Bloggen lukker, Læs mere

Ole Kolster - TV2

Torsdag, 29. juli 2010 kl. 16:51 / jack bauer, kiefer sutherland, lars von trier, melancholia, se & hør, trollhättan, zentropa

Jack is back... .

0 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

kiefer.jpg

Der er noget mystisk, overrakende og suspense skabende over det nye makkerpar Kiefer Sutherland og Lars von Trier. 43-årige Sutherland er i de sidste mange år bedre kendt under sit alias Jack Bauer, som har reddet jorden fra undergang oftere end Trier har deltaget i filmfestivalen i Cannes.

Specialagent Bauer er USAs politibetjent nummer et - manden der sørger for ro og orden i hele den vestlige verden og manden, der kan lugte en terrorist længe før denne får fingeren på aftrækkeren. Kiefer Sutherland har spillet rollen så fremragende, at næppe mange kan huske ham i andre roller....

Og denne Mister Amerika har den stærkt USA kritiske Lars von Trier nu forlovet sig med, forstået således at Kiefer Sutherland spiller med i danskerens næste film "Melancholia".

Om der er en speciel pointe i Triers valg af manden, de fleste kender som Bauer, ved vi ikke i øjeblikket. Trier havde i mandags inviteret til et pressemøde i Trollhättan i Sverige, hvor optagelserne netop er begyndt. Og på TV2s spørgsmål om, der var en bagtanke med valget af Sutherland/Bauer, svarede instruktøren meget uklart.

team.jpg

Og pressemødet blev i øvrigt en usædvanlig ørkenvandring, når man sammenligner med Triers meget veloplagte pressemøder i Cannes, hvor han gerne provokerende udnævner sig selv til "den bedste instruktør i verden".

Zentropa, Lars Von Triers filmselskab havde inviteret, instruktøren var på plads med sine mange stjerner, men talelysten var på niveau med en stumfilm. 10 ord var vel den maksimale længde på deres svar.

Og værten, Trier, var meget langt fra vanlig stadard. Ingen humor, ingen provokationer. Mødet var planlagt til 45 minutter, men efter 20 var det tak og farvel.

Jeg var forvirret. Var der efter få dages optagelser så dårlig stemning på filmholdet, eller var det et dårligt forhold til os - pressen. Nu var Hollywoodstjernerne rejst fra paparazzierne til Skandinavien med forventning om en mere etisk presse...og så løber Sutherland på ugebladet SE & HØR.

Hjemme i Danmark igen bliver jeg gjort opmærksom på SE & HØRs artikel i denne uge om deres møde med Kiefer Sutherland i København, mens han forberedte sig på optagelserne. En journalist fra bladet har charmet sig ind på Sutherland uden at give sig til kende. Journalisten drikker igennem med Kiefer, som taler løs til kvinden, der optræder som en venlig dansker.

Det skulle han nok ikke have gjort. Fire sider i ugebladet, primært om Sutherlands tørst. Stækt uetisk. Og så er det i øvrigt forbavsende, at en journalist fra SE & HØR ikke kan få mere ud af mange timers samvær med stjernen, som jo ikke vidste noget om undercover-journalisten og derfor talte frit om sit liv.  Men uetisk og dårlig journalistik følges oftest ad...

Og det skal blive værre endnu. TV2s Godaften Danmark havde i mandags inviteret SE & HØR journalisten ind i programmet for "at hylde hende for det store scoop". Uha, det var slemt og udtryk for dårlig redaktionel styring. Er man nu en helt, når man sniger sig ind på Kiefer Sutherland og udgiver sig for at være en almindelig venlig dansker?

Måske havde Triers skuespillerhold i Trollhättan hørt om det danske scoop? Måske var det en slags tak-for-sidst, når de svarede så afmålt? Måske var de skuffet over den falske melodi fra ugebladet?

pressemøde.jpg

Og så skal det for fuldstændighedens skyld lige nævnes, at Kiefer Sutherland, som den eneste blev tilbage efter pressemødet, og svarede ja, da jeg bad ham om et lille interview.

Det var slet ikke nødvendigt med forklædning for at få Jack Bauer i tale.

-kolster



0 kommentarer


Indlægget er lukket for flere kommentarer.