99 % af valgdækningen i USA går på præsidentvalget, hvilket kan undre. Ny lovgivning kræver vedtagelse af både præsidenten og af Senatet og Repræsentanternes Hus.

I øjeblikket er fordelingen i Senatet 49/49 (og 2 uafhængige) og henholdsvis 12 og 23 demokrater og republikanere er på valg.

I Repræsentanternes Hus er der et overvældende flertal af Demokrater og det bliver der næppe rykket ved den 4. november. Republikanerne har 41 kandidater, der er på vippen, Demokraterne kun 25.

Det er derfor slet ikke usandsynligt, at Demokraterne sætter sig på begge kamre og præsidentposten.

http://www.npr.org/news/specials/election2008/2008-election-ma...

Et af de mest spøjse valg til Senatet foregår i Minnesota, hvor demokraternes kandidat er komikeren, impressionisten og satirikeren Al Franken (af mange kendt fra Saturday Night Live og en hyppig gæst hos David Letterman).
Modsat andre fra samme branche (hvem sagde Jacob Haugaard?) har Franken noget at have det i.

Han kender >>the issues<< og er velbevandret i bl.a. social-, miljø- og udenrigspolitik. Hans chance er, at hans modpart, Norm Coleman, statens siddende senator, har været en ivrig supporter af George Bush og er hvirvlet ind i Halliburton bestikkelsesskandalerne.
Frankens problem er, at han ud fra amerikansk standard er lidt for venstreorienteret (R16;left liberalR17;), for morsom og meget grov i munden overfor politiske modstandere. Det gælder ikke mindst konservative radio- og tv kommentatorer. Se li<x>nks.

Ifølge seneste polls er han dog knapt foran.

http://www.youtube.com/watch?v=pOtyigg5BZw
http://www.youtube.com/watch?v=susZ2ceEHwk
http://www.youtube.com/watch?v=jo8K4YPi-v0
http://www.youtube.com/watch?v=Sm361Nbj-rc

Pointen: Hvis du ser med på TV den 4. november, kan det betale sig også at kigge efter valgene til Senatet!

Så er der mindre end én måned til det amerikanske præsidentvalg, som altid afholdes 4. november.

Hvem på bloggen er bedst til at forudsige valget? At gætte på enten McCain/Palin eller Obama/Biden er for nemt, der er jo sådan ca. 50 % chance for at ramme plet.

Nej, her skal gættes på sejrens størrelse for det vindende hold.

Dette afgøres ved amerikanske præsidentvalg gennem valgmandsstemmer (electoral votes) fra hver enkel stat, hvor befolkningsrige stater har mange valgmandsstemmer og befolkningsfattige stater har færre valgmandsstemmer. Den kandidat, der får flest stemmer i den enkelte stat, snupper R12; gennem forpligtigede valgmænd - alle valgmandstemmerne.

I alt 538 valgmandsstemmer er i spil og der kræves derfor 270 stemmer for at udpege vinderen.

Nogle stater anses for næsten givet for partierne (Massachusetts, demokraterne. Arizona, republikanerne), andre, som Ohio og Florida, er >>swing stater<< R12; de kan gå begge veje.

li<x>nket giver dig mulighed for at >>game<< - vælge sejrsholdet for hver enkel stat og beregne nye totaler for kandidaterne. Oversigten giver dig også fordelingen pr. stat, med angiven vinder helt tilbage til 1960. Brug et par minutter til at sætte dig ind i systemet.

http://www.usatoday.com/news/politics/election2008/electoral-v...


Hvem på bloggen er den skrappeste til at forudsige det endelige resultat?

Det vil være klogt at sikre sig, at SUMMEN af dine tal for henholdsvis den demokratiske og republikanske R17;ticketR17; giver 540 valgmandsstemmer tilsammen R12; det slår sjældent fejl.

For at deltage i spøgen skal du have afgivet dit bud SENEST den 10. oktober og du har kun et skud i bøssen.

Det er ikke forbudt at begrunde valgresultatet! Jeg giver mit bud senest søndag.

På blogs ser man ofte kulturradikalismen fremstillet som et skældsord. Det kan undre. Af nysgerrighed spurgte jeg en yngre kvinde, som havde set sig sur på >>denne venstreorienterede elite af kulturradikale<<, hvad denne bevægelse var for noget og hvor det stammede fra.

Hun googlede og kom frem til at det stammede fra en kronik af Elias Bredsdorff, offentliggjort i Politiken i 1955. Hvis damen havde ulejliget sig med at læse underteksterne til hendes søgninger, havde hun opdaget, at Bredsdorff ikke opfandt bevægelsen, men navngav den. Fuldkommen som vi i dag taler om den post-industrielle epoke, fordi vi ikke har fundet det endelige navn, havde man frem til 1955 heller ikke fundet et samlende ord for bevægelsen.

Hvad der er endnu mere interessant, er dens oprindelse og ståsted. Kulturradikalismen var et borgerligt, partiuafhængigt opgør med >>lilleput tilstandene<< i datidens Danmark - det stivnede, det åndsforladte, det udsynsløse, det klichébefængte, kort sagt: epigoneriet - og tager sit udgangspunkt helt tilbage til årene lige før år 1900, hvor reformbevægelsen tog afsæt i det progressive borgerskabs kamp for det frie ord og det internationale perspektiv som en nyskabende kraft. Det er ikke helt forkert at sige, at idé-strømningen starter med brødrene Brandes og Hørup, som var antiautoritære.

Allerede i årene før år 1900 udfordrede provokatøren Georg Brandes, ved at kæmpe for det frie ord og den frie tanke, magthaverne. Dette er grundpillen til forståelsen af både det, der senere blev betegnet som radikalismen og modernismen i det danske samfund.

Et brud med den gamle dannelseskultur, som bestod af lige dele kirke (på den ene side Indre Mission og på den anden side grundtvigianerne) og magten (staten og dens em<x>bedsmænd). Dette brud er også starten på moderniteten i det danske samfund, hvor underfundige alliancer opstod. Som intellektuelle lærere fra storbyerne(a), der mødtes med bønder (landmænd og husmænd) på højskolerne. Og (b) frie (ikke bundet af loyalitet til statsmagten) intellektuelle kunstnere, der skabte alliancer til arbejderbevægelsen.

I 1920erne og 30erne blev reformbevægelsen forsøgt >>kuppet<< af mere socialistisk og kommunistisk orienterede intellektuelle - PH, Otto Gelsted, Hans Kirk, Hans Scherfig m.fl. Da det ikke lykkedes at erobre magtba<x>sen, vendte de om på en tallerken og kaldte helt op til 1970erne hånligt reformbevægelsen for borgerlig selvforherligelse (heroisme) og dannede selv en linje, som man ser betegnet som >>et opgør med fascismen og nazismen<< (selvom det for nogle af deltagerne, Kirk og Scherfig, var tydeligt, at deres loyalitet snarere var parkeret på partikontoret end i den selvkritiske sans).

(a) Intellektuel beskrives her som R17;enhver person, som forholder sig kritisk til statsmagtenR17;.

Hvad bestod og består da den praktiske kulturradikalisme af:

Den kritiske videnskabelighed i historieskrivningen
Arkitektur i både møbler, boligbyggeri og byplaner, som både kunst og funktionalitet
Den frie børneopdragelse, skolepolitik og den nye pædagogik
Seksualitet og kønsroller
Den frie, antiautoritære samfundsdebat
Antibureaukrati i organisationer og institutioner
Filosofi, litteratur, musik (herunder jazz) og revy (med snert)

Som det forhåbentligt fremgår af ovenstående, er kulturradikalismen ikke en ideologisk, men en kulturpolitisk strømning. Og ikke specielt knyttet til det at være fra R17;rød stueR17;. Det ser ud til at det ikke helt er gået op for en del bloggere. Det kan tilskrives, at disse mennesker netop er fastlåst i det som kulturradikalismen var et opgør med. Fordommene, vanetænkningen, klichéerne. Fordi de ikke har ulejliget sig med at læse på lektien. Og mit indlæg kan måske også tjene til at eksemplificere, hvorfor navnlig ét parti hader de kulturradikale.


Dette meget komprimerede indlæg er stykket sammen af afsnit fra følgende publikationer:

Elias Bredsdorff: Kulturradikalismen (1955, kronik i Politiken)
Sven Clausen: Viggo Hørup med mund og pen (1959)
Søren Krarup: Hørups arv og arvtagere (1961)
Ebbe Reich: Retning til venstre (1968)
Torben Krogh: Viggo Hørup. En illustreret levnedsbeskrivelse (1984)
Den Store Danske Encyklopædi, 1999

Som det vil fremgå af listen, er jeg meget begejstret for Hørup.