Torsdag, 13. januar 2011 kl. 11:23 / svindel
Når handicapfirmaer svindler med offentlige midler, går det selvfølgelig ud over skatteborgerne, men i særdeleshed er det de handicappede, der bliver taberne.
I vores program i aften ”I kørestol og lamborghini” afslører vi massivt svindel med offentlige kroner fra handicapfirmaet HandiHelp.
Og den form for omtale bryder firmaet sig ikke om. Så direktøren Sabit Tüfekci har allieret sig med en række advokater for at stoppe programmet. I begyndelsen af denne uge stævnede HandiHelp TV2 for at få programmet i fogedretten. Formålet var at stoppe afsløringerne. Men aftenen før retssagen, trak firmaet sagen tilbage. Nu har endnu en af Handihelps advokater meldt sig på banen. Firmaet truer med sagsanlæg og erstatning, hvis vi bringer programmet i aften.
Men selvfølgelig bringer vi programmet. Vi afslører nemlig, hvor nemt det er at snyde det offentlige for rigtig mange penge. Det sker blandt andet, når vi viser, hvordan HandiHelp sender kæmpe regninger for vikarvagter til kommunerne. Vikarhjælp, der vel at mærke slet ikke er blevet leveret, men hvor firmaet med direktøren Sabit Tüfekci i spidsen, har sendt regninger, der var tre gange større, end de skulle være, til kommunerne.
Direktøren i firmaet, Sabit Tüfekci, er selv handicappet, og hans egen ordning bliver der også snydt med. I hvert fald kan vi via lønsedler og vagtplaner se, at direktørens mor får op mod 67.000 kroner hver måned for at passe sin søn. Problemet er bare, at hun ikke er på arbejde! Vi afdækker også, hvordan direktørens andre hjælpere bruges til alt muligt andet, end det de er ansat til. For eksempel fungerer de som privatchauffører for direktørens kæreste, eller render som bydrenge for direktørens bror, der også er ansat i firmaet. Imens sidder Sabit Tüfekci inde i firmaet – uden den personlige hjælper, der er betalt af offentlige midler.
Når jeg i aften graver mig ned i HandiHelps forretningsmetoder, tegner der sig altså et billede af et firma, der overtræder loven med ulovlige handicapordninger og overfakturering til kommunerne for helt uhørte beløb. Beløb, som den handicappede i sidste ende, kan tvinges til at betale tilbage.
Vores afsløringer er blot et eksempel. Der findes sikkert andre – ifølge kommunerne har de nemlig meget få kontrolmuligheder og ressourcer til at tjekke, om firmaerne snyder.
Enhver kan starte et firma uden nogen form for godkendelse, og kommunerne har ingen mulighed for at tjekke, hvilken hjælp der reelt leveres hos den handicappede. Og det er et stort problem. Mange kommuner mener, at man kan komme en del af svindlen til livs – ved at starte med at indføre en godkendelsesordning. Så har kommunen nemlig mulighed for at fratage et firmas godkendelse, hvis firmaet bliver taget i at snyde. Problemet er nemlig, at bevillingen følger borgeren, og det er derfor borgeren, der beslutter, hvilket firma, borgeren vil benytte. Og selvom det firma er taget i snyd, kan kommunen ikke sige nej.
Se med i aften kl. 20.35, når Operation X afslører svindel i handicapbranchen, og skriv din mening her på bloggen.
Med venlig hilsenRedaktionen bag Operation X og Morten Spiegelhauer
På Operation X har vi tidligere sendt udsendelser om dyrevelfærd i henholdsvis kyllinge- og minkbranchen i Danmark. Derfor ved vi af erfaring, at når vi som journalister, tillader os at afdække kritisable forhold i de brancher, som er samlet i organisationen Landbrug & Fødevarer, så vil vi utvivlsomt blive mødt af en mod-kampagne. Det vil også ske denne gang. En mindre hær af spindoktorer og reklamefolk har i ugerne op til aftenens Operation X udsendelse, arbejdet på højtryk for, at svineproducenternes budskab, under overskriften "Den uredigerede virkelighed", de næste dage vil ramme den brede befolkning. Og det er jo sådan set fint nok at de kan komme ud med deres budskaber, ikke bare i vores udsendelser, men også i annoncer og pressemeddelelser.
Men hvad er så den uredigerede virkelighed? Ifølge landbruget er det i hvert fald ikke Operation X. Vi er jo, ligesom al anden journalistik, redigeret. Men er det som landbruget selv vælger at vise frem så den uredigerede virkelighed? Næh, langt fra. Branchen har selv indrømmet, at inden et kamerahold bliver lukket ind i en dansk svineproduktion, vil staldene i dagene op til optagelserne, være nøje gennemgået af folk fra branchen, så de kan tåle at blive vist frem. I den sammenhæng vil syge dyr blive flyttet i sygestier, overbelagte stalde tyndet ud og diarreen spulet af væggene. Eller også vil man fra starten vælge en besætning som på forhånd lever op til alle disse kriterier. En renskuret stald, eller en særligt udvalgt besætning, er lige så lidt som et tv-program eller en avisartikel, en uredigeret virkelighed.
Vi giver os ikke ud for, at vi kan vise hele virkeligheden. Selv indenfor et begrænset emneområde som dansk svineproduktion, vil det jo kræve, at vi har journalister i døgnvagt på samtlige 9285 svinebesætninger i Danmark. Det kan vi ikke, men vi kan reagere på henvendelser vi får. Som i aftenens udsendelse, hvor vi undersøger et tip, ved at få en af vores journalister ansat på en gård ved Roskilde. Påstandene om, at der bliver svinet med antibiotikaen i den pågældende produktion, viser sig at holde stik. Og forhold som overbelægning og for tidlig fravænning, der kan være medvirkende årsag til mange syge grise i produktionen, er næppe det vi ville være blevet præsenteret for af Landbrug & Fødevarer, på deres renskurede eller særligt udvalgte farme. Oplysningerne om landmændenes forhold til medicin, ulovlig aflivning og andre overtrædelser af dyreværnsloven, er nok heller ikke noget branchen frit vil lægge frem, alene af den grund at flere af forholdene vi afslører, normalt fører til politianmeldelser og dom for overtrædelse af dyreværnsloven.
Men har vi så bare fundet den ene promille der ikke kan overholde reglerne - det ene brodne kar i branchen? Nej det har vi ikke. Faktisk er brugen af antibiotika på den gård vi får en journalist ansat på, langt fra at være det værste eksempel i branchen. Det kan vi se fordi vi har fået aktindsigt i breve som fødevarestyrelsen har sendt til de 1249 svineproduktioner, der ifølge egne indbeterninger, har det højeste antibiotika forbrug. Faktisk er der ifølge brevene fra Fødevarestyrelsen 664 svineproduktioner, der har større overskridelser af de nye grænseværdier for brugen af antibiotika, end den gård ved Roskilde vi har været inde på. Derfor vil vi meget gerne se hvilke forhold, der kan føre til et forbrug, der ligger op til tre en halv gange så højt. Men her møder vi landbrugets manglende åbenhed. Efter forgæves at have kontaktet syv svineproduktioner med et højt forbrug, må vi nøjes med at interviewe formanden for Danske Svineproducenter, Henrik Mortensen.
Henrik Mortensen er den selv samme mand, som står bag kampagnen om "den uredigerede virkelighed" og de åbne stalddøre. Da han samtidig er en af de 1249 landmænd vi har fået antibiotika tallene på, vil vi meget gerne se, hvad der foregår i hans stalde. For hans forbrug ligger 198% over landsgennemsnittet, så hans svin må jo være frygteligt syge. Men må vi se hans svineproduktion i programmet? Næh nej, den virkelighed er åbenbart for barsk for de danske tv-seere.
I stedet kan vi heldigvis vise Kaj Munks svineproduktion frem. For der er mange landmænd, der åbenbart godt kan finde ud af at køre en produktion, som ikke gør dyrene konsekvent syge, så man må medicinere sig ud af problemerne, og den del af virkeligheden vil vi jo også gerne vise. Kaj Munk har vi helt selv fundet frem til. Og tallene for hans antibiotika forbrug lægger han åbent frem for os. På den måde kan vi sikre os, at det han siger ikke er det rene pral. Han bruger rent faktisk meget lidt antibiotika til sine smågrise. Og nu kan man jo frygte, at Kaj Munk vil møde voldsom kritik fra sine kollegaer, fordi han åbnede dørene for Operation X. Men i virkeligheden burde Henrik Mortensen sende ham en medalje, for hvis ikke Kaj havde åbnet sine stalddøre, så havde vi kun kunne vise de dårlige eksempler og de lukkede stalddøre. De stalddøre som Henrik Mortensen sjovt nok nu kører en kampagne om altid står åbne, men som han altså ikke selv turde åbne for Operation X.
I aften viser vi programmet ”Operation X - Når ører bliver til kroner” og debatten er allerede i gang. Dansk Hørecenter har i dag indrykket en annonce i Politiken, hvor de går til angreb på programmets troværdighed. Samtidig har Jyllandsposten valgt at bringe historien om overbetaling af de private høreklinikker på avisens forside.
I aften går Operation X undercover som dårligt hørende og undersøger hvordan det kan være at mere end 300.000 danskere har høreapparat. For at se hvor nemt det er at få et gratis høreapparat på kommunens regning, besøger redaktionen en række private høreklinikker og ørelæger, for at se hvad der egentlig skal til.
Med skjult kamera dokumenterer Operation X`s journalister, at de private høreklinikker ikke kun skeler til resultatet af høreprøverne, men også til egen indtjening, når de sender ansøgninger om tilskud til høreapparater videre til kommunerne på vegne af deres kunder.
De offentlige tilskud til høreapparater, som sælges i private høreklinikker er således steget og steget, siden det for 10 år siden blev muligt for danskerne at få høreapparater med offentligt tilskud hos en privat høreklinik, frem for at bruge det offentlige tilbud.
Navnlig siden den nuværende regering i 2002 satte tilskuddet op fra 3000 til godt 5000 kroner og derefter har hævet det stort set årligt, er der for alvor kommet gang i de private høreklinikkers omsætning.
Regeringen med daværende sundhedsminister og nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen, var ivrig fortaler for at give borgerne mulighed for at vælge et privat alternativ til den offentlige behandling, da tilskuddene fik et hak opad i 2002. Resultatet var, at en ny aktør i den private del af sundhedssystemet fik solid økonomisk rygvind.
I den periode har de danske kommuner bidraget til omsætningen i den hastigt voksende private høreklinik-branche med cirka 1,7 milliarder kroner.
Står det virkelig så slemt til med danskernes hørelse eller er det for nemt for private høreklinikker at sælge høreapparater med offentligt tilskud ? Overholder de den lovgivning, der skal sørge for at ordningen ikke bliver misbrugt?
Og hvordan kan det være at flere ministre ikke har reageret på kommuners og andre eksperters henvendelser om at udgiften til tilskud til høreapparater er løbet løbsk?
Se med når Operation X – Når kroner bliver til ører – ser nærmere på de private høreklinikker i Danmark. Det er i aften den 19. oktober kl. 20.00 på TV2.
Vi ser frem til at høre jeres kommentarer her på bloggen.
Med venlig hilsen
Redaktionen bag Operation X