Sometimes I feel like I have all this anger bottle up inside for a long time. And I never really seem to calm down. But then all of a sudden the air goes out of my balloon, and I feel allright again. And I never know what has happended to make it so.
All I do know, is that I miss "her"...
Jeg ønsker mig en bedste ven som også vil være min kæreste.
En som gider sidde og se både gode og dårlige film sammen med mig søndag aften med tømmermænd.
En som tager mig med i sin planlægning som jeg kan regne med den fredag eller lørdag aften hvor jeg ikke lige gider i byen eller lave noget med nogen anden end bare hende.
En som forstår at jeg til tider bare er i mærkeligt humør.
En som kan mærke hvornår hun skal fortælle mig at jeg er et fjols som skal tage mig sammen men samtidig ved hvornår jeg bare har brug for et smil og et kram.
En som jeg kan få lov til at slæbe med i zoo og vise hende alt hvad jeg elsker ved at være derude.
En som jeg kan få lov at forkæle og være en smule pladder romantisk overfor. Det vil altid blive kikset, men alligevel vil hun grine af mig og synes tanken var sød.
En som ikke sidder og er stille i hjørnet til en fest, men som hiver mig med til at lave noget som jeg helt sikkert vil synes er pinligt og blive rød i hovedet over, men hun vil bare synes det er sødt og elske mig alligevel selvom jeg er kikset.
En som jeg kan være stille sammen med i flere timer, uden at det føles akavet.
En som råber højt og skælder mig ud hvis jeg er uretfærdig, men hvor vi samtidigt kan slå bremsen i, sende hinanden et smil og grine af det vi laver og så putte på sofaen i stedet for.
En som ikke synes at vi skal sidde lårene af hinanden, men som kan finde ud af det med den gyldne middelvej mellem at ses og være for sig selv.
En som gør mig jaloux, når jeg bliver lidt for sikker.
En som jeg finder uopnåelige, men alligevel ikke er det.
Men problemet er at det tager lang tid om at udvikle disse ting. Og jeg er ikke meget for at skulle åbne op for nogen og lukke dem ind så de kan blive den person for mig som jeg ønsker mig.
Forvirring.. For mange følelser.. men hvor kanaliseres de hen?
Jeg kan ikke længere finde hoved og hale i noget. Du gik fra mig, du gik ud af døren uden et ord men kom bare aldrig igen. Og nu vil du se om vi kan blive til noget igen? Jeg vil ikke tillade det. Jeg har stadig følelser for dig, og jeg hader dig for at få mig til at føle sådan. Jeg bliver jaloux hvergang jeg ser du skriver med nogen, og måske skal jeg se dig på lørdag. Hvad hvis du taler med nogen? Danser med nogen? Kysser med nogen? Hvad skal jeg så gøre? Min umiddelbare reaktion vil nok være bare at finde en at kysse med først og tvære det ud i ansigtet på dig. Men det er jo ikke det jeg vil. Og det er heller ikke fair overfor den anden. Hende som jeg faktisk ser lidt til. Hun er sød, men hun er ikke dig.
Men er det overhovedet dig jeg vil have? Der er meget som taler imod det, meget som ikke er perfekt. Mange ting som jeg ikke ville bringe på bane hvis jeg skulle beskrive det jeg drømmer om. Du burde ikke være den jeg drømte om, men det er alligevel dig som kigger ind til mig om natten og forstyrrer min søvn, og jeg byder dig gladeligt velkommen hver eneste nat.
