Da jeg var barn havde jeg en ynglings historie om nogle små mus, der hver dag tog ud og malede hele verden. De havde små pensler og lavede de smukkeste regnbuer og malede blomsterne i de dejligste farver. Jeg var vild med at læse historien igen og igen, det at se deres verden gå fra at være grå til fyldt med farver, var så smukt.
Det er en del år siden jeg har læst bogen og den er sikkert gemt af vejen i en kasse hos mine forældre, men jeg kom til at tænke på historien fordi jeg gennem den sidste tid har oplevet, hvordan verden pludselig kan forandre sig på en nat, ligesom i historien jeg læste som barn. Det er svært at forklare, men ved at give Gud mere plads i mit liv, ved at øge bevidstheden hos mig selv om at alt er skabt af Gud, er det som at se nye farver i ens liv, en tålmodighed og blidhed der er overvælden stærk har pludselig plads i mit liv. Det er som en styrke af ren blidhed fylder mit liv og en styrke til at modstå det pres, der er fra verden for ikke at lade troen råde i ens liv, det pres møder nu et skjold som netop ikke er af denne verden, Guds styrke får mulighed for at virke.
Men er alt dette blot en masse ord? Nej det virker helt ned i de små ting i vores liv, når man gør sig bevidst, at hvert enkelt menneske man møder er skabt i Guds billede, så får man en overraskende blidhed i sin tilgang til verden. Fredag eftermiddag når man befinder sig i bussen og stress præger en del af de mennesker man møder. Når man bliver bevidst om hvor stor Guds nåde er i ens eget liv, så hæver det lige ens overskud til at rumme de ting, der normalt får en til at blive irriteret. Betyder det så jeg er et tilgivende overskuds menneske hele dagen? Nej det gør det ikke.
Men det betyder at jeg nyder solen i bevidstheden om at Gud har skabt den, det betyder jeg beder til Gud om at hjælpe mig til at lade tålmodighed og varme fylde mit liv i forhold til mine medmennesker, det betyder jeg bedre kan rumme den psykiske syge jeg møder i metroen, mens han vandrer frem og tilbage og taler højt med sig selv og generelt virker truende for alle omkring sig. Jeg beder for ham under denne metro tur, at Gud vil hjælpe ham, at mennesker omkring ham vil blive bedre til at rumme ham, at han må mærke Guds kærlighed i sit liv.
Gud har givet mig alt i mit liv, en vigtig ting at huske på, når mennesker tæt på en gerne så vi lige fulgte deres vej i stedet for Guds vej. Gud har givet mig alt, uden en regning. Derfor virker det helt forkert når mennesker siger følg mig, opgiv din tro, giv mig ret i at alle tror på det samme, hvorfor bruge tid på kirken.
Jesus døde på korset for min skyld, han tog min skyld for at jeg kan være tæt på Gud, han er der hver dag uden krav, men med sin hjælp
En veninde spurgte mig om der ikke snart kom et blog indlæg om vores nye kirke, er det det rigtige valg spurgte hun. Jeg er ret sikker på, vi er lige hvor vi skal være. Men hvor er jeg overrasket over, hvor bevæget jeg bliver over gudstjenesterne, fordi det er som at bringe en indre varme med hjem. Men hvordan giver det så en ny mening og hvordan kan jeg være sikker på dette er det rette valg.
Hvordan kan jeg vide det? Fordi gudstjenesternes budskab uden problemer væver sig ind i min hverdag, med så tydelig en mening, at jeg er helt forundret og utrolig lettet fordi der nu er en helhed i hele mit kristne liv og ikke kun fragmenter, der ikke passer sammen. Hvem kan så skabe denne helhed? Ikke en enkelt person eller en bestemt prædiken, kun én ting, men en altafgørende ting, nemlig Gud. Lige der i påskegudstjenesten kunne jeg se helheden, Guds kærlighed som jeg mærker i vores liv, var lige så stærkt tilstede her, hvor vi var kirke, som påskelørdag hvor jeg sidder med et sovende barn i mine arme og blot er taknemmelig for Guds nåde. Budskabet i dagens prædiken, er som en rød tråd trukket fra mit eget liv.
Jeg er glad for jeg var en del af kirken påskesøndag. Jeg frygtede at høre et lidt traditionelt glad påskebudskab, men i stedet blev det et budskab, som kunne samle flere tråde i mit liv. Lige der påskesøndag, blev fragmenter i mit liv lavet om til et puslespil, med brikker fra den samme æske, jeg ser frem til at de alle er samlet. Men er utrolig lettet over brikkerne nu er i samme æske, en ro har sænket sig i mit liv.
Men hvorfor frygte en traditionel påskeprædiken? De er jo ofte fyldt med glæde og taknemmelighed over Jesus kærlighed til os og sejren over døden. For mig var det blot svært at bringe helheden sammen lige denne påskemorgen, fordi om lørdagen havde jeg endnu engang sendt vores lille aflastningsbarn hjem til en hverdag, der på mange måder er mere barsk end sådan et lille et barn burde rumme. Der er meget få helte i hendes liv, derfor er denne ene helt, Jesus en ret vigtig brik i hendes liv.
Jeg var glad for at blive mindet om, at intet er for svært for Jesus, nogle dage kunne jeg godt ønske mig superkræfter og en tryllestav så jeg kunne ændre ting i livet. Men jeg er blot mig, jeg har ingen superkræfter, jeg kan løfte vores lille aflastningsbarn op i armene og give hende et knus, jeg kan elske hende højt, men det der får mig til at give slip og vinke farvel og på gensyn er, at jeg tror på der er en helt i hendes og vores liv, nemlig Jesus, som med sin styrke og kærlighed kan og vil forandre ting og den søndag blev jeg lige mindet om, at han er gået foran på den vej jeg går på nu og jeg er ikke alene på min vej, Jesus vandrer lige der med mig. Jeg er taknemmelig for, at det ikke kun blev påskeæg og et "glæd dig i Jesus budskab" jeg tog med hjem den søndag. Men en tro på at kirken her kan være med til at forvandle fragmenter til brikker og skabe et rum til jeg får ro til at samle dem.
Glædelig Påske til jer alle
Tro på mig, jeg er her
Der er vist flere af os, der gerne ville have muligheden for at have en personlig samtale med Jesus, så han lige kunne svare på alle vores spørgsmål og fjerne al vores tvivl når ting i livet er svært. Hvis vi lige kunne give vores venner og familie mulighed for at møde Jesus personlig så kunne de jo se at han virkelig er her og kan hjælpe dem.
Nogle dage har jeg mest lyst til at skrige af ren frustration over, at det er nødvendigt at forsvare, at man er kristen. At det er mere anerkendt at have penge og job som en gud i sit liv end at have Jesus. De fleste tror, at det at være kristen betyder en masse forbud og begrænsninger. Men sådan oplever jeg det ikke i vores liv, troen på Jesus betyder en utrolig blidhed og kærlighed. Det der skaber forandring i vores liv, er ikke en masse forbud, men det at mærke Guds kærlighed. Guds styrke er det der får mig til at bede til ham når jeg venter på svar fra vores datters kontrol besøg hos børneambulatoriet, det er Guds blidhed jeg mærker når jeg kysser vores lille aflastnings barn farvel, hun skal tilbage til en familie, hvor jeg ikke kan beskytte hende, men både vores og Guds kærlighed er lige der om hende.
I vores liv i troen på Gud er det tydeligt at Jesus er lige her og det eneste jeg skal er, at tro på ham, så kan Gud gribe ind i vores liv. Men det kræver at jeg giver Gud mulighed for at være en del af vores liv og derfor bruger jeg netop tid på kirken og her kommer hemmeligheden, det er ikke kun om søndagen troen er en del af vores liv, den er udgangspunkt I en hel almindelig onsdag, som indeholder helt almindelige ting som indkøb, legeaftaler, arbejde og varm kakao. Det er en berigelse at have Jesus i sit liv, jeg ved han er her og tror på os.
