Normalt bruger jeg mine fødder eller de offentlige transportmidler, når jeg er på arbejde i europæiske storbyer.
Elsker at gå rundt og stirre og nå 10 kilometer til fods. Eller hoppe i "The Underground" og mærke byens puls. Hvornår er der god plads og hvornår står vi som de berømte sild i tønden? Det er hurtigt og det er billigt, og så får jeg måske et postkort til jul fra TV2s kassemester....
For nylig kom jeg til London tidligt om morgenen og skulle interviewe en ret kendt amerikaner på hotel SAVOY, som jeg ikke kendte placeringen af. Tiden var knap, så jeg var nød til at hoppe ind i en af byens sorte firhjulede og mødte journalistens bedste ven - Mr. Taxa.
Jeg var lidt indadvendt, forberedte mig i tankerne på det kommende interview, som jo skulle foregå på engelsk. Og derfor var jeg ikke særlig snakkesalig og pumpede ikke chaufføren for oplysninger. Efter et par minutter brød han tavsheden med et godt klassisk tema.
"Ved du hvad. Vejret i London har ikke været bedre i mange år. Skal du blive i byen i flere dage, så du kan opleve det gode efterårsvejr?"
Jeg fortæller ham sandheden. Skal hjem i eftermiddag efter et tv-interview på hotellet med Justin Timberlake.
"Oh, he is really a superstar", siger Mr. Taxa og indvier mig i en række oplevelser, som han har haft med kendte mennesker i sin sorte taxa. "De store stjerner er venlige og afbalancerede, mens de mange wannabes kan være meget aggressive. Så spørger jeg dem om, hvilke film de har medvirket i. Og når de siger titlen, så svarer jeg - den film har jeg aldrig hørt om".
Man ser det for sig. Den engelske gentleman Mr. Taxa, der sender sine sarkastiske pile mod de storskrydende passagerer på bagsædet.
Jeg får fremsagt et ønske om, at Timberlake vil være motiveret og give et godt interview. At man som journalist altid er usikker på resultatet af disse superstar-interview. Og så kommer det meget beroligende fra min nye engelske ven:
"Du skal blot huske på én ting - Timberlake er jo bare en stor dreng."
-kolster
På dette link kan du se vores indslag med Timberlake og forskellige klip fra hans nye actionfilm "IN TIME"
http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-46038839:timberlake-til-tv-2-jeg-vil-det-hele.html
Kongehuset har aldrig været min spidskompetance. Og bliver det næppe. To spørgsmål til en gående prins Joakim, mens han viste rundt i haven ved sit nyrestaurerede Schakenborg Gods og et enkelt til prins Henrik, da han midt i firserne besøgte skydebrødrene i Kolding og gav sig tid til at rafle med skytterne. Thats´s all.
Men nu har jeg været i audiens hos en dronning. Og det selveste dronning Elisabeth den anden. Eller var det Helen Mirren, som i filmen "the Queen" lignede briternes dronning så selv prins Phillip må være i tvivl?
Det var Helen Mirren, som forleden ankom til København med en majestætisk udstråling. Majestætisk som kvinde og som skuespiller, men uden pomp, snobberi og security. Med høj klar stemme hilste hun alle i lokalet "good morning" og rummet var straks fyldt med gode vibrationer. Den 66-årge Helen Mirren med lyst hår, kongeblå kjole og tårnhøje stilletter lignede en kvinde, som ikke tænkte på efterløn, mormorarme og cølibat.
Den engelske skuespiller var i Danmark for at være ærespræsident i den jury, som skulle uddele Nordisk Råds filmpris. Efter prisoverrækkelsen havde jeg aftale om et interview med skuespilleren, som jeg - indrømmet - beundrer. Husker hende især fra tv-serien "Mistænkt", hvor hun spillede kriminalkomissæren Jane Tennison, som usædvanligt for en hovedperson langsomt går i opløsning.
En gang tidligere har jeg været tæt på at interviewe DAME Helen Mirren, som hun efter et besøg hos den engelske dronning kan kalde sig. Lige ved og næsten var i Cannes i 2003. Min fotograf og jeg spadserede på Croisetten og kom forbi en af de store moler, hvor der var gang i et større pressearrangement.
Normalt skal man være tilmeldt 117 dage i forvejen og så stå personligt i kø i 17 timer for at bekræfte sin interesse i arrangementet, hvor man så får 17 sekunder til at interviewe en verdensstjerne. Sådan cirka foregår det.
Vi var ikke tilmeldt arrangementet, men havde kameraet under armen. Filmen hed "Calendar Girls". Vi kendte den ikke, den var ikke med i konkurrencen i Cannes, men filmselskabet havde blot lejet molen for at gøre opmærksom på filmen.
Vi besluttede os for at undersøge sagen lidt nærmere og gik ud på strandområdet foran molen. Var "Calendar Girls" en amerikansk film ville vi efter 7 sekunder ligge i benlås i sandet med to Sylvester Stallone vagter, som man ikke diskuterer med. Men kalenderpigerne var englændere, så vi gik frit omkring blandt smil og venlighed. Og masser af hjælpsomhed.
De engelske PR-assistenter vidste, at vi ikke stod på deres lister, men hvad betyder det, når solen skinner, alle er i godt humør og vi har et kamera under armen. Hvad de IKKE vidste var, at min viden om "Calendar Girls" på dette tidspunkt var på størrelse med et af de sandkorn, som vi havde fødderne plantet i.
Smilende blev vi ført ud på molen og hen til en kvinde med bemærkningen "tag den tid I skal bruge til interviewet". Og her begynder journalistik og skuespil at nærme sig hinanden. Jeg kunne tilstå min uvidenhed, eller jeg kaste mig ud i rollen som skuespiler. Jeg valgte det sidste og må i skrivende stund konstatere, at jeg endnu ikke har modtaget en Bodil, Robert eller Oscar for præstationen. Foran mig stod en kvinde, som jeg ikke kendte, der spillede med i en film, som jeg heller ikke kendte. Og det blev endnu mere kompliceret.
"Calendar Girls" er en film, som bygger på en virkelig begivenhed. For at samle penge ind til kræftafdelingen på det lokale sygehus beslutter kvinderne i byen at lade sig fotografere til en kalender, afklædte men med diverse køkkenredskaber og lignende placeret, så kalenderværket kan hænge i pæne stuer.
Og filmselskabet havde i sin visdom og med sans for den gode historie fragtet en del af de virkelige kvinder med til Cannes, og blandet dem med de engelske skuespillere, som medvirkede i filmen og som jeg ikke kendte. Bortset fra en.
Altså stod jeg nu foran en kvinde, som kunne være en virkelig person, eller en skuespiller, som spillede en virkelig person. Råbåndet fra interviewet findes ikke længere. Tusind tak. Men et er sikkert. Spørgsmålene har været 100 procent ufocuserede, famlende og, nå ja, krævet god engelsk humor.
Og efter det første interview hjalp PR-assistenterne mig videre til det næste, og det næste og det næste interview. Og mens jeg bevægede mig rundt på min journalistiske dødsrute opdagede jeg, at Helen Mirren også stod på molen og blev interviewet. Hende kendte jeg, og hende ville jeg meget gerne tale med.
Men sådan gik det ikke den dag i 2003. Da jeg var klar til Mirren, var hun ikke klar til mig. De venlige mennesker fra filmselskabet fortalte meget undskyldende, at Helen Mirren havde haft en lang dag med mange interviews, og hun var i Cannes med sin søster, og de skulle også have tid til at snakke og drikke te.
Som uinviteret gæst kan man jo ikke bryde ind i et familietræf, selvom de to søstre sad 8-10 meter fra os, så vi takkede og tog minderne med os.
Otte år senere og en Oscar rigere havde Helen Mirren tid til os, og den danske pressechef på skuespillerens besøg, Freddy Neumann, fortsatte den venlige og rundhåndede stil fra Cannes. Vi fik et kvarter sammen med dronningen og det lykkedes mig vist at gøre hende lettere forlegen med min vinkel på interviewet:
"Når man som 66-årig kan se ud og leve sit liv som Helen Mirren gør, så er der ingen grundt til at frygte alderen".
Den sætning havde kvinderne på TV2 hvisket mig i ørerne. Og bagefter så de meget lettet ud.
-kolster
Hvis jeg siger Marlon Brando, så svarer du sandsynligvis med dette billede. Brando som Don Corleone. Banditten, som vi kom til at elske, fordi han havde moral, og fordi han havde familien, som den største af alle værdier.
Jeg mødte Brando første gang som Don Corleone den 26. december 1972 klokken 19.30. Og hvorfor husker jeg dette møde med så stor præcision efter så mange år?
I 1972 var jeg - uha det er længe siden - en dreng, som kun havde ét ønske på den seddel, som jeg gav min mor kort før jul. Ikke en ny fodbold, og ikke en singleplade med Beatles, men en biografbillet til Danmarkspremieren på årets mest omtalte film - Francis Ford Coppolas filmatisering af Mario Puzo`s mafiadrama.
Efter dans med juletræet gav min mor gav mig en lille pakke, og trykkeprøven afslørede, at det ikke var en blød pakke, som dengang stod i laveste kurs. I en snydeæske lå den eftertragtede billet til KINO i Odense. To dage senere ville jeg være blandt de heldige ( og første ) som skulle høre Brando sige den legendariske replik: "I will make you an offer, you can`t refuse."
Det var lange 48 timer, før jeg tog min billet og cyklede ind til biografen. Mine forventninger var på højde med tårnet på Crown Plaza, men et ikke uvæsentligt problem ventede, før jeg kunne tage plads på balkonen i KINO. Filmen var forbudt for børn under 16 år!!!!
Så tæt på Marlon Brando og så kunne det alligevel gå galt. I 1972 havde biograferne stadig voksne billetkontrollører med uniform og store overarme, og forbudt for børn var ikke en guide til forældre, men noget som biograferne tog alvorligt.
Alle andre aftener end 26. december 1972 ville jeg måske kun nå frem til døren ind til salen, før kontrolløren ville konstatere: Du er ikke 16 år, du er ikke gammel nok, og så kunne jeg ellers returnere hjem, mens Nino Rota´s klassiske musiktema satte filmen og danmarkspremieren i gang.
Men sådan gik det ikke. Jeg var ikke alene i KINO den aften. Slet ikke. Filmens ry havde fyldt biografens foyer, måske havde de alle haft billetter under juletræet? Og da den store menneskemængde pressede sig frem mod kontrolløren, smuttede jeg ind i midten, gjorde mig 10 centimeter højere og fem år ældre, og så var det frem med adgangbilletten.
Resten er historie..... Fra min plads på 2 eller 3 balkonrække slugte jeg "GODFATHER"s 175 minutter og ønskede, at den var dobbelt så lang.
Siden 1972 har jeg - og mange andre - set filmen igen og igen, senest for nogle dage siden på min harddisk optager, da TV2 lige nu sender alle 3 GODFATHER-film på et tidspunkt, hvor man skal være under 16 år for at kunne holde sig vågen.
Og det er stadig en stor fornøjelse at gense GODFATHER 1, som blev belønnet med en Oscar for bedste film og Marlon Brandos præstation blev ligeledes vurderet til en Oscar.
Og så er spørgsmålet - her 39 år efter biografpremieren - om GODFATHER består klassiker-testen. Er filmen stadig spændende? JA. Snegler handlingen og tempoet? NEJ. Er filmen, personerne og konflikterne trods de 39 år stadig vedkommende? JA. Er der præstationer, som stadig er unikke? JA.
Marlon Brando var allerede monumental som skuespiller før GODFATHER, men filmen blev også vugge for nogle af de skuespillere, som siden satte sig på tronen rundt om Brando.
Al Pacino, Robert Duval og Diane Keaton.
Tak Francis Ford Coppola.
-kolster
