Torsdag, 18. marts 2010 kl. 18:59 / debat, det nyeste skrammel, mærkevare, samfund
Filosofi omkring skrammel
7 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Det er faktisk sjovt at tænke tilbage for bare 30 år siden hvor jeg for alvor begynde at tjene gode penge, her blev det til mærkevare, Lacoste, Levis, b&o osv...ud fra min mening dengang gik min bror i noget jammerligt tøj ud fra min egen målestok, hvor man spejlede sig i sin omgangskreds.
Idag er jeg ligeglad med mærkevare for nu drejer det sig kun om ikke at have et for flossede cowboybukser på eller t-shirt. Jeg er blevet mere eftertænksom når det drejer sig om nyanskaffelser. Her skal der mere logik ind så man ikke køber et produkt som man får uheldige oplevelser med som eks. de nye fladskærme hvor folk blev misinformeret om at de var til de nye standarder.
jo jo det var ikke helt løgn idag!, men i morgen er der kommet nye standarder på plads som gjorde at folk var nød til at have en møgboks tilsluttet for at udnyttet fladsskærmes fulde potitentiale. Den standard kunne man læse om for længe siden hvis man bare gad sætte sig ind i det og ikke bare blindt købe fladskærm. Sælgere er sælgere og man kan ikke tro dem over en dørtærskel når det drejer som om fremadrettede visioner om et produkt, for man skal jo af med det gamle skrammel inden det nye kommer.
Den slags gider jeg ikke, så hellere vente og så lige huske at sætte pengene af til den nye fladskærm.
Vi kan se i samfundet at folk stadig selv om de er oppe i årene køber ting som et statussymbol og ikke som noget man har behov for, netop for at kunne lave en statement at vi har råd og vi skal vise jer alle at vi har.
Efter længere tid så får man samlet så meget skrammel sammen som ikke bliver brugt, men er flot at vise frem når der kommer gæster - og gæster siger da også nøj hvor lækkert, og når de er gået så rulles hele manegen ned i kælderen igen.
Det er for mig i dag ubegribelig, men for 30 år siden ikke så underligt.
Kigger man på børnesiden af de forældrepar som man kan betegne som velhavende eller godt lønnede så vælter det rundt i deres værelser med det nyeste skrammel som efter et par mdr. brug bliver sat på hylden fordi der lige er kommet noget nyt skrammel som kan en smule mere.
De på overførselsindkomster eller bistandshjælp med børn har ikke råd til det nyeste skrammel og de mener så at de er fattige fordi de ikke har råd til at give datteren den nyeste model af mobilos, nøjsomhed er ikke et ord de kender, og prøver at få kommunen til at betale for det nyeste skrammel for ellers får datteren en trauma og det vil jo være dyrere for kommunen.-
Men for mig er livet mere end Lacoste og andre mærkevare og den erfaring kommer senere, men i mellemtiden så har man spildt en masse penge på skrammel....
Det skal lige siges at jeg ikke er imod ny teknologi for det er faktisk det jeg lever af, men man kan godt lige sætte sig lidt ind i tingene lidt fremadrettet inden man investerer i ny for ikke at stå med et produkt som ikke er tidsvarende.
Sjovt nok så kan jeg få det samme for mit gamle B & O anlæg som jeg gav for det fra ny. Men det slipper jeg aldrig, det kommer i kælderen så musikken kan flyde der når jeg er dernede.
Musikken i stuen idag kommer fra internettet med flere tusinde musikkanaler, så jeg har ikke brug for en radio, cd afspiller. Alt køre via netværk, og når jeg så bliver nostalgisk så kan jeg gå i kælderen og kigge på det gamle skrammel som er hængt op og som rent designmæssigt stadig er aktuel.
7 kommentarer
jeg er nu ikke så sikker på at det er b&O anlæg og den nyeste tlf. de søger kommunen om og hvordan vil du klare dig i skolen idag uden pc eller netadgang - alerede år tilbage blev børn, unge og studerende sat til at skrive via pc og sende ja sende via mail til skolen - bare for et eksembel.
Jeg er godt klar over at det ikke er b&o anlæg de ansøger om, men vi har set flere eksempler på at der har været ansøgninger til kommunen omkring en ny telefon til barn/børnene, det giver ingen mening da den gamle godt kan både modtage/sende. Bærbar kan også lånes på skolen hvis det er relevant for undervisningen, så her er heller ikke nogen relevans for at ansøge kommunen.
Jeg mener ikke at kommunen er forpligtet at sørge for gratis netadgang, da det ikke har relevans for en undervisnings situation hjemme.
Ja, du har nok ret i en del af det du skriver, men det er så svært for mig at rumme den tanke, at man har ting for at imponere andre. Det eneste nogenlunde opdaterede jeg har er min computer. Men jeg mangler ikke noget...og jeg har aldrig gået i modetøj, men altid haft min egen stil. Og det har ikke skortet på interesse for min person af den grund :-)
Jeg lægger kun vægt på folks karakteregenskaber. Sådan har jeg altid haft det. Ting er ligegyldige for mig, med mindre de har affektionsværdi.
Min bror har det dog ganske modsat...og det undrer mig altid, at man skal beundre hele hans hjem og alle hans nye ting, før man kan begynde en samtale. Men sådan er vi åbenbart så forskellige :-)
Det er også mere en reflektion på hvordan jeg var og hvor andre i min omgangskreds var dengang - overfladisk!
Den måde eksisterer også i dag, men ikke generelt...
Du har været heldig at kunne finde din indentitet og dit "jeg'et" Det har jeg så været 30 år om at finde"S"
Idag har jeg det på samme måde med min bror som du har med din brors hjem, lidt sjovt at tingene sådan vender.
Mange opdager først sent i livet, at ting hverken gør dem lykkelige eller stiver deres identitet (bedre sent end aldrig :-). Men når man er alene med sig selv, ved man jo godt at man 'snyder' :-)
Man får mere 'valuta for pengene' ved at udvikle sin personlighed og skaffe sig viden - og det er der en masse mennesker, der finder attraktivt.
Jeg har aldrig formået at holde en overfladisk attitude...men det er nu nok et spørgsmål om, hvordan man er skruet sammen helt fra starten.
Da jeg var i begyndelsen af 20erne blev jeg nærmest forfulgt af en mand, som havde både en rød sportsvogn og et privat fly, samt sommerhus på Samsø og hus på en dyr adresse nord for København. Desuden var han en kendt advokat (død nu). Jeg mødte ham ved en privat sammenkomst.
Derefter begyndte han at ringe til mig på min arbejdsplads (han kendte ikke mit private hemmelige nr.) for at invitere mig ud. Jeg sagde nej tak hver gang...og han endte så med at sige, at han ikke kunne forstå at jeg ikke sagde ja, når han nu havde så mange (materielle) ting, som han gerne ville dele med mig ;-))
Den historie havde jeg helt glemt...indtil nu hvor vi er inde på emnet.
Enig...i at ting ikke kan erstatte en personlighed, for det giver en helt forkert grund til at man er sammen i omgangskredsen.
Idag sætter jeg mine "tags" i de ting jeg laver som udløb for min personlighed, her kan man ikke være i tvivl om hvem der har lavet de ting(blandt programmører). Samt det at man har fundet sin personlighed så smitter den også af på ens arbejde.
Jeg plejer at sige: Man kan KUN være sig selv - og kan man være det talentfuldt, er man i den grad attraktiv som menneske :-)
Personlighed og arbejde kan flyde sammen til en skøn enhed, hvis man har fundet det helt rigtige at beskæftige sig med. Det lyder som om du har fat i den rigtige ende.
Indlægget er lukket for flere kommentarer.