Fredag, 25. juni 2010 kl. 00:41 / fatamorgana
i tre år
af mit liv er
har du været i mig
er jeg løbet fra dig
finder du tilbage til mig
med tre år af mit liv
kommer jeg tilbage til dig
vågner længslen efter dig
vækkes drømmen om dig
igen
for du fandt mig for nyligt i regnen
aede dine fingre helt derind
hvor hjertet åbner
sindet måber
fra mit ansigt til min mave og mit skød
og du presser dig ind til mig
mens jeg lægger mig ind i dig
midt i natten med mit ansigt mod din hånd
og jeg ved at jeg har brug for dig
for jeg mærker at du rører mig
alt for kort
igen
mærker huden falder ind igen
mens mit hjerte smelter ned igen
og en krop der eksploderer i ømhed
mærker angsten hale ind igen
mens min smerte tage til igen
mærker alt det der endnu er tomt
så jeg vender mig hastigt og går
udi natten som fyldes med latter
gennem øjet ses tåren som stiger
på flugt mellem tåger af tåber
fanget i alt det der ikke er
slippe jeg væk igen
fra dig
igen
Torsdag, 1. april 2010 kl. 22:40 / judas kys
Som en tyv i nattens mørke har den langsomt sneget sig ind på mig de sidste par dage. Den lister ikke længere, men i alt sin styrke står den nu foran mig og giver sig fuldt til kende. Fra sit hjem, dybt i mig, hvisker den kærligt til mig, fylder mig op, minder mig om, at det er her jeg hører hjemme. Den tager mig i sin favn, omslutter mig indefra og ud, så trygt og velkendt, afskærmer og beskytter den mig, lukker smerten ned, slukker drømmenes forstyrrende lys, underkender længslen tåbeligheder. Som en længe ventet ven byder jeg den velkommen, så kærkomment lader jeg den fylde mig ud, lader den blive til mig igen. Jeg kender den så godt og kalder den ’ensomhed type 2’.
Den er ikke som ’ensomhed type 1’. Den skyldes ikke fraværet af andre mennesker, er ikke en byder der skal bæres eller en tilstand der skal ændres. Jeg omfavner den, den er mit Judas kys til mig selv og jeg lader den bliver min befrielse, mit tilvalg, min redning, mit grundvilkår. Den har altid været ved mig, den er mit anker og den er alt hvad jeg kan stole på. Den er alt hvad jeg behøver.
Den er et tradeoff, en studehandel, en pagt jeg indgår med mig selv. Den pacificerer mit hjertet, stopper tanken, lader kroppen følelsesløs tilbage. Den slukker lyset i mine øjne, lader livet fremstå blot i gråt og den befrier mig som en ny messias i sin hyldest til stilstand. Og jeg trænger ind i den, lader den tage ansvaret og tage angsten, lader den føre mig til ingen ting og intet sted. Som en generator der slukkes, lukker den sorgen ned og jeg lader mig omslutte af det velkendte, det trykke, det mørke. Her er drømmene ikke længere synlige og længslen blegner hurtigt i sin overflødighed. Her er ingen fortid, og slet ingen fremtid. Alle svar er lige gyldig og intet betyder virkeligt noget. Ingen smerte kan røre mig her og intet savn vil nogensinde nå mig her. Ingen der kan ser mig og ingen jeg skal se. Alt er så let her, alt er så forbandet let her, og jeg give slip, lader håbet og troen, kærligheden, forstumme, visker det ud og bleger det bort som mørket endnu ikke har taget. Roen og tomheden indfinder sig, side om side trænge de dybere ind, smelter sammen i mig, bliver min samhørighed, og jeg svælger i den, som jeg tænker man svælger i en elsker man ikke kan få nok af. Jeg kalder den ensomhed type 2, og det er her jeg mærker, virkeligt mærker, at der kun er mig, mig alene, og jeg kærtegne det faktum, for det er her jeg ikke vil, at det nogensinde skal være anderledes. Ensomhed type 2 lader ingen tvivl tilbage, det er her alt bliver til intet, her jeg ikke har brug for nogen eller noget, det er her det bliver muligt at bære. Det er her jeg ved at mit forræderi skal blive min styrke. Her jeg mærker at min livsuduelighed skal blive min overlevelse.
For mange år siden, dengang jeg var ung og kunne elske et andet menneske, lå den elskede en sen nattetime i min seng og vi snakkede som kun de unge og nyforelskede kan tale. Vi var nået til fremtiden og han spurgte til mine ambitioner i livet. Jeg kan huske at spørgsmålet overraskede mig. Ikke at jeg ikke mange gange havde svaret på, hvad jeg gerne ville læse eller arbejde med, om jeg ville have børn eller bo på landet, men spørgsmålet var et andet og kunne ikke besvares med 'et bondehus og et helt fodboldhold'. 'Hvad er din ambition som menneske', mente han. Jeg tænkte en tid over det inden jeg fandt mit svar, 'jeg gerne være et godt menneske' lød det.
Det fik fatale konsekvenser. Siden har jeg nemlig købet 'Hus forbi' og puttet mønter i plastikkrus, travet trappeopgange tynde med raslebøsser og installeret hjemløse i kælderen når det fryser. Jeg hopper på cyklen klokken tre om natten for at nærvære for veninder hvis hjerte er blevet knust, og bruger timer på den bøjleindrammede mand i baren, som gerne vil være min ven. Jeg ser mennesker i øjnene og spørger ind og lytter ud, hjælper enkefru moderen med hendes sorg, den stressede søsteren med hendes sygdom og den musikalske ven med hans succes. Jeg vil ikke have nok i mig selv, men være noget for andre. Jeg vil give og bruges. Og bliver jeg sparket, sparker jeg sjældent igen, for som den gode mand Ghandi sagde 'et øje, for et øje, gør hele verden blind'.
Men hvor forbandet uambitiøst af mig var det ikke lige? Hvordan kunne jeg være så dum? Hvordan kunne jeg nogensinde tro at det kunne være nok for mig? I mit liv. Bare at stræbe mod at bliv et godt menneske! For hvad med alt det andet? Hvad med vreden, lidenskaben, drømmende og kærligheden? Hvad med længslen, hævnen, sorgen og glæden? Hvad med liderligheden, hadet, trodsigheden og savnet? Hvad med alt det der skulle være mig? Hvordan kunne jeg tro, at det at blive et godt menneske ville gøre mig til et rigtigt menneske? Et menneske der ikke bare føler med andre, giver og lader sig bruge, men som også føler sig selv, som tør bruge andre og som kræver. Så jeg tænker tiden er moden til at udvide ambitionen, og funderer på hvordan jeg mon får løst den gordiske knude. For hvordan finder man alle disse følelser frem igen? Hvordan mærker man hvad man har lyst til? Hvordan bliver man mon et rigtigt menneske?