Fredag, 27. august 2010 kl. 12:48 / natbog
Som altid om natten 25/26/8/ 2010 Opsumering...
2 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Jeg har virkelig haft et par turbulente døgn.
Onsdag var første dag efter ferien, og jeg skal love for, at jeg kom i ilden med det samme. Jeg mødte klokken tre, og det stod snart klart, at jeg havde mere end rigeligt at gøre, hvis jeg skulle nå at dække op til TO busselskaber, inden de ankom. De første heldigvis kun små tyve skulle komme klokken fem i vores spisestue, og de næste omkring halvtreds skule ankomme en halv time senere. Der skulle drikkevarer på køl, og borde og stole skulle flyttes for at vi kunne modtage gæsterne.
Jeg fik lidt hjælp af min bror, for ellers havde jeg bare ikke nået det.
Gæsterne kom, og det viste sig, at det lille selskab var et kor, der skulle synge om aftenen i en af vores lokale kirker. De gav en sang på polsk, og så gav jeg dem "I skovens dybe stille ro", hvorved i hvert fald tre tabte underkæben i forbavselse. Dét var godt nok sjovt at se, og præsten, der ledede koret, opfordrede mig til med det samme at blive medlem af hans polske kirkekor. Han ville gerne sørge for alt det fornødne.
Det andet selskab var faktisk en menighedsråds-udflugt. Jeg kender præsten som ven til min fætter Stig, der også er præst. De ville også have, at jeg sang for dem, og det gjorde jeg så, mens jeg ryddede tallerkener og andet efter hovedrettet sprængt svinekam med grøntsager, kartofler og asparges-sauce. De nød det virkelig, og jeg fik præstens kone til at holde ham for ørene, da der kom et lidt mere vovet vers i den ene sang. Alle grinede. Jeg var virkelig træt efter den intense arbejdsindsats, jeg havde måttet præstere, men dog måtte der lige dækkes op til fest torsdag, inden jeg gik hjem, for der skulle vi have et krondiamantbryllup til middag. Jeg tog hjem med ro i sindet og fred i maven efter en virkelig god indsats.
Jeg var næsten lige kommet hjem og havde startet computeren, efter jeg havde været på arbejde. Jeg havde lyst til at læse og kommentere mine favoritters indlæg, og jeg var lige gået i gang, da fastnettelefonen ringede. Jeg tog den, og i røret var min søn Steffen, der fortalte, at han netop var kørt galt og havde smadret bilen. Jeg fik ham sat ned i vejkanten, sikrede mig, at der var folk tilstede, at der var ringet 112, at den anden impliceret i uheldet var ok og så begyndte jeg at tale ham ned fra skyerne, hvor han var. Jeg blev simpelthen iskold af angst og stress indvendig, men jeg kunne finde ud af at få ham til at tale og få opklaret, om alle tiltag var sat i værk, så tingene blev ordnet. Jeg sad med ham i røret, til redderne fra Falck dukkede op.
Så gik jeg i kælderen, hvor Karin var ved at slukke lyset, efter hun lige havde læst et øjeblik, inden hun skulle sove. Jeg fik rakt hendes høreapparater ud fra badeværelset af Cathrine, der var i bad. Derfor ville jeg ikke selv gå ud for at hente dem. Karin fik besked på at tage dem på, og så fortalte jeg hende, at Steffen var kørt galt, men at han var okay. Hun blev ude af sig selv selvfølgelig. Hun kom i tøjet, og så gik vi op i stuen, hvor vi holdt forældreråd og blev enige om, at jeg skulle tage derover. Jeg ringede til min bror og spurgte, om han kunne undvære mig til festen klokken tolv torsdag, men han svarede, at der var jo tolv timer til, og meget kunne ske inden da. Jeg fik ringet til Steffen og fortalte ham, at jeg var på vej, tog bilen og indstillede GPSsen på Slagelse sygehus skadestue, og så tog jeg af sted.
Jeg indrømmer det blankt Jeg fløj vidst lidt lavt, for min højre fod havde sin helt egen vilje, og derfor tog det ikke særligt lang tid, inden jeg gjorde holdt på skadestuens parkering. Jeg fik fat på Steffen, og efter vi havde fået overstået de største følelser, kørte vi hjem til ham med et kort ophold ved den mekaniker, hvor bilen stod. Den var ikke et kønt syn, langt fra, og det var godt, at den kvindelige redder, der havde fragtet den derhen på et fejeblad, var til stede, for hun fik os begge to talt igennem det værste. Tak til hende. Vi kom ud på gården, og efter lidt tid kunne vi gå til ro, jeg blev lagt på en seng, vi hentede på et andet værelse med et lagen over mig, og så kunne vi tage et par timer med lukkede øjne.
Klokken syv stod vi op, og Steffen måtte melde sig syg hos landmanden. Det var ikke noget, der huede nogen af dem, for høsten er i gang, og alle hænder skulle i sving, men han var forslået og helt ude af balance, så der var ikke noget at gøre. Hans weekendfri stod for alligevel, og jeg tog ham med i bilen til Langeland, hvor vi var lige omkring klokken ni. Jeg havde telefoneret med min kollega Ally, og sat hende ind i det hele, så hun påtog sig at møde tidligt og gøre alting klart, så jeg kunne nå et par timers søvn mere. Jeg sov fra godt ni til klokken elleve ,hvor Steffen vækkede mig, og derefter selv gik i seng. Jeg stod op, gik i bad og så mødte jeg klokken halv tolv til krondiamantbryllupsfest.
Det blev en fin fest for de to gamle. Deres børn, børnebørn og mylderet af oldebørn var til stede, og de hyggede sig virkelig og var mægtig glade og tilfredse. Jeg gik lidt som en søvngænger presset både af søvnmangel og af alle de emotionelle udfordringer, som jeg havde været udsat for, men jeg fik dog lavet det, som jeg skulle med hjælp fra kollegerne. De tog slæbet og tænkningen, så jeg bare skulle gøre det, som lå lige for, og det var jeg taknemmelig for. Jeg blev og lukkede festen, og alle var glade og tilfredse, da de havde fået den klare suppe med boller og urter og kunne gå hjem. Jeg tog fra arbejdet halv ni, og derefter stod den på afslapning og nedkøling af hjernen. Ærligt talt havde jeg brugt mig selv næsten op psykisk, og så var der ikke andet at gøre, end at jeg satte mig og lod alting være, mens jeg kom til hægterne igen. Jeg var træt, men samtidig havde jeg al den stress i kroppen, der gjorde, at jeg ikke bare kunne gå i seng og sove fra det hele. Jeg sad derfor længe og ventede, til jeg faldt så meget ned fra skyerne, at jeg til sidst kunne gå i seng og falde i søvn som altid om natten.
