Fredag, 13. november 2009 kl. 00:27 / depression, forældre, marfan syndrom, søskende, teenager

Vinter og forældre med depression.

4 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Det er ved at være længe siden.

Meget er sket efterhånden.

Jeg har ikke været på min højskole i snart 2 uger grundet dårlig psyke og fysik.

Når man sådan går derhjemme hos de gamle mærker man nemt hvor slidte ens forældre er.

Min mor har intet overskud til noget som helst, ikke engang en opvask eller lave mad, eller køre nogle steder hen for den sags skyld.

Hun trøstespiser kager, fastfood og slik døgnet rundt, og hver dag vil hun have varme boller og varm kakao...

Jeg er lidt en "helsefreak" der lever på fisk, kylling, grøntsager og frugt og en lille smule kage.

Jeg har fået lidt dårlig samvittighed over min levestil når jeg ser på hvordan min mor piner sig selv med tanken over at hun ikke selv kan holde en sund levestil..

Hun gav mig skylden i går for at hun havde det så dårligt fordi jeg ikke spiser fastfood eller slik længere..  det var hårde ord at få smidt på sig, og jeg bad hende om at lade værd at lægge presset på mig istedet for på hende selv.

Hun har valgt at blive gråhåret nu, hun orker ikke at farve hår længere.. nøj hvor ser hun gammel og slidt ud.. helt ulideligt at se på.

jeg har så ondt af hende når hun kommer hjem fra arbejde...

min far derimod hjælper heller ikke ligefrem til.

Han kører på at både min mor og jeg er overvægtige.

Jeg kan slet ikke rumme ham. Når jeg flytter hjemmefra har jeg besluttet mig for at han ikke må komme på besøg. Jeg kan slet ikke klare ham.

Jeg har hadet ham, og ja, direkte hadet ham siden jeg var lille.

Han har aldrig været en god far overfor mig.

Han har været voldelig lige indtil den dag i 7 klasse hvor jeg sagde fra og råbte "Du kan fandme lige vove på at slå mig igen!"

Jeg husker den dag klart, og siden har han da heller ikke slået mig sådan, indtil for 2 uger siden.

Han spurgte mig om hvorfor jeg hadede ham, og jeg prøvede at forklare ham at det var hans kommentare og måden han gjorde grin med mig på.

Så slog han mig og nev mig hårdt i armen. Jeg har stadig et stort blåt mærke på venstre overarm. Idiot man.

Jeg har ikke talt til ham siden selvom han er hjemme fra torsdag - søndag, ellers arbejder han på sjælland.

Jeg hader torsdage og weekenderne hvor jeg er hjemme fordi han er der.

Han ringede til mig midt i ugen efter han slog mig og sagde undskyld.

Jeg sagde at jeg ikke ville tilgive det eller være venner med ham længere. Jeg kan simpelthen ikke holde ham ud længere, og jeg nægter at have et falsk venskab med ham én dag længere !!!

omg min søster og mor så bliver kede af det eller ej op til jul, jeg kan ikke få mig selv til at smile til det store gråskæggede bæst der vover at kalde sig for min far!

fandme nej!

Selv min kusine har sagt til ham at han skal tage til psykolog, men han gør det selvfølgelig ikke den nar..  min mor har gjort lidt, men hun har ikke overskud til at tage derhen længere siger hun. Hun har ikke tid i hverdagen eller overskudet.. hm. hvad faen gør man så lige??

Og hvad med mig selv?

en 18 årig der nok ikke har en skid anden fremtid end et lortet flexjob og en tom lejlighed i Århus med en lykke hængende fra loftet som jeg kan stirre på hver dag i fritiden.

Jeg ender nok som alkoholiker eller på stoffer.

Jeg har ikke rørt stoffer før, men jeg har været meget i miljøet med en eks. kæreste som pusher og hasher  og en tidligere veninde på kokain der var så langt ude at hvis hun brækede en arm ville hun ikke lægge mærke til noget.

Det er mærkeligt at tænke på at jeg slet ikke har rørt det.

Jeg ved godt at stoffer ikke gør noget som helst bedre, men helt ærligt.. når man står i så meget lort at man kan smage og lugte det.

Hold op en dengse man :)

men istedet endte jeg som en cutter i en lille periode.

Men periode nok til at efterlade en del ar og impulser til at gøre det igen selv 2 år efter. HM.

Jeg besøgte også min søster i københavn i weekenden.

Vi snakkede som to søstre og piger nu gør.

Jeg fortalte hende at jeg havde været lidt langt ude på det sidste år og har nok ikke sagt nej til de fyre jeg burde have sagt nej til fordi jeg ikke orkede diskutionerne.

Alt jeg fik ud af den "dybe" søster snak var "hold kæft man, du er jo prostitueret!"

iiiiih tak du loyale søde søster som jeg kan dele alt med!

Det er måske ikke så underligt at vi kun mødes til jul og fødselsdage??? gawd..

det er det samme med min bror, ham har jeg nok ikke engang nævnt før.

Jeg ser ham ikke rigtig som min bror længere, nærmere som en fremmed arbejdskollega til min far og en ven af min mor og søster.

Jeg ved ikke en skid om ham længere, jeg ved ikke engang hvor i Danmark han bor.

Vi snakker kun sammen når vi skal finde ud af noget med julegaver og fødselsdagsgaver.

Næsten som med min søster.

Hold kæft man, jeg får mere ud af at snakke med min tykke hankat Madonna.

Oven i alt det kaos i familien for tiden, ja så har jeg nogle ting der er hævet op og sidder fast i min lend, jeg ved sgu ikke lige hvad jeg har gjort eller ikke gjort for at få dét til at ske.. Så jeg er dopet i smertestillende pt.

Min kiropraktor og min fysioterapeut kan ikke gøre noget ved det.

De retter bare på alt andet i den skæve ødelagte krop.

Jeg har fået at vide flere gange at jeg måske nok ender med kroniske rygsmerter som man ikke kan gøre en skid ved.

Hurra for marfan syndrome.

for ikke at komme ind på den højde der følger med det at have marfan syndrome.

Men det er et emne der virkelig fylder, og jeg orker ikke lige at tage hul på det nu.

Det må jeg fryde jeres øjne med senere.

Godnat~!