til en stemme fra Syd:"Klimaforandringerne er skabt af forbruget af fossile brændstoffer og truer den samlede menneskehed. De hovedansvarlige for klimakrisen skal findes i det politisk-økonomiske system, som domineres af store virksomheder og legitimeres af regeringerne. Man kan også sige det på den måde, at klimaproblemerne er skabt af verdens rige, men det er verdens fattige, som hovedsageligt skal betale regningen.Men de rige lande har meget svært ved at anerkende denne klimamæssige uretfærdighed, og i København står forhandlerne stejlt fast på det, som de altid har gjort. EU vil gerne gå foran, men kun hvis de andre lande følger trop, og det viser USA ingen tegn på at ville gøre.
Et andet stort stridsspørgsmål er, hvordan vi kompenserer for CO2-reduktioner - for eksempel gennem bioenergi - og hele CO2-markedet. Set fra vores del af verden er begge disse tiltag forkerte, fordi de baserer sig på en formodning om, at vi kan forlænge levetiden for en økonomisk model, som allerede nu har vist, at den hverken tilgodeser mennesker eller miljø, men alene kan anvendes til at akkumulere flere rigdomme i hænderne på et begrænset antal mennesker. Markedet har ikke formået at løse sine egne interne problemer, og da slet ikke de eksterne problemer, som det skaber i forhold til miljø og mennesker.De rette løsninger på klimakrisen må som udgangspunkt tage afstand fra den neoliberale tankegang og grundigt overveje de opskruede forbrugsmønstre i Nord og flere steder i Syd.Det er også nødvendigt, at der afsættes ressourcer, så vi i de fattige lande i Syd, som for eksempel her i Mellemamerika, kan modstå konsekvenserne af klimaforandringerne. Det betyder blandt andet, at vi skal drive en politik som kan styrke bæredygtigheden i vores landområder og sikre overlevelsen af vores lokalsamfund.Vores besked til de politikere, som deltager i København - og specielt til de mellemamerikanske - er derfor denne: På vegne af de tusinder af mellemamerikanske ofre for klimaforandringerne kræver vi værdige og betydelige tiltag, som kan sikre klimamæssig retfærdighed og føre til gennemgribende beslutninger, så de industraliserede lande reducerer deres CO2-udledninger og betaler den historiske gæld, de har opbygget i forhold til vores del af verden."
Henrik Lomholt Rasmussen, informationsmedarbejder Mellemfolkeligt Samvirke Mozambique
Varmere havtemperaturer skaber basis for flere tropiske cykloner. Mozambiques hovedstad, Maputo, er i risikogruppen.
”Øj, har du set, at strandvejen nord for byen igen er blevet ødelagt efter den vilde storm og regnen i weekenden?,” spurgte en af mine venner her i Mozambiques hovedstad, Maputo, forleden. Og ja, jeg har set, hvordan hav, regn og rusk i uskøn forening er godt i gang med at æde sig ind på det sydøstafrikanske lands største by. Det sker i en sådan grad, at hvad der pt. ligner en skade, et mindre vejarbejde kan klare, i virkeligheden er et af flere tegn på, at store dele af Maputo vil stå under vand i løbet af 20 år ifølge en rapport fra Mozambique institut for katastrofeberedskab.
Flere tropiske cykloner
Årsagen til den dystre udsigt for Mozambiques eneste millionby skyldes et varmere klima. For ud over at være med til at hæve vandstanden øger det varmere klima også temperaturen i havet, hvilket skaber grobund for flere tropiske cykloner. Statistikken viser, at mens Mozambique blev ramt af fire cykloner med hastigheder på mellem 60 og 110 km/timen fra 1980-1993, hærgede 11 cykloner med hastigheder på op til 190 km/timen Mozambique fra 1994-2007. Det voksende antal skyldes klimaforandringer.
Cykloner kræver nemlig en vandtemperatur på mindst 26,5 grader for at kunne opstå. Så varmt vand har man hidtil kun fundet i et forholdsvist smalt bælte nord og syd for Ækvator. Men klimaforandringer har gjort dette bælte så stort, at selv Maputo, der ligger ved Det indiske ocean godt 3.000 kilometer syd for Ækvator, er kommet i farezonen.
Et forvarsel fik Maputo og det sydlige Mozambique i 2000, hvor store dele af hovedstaden og det flade opland stod under vand efter cyklonen Elines hærgen. Scenariet fra dengang er der desværre stor sandsynlighed for at genopleve i de kommende år. Og så vil det være slut med at køre på Maputos strandvej og med et skævt smil konstatere, at vejen er ødelagt. Med mindre man altså har et amfibiekøretøj eller en båd.
Billede 1: Kørsel på kanten er vanlig kost for Maputos trafikanter. Nord for centrum er havet nemlig ved at underminere Avenida Marginal, den mozambiquiske hovedstads svar på Strandvejen i København. Foto: Henrik Lomholt Rasmussen
Billede 2: Da Maputo blev ramt af cyklonen Eline med hastigheder på op til 190 km/timen i 2000, stod store dele af byen under vand. Mange af skaderne fra dengang er stadig ikke blevet udbedret. Det gælder bl.a. en af byens finere gader, Avenida Julius Nyerere, der ender som i slum, skrald og sammenstyrtet sand et par kilometer fra byens centrum. Foto: Henrik Lomholt Rasmussen
« Forrige
1
23456...8Næste »
