Noget nyt og dog helt velkendt.
Min datter skulle i dag(tirsdag) tilbage til sin gamle børneklub, hun var lidt spændt på, om der nu var nogle af børnene der kunne huske hende, men mest glæde hun sig bare til se en af de børneklubledere som er der. Mens vi drak varm kakao og talte om hendes dag, spurgte hun til hvad jeg skulle mens hun var i børneklub. Jeg fortalte hende jeg skulle mødes med nogle fra den "nye kirke" vi er begyndt at komme i og at vi faktisk også skulle tale om Gud, bare på en anden måde end i hendes børneklub.
Min datter mener hendes børneklub lyder mere sjov, fordi der får de en ting når de har været der 5 gange. Min datter tog forventningsfuld af sted med sin far, jeg havde nogle flere sommerfugle i maven, da jeg gik ud af døren. Status da vi begge kom hjem var, at min datter var lidt i tvivl om det nu havde været en god børneklubdag, men jo mere hun fortalte blev hun enig med sig selv om, at det var en god dag og at se sig selv i børneklub bladet var bestemt også et hit. Min datter slog sine arme om min hals og sagde mor må jeg høre om din børneklubdag i morgen, fordi jeg er søvnig. Hun sover nu sødt i sin seng og i morgen vil jeg så lige finde en børnevenlig version af "at min børneklubeftermiddag" fik stjernerne på himlen til at virke stærkere på vejen hjem, at jeg blev mindet om at Gud er en trofast klippe og jeg blot nyder roen i at det ser ud til, at det er et rigtigt valg at skifte til noget hel nyt og dog meget velkendt.
I morgen er det igen en hel almindelig dag, hvor jeg skal bruge min fridag på at rydde op og finde billeder til et minde album til min datter om hendes bedstefar. Min datter vil sikkert spille lidt Nintendo. Det at være en kristen familie betyder ikke, at man ikke gør alle de andre ting, som "almindelige familier". Det der er i vores liv, som måske er anderledes fra dit er, at jeg beder for min datter får en god dag i skolen når jeg sender hende af sted, at jeg læser i Biblen, at vi beder bordbøn, at Gud er en hel naturlig del af vores liv,men den vigtigste ting for mig er den taknemmelighed jeg har over, hver enkelt ting i vores liv og en bevidsthed om Guds kærlighed i vores liv.
Når jeg kysser min datter godnat om aftenen er jeg taknemmelig for det liv jeg kan give hende og hviler de fleste dage i roen over, at det ikke blot er mig der tegner hendes liv, men at Jesus holder hende tæt til sig i sin kærlighed.
Et farvel og på gensyn
Min svigerfars sygdom har været en del af vores liv de sidste 2 år. Vores datter har fra første dag hun fik at vide han var syg og skulle på hospitalet bedt for ham, det er ikke noget vi har fortalt hende, men noget hun selv har valgt. Hun har haft en urokkelig tro på, at Gud hørte lige hendes bøn. Vi har som familie bedt for min svigerfars tro på Gud, vi har bedt for mere tid med ham og på mange måder har Gud hørt vores bøn. Min bibelkreds og flere i vores netværk har bedt for ham og vores situation, det har været en utrolig styrke.
Vi er næsten lige kommet hjem fra begravelsen, min svigerfar havde selv valgt sangene, blomsterne og selve formen på afskeden. Vores datter skulle sige sit endelige farvel og jeg tror det er en af de sværeste ting hun med sine 8 år har prøvet. Hun elskede sin bedstefar og savner ham rigtig meget. De har haft nogle ret søde samtaler. Troen er for os en aktiv del af vores liv og det samme er kirken, dette er også kommet frem i hendes samtaler med bedstefar.
Vi holdt vejret den første gang vores datter i telefonen fortalte sin bedstefar, at hun bad for ham og tændte lyst for ham i kirken, vores tilknytning til kirken står bestemt ikke højt på min svigerfamilies liste over ting de er glade for. Men min svigerfar forstod den vigtige ting, at hun af kærlighed til ham bad og tændte lys, han var vigtig for hende. Hvor mange af os har familie eller venner, der dagligt beder eller tænker på os. Da vi fortalte vores datter at hendes bedstefar var meget syg og lægerne ikke kunne gøre ham rask, blev hun ked af det, men hendes bøn ændrede sig ikke, hun bad for han blev rask og for at Jesus var hos ham. Lige som min svigerfar skrev ned om ønskerne for begravelsen, ville jeg ønske han havde skrevet ned, at troen på Jesus ikke er farlig, at han måske havde skrevet hvorfor han lige valgte bønnen Fadervor og gerne ville have vi bad den med afslutningen, I Jesu navn, det er ikke en magisk sætning han selv har fundet på. Hermed link til, håber jeg, eftertanke for nogle http://jesusnet.dk/index.php?special_id=21&svar_id=342 .
Jeg er ret sikker på min svigerfar ikke var bange for min datters bøn for ham, måske mere taknemmelig for den omsorg der var i dette. Hvis jeg havde haft modet ville jeg have spurgt om hun måtte bede én bøn for ham, til den kommende begravelse. Min datters ønske om dette var helt naturligt, men tanken om den modstand hun ville møde fra mennesker hun holder af, var med til at vi i stedet aftalte med hende, at vi holdt en andagt og tændte et lys for hendes bedstefar på selve dagen. Men jeg undrer mig, hvis man ikke tror, hvorfor så være bange for en lille piges bøn eller vores tro på Jesus.
Da vores datter så kisten med sin bedstefar græd hun og sagde "jeg vil have min bedstefar tilbage, jeg vil have ham tilbage". Det er lige her der er et skel om du har en tro på Jesus eller du mener at livet stopper ved døden. Fordi vores datter tror på at hun en dag ser sin bedstefar igen og derfor var det også et ret godt spørgsmål senere i begravelsen da hun spørger "kommer bedstefar tilbage til Påske". Vores datter er godt klar over hvad vi fejrer i Påsken og i hendes sorg over sin bedstefar så var det et ret godt bud på, hvornår hun kunne se ham igen.
Efter begravelsen talte jeg med vores datter om det hele og hun sagde, da jeg fik ondt i hjertet bad jeg til Gud, for nu er bedstefar hos ham, men jeg savner ham stadig. Heldigvis er børn gode til at rumme sorgen, de kan være utrolig kede af det og kort tid efter er de ude at lege. Begravelsen sluttede med, at vi var ude at kælke og vores datter klukkede af latter over al den dejlige sne.
Gud er tæt ved os i disse dage, fordi det er svært at rumme sorgen over at miste og på samme tid skulle forsvare retten til at tro. En stor del af vores netværk har bedt om styrke i vores liv og bedt for de mennesker der er tæt på os, som er i sorg, men samtidig mener at vi bør opgive troen så de kan føle sig mere sikre i deres verden. Hvis jeg skulle have glemt hvor stærk Guds kraft og bøns virkning er, må jeg sige at jeg i den sidste uge er blevet mindet om, at Gud griber ind og bøn er en stærk kraft, der også yder en beskyttelse når man har brug for det.
1 billeder
Gud sidder ikke på en sky
Min svigerfar døde for et par dage siden, jeg ville ønske han stadig var her til at se sit barnebarn vokse op. Men jeg er utrolig taknemmelig for hun har nogle minder hun kan huske fra deres tid sammen. Jeg er glad for vores sidste samtale da vi besøgte ham i januar i Jylland, jeg er glad for vores samtale om troen, den giver god mening nu. Min svigerfar skal ikke begraves fra en kirke, men har valgt at Fadervor er en del af afskeden til ham. Jeg håber og tror han døde i en tro på Jesus. Dem der er tæt på os ved hvor svært det har været at troen på Jesus er så stærk en del af vores liv uden, at vi har kunnet dele den med en stor del af vores familie.
Det er rigtig svært for mange, at vi faktisk mener, at hvis man ikke tror på Jesus, så ses vi ikke efter døden, det gør ikke lige meget hvad man tror på. Jeg hørte en prædiken i søndags, der handlede om at Gud er almægtig og om vi lader ham være almægtig i vores liv. Det der gør, at jeg en mandag morgen slår øjnene op og blot kan mærke glæde og roen over at vide at Jesus er i vores liv, hænger sammen med troen på at Gud er almægtig og har styrken og kærligheden til at handle i vores liv. Men det er også her styrken bliver givet til at sige ja, jeg tror på der kun er en Gud og det er troen på Jesus, der er afgørende. Det er svært at svare ærlig, når man bliver spurgt, tror du da ikke alle kommer i himlen?, fordi, nej det tror jeg ikke. Men jeg ønsker af hele mit hjerte at flere vil komme til Jesus, men han er ikke på en sky eller gemt bag en stjerne som man kan hive frem når man skal forklare døden for ens barn. Gud er der når vi går til ham i bøn, når vi beder til ham, når vi lader ham være almægtig i vores liv.
Selv for dem der er kristne er det svært at tale om, at der er mennesker tæt på os der går fortabt uden troen. Men lad mig sige dette, det er lang sværere ikke at tale om det, det giver meget lidt mening at høre sætningen "ja vi bliver nok overrasket over hvem vi ser i evigheden" fordi den sætning lukker for al samtale og lukker vores øjne for et ansvar, der følger med som kristen, at vidne om vores tro på Jesus. Det kan vi ikke uden at lade Gud være almægtig alle ugens dage også uden for vores bibelkreds eller kirken.
Jeg vil bede til, at Gud åbner vores øjne så vi ser ham og ikke kigger rundt efter en sky hvor vi tror han sidder.
