Om sine løgnehistorier om, hvordan der angiveligt har været hemmelige forhandlinger mellem KK og MF om muslimske plejehjem, erkender han stærkt presset:
»Det kan da godt være, det har fået en overfortolkning«
Æh bæh bøh...
Kilde: http://politiken.dk/indland/article917325.ece
Finn Rudaizky kunne passende starte hver eneste af sine udtalelser med følgende strofe:
"Det er løgn løgn løgn og latin, det jeg siger"
Fredag, 5. marts 2010 kl. 02:24 / 1234
Jeg er efterhånden stødt på påstanden nogle gange. At mennesket opfatter alting subjektivt og derfor eksisterer der ikke nogen universel sandhed overhovedet. Jeg vil gerne holde fast i, at mennesket da bestemt opfatter subjektivt. Men man glemmer meget belejligt, at mennesket er en del af den verden, som vi lever i. Vi er ikke selve verden i os selv. Derfor vil der altid eksistere en universel sandhed, som ikke kan ændres af vores subjektive perception. Et menneske, som er sårbart, vil måske nok have en større tendens til at opfatte verden som en el af sig selv frem for sig selv som en del af verden. Hvis jeg-grænser og objekt-subjekt-grænser er i opløsning, er der intet indre rum, hvor følelserne kan bearbejdes. Man er totalt overgivet sine følelsers univers og hvad værre er: Følelser og tanker kan i det subjektive univers påvirke og påvirkes af andre. Grænserne imellem den ydre og den indre verden er gået i opløsning og det forhindrer simpelthen folk i at se den virkelighed, som alle andre er en del af.
Lad os tage tre eksempler. Mennesker, ideologi og teser. Når det handler om mennesker, så kan du eksempelvis tage en brækket knogle. Man skal være mere end almindeligt syret i knolden for at antage en brækket knogle for ikke at være brækket. Altså er en brækket knogle forbundet med en universel sandhedsværdi. På samme måde er det et uomtvisteligt faktum, at der blev dræbt flere millioner mennesker under Stalin, som baserede sit styre på en ideologi. Også dette er forbundet med en universel sandhedsværdi og man skal også her være noget af et syrehoved for ikke at erkende sandhedsværdien. Når det gælder teser, så efterprøves disse gennem videnskabelige forsøg og kan altså for manges vedkommende også forbindes med en sandhedsværdi, som i hvert fald i mange tilfælde kan betragtes som universel.
At det så ikke er ALT, som man kan sætte op som sandt eller falsk, betyder jo ikke, at der ikke er noget, som er sandt, vel?
Internetsamfundet lader for en stor dels vedkommende til at sætte den præmis, at ALT er baseret på subjektive holdninger og at intet er sandt. Det er altså ganske væsentligt at diskutere, hvor grænserne mellem subjektiv opfattelse og sandhed går.
Lad mig give dig noget at tænke over.
En skizofren patient fortæller dig om sine oplevelser af verden. Vil du kalde det for vrangforestillinger/hallucinationer eller vil du betragte det, som patienten fortæller dig, som sandheden, fordi patienten rent faktisk har oplevet det, som han/hun fortæller dig?
Den kan du tygge lidt på.
Nu er det ikke min påstand, at alle mennesker, som har svært ved at skelne mellem subjektivitet og universel sandhed, er psykotiske, men der er i hvert fald en stor risiko forbundet med påstanden om, at sandheden aldrig kan være andet end subjektivt opfattet: "Det skizofrene samfund", hvor mennesker får sværere og sværere ved at interagere med hinanden, fordi den enkelte ikke vil kunne integrere sin subjektive virkelighedsopfattelse med andre menneskers subjektive virkelighedsopfattelse. Hvis ikke der findes nogen social fællesnævner eller universelle sandheder overhovedet, så bevæger vi os imod et samfund, hvor det enkelte menneske isoleres mere og mere og så vil vi se præcis det, som er beskrevet i WHO's store langtidsstudier om skrizofreni - nemlig at eksempelvis i morderne urbane centre er der meget svære betingelser for helbredelse for skizofreni. Mon det hænger sammen med, at mennesker isoleres fra hinanden både fysisk og i opfattelsen af virkeligheden?
