I går læste jeg om en undersøgelse fra udlandet, der viste, at lykkepiller ingen effekt har på mindre og middel depressioner — og til nød måske lidt på svære. Det var godt nok en historie.

I årevis har ”lykkepillen” været lægernes svar på det lykkelige liv. Hundretusindevis af danskere — helt ned til 8-9 - år har nærmest ukritisk fået pillerne. Jeg har adskillige gange diskuteret spørgsmålet med læger på offentlige møder, bl.a. med en læge fra Slagelse, der rejste landet tyndt og var ”lykkepillens” apostel nummer eet”. Hans motto var: ”Der udskrives ikke for mange lykkepiller — der udskrives for få!” og det er ”OK, at 8 årige får lykkepiller!”

Nu kan man altid diskutere, i hvilke situationer, der skal udskrives medicin. I mine øjne er det ikke rigtigt at udskrive medicin til mennesker, der er ”naturlige kede af det”. Sorg og tristhed er en del af menneskets liv og rammer os alle. Vi møder modgang, får tab, mister en kær — sådan har det altid været. Og at leve sådan en situation igennem uden sorg er nærmest unaturligt. At læger gladelig giver antidepressiv medicin i sådanne situationer finder jeg nærmest umenneskeligt.

Men depressioner er noget skidt — og jeg forstår godt, mennesker søger den hjælp, de kan få. Pillerne lød til at være en nem og ligetil løsning, og lægerne uddeler dem nærmest som bolcher. ( I.ø.uden at tænke på de bivirkninger, der formodentlig viser sig på et tidspunkt. Bl.a. er nogle mennesker jo selvmordstruede, når de har været i kontakt med medicinen). Grunden kunne jo bl.a. være, at lægerne i deres uddannelse ikke får stor viden om depressioner, diagnostiseringen og måden at behandle det på.

Hos nogle må pillerne vel også have haft en virkning — for placebo effekten må vel også virke for den medicin. Man kan jo i virkeligheden give mennesker kalktabletter i den tro, at det er rigtig medicin og se virkningen af den i en del af tilfældene. Tro kan flytte bjerge.

Men åbenbart kunne den udenlandske undersøgelse ikke engang påvise den effekt — eller øjensynlig i ringe grad.

Jeg har nu den holdning, at man ikke bare skal putte medicin i folk uden at vide, hvad der sker — og uden at vide om det er rigtigt og virker. Derfor synes jeg, historien om lykkepillerne rejser i hvert fald to spørgsmål:

Hvordan kan man godkende et præparat uden at vide om det overhovedet virker?

Og for det andet: Følger lægerne overhovedet med i, hvad der sker med deres patienter? Hvis undersøgelser er rigtig, så har pillerne ingen virkning. Så må depressionerne — eller det, lægerne tror er en depression, vel da fortsætte! Hvorfor i alverden fortsætter lægerne så ukritisk med at give pillerne. Efter så stort brug og det
enormt stigende brug af pillerne gennem de sidste 10 år er det da skræmmende, at dette brug og stigning kan komme, hvis de ingen virkning har.

Er sandheden i virkeligheden den, at navnlig praktiserende læger har så ringe viden om psykiske lidelser, at de køber den første og bedste påstand fra medicinalindustrien og bruger pillerne som løsning på et problem, de ikke aner, hvad de skal stille op med. Hvis det er tilfældet, var det nok en ide at se — ikke blot på lægernes vurderingsevne — men også på lægeuddannelsen.

Mennesker skal ikke være medicinske prøvekaniner i den tro, at det de får, vil hjælpe dem. Måske er det i virkeligheden samtale og nærvær, de mennesker har brug for. Men det tager selvfølgelig for lang tid, det er jo hurtigere at skrive en recept. Men er det klogt?

Dansk Folkeparti slår sig jo ofte op som den vestlige kulturs sidste forsvarer. Det kommer af og til til udtryk på de besynderligste måder. I en årrække beskyldte højrefløjen og medlemmer af DF de danske jøder for at være illoyale overfor Danmark, fordi de også støttede Israel. Så begyndte Israel af kæmpe med muslimerne, så pludselig blev DF Israels bedste venner her i landet. Jeg synes, det er synd for Israel. Jeg er selv nær ven af landet og har i årevis kæmpet for dets ret til at eksistere. Men at nogle skal slå sig op som ens bedste venner, fordi de hader ens fjender — det er jo ikke et troværdigt venskab.

Så kom krigen i Kosovo — som bl.a. Søren Krarup sammenlignede med München forliget i 1938. Han var rasende over dansk deltagelse. Men tonen fik en anden lyd, da Danmark så gik i krig i Irak og Afghanistan. Så var DF den store krigsstøtte. Man kunne jo mistænke dem for at være for krige, hvis modstandere er muslimer — mens man er imod krige, hvis modstanderen er kristen.

MF Messerschmidt har nu fulgt linien op ved at deltage i en nationalistisk, serbisk demonstration i København mod Kosovas selvstændighed. En underlig reaktion. For får demonstranterne ret, så bliver der konflikt i Kosova — og der har vi danske soldater udstationeret i KFOR. I virkeligheden støtter han synspunkter, der kunne føre danske soldater ud i kamp. Jeg husker godt, hvilket ord DF brugte om folk i Danmark, der støttede modstanden mod de internationale styrker i Irak. Men igen er linien klar — støtter man muslimer er man landsforræder — støtter man anti-muslimer er man en helt.

Talrige er også de diskussioner DF har rejst om muslimske tørklæder, burkaer, spisevaner osv. osv. Vi har hørt det så ofte. Men alle disse diskussioner — hvor interessante, de end er — er i den store sammenhæng mindre og meget dagligdags. For de rokker ikke ved vort lands grundlæggende folkestyre.

Men nu er sagen pludselig en anden.

Søren Espersen har meddelt, at han vil afvise en taler i Folketinget, hvis vedkommende bærer tørklæde. Se — nu handler det ikke længere ”blot” om at chikanere nogle muslimer — nu drejer det sig om grundlaget for hele vort folkestyre.

I henhold til Grundloven er der trosfrihed i Danmark. Der er altså ikke noget ulovligt i at være kristen, jøde, muslim, buddhist eller hindu! Når man har en sådan paragraf stående i Grundloven er det jo da også meningen, at man skal leve op til den — og heri ligger bl.a., at respektere de anerkendte trossamfund.

Vi har samtidig almindelig valgret og valgbarhed blandt danske statsborgere. Den er valgt, der kan få nok stemmer til det. Ingen kan udelkukkes pga. køn, hudfarve eller religion — eller tørklæde.

Denne holdning har skabt et ganske harmonisk samfund, fordi det skal bygge på respekt for hinanden. Nogle af os arbejder faktisk med i nye demokratier at sikre, at de også får dette brede grundlag for demokratiet. En kendsgerning er det, at ville man indføre den tankegang, som DF på dette område står for, i en række af de nye demokratier, så var borgerkrigen i gang i morgen. Vi er nød til at holde fast i, at demokrati er for alle, der ikke vil fremme deres synspunkter ved vold.

Det vil være en katastrofe for det danske demokrati, hvis tørklædediskussionen nu ender med, at en MF’er med tørklæde ikke kan gå på talerstolen. Og hvor skal man så sætte grænsen? Kan en jøde med kippa ikke holde taler i Folketinget? Eller en MF’er med kors? Netop dette eksempel giver jo mindelser fra tidligere tider i Europas historie, hvor diskrimination af enkeltgruppers livsform førte til slagtningen af 6 mill, jøder.

Hvis Folketingets formand — og Præsidium — træffer afgørelse om, at et medlem iført tørklæde — på trods af at vedkommende er valgt på regulær vis — ikke kan tale i Tinget — så har man ødelagt en del af grundlaget for det folkestyre, vi priser så højt. Men jeg har fuld tiltro til, at både Folketingets Formand og Præsidium ikke falder i denne fælde.

Nogle DF politikere kommer så rendende med argumentet om, at man heller ikke må bære nissehue, hotpans eller shorts i Folketinget. Men nu må man have mig undskyldt. En rød nissehue kan altså ikke sammenlignes med en religiøs påklædning. Jeg ville da også være vred over, at en nonne eller munk ikke skulle kunne vælges til Folketinget. I virkeligheden er argumentet en uforskammethed overfor alle religioner.

Det er vælgerne, der afgør tingene. Og hvis der er vælgere nok, der stemmer på en kandidat med tørklæde, så er vedkommende valgt. Jeg synes ikke tørklædet er det største problem i denne sammenhæng. Jeg syntes da, det var langt værre, at den pågældende kandidat ikke havde et klart politisk syn på frihedsrettigheder og måden at behandle andre kulturer og mennesker på. Netop derfor ville jeg da aldrig have stemt på den pågældende. Men jeg respekterer hendes ret til at tale fra den plads, hun har fået stemmer til.

Vi er virkelig ved grundkernen i vort samfund. Er det menneskers påklædning eller er det deres synspunkter, der er de afgørende? Har vi politisk frihed eller ej? Er vi det glorværdige folkestyre, de fleste af os faktisk støtter — eller har vi et system, der bøjer sig blot fordi et politisk parti har fået en fobi?

Man kan altså ødelægge både danskheden og demokratiet, hvis man forsvarer det med de mest dansk fjendtlige og anti demokratiske argumenter. Og det er det, Søren Espersen er i gang med.

Man må undre sig over, hvordan man behandler nogle af de mest udsatte grupper i Danmark.

Efter lang tids debat har Statsforvaltningen i Nordjylland besluttet, at nogle beboere på et bosted, jeg arbejder sammen med, skal have en værge. Beboernes pension udgør efter skat 11.600 kr. pr. måned. Opholdsbetalingen - som er fastsat af det offentlige - udgør ca.6.500 kr. Fratrækker man derefter alle faste udgifter og opsparing til ferier, så er der 1.800 kr. tilbage om måneden. Statsforvaltningen mener åbenbart, de pågældende skal have en værge for at administrere dette beløb. For alle de faste udgifter er jo “låste”. Det skal værgen have 912 kroner om måneden for - tilbage er der ca. 800 kr. Nu koster det jo også penge at etablere værgemålet. Prisen blev 3.100 kr., idet værgen skal have 350 kr. + moms pr. time. De penge skal jo også tages af pensionen, for de pågældende har ikke nogen formue. (Til gengæld ligger en almindelig førtidspension lige over den grænse, hvorunder det offentlige vil betale for etableringen — smart ikke?) I et andet tilfælde taler vi om op mod 7000 kr for etableringen. Een værge ville I øvrigt have 1500 kr pr år for kontorhold fra beboeren — noget Statsforvaltningen tilsluttede sig.

Det “offentlige” er øjensynlig blevet så “fattigt”, at de vil plukke førtidspensionister for det sidste, de har. Det på et tidspunkt, hvor Danmarks Finansminister praler af tocifrede milliardbeløb i overskud. Men ingen råber særlig højt om denne gruppe mennesker, der er en blanding af sindslidende og dårligt udviklede. Dem kan man åbenbart behandle som skidt.

Det er ikke noget nyt - for et par år siden satte den daværende amtskommune egenbetalingen op med et par tusinde kroner pr. måned uden de store sværdslag. Det skulle lige være sket for folkepensionister eller boligejere - men nu var det jo “kun” en udsat gruppe.

Ja, humøret bliver jo ikke bedre, når man tænker på den historie. Helt ærligt! Jeg synes det er for sølle. I hvert fald betaler de mennesker en høj pris her i det rige Danmark. Ka’ man det?



PS. Nogle af værgerne har I øvrigt 55-60 værgemål ved siden af et fast job. Ser vi på den fastsatte aflønning, må man regne med at hvert værgemål tager lidt over 2 timer pr. Måned. Det betyder en arbejdstid på ca 120 timer ved siden af det almindelige job — altså ca 3 ugers ekstra arbejde pr måned. Man må da ikke håbe, at værgerne har familie, børn eller ønsker fritid. Men er det rimeligt? Statsforvaltningen I Nordjylland synes det åbenbart! Man undres!