Ligesom undervisningsminister Berthel Haarder, med sit opgør med fagligheden i undervisningsministeriet, er igang med at underminere og ødelægge det danske uddannelsessystem fuldstændigt, er Brian Mikkelsen, som kulturminister, igang med det samme på kulturområdet. Denne Brian Mikkelsen, der som dreng blev udsat for den værste venstreorienterede mobning og som hver dag ser sig selv over skulderen i angsten for, at 'de røde lejesvende' ude fra DR-byen måtte komme og klynge ham op i en lygtepæl...
For info vedr. Berthel Haarder og undervisningsministeriet se her: http://snetiger.wordpress.com/2008/01/05/l%c3%a6reren-som-fors...

Værket er næsten fuldbragt! Det værk som man påbegyndte med kulturkampen mod smagsdommere og røde lejesvende og videreførte med de slet skjulte nedskæringer i DR. Claus Hjorth Frederiksen har nu allieret sig med DF og Socialdemokraterne i en uhellig alliance, som skal give de seriøse kunstnere i dette land nådesstødet. Det sidste søm i kunstnernes kiste er således dagpengereglerne. Men hvorfor skulle almindelige danskere dog også gennem skatten betale til, at sådan en flok sandalhippier er på støtten. Joh, måske fordi at mange kulturprojekter rent faktisk viser, at f.eks. musik og kulturtilbud er med til at skabe mindre vold og bandekriminalitet. Fordi den slags florerer når unge mennesker går rundt og keder sig halvt ihjel. Hvis de til gengæld har nogle tilbud, hvor de eksempelvis kan lære at spille musik, ja så forsvinder grundlaget for, at de ryger ud i kriminalitet og chancen for, at de således bliver velfungerende unge mennesker øges betragteligt.

Når regeringen, med en opstramning af reglerne på dagpengeområdet, direkte søger at få ram på AOF-undervisere, musikskolelærere og deltidsansatte kunstnere og free-lancere i øvrigt, samt med en konsensus, om at man ikke skal have ret til at prioritere jobsøgning indenfor sit eget fagområde, fratager musikere og kunstnere i det hele taget enhver mulighed for at arbejde med det fag, som de har taget en lang videregående uddannelse for at blive specialister i, så er målet nået! Det kan ikke længere lade sig gøre at leve af seriøs kunst i dette land!

Jamen, kan kunstnerne da ikke bare acceptere, at de må finde sig et ordentligt arbejde, hvis de ikke kan leve af deres kunst, kunne man vel med ret og rimelighed spørge? Jo, det kommer de i hvert fald til nu - og det med kniven for struben.

Beskæftigelsesministeren sender sorteper videre til kulturministeren, og beder ham sørge for finansiering af de stakkels kunstnere, som nu må på gaden med hatten i hånden, hvis de altså ikke vil køre taxa eller stange P-bøder ud. Og hvor ender vi så?

Der hvor vi alle tilsyneladende drømmer om at ende: Med den fuldstændige statsstyring af kulturen. Tilbage er kun etablerede kulturinstitutioner, som lever på kulturministerens nåde. Free-lancerne og de liberale dele af kulturlivet er væk. Er det ikke skønt!? Er den almindelige danskers misundelse over, at nogle mennesker har et særligt kunstnerisk talent virkelig så stor, så disse for enhver pris skal ned med nakken? Udover den statsstyrede del af kunsten, er det kun populærkulturen, som kan overleve i massemedierne. Jeg nævner i flæng: Vild Med Dans, Stjerne For En Aften, Scenen Er Din (er der ikke også nogle håbløse malertalenter derude, som vil eksponeres med deres manglende (blu)færdigheder?).

Er det virkelig til samfundets bedste? Er der ingen som vil savne de små teatre? De nye spirende skuespillere? Kammerorkestrene? Jazzmusikerne? Skulptørerne? De ukendte kunstmalere som venter på at blive set? Danserne? Er et rigt samfund netop ikke kendetegnet ved, at det kan rumme kunst og kulturliv, og får det rige samfund netop ikke ti-fold igen, når talentudviklingen udmønter sig i kunstnere, som opnår international anerkendelse, som Danmark kan sole sig i? Ved at fjerne fundamentet for denne talentudvikling fjerner man også talenterne... Hvem skal overtage, når den gamle garde dør? Hvor er den nye Niels Henning Ørsted Pedersen? Hvor er den nye Nikolaj Znaider? Hvor er den ungdomskultur, som eksisterede for blot 15år siden? Den er blevet erstattet af stigende kokainmisbrug, vold, knivstikkeri, narkohandel og bilvæddeløb om natten... Hvorfor mon? Jah der mangler simpelthen kulturtilbud til de unge....

De, som har brugt årevis på lange kultur- og kunstuddannelser, må se mulighederne for at klare sig fremover smuldre. Nu har arbejdsmarkedet for kunstnere i mange år været opbygget omkring muligheden for at finansiere vekslende perioders arbejdsløshed med dagpenge eller supplerende dagpenge. Eksempelvis er de fleste musiklærerstillinger sæsonbestemte. Mange musiklærere er ansat som timelønnede og går derfor arbejdsløse hele sommeren og en del af vinteren. I dag vil man afskaffe den mulighed, som kunstnerne hidtil har haft for at få supplerende dagpenge, og med den siddende regering er det næppe sandsynligt, at man erstatter systemet med kulturlegater i en størrelse, som ville gøre en forskel. Selvsagt bliver det naturligvis også svært for eksempelvis en professionel jazzmusiker, at få tid til at spille koncerter og udvikle sit talent, hvis han samtidig skal bestride et job som medarbejder i Føtex...

I det nyliberalistiske idealsamfund er der nemlig kun plads til den kunst, som kan overleve på markedsvilkår. Men kan kultur overhovedet måles i penge? Hvad er en forrygende skuespilpræstation på en intim scene værd? Eller en improviseret saxofonsolo på Copenhagen Jazzhouse? Det er vist meget individuelt og subjektivt, og for mange vil den slags synes uvurderligt. Problemet med markedsvilkår og kunst er, at det, som sælger, overlever. Og det degenerer automatisk til laveste fællesnævner! De smalle ting - kunst, som udfordrer, stiller krav til beskueren eller er for dyr, overlever ganske enkelt ikke uden støtte.

Lad mig bruge reklamerne fra TV som eksempel: Hvis der var almen interesse for smal kultur, så ville reklamebureauerne da have kastet sig over det og brugt det massivt i deres produktioner. Men reklamerne skal sælge! De skal henvende sig til brede målgrupper, og derfor bliver det den laveste fællesnævner, som sætter standarden.

Et andet eksempel: Se på hvad de private radiostationer fylder æteren med. De sigter helt specifikt efter at få mange lyttere. Så hvad lefler de for? Den bredeste smag, den laveste fællesnævner. Sådan vil kunst på markedsvilkår også virke - det er sørgeligt, men sandt! Vi har desværre en regering, som er besat af materialisme! Alt skal gøres op i penge! Miljøet! Og kulturen! Vi skal vide, hvad vi har at leve af! Men - nok så essentielt og eksistentielt - ved vi også, hvad vi vil leve for?! Kan danskerne acceptere, at de kvalitetsorienterede kulturoplevelser, de hidtil har kunnet se finansieret via skattebilletten, nu går stille bort?

Teater, musik, dans, litteratur? Eller skattelettelser, stor Audi, lækkert køkken?

Er vi egentlig rige i dette land? Eller er vi dybest set meget fattige?

Vi ender i en filosofisk diskussion om materie og ånd. Hvordan måler man ånd? Og skal kunst og kultur reduceres til materie? Ser man f.eks. kun på et maleri som en genstand, man vurderer ud fra, hvorvidt man vil eller kan eje den? Ser man overhovedet på noget maleri? Er fladskærmsfjernsynet, Nyhederne og superligakampene alt, hvad vi behøver i dagens Danmark?

Vi må selvfølgelig ikke glemme at hylde alle almindelige mennesker derude, som piratkopierer i et væk, og dermed underminerer kunstnernes indtægter ved ophavsret!

Dette indlæg er skrevet i samarbejde med min bror, som er jazzmusiker. Hans navn er Jacob Roved, og hans hjemmeside kan besøges her: http://www.jacobroved.com