Bloggen lukker, Læs mere

Mellemfolkeligt Samvirkes Klimakabale

Mandag, 30. november 2009 kl. 15:06 / cop15, finanslov, klima, klimapulje, kyoto

Danmarks rolle som topmødevært — et kort overblik

0 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

NilsBroggerJakobsen.jpg

Nils Brøgger Jakobsen er kampagnemedarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke - og lige nu ansvarlig for MS' klimakampagne op til COP15 topmødet.

Da vi endnu ikke kender resultatet af COP15, vil nogle mene, at der er for tidligt at gøre status over Danmarks hidtidige rolle som vært for COP15. Tillad mig dog at lave følgende oversigt blot for historikkens skyld.

I foråret 2009 udpeges Anders Fogh Rasmussen som generalsekretær for NATO. Inden Fogh gik af, nåede han at sige, at han havde taget fejl, hvad angår klima. Han overdrager rollen til Lars Lykke Rasmussen, som ikke tidligere har udvist stor interesse for miljø-og klimapolitik og ikke har det internationale netværk, som uden tvivl er en fordel som vært for topmødet.

I oktober vælger Danmarks klima-chefforhandler at forlade sin stilling. Den officielle begrundelse lyder på, at der var rod i bilagene. Ærgerligt da Thomas Becker var internationalt anerkendt for sit klimaengagement og sin viden på området.

I november vedtager Danmark Finansloven for år 2010. Til trods for at Connie Hedegaard har givet udtryk for, at der skal penge på bordet for at nå en aftale i København, er der i Finansloven ikke afsat ekstra midler til klima. Det eneste, man gør, er at udvide den Klimapulje, som eksisterer under bistandsrammen. Herved flyttes 100 mio. kr. fra den almindelige udviklingsbistand til arbejdet med at begrænse skaderne ved klimaforandringerne. Selvfølgeligt skal udviklingslandene bruge penge på at tilpasse sig klimaforandringerne, men jf. Kyoto-aftalen skal de penge, som afsættes til klimaforandringerne, være nye og ekstra samt ikke tages fra f.eks. skolebyggeri i Nepal.

I den forgangne uge blev Connie Hedegaard udnævnt som klima-kommissær for EU. Connie Hedegaard har tidligere gjort meget ud af Danmarks rolle som neutral og faciliterende vært for klimaforhandlingerne. Connie har nu fået en ekstra kasket - en kasket der går det vanskeligt for udviklingslandene at opbygge tillid til Connie Hedegaard, da der jo nok er nogle, som vil have svært ved at skelne mellem hendes to kasketter.

I forhold til Danmarks neutrale rolle kan der også stilles spørgsmålstegn ved, at Lars Løkkes ambitionsniveau har ladet sig diktere af amerikanernes lave ambitionsniveau. Ved blot at gå efter en politisk aftale har Løkke valgt side til fordel til USA. Den store størstedel af lande, som ønsker en juridisk bindende aftale, må se sig forbigået. Løkke ligner en mand, som vil have en aftale for aftalen skyld frem for fokus på indholdet af den.

I sidste uge vedtog regeringen samt Dansk Folkeparti så den såkaldte "Uropakke". Loven og den megen diskussion, som den har ført med sig, har betydet, at almindelige mennesker er blevet skræmt væk fra at gå på gaden og vise deres engagement i klimasagen. Frem for at tale om engagerede klimahelte har regeringen talt om lømler og ballademagere.

Energi og klima fik et par ord med på vejen, da Løkke præsenterede sin Danske Drøm fornyeligt. Drømmen ser dog ikke umiddelbart ud til at blive fuldt op af handling. De seneste år har Danmarks udledning af CO2 været stigende. Blot takket være finanskrisen er det lykkedes at knække kurven.

Hvor Danmark blev valgt som vært COP15 på grund af vores renommé som progressivt klimaland med gode relationer i udviklingslandene, ser det desværre ikke ud til, at Danmark har påtaget sig værtsrollen ved selv at går forrest.

Blot fordi der kan sættes spørgsmålstegn ved det officielle Danmarks rolle som vært, skal der ikke kunne stilles spørgsmål ved de danske borgeres rolle som vært. Det er vigtigt, at vi tager godt imod de mange tilrejsende og viser hele verdens øjne, at der også i Danmark er mange, som ønsker, at politikerne når en ambitiøs aftale i København.

En måde at engagere sig på er ved at melde sig som klimagældsagent på www.ms.dk/agent



0 kommentarer


Indlægget er lukket for flere kommentarer.