Bloggen lukker, Læs mere

Ole Kolster - TV2

Søndag, 13. april 2008 kl. 00:33 / figentræ, havearbejde ukrudt, hjernen, internet, mobiltelefon, news

Sweet Dreams

1 kommentar | Rapportér/anmeld | Send til en ven

DSC03352.JPGJeg har fået jord under neglene i dag. Muligvis første gang i år. FRUEN sad og løste komplicerede matematik-opgaver ( en fritidsinteresse!!!! ), så jeg trak i mit nu-skal-jeg-luge tøj og gled ud i solen omkring middagstid. Frem med spanden og ned på numsen, og så gik jagten i gang.

Ganske interessant som hjernen forandrer sig alt efter, om den er indendørs eller ude. Inde i huset bliver du konstant mindet om uløste arbejdsopgaver, bøger du burde læse, mails du skal besvare, manuskripter som du bør arbejde med, regninger som skal betales på netbank, skjorter der skal stryges, rengøring osv....men går du udenfor er det som om hjernen hurtigt bliver tom, og du kan nøjes med at være dus med fuglene. Man behøver jo ikke at se TV2 NEWS hele dagen, og man skal ikke være i nærheden af et internetstik konstant, eller kunne nå sin mobiltelefon på et splitsekund.

Tiden gik og blev til timer, ukrudt fyldte spanden, og min hjerne var i dvale. Skønt. Måske i trance fik jeg også ordnet mit lille fristed - min køkkenhave på 10-12 kvadratmeter. Faktisk burde den være flere gange større, da jeg hvert år beplanter den alt for tæt.

Fra oktober til april bruger vi den lille køkkenhaven som kompost, og graver løbende alt vores organiske køkkenaffald ned i jorden, og så klarer ormene resten. I dag besluttede jeg så, at nedgravningsssæsonen var slut, og jeg fik kultiveret og revet jorden, så den er klar til nye frø. Jeg satser næsten udelukkende på de grønne "totter" som dild, purløg, persille, mynte og koriander. Og så nogle 2 meter høje monsterplanter. I 20 år lå de i jorden hos min mor, men nu er de flyttet over i min køkkenhave, hvor de trives ganske godt. Navnet er jordskokker.

Tidligere havde jeg også to squash planter - men helt ærligt - de alene fyldte squ hele bedet.
Efter at have stirret tilfreds i flere minutter på min jord, som er farvet sort af regnvand, gik jeg videre til min lille, men snart store specialitet.

For et par år siden kom FRUEN hjem og forærede mig en lille plante, som skulle stå mod syd. FRUEN læser tykke bøger om haver, så det var ikke til diskussion. På spørgsmålet hvad det var for en lille plante, svarede hun nonchalant: Det er da et figentræ. Den måtte jeg lige have en gang til. Figentræer er da noget som gror i de varme lande, tænkte jeg, men sagde jeg det højt...
FRUEN fortalte også, at et figentræ skulle bruge nogle år til at flytte ind, så jeg skulle ikke regne med frugter det første år. Og det havde hun naturligvis ret i.
Men året efter skete der noget. Den lille plante havde nu tre-doblet sin størrelse, og de første figner viste sig. Helt nøjagtigt blev det til 10 styk.

I 2007 - som altså var plantens trejde år - var den ikke længere i tvivl. Figentræet ville bo hos os. Planten voksede i alle retninger med en hast som var den støbt i Substral, og høsten blev nu ti-doblet. På billedet kan du se årets første plukning af dejlige, søde, modne figner.
Hvis mit figentræ fortsætter udviklingen i år bliver der masser af Sweet Dreams i sensommeren.

-ole-




1 kommentar


1. danielsmor 13-04-2008 08:04Rapportér/anmeld
Hej Ole!

Dejligt at høre at du osse er havemenneske med stort H.

Jeg knokler jo som en gal i øjeblikket på at få haven i orden og det er så befriende at gå ude hele dagen, lytte til fuglene og især stærerne som jo har en hel speciel lyd (sang??) og som du selv siger, så bliver knolden altså tom for alt hvad der hedder indendørs opgaver.

Men altså jeg bliver jo helt facineret af dit figentræ når jeg læser at det allerede giver frugter. Måske jeg skulle anskaffe mig sådan et! Har en kiwi men den giver intet-der er nok for koldt alligevel!!

knus, marlene

Indlægget er lukket for flere kommentarer.