Mandag, 27. september 2010 kl. 14:15 / tv2
Igen... kunne man tilføje. Allerede for seks år siden afslørede vores skjulte kameraer omfattende sort handel på Københavns Grønttorv. Imidlertid fik vi tidligere på året et tip om, at vores sidste udsendelse kun viste toppen af isbjerget. Derfor har vi igennem de seneste måneder endnu engang undersøgt forholdene og denne gang er det blandt andet ejer af DM blomst og selve bestyrelsesformanden på Københavns Grønttorv: Mogens Illum Hansen, vi har rettet blikket mod.
Han burde som en del af ledelsen på torvet gå forrest med et godt eksempel i kampen mod den sorte økonomi. Men det er så som så med det. I aften viser vi hvordan vi kan købe massevis af blomster uden faktura i Mogens Illum Hansens egen butik.
Som sagt har vi tidligere sat fokus på omfanget af den sorte økonomi på Grønttorvet. Og dengang fik det den daværende skatteminister Kristian Jensen til at love at DET skulle der sættes en stopper for. Han præsenterede både en Fair Play kampagne og et initiativkatalog, der skulle gøre det sværere at snyde med momsen, når man handler på markeder. Skat fik et helt nyt redskab i hånden: en mulighed for at kræve at de værste snydere ved ALLE handler skulle udstede en faktura og dermed bogføre handelen med det samme.
Men SKATs nye redskaber har tilsyneladende ikke ændret på forholdene. Man kan stadig sige de tre små ord: "Med det hele...?" og handlen kommer til at foregå uden faktura og uden moms. For spørgsmålet betyder ikke, som man måske skulle tro, om beløbet er inklusive moms. Tværtimod dækker det over, hvad medarbejdere på grønttorvet opfatter som en kode, der betyder at denne handel skal være sort. Så starter maskineriet med forskellige kasser og regnskaber der skal adskille den sorte og den hvide økonomi.
Følg med i afsløringen af den sorte økonomi på Grønttorvet, og se interview med bestyrelsesformand Mogens Illum Hansen i Operation X i aften kl. 20.00 på TV2.
Mange mener at det er ok at man kan købe en enkelt potteplante sort i ny og næ, og det er heller ikke det vores udsendelse sætter fokus på. Men hvor går din grænse? Er det ok at grossister på grønttorvet bygger en del af deres forretning op omkring sort økonomi?
Skriv endelig din kommentar til udsendelsen her på bloggen. Eller skriv os en mail på X@tv2.dk, hvis du ligger inde med emner som du mener, vi skal kigge på.
Med venlig hilsen
Morten Spiegelhauer og holdet bag aftenens udsendelse.
Torsdag, 3. juni 2010 kl. 16:10 / tv2
Se med aften når Operation X afdækker kommunale rævekager i Hillerød kommune.
Forvaltningsloven er rimelig klar når det handler om inhabilitet:
§3
Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag,
hvis vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse.
Alligevel virker det som om, at vores folkevalgte politikere nogen gange har svært ved at skelne mellem hvis interesser de varetager. Det bringer i aften Operation X til Skævinge, hvor vi undersøger en kommunal jordhandel til 70 millioner kroner. Hillerød Kommune har købt den lokale konservative partiformands jord til den pris selvom markedsprisen tilsyneladende er lavere, og ifølge den henvendelse Operation X får, bliver den lokale partiformand repræsenteret af sin mangeårige ven - og byrådsmedlem - Finn Hansen, i forbindelse med handlen. Det er det vi skal finde ud af om passer.
Umiddelbart skulle man tro der var tale en enkel opgave, man kan jo bare spørge de involverede parter og få at vide, hvordan tingene hænger sammen. Men så let er det ikke. Forklaringerne på, hvad der er foregået i forbindelse med kommunens jordhandel er vidt forskellige på helt afgørende punkter. Da der ikke findes særlig mange dokumenter i sagen, står vi på et tidspunkt med en undersøgelse om eventuel inhabilitet, hvor der er tale om påstand mod påstand. På den baggrund kan man jo ikke afgøre, hvem der taler sandt og hvem der ikke gør. Men så finder vi frem til et afgørende dokument.
Se hvordan vi afdækker de kommunale rævekager i aften klokken 20.35 på TV2. Vi ser frem til din kommentar her på bloggen.
Med venlig hilsen Morten Spiegelhauer og redaktionen bag Operation X
Torsdag, 29. april 2010 kl. 17:03 / tv2
Operation X afslører akupunktur læge.
Vi troede ikke vores egne øjne da vores journalist kom hjem med de første skjulte optagelser fra akupunktørens klinik. Mens han beder patienten om ikke at vende sig om og kigge trækker han en sprøjte op af brystlommen, som han stikker ind i hendes skulder. Han siger at han giver akupunktur, men i virkeligheden består hans behandling af hemmelige indsprøjtninger.
Ifølge lægeloven skal al sundhedspersonale udvise omhu og samvittighedsfuldhed overfor sine patienter. Det betyder blandt andet, at man som patient skal være fuldt informeret om, hvad det er for en behandling, man får. På den måde ved man, hvad man går ind til, og hvilke bivirkninger der eventuelt kan være. Det er et helt grundlæggende retsprincip for os patienter, for det er vores helbred, som er indsatsen.
Desværre kan vi i Operation X i aften afsløre, at det ikke altid forholder sig sådan.
Gennem et år gik en ledegigtpatient, Marianne Kokholm, til akupunktur mod sine ledegigtsmerter hos en læge på Frederiksberg. Lægen fortalte hende, at han kunne fjerne hendes ledegigtsmerter ved hjælp af akupunktur. Og Marianne Kokholm oplevede da også en mirakuløs virkning, men efter et halvt års behandlinger, blev hun mistænksom. Blandt andet fordi hun så et glimt af en sprøjte i lægens brystlomme.
Marianne Kokholm anmeldte sin mistanke om, at der foregik hemmelige indsprøjtninger på klinikken, til sundhedsmyndighederne, men Sundhedsstyrelsen afviste at undersøge sagen.
Derfor gik hun til Operation X. Vores eneste mulighed for at undersøge Marianne Kokholms mistanke, var at sende en journalist ind til lægen med skjult kamera. Her dokumenterer vi, at lægen giver journalisten en sprøjte i skulderen bag hendes ryg – i stedet for akupunkturnåle. Men vi aner ikke, hvad han sprøjter ind.
For at finde ud af, hvad der er i sprøjten, valgte vi at konfrontere lægen i det øjeblik, han skulle til at stikke vores journalist for tredje gang. Her får vi sprøjten med ud fra klinikken. Vi har fået indholdet undersøgt på et laboratorium, og det viser sig, at der er binyrebarkhormon i - et præparat som hjælper mod leddegigt, men som har rigtig mange bivirkninger, og som man derfor skal være varsom med at bruge.
Operation X har forelagt optagelserne for Sundhedsstyrelsens tilsynschef Anne Mette Dons. Og nu har styrelsen valgt at reagere. Tilsynschef Anne Mette Dons’ forklaring på, hvorfor de ikke reagerede på Marianne Kokholms anmeldelse er, at ”de ikke i deres vildeste fantasi, havde forestillet sig, at det kunne være rigtigt”.
Se med i Operation X i aften kl. 20.35, når vi afslører lægen og fortæller, hvad Sundhedsstyrelsen har valgt at gøre ved det. Og skriv din kommentar til udsendelsen her på bloggen. Vi følger med i den anden ende :-)
Morten Spiegelhauer og redaktionen bag Operation X