Nu har der gennem den seneste tid, været en del forskellige undersøgelser, der bl.a. har fremlagt resultater for folks holdninger og egenskaber, ud fra et politisk tilhørsforhold.
Disse undersøgelser har vist en klar, generel forskel på DF's vælgere, sammenlignet med resten af befolkningen som helhed, og ikke til DF's fordel, må man sige...
Nu vil DF'ere med garanti hyle op og proklamere, at disse undersøgelser ikke kan bruges til noget, at de ikke har hold i virkeligheden osv. Sådan sker det hver gang, så længe undersøgelserne altså ikke siger noget positivt om DF'ere, eller noget negativt om landets minoriteter...
Men lad dem hyle.. Vi kender jo godt sandheden, har gjort det længe, og efterhånden har vi også fået dokumenteret det flere gange.
DF's vælgere går fx i langt højere grad ind for at måtte slå på børn. 42 % af DF's vælgere mener det er ok, og det er langt fra de 13 % (som i øvrigt stadig er alt for mange) blandt den øvrige befolkning.
DF er også kendt for sine mildest talt yderliggående holdninger til etniske minoriteter. Som eksempler kan nævnes Kim Christiansens hån i en mail, til en ung mor der føler sig klemt, grundet forældreansvarsloven. Han svarer umiddelbart, at hun er dum og selv skyld i problemet, idet hun har fået barn med en muslim...
Eller som Jesper Langballe, der bl.a. mener at muslimske fædre slår deres døtre ihjel, og vender det blinde øje til onklernes voldtægt af døtrene... Dét kan man vist kalde en nedladende og fordomsfuld generalisering af rang...!
Og der findes mange andre eksempler på DF'eres - efter min mening - noget overmoralske og fordømmende holdninger til landets muslimske minoriteter.
Og nu er det så påvist, at trods DF'ere synes at være de mest fordømmende og dem der i meget høj grad går op i alle de krav de mener, vi skal stille til landets etniske minoriteter, så kan DF'erne ikke selv leve op til det... Og ganske som ventet, er man da heller ikke denne gang sen til at afvise, at undersøgelsen kan have sin rigtighed. Søren Krarup er simpelthen overbevist om, at testen er manipuleret.. Men det er vel også den eneste måde, han kan forsvare det overfor sig selv...
Og til trods for, at DF på deres hjemmeside går enormt højt op i, at "Kulturen består af summen af det danske folks historie, erfaringer, tro, sprog og sædvaner. Beskyttelse og videreudvikling af denne kultur er en forudsætning for landets beståen som et frit og oplyst samfund.", så mener de altså stadig ikke, at kravet om at kende til grundlæggende træk ved den danske kultur og det danske samfund, er et man også skal stille til danskerne...??
Faktisk er det ikke så meget det, at minoriteterne skal kende til vores kultur, det handler om. Man er nemlig ikke så interesseret i at prøven faktisk er behæftet med mange uacceptable, bl.a. faktuelle fejl. (Mindst 16 % af spørgsmålene med tilhørende svar, er behæftet med faktuelle fejl og unøjagtigheder, og hvordan skal man så have en jordisk chance for at bestå?) Det synes man fra DF's side er helt ligegyldigt.. Og det bærer voldsomt præg af, at man i virkeligheden er ligeglad med hvor meget de etniske minoriteter gør, for at integrere sig. Man vil gøre alt, for at forhindre dem i at deltage på lige fod, i det danske samfund...
Derudover har tidligere undersøgelser påvist, at en meget stor del af DF's vælgere (over 40%) er pensionister, samt at DF's vælgere i højere grad end den øvrige vælgerskare er lavt-uddannet, og tilhører den såkaldte "arbejderklasse".
Der er intet galt med at tilhøre en arbejderklasse, og det er heller ikke for alle at tage en længere uddannelse. Men der tegner sig et billede af en gruppe mennesker med mindre grad af viden og sikkerhed i eget værd, som overkompensere ved i højere grad at fordømme andre, for at "samle gruppen", de ser sig som en vigtig del af; danskerne.
Dette kan vha. psykologi og samfundsvidenskab forklares med, at man har erfaret at folk uden, eller med ringe uddannelse, i højere grad føler sig truet på sit sociale liv og status. Ved at samle den gruppe de ser sig som medlem af, kan de styrke egen selvfølelse, og dermed sikre egen sociale, og tilhørende mentale og følesesmæssige overlevelse.
Lidt á la når et usikkert barn i skoleklassen, får skabt en masse (negativ) opmærksomhed på det barn der har de tydeligste forskelle fra de andre i klassen (fx grundet briller, en anden farve hår el.lign.), for ad den vej at sikre sig, at det ikke er ham selv, der ender med at blive mobbet; "jeg får dem til at mobbe dig, før de opdager, de kan mobbe mig"...
Der var en, i en kommentar på en anden bloggers indlæg, der havde beskrevet Danmark som et "frit demokratisk land"...
Nu er jeg ikke som sådan uenig, men jeg er absolut heller ikke udelt enig.
Som danskere nyder vi utroligt mange privilegier herhjemme, som - for mange af landets (relativt) fattige, og andre der lever på kanten af samfundet - er, eller ender med at blive, en livsnødvendighed. Vi kan bl.a. opnå ret til kontanthjælp, hvis vi ikke længere er i stand til at forsørge os selv.
Men er man ikke dansk statsborger, fx fordi man ikke har skolekundskaber nok, til at kunne bestå en indfødsretsprøve, kan man kun få det der hedder "starthjælp", og kun i de tilfælde hvor ens opholdstilladelse ikke bl.a. er begtinget af, at andre skal kunne forsørge en.
Til information kan jeg oplyse, at man på starthjælp kan opnå at få max kr. 7.940,- om måneden, og for det skal man være enlig forsørger, over 25 år. Til sammenligning får en person med dansk statsborgerskab, som er enlig, uden børn og endnu ikke fyldt 25 år kr. 6.351,- som udeboende...
Men ud over det rent lovgivningsmæssige, er der andre elementer der gør det ret svært at se, at vores etniske minoriteter lever i et såkaldt frit Danmark.
Fx kan de ikke snakke deres eget modersmål. Hverken i offentligt rum eller derhjemme. Ikke uden at skulle stå model til danskernes harme og nedladende bemærkninger og formaninger. For her i landet vil man tilsyneladense gerne have mulighed for bl.a at følge med i sidemandens samtale. Og kan man ikke det, har man pludseligt grund til at mistænke, at de muligvis sidder og siger grimme ting om én...
Og derhjemme hos dem selv, skal de også tale dansk. Godt nok får man hovedpine af at snakke et fremmedsprog hele dagen lang, og er med et andet sprog - uanset hvor god man er til det - frataget den følelsesmæssige dybde, enhver kun kan finde i sit eget modersmål. Men alt det betyder intet. For vi danskere ved bedst, og vi har besluttet os for, at snakker "de fremmede" ikke dansk hjemme, er de ikke villige nok til at integrere sig...
Og så er der hele tørklædedebatten... De der har læst mit forrige blogindlæg, vil have bemærket, at jeg var til fest forleden, i en tyrkisk, kurdisk familie. Og jeg så flere kvinder der, der havde taget tørklæde på til festen, selv om de ikke bærer tørklæde til daglig. De har simpelthen ikke den frihed de burde have, til selv at vælge om de vil tage tørklæde på til daglig. Og det er så tåbeligt, for ser vi lige bort fra få, særprægede karrierer, hvad i alverden skader så et tørklæde på jobbet egentligt?
Men nej, danskerne har besluttet sig for at tørklæder er kvindeundertrykkende, og så skal vi med djævlens vold og magt flå det af de mange kvinder, der faktisk gerne selv vil gå med det. Ikke bare pga. religion, men pga. kultur, og fordi de synes det er rart og endda klædeligt. Fordi det er nostalgi og en kærlig, hjemlig følelse...
Men tager kvinderne tørklæde på, ses der på deres mænd som voldelige undertrykkere, og på kvinderne selv som stakkels naive små pigebørn, der skal hjælpes ud af det, de ikke selv kan anerkende som en undertrykkende situation.
Og så er der det med de anderledes spisevaner; halal, og den manglende lyst til svinekød. Spiser man ikke svinekød, får man påklistret etiketten som "besværlig", "krævende", og ses på som en der prøver at manipulere et helt samfund til at blive muslimer... (Som om det kan gøres ved at stoppe med at spise svinekød.)
Kommer en muslimsk familie ned i daginstitutionen med lille Meriyem, og beder om, hun ikke får svinekød, er de pludselig en belastning for hele samfundet. Men kommer Mads og Kirsten ned med lille Lukas, som ikke må få kød overhovedet - fordi hans forældre tror sig sundere hvis de er vegetarer - så opnår de nærmest prestige i stedet, og der tages imod særbestillingen med naturlige smil...
Hvis man som etnisk minoritet vælger at indrette sig med en udearbejde far, der knokler 12 timer om dagen, 6 dage om ugen, og en mor der til gengæld går hjemme og passer hjem og børn, beskyldes man for at være en middelalderlig familie, med en fundamentalistisk livsindstilling. For at nasse på samfundet, også selv om man ikke modtager offentlig forsørgelse, og for ikke at ville deltage i det danske samfundsliv som alle andre.
Børnene er glade og trygge, fordi der altid er nogen hjemme.Oog de har det på den måde væsentligt bedre end lille Katrine og Peter, der må være i skole og SFO 10 timer om dagen, og derefter på deres værelser indtil der er mad, hvorefter de skal i seng fordi de voksne har brug for lidt alene-tid. Men det har intet at sige. Vi skulle jo også nødig ud i at indrømme, at der måske er andre, som vi ikke tiltror mange evner i øvrigt, der kan noget, vi ikke selv er så gode til...
Og så er der den store, stygge religion, der naturligvis alene er skabt for at afføde terrorister og overtage verdensherredømmet. Og ve den, der prøver at være åben om sin religion; så er man da ikke for klog, hvis man ligefrem tror på noget, og nægter at stille op i rækken af kyniske, selvfede danskere, der mener de har fundet et usynligt men endegyldigt bevis på at der intet(!) eksisterer oppe over skyerne, andet en gasser og stjernetåger.
Hvis man endda tillader sig at være åbenmundet om sin religion, må man nødvendigvis være mere eller mindre fundamentalistisk, og halvvejs mod at blive indrulleret som terrorist. Og så skal danskerne dæleme ikke nyde noget samkvem med "sådan en".
Næ, vil man virkeligt bevise, man ønsker at integrere sig (og hvornår man har opnået at integrere sig fuldt ud, hersker der en del tvivl om, hvis det egentligt overhovedet lader sig gøre), så kan man tage en indfødsretsprøve. En prøve, hvor man skal bevise, at man har været dygtig nok til at tilegne sig viden om det danske samfund, sprog og den danske kultur, som overstiger den gennemsnitlige danskers viden og egenskaber. Intet mindre kan nemlig gøre det. Heller ikke selv om man har boet her fast i de sidste 9 år, har bestået danskkursus, og aldrig har modtaget offentlig forsørgelse, aldrig har begået kriminalitet, og i det hele taget kan bevises at være ret velfungerende og givende for samfundet som helhed...
Kan man ikke bestå prøven, er man ikke god nok, og så kan man ikke opnå rettigheder på lige fod med danskerne, i form af stemmeret, ret til kontanthjælp, skulle man få brug for det, og meget andet.
Og iøvrigt må man selv finde ud af, hvad man har ret til. Pligterne skal man hurtigt nok lære at kende, for dem præsenteres man for, konstant og hele tiden, i form af bebrejdelser, dansk vrede over uindfriede forventninger til minoritetsborgeren, m.m. Men rettighederne... Dem oplyses der sjovt nok ikke lige så meget om...
Jo, det er skønt at komme her til vores eget lille, lykkegrønne, frie og demokratiske Danmark. Et lille stykke af himlen....
Min datter og jeg havde brugt et par timer i går eftermiddags på, at gøre os klar til den "forlovelsesfest", der skulle holdes for min eksmands ældste datter og hendes nye mand. Min eksmand havde lige ringet og fortalt, at han havde sendt en mand afsted for at hente os.
Vi gik ned i kulden og ventede. Min datter i en smuk, rød, lang kjole, og en blomst i håret. Jeg selv i bukser og en skøn skjorte, mine fineste guld-smykker, med opsat hår og det hele. Ingen var i tvivl om, at vi var på vej til fest.
Min eksmands bil kørte ind på parkeringspladsen, med en ung mand jeg ikke har set før bag rattet. Det bekymrede mig nu ikke. Min eksmand havde sendt ham, så jeg vidste det var en god mand. Han gjorde da også meget ud af at få min datter og jeg til at føle os godt tilpas, præsenterede sig som gommens svoger, og konverserede venligt og smilende under hele turen.
Da vi nåede frem, fulgte han os ind til min eksmand, der sammen med brudens mor, og gommens forældre, stod klar lige inden for døren. Vi fik masser af kindkys og venlige smil. Mine tidligere svigerinder, kom mig i møde med strakte arme, og en genkendelsens glæde overvældede både dem og mig.
Bagefter var det ind i festsalen. Her var det - som det er sædvane - delt op; i det ene rum, med det store dansegulv, orkester og en masse pynt, var der opsat borde og stole i den ene halvdel af rummet, til kvinderne. I et tilstødende og mindre, mørkere lokale, der lå lige ud til den ende af rummet, hvor dansegulvet var, sad mændene. Børnene løb frem og tilbage over det hele, dog fortrinsvis inde i det lyse fest-pyntede lokale, hvor mødrene jo opholdt sig.
Orkestret spillede musik høj musik, med en masse spændende rytmer, og selv de der ikke måtte forstå ordene, ville nemt kunne fange stemningen i hver sang. Det er noget særpræget ved bl.a. den tyrkiske musik og kultur; følelser er ikke noget man skjuler, tværtimod. Det er følelserne der gør livet til noget stort...
Idet jeg trådte ind i lokalet, så min tidligere svigermor mig. Jeg var hendes yndlings-svigerdatter, dengang hendes søn og jeg var gift. Og det at jeg og min eksmand nu er skilt, og at det i øvrigt er snart 3 år siden hun sidst så mig, havde på ingen måde lagt en dæmper på noget; hun nærmest fløj op af stolen (selv om der for hende, ikke er så stor forskel på højden, om hun sidder eller står), rakte armene frem, og udbrød med et kæmpe smil og tårer i øjnene "Canim! Cani, cani, cani..." (= "Min skat! Skat, skat , skat...". Jeg skyndte mig hen til hende, og bøjede mig ned for at give hende kindkys, og hun slog sine arme om halsen på mig, kyssede mig, og insisterede på at jeg satte mig hos hende med det samme.
Min datter havde fundet sin yndlings-kusine, og de var allerede i fuld sving med at plyndre diverse fade for frugt og nødder. Jeg satte mig ved siden af min tidligere svigermor, som jeg stadig kalder "anne" ("mor"). Hun blev ved med at hive i mig, kramme mig, nive mig op og ned af armen og siden, for at vise hvor meget hun holder af mig, og hvor meget hun har savnet mig. Og hver gang et familiemedlem så mig, kunne vi starte forfra med kram, kindkys og venligt nysgerrige spørgsmål til min trivsel.
Min eks-svigermor blev ved med ivrigt at fortælle mig, hvem det var der kom forbi, for det tilfældes skyld, at jeg skulle have glemt familien og deres navne. Jeg forsikrede hende, at jeg slet intet havde glemt, hverken af familien, sproget eller kulturen, og at jeg også stadig har deres billeder herhjemme. Hun smilede stolt hver gang, og så fik jeg et ekstra klem, og et venligt lille klap på kinden.
Ude på dansegulvet stod en række af kvinder, der, roligt og i takt til musikken, gik i ring på dansgulvet, sådan som man nu gør, med den tyrkiske folkedans. Udtrykkene i deres ansigter var fyldt med ro. Rummet var til gengæld fyldt med forventning, idet alle ventede på at brudeparret skulle dukke op om et par timer.
Kvinderne på dansegulvet udstrålede en stor styrke, som de stod der i samlet flok, badet i beundrende blikke fra deres mænd, der stod i åbningen mellem deres eget lille, mørke lokale, og dansegulvet. Kvinderne lod sig ikke forstyrre. Heller ikke af deres børn, der overkåde tumlede rundt på dansegulvet, ind under armene på kvinderne i den lange kæde. Kvinderne trådte uden et ord blot tålmodigt et skridt til siden, når børnene tumlede ind i kæden, og fortsatte derpå dansen, lige så roligt som før.
Kvinden forrest i kæden havde et lille tørklæde i den frie hånd, pyntet med pailletter, som hun viftede rundt med, og brugte til ind imellem at signalere til kæden af kvinder efter hende, at de skulle lidt den ene eller anden vej, sætte tempoet op eller ned. Rytmen fra musikken faldt sammen med den stille stampen i gulvet fra den lange kæde.
Jeg kender jo mange af de kvinder, og sad og betragtede dem. Ved bordene sad også en del kvinder, af den lidt ældre generation, i deres mørke gevandter, med tørklæde om håret, og fulgte med. Nogle af de unge kvinder bar også tørklæder, men det var i kraftige, changerende farver. Men de fleste kvinder, uanset generation, havde ikke tørklæde på. Deres beklædning var for manges vedkommende en galla-fest værdig, med de smukke kjoler, zirkon-besatte spænder, stilletter med og uden smykkesten på, flotte smykker og fantastiske, opsatte frisurer.
Nede i det ene hjørne af salen sad nogle danske venner af bruden. De havde samlet sig dernede, bagerst i rummet, og sad og følte sig vist ikke helt tilpasse. Det hele så ud til at virke dem fremmede, og de forsøgte end ikke at hilse på nogen i familien...
Så kom brudeparret. I en smuk, sort bil, med blomster hen over kølerhjelmen. Der blev dyttet og hujet, en stor fontæne blev tændt, og lignede en kæmpe stjernekaster, som den stod der i bedet. Inde på korridoren, stod to rækker af gæster klar med stjernekastere, og konfetti der gavmildt øsede ned over brudeparret.
Bruden var i en smuk, lyselilla kjole, besat med pailletter på brystet, og et sort skærf om livet. Den var med dyb V-udskæring og brede stropper, og skørtet var af silke, pyntet med en sort blomst og lidt bånd, på den ene side. Hendes hår sad perfekt, og sminken var lagt af en professionel. Hun var en smuk, ung kvinde at se på. Gommen havde et sølvfarvet jakkesæt på, med en smuk blomst på skærfet, og fine, nypudsede sko. De holdt hele tiden hinanden i hånden, og gik ned gennem gangen, med dukkede hoveder, for ikke at få al konfettien i ansigtet.
Inde i festsalen begyndte de at danse i kæden med deres gæster, og kameramanden og fotografen løb rundt og filmede og blitzede i ét væk, de næste 20 minutter. Brudeparret var tålmodige, dansede roligt videre, smilede elegant, og fulgte alle instrukser fotografen kom med.
Så skulle der tages billeder med familierne. Først den ene, så den anden. Så med de mindste børn, med nogle særligt nære fætre og kusiner. Og andre fra familien ville også gerne have taget billeder med deres egne ægtefæller og børn, og gik hen og prikkede fotografen på skulderen, for at blive foreviget. Fotografen fotograferede troligt alt og alle der måtte ønske det, og trådte venligt til side, så også gæsterne kunne tage deres egne billeder, med kameraer og mobiler.
Så fortalte sangeren i orkestret, at nu skulle parret have en pause, og dansen blev derfor genoptaget. En af kvinderne fra familien spurgte om jeg ikke ville med ud og danse. Det ville jeg gerne. Vi gik ud og brød ind i kæden. Dansen faldt mig naturlig, og rytmen fyldte hele rummet. Vi holdt hinanden i lillefingeren, og stampede i takt, lige så roligt som hele tiden. Mændene var også kommet ind, og havde blandet sig. Og nu brød de ud af kæden, gik ind i midten, og dansede i deres egen kæde. De gik meget op i dansen, og der blev hoppet noget mere til rytmerne, mens kvindernes dans fortsatte med samme selvbeherskelse som hele tiden. Vi kunne ikke lade være at grine af mændene inde i midten, som de tumlede lidt rundt, grinede og fjollede lidt, for at underholde os kvinder.
Mændene svedte helt utroligt, og der var en lind strøm af folk, der kom rendede med servietter og tørklæder, så de stakkels mænd kunne få lov at tørre sig lidt. Det var efterhånden også godt varmt, og nu kom min lille pige hen, og ville prøve at danse med. Vi dansede lidt, ved siden af hinanden i kæden, så måtte hun naturligvis igen hen og lege med sine kusiner.
Pludseligt forsvandt brudeparret, og en del af kvinderne. De var sammen med nogle mænd, gået ud i køkkenet for at tilberede henna'en. Imens klædte bruden om til en traditionel, tyrkisk buksedragt, med en lang jakke og en rund hat med slør bagpå, næsten alt sammen helt rødt, smykket med gyldne kæder og noget der ligner mønter. Gommen fik et grønt tørklæde over skuldrene, smykket med selvtråd. Henna'en til brudeparret blev puttet i hver sin lille skål, med en masse lys i, og stillet på hver sin hjerteformede bakke, på en lille pude.
Brudeparret kom igen ind i festsalen, og blev sat på et par stole ved siden af hinanden, midt på dansegulvet. En særlig sang blev sunget af orkestret, mens kvinderne samlede sig om parret, og holdt et rødt tørklæde oppe over deres hoveder. Brudeparret fik derefter noget henna på hånden, og hånden blev dækket af en smuk pose, der hver matchede brudens røde dragt og gommens grønne tørklæde.
Så blev den ene af brudeparrets stole fjernet. Bruden sad nu alene, og gommen dansede rundt om hende, for at ære hende og fejre hende. Bagefter var det brudens tur, og hun sluttede af med at give sin gom et kys på kinden.
Bagefter delte bruden henna-pulver ud, pakket ind i små, fine poser, der lå på en hjerteformet bakke. Nogle af de lidt større drenge kom drønende forbi, og stjal hurtigt nogle af poserne, som de ville forsøge at bruge i en fontæne udenfor, de små lømler.
Aftenen fortsatte med dans, en tyrkisk version af hors doevres, overtrætte, sukker-høje børn der løb rundt og legede, trætte babyer og ældre, og glade unge mennesker, der nød festen i fulde drag, og absolut ikke ønskede at stoppe før midnat.
Min datter var utroligt træt, og påvirket af den røg der havde samlet sig ude i gangen, fordi nogle rygetrængende tåber, havde røget ude på toilettet. Ørerne var fyldt op af musik, sindet af menneskemylder og kåde børn. Vi tog hjem klokken halv ni, og en del andre var allerede gået. Der skal jo også være overskud til selve bryllupsfesten på lørdag...
På vej ud forsikrede jeg om, at vi også kommer på lørdag. Jeg havde sagt til min eksmand, at vi godt ville hjem nu, og han havde med det samme fået et par unge fyre, jeg har kendt siden de var små skolebørn, til at køre mig hjem. De kørte bilen frem, jeg gav min eksmand et kindkys til farvel, og min datter omfavnede træt sin far, og sagde på gensyn. Hun skal hjem til ham igen i dag.
Ude i bilen spurgte de unge mænd til hvad jeg lavede nu, hvordan det gik med mine børn, og også her måtte jeg forsikre om, at jeg kommer igen på lørdag.
Hjemme i lejligheden var propperne i ørerne ved at fortage sig. Jeg hev min datter med ud i et kort brusebad, for at vaske røgen ud af hår og hud, så vi ikke skulle sove i dén stank i nat. Så lagde jeg hende i seng, kyssede hende godnat, og tændte. hendes lille spilledåse. Lod et natlys brænde, og gik ind i stuen til min bror.
Han havde for længst lagt min søn i seng, og den lille dreng lå og sov dejligt, oven på sin dyne som sædvanligt. Min bror havde ikke sovet natten inden, fordi min mors hund - der er "i pleje" hos os de næste 3 mdr., mens min mor er på kursusophold - havde holdt ham vågen. Jeg luftede derfor hunden, og min bror gik derpå ind i sin seng. Ikke længe efter smuttede jeg selv ind i min egen seng.
Det var en dejlig aften, selv om den måske ikke varede længe. Og det billede der står stærkest i mit sind, er de dansende kvinder. Den styrke og ro de udstrålede, som de dansede i ring, med de rolige miner, og den stille rytme. Deres tålmodighed, det arbejde jeg ved de lægger i deres liv hver dag. Den tolerance de har overfor deres mænd og børn, og resten af familien. De bærer familien...
Mange ser dem som undertrykte kvinder, det ved jeg. Men hvis folk så dem, som jeg så dem i går, ville de have svært ved at fastholde et billede af dem som svage, undertrykte og stakkels... Og jeg tvivler på, kvinderne ville blive meget andet end vrede, hvis man antydede at de skulle være undertrykt...
