Åh, hvor er jeg bare ikke gode venner med denne her årstid. Altså efterår er den flotteste årstid og det er hyggeligt og alt det der (oktober er jo min fødselsdagsmåned), men jeg duer bare ikke til mørke. Det er lidt åndssvagt, men sådan er det altså bare. Jeg har alle de klassiske symptomer på depression og har i samråd med lægen øget min dosis af antidepressiv medicin. Nu venter jeg så bare på, det virker. Det er et tilbagevendende problem, så man skulle synes, at jeg snart kunne lære at tage det i opløbet. Men nej. Det nåede jeg heller ikke denne gang, så det er virkelig op ad bakke... De af jer, der har prøvet at have en depression ved, at det er helt og aldeles forfærdeligt. Ens psyke fucker fuldstændig med én, så man slet ikke har nogle reelle positive følelser. Det er SÅ grimt. Jeg glæder mig til at pillerne virker. Det ved, jeg de gør. Det plejer de. Men bliver dog aldrig fuldstændig normalfungerende på denne tid af året. Det er vist et faktum, jeg bare er nødt til at lære at leve med.
Oprindeligt ville jeg have skrevet et indlæg, hvor jeg ville have bitchet over min mand og mænd generelt, men orker nærmest ikke at skrive om det. Jeg fatter bare ikke mænd og den måde, de tænker på. I korte træk handler det om, at jeg synes, at vores hverdagsliv trænger til et eftersyn. Min mand fatter ikke, hvad problemet er og jeg fatter ikke, at han ikke fatter det! Det er da klar tale, ik´? Vi er bare kommet til at sidde fast i en kedelig og intetsigende rytme, synes jeg. Måske er det bare min depression der taler, hvad ved jeg. Anyways, så får vi vel talt sammen om det på et tidspunkt... Det kan bare være lidt svært, da vores liv er sådan skruet sammen, at "når far kommer hjem, så er mor lige gået og når mor kommer hjem, så sover min far".
God onsdag i blogland.
/Rose - som søger lyset.
Jeg er en af dem. Altså et af de mennesker der kan (læs: har brug for) at drikke cola på de mest usandsynlige tidspunkter af døgnet. Især når livet gør ondt og jeg nærmest er følelsesløs i ansigtet af alle de slag, der konstant kommer min vej... Pessimismen har for alvor sneget sig ind på mig nu, og derfor sidder jeg her kl. 8.30 med dagens første glas cola. Light vel at mærke. Det der med store mængder cola går ikke vældig godt i spænd med diagnosen diabetes. Det smager alligevel også alt for sødt, ik'?
Hvorfor er det, at der bare ikke er ret meget, der kan fungere i vores liv lige nu? Vi sidder uhjælpeligt fast i sølet uden nogen synlig mulighed for at komme fri. Nogle gange kan man blive ramt af en række begivenheder, som påvirker livet i en negativ retning, og det er sket for os. Blandt nogle af begivenhederne kan nævnes arbejdsløshed og sygdom i den nærmeste familie. Det ultimativt mest opslidende for os er dog vores elendige økonomi - en naturlig følge af arbejdsløshed. Vi er totalt på røven. Det er bare ikke optimalt. Slet ikke når man som os har børn. Jeg har grædt så mange tårer, at det undrer mig, at jeg ikke er dehydreret. Men det er nok colaen der er med til at opretholde væskebalancen...
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det delvist er selvforskyldt, at alting ser så sort ud. Måske man kan forstærke sin uheldige og ulykkelige situation ved konstant at opfatte sig selv som offer. Jeg synes, det er synd for os og jeg synes ikke, at vi har fortjent så mange problemer og så meget modgang. Men hvad hjælper det, at jeg har ondt af os? Det bliver tingene jo ikke nemmere af. Snarere tværtimod. Men hvor er det svært at ændre sin måde at tænke på og finde de positive tanker frem, når det første jeg tænker på, når jeg vågner om morgenen er, at nu venter endnu en dag forude, hvor pengene ikke kan slå til. Vi er dog endnu aldrig gået sultne i seng. Det er selvfølgelig positivt trods alt.
Tror jeg skal have mere cola... Efter at jeg fik konstateret type 1 diabetes i 2009 i en alder af 28 år har jeg udviklet et unarturligt og nærmest sygeligt forhold til cola. Ikke at jeg drikker voldsomme mængder af det, eller det gør jeg måske, men jeg har brug for at vide, at vi altid har cola i huset, hvis nu jeg skulle få brug for et glas. Denne colaafhængighed er klart noget, jeg bør arbejde med at komme af med, men lige nu er der bare så meget andet der kræver min opmærksomhed. Bl.a. skal vi have skaffet nogle penge på en eller anden måde og gerne hurtigt. Har overvejet at røve en bank eller noget, men synes bare aldrig, man hører om nogen, der har haft vildt succes med det. Det giver vist bare flere problemer på den lange bane.
Jeg har i de seneste seks måneder, hvor vores problemer har været allermest intense, haft svært ved at bevare troen på, at Gud er med os og vil os det bedste. Jeg har vendt ham ryggen i ren og skær skuffelse. Har ovevejet om vi bliver straffet for et eller andet, som vi har gjort forkert. Men det tror jeg i bund og grund ikke på. Det strider mod min opfattelse af Gud og kristendommen i det hele taget. Tror jeg vil ændre strategi og sende et par bønner af sted i stedet for eder og forbandelser. Det kan jo ligesom ikke blive meget værre, vel?
Min computer er i krigshumør i dag, så disse grublerier som jeg startede på kl. 8.30 i morges, har jeg først kunnet færdiggøre nu - fem glas cola senere - hvor jeg har sneget mig til at låne mandens computer i stedet. Men godt at få lukket luften ud af ballonen. Det trængte jeg vist lige til!
God onsdag til jer alle.
/RaseRose
Onsdag, 2. februar 2011 kl. 20:47 / blog, tanker, velkomst
![desaturated-rose[1].jpg](http://i2-images1.tv2net.dk/i/80/22992080-7830a313321d43194952838250f2e302.jpeg)
Af hjertet tak. Tak til TV2 for at have fremskaffet min blog til mig. Det har taget laaang tid og den skulle egentlig aldrig have været væk, men anyway... Jeg bærer ikke nag. Det er livet trods alt for kort til.
Ih, hvor har jeg manglet denne losseplads til alle min tanker. Ved ikke om det er en kvindeting, men hvis ikke jeg får luft for alle de følelser der er inde i mig, så føler jeg, at jeg er ved at eksplodere. Og jeg bliver med garanti også uudholdelig at være sammen med - mere end jeg normalt er.
Det bliver hyggeligt at være en del af dette univers igen og snage i, hvad I andre skriver om rundt omkring. Tror lige jeg lister rundt og kigger.
Vi "ses" medbloggere.
/Rose
