11. april 2011
Hej allesammen,
Jeg har været på farten gennem lidt af USA siden min andenplads i en halv ironman (70.3 California) i lørdags (den 2/4). Først tog jeg med min værtsfamilie fra Ironman Arizona sidste november, familien Fern, fra Oceanside til Phoenix og siden til Texas torsdag, hvor jeg kørte endnu en halv ironman søndag.
En af de fede ting ved at være professionel triatlet er de personer, man møder på sin vej. Familien Fern var min værtsfamilie ved Ironman Arizona i november sidste år, og kørte op til Californien for at hjælpe mig i lørdags, hvilket jeg sætter rigtig stor pris på.
En anden ting jeg elsker ved pro-livet er muligheden for at møde mennesker fra andre kulturer. Jeg har altid været vant til muslimer i Danmark og været vant til andre traditioner og kulturelle forskelligheder og har lært at forholde mig og tage hensyn til det. Familien Fern er jøder, og selvom jeg har rejst meget i mit liv, har jeg aldrig lært den jødiske kultur at kende, og derfor har det også været kulturelt interessant for mig at bo hos dem.
I forhold til familien Fern er det primært omkring maden, at vi er forskellige, da de spiser koshermad - læs mere i linket her.
Det betyder blandt andet, at de ikke spiser svinekød, og da jeg var ude at handle med Stuart forleden, tog jeg en pakke skinke ned i indkøbsvognen, fordi jeg godt kan lidt skinke i en sandwich. Stuart spurgte pænt, om det ikke var bedre at tage en pakke kylling med, og det var det selvfølgelig, jeg havde bare ikke tænkt over det. En anden ting omkring kosher er, at man ikke må blande kød og mælkeprodukter sammen på hverken en tallerken eller i en ret, og det betyder også, at det skal opbevares adskilt.
Så der er særlige tallerker og bestik til de to ting, og det opbevaret i to forskellige skabe og familien har to opvaskemaskiner. Det er jo deres tradition, og det respekterer jeg fuldt ud - det giver bare nogle sjove og lærerige situationer indimellem, som jeg gerne ville dele med jer andre. Det er jo en gave at få lov til at lære fantastiske mennesker fra andre kulturer at kende, og det er en af de ting, som triatlonsporten er så god til.
Californien vel overstået
Perioden mellem Abu Dhabi og Californien har jeg reflekteret en del over. Det var et slag i hovedet at måtte udgå med (stadig) uforklarlige kramper. Det var det race i første halvdel af sæsonen, at jeg var mest sikker på ville passe mig godt, og var mest opsat på at vinde, fordi alle de gode var til start på en distance og i et klima, der passer mig godt. Samtidig har jeg i samtlige sæsoner, hvor jeg har været skadesfri, altid været rigtig god i første stævne i sæsonen, så det ramte hårdere end jeg havde troet, og jeg måtte kæmpe lidt med selvtilliden, da jeg kom tilbage til Playitas og skulle træne igen.
Det var rigtig vigtigt for mig at få lavet et godt resultat i 70.3 i Californien, og bare det at kunne mærke at jeg kunn være oppe blandt de bedste igen var godt, og det gør at jeg kan se mig selv som en kompetent atlet igen. Når man har en dårlig oplevelse handler det meget om ens selvforståelse og tit skal der ikke rettes så meget, før man er tilbage på sporet igen.
Jeg gjorde det rigtig godt under svømningen, var stærk på cyklen, hvor jeg ikke følte, at nogen kunne køre væk fra mig. Mit løb var godt, men der er stadig et stykke vej til en toppræstation på løbet ift hvad jeg ved, jeg kan præstere. Weiss og Schildknecht var begge godt med på løbet, og jeg plejer at kunne løbe mere fra dem, og Potts burde jeg også kunne løbe fra på en bedre dag, så der er flere ting der indikerer, at der er mere i mig.
Dobbelt op på podier
Men en 2. plads ved søndagens halve ironman (1,9 km svømning, 90 km cykling og 21,1 km løb) i Galveston, Texas, er jeg nu helt sikker på at være kvalificeret til årets største mål: Ironman Hawaii den 8. oktober.
Amerikaneren Chris Lieto (nummer 2 ved Ironman Hawaii 2009) vandt konkurrencen efter en super cykeltid på 2:02 for de 90 km, hvor han på løbet formåede at holde mig bag sig.
Det var helt optimalt i dag, og jeg lavede en god præstation. Jeg kunne ikke stille noget op mod Lieto i dag. Det var ventet, at han ville stikke afsted på cyklen, hvor jeg kæmpede bravt for at hænge på i en lille gruppe bagved. Det blev kørt stærkt i dag og det var hårdt til tider, men jeg stillede cyklen sammen med sidste års vinder Terrenzo Bozzone samt Ronnie Schildknecht og Michael Lovato, og vi havde Frederik Van Lierde (vinder i Abu Dhabi 2011) halvandet minut foran os, og Lieto helt i front med ca. 3 minutters forspring, da vi startede på løbet. Jeg kom ud af skiftezonen 10-15 sek efter Bozzone, da jeg tog strømper på, og kunne holde en jævn fart hele vejen.
Jeg hentede Bozzone og løb væk med det samme og så var spørgsmålet kun, om jeg kunne hente Lieto, der havde en kanon cykeltid i benene. Jeg troede, jeg kunne hente 3 minutter på ham, men han løb godt godt i dag. Jeg lå sikkert på andenpladsen mens Tim O'Donnell også løb hurtigt i dag og kom i mål halvandet minut efter mig.
Jeg er rigtig godt tilfreds med konkurrencen og følte mig mindst lige så godt tilpas som sidste uge, selvom jeg kun havde en uges restitution mellem de to race. Jeg er stadig ikke på 100 procent Rasmus Henning-niveau formmæssigt, og selvom jeg ikke tog en sejr i de to race, kører jeg nogle meget respektable og stabile resultater hjem og har dermed fået så mange point til min Hawaii-kvalifikation, at jeg nu er sikret min start til oktober.
Mange hilsner,
Rasmus Henning
Billede af Paul Phillips/Competitive Image
1. februar 2011
Hej med jer,
Det er torsdag eftermiddag, og jeg har en hviledag, hvor den kun har stået på lidt let løb i dag. Jeg har allerede trænet 18 timer de tre første dage i denne uge, blandt andet med hård cykling i bjergene mandag og onsdag, hårdt løb tirsdag og hård svømning mandag med elitesvømmere fra Esbjerg, der er hernede på træningslejr. Så det har været en god uge indtil videre. Næste uge træner jeg ikke helt så intensivt, så jeg er klar til to hårde uger igen ugen efter, hvor triatlonlandsholdet igen hernede.
Jeg er inde i en stabil træningsperiode. Min cykling er ved at komme op i niveau igen, og jeg har kørt meget i bakker og bjerge, hvilket jeg kan mærke har givet mig lidt mere power i benene igen, og det var også et af formålene med at være hernede så længe.
Nu med varme i poolen
Der er kommet varme i poolen igen, så jeg har haft mit første svømmepas uden våddragt i over to måneder, efter hele resortet blev oversvømmet i slutningen af november så poolen først måtte tømmes og siden var uden varmepumpe. Det er lækkert at kunne hoppe i vandet i badebukser og svømme under en skyfri himmel.
Efter to måneders svømning kun i våddragt skal jeg lige finde rytmen igen uden dragten på, og efter sådan en periode mærker jeg tydeligt, hvor meget man får meget foræret i en våddragt. Selv på mit niveau svømmer man lidt hurtigere, og det er meget tydeligt, at man ikke bruger lige så meget energi, når man har våddragt på. Man kan klare sig med kortere pauser, føler sig mindre træt og restitutionen mens man træner er langt bedre i en våddragt.
Da jeg startede med triatlon for 13 år siden var våddragterne slet ikke af samme kvalitet som nu, hvor de er behagelige at svømme i, og jeg har været glad for min blueseventy i de to måneder jeg har været tvunget i våddragten. Jeg svømmer normalt på et ret højt niveau, så jeg har ikke tænkt over, hvordan længere tid i våddragten kan være farlig, da den skjuler mange fejl og mangler hos de mindre dygtige svømmere. Faren er, at det ikke er nødvendigt at fokusere på de tekniske detaljer som uden våddragt, og det er vigtigt at man tvinges til at arbejde med de ting. Et godt råd til amatørtriatleter er, at hvis man gerne vil forbedre svømmeteknikken og også skal konkurrere uden våddragt, så bliver man nødt til at træne uden i perioder.
Elite Svøm Esbjerg er hernede for tiden, og de har nogle af Danmarks bedste svømmere med. Jeg har svømmet med dem en enkelt gang, hvor flere af dem svømmede fra mig. Blandt dem hernede er Chris Christensen, der var med til OL i Beijing 2008. Også en af Danmarks bedste åbentvandssvømmere, Mathilde Riis Sørensen, er med.
Udstyr ved at være klar til sæsonstart
Jeg er netop nu i gang med den årlige (og vanskelige) proces med at få alt mit udstyr klar til sæsonen, og det involverer en masse mailkommunikation med sponsorerne. Til min cykel skal både Specialized og Zipp og SRAM indover. Jeg skal have bestilt de rigtige dele hos alle tre, og så skal det hele sendes til Heino Cykler, som samler den for mig. Jeg har et sæt cykler (landevej til alm. træning og en TT) her på Platiyas, og får et sæt til hjemme i Danmark også, så jeg ikke skal rejse med cykler hver gang jeg er på træningslejr.
Specialized er klar med deres supportteam i Abu Dhabi, hvilket er super rart - også så min Shiv bliver konkurrenceklar efter alle de tæsk, den har fået hernede :-)
Q&A med 2 og 3 på Hawaii
Onsdag aften var Andreas Raelert (nr 2, Ironman Hawaii 2010) og Marino Vanhoenacker (nr 3 på Hawaii 2010) og jeg selv nede i sportsbaren på Playitas til en lille Q&A med de interesserede. Der var fuldt hus, og det var faktisk væsentligt mere populært end karaoke, der normalt fylder onsdagsprogrammet. Det var en god og hyggelig spørgetime med en østrigsk ordstyrer, hvor vi både fik spørgsmål enkeltvis, og hvor vi hver især skulle give bud på forskellige ting. Jeg blev spurgt om meget forskelligt; fx hvad gik galt på Hawaii sidste år, hvorfor det gik så godt i Roth samt hvor jeg træner på Playitas. Og så blev vi selvfølgelig hver især spurgt om, hvorfor vi hver især vinder på Hawaii i år.
Et par folk fra Competitor TV og Triathlete Magazine er på Playitas i disse dage, og de optog hele seancen, som forhåbentlig kommer som podcast eller sammenklip. Der kommer højst sandsynligt også andre optagelser mig med hernede fra, så følg med på Competitor TV de kommende dage: http://video.competitor.com/category/triathlon/.
Stjernefelt i Abu Dhabi
Både Macca og Crowie har nu meldt deres ankomst til Abu Dhabi 12. marts, og med de sidste fire års Ironman Hawaii-vindere til start, er det klart det stærkeste felt i 2011 udover Hawaii. Hele top-10 på nær Raelert er med og så selvfølgelig Martin Jensen og jeg selv. Jeg synes, det er godt de to australiere kommer, da det gør stævnet endnu mere interessant. Man aner ikke hvordan det kommer til at udfolde sig, når distancen er 3 km svømning/200 km cykling/20 km løb.
Sidste år vandt Eneko Llanos foran Bockel og mig, men mens det var vindstille sidste år lyder det til, at det kan godt blive blæsende i år. Jeg tror mange får det hårdt, og det er umuligt at spå om, hvem der går på podiet, da favoritterne ikke nødvendigvis gør det godt. For de fleste er det første race i år, og det er ikke sikkert alle møder op i topform.
Sidste år så vi, at det ikke var überbikerne, der tog sejren, selvom distancerne ellers lægger op til det. Det kommer an på, hvem der kan stå distancen på cyklen og bagefter løbe hurtigt. Mine favoritter er nok Chris McCormack, Eneko Llanos, Marino Vanhoenacker, Dirk Bockel og mig selv. Vi kan alle løbe hurtigt efter en lang cykling. Spændende bliver det i hvert fald at se, hvem der løber med de 50.000 USD i præmiepenge...
Indtil næste gang: Hav det godt!
Rasmus Henning
