Torsdag, 5. november 2009 kl. 13:42 / 1234, 2009, danmark, dansk folkeparti, debat, forbrydelse, konservative, kriminalforsorg, kriminalitet, large-group psychodynamics, moral, politik, samfund, straf, tv2, venstre
Snakken går om højere straffe...
29 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Hvis der var nogen, som ikke havde bemærket det endnu, så har vi fået en ny justitsminister - og som justitsminister er han om muligt mere uduelig end som kulturminister og her går han godt i spænd med Thulesen-Dahl og Skaarup. I det følgende henvises til citaterne nedenfor fra rapporten om danskernes syn på straf.
Indledningen er god nok for Brian, Kristian og Peter. På overfladen ser det ud som om, at danskerne ønsker strengere straffe, men at dette skyldes en himmelråbende uvidenhed ude i den brede befolkning synes at være gået direkte henover hovedet på politikerne. Et velklingende og let genkendeligt ultimatum, som vi kender det fra både medier, blogs og den offentlige politisk korrekte mening er, at »De kriminelle griner af vores 'bløde' hippie-retssystem, når de går ud gennem porten efter at have fedet sig op på borgernes regning med TV og computer i mindre end det halve af den tid de var blevet idømt som straf, og direkte tilbage til deres kriminelle løbebane med mord, voldtægt og overfald på sagesløse borgere.«
At dette er en fordom, som i høj grad både KAN og BØR punkteres kan vi konstatere i det følgende:
I 2005 begyndte et forsøg med pensionen Engelsborg i Kongens Lyngby, hvor familier kan leve sammen under hele afsoningen eller dele af den, og derved blive genforenet eller undgå at blive splittet ad. Kriminalforsorgen evaluerer løbende disse mere åbne modeller, og indtrykket er, at ordningerne er meget populære blandt de indsatte, fortæller Hannah Hagerup.
En foreløbig rapport viser, at opholdet på Engelsborg giver positive forandringer for hele familien, og at meget få tidligere indsatte er røget tilbage i kriminalitet.
Alligevel er der foreløbig ingen planer om at udvide modellerne til landets øvrige fængsler.
Et af de direkte problemer med at spærre folk inde i et anseligt antal år uden kontakt med omverdenen er, at det eksempelvis går ud over deres børn. I aftes på DR2 kunne man således se et kort program om en institution under kriminalforsorgen - Engelsborg, hvor et forsøg med at opretholde fangers kontakt med deres familie viser en hårdtslående empiri bag det faktum, at isolation af kriminelle fra omverdenen ikke er gavnligt for samfundet. Tværtimod viser den forskning, man har bedrevet på bl.a. Engelsborg, at langt færre af de indsatte, som får dette tilbud falder tilbage i kriminalitet i forhold til indsatte i traditionelle fængsler. En anden direkte effekt af indsatserne på Engelsborg ser vi ved, at børnene af de kriminelle ved kontakt med deres forældre i fængslet bliver mindre udsatte for selv at falde ind i en kriminel løbebane. Altså det stik modsatte af det skræmmebillede, som man prøver at male i medier og blandt politikere.
Om Engelsborg:
http://www.pensionengelsborg.dk/
Inden for aktivitetsforskning taler man om 'occupational deprivation' eller aktivitetsberøvelse i traditionelle fængsler. Men dette er man tilsyneladende godt igang med at gøre op med inden for den danske kriminalforsorg og tak og lov for det. Det er jo naturligvis også svært for politikerne at vedblive med at argumentere for strengere straffe, når vi har et velfungerende system, hvor frem for alt langsigtede løsningsmodeller igangsat så langt tilbage som i 70'erne nu viser, at indespærring og isolation hæmmer resocialisering og fratager de indsatte det personlige ansvar. Det skal stoppe, fordi det splitter familierne og medfører at børnene må trækkes med en mur af tung social arv, som berøver dem muligheden for at begå sig i det omkringliggende samfund.
Derfor er det også med en vis hovedrysten, at vi igen og igen og igen ser Brian Mikkelsen og proselytterne fra DF, venstre og socialdemokratiet fremtone i diverse medier kraftigt agiterende for strengere straffe og mere konsekvens. Er der ikke pustet nok af varm luft i den ballon endnu?
Det vi behøver er flere steder som Engelsborg. Steder hvor mennesker bliver rehabiliteret og kan indgå i samfundet igen efter udstået straf - frem for alt for børnenes skyld og for de fremtidige generationer. Vi behøver ikke skræmmekampagner og amerikanske tilstande, hvor der oprettes ghettoer for dømte kriminelle, fordi der føres offentligt tilgængelige registre over, hvor straffede kriminelle bosætter sig efter udstået straf. At udstøde mennesker fra samfundet hjælper ikke til at nedbringe kriminaliteten - tværtimod.
Jeg vil opfordre Brian Mikkelsen til i stedet for at lade sine handlinger som minister styre af følelsesporno og selvretfærdig værdikamp så at lytte til den fagkundskab, som faktisk påviser igen og igen, hvad der er det rigtige at gøre. Derefter bør han gøre det til sin pligt at gå ud og OPLYSE befolkningen om dette.
Og de uvidende borgere behøver ikke at frygte, at de kriminelle forældre forsvinder fra institutioner som Engelsborg, for ifølge Inge Halmø, som er socialrådgiver i kriminalforsorgen, opbygger børnenes tilstedeværelse en usynlig mur, som er langt højere end noget, som man ville være i stand til at bygge af sten.
Her er et par citater fra en af de hidtil mest udførlige rapporter om danskernes syn på straf:
Tabellerne på s. 374-375 giver et MEGET klart billede... Læs selv. Teksten kan du læse her:
»Man kan sige, at det ville være helt i overensstemmelse med den danske befolknings holdninger til, hvordan der bør straffes - den danske befolknings konkrete retsfølelse - at gøre som man gjorde i (Vest)tyskland i 1969, hvor man som tidligere nævnt radikalt reducerede brugen af ubetingede frihedsstraffe under et halvt år og erstattede dem med straffe i frihed.Det er klart, at en så forholdsvis radikal ændring af det danske straffesystem forudsætter en række overvejelser ba
»Af fokusgruppemøderne fremgik det, at den store tilbageholdenhed i befolkningen over for at anvende ubetinget frihedsstraf først og fremmest beroede på to forhold. Til trods for, at alle sagerne drejede sig om alvorlige kriminelle handlinger, så syntes man - alt taget i betragtning omkring selve handlingen, gerningspersonen og offeret - ikke, at der var tale om så alvorlig kriminalitet, at man skulle reagere over for gerningspersonen med en så alvorlig straf som at berøve denne friheden i en periode. Det uacceptable i det, gerningspersonen havde foretaget sig, skulle markeres, syntes man, og der skulle sendes et signal såvel til ham som til alle andre om det uacceptable i at begå vold osv., men at gøre det ved at spærre ham inde, mente de fleste ville være en overreaktion. De begrundelser, man gav, var ikke, at man havde en eller anden form for medlidenhed med gerningspersonen, eller at man syntes, det ville være synd for ham, men at det ville være ude af proportioner. Det ville være uretfærdigt. For det andet var det de flestes opfattelse, at et fængselsophold ville være mere skadeligt end gavnligt. Gang på gang blev det fremhævet, når fængsel blev diskuteret, at dette ville skade især familie- og arbejdsforhold og øge risikoen for, at gerningspersonen på ny ville begå kriminalitet. Også fængslet som en mulig "kriminalitetsskole" blev fremhævet af mange. Den mulige gevinst ved fængslet, der - specielt af hensyn til offeret - kunne være i, at omgivelserne var fri for at skulle møde ham på gaden el.lign., så længe han sad inde, blev kun sjældent nævnt, og i så fald typisk imødegået med, at de straffe, der kunne komme på tale, var så korte, at gerningspersonen alligevel hurtigt var ude igen. Såvel de generalpræventive som de individualpræventive virkninger af den radikalt mindskede brug af korte frihedsstraffe i (Vest)tyskland er blevet belyst. Det har vist sig, at tilbagefaldet til ny kriminalitet var større for dem, der afsonede en kort frihedsstraf, end for dem, der fik en bøde.191Endvidere har man ikke kunnet spore nogen effekt på kriminalitetsudviklingen som sådan,hvorfor det antages, at det heller ikke er sandsynligt, at reformen har haft en negativ generalpræventiv effekt.192
De gennemførte undersøgelser viser ikke alene noget om, i hvilken udstrækning befolkningen synes eller ikke-synes, der skal anvendes ubetinget frihedsstraf, men også hvor strengt eller mildt man i det hele taget ville dømme set i forhold til retspraksis. Der viste sig her at være en massiv og konsekvent tendens til at dømme mildere end praksis i sager om alvorlig kriminalitet, så skulle man følge befolkningens retsfølelse, skulle man over en bred kam nedgradere straffene for de forbrydelser, der nu straffes med en ubetinget frihedsstraf på op til et halvt år.
I tillæg til spørgsmålet om strafniveauet kommer spørgsmålet om det indbyrdes forhold mellem, hvordan de forskellige former for kriminalitet bør straffes, dvs. proportionalitetsspørgsmålet. I figur 8.10 er andelen af befolkningen, der personligt mener, der bør anvendes ubetinget frihedsstraf (den informerede retsfølelse) sat i forhold til retspraksis for de syv sager. Grundlaget for angivelse af retspraksis er oplysningerne i tabel 8.5 og for befolkningens holdninger tabel 8.31.«
S. 369 »Den store uvidenhed og de fejlagtige billeder af, hvordan der ved domstolene i Danmark straffes for alvorlig kriminalitet, burde der gøres noget ved. At straffe er i sig selv en alvorlig sag og at gøre det i form af at berøve mennesker deres frihed er det i særdeleshed. Omfanget af og karakteren af så alvorlige indgreb bør befolkningen kende til. I et demokratisk og humanistisk orienteret samfund må en viden herom være en vigtig værdi i sig selv, uanset om denne viden så indvirker på ens holdning til, hvordan der skal straffes. Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten og andre, der har tilgang til den viden og de informationer, det drejer sig om, synes her at stå over for en opgave, som nærmest ikke forsøges løftet overhovedet på indeværende tidspunkt. Orienteringer om strafudmåling, domspraksis mv., således som de forefindes nu, er næsten udelukkende rettet mod det juridiske system internt og til en vis grad det politiske system, men ikke mod befolkningen. Det er naturligvis svært at forestille sig, hvordan det skulle være muligt systematisk at øge befolkningens viden om konkret retspraksis, når det ikke drejer sig om de deciderede "takstområder" som f.eks. hastighedsoverskridelser på vejene o.lign. På mange områder kan det jo være svært nok selv for en kyndig jurist at vurdere, hvad retspraksis er. Det er forståeligt, at man kan være bange for at "popularisere" et så komplekst område, som strafudmåling kan være.182 Det er imidlertid svært at se, at dette skulle kunne undskylde, at man på mange områder stort intet foretager sig med henblik på systematisk at oplyse befolkningen om retspraksis, men "overlader" det til de spektakulære mediereportager, der er stærkt medvirkende til at forvride befolkningens indtryk og opfattelse af, hvordan "almindelige" og "dagligdags" sager pådømmes.«
»Hvis man på baggrund af undersøgelsens resultater skulle tage konsekvensen af befolkningens syn på, hvordan der bør straffes for alvorlig kriminalitet, kunne man sige, at man som hovedregel helt burde ophøre med at idømme korte ubetingede frihedsstraffe (op til 3 måneder) og i væsentligt omfang tillige ubetingede frihedsstraffe mellem 3 måneder og et halvt år, dvs. hovedparten af de ubetingede frihedsstraffe, der i det hele taget i dag idømmes ved danske domstole, og — igen som hovedregel — erstatte disse med alternativer i frihed. I tabel 8.32 gives en oversigt over, hvad de gennemførte undersøgelser faktisk har vist med hensyn til, om et flertal eller et mindretal af de danske vælgere mener, der bør anvendes ubetinget frihedsstraf, og i tabel 8.33 er dette suppleret med hypoteser om eller ”prognoser” for, hvordan befolkningsflertallets holdninger vil være i de ikke undersøgte situationer.
Disse prognoser er dels ba
sammenlignet med blot at skulle forholde sig til en opsummeret sag (den informerede retsfølelse). På grund af konsistensen i den gennemførte undersøgelses resultater og resultaternes konsistens med andre undersøgelser gennemført i ind- og udland kan ”prognoserne” betragtes som meget sikre.«
Konklusionen på rapporten siger utvetydigt følgende:
s385
Reparative sanktioner dækker et bredere felt end restorative sanktioner. Reparative sanktioner er sanktioner, der tilsigter at reparere på de skader, der er sket eller som konstateres i forbindelse med kriminalitet. De indbefatter således de restorative sanktioner, der kan siges at tilsigte at reparere skaderne på offeret og samfundet, men omfatter også ”reparation” af eventuelle ”skader”, som er sket på eller er konstateret hos gerningspersonen, dvs. primært behandling. Det viste sig, at to ud af tre — altså de fleste — personligt mente, at en reparativ sanktion burde være en del af eller hele sanktionen, jf. figur 8.19 (ved førstegangskriminalitet). Samtidig var det kun godt hver tredje, der mente, at domstolene ville anvende en sådan sanktion, og kun 43 pct. der mente, at folk i almindelighed ville gøre det. Igen opfattede man sig således også her som afvigende og i mindretal i forhold til domstole og folk flest. Såvel spørgeskemaundersøgelserne som fokusgruppeinterviewene viste, at så snart folk er vidne til potentielle eller faktiske problemer hos eller ved gerningspersonen som eksempelvis misbrugsproblemer eller problemer med at styre temperamentet, så er man meget orienteret mod at i hvert fald en del af sanktionen skal omfatte en eller anden form for behandling. Fokusgruppeinterviewene viste dog også, at der var grænser for, hvornår man syntes behandling burde være en central del af sanktionen. Ved kriminalitet, som man anså for meget alvorlig, mente man typisk ikke, at behandling kunne/skulle være den eneste sanktion, ligesom man ved kriminalitet, som man ikke så så alvorligt på, mente, at behandling her kunne være en overreaktion og virke som en for hård og uretfærdig straf.«
»Generelt kan det konkluderes, at befolkningens holdninger i sine tendenser ikke blot trækker i en mildere retning i forhold til retspraksis, men også i anden retning med hensyn til, hvad der skal være straffens formål/funktion og dens indhold. Skal man følge danskernes retsfølelse anno 2006 i sager om alvorlig kriminalitet, skal man ikke kun erstatte de korte og kortere ubetingede frihedsstraffe med betingede frihedsstraffe og bøder, men i betydelig udstrækning alle de i straffelovens forstand almindelige straffe med restorative og reparative sanktioner.« (se figur s. 386).When people are made aware about the range of community sentences and the services and programmes that support them, they overcome any initial scepticism and are supportive of the principles that they stand for. In particular people recognise:
- The futility of recycling people trough the prison system
- The need for people to break the cycle of crime
- The importance of victims having a central role and an opportunity to participate if they wish
- The need for offenders to face up to the impact of the crimes
- The importance of making amends and paying back to society
Det kan i hvert konkluderes, at store dele af den danske befolkning ikke blot lægger op til, at den alvorlige kriminalitet bør straffes på andre måder, end tilfældet er nu — men også af andre grunde end dem, der er de fremherskende. I disse måder og disse grunde ligger endvidere indbygget, at der kan udformes strukturer, hvor en større del af befolkningen inddrages i det strafferetlige systems virksomhed med den mulighed dette kan give for at mindske risikoen for, at der (påny) opstår diskrepans mellem befolkningens retsfølelse på den ene side og retspraksis på den anden.
Hvilken interessant samfundsmæssig debat og udvikling, der kunne komme ud af dette, hvis man som igangsættende grundlag herfor drog omsorg for, at befolkningen fik kendskab til, hvordan der faktisk straffes, og hvordan straffene faktisk fuldbyrdes i Danmark, og derved bl.a. fik udryddet eller i hvert fald reduceret myterne om de blødsødne domstole og den hævntørstige dansker.«
http://www.dr.dk/P1/P1Formiddag/Udsendelser/2009/10/07085400.htm
http://nyhederne.tv2.dk/politik/article.php/id-26114299.html
