Verden er et stort sted for et lille menneske at opholde sig i. Jorden alene er så stor, at man knapt kan gøre sig forestilling om omfanget af den, og her sker så meget, at man aldrig vil kunne danne sig et klart billede af bare en smule af det. Når man sådan bliver lidt filosofisk, kan det vise sig aldeles overvældende at eksistere i denne store vrimmel, men man kan også bare vælge at være her og nu, og det gør unægtelig alting meget lettere. Jeg vælger at være tilstede i, hvad jeg gør, og lige nu gælder det min dagbog.
I morges vågnede jeg, da karin aede mig på kinden og fortalte, at nu havde jeg altså bare at komme op og i omdrejninger. Jeg sendte en tanke til min kære mor, til Eltani og til 1sassy(one) og svang benene op i vejret, hvorefter jeg stivnede kroppen og brugte inertien til at få rejst kroppen op. Jeg tænkte stadig på de tre førnævnte kvinder, da jeg tumlede ud på badeværelset og fandt lidt klude frem til at dække min nøgenhed, og imens jeg kæmpede mig op af trappen, må de alle tre have kunnet mærke en kildren ved alle de sydende tanker, der gik igennem mit hovede. Jeg var gudskelov så træt, at jeg samtidig var halvbedøvet, så besøget i køleskabet forekom mig kun mildt åndssvagt og hvad man kunne forvente. Jeg gik ind i stuen og fik en kop formildene kaffe og dagens første cigaret og iagtog, hvordan karin og Cathrine gjorde de sidste forberedelser og tog afsted. Så snart de var ude af døren, tog jeg telefonen på væggen og holdt knappen nede, indtil nyhederne på tv2 indikerede, at klokken nu var otte. Time to ignite. Jeg tastede det forløsende nummer til den rare doktormand, for det var jo hele formålet med at drive mig ud af sengen på dette for mig så uhørte og aldeles ulækre tidspunkt. Min svigermor Ruth kan normalt ikke høre et klap, men nu var det blevet helt og aldeles galt, så hun ikke engang kan høre et halvt klap og det var tid til at få ørerne vasket indeni igen. Altså ringede jeg op, mens jeg tænkte på, hvor meget lettere det ville være, hvis man i stedet bare kunne bruge trykluft. Jeg tror ikke min kære svigermor vil lægge hoved og ører til forsøget, og jeg holder også for meget af hende til at gøre det, men tanken luskede rundt i min omtågede hjerne.
At ringe til lægen er nemt. Otte cifre i den rigtige rækkefølge efter klokken otte og inden ni, står der i telefonbogens fine annonce, og så får man kontakt........ Ja godmorgen min o.s.v. Jeg tastede, jeg ventede og så fik jeg kontakt med den fine telefonsvarer, som allerede forleden nær havde bragt mig til randen af min ellers så enorme tålmodighed. Ak ja tænkte jeg godmodigt. Jeg prøver igen. Og igen . Og igen. Og igen. Efter at have prøvet omkring tyve gange med mellemrum, ringede telefonen pludselig i den anden ende. Jeg blev så overrasket, at jeg nær havde trykket på slukknappen, men så lød " Hos lægerne.... Et øjeblik", og så vidste jeg, at nu var der bid. Imens knipsede jeg dagens tredie cigaret ud af pakken, og lagde samtidig mærke til, at der nu kun var sølle fire tilbage, og imens min zippo glødede og jeg inhalerede tungt, kom jeg endelig helt i mål. Jeg præsenterede mig og fortalte, at jeg ringede på vegne af min svigermor, der ikke kan høre, og efter jeg havde opgivet personnummer( likewise to social securety number 1sassy but not quite the same), fik jeg forklaret omstændighederne og fik en tid til hende. På mandag klokken halvet!!! Nu kan jeg så se frem til en køretur på mandag med svigermor til Rudkøbing. Mon hun klarer trapperne?
Efter jeg havde taget afsked med den fli<x>nke telefondame, der ikke kan finde ud af at åbne for telefonerne til tiden, hvad jeg ikke nævnte, selvom det næsten gjorde ondt fysisk at lade være, gjorde jeg op med mig selv, at jeg hellere måtte tage om til Svigermor og fortælle hende de gode nyheder, så jeg fik et par bukser på, hev islænderen over hovedet og ude i entreen stak jeg mine bare fødder ned i et par thermogummistøvler. Således anstændig omend en anelse ukonventionelt påklædt, da bukserne var de sorte arbejdsbukser, som ikke stod til trøjen, især ikke da de var stukket ned i støvlernes skafter, gik jeg ud til bilen og småbandende ind igen, hvorefter jeg fandt nøgler, penge og kørekort frem. Så var jeg endelig klar til at indtage Humble city og vandrede ud i bilen og startede, hvorefter jeg kørte de 250 meter om til svigermor og parkerede.
Jeg tog bagvejen ind , fordi jeg tænkte, at der ville hun se mig fra sin plads ved bordet i den ene stue, men døren var låst, og der var ikke nogen Ruth at øjne. Altså måtte jeg hele vejen omkring huset igen, og på vej hen af fortovet, kunne jeg se hende sidde og se fjernsyn i den anden stue. Typisk at ændre sine vaner lige når jeg ankom, tænkte jeg og bonkede en hånd mod ruden, så hun opdagede, at jeg var på vej ind. det kunne lige mangle at hun gik hen og fik et hjertetilfælde af skræk, når jeg nu havde kæmpet og stridt for at få hende en aftale i stand til på mandag!! Ind af hoveddøren, der selvfølgelig ikke var låst, som den ellers tit er, og så mødte jeg Ruth inde i den lille stue, hvor hun havde moveret sig ud. Med mange tegn og fagter og en del snak frem og tilbage fik jeg endelig fortalt hende, at det var på mandag klokken halvet vi har en date med lægen, og da hun havde gentaget og spurgt, om jeg ville køre for hende, (jeg nøjedes med at nikke kraftigt og smile stort), tog jeg afsked med hende, gik ud i bilen og kørte de halvtreds meter omkring hjørnet, hvor jeg parkerede og gik ind i supermarkedet efter nikotin. Eva gav mig elevatorblikket, og jeg kunne se i hendes øjne, at der var mange ord, der gerne ville ud, men hun holdt tand for tunge og udleverede cigaretterne, hvorefter jeg fik bilen med mig hjem igen. Efter denne store udflugt var jeg så udmattet, at jeg bare måtte sidder lidt her ved computeren og samle mod og kræfter til at gå i seng igen. Jeg mener at jeg fik chattet lidt med Eltani, men jeg er ikke sikker. En eller anden chattede jeg i hvert fald med, men jeg var ikke særlig opmærksom og nærværende lige netop da. Undskyld hvem det så end er. Da jeg havde læst blogs og fået skrevet en smule, gjorde jeg også det eneste fornuftige. Jeg beordrede min krop op at stå og luskede ned af trappen, imens jeg kaldte på Tyson og forlangte, at han kom ned og hjalp mig med at betvinge seng og hovedpude, men den kryster overhørte mig totalt og lod mig klare paragrafferne alene.
Klokken tolv er jeg åbenbart glad for at vågne. Den var lige fem minutter over, da jeg igen slog øjnene op og så på verden, og da havde jeg helt anderledes mod både på dagen og på alt andet. Nu sendte jeg varme tanker efter både min mor, eltani og 1sassy(one) og håbede halvt om halvt på snarligt gentræf i telefon eller på msn, hvor de jo havde været medvirkende årsag til mine sene indslumring. Nu skulle der helst ske en masse, og det første blev at tanke mokka og ryge cigaretter, mens jeg fræsede rundt på nettet og på tv2-blog især. Jeg følte mig som en fisk i vandet og havde det aldeles pragtfuldt, og i denne eksalterede stemning fandt Steffen, der havde fået tidligt fri fra sin sidste dag i brobygning i svendborg på teknisk skole, mig.
Nu kom han hjem, og han havde ikke været inden døre i femten sekunder, før han beordrede mig med ud at skrue på scooteren. Jeg var faktisk blevet iklædt noget helt anvendeligt tøj til formålet allerede og tog derfor kun overtøj på, inden jeg fulgte ham ud i gården, hvor dyret stod parkeret. Der skulle skiftes batteri, og selvom T.Hansen havde leveret et med defekt minuspol, lykkedes det os alligevel at få det gjort ved fælles hjælp. Derefter mente Steffen, at vi skulle prøve at indstille karburatoren lidt bedre, end den stod, så vi klodsede scooteren op på en tom ølkasse og gik igang. Ligesom det gik allerbedst og jeg lå på knæ ude i stenene og lyttede om nu motoren tog flere omdrejninger ved et lille vrid på den ene eller anden skrue, døde knallerten totalt!!! Bjarne, der i mellemtiden var kommet hjem fra arbejde, og som stod og gav moralsk støtte, sagde hastigt farvel og gik hjem for at sove til middag, inden han skulle over til sit hjertes udkårne Mette, og der stod vi så en anelse rådvilde. Efter meget baksen og regeren fik vi endelig liv i dyret igen, og nu kører den såmænd helt godt. Jeg åndede meget lettet op, da motoren sprang igang og villigt tog omdrejninger. I dag fik vi også ordnet spørgsmålet om forsikring, og nu skulle de sidste hindringer så være ryddet af vejen for at Steffen kan nyde sit køretøj.
Mens vi sådan skruede knallert og havde nogle nervepirrende stunder, kom både Cathrine og Karin hjem. Jeg havde nået at brygge kaffe til Karin, for jeg ved jo, hvor meget hun holder af en kop friskbrygget, lige når hun træder ind af døren, og hende der ellers stille så få krav, skal man da opfylde dette simple ønske om muligt. I dag havde jeg ikke haft Cathrine til at jage afsted til brygningen, så det blev a lá Lars, men den smagte da udemærket. Jeg havde selv et af de mindre sårbare krus med udenfor, mens vi legede Steffen og jeg, men da jeg kom ind igen, røg det straks i opvaskemarie og jeg gik tilbage til det gode. Dog havde jeg ikke forfærdelig meget tid at nyde hverken kaffe eller min families selskab i, for jeg skulle snart på arbejde, og minutterne bare fløj afsted i dag. Dog havde vi da tid til at snakke om den hip-hop koncert, som Cathrine og Karin skulle til her i aften i Tullebølle kirke. Den glædede i hvert fald Karin sig til, for hun er også bredt interesseret i levende musik og dans, mens Cathrine ikke var så hed på hele konceptet med HIP-HOP i en gammel middelalderkirke. Hvor kan børn dog være sært gammeldags ind imellem. Det tænkte jeg en smule over, mens jeg stod i badet og fik vasket det værste skidt af. Jeg glemmer jo helt at fortælle, at jeg i dag endelig fik studset skægget ind til de sexede to tre millimeter i fjæset, og nede på halsen fik jeg det helt væk. Det havde jeg lige nået, inden jeg gik ind til kaffe, og Karin belønnede da også dåden med et par gevaldige kys. Nu stod jeg så her i badet og tænkte HIP-HOP og så gled tankerne over på det fact, at de havde drillet mig hjerteløst på arbejdet i går med min fine Diesel skindjakke i de flotte friske farver, som jeg jo godt ved burde bæres af en noget yngre mand end jeg, men jeg fik den jo billigt . Den ene tanke førte til den anden, så inden jeg mistede modet, havde jeg lavet den flotteste hanekam med min hårvoks og ellers sat håret som en på 17, og hele vejen op af trappen grinede jeg ved tanken om min storebror og Svend kokkeelevs fjæs, når jeg sådan dukkede op med hår passende til jakken. Karin og Cathrine grinede også og sendte mig opgivende blikke, hvorefter de havde en livlig nonverbal konversation med blikke og fingre, der roterede mod deres tindinger. Jeg følte mig alt for fin til overhovedet at lade mig mærke med deres barnlige gestus, og fik værdigt tjenertøjet på, hvorefter Karin stadigvæk småklukkende kørte mig på arbejde. Hun skulle jo bruge bilen til at køre til koncerten.
Jeg var kun lige kommet ind på restauranten og ind i baren, hvor hele staben sad, efter de havde afviklet det lille selskab, som jeg dækkede op til i går, inden jeg gik hjem, da moroen brød løs. Jeg forsvarede tappert min frisure og påstod, at den skam var aldeles passende til en flot mand lige rundet de fyrre, men der var dog delte meninger. Jeg var igen for fin til at lade mig bemærke med de himmelvendte øjne og anden ageren, og snart var vi igang med dagens dont. Håret blev der ikke gjort noget ved, da det jo sad vokset fast i den rette stilling!!
Dagen gik meget fredeligt på arbejdet. Jeg fik med Vivi vores dame i flex-job dækket op og gjort klar til både i aften og også til festen i morgen til middag. da hun var gået hjem og jeg jo som sagt var meget meget klar, gik jeg i køkkenet og hjalp dem derude, for de havde enormt travlt. Der var en hel masse mad ud af huset i dag, og samtidig havde min guddatter, Storebrors ældste datter, beæret os med sin visit, så der fik vi en del snak. Jeg havde også prøvet de to små tvillinger af brormand atv(Sådan en firehjulet knallert med motorcykelmotor) i dag, for nu mente jeg endelig at kroppen kunne tåle det, og da der kræfter i sådan en firhjulet fartdjævel og jeg ikke sparede på gassen, var jeg nær røget af, da maskinen røg i et hul midt på græsplænen. Havde jeg siddet på min flade, var jeg absolut røget af, men jeg nærmest stod op skrævende på fodhvilerne og kunne derfor modtage stødene fra jorden i knæene og få det værste afværget. Jeg gav jo også fuld gas op gennem alle tre gear, og jeg morede mig pragtfuldt. Jeg bliver nok aldrig voksen, må jeg erkende, men så må jeg jo bare sørge for at have det sjovt som næsten adult.
Gæsterne i dag gjorde ikke ret meget væsen ud af sig, og da der var Vild Med Dans finale i aften,(JUHUUUUUUU MARIANNE OG ROBERT VANDT) var de både hurtigt inde og ude igen. Jeg kunne lukke og lave regnskab og være klar til at køre hjem klokken ni, og det havde jeg slet ikke spor imod. Hjemme var der både friskbrygget kaffe og kage, og snart havde jeg den glæde at chatte med Eltani og 1sassy på en gang i en fælleskonversation. Dog måtte jeg på et tidspunkt afbryde, for jeg ville skrive dagbog inden død nat, men som du ser, kom der noget i vejen. Først kom jeg til at gå ind på tv2-spil/kasino, hvor min bror havde den frækhed at banke mig sønder og sammen, og samtidig kom hans søn på MSN og begyndte at snakke om en pc, jeg skal købe af ham, og som vi havde snakket om i telefonen engang i løbet af eftermiddagen. Jeg skulle jo lige have at vide, hvad det var for en slags maskine og dens indhold af både det ene og det andet, men jeg vil indrømme, at de tekniske specifikationer er lidt lukket land for mig. Jeg kender udtrykkene og ved, hvad der skal være i en pc sådan nogenlunde, for at den duer til noget, men nogen IT-supermand er jeg altså heller ikke. jeg kan finde ud af at skrue og regere, men der er grænser og helt ærligt. Jeg har jo både Bjarne og også Brormands søn er i branchen, så hvorfor bekymre sig? den slags overlader jeg trygt i deres hænder, mens jeg priser min hårfarve og kigger hjælpeløst beundrende på dem. Den virker hver gang.
Så var der jo også en fin actionfilm med kurt Russel, der lige skulle have et blik eller to med på vejen, og jeg skulle jo også høre om koncerten her til aften i Tullebølle kirke, som havde været en bragende succes med tryk på bragende. De havde spillet så højt, at Karin havde været nødt til at gå udenfor et øjeblik, selvom hun havde haft høreapperaterne skruet ned på det laveste. Al dialog var foregået på engelsk og Cathrine fortalte mig glædestrålende, at hun faktisk havde forstået det uden at tænke på, at ordene ikke var danske, så jeg roste jo min dygtige pige og fortalte hende, at så kunne hun også tale sproget. Det er jo bare at prøve. Jeg fortalte hende, at mange pigers og en del drenges store problem var, at de ikke turde prøve af frygt for at sige noget forkert, men at en udlænding taknemmeligt vil gribe enhver chance for kommunikation. Derfor er det dummeste slet ikke at prøve.
Jeg har haft en god dag, selvom den startede sådan meget lala. Senere blev den jo fin, og man husker jo bedst det sidste, der er sket, Godt at rækefølgen blev som den blev. Jeg regner bestemt med at forsøge at kede dig ihjel i morgen igen, hvis jeg oplever noget som altid om natten.

11 billeder Et stort Hurra skal lyde fra langeland. Nej lad det blive to!!. Det første går til Eltani, der er rundet de 50 i dag, og som fortjener hyldest. Det andet går til mig selv, fordi jeg har haft en dejlig dag, og fordi jeg endelig er udsovet.Derfor har jeg heller ikke oplevet særligt meget, men HURRAAAAAAA alligevel.
At starte med at tumle op af trappen halvsovende og ude af stand til at fokusere, flå køleskabsdøren op, glo dumt ind og erkende, at alt er som da jeg gik i seng, hvorefter jeg tumler forvirret og ør ind i stuen til mine kvinder klokken ti minutter over syv, er jo efterhånden mere reglen end undtagelsen, og i morges, da jeg således fandt mig selv siddende i sofaen og ligne noget, katten havde slæbt ind, blev jeg således ikke overrasket men nærmere lidt småfornærmet på mig selv. Hvad ligner det egentlig sådan at slæbe en mand, der nok kan have brug for søvnen op, når han ikke har noget at gøre i verden på det tidspunkt?? Jeg har gået og tænkt over senere på dagen, hvad der mon vækker mig, og imorges lagde jeg faktisk mærke til, at jeg kunne høre en lastbil, ligesom jeg rejste mig.
Jeg hører til de mennesker, der kan høre meget lavfrekvente lyde, og store lastbiler brummer helt utroligt vildt, når der ikke er andre lyde i nærheden. Jeg kan til enhver tid høre dem gennem huse og vægge, så måske det er sådan en, der forstyrrer min søvn hver morgen. Nu er jeg obs på det og vil tænke over det.
Jeg havde hurtigt fået nok af at lege Far, mor og børn her til morgen, så jeg sagde gonitter-gonatter og gik på hovedet tilbage i seng igen. Min mobilalarm stod til at vække klokken velsignet elleve, og med den tanke lagde jeg hovedet på puden og gik ud igen.
Klokken 12:15 vågnede jeg aldeles veludhvilet og frisk. Smilende rejste jeg mig fra lejet, fik tøj på og gik ovenpå, hvor jeg hurtigt fik gang i kaffen og cigaretterne. Tyson lå endnu og slangede sig i Karins lænestol. Der havde han ligget i morges krøllet sammen bagved Karins ryg, og der lå han endnu. Jeg tror han er lidt efterårssløj, så jeg må hellere lige have ham under luppen de næste dage.
Når man står sent op, er der ikke meget at berette i dagbogen, og i dag var virkelig en ekstra stille dag. Jeg lavede aldeles ingenting indtil Cathrine kom hjem fra skole. Netop som hun kom, sad jeg foran computeren og lavede ikke andet end at skrive udkast til et digt til Eltani i words, da jeg gerne ville finde på noget godt, når hun nu bliver 50. Jeg vinkede stort, da jeg så hende komme kørende på sin cykel og så hende slænge den op af troldepilen, hvorefter hun stormede op af trappen og flåede døren op, med et stort grin og velkomst HALLOOOOOOO på læberne. Vi halloede hinanden et stykke tid , som vi plejer, indtil jeg ikke kunne lade være med at grine, og Cathrine skyndte sig at lave gennemtræk, for jeg havde vist holdt meget høj cigaretføring i dag. Så skulle hun altså have noget at spise lige nu, for hun skulle snart ud at arbejde med at omdele reklamer. Der var ingen tid at spilde, mente hun, men alligevel nåede vi dog at få stegt bacon, hakket porretoppe og at varme suppen fra forleden, hvorefter vi satte os ved stuebordet og spiste. Det viste sig at de også havde fået af den som aftensmad i går i huset, men alligevel var der nok til både Cathrine og jeg kunne få hver to portioner og spise os godt mætte. Samtidig sad vi og snakkede om alt muligt, og vi kom bl. a. også ind på det forældremøde i hendes klasse, som karin skulle til senere på eftermiddagen. Hun kunne jo ikke selv være tilstede p.g.a, reklameomdelingen, men det passede både karin og mig ganske fint, da hun så kunne tage cathrines mere stille opførsel på det sidste op i fred uden at pigen hørte det. Jeg skal så lige indsparke, at her i eftermiddag var hun aldeles ikke stille på nogen måde. Vi grinte, spiste, sloges og snakkede, og hun virkede så glad og fri for enhver bekymring, at jeg slet ikke kunne lade være med at sige til hende, at jeg var meget beæret og stolt over at have så dejlig en datter som hende. Sikke hun skrupgrinede, og så kom hun og satte sig på skødet af mig og gav mig ugens knus, så min hals endnu er et stykke forlænget af presset fra hendes ivrige arme. Sådan huserede vi omkring, da Karin kom hjem fra job, og som om vi havde aftalt det på forhånd, blev hun mødt med en halvtres tres Hallo i varierende styrke og intensitet, hvorefter Karin, efter at hun havde fået smidt overtøjet, drejede sig om imod os og sagde et meget bestemt " HALLO!!!!!"
Var vi ikke oppe at køre, kom vi det nu. Vi var helt og aldeles færdige af grin og Karin kom ind og fik skænket sig en kop af den gode kaffe, som jeg havde tvunget Cathrine til at brygge lidt forinden under vilde protester. Steffen ringede igen i dag fra Svendborg, at han blev lidt længere for at købe reservedele, og så havde jeg også styr på ham.
Alt godt har en ende, og snart var tiden så fremskreden, at jeg bare måtte i bad for at nå at komme på arbejde til tiden. Jeg fik vasket mig og klædt om, og snart efter kørte jeg så afsted. Da jeg kom til restauranten, kunne jeg se, at der allerede var folk derinde, for der stod en for mig fremmed bil, og ganske rigtigt var Kirsten og Jens der og aftalte deres fest med min storebror, da jeg trådte ind. Det er de folk, som jeg skal synge for den 30. og på et tidspunkt, da manden kiggede væk, bl<x>inkede hun stort og konspirerende til mig. Jeg fik også afleveret en enkelt bredside til Jens, som jeg ved kan tage det. Jeg fortalte ham, at der nu er noget ved ham, som jeg godt kan lide, men jeg må have brugt den for tit, for han svarede grinende at det jo er Kirsten, og så trumfede han ved at sige, at jeg får hende ikke !!! Så ku' jeg lære det !!! Jeg var i et vældigt godt humør, og i dag fik jeg ryddet en masse op og sat på plads. Godt det samme, for der var ingen der var på mindste måde imponeret af gårdsdagens indsats. Jeg havde dog lavet noget, men ikke noget, der var så synligt. Nu fik jeg ordnet både bar og mit hjørne ude i køkkenet, og det ene laget fik sig også lige en overhaling. I dag var det jo torsdag og torsdagsarrangement, og jeg fik ideen at tage billeder af den, så det kan ses, hvad man får for 169 kroner hos os. Det var en udemærket buffet i aften, men langtfra den største, jeg har set. der var også kun fire forudbestillinger og ialt med Peter kom det otte. Lavmålet af det laveste. ÆV. Nu skal vi jo også snart holde pause med den, for December og Januar er den ikke på vores agenda. Godt det samme. Vores gæster var nu ovenud tilfredse og i aften var det ene hold nogle meget fli<x>nke tyskere, som kommer tilbage til os igen og igen.
Jeg ved ikke hvad kvinderne laver, udover at de kommer med deres mænd og spiser, men de er både søde, kønne og helt dumme kan de heller ikke være, for de har lært sig en masse dansk gennem årene og prøver virkelig at bruge det, og det med langt større held og præcision end de fleste andre tyskere. Jeg ved til gengæld at den ene herre har et større firma i Tyskland og den anden flyver de helt store rutemaskiner. På tiden er det vidstnok Airbus den store nye han flyver, og han er virkelig en meget behagelig mand. Jeg spurgte ham, om han nogensinde havde fløjet Dash otte fly, og det havde han, men kun som passager. Han synes de er alt for små og bryder sig heller ikke om propeller. Han vil have store blæselamper til at skubbe sine maskiner fremad.Han kender dog lidt til SAS' problemer med flyene og blegnede da jeg fortalte ham om vingerne gennem kabinen på den ene nødlanding.
Aftenen var jo snart ovre med så få gæster, og jeg kunne derfor få dækket op til det lille middagsselskab, som er på reatauranten i morgen uden min medvirken. Da det var gjort og jeg havde lavet regnskab, kunne jeg køre hjem klokken ca. ti. Jeg gelmmer helt at fortælle, at Steffen besøgte mig på jobbet igen i dag, og at han skulle vise os de forbedringer, han havde lavet siden i går på scooteren. I dag havde vi en ung dame Annika på arbejde som opvasker, og jeg drillede hende igen med at Steffen udelukkende var kommet for at se til hende, men nu har hun vænnet sig til vores måde, og gav rappe gensvar og var lidt fræk. Det er lige netop det, jeg ønsker for de unge mennesker, der kommer og arbejder hos os, for det er ikke til at holde ud, hvis de er for spage og forsagte. Så hellere frække og lidt kæphøje og sjovt nok arbejder de meget bedre, når man driller dem lidt og viser dem, at de er en del af sammenholdet. Svend vores kokkeelev hjalp meget til ved både at drille den ene og den anden hele tiden på sin egen charmerende facon. Det ender som regel med at de unge damer bliver meget forelskede i ham, og han er da også sød, selvom han er så drillesyg og ind imellem utålelig. Ingen kan blive sur på ham for alvor og der er heller intet ondt eller gement i alle hans påfund. Steffen fik også vist sin scooter frem til Peter vores pensionær, og min Storebror lånte ham en oplader, så han kunne få ladet sit nye batteri op til i morgen. Dog ikke uden forviklinger, for han havde en oplader stående, som han ville have foræret Steffen, men da de afprøvede den, tog den strømmen i hele privaten, så de måtte famle sig frem til sikringerne og få gang i det hele igen. Jeg grinede næsten ikke, da de kom over på restauranten og berettede. Den glemte han at tage med hjem, men så er det jo godt, at Farmand husker.
Endelig hjemme, mødtes jeg af duften af æbleskiver, og hele familien var endnu oppe og samlet. Der var nu sådan en god stemning her i stuen, og efter at Cathrine og jeg havde opbrugt en ca. 30 Halloer hver, kunne vi komme igang med at snakke og berette om hver vores dag. Steffen havde ikke noget at fortælle os, men foretrak at sidde her og chatte med en eller anden, og det var jo også ok. Karin fortalte om sit møde med lærerne fra Cathrines klasse, og det lader til, at hun er et skattet medlem, for hun betegnedes som både dygtig fagligt og med en evne for at drage alle med ind i gøremålene. Jeg kiggede stolt på hende og måtte selvfølggelig også lige give hende en minikildetur bare for at vise min begejstring. Til gengæld hev hun mig i næsen og stak et par stive fingre ind imellem mine ribben for at vise, at min ros blev vel modtaget, og så faldt vi ellers hinanden omkring halsen og lo. I aften opnåede jeg også et rigtigt godt kram fra Steffen, da han kom og sagde godnat. Han er jo lidt nærig med dem, så derfor påskønner jeg dem så meget mere, men Karin får nu altid af ham.
Jeg var lige netop begyndt at skrive dagbog, da min mor ringede. Hun ville høre om Steffen nu også havde fået sin knallert og fortælle, at Kay hendes kæreste skal opereres imorgen. Hun var lidt oprevet og havde brug for at tale om det, og det gjorde vi så, og bagefter måtte jeg læse hende dagbogen for i mandags op. Hun fik hele historien med og syntes, at det var en spændende fortælling. Hun kunne godt forestille sig, hvordan det måtte føles i øjnene at køre så langt i natten og med modkørende biler.
Mor og jeg snakkede sammen i omkring en lille time, hvorefter jeg vendte tilbage til dagbogen. Som ved magi loggede Eltani så på, og hende måtte jeg bare snakke med. Hun skulle jo fortælle om sin fødselsdag, og det kunne ikke vente som dagbogen, så den blev lagt tilside¨. Hun havde dog ikke tid til at blive ret længe, fortalte hun, men dog fik jeg da lige en opsumering, som jeg var glad for, inden hun loggede af. Så fik jeg skrevet et ordentligt stykke, inden hun alligevel loggede på igen, og jeg strengt sagde, at nu var det bare med at komme i lullekassen. Hun grinede vidst lidt af mig, men efter en smule mere chat, loggede hun nu alligevel af og gik til ro, tror jeg. Hun må også have været meget træt efter sådan en lang dag i festens tegn?
Så var der ellers fri bane for dagbogen, og jeg skrev som en gal og var faktisk nået frem til omkring tolv nat, da pludselig 1sassy dukkede op på min MSN. Jeg blev bare så glad, og hvor er det dog rart at skrive med hende og høre, hvordan hun har det helt omme på den anden side af vores jordklode. Jeg synes, at det er aldeles fantastisk. Nu er jeg fremme ved nutiden igen, og med 1sassy(one) i chatten, vil jeg takke af for nu. Jeg vender tilbage som altid om natten.

Om en måned og ti dage er jeg halvvejs i Himlen på dette tidspunkt. Jeg har været i kirke, og sunget så højt jeg kan til Guds pris og glædet mig over, at Jesusbarnet lod sig føde for min skyld. På denne dag klikker det hel på plads i min hjerne og Guds fred sænker sig i mit hjerte, inden jeg skal hjem til gåsestegen, ris a lá manden, juletræet, sangen, dansen, gaverne og kaffen i glade menneskers lag. Allerede nu glæder jeg mig og ønsker, at Julen må begynde. Jeg er nok et fjollehovede, men jeg ved intet bedre end når jeg går rundt omkring træet og synger flerstemmigt sammen med mine børn. På denne aften er jeg selv et lille barn i den forstand, at jeg åbner mit sind og min dør for alle, der vil ind, og ingen vil gå forgæves til mig. Det er den ægte JUL.
Det ligger jo ude i fremtiden, og selvom det snerper, har jeg stadigvæk en del dage at berette for dig, inden den gode tid kommer.
Jeg var ikke særlig dygtig til at slutte mit indlæg i går. En eller anden havde holdt mig til chatten så længe, at det blev virkelig tidligt, inden jeg kom i seng. Derfor havde jeg halvvejs også besluttet mig for, at turen med Ruth til Rudkøbing måtte vente eller udskydes, når jeg engang så dagens klare lys igen. Dette skete klokken ti minutter over elleve, hvor jeg pludselig poppede ud fra det store intet og tilbage i virkeligheden. I dag formåede jeg at stå ud af sengen uden at gøre mig selv til grin, og morgentoilettet forløb aldeles fredeligt. Jeg kunne mærke, at jeg var på rette spor, og stilfærdigt luskede jeg op af trappen til køkkenet, hvor jeg standhaftigt gloede på køleskabet i ti sekunder, inden jeg begyndte at grine og gik ind i stuen. Kaffen stod som altid klar på kanden, og der var tændt op i dag, hvad der ellers ikke har været, så jeg gøs velbehageligt og satte mig til at ryge og drikke kaffe, imens jeg zappede rundt på tv'ets mange kanaler.
Intet fangede mig spor, men glad og dovent lod jeg fjernsynet stå på tv2, og glemte så alt om dets eksistens, da computeren og Hjemmet, hvor jeg manglede at læse ugens noveller trak meget mere. Jeg valgte at læse først og starte pc senere, og derfor havde jeg intet til at forstyrre mig, før klokken blev omkring tolv og de første tre krus mocca var indenbords. Så mente jeg dog, at Verden havde brug for mig og satte mig ved tastaturet og musen og gik igang. MSN blev åbnet og bloggens rokeringer fra dagen før blev noteret. Jeg skulle lige til at kommentere de rare bloggere, der havde sendt hilsener, men så kom Musikeren med sin smukke strat på på MSN. Han kaldes i daglig tale for Kurt og det andet bruger han for tiden som alias på messenger, og straks han loggede på, spurgte jeg ham, om han kender en sang, der hedder Rosenbladet?? Jo Kurt kender de fleste melodier på denne jord, tror jeg, og selvom han normalt spiller keyboard i sit job som festmusiker, er han heller ikke ueffen til at rive i guitarens strenge. Der kan han også godt mere end så mange andre, og da han nu påstod at han kendte den, inviterede jeg ham hjem på stedet så han kunne spille den for mig. Det er nemlig sådan, at jeg skal synge den for en mand, der hedder Jens d. 30. dennes. Han ved det ikke endnu, og det skal han heller ikke vide før dagen, hvor han holder sit guldbryllup henne på restauranten, hvor jeg arbejder. Kirsten hans kone har nemlig bestilt mig til at synge "rosenbladet" og "tak for gode som for onde år" for ham som en overraskelse, og den sidste kunne jeg nok i forvejen, men rosenbladet sagde mig ikke en hujende hatfis!!! Altså hev jeg fat i Kurt omgående, nu jeg havde chancen, og da han sagde ja til at komme, påbød jeg ham i samme momment at gå ind forbi bageren og raide kagedisken. Jeg skulle så nok betale, når han kom med de gode sager og kaffen skulle selvfølgelig også stå nybrygget klar.
Så mente jeg, at det måske kunne være en god idé at få trukket noget kluns på, og efter jeg havde sat kaffen over at brygge, gik jeg hastigt mulighederne efter, hvorefter jeg valgte noget nær det samme som i går. Bare lige med noget nyt inderst, og så var jeg klar. Jeg glemte at besvare kommentarer stadigvæk, men kommenterede lystigt rundt omkring, hvor jeg mente, at det kunne være passende, og sådan blev jeg ved, lige til jeg så Kurts blå jakke tone frem henne fra vejen. I det samme skrev Eltani, og selvom jeg gerne ville have haft en god samtale med hende, måtte jeg jo passe det foranliggende, når jeg nu selv havde sat det igang. Derfor gik jeg ud og tog imod Kurt, der kom med ikke mindre end to forskellige bagerposer under armene, som han droppede på bordet, hvor kaffen og krus allerede stod klar. Jeg fik hentet kniv, for det så ud til at der var noget i poserne, der nok lige skulle justeres i størrelsen, inden de blev fordelt, og endnu engang havde jeg ret i dag.
Tre kæmpestore onsdagssnegle med dejligt meget kanel og dryppende af remonce dukkede op af dybet på den ene pose, og frem fra den anden hev jeg saligt en dejlig stor og totalt indsnasket brunsvigerkage lige som jeg holder af dem. Lykken var nu ikke ret langt væk, og da jeg havde fået skænket og vi sad i sofaen, hvor Kurt optog det meste med sin guitar, som jo står hos os, og som var pakket ud og stemt, bankede den ikke engang på døren, men sneg sig bare indenfor og helt ind under huden på mig.
Jeg har et særligt forhold til levende musik. Det er egentlig temmeligt ligegyldigt hvilken genre, det er, men levende musik gør et eller andet ved mig, der får min store krop til at føles som en fjerbold. Jeg bliver så glad i låget, og jeg synger som det store barn jeg nu engang er indeni, og hele verden bliver med ét min ven, når nogen gider spille for mig. Jeg regner det for en kæmpe gave til mig, at jeg sådan kan give mig totalt hen i musikken, og så snart Kurt lige havde spillet og sunget sangen en enkelt gang, kunne jeg være med og faldt ind. Min stemme er immervæk ikke helt på toppen, men alligevel nød jeg usigeligt meget at sidde der i sofaen og synge, mens min ven Kurt spillede og sang andenstemme på de rigtige steder.
Cathrine kom hjem fra skole. Faktisk havde hun allerede været hjemme et kort sekund lidt tidligere efter et eller andet, men nu kom hun hjem og havde fri. Kagerne var bestemt også lige noget for hende, og især brunsvigeren måtte holde for, men der var mere end rigeligt itl alle. Kurt ville ikke høre tale om at jeg måtte give ham noget for kagen, for han mente det var hans tur til at gi', og så guffede vi ellers det ene stykke efter det andet i os, mens UHMM'erne fløj gennem luften og kaffen blev hevet efter kagen i store slurke. Karin kom også hjem fra efterskolen, og Steffen var så sød, at han ringede fra Svendborg og fortalte, at han lige ville forbi T.Hansen for at se på nogle reservedele, inden han tog hjem, så ham havde vi så også tjek på. Han bestemmer jo selv, hvad han gør og hvor han er med sine seksten år, og jeg er bare så glad for at han altid fortæller os, sine planer, så vi kan være rolige for ham. Det er også en gave.
Jeg kom i tanke om, at jeg gerne ville kunne gennemsynge rosenbladssangen endnu mange gange, inden jeg skulle fremføre den offentligt, og da jeg ikke kan insstallere Kurt her i huset, hvad der nok ellers kunne være sjovt, fandt jeg på, at Karin da kunne videofilme, når jeg sang den igennem sammen med ham, og sådan blev det. Karin tog mit gode canon powershot S3 is, som jeg ikke forstår, hvordan jeg kunne leve uden før og videoede hehe os, mens vi repeterede sangen, og derefter lagde jeg den straks ind på computeren. Jeg skulle jo være sikker på at det i det hele taget havde fungeret, og det havde det endda fint. Det i ser på todays video er kun en sølle afglans, for jeg var nødt til at ændre formatet meget på optagelsen for at tv2 ville tillade mig at uploade den hertil, men sådan er livet jo. Her på min skærm står den skarpt og med gode afbalancerede farver i avi format, mens det jeg har lagt ind er i mpeg format, der i bedste fald er lidt småringe.
Jeg havde dog store problemner med at finde ud af at ændre format og pludselig midt i det hele, spurgte karin så, om ikke jeg skulle møde klokken tre i dag ?? Klokken var på det tidspunkt fjorten minutter i, så jeg fik en smule småtravlt. Jeg hvirvlede rundt omkring mig selv og fór hid og did, men jeg nåede faktisk at komme i tøjet og møde til tiden alligevel. Kurt tog jeg hastigt afsked med og takkede ham selvfølgelig mange gange både for det ene og for det andet, og det er altid fest, når han kommer her. Ind imellem havde vi jo både hørt queen og Kenny rogers og også selv sunget lidt og det andre numre end det i hører her, og sådan er det altid, når han kommer.
På restauranten i dag skete der ingenting!! Absolut ingen verdens ting, som der er værd at berette om. Vi havde ikke én eneste sølle gæsdt udover pensionæren Peter, men alligevel blev det til en god omend lidt småkedelig arbejdsdag. Da jeg mødte var storebror optaget af at bestille varer hos Poul ÅÅH Nej, som var på besøg. ÅÅH Nej kalder vi ham, fordi vi i mange år, når han kom sagde, ÅÅÅH Nej er du allerede der igen?. Han er en vældig fin fyr og en af hovedgrundene til at min storebror foretrækker den grossist han arbejder for frem for andre. Det personlige er meget vigtigt i forretning, ikke ?
Jeg fik også vist mine billeder fra gårdsdagens indlæg frem for brormand og hans kone mette. De syntes også, at jeg havde fanget kontrasten mellem solen og de kulsorte skyer på glimrende vis og roste mig for det.
Steffen kom på besøg, da han kom hjem fra Svendborg. Han ville jo både vise sin scooter frem og også de dele han havde købt til den til mig. I forvejen lå alle de ekstra skærmdele jo stadigvæk i bilen, så nu han var igang kunne han få vist brormand og Svend kokkelev det hele. Han virkede altså så glad og stolt, og han rettede ryggen meget, da han også fik ros af Svend for både køretøjet og prisen. det kunne han godt lide at høre. Jeg havde fået Svend til at love inden Steffen kom, at havde han ikke noget pænt at sige ville han holde sin mund, men han roste den og fik en prøvetur også. Den forløb også meget fint, omend de begge mente, at der skulle andre og lettere "ruller??" i den. Jeg ved ikke helt, hvad det er, udover at det sidder i transmissionen, men det finder jeg nok ud af, for Steffen ville have mig til at skifte dem for ham. Han tror at jeg er et mekanikergeni bare fordi, jeg nogle gange har været heldig og har kunnet regne ud, hvordan man skulle gøre for at få tingene til at virke. Steffen tog dog snart hjem igen, og med sig havde han et nyt lille hovedbrud, for det vistre sig, af forlygtepæren, som skulle udskiftes var loddet på, så det ville han gå hjem og forsøge sig med. Jeg blev jo på restauranten, og da Peter endelig kom, serverede Svend verdens dejligste til dato vildtragout for os. Det smagte så vidunderligt, at jeg måtte rejse mig fra tallerkenen og gå ud i køkkenet til ham og rose ham på det hjerteligste, og han blev faktisk meget glad for at få min uforbeholdne mening. Han fortjente det!!! Åhh det smagte vidunderligt.
Endelig blev klokken halvni, og jeg kunne lukke og stænge for i dag. Det var en underlig fornemmelse at tage hjem og vide, at i dag havde jeg så absolut ikke fortjent min løn, men jeg trøster mig så med, at der har jeg nok andre gange, og gudskelov er det er fåtal af den slags dage, vi har på et år. Ellers blev jeg nok vanvittig, tror jeg.
Hjemme var der ståhej. Steffen sad ved stuebordet og forsøgte at lodde ledningen på pæren, og det ville bare ikke lykkes for ham, Han havde prøvet på flere måder og i flere timer, og nu var han nær ved at give op. Jeg måtte sætte mig og forsøge, og på en eller anden måde lykkedes det faktisk for mig med Steffens hjælp efter tyve minutters baksen rundt og brummen. Jeg tror, at det jeg gjorde anderledes end Steffen var, at jeg lige lod tingene få lov til at ligge i fred i ti minutter og hærde op, inden jeg pillede ved dem igen, og så holdt det sørme. Jeg indrømmer her, at det var langt mere held end forstand, men jeg fik da en stjerne hos min søn, og dem kan man godt have brug for at optjene nu og da. Jeg blev så glad på hans vegne, da han havde monteret det hele og det bare fungerede. Han kvitterede omgående ved at tilbyde mig, at jeg da gerne måtte få en køretur, og det er stort at få lov til at låne en andens nye legetøj så snart i drengeverdenen. Det er faktisk et halvt ridderslag. Jeg blev stolt!!
Efter at have prøvet "dyret" op og ned af vejen, kunne jeg konkludere, at det ikke var den ringeste maskine, jeg nogensinde havde kørt. Faktisk føltes det rigtigt rart at vride øret i bund på den og mærke den kraftige motor sparke fra. Jeg forstår nu, hvorfor det lige netop skulle være den model, Steffen absolut ville have. Det er en dejlig maskine.
Indenfor gik jeg tilbage til eftermiddagens problem med at få min video lavet om, så tv2 ville anerkende den, og der var der så Steffen min kloge dreng, der lige skaffede de sidste oplysninger, så vi kunne få tingene gjort, så helt dum er han heller ikke den lille. Han var vidst også meget glad for den ros, der naturligt tilflød ham ovenpå veludført dåd, og da han gik i seng kunne jeg se tilbage på en af de dage, hvor min søn og jeg var perlevenner. Dem er der mange af, men jeg tager dem ikke sådant for givet, at jeg ikke lige noterer mig, hvor dejligt det egentlig føles og tro mig. Det gør det !!!!!
Jeg gik igang med at uploaden min video til tv2, og samtidig kom Eltani frem på MSN-messenger og var i chattehumør ligesom jeg. Jeg sendte den til hende også, for at prøve den af på hende, og da hun sagde god for den, må i andre nu trækkes med at få den i stedet for det sædvanlige billede. Vi var rørende enige om, at det nok var bedst, at vi ikke lige chattede så længe som natten før, hvor vi vidst havde glemt tiden. Derfor takkede vi hurtigt ,for os, af igen og Eltani loggede af for at hvile ordentligt ud inden hendes store dag i morgen, og jeg gik igang med dette projekt. Nu er jeg kommet lige så langt som hun og mangler egentlig bare at fortælle, at jeg da helt sikkert vil komme tilbage og se, om i overlevede videoen i morgen, og er der nogen overlevne vil jeg fortælle dem om, hvad torsdagen bragte som altid om natten.