Tirsdag, 1. december 2009 kl. 14:01 / klimagæld, klimakrise, klimatopmøde, u-lande

Når særinteresserne vinder førertrøjen

0 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Trine Pertou Mach er forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke

I går kunne nyhedsbureauet Reuters referere fra det, der angiveligt er Danmarks udspil til topmødeforhandlingerne. Det ser ikke specielt lovende ud.Med forbehold for den fulde tekst - jeg har alene set teksten gengivet - så er jeg ikke fri for at undre mig.

I udspillet sættes 2020 som det år, hvor kurven for udledning af drivhusgasser skal knække, ligesom det angiver et reduktionsmål på 50% (I forhold til 1990) inden 2050. Du læste  rigtigt: 2050. Det kan man jo ikke bruge til noget som helst. Udspillet indeholder ingen midtvejsmål, endsige mål for 2020, hvilket som bekendt er ét af de krav, som udviklingslandene har. Og som eksperter påpeger nødvendigheden af, hvis topmødet skal levere blot lidt af det, kimaudfordringerne kræver: Der SKAL konkrete forpligtelser på reduktion indenfor ganske få år på bordet. Der SKAL større reduktionsmål til.Det, der undrer, er at der ingen kloge begrundelser er for så slattent et ambitionsniveau. Ingen. Selv hvis det stod de danske forhandlere klart, at de ikke får f.eks. USA med på noget, så er det tossedumt at melde så entydigt ud, at man ikke forventer noget. Forhandlingerne er i en meget skrøbelig fase, hvor det bestemt ikke er et tillidsfuldt klima, der præger. U-landene har gentagne gange udtrykt frustration over, at de rige lande ikke hoster op med forpligtelser, vilje og penge til at finansiere klimatilpasninger osv.. Kendskaet til dette udspil vil næppe sprede varme og glæde nogen steder.I sig selv åbenbarer udspillet ikke noget nyt;. Det afspejler bare nogle helt klare og velkendte interesser blandt visse i-lande. Det er netop dét, der er problemet. Som vært for topmødet har Danmark til opgave at holde ambitionsniveauet højt og få flest mulige interesser til at bøje sig mod samme høje niveau. I stedet har Danmark som vært allerede bøjet af for særinteresser. USA kunne ikke have gjort det bedre selv.

Kommentatorer og andet godtfolk har ladet forstå, at Danmark ikke har opgivet at få bindende reduktionsmål på plads inden topmødets afslutning. Hvis det er rigtigt, så virker det endnu mindre taktisk klogt at operere med et udkast, der så åbenlyst tilfredsstiller få centrale aktørers interesser.

Vi ved jo, at tilliden blandt u-landene kan ligge på et meget lille sted. Det er også del af forklaringen på det andet forhandlingsudspil, som offentliggjordes i weekenden, nemlig et fælles af slagsen fra Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien. De tager afsæt i både Kyoto Protokol og Bali Action Plan og fremhæver netop to af de helt store bolde, der skal landes: Finansiering og teknologi fra Nord til Syd. At de fire spiller ud med ufravigelige krav netop nu og tilmed erklærer, at det med juridisk bindende reduktionsmål kan man godt glemme, er helt forventeligt. Så længe industrilandene ikke leverer nogle klare forpligtelser på bl.a. reduktioner, spiller udviklingslandene højt spil og er så heller ikke interesserede i at forpligte sig til noget som helst. Hvorfor skulle de det, når klodens primære forurenere ikke ser ud til at ville tage ansvaret og betale?

Så bliver forhandlingsklimaet barskere, og det er selvfølgelig også en del af spillet. Men der er endnu ikke noget, der har gjort tillidskrisen til skamme: Nul-tilliden til, at de rige lande rent faktisk hoster op med konkrete forpligtelser, løfter og garantier. Når værten, Danmark, så lader forstå, at udgangspunktet for forhandlingerne er et papir, der så åbenlyst tilgodeser USAs interesser frem for at være et samlende dokument med globalt perspektiv - ja, så bekræfter det jo bare, at der ikke er grund til at have tillid til noget som helst.