Fredag, 11. november 2011 kl. 14:52 / natbog
Jeg vil da bare lige vise, at jeg er i live, og at jeg kan endnu.

4 billeder
Nå hav det godt herude venner. Glæder mig til at se, om nogen kan huske mig endnu?
Knus alle ( Så er ingen glemt)
Mandag, 15. november 2010 kl. 00:47 / politik
Her troede jeg, at vi lige så stille skulle gå vinteren i møde, mens Danmark trygt blev styret af kloge og velmenende valgte mennesker, der vil alt og alle det bedst mulige, men så pludselig kommer en finanslovsforhandling til at udspy forslag, der bedst kan sammenlignes Sydafrikas apartheid love eller racerenhedslovene i det hedengangne Tredie tyske rige. Ærligt talt skammer jeg mig så meget, at jeg ikke længere er stolt af at være født og båren i Danmark. Vi er i Danmark ved at vedtage love, der gør, at man skal høre til de meget udvalgte få enten de rige eller de superkloge for, at man i det hele taget kan få lov til at blive familiesammenført hertil.
- Hvilken skam?
- Hvilken skændsel?
- Hvilket brud på de basale menneskerettigheder?
Og Gud hjælpe mig om ikke det hele vedtages i forbindelse med en finanslov for, at der kan samles nok stemmer til at vedtage landet husholdningsbudget.
Føj for en moralsk rådden skændsel!!
For lige at forsøge at se på baggrunden for, hvorfor jeg er så hysterisk, så er kredsen omkring regeringen ved at vedtage en lov, der siger, at udover at være mindst 24 år, skal man desuden både opfylde visse økonomiske, sociale og uddannelsesmæssige krav for i det hele taget at komme i betragtning som mulig ny indbygger her i landet. Først tænkte jeg ikke videre over, hvad det egentlig skulle betyde. Ethvert land vil jo gerne lukke pengene og klogskaben indenfor mens dem, der skal forsørges er mindre interessante, men så kom jeg til at tænke en lille smule. Det gør aldrig ondt lige at tænke lidt selv, siger min mor, men jeg kom nu alligevel til at få ondt. Ondt i sjæl og samvittighed.
Lad os nu tage Pernille en sød ung dansk kvinde, der har gennemført sit videregående studie, og som tjener kassen, men som har forelsket sig grænseløst i en ung mand analfabeten Moses, der bor i et afrikansk land og lever af at passe jorden og sine dyr sammen med sin familie. Pernille vil have sin Moses, og hun er kisteglad for, at hun studerede så flittigt i skolen, for nu kan hun nemt forsørge både sig selv, Moses og det lille barn, som hun har inde i maven. Pernille var endda en pæn pige, for hun ventede med alt det seksuelle til efter brylluppet var overstået, og de som mand og hustru var kommet tilbage til lerhytten i Moses landsby. Pernille bryder sig nu ikke meget om de muligheder, som landsbyen gav hende for at udnytte sig selv eller sin uddannelse, så hun foreslår Moses, at de tager til Danmark og lever deres liv i kærlighed og harmoni i dette land, og Moses er villig til at følge sin elskede Pernille til det høje nord og det kolde lille land, hvis han bare må være i hendes nærhed.
Pernille tager til Danmark og regner med, at det bare er en formssag at få sin Moses hertil, men så er det lige, at det nye forslag i tillæg til finansloven for 2010 sætter en en brat stopper for både lykken og menneskeretten til at gifte sig og bo sammen med, hvem man vil i landet, hvor man endda er født og statsborger. Hvis Pernille og Moses skal have en fremtid sammen, skal det i hvert fald ikke være på dansk jord. Hun kan jo i stedet for flytte til ham.
Det er noget forbandet svineri, at man fra Statens side skal til at afgøre, hvem man må gifte sig med og hjemføre til Danmark, sålænge man eller kan forsørge vedkommende, til han eller hun er integreret i vores samfund. Jeg ved godt, at der findes en smuthul med, at man kan tage bopæl i for eksempel Sverige og dermed få sin mand/kone her til landet, men dette kan mennesker med opholdstilladelse ikke gøre.
Hvor er vi egentlig ved at være henne her i landet, hvis det fra Statens side skal være muligt at bestemme, hvem man vil være sammen med og giftes med? Tror Staten, at Den ved mere om, hvor kærligheden bor og spirer, end det enkelte menneske gør? Det er forfærdeligt grimt.
Når så alt dette er skrevet, vil jeg da ikke lige undlade også at skrive, at vi er ved at skyde os selv gevaldigt i foden ved at lukke vores grænser så hermetisk for udlændinge, der gerne vil komme til os for at arbejde og bo. Vi gå mere og mere hen imod verdens mest skæve demografiske med en kæmpe ældre population, og hvis ikke der gøres noget, vil der ikke være hænder nok til at forsørge de gamle og dem selv samtidig. Om få år vil de virkelig store generationer trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet til et velfortjent otium, og der har regeringen flittigt hjulpet af især Dansk Folkeparti effektivt sørget for, at der ikke står nye klar til at tage over, hvor de gamle forlader. Det er så dumt, at jeg slet ikke kan forstå, hvordan man i det hele taget vil få sig selv til at gøre det på grund af skrækken for "de fremmede".
Findes der da slet ikke vilje til at gøre tingene anderledes???
Lars Hay.