Lørdag, 21. november 2009 kl. 00:48 / natbog

Som altid om natten 20/11/ 2009 Hvor jeg opdagede, at jeg langtfra glemmes ude omkring...

2 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Lykkepiller er en gave til den for trætte sjæl.

Får man dem, er man nede på den flade hæl.

De kan ikke gøre glad, men de kan dulme af,

så man ikke sidder hele dagen på sin lille bag.

Jeg får en, når jeg står op, og dermed er jeg på.

Og omhvad der sker fremover, vil jeg ikke spå.

Jeg ved bare, at det virker, så jeg finder en fred.

De og den kloge dame fik min verden på gled......

Sov til elleve, og derefter så jeg film i fjernsynet, mens Steffen tog til Svendborg. Jeg blev hjemme og så på en voldsomt svensk film. Da Karin kom hjem, snakede vi godt og længe. Bjarne kom over, inden han skulle på date. Arbejdsdagen var sløv, men jeg opdagede, at min ven Henrik havde ringet for at hjælpe mig. Hjem klokken ti og derefter romantisk film.

I dag fik jeg genopdaget, at jeg bør gå til Natbogen med stor ydmyghed. Jeg skriver jo kort om dagen og derefter om tre af glæderne efter råd fra den kloge dame, der reddede trådene ud for mig tidligere på året, og jeg lægger da ogs både sjæl og nærvær i den tekst, som jeg skriver, men jeg havde ikke tænkt over, at Henrik, som jo lavede min nye computer til mig den, der ikke vil, som jeg vil lige nu, stadigvæk hver dag læser, hvad jeg skriver, og nu kom ilende til hjælp. Jeg blev simpelthen så glad for, at han endda havde ringet til restauranten, hvr jeg arbejder for at finde mig, og jeg ringede tilbage til ham, mens jeg gik og satte borde op til en begravelsesmiddag i morgen. Han ligger med influenza, men alligevel rådede han mig til at prøve forskellige ting for igen at få liv i maskinen. Jeg prøvede det hele, da jeg kom hjem uden held, men jeg glædes og varmes over, at han syg og træt alligevel gider ringe og tilbyde sig. Det er stort.

I dag fik jeg besøg af Stefen henne på jobbet, og vi fik snakket lidt. Det er altså så dejligt, at mine børn vil mig så meget, at de frivilligt opsøger mit selskab, og at det lader til, at de er glade og velfungerende, er for mig det bedste i verden. Jeg tror jo på en højere magt end os mennesker, og dertil retter jeg gerne takken for den store glæde.

I aften fik jeg rigtig skovlen under Karin. Vi sad og så en romantisk film og en mand, der møder og forelsker sig i ånden af den tidligere lejer af hans lejlighed en læge, som nu ligger i dyb koma på hospitalet. Han kan som den eneste se og tale med ånden, og det gør jo, at alting ikke går fantastisk for ham, og da så lægerne vil slukke for respiratoren, som kvinden ligger i, må han jo tage affære. Der er store øjeblikke, hvor man bliver aldeles blød om hjertet, og både Cathrine og jeg sad med hvert vores "NÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅH" på læberne, indtil til sidst Karin også fik klemt et lille et ud. Jeg drillede hende straks med, at det da ikke var en gyser eller fight-film, som hun jo nyder i store drag, og jeg ble belønnet med et aldeles grumt blik og et "Jeg skal komme efter dig rigtig snart" blik, inden vi igen sluttede fred i det delte brusebad. Jooooo Her i huset tænker vi på miljøet, og et brusebad til to mennesker må være bedre end to til to, ikke???

I morgen en ny portion som altid om natten