Tirsdag, 9. februar 2010 kl. 13:16 / min vidunderlige hund

Stakkels lille Fedeberg

13 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Jeg er i Syv sind - får pludselig en ny betydning. Syv er et magisk tal. Køteren er Syv år - men ganger man hundeår med Syv, så får man 49 menneskeår. Han fylder otte i maj, så bliver han 56 år lige pludselig - og det er gammelt...

Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om han er ved at overgå til Gammelhund eller hvad det er, der sker. Men der er ved at ske Noget. Ubehageligt. Nederen. Men hvad det er - det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at når jeg kigger på ham, så bliver jeg latent deprimeret og fyldes med en sorg så ekstrem, at jeg begynder at sidde og tude. Midt i det hele. Også nu.

...

Der er sket et dyk i hans livskvalitet - i vores livskvalitet sammen. Ikke fordi der mangler kærlighed. Men fordi jeg pludselig har opbrugt min allergidosis og har kløen i øjnene, vågner og falder i søvn med snot, får udslæt der kløer, når jeg aer ham. Sådan har det faktisk været et stykke tid, men jeg går det gerne igennem for ham. Det gør jeg stadigvæk. Selvom det har betydet, at han ikke længere sover i sengen, ikke engang i soveværelset. Og jeg vil skide på, hvor perverst folk synes det er - jeg har altid elsket at ligge i arm med ham om morgenen, så dejlig blød, så dejlig varm, så herlig en måde at vågne på. Nu sover han helt alene i en stor kold stue, forladt og uelsket. Sådan føles det. Når jeg skal i seng om aftenen og han ikke kan forstå, at han ikke må komme med. Jeg hader det. Men jeg er nødt til det. Jeg føler mig som en iskold sobitch, der gør min elskede køter sekundær efter tilflytning til ny flot lejlighed. Ligesom de par der får en unge og så giver deres dyr væk. Køteren har aldrig været sekundær for mig...

Han skal pakkes ind i et tæppe hver gang vi forlader lejligheden og jeg er nødt til næsten at kvæle ham, fordi han skriger. Fordi han er glad. Han må ikke være glad i den nye lejlighed. Han kan stå på sofaen og se søerne og de andre hunde - lige foran fjæset på ham. Men han må ikke hilse med et lille gø. Han må ikke engang løbe efter godbidder henover stuegulvet. Fordi det larmer. Og fordi JEG er flyttet ind i ny snobbet ejendom, som ikke kan lide hunde. Dér hvor vi kommer fra kunne han selv løbe ned fra fjerde og pisse i gården og han måtte gerne gø af Irma-folket og han måtte gerne skrige og té sig. Han blev nærmest opfordret til det, fordi han er så sød, nuttet og skønherlig, når han er begejstret - og han er en meget begejstret hund...

Køteren har altid været Fri Som Fuglen og har altid fået lov til at hygge sig. Han kan stoppe for rødt og gå for grønt - kan nærmest selv gå tur. Han plejede at vente i gården, når jeg var ovre at handle. Kan selv finde sit halsbånd. Han kan så meget - men må så lidt. Nu. Og det piner mit hjerte at se ham blive skuffet, når han ikke hver gang vi går, kan komme med. Men kun kommer med på udvalgte afgange, hvor vi skal langt væk fra huset med tæppe og irriterede miner, fordi det er en kamp hver gang - bare at gå ud ad døren. Fordi han hviner. Jeg kan se ham blive mere og mere deprimeret og ligeglad. Han forventer ingenting mere. Han ligger bare og sover - og hviner endnu mere end han plejer...

Er hans skrig en måde at få opmærksomhed på eller er det fordi hans hofter, som har været dårlige længe, begynder at blive endnu dårligere eller allerede er blevet det? Han får jo stadig piller. Som ikke er gode for hans dårlige hjerte. Jeg kan ikke bedømme det. Og dyrlægen kan heller ikke. Sidstnævnte sagde til mig, at han maksimalt ville blive 12 år gammel. Jeg havde håbet på 18, fordi han er en lille hund. Og når han er ude at gå tér han sig stadig som en hvalp. Masser energi. Masser gejst og glæde og spas, gak og løjer. Selvom han hurtigere bliver træt. Er han bare ved at blive gammel eller er han ved at stå af?

Jeg ved godt, at alle hundeejere har det på samme måde med deres hund, at det er den sødeste i verden. Men faktum er, at jeg i alle Syv år er blevet stoppet på gaden HVER dag - fordi folk elsker ham. Fordi han har det allermest nuttede og udtryksfulde ansigt. Og bløde pels. Og flotte farver. Han er SÅ lækker. Og alle tror, at han er en hvalp. Men han er Syv år...

Det flår mig indefra, at måtte indrømme, at det hele er blevet så meget mere besværligt med ham. Nu starter jeg snart arbejde og er væk hele dagen. Og han har da også været en del alene i perioder af mit liv, da jeg studerede og arbejdede fuldtid og kun havde Gårdens Børn til at lufte ham om dagen. Køteren har haft samme rang som mig og vi kan allesammen have dårlige perioder. Men jeg har da også tænkt mig, at give den en skalle, når jeg så kommer hjem. Og i weekenden skal vi ud med hans kæreste, den franske, og hygge os i Søndermarken. Men følelsen af, at han er ved at stå af og blive kronisk ligeglad, den er uafrystelig. Følelsen af at det snart kommer til en End, er sønderrivende smertefuld. Jeg har allerede grædt mere bare ved tanken om hans forsvinden end jeg græd over min Far. Men jeg kan Mærke at der snart sker noget forfærdeligt...

Og jeg afliver ham ikke. Den beslutning tog jeg på Nørrebrogade - hvor jeg havde en række planer for, hvordan vi skulle tackle denne nye lejlighed. Her var Plan C at det måtte komme til en aflivning, men tanken gjorde mig så deprimeret, at jeg besluttede, at det kan jeg aldrig gøre. Det kan jeg ikke. JO, hvis han vrider sig af smerter og det bliver tydeligt, at han ikke vil eller kan leve mere. Men sådan er det bare ikke. Endnu. Jeg kan ikke argumentere for en aflivning for hans skyld på nuværende tidspunkt - det kan jeg ikke. For selvom jeg overfaldes af deprimerede hundeøjne hjemme, så er overfaldet ligeså slemt af glæde, når vi er ude. Han viser mig stadig begge dele. Faktisk også derhjemme. Det skifter. Og måske er det bare mig, der projicerer et-eller-andet, fordi jeg er allergisk og har dårlig samvittighed og snart skal begynde arbejde og...

Jeg afliver ham aldrig. Det kan jeg ikke. Jeg er typen, der bærer nag. Også mod mig selv. Og jeg véd, at jeg vil leve med dårlig samvittighed resten af mit liv, hvis jeg gjorde det. Og få lyst til at hævne mig. Mod mig selv. Sådan er jeg. Et stygt menneske. Jeg ville for evig tid fortryde det. Og jeg synes han fortjener at dø af sig selv, ligesom os andre. Jeg var med til en aflivning af Krusellos hund forrige år, hvilket var så traumatiserende og ekstrem en oplevelse, at jeg ikke kan forestille mig, at skulle stå i spidsen for det selv. Denne hund var også otte år gammel, men var træt og syg og blind og døv. Krusello måtte bære sin hund ind til dødssprøjten - hun var en stor hund og ville ikke, men endte med selv at Give Pote til Døden. Det er simpelthen mere end hvad jeg kan klare. Og jeg ville ALDRIG overlade det til en anden at gøre. Det ville jeg aldrig byde ham. Jeg vil være der til det sidste - uanset hvordan det hele ender...

Så hvad er problemet - må man spørge? Nu har jeg vrælet mig igennem dette skriveri og det har da hjulpet lidt, at parkere bekymringerne i ligegyldige ord. Han er her jo trods alt stadig. Måske mærker jeg noget forkert. Måske lever han til det 12. år. Måske er han ikke ved at dø - og forlade mig. Måske får vi hundetilladelse en dag. Jeg ved godt, at man siger, at hunde ikke Føler noget. At han ikke elsker mig. At han ikke vil savne mig i Hundehimlen. At han ikke kan huske alle de oplevelser vi har haft sammen og de sindssyge stoddere vi har løbet væk fra med hinanden under armen. At han ikke aner hvem Mohammed var og at han har kysset med et marsvin. At han ikke betragter Stodderen som sin far og Mig som sin mor. Men han er MIN baby og har været med mig i snart otte år fyldt med alt muligt pis og han har slikket mine tårer og puttet sig til mig og han er det mest loyale i verden jeg nogensinde har oplevet. Og dét vil aldrig kunne erstattes i MIN verden. Han vil ALDRIG kunne erstattes.