Torsdag, 19. august 2010 kl. 10:53 / mod
Jeg tør godt!
9 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Jeg husker stadig den dag på Sanabakken hvor jeg hørte mig selv sige: ''Jeg tør godt''.
Sanabakken er en lang bakke for enden af Niels Hammekensvej i Nuuk hvor jeg er vokset op. Den ligger parallelt med havet og for enden af bakken er der en lille bugt, et brunt hus med en masse kajakker i stativ stående foran.
Det var en lidt overskyet vinterdag, der var masser af sne på bakken og vi var en flok børn fra min klasse som var ude og lege. Jeg tror vi har været omkring 10 år.
Vi hjalp alle til med at bygge et 'i mine øjne' gigantsk ski hop og havde alle ski med, jeg havde dog som den eneste, tynde langrens ski på hvor de andre havde tykke hurtige alpin ski med.
Pludselig spørger Miki, som jeg var jeg dødhamrende forelsket i, ''hvem tør at gå op på toppen af bakken og hoppe ud over hoppet''?
Straks hører jeg mig selv sige: ''Jeg tør' godt!'' Kunne se de andres overraskede ansigter men det eneste jeg lagde mærke til var at Miki blev imponeret.
Tog mine tynde langrens ski i den ene hånd og skistavende i den anden hånd og begyndte at gå langsomt op-af bakken, skridt for skridt blev de andre mindre - bugten for enden af bakken og huset blev synede ikke af meget og det eneste jeg kunne høre var vinden der susede i mine ører.
Kan huske at jeg tænkte på hvor imponeret Miki ville blive når at han så mig suse ned af bakken og mit hjerte boblede af glæde lige indtil jeg vendte mig om for at tage skiene på.
Miki, Nuka, Nina, Pipaluk og alle de andre var blevet bitte små og hoppet så pludselig meget skræmmende ud. Men jeg vidste at hvis ikke jeg hoppede ville jeg blive drillet og det sidste jeg ville kendes som var en tøse-pige, så jeg samlede alt mit mod, og satte fra.
Det gik stærkere og stærkere, jeg koncentrerede mit blik mod hoppet som kom alt for hurtigt tæt på... Kunne høre mine kammarater huje og pludselig... Wuuuuusssshhh sagde det da jeg slap skihoppet og svævede op af i luften, svævede et godt langt stykke for hårdt at lande på de tynde tynde ski... Hold da fast hvor var det fedt, Miki smilede over hele femøren, følte for første gang den der 'Jeg gjorde det' følelse inden i og var så glad.
Dene episode får mig til at reflektere over at vi som voksne alt for sjældent siger højt: ''Jeg tør' godt''.
Vi har så travlt med at finde grunde til hvorfor vi ikke tør alle de ting vi ikke gør, og en dag er vi blevet alt for gamle til at gøre de ting vi ikke turde og har måske fundet ud af, at vi egentlig godt turde når det kom til stykket.
Vi har brug for at ranke ryggen op, se og selv i øjnene og sige: ''Jeg tør godt'' også bare gøre det... Giv los... Hop ud... Gør noget!
Jeg tør godt - tør du?
9 kommentarer
Den største fejl man kan begå, er IKKE at lære af den!!
Man skal følge sin intuition og tage chancen engang imellem - ellers oplever man tit bagefter når man efterrationaliserer - "hvorfor gjorde jeg ikke...."
Ligemeget hvad, så taber man ikke - tværtimod man vinder, da man formodentlig har overskredet en grænse for hvad man selv mente man var istand til!
Hop ud i det og drop livrem og seler - gevinsten er en god erfaring rigere!
Lige præcis - turde, handle, gøre.... Just do it som Nike siger! :0)
Me 2 me 2 men.... Overraskende anderledes er jeg begyndt at turde nogle andre vokesn ting nu, som at se mine små indre dæmoner i øjnene og få dem kylet ud og samler lige nu mod til at turde noget som jeg ellers ikke tør, og derfor siger jeg til mig selv: ''Jeg tør godt'' :0) Så nu skal jeg bare havde fået det gjort :0)
som sædvanlig en god blog fra dig :)
nini
En sjov og interessant lille historie i forbindelse med "at turde" syntes jeg ;)
Den (din historie) bragt mig tilbage i min bardom/ opvækst da jeg kan genkende dine beskrivelser af det af være barn/ung, fra min egen opvækst.
Citat
"Vi har så travlt med at finde grunde til hvorfor vi ikke tør alle de ting vi ikke gør, og en dag er vi blevet alt for gamle til at gøre de ting vi ikke turde og har måske fundet ud af, at vi egentlig godt turde når det kom til stykket."
Ja vi har som mennesker ofte travlt med at "bortforklare os selv" - i det at "forsvare" hvorfor man ikke kan/vil eller "tør" gøre ting.
Det er vigtigt at man `tør´ leve, for det drejer sig om at udleve sig som menneske i samspil med andre mennesker, mener jeg.
Men der i også at forholde sig til sig selv, med dette mener jeg at man skal ikke "tør gøre" noget, på præmmissen "tør jeg"
Man skal turde gribe livet i nuet, for ikke at fortryde det senere, hvis det er noget man virkelig vil og føler for, mener jeg hermed.
Din historie aktiverede erindringen i mig ;)
mvh Confucius
PRÆÆÆÆÆÆCCCIIIIIIIIIIS!!! :-)
Indlægget er lukket for flere kommentarer.