Fredag, 7. marts 2008 kl. 11:15 / 1234, danmark, dansk folkeparti, debat, fremtid, kvinder, mennesker, moral, nørrebro, politik, regeringen, samfund
Ugens quiz...
36 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Nu hvepsen jo ikke vil lave en quiz om emnet, så bliver jeg jo nødt til det. Stærkt ansporet af Hr. Kristensen kommer nu det store quizspørgsmål:
Ungdomshuset, som nu er revet ned, var faktisk verdensberømt og burde have været på listen over verdens kulturarv. Hvorfor?
http://blog.tv2.dk/nitakrist/entry208284.html#comment1201476
Nu quizzen fik en hurtig vinder, kan vi jo melde at det er dagen før dagen. Imorgen er det d. 8. marts.
36 kommentarer
Skriv kommentariøvrigt var det så ikke blevet tilkendt status af bevaringsværdigt? men underkendt senere..
Nu er det jo imorgen *smiler* så den var næsten oplagt ;)
-og den lykkelige slutning-
Kapitel 1- Hedvigs forræderi:
”HARRY!” blev der råbt nede fra dagligstuen.
Harry åndede tungt ud, og gik ned af trapperne til stuen.
Vernon var rød i hovedet, som en tomat, og Petunia stod og skreg. Oven på hendes knoldede hoved sad en brun ugle.
”Få den væk” skreg hun hysterisk og viftede med armene. ”Få den væk, få den væk” gentog hun.
”Harry. Hvad er det her for noget?” råbte Vernon.
”En ugle” sagde Harry ligeglad, ”kan du ikke se det?”
Vernon blev endnu mere rød i ansigtet. ”Få den dog væk knægt”
Harry åndede igen opgivende ud. Han gik hen til Petunia og lod uglen lande på sin arm.
Hastende halvløb han op på sit værelse.
Han tænkte at det nok måtte være det sædvanlige pensum fra Hogwarts, han modtog hvert år. Det var det også, men denne gang var konvolutten tykkere.
”Hmm” mumlede Harry for sig selv og åbnede konvolutten. Han så hen på Hedvig, der sad fornærmet i sit bur, over at der var en anden ugle til stede.
Han rejste sig og gik hen til buret og åbnede det på klem.
”Så så Hedvig” sagde han beroligende. Men Hedvig blev ikke beroliget af det. Hun begyndte at baske vildt med vingerne og snappe ud efter Harrys finger. Buret faldt på gulvet. Harry så målløst til. Hurtigt åbnede han lågen i buret. Nu så han hvad han frygtede. Hedvig lå helt stille.
”Hedvig?” smågræd Harry. Han puffede forsigtigt til den livløse fjerbunke og tog den ud af buret.
”Hedvig? Du må ikke være død” græd Harry. Han tog fuglen tæt op til sit ansigt så at hans tårer blev suget ind i Hedvigs fjer.
Han måtte indse at Hedvig var død. Han var ulykkelig.
Han listede forsigtigt ned i køkkenet for at hente en skraldepose. Petunia skreg stadig skingert: ”Den har lagt en klat i mit hår.”
Harry tog lydløst en sort skraldepose og listede igen op på sit værelse.
Han tog forsigtigt fjerbunken op og lagde den ned i posen og bandt en stram knude.
Lige da han skulle til at gå ned med posen til containeren, begyndte Hedvig at baske anstrengende med vingerne.
”Hedvig!” sagde Harry himmelhenrykt.
Han flåede posen op, men så ikke den Hedvig han havde regnet med.
Dens øjne var blevet røde, og den så glubskt på Harry. Fråde løb ud af næbet på den.
Pludselig havde Harry lyst til at skrige. En voldsom smerte jog igennem hans hoved og han tog sig til panden.
Hedvig havde nu bredt sine vinger ud og til Harry forbløffelse var det ikke ugle vinger, men mere dragelignene.
Hedvig fløj op over Harrys hoved og begyndte at hakke ham i håret.
Pludselig begyndte Hedvig at tale. Det var ikke en normal stemme men en dyb ondskabsfuld rungende stemme.
”Bøj dig for Mørkets Herre. Han vil komme før end du ved. Du kan ikke stole på nogen.”
Hedvig gik op i røg. Kun nogen få sorte, sodede fjer lå tilbage på gulvet.
Harry begyndte at grine.
”Det var da det sjoveste…” pludselig kom han i tanke om at det ikke var sjovt og begyndte så at stortude.
”Hvad har jeg gjort” græd han hjælpeløst. ”Hvad har jeg gjort?”
Han lagde sig ned på sin seng og tog sig til panden hvor den dunkende smerte stadig var.
Vernon kom brasende ind. ”Hvad sker der dreng?”
Harry snøftede: ”Hedvig… hun.. hun er væk.” Han pegede på de sorte fjer der lå på gulvet.
Vernon smilte smørret. ”Det var vel nok ærgerligt” sagde han ironisk.
Vernon smækkede døren og gik fløjtende ned i stuen igen.
Pludselig kom Harry i tanke om brevet den brune ugle havde haft med.
Han gik snøftende hen til bordet, han havde lagt det på, og åbnede den tykke konvolut.
Der var den sædvanlige pensumliste, men også et ekstra brev og et guldemblem.
Han læste brevet op for sig selv:
Kære hr. H. Potter.
For god indsats i dine skoleår er De blevet udnævnt til den nye præfekt af 7. årgangene.
De har også modtaget Deres præfektemblem og bedes gå med det på Deres gevandter så længe De er på skolen.
Hilsen Minerva McGonnagall — Vicerektor på Hogwarts.
Harry tog henrykt emblemet og havde nu glemt alt om smerten i hans hoved og om Hedvigs forsvinden.
”Bare vent til Ron hører det her” hviskede Harry skadefro for sig selv, ”og Malfoy. Ha. Han taber da helt hovedet.”
Han tog straks en pudseklud frem og begyndte at pudse sit nye emblem.
Straks tog han et stykke pergament og en fjerpen frem.
”Ha nu skal jeg bare skrive det her til Hermione og blære mig rigtig” grinte Harry for sig selv. Men pludselig slog det ham. Han kunne ikke sende noget brev, da han ikke havde Hedvig mere.
Han begyndte at græde igen.
Så fik han en idé. Den brune ugle!
”Yes” jublede Harry.
Hurtigt kradsede han nogle ord ned:
”Kære” Hermione.
Nu skal du bare høre. Jeg er blevet præfekt og det er du bare ikke. Ha ha ha.
Skal vi ikke mødes i Diagonalstrædet d. 15. august? Så kan du få fat på Ron. Så skal i bare se mit emblem.
Hilsen Harry
Han satte det fast til den brune ugle og lod den flyve. …n ting havde han bare ikke tænkt over. Det var skolens ugle og den ville sandsynlig vis flyve tilbage til skolen med brevet.
Kapitel 2- Voldemorts trussel.
”Lumos” hviskede Harry og en svagt lys faldt på rendestenen ude ved gaden.
Nu kunne Harry høre den velkendte lyd af natbussen der kom fræsende gennem gaderne.
”Jeg skal til Den Utætte Kedel” sagde Harry til bussen konduktør Stand.
”Hey. Du var Harry Potter ik'?” spurgte Stand.
”Nej,” sagde Harry ligeglad. ”Jeg er hans tvillingebror.”
”Tænk. Jeg vidste ikke at han havde en tvillingebror. Hvad hedder du så?”
”John Potter” sagde Harry og var ved at flække af grin.
”Så velkommen John” sagde Stand forvirret.
Harry lod Stand bærer sin kuffert ind. Harry var jo blevet præfekt så det skulle han ikke tage sig af.
Han satte sig hen til det bord han synes så finest ud, og ventede på at Stand kom hen med regningen.
Med et højt knald startede bussen og Harry væltede tilbage over stolen.
”SÅDAN BEHANDLER MAN IKKE EN PRÆFEKT” skreg Harry. I agretioner tog Harry den stol han havde siddet på og kylede den efter Stand.
Stand kiggede forskrækket på Harry.
”Jah, jeg tror at du skal af her.”
Han tog Harry i en arm og smed ham ud af bussen.
”Lær at opføre dig pænt John. Du er et dårligt eksempel på din bror.”
Harry så efter bussen med en knyttet vred hånd.
”Det vil I fortryde” skreg han af sine lungers kræft.
Nu måtte han gå helt til London, så han tog hårdt fat om kufferten og begyndte at trave hen af den tomme landevej, han var blevet sat af ved.
En time efter var han ankommet til London og en halv timer efter igen var han kommet til Den Utætte Kedel.
Han gik vrissende ind og smed sin kuffert hen til den pukkelryggede Tom, som mindede Harry meget om en der skulle hedde Igor.
”Et værelse” vrissede han. ”Det bedste I har. Jeg er jo præfekt.”
Tom førte ham hen til det samme værelse som Percy havde haft den gang Harry gik på 3. årgang.
Han smed sig på sengen og spiste noget ærtesuppe, som han hurtigt spyttede ud igen.
”Den er jo kold” sagde han som var han et lille barn. ”Giv mig noget nyt” befalede han.
Sådan gik et par dage og mange undrede sig over hvorfor der altid lå kold ærtesuppe under Harrys vindue.
Da det endelig blev den 15. august gik Harry ud på gaden i Diagonalstrædet for at finde Hermione og Ron.
Harry kunne ikke få øje på nogen af dem, men så i stedet for en stor folkemængde der stod foran Gringotts og ca. 10 auroere der prøvede at holde folkemængden tilbage.
”Lad mig komme til” sagde Harry befalende. ”Hvad sker der her? Jeg kræver et svar. Jeg er nemlig præfekt.”
Harry hørte en genkendt dyb latter.
Skubbende og masende kom Kingo Sjælkebolt ud. Han så Harry og udbrød: ”Harry! Tillykke. Er du virkelig blevet præfekt. Det troede jeg aldrig at du med din standart kunne blive”.
”Tak” sagde Harry gnavent.
Kingo gav ham et ordentligt dask i ryggen og begyndte at grine.
”Men hvad sker her?” spurgte Harry
”Det er den 3. trussel mod Gringotts i denne uge. Det siges at alle truslerne har været af Du-Ved-Hvem”
”Voldemort?” spurgte Harry fjoget.
Pludselig synes Harry at han havde fået mere udsyn til Gringotts. Dette skyldes at alle var faldet besvimet om da de hørte at Harry nævnte Voldemorts navn… også auroerne.
Kingo begyndte at tude.
”Hvordan kunne du finde på det” sagde han grædefærdigt. ”Hvorfor… hvorfor.. hvorfor” begyndte han at mumle og gik helt i selvsving. Han mumlede dette ”hvorfor” i et kvarter før han faldt sammen midt på gaden.
Harry så rundt. Der var kun én anden mand end ham selv- men Harry kan man ikke ligefrem kalde en mand. Manden bar en sort kutte og stod bare og så skummelt hen på Harry.
Harry kunne se at han blottede nogen spidse tænder, og af vane tog han sig til sit ar. Ikke fordi at det gjorde ondt.
”Hvem er du” stammede Harry. Manden så nu med et mere roligt blik på Harry og smilte så venligt.
Han gik hen mod Harry og tog ham på skulderen.
”Øhhh.. kender vi hinanden” sagde Harry skeptisk.
En mild og venlig latter kom fra den kutteklædte mand. Han lod ligeså stille hætten falder af så man kunne se hans velkendte ansigt.
”Tillykke Harry” sagde Lupus glad. ”Det havde jeg virkelig aldrig troet at du kunne opnå. Jeg troede at du vare ligeså du…” Lupus stoppede midt i sin sætning da han blev nødt til at løfte foden fra en heks ansigt han havde kommet til at plante sin fod i.
”Hov. Undskyld” sagde Lupus smilende. ”Men som jeg ville sige troede jeg at du var lige så dum som din far.” Lupus lød ikke så sikker da han nævnte James for Harry, men det glemte de hurtigt.
Harry forklarede Lupus hvad der var sket med Hedvig og de fulgtes ligeglad væk fra den besvimede folkemængde ind til Den Utætte Kedel.
”Det var da skrækkeligt at høre” sagde Lupus ikke særlig overbevisende. ”Jah, vi ved jo alle at Voldemort..” Lupus fik aldrig fuldført sin sætning da alle omkring pludselig fald ned fra deres stole med et brag.
”Svanse” mumlede Lupus irriteret.
Harry rullede med øjnene over at alle besvimede.
”Jah…” sagde Harry utålmodigt. ”Hvad ville De sige?”
”Jo, vi ved jo alle at.. Du-Ved-Hvem er kommet tilbage” sagde Lupus opgivende bare for at der ikke var flere der skulle besvime.
”Det var vel bare en lille lærerstreg du fik dig Harry” sagde han ligegyldigt.
Efter et stykke tid var alle kommet til bevidsthed igen og Lupus og Harry gjorde sig meget umage med ikke at nævne Voldemorts navn igen.
Lupus så på sit ur. ”Klokken er 20 og det er vist din senge tid nu Harry.”
”Jamen jeg er jo 17 år, professor” protesterede Harry.
”Lad være med at kalde mig professor, tåbelige knægt.”
”Undskyld pro… Lupus” sagde Harry flovt og skammede sig virkeligt.
Harry gik op til sit præfektværelse mens Lupus gik til værelset for varulvenes forenings medlemmer.
Da Harry kom op så han at der sad en ugle i hans vindueskarm.
Til sin forbløffelse bar den en rød konvolut og det vidste han hvad det betød. Konvolutten begyndte at koge og dampe. Harry gik skrækslagen hen til den og åbnede den.
Det var en skråler fra Dumbledore. Dumbledores stemme rungede ud så at hele Digonalstrædet kunne høre det:
Hvad er det for noget Harry? Sådan at sende en ugle til mig hvor der står om vi skal mødes i Diagonalstrædet også kalde mig for Hermione. Og NEJ jeg gider ikke få fat i Ron den taber. Og hvad er det jeg hører. Du misbruger dine evner som præfekt. Det her er en advarsel inden jeg tager emblemet fra dig og giver det til Neville Longbottom.
Konvolutten gik op i brand og lå kun som en lille bunke aske tilbage.
Harry begyndte at græde. Nu havde hele Diagonalstrædet jo hørt det. Det var bare så pinligt. Og ikke nok med det så var han ikke Dumbledores dengse mere. Dumbledore havde skældt ham ud.
Harry kunne ikke bære det og løb grædende ned til Lupus på hans værelse. Noget han ikke havde tænkt over var at det kun var for medlemmer af varulvenes forening.
Han stod som lammet foran døren til Lupus værelse da han så 30 fuldvoksne varulve komme hen mod ham.
Varulvene gik glubsk hen mod Harry som var ved at tisse i bukserne af angst. De begyndte at hyle op og blottede deres skarpe tænder og slog glubskt med kæben.
Harry krøllede sig sammen på gulvet og skreg som en pige. Varulvene synes at det lød så sjovt at de begyndte at grine og faldt om på gulvet.
”Det er ikke sjovt” skreg Harry grædefærdigt.
”Jo det er” grinte en grum stemme.
Harry snurrede rundt og så sig forvirret over skulderen da han så en sortshåret dyster mand stå og smågrine.
”Sirius?” spurgte Harry men troede ikke helt på det.
Manden nikkede og grinte stadig.
”Sirius!” åndede Harry lettet ud.
”Du gentager dig selv Potter” sagde Sirius utålmodigt.
Harry troede ikke sine egne øjne og tog brillerne af for bedre at kunne se.
”Men du.. du var jo…”
”Nej Potter” sagde Sirius strengt. ”Jeg er ikke død.”
Harry begyndte at lave en glædesdans rundt om Sirius.
”Hvor er jeg glad for at se dig” sagde han og krammede Sirius.
Sirius rynkede på næsen og skubbede Harry væk fra sig. ”Pas på Potter. Min kappe er helt ren,” sagde han afvisende.
Harry opfattede ikke at Sirius ikke var glad for at se ham og dansede stadig glad rundt om ham.
Sirius rystede opgivende på hovedet. ”Nåh. Jeg hører at du er blevet præfekt. Det troede jeg ikke var muligt. Jeg troede at du var ligeså dum som din far.”
”Hvordan overlevede du Sirius?”
”Det skal du ikke vride din hjerne med Harry. Det har den ikke godt af.”
Harry rystede glad på hovedet. ”O.K” sagde han glad og dansede fortsat videre.
”Lad os gå op inden at varulvene får deres fornuft tilbage” sagde Sirius alvidende.
Harry fortalte lykkeligt Sirius om alt det han havde oplevet i det år man havde troet at Sirius var død. Da han endelig var færdig lå Sirius over et bord og sov. Han vågnede med et spjæt: ”Sagde du noget Harry.. øh.. det lyder virkeligt spændende.”
Harry drak sin bestilte ingefærøl færdig og Sirius kiggede forfærdet på ham.
”Du drikker vel ikke sprut i din alder Harry.” Han slog kruset ud af Harrys hånd så det røg ned på gulvet med et ordentligt knald.
”For resten er jeg blevet frikendt” sagde Sirius.
”Har de fanget Pettigrew?” jublede Harry.
”Nææh,” sagde Sirius ”Jeg kastede skam bare en lille Imperius-forbandelse over ministeriet. Ikke andet. Det var let nok.”
Harry så på Sirius som var han Messias ”Du er bare min store helt og forbillede” sagde han overlykkeligt.
Sirius smilte smøred.
”Nuvel” sagde han. ”Nu skal du altså sove. Jeg troede at Remus sendte dig i seng. Jeg skal vist lige have en alvorlig snak med ham.”
”O.K.” sagde Harry til sit store forbillede og gik op i seng.
Kapitel 3- Snapes galskab.
Næste dag blev Harry vækket af Tom. Nu skulle han nemlig tilbage til Hogwarts.
Han tog sin kuffert og andre sager og vandrede hen til Kings Cross.
Der mødte han Hermione og Ron. De satte sig ind i en kupé for sig selv.
”Har i hørt det” sagde Harry. ”Sirius er blevet frikendt.”
”Jeg ved det” sagde Hermione overlegent.
”Hvor ved du det fra” spurgte Ron irriteret.
Hermione rystede på hovedet.
”Har i ikke læst Hogwarts Historie?”
”Næh egentlig ikke” sagde Harry.
”Hvad har det med Hogwarts Historie at gøre?” spurgte Ron og så fjoget på Hermione.
”Intet” sagde Hermione ligeglad. ”Jeg synes bare lige i skulle gøres opmærksomt på det.”
”Jeg må fortælle jer noget” sagde Harry.
Harry fortalte om Hedvig og Ron så måbende på Harry.
”Så er det din skyld din rotte” sagde Ron. ”Grisligiano har også vent sig mod mig.”
”Jeg ved det,” sagde Hermione bedrevidende. ”Du-Ved-Hvem vil sikkert samle en hær af ugler og angribe os.”
”Voldemort?” spurgte Harry.
Pludselig gik toget i stå og alle i toget var faldt om da han nævnte Voldemorts navn.
”Ups” sagde Harry.
Harry rullede med øjne og tog sin tryllestav frem og pegede mod Hermione og Ron.
”Rictusempra” mumlede han.
Hermione og Ron vågnede skrigende af grin.
”Så vågnede I” sagde Harry.
”NEJ” sagde Ron fjoget.
Efter et kvarter var alle vågnet og lokomotivet begyndte at køre igen.
”I skal også lige vide noget andet” sagde Harry glad. ”Jeg er blevet præ…”
”Jeg ved det” afbrød Hermione. ”Du er blevet præfekt.”
”Og hvor ved du så det fra” spurgte Ron målløst.
”Harry har emblemet siddende på sine gevandter din nød.”
”Nåh..”
”Ved I så hvem den anden præfekt er?” spurgte Harry.
”Pansy Parkinson” sagde Hermione.
”Hvor ved du det fra” sagde Ron.
”Du spurgte mig og jeg svarede bare.”
Harry så hen på Ron som så helt målløs ud.
”SLIK” lød det ude fra gangen.
”Ja tak” sagde Ron og åbnede kupédøren ud til slikmutter.
Pludselig hørte de en dræven bag sig. ”Det koster penge Weasley og dem har du jo ingen af.” Det var Malfoy.
”Hold mund Malfoy” sagde Harry og stak tryllestaven helt op i hans ansigt. Slikmutter skyndte sig videre til næste kupé, så der var ingen af dem der nåede at købe slik.
”UH, så Potter har lært at bruge en tryllestav” drævede han.
”Jeg er præfekt” sagde Harry stolt. ”så nu trækker jeg 100 point fra Slytherin.”
Malfoy så målløst på Harrys emblem og gjorde tegn til Crabbe og Goyle om at de heller måtte forsvinde.
”Jeg har magt” fnøs Harry tilfreds.
”Harry” sagde Hermione bebrejdende. ”Du må ikke misbruge dine evner som præfekt.”
Harry kom til at tænke på Dumbledores skråler og følte sig pludselig flov.
”Der er noget jeg skal fortælle jer” sagde Harry ”Dumbledore sendte mig en…”
”Jeg ved det” sagde Hermione.
”Hvor ved du nu det fra” brummede Ron.
”Jeg har taget et lynkursus i tankelæsning.”
Ron blev pludselig flov da han tænkte på den lyserøde kanin med prikker han havde ønsket sig.
Hermione begyndte at skraldgrine.
”Ønsker du dig virkelig en lyserød kanin, Ron?”
Ron blev rød om ørerne.
Kupédøren blev åbnet igen og denne gang var det Luna Lovegood, Harrys store kærlighed.
”Hej Luna” stammede Harry.
Luna så tåget ud i luften uden at ænse nogen af dem og satte sig ind i kupéen. Hun sad og tyggede på en platugle og det var det Harry godt kunne lide ved hende.
Hermione så hen på Luna og tænkte: ”Nar” for hun kunne også selv lide Harry og havde læst hans tanker.
Luna så surt på Hermione. ”Jeg er ikke en nar Granger.”
”Men hvordan?” ubrød Hermione.
”Jeg har taget et lynkursus i tankelæsning” smilte Luna.
Hermione måbede og rystede så på hovedet.
Luna rejste sig og gik ud af kupéen efterfulgt af ordet ”taber.”
En halv time efter var de nået til Hogwarts.
Alle elever stod af toget. Harry hørte Hagrids stemme råbe op ”Førsteårselever denne vej.. Nej nej.. Du er ikke førsteårselev du der.”
Harry fandt en af de thestralførte vogne og satte sig i den sammen med Hermione og Ron.
Da de kom ind i Storsalen og de nye elever var blevet fordelt gik de op til deres opholdsstuer.
Harry var meget træt og gik i seng før alle de andre.
Klokken 6 næste morgen stod han op for han var meget sulten. Han gik ned i storsalen og spiste morgenmad og så på sit nye skema.
”Dobbelt lektioner i eliksirer mandag morgen?” mumlede Harry og rystede på hovedet. Han så sig om for at se om han kunne få øje på Hermione eller Ron men de sov stadig. Faktisk var Harry den eneste der var stået op.
Nogen åbnede porten og ind trådte Argus Filch.
”Lige hvad jeg manglede” mumlede Harry.
Filch så hen på Harry og smilte grumt.
”Nåh så man er ude på nattevandring?” sagde han.
”Næh” sagde Harry. ”Og jeg er præfekt så du kan være ligeglad.”
”Præfekt eller ej Potter. Klokken er to.”
Harry så en ekstra gang på sit ur og opdagede at det var gået i stå. Han smilte flovt og skyndte sig ud.
Han kunne ikke sove igen så han gik ud til søen ved udendørsarealet.
Pludselig jog en smerte igennem hans hoved igen.
Han så til sin forskrækkelse hen mod den anden side af bredden, og så at Hedvig og Grisligiano stod og smilte lumskt.
Harry gned øjnene for han troede dem ikke. Da han åbnede dem igen var de to ugler væk.
”Harry, Harry” var der en der råbte. Det var Cho Chang.
Harry kiggede skummelt hen på hende.
”Hvad er der” sagde han afvisende.
”Skal du ikke have time?” spurgte hun.
”Klokken er altså 2 om natten!”
”Nej den er ej. Klokken er 8:45. Jeg er selv på vej ned til Magiske Dyrs pasning og Pleje”
Nu gik det op for Harry. Det var derfor der ikke var nogen. De var alle til time. Og nu ville han komme for sent til eliksirer.
”Lort!” udbrød Harry.
Han løb hen til Eliksirlokalet og håbede på det bedste. Han åbnede døren så lydløst han kunne.
Snape vendte sig straks mod ham.
”Harry Potter” hvislede han. ”Er præfekten for god til at komme til tiden?”
”Undskyld, Sir” sagde Harry meget flov.
”50 point fra Gryffindor for at De kommer for sent og svarer flabet.”
Harry satte sig ned til Hermione og Ron.
Hermione var i gang med at fortælle alle der gad lytte om hendes lynkursus i tankelæsning. Harry så op på Snape. Han undrede sig over hans blik. Det var ikke et hadefuldt blik han sendte ned mod Harry, men et intenst blik ned mod Hermione. Det så ud til at han lyttede efter det hun fortalte om tankelæsning.
”Frk. Granger” udbrød Snape pludselig. Det var ikke på en ligeså hvislende måde som han plejede. ”De får en sveder for at tale om ting der intet har med undervisningen at gøre.”
Hermione så ud til at hun skulle begynde at græde.
”Men… men professor jeg...”
”Ingen snak Granger” sagde Snape lige ud.
Hermione fik tårer i øjnene og da timen var færdig kunne Harry og Ron næsten ikke nænne at forlade hende.
”Vi ses Hermione” sagde Harry og de gik ud for at spise. I dag stod frokosten på kalvetyksteg.
”Vi skal nok gemme noget steg til dig.”
Harry og Ron satte sig til at spise og lidt efter kom Hermione skrigende ind i storsalen.
”Var du så sulten?” spurgte Ron drillende.
”Han er gal” skreg Hermione og rystede over hele kroppen. ”Jeg skulle gøre alle kedlerne rene og så.. så.. så lagde han sin hånd på min skulder og sagde han at var meget facineret af tankelæsning.”
”Gå dog til Dumbledore med hans galskab” sagde Harry.
Hermione nikkede og forsvandt skrigende ud af døren.
”Wouw” sagde Ron..
”Snape har altid været skummel men helt ærgerligt” sagde Harry, ”var det ikke lige en tak for skummelt.”
Ron nikkede.
Kapitel 4- Boks nr…
Harry bemærkede at i de følgende eliksirtimer gav Snape Hermione flere og flere eftersidninger og fandt de dårligste grunde til det. Hermione blev mere og mere skræmt for Eliksirer. Til sidst var hun mere bange for Snape end Neville var.
Det blev ikke bedre i Forsvar mod Mørkets Kræfter. Den nye lærer var nemlig en wilie og derfor var der næsten ingen koncentration fra drengens side. Hun hed professor G. Girith.
”Harry, Ron!” sagde Hermione bebrejdende, ”Koncentrer jer nu.”
”Ja ja Hermione” sagde Harry drømmende og så op mod prof. Girith som lavede en hurtig svingning med sit sorte, lange hår.
Hermione rystede på hovedet.
”Det her kan ikke blive ved” sagde Hermione. Hun rejste sig brat op.
”Sæt dig nu ned” sagde prof. Girith fnisende. ”Jeg kan ikke have elever der ikke koncentrer sig.”
”Men professor Girith. Der er jo næsten ikke nogen der koncentrer sig overhoved.”
”Sikke noget sludder frk. Granger” grinte Girith. ”Alle er da helt koncentreret” sagde hun og så ud mod den meget ukoncentrerede klasse.
”Ih ja” sagde Hermione ironisk og satte sig ned.
Efter timen gik Harry, Ron og Hermione ud mod udendørsarealet da de skulle have flyvning.
”Hun er da bare for meget hende Girith” sagde Hermione.
”Jeg synes at hun er fantastisk” sagde Ron fnisende. ”Synes du ikke også det Harry?”
Harry nikkede bekræftende.
Efter den sidste time gik de tilbage til Gryffindors opholdsstue for at lave lektier.
Det var meget hårdt da de var nået til F.U.T. niveauerne.
Efter at have lavet lektier hele dagen gik de i seng. Aftensmad havde de ikke tid til.
Ved morgenbordet synes Harry at Hermione virkede meget fjern og rystet. Skønt Harry ikke kunne se hendes ansigt, da det var begravet i profettidende, kunne han mærke det på hende. Han så op mod lærerhøjbordet. Snape sad og kiggede intenst på Hermione. Harry havde egentlig lyst til at gå op og stikke ham en flad men turde ikke.
Pludselig udbrød Hermione noget der ikke havde med Snape at gøre ”Næh. Hør her. Nu har I-Ved-Hvem endelig fået sprængt Gringotts i luften.”
”Voldemort?” udbrød Harry.
Alle i salen faldt bagover da han nævnte Voldemorts navn og besvimede, undtagen ham selv og Dumbledore som bare kluk lo.
Efter nogen minutters tid hvor Harry bare stirrede på de livløse kroppe, begyndte de så småt at vågne.
Hermione kiggede groggy på Harry og fortsatte:” Jeg tror at I-Ved-Hvem er ude efter noget i Gringotts.”
”De Vises Sten?” spurgte Ron fjoget.
”Nej Ron dit fjols. Den har han jo ikke brug for mere. Og den er for resten blevet destrueret” sagde Harry bedrevidende.
”Hvad så med…” Ron tænkte sig godt om. ”Penge måske?”
”Det kunne jo være” sagde Harry glad.
”Her står der hvilke bokse der blev ødelagt. Boks nr. 254, 654,294,152 og… Harry” udbrød Hermione og pegede på et nummer i avisen ”Er det ikke dit nummer?” Harry stak hovedet ind over Ron for at bedre at kunne se. Han gjorde store øjne.
”Jo minsandten” først var Harry ligeglad men så kom han i tanke om at alle hans penge.
Han begyndte at græde som altid.
”Jeg er gået konkurs! Jeg har ingen ting”
”Sejt… nu er jeg rigere end dig nah nah” råbte Ron. Oppe fra højbordet kiggede McGonnagall strengt ned på dem over sine firkantede brilleglas. Ron tav hurtigt og blev rød om ørene.
Hermione så meget tænksom ud og havde helt glemt at Snape belurede hende. Efter en lang tænkepause hvor hun måtte vride sin hjerne på tværs sagde hun endelig noget.
”Harry, tror du at det var et tilfælde at lige netop din boks blev ødelagt”
”Øhhh…” var det eneste Harry lige kunne finde på at sige
”Det tror jeg” sagde Ron for at lyde klog.
Hermione kiggede på Ron som om han var en guldfisk.
”Ahem Ahem … ” sagde Hermione og gad ikke bruge kræfter på at kommenter Ron kommentar.
”Måske gemte dine forældre noget… som du ikke selv ved … noget som Du-Ved-Hvem vil ha”
”NÅÅÅÅÅ…”sagde Ron ”Så det er Harrys forældre der gemmer på De Vises Sten”
”Ih Ron” lød det opgivende fra Hermione.
Harry så op på Snape som stadig så intenst på Hermione. Harrys blik gled videre fra Snape over til Ravenclawbordet. Han fik et sug i maven da han så Luna sidde, i dag med strikke pinde i håret og en blomsterkrans der skiftede farve omkring hendes hals. Ved siden af Luna sad Cho Chang. Først nu slog det Harry; hvorfor mon Cho ikke var gået ud af skolen. Harry vendte sig imod Hermione, der nu igen havde gemt sig under sin avis for Snapes blik.
”Hermione, hvorfor går Cho her stadig?” spurgte Harry uvidende.
Hermione havde ikke lyst til at svare, men gemte sig under sin avis. Hun så hurtigt op mod Snape. Han smilte så man kunne se de gule skæve tænder. Hun krøb sig forskrækket sammen ind under bordet. Det eneste man kunne høre var små ynkelige piv. Harry stak hovedet ned under bordet. Hermione skreg af sine lungers fuldes kraft for hun troede det var Snape. Harry kunne høre McGonnagalls skrappe stemme oppe fra lærerhøjbordet: ”Så ti dog stille dit tåbelige pigebarn.”
Hermione brød ud i gråd.
”Ej Hermione nu må du tag dig samme” sagde Harry irriteret ”Han prøver sikkert bare at blive et bedre menneske”.
Harry så igen op mod Snape, som nu var begyndt at vinke himmelhenrykt ned til Hermione.
”Øhh… se selv ”sagde Harry tvivlsomt.
”Ih ja” sagde Ron ironisk og rullede med øjnene ”Helt klart et bedre menneske.”
Harry så på sit skema og sagde glad ”JUBIII.. Vi skal have Forsvar mod Mørkets Kræfter.”
Hermione stak hovedet op fra bordet og så at Snape endelig var gået. Nu turde hun gå frem.
”Jeg går altså til Dumbledore med den håbløse lærer” sagde hun bestemt.
Hun rejste sig og gik op til Dumbledore der sad ved lærerhøjbordet.
”Rektor,” begyndte hun. ”Jeg vil godt lige snakke med dig om prof. Girith.”
Hun fortalte om situationen og Dumbledore nikkede bekræftende.
”Det må jeg selvfølgelig gøre noget ved frk. Granger” lo Dumbledore. ”Men Gertrud er nu ellers meget klog på dette område.”
Hermione gik meget fornærmet tilbage.
Kapitel 5- Harrys galskab.
Prof. Girith blev ved med at undervise i et par måneder før Dumbledore fik hende af. Voldemorts små teoriseringer hørte man ikke så meget til mere. Nogen rygter sagde at han var i gang med at planlægge et stort angreb der gik ud på at ødelægge menneskeligheden.
Harry, Hermione og Ron havde sat sig allerforrest da de skulle have Forsvar mod Mørkets Kræfter. De havde hørt at de skulle have ny lærer. Harry håbede på at det var Lupus igen men Hermione gjorde ham flere gange opmærksom på at han ikke kunne få arbejde som varulv.
Døren til klasselokalet blev flået hårdt op og ind kom Prof. Snape.
Hermione kunne ikke holde sine skrig inde da han begyndte at smile til hende.
Alle kiggede på hende og bagefter på Snape som nu så lidt mere vrissen ud.
”I dag skal vi have om okklumensi” hvislede han ud til klasse. ”Begynd bare at læse om det.”
Eleverne begyndte at læse og Snape gik truende hen i mod Hermione. Han hviskede hende noget som ingen andre kunne høre. Det blev efterfulgt af et langt skrig og en Hermione der farede ud af klasselokalet.
”Arbejd bare videre” sagde Snape roligt.
Snape sluttede timen af med den sædvanlige lektie (en stil) og Harry og Ron gik ud mens de snakkede om hvor rædselsfuld timerne ville blive når Snape skulle være lærer. De gik ned til aftensmad i storsalen hvor at der var blevet serveret forårsruller. Hermione var ikke dukket op og hun dukkede heller ikke op bagefter. Faktisk dukkede hun ikke op i fem dage. Man begyndte at lede efter hende og til sidst blev hun fundet udsultet i et kosteskab nær Filchs kontor. Hun havde været for bange for Snape til at gå ud.
Rygterne gik og man sagde endda at Snape havde grædt i alle de fem dage over ikke at kunne finde Hermione.
Der gik et par dage før Hermione fik det bedre. Hun undgik at komme til Snapes timer og det var han meget ulykkelig over.
En dag da de sad ved morgenbordet og spiste spejlæg, kom den sædvanlige morgenpost og som sædvanligt modtog Hermione profettidende. Hun lagde en knut i den ugles lædderpung der kom med avisen.
Harry så noget på avisens forside der fik hans hjerte til at fryse til is. En dementore var på forsiden. Han rev avisen ud af Hermiones greb så at hun røg bagover med et lille plump.
Harry læste det højt op så at alle kunne høre det. Alle skulle vide at han kunne læse:
Frygten er vendt mod de gode.
Ministeren for Magi udtaler sig:
Dementorerne har vendt sig mod os. Alle fangerne fra Azkaban er flygtet og vi har derfor mange gale mordere og tilhængere af I-Ved-Hvem på fri fod.
Det berettes fra kokken fra Azkabanfængslet at han så alle Dementorerne hoppe ud af Azkabans vinduer og svømme ind til land efterfulgt af alle fangerne.
Vi efterlyser alle fangerne…
Harry begyndte at læse alle navnene på fangerne op og det tog ham et kvarter da han pludselig udbrød: ”AV.”
Det var Neville der havde spildt kaffe ud over Harry.
”Hvor vover du” råbte Harry rasende. ”Sådan at spilde kaffe ud over en præfekt. 15 Svedere til dig Longbottom.”
”Så er det nok Harry” udbrød Dumbledore der havde hørt det hele. ”Du misbruger dine præfektevner.” Han tog fat i emblemet der sad på Harrys bryst og rev hårdt til så at emblemet faldt af og der gik hul i Harrys trøje.
”Min trøje” græd Harry. ”Se nu hvad du har gjort ved min trøje!”
”Tåbelige drengebarn” hørte man McGonnagall sige henne fra lærerhøjbordet.
Harry løb grædefærdigt ud i hallen med Malfoys hånlige latter i hælende ”Nåh. Der løb præfekten nok.”
Han løb videre op til sovesalen hvor han lagde sig på sin seng og brølede af gråd ned i
sin pude.
Han hørte Ron komme listende ind og mærkede at han satte sig ved Harrys side på sengen.
”Jeg ved ikke om det er en god nyhed men jeg skulle sige at Neville er blevet den nye præfekt” sagde han beroligende.
Harry blev rasende og kylede først sin pude hen mod et af glasmosaikvinduerne så at det gik i stykker. Nu tog han hårdt fat i Rons krave.
”Hvad laver du Harry” spurgte Ron panisk.
Harry smilte på en gal måde.
”Nu er det din tur Ron” sagde Harry grusomt og begyndte at grine skummelt.
Han tog Ron og holdte ham ud over vinduet. Han gav slip.
Ron skreg på vejen ned gennem de syv etager.
Der hørtes et splat og Harry så ned. Han kunne se at der var en der havde fået Ron i hovedet. Det var Dobby.
”Ups.” sagde Harry og så på de to livløse kroppe han lige kunne skimte der oppe fra.
”Undskyld drenge” sagde han og smilte. ”Det skal ikke ske igen.”
McGonnagall kom løbende henne fra søen. Hun så forfærdet på Ron og Dobby.
”Tåbelige drengebarn. De lagner var rene” sagde hun og pegede på nogen langer Dobby havde haft med.
Oppe fra Gryffindortårnet sad Harry og grinte. Han så hvordan McGonnagall surt puffede Ron ned i søen til kæmpeblæksprutten mens hun mumlede vredt om de rene lagner. Hun tog forsigtigt de blodrøde lagner fra Dobby der var splattet ud.
Hun gik sin vej. Harry kunne se hvordan blæksprutten fortærede Ron.
Nogen prikkede på hans skulder. Harry snurrede forskrækket rundt.
Det var Hermione. Hun så bebrejdende på ham.
”Det er altså ikke pænt at skubbe folk ud af vinduerne, Harry” sagde hun ,” og for resten var de lagner til Gryffindor pigernes sovesal.”
Hun smækkede ham en flad for hans dårlige opførsel så han begyndte at græde igen og skammede sig virkeligt.
Hun gik vredt ud af drengenes sovesal og tog på vejen Harrys lagen med sig.
Harry var træt og så på sit ur. Han skulle til time i eliksirer og gik groggy ned i krypten.
Snape virkede meget vrissen nu hvor Hermione ikke var der, og det gik ud over Harry for Snape mente at det var hans skyld.
Harry fik skyldfølelse og satte sig ned ved siden af Malfoy.
”Hej Draco” sagde Harry håbefuldt om at Draco gad have sympati med ham.
Draco lagde en trøstende arm omkring Harrys skulder.
”Så så Harry. Det skal nok gå. Han var jo bare en Weasley.”
Harry kiggede på Malfoy som var han en orm.
”Det er altså ikke det jeg er ked af.” sagde Harry lige ud, ”Jeg har nu bare skyldfølelse for Snapes kvaler. Han prøver jo bare at blive et bedre menneske.”
Malfoy nikkede forstående og de begyndte at hakke deres guldkarameller, der skulle i deres eliksir, sammen.
Harry var endelig færdig med sin eliksir. Den skulle bruges til McGonnagalls lagner. Han regnede mindst med at få et F for det.
Han gik stolt væk fra krypten og glemte alt om Ron og Snapes kvaler. Nu skulle han have spådom.
Han gik ind i det mosbeklædte rum og satte sig på en træstamme.
Noget tid efter kom kenatureren Firenze ind.
Han så helt skræmt ud.
”Jeg har forudsagt at I-Ved-Hvem...” sagde han dystert men blev afbrudt af Harry.
”Voldemort?”
Hele klassen, også Firenze, faldt om.
Der gik 20 minutter af timen hvor Harry løb forvirret rundt mellem de livløse kroppe.
Da alle var kommet til sig selv igen fortsatte Firenze.
”Jeg har forudsagt at I-VED-HVEM…”
Harry skulle lige til at sige Voldemort men holdt det inde.
”… er vendt tilbage og vil lave en trussel mod Hogwarts.”
Pavarti Patil og Lavender Brown faldt om med et lille plop da de var så fascineret af spådom.
Timen løb ud med den sædvanlige lektie (at skulle spå i stjernerne som de nu havde brugt to år på) og Harry gik sulten op til storsalen. Der mødte han Hermione. Hun havde Harrys lagen viklede rundt om sig.
”Fra nu af skal du kalde mig for Snotti for ingen må genkende mig.”
”Hvorfor dog ikke” spurgte Harry fjoget.
”Snape” mimede Hermione. Men Harry kunne ikke mundlæse så han forstod intet af det.
”Hvad” spurgte han igen.
”Snape” hviskede Hermione så lavt hun kunne.
”Hvad?”
”Snape” sagde Hermione lidt højere.
”Hvad” sagde Harry uldenforstået.
”Snape” sagde Hermione så højt som man normalt snakker.
Men Harry havde glemt sit høreværn og kunne stadig ikke høre det.
”HVAD” råbte Harry.
”SNAPE” skreg Hermione.
Snape så glad hen på Hermione der nu havde tiltrukket sig hele Storsalens opmærksomhed.
”Så ti dog stille dit tåbelige pigebarn” kunne man høre McGonnagall skræppe oppe fra højbordet.
”Hvad er der?” sagde Snape med en slesk stemme.
Hermione løb skrigende ud af storsalen.
Harry som nu var alene igen satte sig hen til Malfoy for at finde trøst.
”Så så Harry” sagde Malfoy igen.
”Hun er ikke andet et grim mudderblodsfår” sagde Malfoy trøstende.
Harry nikkede bekræftende og spiste noget af sin frokost som bestod af stegte tomater.
”Det tager på kræfterne at smide folk ud af vinduerne” sagde Harry træt og gik op i seng selvom at det var middag.
Han vågnede lige til aftensmaden og gik ned for at spise artiskokker sammen med Malfoy, som måtte trøste ham igen efter han var gået glip af Forsvar mod Mørkets Kræfter og Forvandling.
Han var træt igen og gik op for at sove.
Kapitel 6. — Eliksirmesterens forsvinden og Chos sande jeg.
Næste dag da Harry og Hermione sad i storsalen og ventede på den sædvanlige morgenpost kom den ikke som de regnede med. Det var ikke ugler der kom med posten men svævende muldyr.
De blev meget forundret og det så det ud til at de andre i storsalen også gjorde.
I forvirring så Harry at Dumbledore kom ind og stilede sig på en talerstol. Alle blev stille for at høre hvad han ville sige.
”Kære elever” begyndte han, ”Jeg har ansat disse muldyr til at komme med post i stedet for uglerne da uglerne har vendt sig mod os og sluttet sig til Voldemort…”
Alle i salen (undtagen Harry) faldt besvimet om. Efter lidt tid da alle eleverne var kommet til sig selv igen talte Dumbledore videre.
”I-Ved-Hvem har tænkt sig at samle en hær af ugler og sende dem mod os…”
”Hvad sagde jeg” hviskede Hermione til Harry nede fra Gryfindorbordet.
”Derfor må i nu vende jer til muldyrene…” Dumbledore brugte en time til at forklare om hvordan man brugte muldyrene til at sende post, så at alle eleverne kom for sent til time, og de alle sammen fik en sveder på samme tid.
Senere da Harry og Hermione skulle tilbringe deres sveder, da de havde kommet for sent til besværgelser, og derfor skulle gøre alle bordene i storsalen rene, spurgte Harry igen Hermione da han pludselig kom i tanke om et spørgsmål der nagede ham:
”Hvorfor går Cho egentlig stadig på skolen?”
”Hun dumpede” sagde Hermione overlegent. ”Hun klarede sig så skidt på 7. årgang at hun måtte gå om.”
Harry nikkede forstående.
”Det forstår jeg godt” sagde Harry. ”Hun var virkelig elendig.”
Hermione mumlede: ”Jah, meget elend…”
Mere nåede Hermione ikke at sige da dørene til storsalen blev smækkede op og ind trådte…
”Sirius? Lupus?” udbrød Harry.
Han så glad på dem men de ignorerede ham og spurgte i stedet Hermione: ”Hvor er Dumbledore?”
”Han er ude at fodre kæmpeblæksprutten.” sagde Hermione bedrevidende.
”Sirius!” sagde Harry igen glad for at se sin gudfar.
Nu var det Lupus tur til at sige: ”Du gentager dig selv Potter” og gav ham en dumflad.
Harry begyndte at græde. Sirius begyndte at grine grumt bagved. Harry som så så meget op til sit store forbillede begyndte at grine med.
Nu var det Sirius tur til at give ham en dumflad.
”Hold dog mund Potter!”
”O.K.” sagde Harry glad og begyndte at danse seledans oppe på bordet.
Nu var det Hermiones tur til at give ham en dumflad.
”Lad dog være med at skabe dig som en tosse” sagde hun.
Han faldt ned med et brag og begyndte at græde. Malfoy kom ind for at trøste ham og de gik hånd i hånd op til hospitalsfløjen. Lidt efter kom Hermione op til Harry. Hun fortalte at hun havde brugt Fred og Georges forlængelige ører til at høre hvad Dumbledore, Sirius og Lupus havde snakket om:
”De sagde at Kræ havde gået Zombieagtigt ud at Grumsteds plads og fablet noget om Hil Mørkets Herre. Dumbledore blev meget alvorlig også forsvandt de med en transitnøgle.”
Hermione så sig forskrækket til siden og så at Malfoy havde lyttet efter det hele.
”Åh nej!” udbrød hun. ”Nu har han jo hørt det hele.”
Hermione blev så forvirret over situationen at hun tog Malfoy og kastede ham ud af et vindue.
Først begyndte Harry at græde for nu havde han jo ingen til at trøste sig, men så begyndte de begge at grine grumt. Da de så ud ad vinduet for at se hvordan Malfoy var landet begyndte de at grine endnu højere. Han var landet oven på Winky der lå med en flaske ingefærøl i hånden.
Harry vendte sig om mod Hermione og sagde bebrejdende:” Det er altså ikke pænt at smide andre folk ud af vinduerne. Det siger du selv.”
Hermione blev meget flov og mumlede:” Det skal ikke ske igen.”
De gik fornøjet ned fra hospitalsfløjen ned til storsalen, for nu skulle de have aftensmad.
I dag bestod maden af spejlæg, forårsruller, kalvetyksteg, artiskokker og stegte tomater. Harry valgte at blande det hele.
Efter de havde spist gik de op i seng. Harry der ikke havde noget lagen valgte at ligge sig i en af stolene i opholdsstuen.
Næste morgen da Harry og Hermione sad og skulle spise morgenmad blev de meget skuffede. For der var ikke nogen morgenmad.
Harry så skuffet på Hermione og skulle til at åbne munden for at sige noget. Men inden han nåede det marcherede alle husalferne der plejede at være i køkkenet gennem storsalen. De havde røde øjne og gik på en zombieagtig måde mens de sagde: ”Hil Mørkets Herre. Vi vil aldrig mere lave mere mad til jer. Ha ha ha.”
Hermione så forfærdet på dem og sagde bedrevidende: ”Der kan du bare se. Det må skyldes overarbejde og ingen løn. Dumbledore skulle have frigivet dem for længst.”
Harry nikkede fjoget.
Da de var gået klappede alle i hænderne for de troede at det var en optræden. Men da der var gået 5 dage uden mad gik det op for de fleste (med undtagelse af Harry) at det var det nok ikke.
”Åh nej” udbrød Hermione. ”Nu vil Du-Ved-Hvem sikkert lave en hær både af ugler og husalfer.”
Det kom til at stå i alle aviser også ordkløveren hvor det godt nok blev beskrevet som muldyrenes oprør mod de bedre vidende næsehorn.
Hermione læste denne artikel og rynkede på næsen.
”Sikke noget pjat. Det er da den værste gang flab jeg endnu har hørt.”
Idet kom Luna Lovegood gående forbi hende. Harry fik et sug i maven og kunne ikke lade være med at give hende et kram.
Nu var det Lunas tur til at give ham en dumflad.
”Du griser min kappe til Harry.”
Harry undskyldte og prøvede at rede situationen ved at sige at det var en god artikel i Ordkløveren. Han brugte besværgelsen Skureogrense på hendes kappe og denne gang var det Filchs tur til at give han en dumflad.
”Man må ikke bruge magi på gangene Potter” sagde han vrissent og gik videre.
Harry skulle nu til eliksirer og prøvede igen at overtale Hermione til at tage med.
”Han prøver jo bare at blive et bedre menneske og hvis ikke du tager med dumper du bare i dine F.U.T niveauer.”
Dette kunne Hermione ikke klare at høre så hun gik med.
”I dag skal vi lære at brygge kærlighedseliksiren.” rungede Snapes stemme i krypten.
Han skrev opskriften op på tavlen og eleverne begyndte. Harry og Hermione var som sædvanlig sammen om det.
Efter timen stilede eleverne en lille prøve med deres navn på Snapes kateter og som sædvanligt sagde Snape at Hermione skulle blive. De skulle nemlig snakke om hendes fravær.
Harry gik ud for han gad ikke vente på Hermione.
Da han var nået næsten helt op af krypten kom han i tanke om at han havde glemt sin kedel.
Han gik ned igen for at hente den men da han kom derned så han at Snape var i gang med at få Hermione til at sluge hendes egen kærlighedseliksir.
Snape så hen på Harry og forsvandt pludselig sammen med Hermione med et bang. Han havde brugt en transitnøgle.
”Nåh, man kan vel ikke vinde hver gang” sagde Harry dystert og tog sin kedel og gik ud.
Næste dag da Harry havde erobret Hermiones Profettidende, da hun jo ikke var der ,så han i en artikel med overskriften:
Eliksirmester fra Hogwarts har giftet sig.
I går blev Severus Snape den 37 årrige Eliksirmester på Hogwarts giftet sig med den 17 årrige Hermione Jane Granger. De er taget på bryllupsrejse til Spanien hvor at Snape er blevet tjener på en mugglerrestaurant og Granger er blevet kok.
De lykkelige gifte udtaler sig om at de ikke vil vende tilbage da de har det godt i Spanien.
”Det var da godt de har det lykkeligt” sagde Harry glad. Han tænkte på om det kunne ende ligeså godt med ham og Luna. Harry havde glemt at Luna kunne tankelæsning og kunne høre hendes stemme ovre fra Ravenclawbordet sige:” Jeg skal aldrig giftes med det arrogante fæhoved.”
Til Harrys forundring kom der pludselig mad på bordet. Dumbledore gik op på sin talerstol og begyndte: ”Som tak for at Ronald Weasley er blevet smidt ud af et vindue har Molly Weasley, hans mor, gjort sig den fortjenelse at lave mad til hele skolen nu da husalferne ikke er der mere.”
Hele salen brød ud i klapsalver. Det var ikke så meget for at de fik mad igen men mere at Ron var blevet smidt ud af et vindue. Harry begyndte at rødme og følte sig stolt.
Alle så hen på Neville og sagde ”Godt klaret Longbottom.”
”Det var altså mig der kastede ham ud af vinduet” protesterede Harry.
”Jah” lød en snobbet stemme. Det var Cho. ”Men havde det ikke været for Neville havde du ikke gjort det. Det var jo fordi at Neville er blevet præfek…”
Mere nåede hun ikke at sige før Harry kastede hende ud af et vindue.
Alle lo og brød ud i en slåskamp.
Harry kiggede ud af vinduet. Han ville godt have set hende være splattet ud men det var hun ikke. Hun lå med en knyttet næve op mod Harry og sagde med en stemme der ikke var hendes egen. Det var en grum og ond og lumsk stemme:” Hvor vover du? Sådan at smide Mørkets Herre ud af et vindue.”
”Mørkets Herre?” spurgte Harry fjoget.
”Jeg er Mørkets Herre” sagde Cho grumt.
Harry løb ud til hende for han troede at hun skulle have en hostetabelet. Han var efterfulgt af Dumbledore der var enig med Harry.
”Vil du have en hostetabelet” spurgte Harry en smule forvirret.
Cho rejste sig op og fik røde øjne. Det velkendte dødningefjæs trådte frem i hendes ansigt og Harry tog sig til sit ar der var begyndt at brænde.
”Jeg er i virkeligheden Voldemort.”
Harry hørte en masse bump inde fra storsalen da Cho nævnte Voldemorts navn.
Alt blev mørkt omkring Harry og han følte at han røg ned gennem en bundløs uendelighed.
Kapitel 7- Hønsekødssuppe.
Da Harry lidt efter vågnede, var Cho væk. Kun Dumbledore sad ved hans side.
Harrys første tanke slog ham og han udbrød: ”Jeg har kysset med Voldemort.”
Dumbledore så med væmmelse på Harry og rykkede sig lidt længere væk.
Dumbledore ignorerede Harry men sagde roligt: ”Voldemort vil slå til med sin nye hær inden længe. Jeg har derfor låst storsalen så ingen af eleverne kan komme ud. Vi vil også snart slå til med vores hær.”
”Hær?” spurgte Harry.
Dumbledore slog et slag med sin tryllestav og frem kom en ordbog. Han slog ordet hær op og begyndte at læse hvad der stod: ”Hær: -en, -e (fællesgerm.: oldnord, herr, tysk heer; jf. herberg, herred, hertug og hærge; i 18. årh. og 1. halvdel af 19. årh. var hær l kun højtid.(alm. Armé), efter krigen 1848-50 optaget i alm. (og officielt) sprog) — 1. om væbnede tropper, krigsmagt: h., søværn og flyvevåben.- 2. mængde: en hel h. af mennesker; en h. af myrer; jf. hærskare.”
Dumbledore slog hårdt bogen i og smilte. Harry så forvirret på Dumbledore for han kunne ikke forstå ordbøger.
”Men altså som sagt vil vores hær komme snart.”
Pludselig stod der en hær af en masse auroer.
”Stil jer op på række” brølede Dumbledore.
Dumbledore stilede sig i spidsen. Bag ham stod der sig to velkendte mænd.
”Sirius? Lupus?” udbrød Harry.
De ignorerede ham.
Bag Lupus og Sirius stod Tonks, Dunder og Kingo. Bag dem stod der en hel masse auroer som Harry ikke kendte. Der var mindst 600.
”Så mange auroere vidste jeg ikke at der var i hele verdenen” udbrød Harry.
”Det er der heller ikke” sagde Tonks der stod bag Sirius. ”Vi har samlet en masse nybegyndere for at vores hær skulle se stor ud.”
”Svedigt” mumlede Harry.
Pludselig hørte de nogle bump. Ud fra træerne fra Den Forbudte Skov kom der mindst 600 husalfer og 1000 ugler flyvende.
Harry så hvordan Husalferne, med den lille smule magi de havde i sig, begyndte at angribe de ukendte auroere. Han så den velkendte husalf Kræ få skudt hovedet af af Sirius. Han smilte grumt da han gjorde det.
Efter husalferne, som så småt var begyndt at forsvinde, angreb uglerne.
Harry så Hedvig i mellem dem. Hun fløj agrasivt hen til ham og hakkede ham i hovedet. Harry skreg og tiltrak sig Lupus opmærksomhed. Lupus rystede opgivende på hovedet og trak sin tryllestav.
”Bombardio” mumlede Lupus og uglen sprang i småstykker.
”Tak Lupus” sagde Harry glad. Han så sig omkring og så hvordan alle var begyndt at skyde uglerne ned. Over alt var der røde, gule og grønne lysskær fra auroernes tryllestave.
Snart var der heller ikke flere ugler tilbage og man svømmede næsten i fjer fra de døde
ugler.
Pludselig hørte de en grum fjern sang. Alle stod som frosset fast til jorden. Harry tog sine forlængelige ører frem for bedre at kunne høre sangen, for han havde nemlig glemt sit høreværn.
”Han sjæl er grumset og ond, Der er rigelig grund” begyndte sangen. ”Og det kan hænde, at verdens ende, bliver det endelig mål. JUBIIIIIIIIIII. Ekspris Wehiiiiiiiii.”
Nu fik Harry øje på hvem det var der sang. Hundrede vis af Dementorerne kom stille svævende ud fra Den Forbudte Skov.
”Harry. Ikke Harry” var der en kvinde der begyndte at skrige i hans hoved. Harry var for svag til at fremkalde en patronus og faldt stiv ned på jorden. Nu begyndte hans fars stemme også at runge i hans hoved: ”Tag Lily i stedet.” Råbte han. ”Ikke mig. Tag Lilly i stedet.”
Harry lukkede øjnene og blev bevidstløs.
Han vågnede af en grum latter. Han så at de fleste auroere var kommet op på række igen.
Dementorerne stod stadig foran Dumbeldores hær men blev holdt tilbage af en stærk Patronus Dumbledore havde fremmanet.
Nu kunne Harry se at der var kommet flere væsner til Voldemorts hær. Her bland var alle fangerne der var sluppet ud fra Azkaban. Men også en masse kæmper var der. På den største af kæmpernes hoved sad Voldemort og grinte ondt.
Harry blev rasende da han så Voldemort og løb op foran Dumbledore. Han skulle have et par alvorsord med Voldemort.
”Lad være med at være tåbelig Harry” kunne man høre Sirius råbe til ham.
”Kom dog tilbage. Du er jo gået fra forstanden” sagde Lupus.
Harry var ligeglad og råbte: ”Hvorfor sprang du min boks i luften? Gemte mine forældre noget?” Harry så anklagende på Voldemort.
”Næh” sagde Voldemort grumt. ”Jeg kede mig. Tidsfordriv forstår du!”
Voldemort begyndte at grine endnu mere. Han hoppede ned fra kæmpens hoved og landede kikset på benene. Harry begyndte at grine men stoppede da en voldsomkrampelignende smerte jog igennem hans krop.
Voldemort havde kastet Dolor over ham.
Alle så forfærdet på Harry også til Voldemort og man kunne se deres frygt i øjnene.
Smerten holdte op og Dumbledore hjalp Harry op på benene igen.
Bagerst i rækken af auroere kunne man høre McGonnagals skrappe stemme ”Tåbelige drengebarn.”
Harry havde lyst til at tilsvine Voldemort på det groveste og startede med at sige ”Voldemort din…” Han nåede ikke længere da alle auroerne med undtagelse af Sirius, Lupus og Dumbledore, falde om. Harry kunne høre at Kingo var gået i selvsving igen.
Nu var det Dumbledores tur til at give ham en dumflad.
”Harry. Se nu hvad du har gjort. Nu er vi kun fire i vores hær og Voldemorts er på mange hundrede vis.”
Harry skammede sig.
Voldemort gjorde en lille håndbevægelse og Dementorerne begyndte at suge alle de bevidstløse auroeres sjæle ud mens de sang deres dødssang. ”Hans sjæl er grumset og ond, der er rigelig grund, og det kan hænde at verdens ende bliver det endelig mål. JUBIIIIII. Ekspris Wehiiiiiiiiiiiiii.”
Voldemort så glubsk på de fire der var tilbage.
Harry hørte at Sirius og Lupus bagtalte Harry og hviskede: ”Han er ligeså dum som sin far James.” Lupus lød dog lidt usikker da han nævnte James navn.
”Det slipper du ikke godt fra” skreg Harry til Voldemort.
Voldemort lavede en lille håndbevægelse og tre tykke reb bandt sig stramt rundt om Harry så han ikke kunne bevæge sig.
”Dig til sidst” sagde han med en kold latter.
Nu brød de ud i kamp. Kæmperne var blevet trætte og skulle have deres middagslur så de lagde sig midt på jorden til at sove og var kun i vejen.
Sirius sprang straks på syv fanger og Dumbledore begyndte at lave modbesværgelser mod Dementorerne.
Da der ikke var andet at lave for Lupus gik han på Voldemort.
”Er det nu ikke dumt at udfordre mig?” spurgte Voldemort koldt. Han sendte en grøn lysstråle mod Lupus som undgik den elegant og sendte en rød efter Voldemort.
”Dum? Ha. Jeg har kun latters til overs for dig!” sagde Lupus og undgik endnu en grøn stråle.
”Så det har du?” spurgte Voldemort grumt.
”Jah egentlig!”
Voldemort sendte endnu en grøn lysstråle efter Lupus men ramte i stedet en fange Sirius var ved at bekæmpe. Fangen faldt død om.
Sirius så meget skuffet på Voldemort. ”Hey. Ham kunne jeg godt selv have klaret.”
Voldemort så befippet på Sirius.
”Undskyld” sagde han og skammede sig.
Han sendte en kæmpe Bombardio efter Lupus men ramte i stedet denne gang Hogwarts. Skolen gik i brand og man kunne høre nogen af de elever der var vågnet, efter Harrys udbrud med Voldemort, skrige. Nogen hoppede skrækslagende ud ad vinduerne og blev, overfaldt af hundrede Dementorerne. Dementorerne hoppede ind af de knuste vinduer og tog de resterende elevers sjæle.
”DOLOR” kunne man høre Voldemort råbe og denne gang ramte den Lupus. Lupus faldt om i kramper.
”Man er ikke så kæphøj nu” grinte Voldemort koldt. Han hævede sin tryllestav for at gøre det af med Lupus.
”Du er ligeså svag som Harrys far var” sagde Voldemort.
”Jeg er Harrys far” stammede Lupus.
Sirius, som stod og kæmpede mod en fange, vendte sig forbløffet om, og kom til at stikke sin tryllestav ind i øjet på fangen, der rullede skrigende væk.
”Det har du da aldrig sagt til mig” sagde Sirius forbløffet.
”Tror du at jeg gad kendes ved det afskum” sagde Lupus lidt mere roligt da Dolor forbandelse var ved at tage af.
Det gav et sug i maven på Harry. Hans far var ikke død. Han stod lige foran ham.
”Men hvorfor har i bildt mig det ind i alle disse år?” spurgte Harry.
Voldemort og hans hær- dem som ikke sov- satte sig spændt ned for at høre historien.
”Jo ser du Harry” begyndte Lupus. ”Da James og Lilly var gift fik jeg et godt øje til Lilly. Lilly havde fortrudt at hun giftede sig med James men turde ikke sige det. Hun ville ikke såre ham. Så da Lilly og jeg fik dig bildte hun James ind at det var med ham hun havde fået dig. Men som jeg sagde, vil jeg ikke kendes ved dig så LAD VÆRE med at kalde mig for far tak.” Lupus optog kampen med Voldemort igen og Sirius med fangerne og Dumbledore med Dementoerne.
Voldemort kastede endnu en Dolorforbandelse over Lupus.
”Som jeg sagde før” grinte han koldt. ”Så — selv om du er Harrys far- er du ligeså svag som James. Så nu vil jeg gøre det af med dig din lille usle flue.”
Voldemort rettede sin tryllestav mod Lupus og skulle til at udtale ordene Avada Kedavre.
”NEJ” råbte Sirius. Han løb hen og sparkede Voldemort over skinnebenet.
Voldemort skreg af smerte. ”Det er snyd” skreg han. ”Du ter til mugglervold.”
”Og jeg kan lide det” sagde Sirius grumt og hjalp sin gamle ven op at stå igen.
Sirius så op mod himlen og ville nyde den, men så at det var blevet fuldmåne.
”Åh nej” hviskede han.
Sirius så forfærdet på Lupus der var begyndt at få kramper. Ikke af en forbandelse men fordi at han var ved at udvikle sig til en varulv.
Lupus ansigt begyndte at udforme sig i en lang snude og hår voksede ud på hans krop. Skarpe negle voksede ud fra hans fingre.
Voldemort så skrækslagen på Lupus.
Lupus gik glubsk hen mod Voldemort og gav ham et ordentligt dask med sin pote og tog sig for retterne af fanger.
Det meste af natten gik med at Lupus åd alle fangerne. Voldemort, Sirius og Dumbledore havde kravlet op i et træ for ikke at blive ædt.
Harry havde krøbet bag en busk da han jo var bundet.
Morgenen begyndte at komme frem og Lupus tog sin normale skikkelse igen.
De kravlede alle ned fra træerne og begyndte deres kamp igen.
Nu var de fire mod én- men man kan ikke kalde Harry for en hel person- da Lupus havde ædt både Kæmperne, fangerne og Dementorerne.
Sirius, Lupus og Dumbledore stilede sig op på række og skiftedes til at kaste Dolor over Voldemort.
Harry begyndte at grine over det.
”Ti stille Harry” sagde Lupus.
Harry blev pludselig ramt af den ufattelige smerte igen. Det var Dumbledore der havde kastet en Dolor over Harry.
Sirius og Lupus og Voldemort så forfærdet på Dumbledore. Så begyndte de også at kaste Dolor over ham.
De stilede sig op på en række, først Dumbledore så Sirius, så Lupus og bagerst Voldemort og kastede Dolor over Harry.
Sirius og Lupus fandt sig ikke i at arbejde sammen med Voldemort og slog ham i maven. De gik løs på ham i en rigtig mugglerslåskamp.
Voldemort begyndte at græde. Han var svækket og havde mistet alt.
”Jeg kan ligeså godt destruere hele England og mig selv nu.” sagde Voldemort.
Sirius så på Voldemort med gru og gik så hen og løsnede rebene omkring Harry.
De så på Voldemort der remsede nogen ord op. En kvindelig stuardeseagtig stemme, som kom ud af den blå luft, sagde pludselig.
”30 sekunder til selvdestruktion.”
De løb alle sammen forvirret rundt i cirkler som gale høns.
Pludselig sagde Harry:” Jeg må flygte. Accio Prestissimo.”
Harrys kost kom flyvende ud af det brændende Hogwarts og han skulle til at sætte sig på den, da Sirius og Lupus skubbede ham væk.
”Nej Potter” sagde Sirius. ”Jeg tror jeg tager kosten tilbage.”
Sirius og Lupus satte sig op på den med kvindestemmen i baggrunden (10-9-8…)
De lettede fra jorden og fløjt højt op i luften. Harry, Dumbledore og Voldemort og alle de døde auroer var nu så små som myrer.
Et stort brag lød og hele England eksploderede.
”Hey er det ikke Harrys arm?” udbrød Lupus da en arm var ved at få dem ud af kurs.
”Jo minsandten” sagde Sirius.
”Hvor kunne du så godt tænke dig at flyve hen Remus?” spurgte Sirius.
”Hvad med Spanien. Vi trænger til lidt sol.”
”Ja, så kan vi også aflægge Flæbius et besøg.”
De fløj over Spanien og hen til der hvor Snape og Hermione arbejdede.
”Hey Flæbius” sagde Sirius da han fik øje på Snape.
De fløj op over Snape og gav ham en dumflad så at han røg med hovedet ned i en kedel hvor Hermione stod og lavede hønsekødssuppe.
De kunne høre Hermione skrappe på Snape og fløj ud over horisonten.
The giraffe (Giraffa camelopardalis) is an African even-toed ungulate mammal, the tallest of all land-living animal species. Males can be 4.8 to 5.5 metres (16 to 18 feet) tall and weigh up to 1,360 kilograms (3,000 pounds). The record-sized bull was 5.87 m (19.2 feet) tall and weighed approximately 2,000 kg (4,400 lbs.). [2] Females are generally slightly shorter and weigh less than the males do.
The giraffe is related to deer and cattle, but is placed in a separate family, the Giraffidae, consisting only of the giraffe and its closest relative, the okapi. Its range extends from Chad to South Africa.
Etymology and history
The species name camelopardalis (camelopard) is derived from its early Roman name, where it was described as having characteristics of both a camel and a leopard .[3] The English word camelopard first appeared in the 14th century, and survived in common usage well into the 19th century. A number of European languages retain it. The Arabic word ??????? ziraafa or zurapha, meaning "assemblage" (of animals), or just "tall", was used in English from the sixteenth century on, often in the Italianate form giraffa.
Physical characteristics
Male giraffes are around 16—18 feet tall at the horn tips, and weigh 1700—4200 lb. Females are one to two feet shorter and weigh several hundred pounds less than males. Both sexes have horns, although the horns of a female are smaller. The prominent horns are formed from ossified cartilage and are called ossicones. Males sometimes develop calcium deposits which form bumps on their skull as they age, which can give the appearance of up to three further horns.[4]
Giraffes have spots covering their entire bodies, except their underbellies, with each giraffe having a unique pattern of spots. They have long, prehensile tongues that are distinctly blue-black to protect from sunburn.[citation needed] Giraffes have long necks, which they use to browse the leaves of trees. They possess seven vertebrae in the neck (the usual number for a mammal). They also have slightly elongated forelegs, about 10% longer than their hind legs.
Modifications to the giraffe's structure have evolved, particularly to the circulatory system. A giraffe's heart, which can weigh up to 10 kg (24 lb) and about 2 feet long, has to generate around double the normal blood pressure for an average large mammal in order to maintain blood flow to the brain against gravity. In the upper neck, a complex pressure-regulation system called the rete mirabile prevents excess blood flow to the brain when the giraffe lowers its head to drink. Conversely, the blood vessels in the lower legs are under great pressure (because of the weight of fluid pressing down on them). In other animals such pressure would force the blood out through the capillary walls; giraffes, however, have a very tight sheath of thick skin over their lower limbs which maintains high extravascular pressure in exactly the same way as a pilot's g-suit.[citation needed]
Some giraffes can lose the bottom part of their tail to cysts resulting from tick bites.
Social structure, reproduction and sexuality
Female giraffes associate in groups of a dozen or so members, occasionally including a few younger males. Males tend to live in "bachelor" herds, with older males often leading solitary lives. Reproduction is polygamous, with a few older males impregnating all the fertile females in a herd. Male giraffes determine female fertility by tasting the female's urine in order to detect estrus, in a multi-step process known as the flehmen response.
Giraffe gestation lasts between 14 and 15 months, after which a single calf is born. The mother gives birth standing up and the embryonic sack usually bursts when the baby falls to the ground. Newborn giraffes are about 1.8 metres tall. Within a few hours of being born, calves can run around and are indistinguishable from a week-old calf; however, for the first two weeks, they spend most of their time lying down, guarded by the mother. While adult giraffes are too large to be attacked by most predators, the young can fall prey to lions, leopards, hyenas, and African Wild Dogs. It has been speculated that their characteristic spotted pattern provides a certain degree of camouflage. Only 25 to 50% of giraffe calves reach adulthood; the life expectancy is between 20 and 25 years in the wild and 28 years in captivity.(Encyclopedia of Animals).
The males often engage in necking, which has been described as having various functions. One of these is combat. These battles can be fatal, but are more often less severe. The longer a neck is, and the heavier the head at the end of the neck, the greater force a giraffe will be able to deliver in a blow. It has also been observed that males that are successful in necking have greater access to estrous females, so that the length of the neck may be a product of sexual selection.[5]
Another function of necking is affectionate and sexual, in which two males will caress and court each other, leading up to mounting and climax. Same sex relations are more frequent than heterosexual behavior. In one area 94% of mounting incidents were of a homosexual nature. The proportion of same sex courtships varies between 30 and 75%, and at any given time one in twenty males will be engaged in affectionate necking behavior with another male. Females, on the other hand, only appear to have same sex relations in 1% of mounting incidents.[6]
Other behavior
The giraffe browses on the twigs of trees, preferring trees of the genus Mimosa; but it appears that it can live without inconvenience on other vegetable food. A giraffe can eat 63 kg (140 lb) of leaves and twigs daily.
The pace of the giraffe is an amble, though when pursued it can run extremely fast. It can not sustain a lengthened chase. Its leg length compels an unusual gait with the left legs moving together followed by right (similar to pacing) at low speed, and the back legs crossing outside the front at high speed.
The giraffe defends itself against threats by kicking with great force. A single well-placed kick of an adult giraffe can shatter a lion's skull or break its spine.
The giraffe has one of the shortest sleep requirements of any mammal, which is between 10 minutes and two hours in a 24-hour period. This has led to the myth that giraffes cannot lie down and that if they do so, they will die.
A giraffe will clean off any bugs that appear on its face with its extremely long tongue (about 18 in/45 cm). The tongue is tough on account of the giraffe's diet, which includes thorns from the tree it is making a meal. In Southern Africa, giraffes are partial to all acacias – especially Acacia erioloba – and possess a specially-adapted tongue and lips that appear to be immune to the vicious thorns.
Giraffes are thought to be mute; however, although generally quiet, they have been heard to grunt, snort and bleat and also recent research has shown evidence that the animal communicates at an infrasound level.[7]
The instinct of some other African animals is to stay close to the giraffe, for the giraffe's high vantage point can see predators from far away.[8]
Evolutionary perspectives
The long neck allows a giraffe to eat from the tops of trees. However, since female giraffes are not as tall as male giraffes and tend to feed from much lower heights than their male counterparts, it is hard to say that they need the long necks purely for metabolic reasons. Furthermore, the additional length that helps a giraffe reach the top food sources makes it difficult for the same creature to drink. The ecological niche which at least male giraffes utilize is only used by a single other species, the African Elephant. It may be that the long neck originally evolved when the benefit of filling the ecological niche was more pronounced due to the presence of other, now extinct, giant ungulates in Africa.[citation needed]
It has been observed that males use their long necks not only for feeding, but also for combat and competition. Indeed, sexual dimorphism is strongly represented among giraffes, with females having shorter, lighter necks than males. A female's neck and head mass will level off after about ten years of age, while a male's will continue to increase throughout its twenty-plus years of life.
Giraffe subspecies
There are nine generally accepted subspecies, differentiated by color and pattern variations and range:
* Reticulated or Somali Giraffe (G.c. reticulata) – large, polygonal liver-colored spots outlined by a network of bright white lines. The blocks may sometimes appear deep red and may also cover the legs. Range: northeastern Kenya, Ethiopia, Somalia.
* Angolan or Smoky Giraffe (G.c. angolensis) – large spots and some notches around the edges, extending down the entire lower leg. Range: Angola, Zambia.
* Kordofan Giraffe (G.c. antiquorum) – smaller, more irregular spots that cover the inner legs. Range: western and southwestern Sudan.
* Masai or Kilimanjaro Giraffe (G.c. tippelskirchi) – jagged-edged, vine-leaf shaped spots of dark chocolate on a yellowish background. Range: central and southern Kenya, Tanzania.
* Nubian Giraffe (G.c. camelopardalis) – large, four-sided spots of chestnut brown on an off-white background and no spots on inner sides of the legs or below the hocks. Range: eastern Sudan, northeast Congo.
* Rothschild's or Baringo or Ugandan Giraffe (G.c. rothschildi) – deep brown, blotched or rectangular spots with poorly defined cream lines. Hocks may be spotted. Range: Uganda, north-central Kenya.
* South African Giraffe (G.c. giraffa) – rounded or blotched spots, some with star-like extensions on a light tan background, running down to the hooves. Range: South Africa, Namibia, Botswana, Zimbabwe, Mozambique.
* Thornicroft or Rhodesian Giraffe (G.c. thornicrofti) – star-shaped or leafy spots extend to the lower leg. Range: eastern Zambia.
* West African or Nigerian Giraffe (G.c. peralta) – numerous pale, yellowish red spots. Range: Niger, Cameroon.
Some scientists regard Kordofan and West African Giraffes as a single subspecies; similarly with Nubian and Rothschild's Giraffes, and with Angolan and South African Giraffes. Further, some scientists regard all populations except the Masai Giraffes as a single subspecies. By contrast, scientists have proposed four other subspecies – Cape Giraffe (G.c. capensis), Lado Giraffe (G.c. cottoni), Congo Giraffe (G.c. congoensis), and Transvaal Giraffe (G.c. wardi) – but none of these is widely accepted.
Giraffe
The giraffe (Giraffa camelopardalis) is an African even-toed ungulate mammal, the tallest of all land-living animal species. Males can be 4.8 to 5.5 metres (16 to 18 feet) tall and weigh up to 1,360 kilograms (3,000 pounds). The record-sized bull was 5.87 m (19.2 feet) tall and weighed approximately 2,000 kg (4,400 lbs.). [2] Females are generally slightly shorter and weigh less than the males do.
The giraffe is related to deer and cattle, but is placed in a separate family, the Giraffidae, consisting only of the giraffe and its closest relative, the okapi. Its range extends from Chad to South Africa.
Etymology and history
The species name camelopardalis (camelopard) is derived from its early Roman name, where it was described as having characteristics of both a camel and a leopard .[3] The English word camelopard first appeared in the 14th century, and survived in common usage well into the 19th century. A number of European languages retain it. The Arabic word ??????? ziraafa or zurapha, meaning "assemblage" (of animals), or just "tall", was used in English from the sixteenth century on, often in the Italianate form giraffa.
Physical characteristics
Male giraffes are around 16—18 feet tall at the horn tips, and weigh 1700—4200 lb. Females are one to two feet shorter and weigh several hundred pounds less than males. Both sexes have horns, although the horns of a female are smaller. The prominent horns are formed from ossified cartilage and are called ossicones. Males sometimes develop calcium deposits which form bumps on their skull as they age, which can give the appearance of up to three further horns.[4]
Giraffes have spots covering their entire bodies, except their underbellies, with each giraffe having a unique pattern of spots. They have long, prehensile tongues that are distinctly blue-black to protect from sunburn.[citation needed] Giraffes have long necks, which they use to browse the leaves of trees. They possess seven vertebrae in the neck (the usual number for a mammal). They also have slightly elongated forelegs, about 10% longer than their hind legs.
Modifications to the giraffe's structure have evolved, particularly to the circulatory system. A giraffe's heart, which can weigh up to 10 kg (24 lb) and about 2 feet long, has to generate around double the normal blood pressure for an average large mammal in order to maintain blood flow to the brain against gravity. In the upper neck, a complex pressure-regulation system called the rete mirabile prevents excess blood flow to the brain when the giraffe lowers its head to drink. Conversely, the blood vessels in the lower legs are under great pressure (because of the weight of fluid pressing down on them). In other animals such pressure would force the blood out through the capillary walls; giraffes, however, have a very tight sheath of thick skin over their lower limbs which maintains high extravascular pressure in exactly the same way as a pilot's g-suit.[citation needed]
Some giraffes can lose the bottom part of their tail to cysts resulting from tick bites.
Social structure, reproduction and sexuality
Female giraffes associate in groups of a dozen or so members, occasionally including a few younger males. Males tend to live in "bachelor" herds, with older males often leading solitary lives. Reproduction is polygamous, with a few older males impregnating all the fertile females in a herd. Male giraffes determine female fertility by tasting the female's urine in order to detect estrus, in a multi-step process known as the flehmen response.
Giraffe gestation lasts between 14 and 15 months, after which a single calf is born. The mother gives birth standing up and the embryonic sack usually bursts when the baby falls to the ground. Newborn giraffes are about 1.8 metres tall. Within a few hours of being born, calves can run around and are indistinguishable from a week-old calf; however, for the first two weeks, they spend most of their time lying down, guarded by the mother. While adult giraffes are too large to be attacked by most predators, the young can fall prey to lions, leopards, hyenas, and African Wild Dogs. It has been speculated that their characteristic spotted pattern provides a certain degree of camouflage. Only 25 to 50% of giraffe calves reach adulthood; the life expectancy is between 20 and 25 years in the wild and 28 years in captivity.(Encyclopedia of Animals).
The males often engage in necking, which has been described as having various functions. One of these is combat. These battles can be fatal, but are more often less severe. The longer a neck is, and the heavier the head at the end of the neck, the greater force a giraffe will be able to deliver in a blow. It has also been observed that males that are successful in necking have greater access to estrous females, so that the length of the neck may be a product of sexual selection.[5]
Another function of necking is affectionate and sexual, in which two males will caress and court each other, leading up to mounting and climax. Same sex relations are more frequent than heterosexual behavior. In one area 94% of mounting incidents were of a homosexual nature. The proportion of same sex courtships varies between 30 and 75%, and at any given time one in twenty males will be engaged in affectionate necking behavior with another male. Females, on the other hand, only appear to have same sex relations in 1% of mounting incidents.[6]
Other behavior
The giraffe browses on the twigs of trees, preferring trees of the genus Mimosa; but it appears that it can live without inconvenience on other vegetable food. A giraffe can eat 63 kg (140 lb) of leaves and twigs daily.
The pace of the giraffe is an amble, though when pursued it can run extremely fast. It can not sustain a lengthened chase. Its leg length compels an unusual gait with the left legs moving together followed by right (similar to pacing) at low speed, and the back legs crossing outside the front at high speed.
The giraffe defends itself against threats by kicking with great force. A single well-placed kick of an adult giraffe can shatter a lion's skull or break its spine.
The giraffe has one of the shortest sleep requirements of any mammal, which is between 10 minutes and two hours in a 24-hour period. This has led to the myth that giraffes cannot lie down and that if they do so, they will die.
A giraffe will clean off any bugs that appear on its face with its extremely long tongue (about 18 in/45 cm). The tongue is tough on account of the giraffe's diet, which includes thorns from the tree it is making a meal. In Southern Africa, giraffes are partial to all acacias – especially Acacia erioloba – and possess a specially-adapted tongue and lips that appear to be immune to the vicious thorns.
Giraffes are thought to be mute; however, although generally quiet, they have been heard to grunt, snort and bleat and also recent research has shown evidence that the animal communicates at an infrasound level.[7]
The instinct of some other African animals is to stay close to the giraffe, for the giraffe's high vantage point can see predators from far away.[8]
Evolutionary perspectives
The long neck allows a giraffe to eat from the tops of trees. However, since female giraffes are not as tall as male giraffes and tend to feed from much lower heights than their male counterparts, it is hard to say that they need the long necks purely for metabolic reasons. Furthermore, the additional length that helps a giraffe reach the top food sources makes it difficult for the same creature to drink. The ecological niche which at least male giraffes utilize is only used by a single other species, the African Elephant. It may be that the long neck originally evolved when the benefit of filling the ecological niche was more pronounced due to the presence of other, now extinct, giant ungulates in Africa.[citation needed]
It has been observed that males use their long necks not only for feeding, but also for combat and competition. Indeed, sexual dimorphism is strongly represented among giraffes, with females having shorter, lighter necks than males. A female's neck and head mass will level off after about ten years of age, while a male's will continue to increase throughout its twenty-plus years of life.
Giraffe subspecies
There are nine generally accepted subspecies, differentiated by color and pattern variations and range:
* Reticulated or Somali Giraffe (G.c. reticulata) – large, polygonal liver-colored spots outlined by a network of bright white lines. The blocks may sometimes appear deep red and may also cover the legs. Range: northeastern Kenya, Ethiopia, Somalia.
* Angolan or Smoky Giraffe (G.c. angolensis) – large spots and some notches around the edges, extending down the entire lower leg. Range: Angola, Zambia.
* Kordofan Giraffe (G.c. antiquorum) – smaller, more irregular spots that cover the inner legs. Range: western and southwestern Sudan.
* Masai or Kilimanjaro Giraffe (G.c. tippelskirchi) – jagged-edged, vine-leaf shaped spots of dark chocolate on a yellowish background. Range: central and southern Kenya, Tanzania.
* Nubian Giraffe (G.c. camelopardalis) – large, four-sided spots of chestnut brown on an off-white background and no spots on inner sides of the legs or below the hocks. Range: eastern Sudan, northeast Congo.
* Rothschild's or Baringo or Ugandan Giraffe (G.c. rothschildi) – deep brown, blotched or rectangular spots with poorly defined cream lines. Hocks may be spotted. Range: Uganda, north-central Kenya.
* South African Giraffe (G.c. giraffa) – rounded or blotched spots, some with star-like extensions on a light tan background, running down to the hooves. Range: South Africa, Namibia, Botswana, Zimbabwe, Mozambique.
* Thornicroft or Rhodesian Giraffe (G.c. thornicrofti) – star-shaped or leafy spots extend to the lower leg. Range: eastern Zambia.
* West African or Nigerian Giraffe (G.c. peralta) – numerous pale, yellowish red spots. Range: Niger, Cameroon.
Some scientists regard Kordofan and West African Giraffes as a single subspecies; similarly with Nubian and Rothschild's Giraffes, and with Angolan and South African Giraffes. Further, some scientists regard all populations except the Masai Giraffes as a single subspecies. By contrast, scientists have proposed four other subspecies – Cape Giraffe (G.c. capensis), Lado Giraffe (G.c. cottoni), Congo Giraffe (G.c. congoensis), and Transvaal Giraffe (G.c. wardi) – but none of these is widely accepted.
Giraffe
The giraffe (Giraffa camelopardalis) is an African even-toed ungulate mammal, the tallest of all land-living animal species. Males can be 4.8 to 5.5 metres (16 to 18 feet) tall and weigh up to 1,360 kilograms (3,000 pounds). The record-sized bull was 5.87 m (19.2 feet) tall and weighed approximately 2,000 kg (4,400 lbs.). [2] Females are generally slightly shorter and weigh less than the males do.
The giraffe is related to deer and cattle, but is placed in a separate family, the Giraffidae, consisting only of the giraffe and its closest relative, the okapi. Its range extends from Chad to South Africa.
Etymology and history
The species name camelopardalis (camelopard) is derived from its early Roman name, where it was described as having characteristics of both a camel and a leopard .[3] The English word camelopard first appeared in the 14th century, and survived in common usage well into the 19th century. A number of European languages retain it. The Arabic word ??????? ziraafa or zurapha, meaning "assemblage" (of animals), or just "tall", was used in English from the sixteenth century on, often in the Italianate form giraffa.
Physical characteristics
Male giraffes are around 16—18 feet tall at the horn tips, and weigh 1700—4200 lb. Females are one to two feet shorter and weigh several hundred pounds less than males. Both sexes have horns, although the horns of a female are smaller. The prominent horns are formed from ossified cartilage and are called ossicones. Males sometimes develop calcium deposits which form bumps on their skull as they age, which can give the appearance of up to three further horns.[4]
Giraffes have spots covering their entire bodies, except their underbellies, with each giraffe having a unique pattern of spots. They have long, prehensile tongues that are distinctly blue-black to protect from sunburn.[citation needed] Giraffes have long necks, which they use to browse the leaves of trees. They possess seven vertebrae in the neck (the usual number for a mammal). They also have slightly elongated forelegs, about 10% longer than their hind legs.
Modifications to the giraffe's structure have evolved, particularly to the circulatory system. A giraffe's heart, which can weigh up to 10 kg (24 lb) and about 2 feet long, has to generate around double the normal blood pressure for an average large mammal in order to maintain blood flow to the brain against gravity. In the upper neck, a complex pressure-regulation system called the rete mirabile prevents excess blood flow to the brain when the giraffe lowers its head to drink. Conversely, the blood vessels in the lower legs are under great pressure (because of the weight of fluid pressing down on them). In other animals such pressure would force the blood out through the capillary walls; giraffes, however, have a very tight sheath of thick skin over their lower limbs which maintains high extravascular pressure in exactly the same way as a pilot's g-suit.[citation needed]
Some giraffes can lose the bottom part of their tail to cysts resulting from tick bites.
Social structure, reproduction and sexuality
Female giraffes associate in groups of a dozen or so members, occasionally including a few younger males. Males tend to live in "bachelor" herds, with older males often leading solitary lives. Reproduction is polygamous, with a few older males impregnating all the fertile females in a herd. Male giraffes determine female fertility by tasting the female's urine in order to detect estrus, in a multi-step process known as the flehmen response.
Giraffe gestation lasts between 14 and 15 months, after which a single calf is born. The mother gives birth standing up and the embryonic sack usually bursts when the baby falls to the ground. Newborn giraffes are about 1.8 metres tall. Within a few hours of being born, calves can run around and are indistinguishable from a week-old calf; however, for the first two weeks, they spend most of their time lying down, guarded by the mother. While adult giraffes are too large to be attacked by most predators, the young can fall prey to lions, leopards, hyenas, and African Wild Dogs. It has been speculated that their characteristic spotted pattern provides a certain degree of camouflage. Only 25 to 50% of giraffe calves reach adulthood; the life expectancy is between 20 and 25 years in the wild and 28 years in captivity.(Encyclopedia of Animals).
The males often engage in necking, which has been described as having various functions. One of these is combat. These battles can be fatal, but are more often less severe. The longer a neck is, and the heavier the head at the end of the neck, the greater force a giraffe will be able to deliver in a blow. It has also been observed that males that are successful in necking have greater access to estrous females, so that the length of the neck may be a product of sexual selection.[5]
Another function of necking is affectionate and sexual, in which two males will caress and court each other, leading up to mounting and climax. Same sex relations are more frequent than heterosexual behavior. In one area 94% of mounting incidents were of a homosexual nature. The proportion of same sex courtships varies between 30 and 75%, and at any given time one in twenty males will be engaged in affectionate necking behavior with another male. Females, on the other hand, only appear to have same sex relations in 1% of mounting incidents.[6]
Other behavior
The giraffe browses on the twigs of trees, preferring trees of the genus Mimosa; but it appears that it can live without inconvenience on other vegetable food. A giraffe can eat 63 kg (140 lb) of leaves and twigs daily.
The pace of the giraffe is an amble, though when pursued it can run extremely fast. It can not sustain a lengthened chase. Its leg length compels an unusual gait with the left legs moving together followed by right (similar to pacing) at low speed, and the back legs crossing outside the front at high speed.
The giraffe defends itself against threats by kicking with great force. A single well-placed kick of an adult giraffe can shatter a lion's skull or break its spine.
The giraffe has one of the shortest sleep requirements of any mammal, which is between 10 minutes and two hours in a 24-hour period. This has led to the myth that giraffes cannot lie down and that if they do so, they will die.
A giraffe will clean off any bugs that appear on its face with its extremely long tongue (about 18 in/45 cm). The tongue is tough on account of the giraffe's diet, which includes thorns from the tree it is making a meal. In Southern Africa, giraffes are partial to all acacias – especially Acacia erioloba – and possess a specially-adapted tongue and lips that appear to be immune to the vicious thorns.
Giraffes are thought to be mute; however, although generally quiet, they have been heard to grunt, snort and bleat and also recent research has shown evidence that the animal communicates at an infrasound level.[7]
The instinct of some other African animals is to stay close to the giraffe, for the giraffe's high vantage point can see predators from far away.[8]
Evolutionary perspectives
The long neck allows a giraffe to eat from the tops of trees. However, since female giraffes are not as tall as male giraffes and tend to feed from much lower heights than their male counterparts, it is hard to say that they need the long necks purely for metabolic reasons. Furthermore, the additional length that helps a giraffe reach the top food sources makes it difficult for the same creature to drink. The ecological niche which at least male giraffes utilize is only used by a single other species, the African Elephant. It may be that the long neck originally evolved when the benefit of filling the ecological niche was more pronounced due to the presence of other, now extinct, giant ungulates in Africa.[citation needed]
It has been observed that males use their long necks not only for feeding, but also for combat and competition. Indeed, sexual dimorphism is strongly represented among giraffes, with females having shorter, lighter necks than males. A female's neck and head mass will level off after about ten years of age, while a male's will continue to increase throughout its twenty-plus years of life.
Giraffe subspecies
There are nine generally accepted subspecies, differentiated by color and pattern variations and range:
* Reticulated or Somali Giraffe (G.c. reticulata) – large, polygonal liver-colored spots outlined by a network of bright white lines. The blocks may sometimes appear deep red and may also cover the legs. Range: northeastern Kenya, Ethiopia, Somalia.
* Angolan or Smoky Giraffe (G.c. angolensis) – large spots and some notches around the edges, extending down the entire lower leg. Range: Angola, Zambia.
* Kordofan Giraffe (G.c. antiquorum) – smaller, more irregular spots that cover the inner legs. Range: western and southwestern Sudan.
* Masai or Kilimanjaro Giraffe (G.c. tippelskirchi) – jagged-edged, vine-leaf shaped spots of dark chocolate on a yellowish background. Range: central and southern Kenya, Tanzania.
* Nubian Giraffe (G.c. camelopardalis) – large, four-sided spots of chestnut brown on an off-white background and no spots on inner sides of the legs or below the hocks. Range: eastern Sudan, northeast Congo.
* Rothschild's or Baringo or Ugandan Giraffe (G.c. rothschildi) – deep brown, blotched or rectangular spots with poorly defined cream lines. Hocks may be spotted. Range: Uganda, north-central Kenya.
* South African Giraffe (G.c. giraffa) – rounded or blotched spots, some with star-like extensions on a light tan background, running down to the hooves. Range: South Africa, Namibia, Botswana, Zimbabwe, Mozambique.
* Thornicroft or Rhodesian Giraffe (G.c. thornicrofti) – star-shaped or leafy spots extend to the lower leg. Range: eastern Zambia.
* West African or Nigerian Giraffe (G.c. peralta) – numerous pale, yellowish red spots. Range: Niger, Cameroon.
Some scientists regard Kordofan and West African Giraffes as a single subspecies; similarly with Nubian and Rothschild's Giraffes, and with Angolan and South African Giraffes. Further, some scientists regard all populations except the Masai Giraffes as a single subspecies. By contrast, scientists have proposed four other subspecies – Cape Giraffe (G.c. capensis), Lado Giraffe (G.c. cottoni), Congo Giraffe (G.c. congoensis), and Transvaal Giraffe (G.c. wardi) – but none of these is widely accepted.
Giraffe
The giraffe (Giraffa camelopardalis) is an African even-toed ungulate mammal, the tallest of all land-living animal species. Males can be 4.8 to 5.5 metres (16 to 18 feet) tall and weigh up to 1,360 kilograms (3,000 pounds). The record-sized bull was 5.87 m (19.2 feet) tall and weighed approximately 2,000 kg (4,400 lbs.). [2] Females are generally slightly shorter and weigh less than the males do.
The giraffe is related to deer and cattle, but is placed in a separate family, the Giraffidae, consisting only of the giraffe and its closest relative, the okapi. Its range extends from Chad to South Africa.
Etymology and history
The species name camelopardalis (camelopard) is derived from its early Roman name, where it was described as having characteristics of both a camel and a leopard .[3] The English word camelopard first appeared in the 14th century, and survived in common usage well into the 19th century. A number of European languages retain it. The Arabic word ??????? ziraafa or zurapha, meaning "assemblage" (of animals), or just "tall", was used in English from the sixteenth century on, often in the Italianate form giraffa.
Physical characteristics
Male giraffes are around 16—18 feet tall at the horn tips, and weigh 1700—4200 lb. Females are one to two feet shorter and weigh several hundred pounds less than males. Both sexes have horns, although the horns of a female are smaller. The prominent horns are formed from ossified cartilage and are called ossicones. Males sometimes develop calcium deposits which form bumps on their skull as they age, which can give the appearance of up to three further horns.[4]
Giraffes have spots covering their entire bodies, except their underbellies, with each giraffe having a unique pattern of spots. They have long, prehensile tongues that are distinctly blue-black to protect from sunburn.[citation needed] Giraffes have long necks, which they use to browse the leaves of trees. They possess seven vertebrae in the neck (the usual number for a mammal). They also have slightly elongated forelegs, about 10% longer than their hind legs.
Modifications to the giraffe's structure have evolved, particularly to the circulatory system. A giraffe's heart, which can weigh up to 10 kg (24 lb) and about 2 feet long, has to generate around double the normal blood pressure for an average large mammal in order to maintain blood flow to the brain against gravity. In the upper neck, a complex pressure-regulation system called the rete mirabile prevents excess blood flow to the brain when the giraffe lowers its head to drink. Conversely, the blood vessels in the lower legs are under great pressure (because of the weight of fluid pressing down on them). In other animals such pressure would force the blood out through the capillary walls; giraffes, however, have a very tight sheath of thick skin over their lower limbs which maintains high extravascular pressure in exactly the same way as a pilot's g-suit.[citation needed]
Some giraffes can lose the bottom part of their tail to cysts resulting from tick bites.
Social structure, reproduction and sexuality
Female giraffes associate in groups of a dozen or so members, occasionally including a few younger males. Males tend to live in "bachelor" herds, with older males often leading solitary lives. Reproduction is polygamous, with a few older males impregnating all the fertile females in a herd. Male giraffes determine female fertility by tasting the female's urine in order to detect estrus, in a multi-step process known as the flehmen response.
Giraffe gestation lasts between 14 and 15 months, after which a single calf is born. The mother gives birth standing up and the embryonic sack usually bursts when the baby falls to the ground. Newborn giraffes are about 1.8 metres tall. Within a few hours of being born, calves can run around and are indistinguishable from a week-old calf; however, for the first two weeks, they spend most of their time lying down, guarded by the mother. While adult giraffes are too large to be attacked by most predators, the young can fall prey to lions, leopards, hyenas, and African Wild Dogs. It has been speculated that their characteristic spotted pattern provides a certain degree of camouflage. Only 25 to 50% of giraffe calves reach adulthood; the life expectancy is between 20 and 25 years in the wild and 28 years in captivity.(Encyclopedia of Animals).
The males often engage in necking, which has been described as having various functions. One of these is combat. These battles can be fatal, but are more often less severe. The longer a neck is, and the heavier the head at the end of the neck, the greater force a giraffe will be able to deliver in a blow. It has also been observed that males that are successful in necking have greater access to estrous females, so that the length of the neck may be a product of sexual selection.[5]
Another function of necking is affectionate and sexual, in which two males will caress and court each other, leading up to mounting and climax. Same sex relations are more frequent than heterosexual behavior. In one area 94% of mounting incidents were of a homosexual nature. The proportion of same sex courtships varies between 30 and 75%, and at any given time one in twenty males will be engaged in affectionate necking behavior with another male. Females, on the other hand, only appear to have same sex relations in 1% of mounting incidents.[6]
Other behavior
The giraffe browses on the twigs of trees, preferring trees of the genus Mimosa; but it appears that it can live without inconvenience on other vegetable food. A giraffe can eat 63 kg (140 lb) of leaves and twigs daily.
The pace of the giraffe is an amble, though when pursued it can run extremely fast. It can not sustain a lengthened chase. Its leg length compels an unusual gait with the left legs moving together followed by right (similar to pacing) at low speed, and the back legs crossing outside the front at high speed.
The giraffe defends itself against threats by kicking with great force. A single well-placed kick of an adult giraffe can shatter a lion's skull or break its spine.
The giraffe has one of the shortest sleep requirements of any mammal, which is between 10 minutes and two hours in a 24-hour period. This has led to the myth that giraffes cannot lie down and that if they do so, they will die.
A giraffe will clean off any bugs that appear on its face with its extremely long tongue (about 18 in/45 cm). The tongue is tough on account of the giraffe's diet, which includes thorns from the tree it is making a meal. In Southern Africa, giraffes are partial to all acacias – especially Acacia erioloba – and possess a specially-adapted tongue and lips that appear to be immune to the vicious thorns.
Giraffes are thought to be mute; however, although generally quiet, they have been heard to grunt, snort and bleat and also recent research has shown evidence that the animal communicates at an infrasound level.[7]
The instinct of some other African animals is to stay close to the giraffe, for the giraffe's high vantage point can see predators from far away.[8]
Evolutionary perspectives
The long neck allows a giraffe to eat from the tops of trees. However, since female giraffes are not as tall as male giraffes and tend to feed from much lower heights than their male counterparts, it is hard to say that they need the long necks purely for metabolic reasons. Furthermore, the additional length that helps a giraffe reach the top food sources makes it difficult for the same creature to drink. The ecological niche which at least male giraffes utilize is only used by a single other species, the African Elephant. It may be that the long neck originally evolved when the benefit of filling the ecological niche was more pronounced due to the presence of other, now extinct, giant ungulates in Africa.[citation needed]
It has been observed that males use their long necks not only for feeding, but also for combat and competition. Indeed, sexual dimorphism is strongly represented among giraffes, with females having shorter, lighter necks than males. A female's neck and head mass will level off after about ten years of age, while a male's will continue to increase throughout its twenty-plus years of life.
Giraffe subspecies
There are nine generally accepted subspecies, differentiated by color and pattern variations and range:
* Reticulated or Somali Giraffe (G.c. reticulata) – large, polygonal liver-colored spots outlined by a network of bright white lines. The blocks may sometimes appear deep red and may also cover the legs. Range: northeastern Kenya, Ethiopia, Somalia.
* Angolan or Smoky Giraffe (G.c. angolensis) – large spots and some notches around the edges, extending down the entire lower leg. Range: Angola, Zambia.
* Kordofan Giraffe (G.c. antiquorum) – smaller, more irregular spots that cover the inner legs. Range: western and southwestern Sudan.
* Masai or Kilimanjaro Giraffe (G.c. tippelskirchi) – jagged-edged, vine-leaf shaped spots of dark chocolate on a yellowish background. Range: central and southern Kenya, Tanzania.
* Nubian Giraffe (G.c. camelopardalis) – large, four-sided spots of chestnut brown on an off-white background and no spots on inner sides of the legs or below the hocks. Range: eastern Sudan, northeast Congo.
* Rothschild's or Baringo or Ugandan Giraffe (G.c. rothschildi) – deep brown, blotched or rectangular spots with poorly defined cream lines. Hocks may be spotted. Range: Uganda, north-central Kenya.
* South African Giraffe (G.c. giraffa) – rounded or blotched spots, some with star-like extensions on a light tan background, running down to the hooves. Range: South Africa, Namibia, Botswana, Zimbabwe, Mozambique.
* Thornicroft or Rhodesian Giraffe (G.c. thornicrofti) – star-shaped or leafy spots extend to the lower leg. Range: eastern Zambia.
* West African or Nigerian Giraffe (G.c. peralta) – numerous pale, yellowish red spots. Range: Niger, Cameroon.
Some scientists regard Kordofan and West African Giraffes as a single subspecies; similarly with Nubian and Rothschild's Giraffes, and with Angolan and South African Giraffes. Further, some scientists regard all populations except the Masai Giraffes as a single subspecies. By contrast, scientists have proposed four other subspecies – Cape Giraffe (G.c. capensis), Lado Giraffe (G.c. cottoni), Congo Giraffe (G.c. congoensis), and Transvaal Giraffe (G.c. wardi) – but none of these is widely accepted.
Giraffe
The giraffe (Giraffa camelopardalis) is an African even-toed ungulate mammal, the tallest of all land-living animal species. Males can be 4.8 to 5.5 metres (16 to 18 feet) tall and weigh up to 1,360 kilograms (3,000 pounds). The record-sized bull was 5.87 m (19.2 feet) tall and weighed approximately 2,000 kg (4,400 lbs.). [2] Females are generally slightly shorter and weigh less than the males do.
The giraffe is related to deer and cattle, but is placed in a separate family, the Giraffidae, consisting only of the giraffe and its closest relative, the okapi. Its range extends from Chad to South Africa.
Etymology and history
The species name camelopardalis (camelopard) is derived from its early Roman name, where it was described as having characteristics of both a camel and a leopard .[3] The English word camelopard first appeared in the 14th century, and survived in common usage well into the 19th century. A number of European languages retain it. The Arabic word ??????? ziraafa or zurapha, meaning "assemblage" (of animals), or just "tall", was used in English from the sixteenth century on, often in the Italianate form giraffa.
Physical characteristics
Male giraffes are around 16—18 feet tall at the horn tips, and weigh 1700—4200 lb. Females are one to two feet shorter and weigh several hundred pounds less than males. Both sexes have horns, although the horns of a female are smaller. The prominent horns are formed from ossified cartilage and are called ossicones. Males sometimes develop calcium deposits which form bumps on their skull as they age, which can give the appearance of up to three further horns.[4]
Giraffes have spots covering their entire bodies, except their underbellies, with each giraffe having a unique pattern of spots. They have long, prehensile tongues that are distinctly blue-black to protect from sunburn.[citation needed] Giraffes have long necks, which they use to browse the leaves of trees. They possess seven vertebrae in the neck (the usual number for a mammal). They also have slightly elongated forelegs, about 10% longer than their hind legs.
Modifications to the giraffe's structure have evolved, particularly to the circulatory system. A giraffe's heart, which can weigh up to 10 kg (24 lb) and about 2 feet long, has to generate around double the normal blood pressure for an average large mammal in order to maintain blood flow to the brain against gravity. In the upper neck, a complex pressure-regulation system called the rete mirabile prevents excess blood flow to the brain when the giraffe lowers its head to drink. Conversely, the blood vessels in the lower legs are under great pressure (because of the weight of fluid pressing down on them). In other animals such pressure would force the blood out through the capillary walls; giraffes, however, have a very tight sheath of thick skin over their lower limbs which maintains high extravascular pressure in exactly the same way as a pilot's g-suit.[citation needed]
Some giraffes can lose the bottom part of their tail to cysts resulting from tick bites.
Social structure, reproduction and sexuality
Female giraffes associate in groups of a dozen or so members, occasionally including a few younger males. Males tend to live in "bachelor" herds, with older males often leading solitary lives. Reproduction is polygamous, with a few older males impregnating all the fertile females in a herd. Male giraffes determine female fertility by tasting the female's urine in order to detect estrus, in a multi-step process known as the flehmen response.
Giraffe gestation lasts between 14 and 15 months, after which a single calf is born. The mother gives birth standing up and the embryonic sack usually bursts when the baby falls to the ground. Newborn giraffes are about 1.8 metres tall. Within a few hours of being born, calves can run around and are indistinguishable from a week-old calf; however, for the first two weeks, they spend most of their time lying down, guarded by the mother. While adult giraffes are too large to be attacked by most predators, the young can fall prey to lions, leopards, hyenas, and African Wild Dogs. It has been speculated that their characteristic spotted pattern provides a certain degree of camouflage. Only 25 to 50% of giraffe calves reach adulthood; the life expectancy is between 20 and 25 years in the wild and 28 years in captivity.(Encyclopedia of Animals).
The males often engage in necking, which has been described as having various functions. One of these is combat. These battles can be fatal, but are more often less severe. The longer a neck is, and the heavier the head at the end of the neck, the greater force a giraffe will be able to deliver in a blow. It has also been observed that males that are successful in necking have greater access to estrous females, so that the length of the neck may be a product of sexual selection.[5]
Another function of necking is affectionate and sexual, in which two males will caress and court each other, leading up to mounting and climax. Same sex relations are more frequent than heterosexual behavior. In one area 94% of mounting incidents were of a homosexual nature. The proportion of same sex courtships varies between 30 and 75%, and at any given time one in twenty males will be engaged in affectionate necking behavior with another male. Females, on the other hand, only appear to have same sex relations in 1% of mounting incidents.[6]
Other behavior
The giraffe browses on the twigs of trees, preferring trees of the genus Mimosa; but it appears that it can live without inconvenience on other vegetable food. A giraffe can eat 63 kg (140 lb) of leaves and twigs daily.
The pace of the giraffe is an amble, though when pursued it can run extremely fast. It can not sustain a lengthened chase. Its leg length compels an unusual gait with the left legs moving together followed by right (similar to pacing) at low speed, and the back legs crossing outside the front at high speed.
The giraffe defends itself against threats by kicking with great force. A single well-placed kick of an adult giraffe can shatter a lion's skull or break its spine.
The giraffe has one of the shortest sleep requirements of any mammal, which is between 10 minutes and two hours in a 24-hour period. This has led to the myth that giraffes cannot lie down and that if they do so, they will die.
A giraffe will clean off any bugs that appear on its face with its extremely long tongue (about 18 in/45 cm). The tongue is tough on account of the giraffe's diet, which includes thorns from the tree it is making a meal. In Southern Africa, giraffes are partial to all acacias – especially Acacia erioloba – and possess a specially-adapted tongue and lips that appear to be immune to the vicious thorns.
Giraffes are thought to be mute; however, although generally quiet, they have been heard to grunt, snort and bleat and also recent research has shown evidence that the animal communicates at an infrasound level.[7]
The instinct of some other African animals is to stay close to the giraffe, for the giraffe's high vantage point can see predators from far away.[8]
Evolutionary perspectives
The long neck allows a giraffe to eat from the tops of trees. However, since female giraffes are not as tall as male giraffes and tend to feed from much lower heights than their male counterparts, it is hard to say that they need the long necks purely for metabolic reasons. Furthermore, the additional length that helps a giraffe reach the top food sources makes it difficult for the same creature to drink. The ecological niche which at least male giraffes utilize is only used by a single other species, the African Elephant. It may be that the long neck originally evolved when the benefit of filling the ecological niche was more pronounced due to the presence of other, now extinct, giant ungulates in Africa.[citation needed]
It has been observed that males use their long necks not only for feeding, but also for combat and competition. Indeed, sexual dimorphism is strongly represented among giraffes, with females having shorter, lighter necks than males. A female's neck and head mass will level off after about ten years of age, while a male's will continue to increase throughout its twenty-plus years of life.
Giraffe subspecies
There are nine generally accepted subspecies, differentiated by color and pattern variations and range:
* Reticulated or Somali Giraffe (G.c. reticulata) – large, polygonal liver-colored spots outlined by a network of bright white lines. The blocks may sometimes appear deep red and may also cover the legs. Range: northeastern Kenya, Ethiopia, Somalia.
* Angolan or Smoky Giraffe (G.c. angolensis) – large spots and some notches around the edges, extending down the entire lower leg. Range: Angola, Zambia.
* Kordofan Giraffe (G.c. antiquorum) – smaller, more irregular spots that cover the inner legs. Range: western and southwestern Sudan.
* Masai or Kilimanjaro Giraffe (G.c. tippelskirchi) – jagged-edged, vine-leaf shaped spots of dark chocolate on a yellowish background. Range: central and southern Kenya, Tanzania.
* Nubian Giraffe (G.c. camelopardalis) – large, four-sided spots of chestnut brown on an off-white background and no spots on inner sides of the legs or below the hocks. Range: eastern Sudan, northeast Congo.
* Rothschild's or Baringo or Ugandan Giraffe (G.c. rothschildi) – deep brown, blotched or rectangular spots with poorly defined cream lines. Hocks may be spotted. Range: Uganda, north-central Kenya.
* South African Giraffe (G.c. giraffa) – rounded or blotched spots, some with star-like extensions on a light tan background, running down to the hooves. Range: South Africa, Namibia, Botswana, Zimbabwe, Mozambique.
* Thornicroft or Rhodesian Giraffe (G.c. thornicrofti) – star-shaped or leafy spots extend to the lower leg. Range: eastern Zambia.
* West African or Nigerian Giraffe (G.c. peralta) – numerous pale, yellowish red spots. Range: Niger, Cameroon.
Some scientists regard Kordofan and West African Giraffes as a single subspecies; similarly with Nubian and Rothschild's Giraffes, and with Angolan and South African Giraffes. Further, some scientists regard all populations except the Masai Giraffes as a single subspecies. By contrast, scientists have proposed four other subspecies – Cape Giraffe (G.c. capensis), Lado Giraffe (G.c. cottoni), Congo Giraffe (G.c. congoensis), and Transvaal Giraffe (G.c. wardi) – but none of these is widely accepted.
Giraffe
The giraffe (Giraffa camelopardalis) is an African even-toed ungulate mammal, the tallest of all land-living animal species. Males can be 4.8 to 5.5 metres (16 to 18 feet) tall and weigh up to 1,360 kilograms (3,000 pounds). The record-sized bull was 5.87 m (19.2 feet) tall and weighed approximately 2,000 kg (4,400 lbs.). [2] Females are generally slightly shorter and weigh less than the males do.
The giraffe is related to deer and cattle, but is placed in a separate family, the Giraffidae, consisting only of the giraffe and its closest relative, the okapi. Its range extends from Chad to South Africa.
Etymology and history
The species name camelopardalis (camelopard) is derived from its early Roman name, where it was described as having characteristics of both a camel and a leopard .[3] The English word camelopard first appeared in the 14th century, and survived in common usage well into the 19th century. A number of European languages retain it. The Arabic word ??????? ziraafa or zurapha, meaning "assemblage" (of animals), or just "tall", was used in English from the sixteenth century on, often in the Italianate form giraffa.
Physical characteristics
Male giraffes are around 16—18 feet tall at the horn tips, and weigh 1700—4200 lb. Females are one to two feet shorter and weigh several hundred pounds less than males. Both sexes have horns, although the horns of a female are smaller. The prominent horns are formed from ossified cartilage and are called ossicones. Males sometimes develop calcium deposits which form bumps on their skull as they age, which can give the appearance of up to three further horns.[4]
Giraffes have spots covering their entire bodies, except their underbellies, with each giraffe having a unique pattern of spots. They have long, prehensile tongues that are distinctly blue-black to protect from sunburn.[citation needed] Giraffes have long necks, which they use to browse the leaves of trees. They possess seven vertebrae in the neck (the usual number for a mammal). They also have slightly elongated forelegs, about 10% longer than their hind legs.
Modifications to the giraffe's structure have evolved, particularly to the circulatory system. A giraffe's heart, which can weigh up to 10 kg (24 lb) and about 2 feet long, has to generate around double the normal blood pressure for an average large mammal in order to maintain blood flow to the brain against gravity. In the upper neck, a complex pressure-regulation system called the rete mirabile prevents excess blood flow to the brain when the giraffe lowers its head to drink. Conversely, the blood vessels in the lower legs are under great pressure (because of the weight of fluid pressing down on them). In other animals such pressure would force the blood out through the capillary walls; giraffes, however, have a very tight sheath of thick skin over their lower limbs which maintains high extravascular pressure in exactly the same way as a pilot's g-suit.[citation needed]
Some giraffes can lose the bottom part of their tail to cysts resulting from tick bites.
Social structure, reproduction and sexuality
Female giraffes associate in groups of a dozen or so members, occasionally including a few younger males. Males tend to live in "bachelor" herds, with older males often leading solitary lives. Reproduction is polygamous, with a few older males impregnating all the fertile females in a herd. Male giraffes determine female fertility by tasting the female's urine in order to detect estrus, in a multi-step process known as the flehmen response.
Giraffe gestation lasts between 14 and 15 months, after which a single calf is born. The mother gives birth standing up and the embryonic sack usually bursts when the baby falls to the ground. Newborn giraffes are about 1.8 metres tall. Within a few hours of being born, calves can run around and are indistinguishable from a week-old calf; however, for the first two weeks, they spend most of their time lying down, guarded by the mother. While adult giraffes are too large to be attacked by most predators, the young can fall prey to lions, leopards, hyenas, and African Wild Dogs. It has been speculated that their characteristic spotted pattern provides a certain degree of camouflage. Only 25 to 50% of giraffe calves reach adulthood; the life expectancy is between 20 and 25 years in the wild and 28 years in captivity.(Encyclopedia of Animals).
The males often engage in necking, which has been described as having various functions. One of these is combat. These battles can be fatal, but are more often less severe. The longer a neck is, and the heavier the head at the end of the neck, the greater force a giraffe will be able to deliver in a blow. It has also been observed that males that are successful in necking have greater access to estrous females, so that the length of the neck may be a product of sexual selection.[5]
Another function of necking is affectionate and sexual, in which two males will caress and court each other, leading up to mounting and climax. Same sex relations are more frequent than heterosexual behavior. In one area 94% of mounting incidents were of a homosexual nature. The proportion of same sex courtships varies between 30 and 75%, and at any given time one in twenty males will be engaged in affectionate necking behavior with another male. Females, on the other hand, only appear to have same sex relations in 1% of mounting incidents.[6]
Other behavior
The giraffe browses on the twigs of trees, preferring trees of the genus Mimosa; but it appears that it can live without inconvenience on other vegetable food. A giraffe can eat 63 kg (140 lb) of leaves and twigs daily.
The pace of the giraffe is an amble, though when pursued it can run extremely fast. It can not sustain a lengthened chase. Its leg length compels an unusual gait with the left legs moving together followed by right (similar to pacing) at low speed, and the back legs crossing outside the front at high speed.
The giraffe defends itself against threats by kicking with great force. A single well-placed kick of an adult giraffe can shatter a lion's skull or break its spine.
The giraffe has one of the shortest sleep requirements of any mammal, which is between 10 minutes and two hours in a 24-hour period. This has led to the myth that giraffes cannot lie down and that if they do so, they will die.
A giraffe will clean off any bugs that appear on its face with its extremely long tongue (about 18 in/45 cm). The tongue is tough on account of the giraffe's diet, which includes thorns from the tree it is making a meal. In Southern Africa, giraffes are partial to all acacias – especially Acacia erioloba – and possess a specially-adapted tongue and lips that appear to be immune to the vicious thorns.
Giraffes are thought to be mute; however, although generally quiet, they have been heard to grunt, snort and bleat and also recent research has shown evidence that the animal communicates at an infrasound level.[7]
The instinct of some other African animals is to stay close to the giraffe, for the giraffe's high vantage point can see predators from far away.[8]
Evolutionary perspectives
The long neck allows a giraffe to eat from the tops of trees. However, since female giraffes are not as tall as male giraffes and tend to feed from much lower heights than their male counterparts, it is hard to say that they need the long necks purely for metabolic reasons. Furthermore, the additional length that helps a giraffe reach the top food sources makes it difficult for the same creature to drink. The ecological niche which at least male giraffes utilize is only used by a single other species, the African Elephant. It may be that the long neck originally evolved when the benefit of filling the ecological niche was more pronounced due to the presence of other, now extinct, giant ungulates in Africa.[citation needed]
It has been observed that males use their long necks not only for feeding, but also for combat and competition. Indeed, sexual dimorphism is strongly represented among giraffes, with females having shorter, lighter necks than males. A female's neck and head mass will level off after about ten years of age, while a male's will continue to increase throughout its twenty-plus years of life.
Giraffe subspecies
There are nine generally accepted subspecies, differentiated by color and pattern variations and range:
* Reticulated or Somali Giraffe (G.c. reticulata) – large, polygonal liver-colored spots outlined by a network of bright white lines. The blocks may sometimes appear deep red and may also cover the legs. Range: northeastern Kenya, Ethiopia, Somalia.
* Angolan or Smoky Giraffe (G.c. angolensis) – large spots and some notches around the edges, extending down the entire lower leg. Range: Angola, Zambia.
* Kordofan Giraffe (G.c. antiquorum) – smaller, more irregular spots that cover the inner legs. Range: western and southwestern Sudan.
* Masai or Kilimanjaro Giraffe (G.c. tippelskirchi) – jagged-edged, vine-leaf shaped spots of dark chocolate on a yellowish background. Range: central and southern Kenya, Tanzania.
* Nubian Giraffe (G.c. camelopardalis) – large, four-sided spots of chestnut brown on an off-white background and no spots on inner sides of the legs or below the hocks. Range: eastern Sudan, northeast Congo.
* Rothschild's or Baringo or Ugandan Giraffe (G.c. rothschildi) – deep brown, blotched or rectangular spots with poorly defined cream lines. Hocks may be spotted. Range: Uganda, north-central Kenya.
* South African Giraffe (G.c. giraffa) – rounded or blotched spots, some with star-like extensions on a light tan background, running down to the hooves. Range: South Africa, Namibia, Botswana, Zimbabwe, Mozambique.
* Thornicroft or Rhodesian Giraffe (G.c. thornicrofti) – star-shaped or leafy spots extend to the lower leg. Range: eastern Zambia.
* West African or Nigerian Giraffe (G.c. peralta) – numerous pale, yellowish red spots. Range: Niger, Cameroon.
Some scientists regard Kordofan and West African Giraffes as a single subspecies; similarly with Nubian and Rothschild's Giraffes, and with Angolan and South African Giraffes. Further, some scientists regard all populations except the Masai Giraffes as a single subspecies. By contrast, scientists have proposed four other subspecies – Cape Giraffe (G.c. capensis), Lado Giraffe (G.c. cottoni), Congo Giraffe (G.c. congoensis), and Transvaal Giraffe (G.c. wardi) – but none of these is widely accepted.
Giraffe
The giraffe (Giraffa camelopardalis) is an African even-toed ungulate mammal, the tallest of all land-living animal species. Males can be 4.8 to 5.5 metres (16 to 18 feet) tall and weigh up to 1,360 kilograms (3,000 pounds). The record-sized bull was 5.87 m (19.2 feet) tall and weighed approximately 2,000 kg (4,400 lbs.). [2] Females are generally slightly shorter and weigh less than the males do.
The giraffe is related to deer and cattle, but is placed in a separate family, the Giraffidae, consisting only of the giraffe and its closest relative, the okapi. Its range extends from Chad to South Africa.
Etymology and history
The species name camelopardalis (camelopard) is derived from its early Roman name, where it was described as having characteristics of both a camel and a leopard .[3] The English word camelopard first appeared in the 14th century, and survived in common usage well into the 19th century. A number of European languages retain it. The Arabic word ??????? ziraafa or zurapha, meaning "assemblage" (of animals), or just "tall", was used in English from the sixteenth century on, often in the Italianate form giraffa.
Physical characteristics
Male giraffes are around 16—18 feet tall at the horn tips, and weigh 1700—4200 lb. Females are one to two feet shorter and weigh several hundred pounds less than males. Both sexes have horns, although the horns of a female are smal
Son of Tiamat and Apsu, brother and husband of Kishar.
Anu (An)
The son of Ahshar and Kishar, father of Ea. In Sumerian mythology, he was the god of sky, husband of Nintu (Ki), and the father and ruler of all gods. One of four Sumerian creating gods.
Apsu
Tiamat's husband, the ruler of gods and underworld oceans. Father of Lahmu, Lahamu, Anshar and Kishar. Ea killed him.
Damkina
Earth mother goddess, wife of Ea and mother of Marduk.
Ea
Son of Anu and husband of Damkina, father of Marduk, god of wisdom, arts and crafts, he is the ruler of all gods after Apsu. In Sumerian he is the son of Nintu.
Enlil
God of the air between earth and sky. In Sumerian mythology he was the son of An and Nintu, the god of air and agriculture, and eventually co-ruler of the gods along with Anu. One of four Sumerian creating gods.
Ishtar (Inanna)
A great goddess, the goddess of love and war. She descended to the Underworld to try to regain her lover.
Kingu (Qingu)
Dragon commander of Tiamat's forces against Marduk.
Kishar
Daughter of Tiamat and Apsu, sister and wife of Anshar.
Marduk
Son of Ea and Damkina, the wisest of the gods and eventually their ruler. Counterpart of the Sumerian Anu and Enlil.
Mummu
Son of Tiamat and Anu and the god of mist.
Nintu (Ki)
A great Sumerian goddess, wife of Anu and mother of all gods, she created humans from clay. One of four Sumerian creating gods.
Shamash
Son of Sin, god of the sun who protects the poor and travellers.
Sin
Moon god and the father of Shamash; counterpart of the Sumerian Nanna.
Tiamat
Great goddess, counterpart of Sumerian Nintu. Primeval chaos. Destroyed by her children to create the world.
The Assyro-Babylonian Mythology FAQ version 1.9html
by Christopher B. Siren (Nov. 1994)
cbsiren at alum dot mit dot edu
last revised (October, 2003)
changes since last revision:
October 2003: added the Biblical parallels section (in progress) and some more citations
August 1999: added clarifying remark to Bahamut answer.
October 1995: lengthened Bahamut answer; added a couple external links; made changes for move to UNH.
The web version at home.comcast.net/~chris.s/assyrbabyl-faq.html is the most up to date, however the last copy of this FAQ posted to Usenet should also be available via anonymous ftp at:
rtfm.mit.edu at /pub/usenet/news.answers/assyrbabyl-faq
* I. Overview (including regional history)
* II. So these are just like the Sumerian deities right?
* III. Who were the gods and heroes of the Babylonians?
o A. The older gods
o B. The younger Anunnaki and Igigi
o C. The chthonic gods
o D. The heroes and monsters
* IV. What about the Underworld and Heaven and all that?
* V. Hey! I read that Cthulhu is really some Babylonian or Sumerian god, how come he's not there under Kutu?
* VI. So, in AD&D, Tiamat is this five-headed evil dragon, but they got her from the Enuma Elish, right? What about her counterpart, Bahamut?
* VII. I've heard there are Biblical parallels in Babylonian literature. What are they anyway?
* VIII. Where did you get this info and where can I find out more?
I. Overview (including regional history)
First, some definitions: Mesopotamia, in general, refers to the area of the Tigris and Euphrates rivers. Assyria, was the northern portion of Mesopotamia, who's capital was Ashur (until 883 BCE, when it was moved to Calah/Nimrud) and whose reach included the major city of Nineveh (Ninua). Sumer refers to the southern delta region, whose primary cities included Ur, Uruk, and Eridu. Akkad was a region north of Sumer which included the area around modern Baghdad as well as the ancient sites of Babylon, Kish, and Nippur.
The political organization of the region was basically a collection of city-states. Sargon of Agade (2371-16 BCE) united the regions of Sumer and Akkad. His descendants eventually lost control of the empire due to pressures from the Hurrians, the Hittites, and other invaders, not to mention internal pressures. In the south Sumer again gained ascendancy, dominated by the city-state Ur. Sumer then collapsed under the Amorites around 2000 BCE. They established many sub- kingdoms including Assyria and Babylon.
Assyria attained a brief period of dominance under Shamshi-Adad (1813-1781 BCE) but was soon superseded by Babylon under Hammurapi (Hammurabi) (1792-50 BCE) who established what once were thought to be the first written law codes (more recent discoveries include law codes from a couple centuries prior to Hammurapi). The first Babylonian dynasty had begun in 1894 BCE, coinciding with the Old Babyonian period of literature. It collapsed in 1595 BCE when the Hittites sacked its eponymous capital.
Assyria had been taken over by the Mitanni (a Hurrian speaking kingdom) but established its independence in the mid 14th century BCE. Under Tukulti-Ninurta I Assyria dominated the entire fertile crescent in the late 13th century. By the time of Tiglath-Pileser I, about a century later it had directed more of its attention westwards towards the Levant in the West and lost control of Babylon and the south. Slowly Assyria began to expand again, reaching its apex between 750 and 650 BCE under the rulers Tiglath-Pileser III, Sargon II, Sennacherib, and Ashuribanipal (668-627 BCE). The empire collapsed from invaders with Nineveh falling to Nabopalasar of Babylon in 612 BCE and the empire dying in 605 BCE.
Meanwhile, Babylon had been reasserting itself. Nabopalasar had begun the Chaldean dynasty during his rule begining in 625 BCE. This period is also known as the Neo-Babylonian period although that term also describes the language of that era. Under Nabopalasar's son Nebuchadnezzar II, Babylon expanded westward, taking Jerusalem in 586 BCE. Babylon fell in the mid-540's to Cyrus the Persian whose empire lasted until the late 300's BCE when Alexander of Macedon established his empire and renamed the area "Mesopotamia". (See also Shawn Bayern's History Babylonia)
II. So these guys were just like the Sumerian Deities right?
Well some of them were mostly like the Sumerian Deities, but as you might expect, they have their own kinks and differences. In general the following relationships apply:
Sumerian name Babylonian Name
An Anu
Ki/Ninhursag Aruru, Mammi
Enlil Ellil
Enki Ea
Nanna Sin
Inanna Ishtar
Utu Shamash
Ninlil Mullitu, Mylitta
This is not a cut and dry relation. Sumerian and Babylonian names appear in the same Babylonian document, sometimes referring to the same entity. In addition, there are numerous local variations of these deities names which, in the next section, such 'optional' names appear in parentheses after the more prevalent name.
III. Who were the gods and the heroes of the Babylonians then?
A. The Older (genealogically) Gods:
Apsu
"The Epic of Creation (Enuma Elish): Tablet I"
He is the underworld ocean, the begetter of the skies (Anshar) and the earth (Kishar) and the father of Lahmu and Lahamu. He could not quell the noise of them or of their children, so he colluded with his vizier Mummu to silence the gods and allow his mate Tiamat to rest, after Tiamat herself rejected the idea. Ea found out about his plans, cast a sleeping spell on him and killed him.
(Dalley pp. 232-235, 318)
Tiamat
"The Epic of Creation (Enuma Elish): Tablets I-III"
She is primeval Chaos, bearer of the skies (Anshar) and the earth (Kishar) and the mother of Lahmu, and Lahamu. Traditionally conceived of as a serpent or dragon of some sort, this idea does not have any basis in the Enuma Elish itself. Within that work her physical description includes, a tail, a thigh, "lower parts" (which shake together), a belly, an udder, ribs, a neck, a head, a skull, eyes, nostrils, a mouth, and lips. She has insides, a heart, arteries, and blood. The clamor of the younger gods disturbed her, but she continued to indulge them.
When her mate Apsu and his vizier Mummu suggested that they kill the younger gods, she grew furious, then calmed down and rejected the plan. Her restless subservient gods goaded her into action after Apsu is slain. They prepared to wage war against the other gods. As Mother Hubur, (the underworld river, who fashions all things), she bore giant snakes with venom for blood, and cloaked dragons with a godlike radiance yet with a terrible visage, for the war. She rallied a horned serpent, a mushussu-dragon, a lahmu-hero, a ugallu-demon, a rabid dog, a scorpion-man, umu-demons, a fish-man, a bull-man, and eleven others underneath her champion and new lover, Qingu. She gave Qingu the Tablet of Destinies to facilitate his command and attack.
(Dalley pp. 231-249)
"The Epic of Creation (Enuma Elish): Tablets IV-V"
Marduk came with his host to attack her. Qingu's strategy initially confused him, and Tiamat tried to enspell him, hurling jibes at him. She was rebuffed and incited into single combat with Marduk. She continued to cast her spell and Marduk netted her, and threw a wind at her. She tried to swallow it and was undone - distended, shot, sliced in two and cut in the heart. Her crushed skull heralded her death, and half of her body was used to roof up the sky. Her eyes became the sources of the Tigris and Euphrates rivers.
(Dalley pp. 249-257)
Lahmu and Lahamu
'the hairy one' or 'muddy' they have three pairs of curls, and are naked except for a triple sash. Dalley (p. 324)
"The Epic of Creation (Enuma Elish)>): Tablets I-III"
They were the first children of Tiamat and Apsu. Kappa was sent to fetch them by Anshar, to help send off Marduk on his fight with Tiamat and be rallied to his side. They complied and helped find a princely shrine for Marduk. (Dalley pp. 232, 244-249)
Anshar
- 'whole sky' He is the father of Anu and the child of Tiamat and Apsu. He is often paired with Kishara, and his qualities were assimilated with Ashur. When Ea learned of Tiamat's planned war, Anshar tried to stir him into attacking her first, but was rebuffed. He turned to Anu and sent him on a peace mission to Tiamat, but Anu returned unsuccessful. An assembly was convened and Marduk came forth at Ea's urging, promising to deliver Tiamat's defeated body to Anshar's feet. He required of the assembly a promise that he would be given the leadership of the pantheon after he is victorious. He had Kappa gather Lahmu, Lahamu, and the other gods together to send off Marduk on his fight and rally them to his side. When they arrive they help find a princely shrine for Marduk.
Kishar
- 'whole earth' , She is the mother of Anu and the child of Tiamat and Apsu.
Anu
- Sumerian for "heaven", a sky god, father and king of the gods. He is the son of Anshar and Kishar. He lives in the third heaven. The Eanna in Uruk was dedicated both to him and consort. His first consort was Antu. They produced the Anunnaki - the underworld gods, and the utukki - the seven evil demons. His second consort was Innina (Ishtar). He is a god of monarchs and is not friendly to the common people. He is a "King of the Igigi". He is assigned the sky as his domain in 'Atrahasis'. His 'kishru's (shooting stars) have awesome strength. He has the ability that anything he puts into words, becomes reality. He is Niudimmud's (Ea's) father.
When Anzu stole the Tablet of Destinies from Ellil, he called for one of the gods to slay Anzu and thereby greatly increase his reputation.
He gave Marduk the four winds to play with. He made a whirlwind and a flood wave and stirred up Tiamat on purpose. When Tiamat's retaliation for Apsu's death was discovered, Anshar sent him on a peace mission to her, but he returned unsuccessfully. He helps form a princely shrine for Marduk prior to his battle with Tiamat, and gives him the Anu-power of decreeing fates, such that his word is law.
He calls Dumuzi and Gizzida speak on Adapa's behalf.
He and Earth father the Sebitti. He gives them fearsome fates and powers and puts them at Erra's command, to aid in killing noisy, over-populous people and animals.
He agrees to send the Bull of Heaven after Gilgamesh on Ishtar's behalf, if she has made sure that the people of Uruk are properly provisioned for seven years. He decrees that either Gilgamesh or Enkidu must die for the slaying of Humbaba and the Bull of Heaven. He sends Kakka to Kurnugi to tell Ereshkigal to send a messenger to receive a gift from him.
(See also the Sumerian An and the Hittite Anus)
Symbol: sacred shine surmounted by the divine horned cap.
Sacred number: 60
Astrological region: heavenly equator
Sacred animal: the heavenly Bull
Antu(m)
- Sumerian for "the earth", she is a colorless being who was the first consort of Anu. They produced the Anunnaki - the underworld gods, and the utukki - the seven evil demons. She was replaced by Isthar (Inanna) who is sometimes her daughter.
Aruru (Ninmah, Nintu, Ninhursaga, Belet-ili, Mami)
-She is the mother goddess and was responsible for the creation of man with the help of Enlil or Enki. She is also called the womb goddess, and midwife of the gods. Acting on Ea's advice and direction, she mixed clay with the blood of the god Geshtu-e, in order to shape and birth seven men and seven women. These people would bear the workload of the Igigi. She also added to the creation of Gilgamesh, and, at Anu's command, made Enkidu in Anu's image by pinching off a piece of clay, throwing it into the wilderness, and birthing him there. Ea called her to offer her beloved Ninurta as the one who should hunt Anzu. She does so. (See also the Hittite Hannahannas)
Mammetum
- the maker or mother of fate.
Nammu
- one of "the pure goddesses", Ea's mother, associated with fresh water.
B. The Anunnaki, Igigi, and the Younger Gods
Ellil (Enlil) - Sumerian for "wind/storm-god".
Initially the leader of the pantheon, he has since relinquished his spot to Anu. Possible slayer of Enmesharra and avenger of his father Anu. His role in this was upplanted by Marduk by the Babylonians. He is a short-tempered god who was responsible for the great flood. He is the creator of mankind. He is thought to favor and help those in need. He guards the "tablets of destiny", which allow him to determines the fate of all things animate or inanimate. They was once stolen from him by a Zu, a storm- bird (a bird with some human qualities). They were recovered and Zu faced judgment by Ellil. His consort is Ninlil, his chief-minister is Nusku. He was also god of the lands and of the earth. He is a "King of the Anunnaki". He was their counselor warrior. He and his people receive the earth in 'Atrahasis'. His temple is Duranki.
When the Igigi rebelled against him, and surrounded his house and called for Anu. After man was created in response to the Igigi's grievances, he grew weary of their noise and released several disasters upon them, after each one, man recovered and then he released a new one. The disasters included disease, flood, drought, and the great flood. He appointed Humbaba to guard the cedar forest and terrify mankind. He decreed that Enkidu must die for the slaying of the Bull of Heaven and Humbaba. He does not answer Gilgamesh's plea to restore Enkidu to life. He found a throne for Etana to rule from in Kish. He appointed Anzu as the guardian of his bath chamber, but while bathing, Anzu stole from him the Tablet of Destinies, and his Ellil-power. Ninurta, with Ea's advise and Belet-ili's urgings slew Anzu and recovered the Tablet of Destinies. (See also the Hittite Ellil)
Symbol: Seven small circles representing the Pleiades.
Sacred number: 50
Astrological region: north of "the way of Anu" ie. 12 degrees north of the equator.
Ea (Enki, Nudimmud)
- god of the waters. He is in charge of the bolt which bars the sea. He knows everything. He is the "Lord of Wisdom" and "Lord of Incantations". When he speaks, of a thing, it will be made. He is the son of Anu, but sometimes he is the son of Anshar. Dumkina is his consort. He created Zaltu as a complement to Ishtar. He discovered the plot of Apsu and Mummu, put Apsu under a sleeping spell, and slew him and put Mummu into a daze, tied him up, and slew him. He then named his quarters Apsu, the underworld ocean that supports the world. He and Damkina produced Bel and Marduk. (Bel is likely to be another name for Marduk.)
He learned that Tiamat was planning a war of revenge against the gods. His father Anshar tries to spur him into making the first attack against Tiamat, but Ea rebuffs him. When Anu's peace mission fails, he urges Marduk into action.
He suggests the method of creating man, in response to the heavy workload of the Igigi. As mankind's patron, he is the instructor of all crafts, writing, building, farming, and magic. He advises mankind when other gods would do them harm. He granted Adapa understanding, to teach mankind. When Adapa used this knowledge to break the wing of the South Wind, he cursed him and told him to complain of Dumuzi and Gizzida's absence to Anu. While in Anu's court, he advises Adapa not to eat the bread of eternal life (lest he forfeit his life on earth). He refuses to flood mankind for Ellil. Eventually he accedes, but only after advising Atrahasis to build a boat in which to weather the flood.
He tells Nergal to allow Enkidu's spirit to visit with Gilgamesh. When Ea is informed of Ishtar's imprisonment in the Underworld, he creates 'His appearance is bright' to stand at Ereshkigal's gate and mellow her mood and have her swear an oath by the great gods. He instructs Nergal on how to build the gift throne for Ereshkigal, and hides him with spring water to hide him from Namtar after he returned from the underworld.
When Anu and the gods could not locate a volunteer to kill Anzu, he told the Igiggi that he would pick one. He instructs Belet-ili/Mami to send Ninurta to slay Anzu and, through Sharur advises Ninurta on how to defeat the creature. (See also the Canaanite Heyan aka Kothar-u-Khasis and the Hittite Ayas)
Symbol: Ram's head; goat-fish (a goat's head on a fish's body)
Sacred number: 40
Astrological region: 12 degrees south in the sky (includes Pisces and Aquarius)
Mummu
- the craftsman god. He is attendant to Ea and Apsu's vizier. He is very fond of Apsu and colludes with him to disperse the younger gods when they disturb Tiamat, even after Tiamat rejects the plan. Ea found out about his plan, enspelled him and tied him up.
Qingu (older spelling - Kingu)
- Tiamat's battle leader and second husband/lover after Apsu. He is promoted and enhanced to a leading position from among the ranks. Tiamat places the Tablet of Destinies in his possession, giving him the Anu-power, such that his word is law and affects reality. He gives his army fire-quenching breath and paralyzing venom. His battle strategy initially confuses Marduk. He is defeated by Marduk and counted among the dead gods. For his part in the war he was made by Marduk to provide the blood for the creation of man - filling the role that Geshtu-e takes in other versions of the creation of man story.
Sin (Nannar)
- moon god, son of Enlil. He has a beard of Lapis Lazuli and rides a winged bull. His consort is Ningal. He is the father of Shamash. He does not answer Gilgamesh's plea to restore Enkidu to life.
Symbol: Crescent
Sacred number: 30
Sphere of influence: the moon, calendars, vegetation, cattle fertility
Ningal
- the consort of Sin, the mother of Shamash
Ishtar (Ishhara, Irnini, Inanna)
She is Anu's second consort, daughter of Anu and Antum, (sometimes daughter of Sin), and sometimes the sister of Ereshkigal. She is the goddess of love, procreation, and war. She is armed with a quiver and bow. Her temples have special prostitutes of both genders. She is often accompanied by a lion, and sometimes rides it. The Eanna in Uruk is dedicated both to her and Anu. As Irnini, she has a parakku (throne-base) at the cedar mountain.
"The Descent of Ishtar to the Underworld"
She determines to go to the Underworld. She threatened to smash the gate and raise the dead so that they would eat and outnumber the living unless the gatekeeper would open it for her. She holds the great keppu-toy (a whipping top). She is allowed in by the gate keeper, who takes her through seven gates to Ereshkigal's realm. By Ereshkigal's rites, she is stripped of items of clothing as she passes through each of the gates: first her crown, then her earrings, then her necklace, then her tudditu (breast pins), then her belt of birthstones, then her wrist and ankle bangles, and finally her garment. While in the underworld, no creatures engaged in acts of procreation. She was kept in Egalgina and brought forth by Namtar after being sprinkled with the water of life, and after 'His appearance is bright' has been cursed. She is led back out through the gates, given back her accouterments, and released in exchange for Dumuzi (Tammuz).
Cylinder Seal of Ishtar (Image from the Oriental Institute at U. Chicago)
"The Epic of Gilgamesh"
She loved Tammuz in her youth, although he spends half the year in the nether world wailing. She loved a lion, a stallion, a shepherd, all of whom she required great sacrifice from and abandoned. She loved Ishullanu, a gardener who offered her fruit, but was taken aback when she revealed herself to him, so she turned him into a frog.
After Gilgamesh cleans himself up, following his defeat of Humbaba, she asks him to be her lover and husband, and offers him many gifts and the homage of earthly rulers and kingdoms. She is rejected, both because of her godly nature, and as a fair-weather lover. Ishtar asks Anu to send the Bull of Heaven to kill Gilgamesh, and he agrees.
(See also the Hittite Shaushka and the Canaanite Astarte and Anat)
Symbol: an eight or sixteen-pointed star
Sacred number: 15
Astrological region: Dibalt (Venus) and the Bowstar (Sirius)
Sacred animal: lion, (dragon)
Siduri
- the barmaid, a manifestation of Ishtar who dwells at the lip of the sea, beyond which is the Land of Life, where Utnapishtim lives. She speaks with Gilgamesh. She wears a veil.
Shamash (Babbar, Utu)
Shamash is the sun god, the son of Sin and Ningal. He rises from the mountains with rays out of his shoulders. He enters and exits the underworld through a set of gates in the mountain (exits from Mt. Mashu, "Gilgamesh IX ii") guarded by scorpion-people. He travels both on foot and in a chariot, pulled by fiery mules. He upholds truth, and justice. He is a lawgiver and informs oracles. Nergal is a corrupt aspect of his nature.
"Etana"
In Kish, the eagle and the serpent swore an oath to Shamash that they would not overstep the limits of Shamash. The eagle broke the oath and ate the eggs of the serpent. Shamash, 'whose net is as wide as earth', told the serpent how to serve the eagle justice. The serpent lured the eagle with a bull carcass and captured him. The eagle requested to be spared and the serpent refused, saying that Shamash's punishment would fall on him if he did not carry it out. He cut the eagle's wings and left him to die in a pit. The eagle prayed to Shamash for mercy, and Shamash refused to help personally, but sent Etana to help the eagle. He agreed to help Etana's infertility problem if Etana would help the eagle.
"Epic of Gilgamesh"
He loves Gilgamesh, hates evil and instigates Gilgamesh's quest against Humbaba, guiding him and receiving prayers from him along the way. He tries to intercede to Ellil on Enkidu's behalf, but is unsuccessful. He rebukes Enkidu for cursing the Stalker and the temple prostitute for bringing him out of the wild.
See also the Hittite Sun-god and the Canaanite Shapshu.
Symbol: Solar disk with a four point star inside with rays coming from between the points. A winged disk.
Sacred Number: 20
Aia
- Shamash's consort
Kakka
Anshar and Anu's vizier, who is sent to Kurnugi to deliver Ereshkigal the message that Anu wishes to deliver a gift to her via one of her messengers. Anshar sends him to round up Lahmu and Lahamu to send off Marduk for his battle with Tiamat and rally them to his side.
Ninlil
Ellil's consort.
(see also the Sumerian Ninlil.)
Nusku
the god of fire and Ellil's vizier.
Gerra(Gibil)
- the god of fire, Anunitu (Antu)'s son. He despairs and will not attack Anzu after Anzu has stolen the Tablet of Destinies from Ellil.
Ishum (Hendursanga - 'lofty mace')
- He is the god of fire, and is adept at using weapons. He lights the way in front of Erra and the Sebitti. He advises Erra against attacking Marduk or his people in Babylon. When Erra takes Marduk's seat, Ishum persuades him against destroying Babylon, finally appeasing him by promising that the other gods would acknowledge themselves as his servants.
Kalkal
- Ellil's doorkeeper in Nippur.
Dumkina
- Ea's lover, mother of Bel and Marduk (note Bel is likely to be another title for Marduk).
Nash (Nanshe)
- one of "the pure goddesses", Ea's daughter. Her cult center is Sirara near Lagash.
Zaltu
- "strife", goddess created by Ea to complement Ishtar.
Ninurta (shares some characteristics with Ningrisu)
Chamberlain of the Anunnaki, the war god, the champion of the land. He is the child of Ellil and Mami. He was born in Ekur, Ellil's temple in Ekur. He is responsible for some small scale irrigation. He has a bow and arrow, sometimes they are poisoned. He also carries the mace, Sharur, which can act as a messenger between Ninurta and other beings (notably Ea). He can marshal the Seven of Battle, who can generate whirlwinds.
He bound the Mountain of Stones in his fury, conquered the Anzu with his weapon and slew the bull-man inside the Sea. (Dalley p. 204).
After the Tablet of Destinies was stolen, Belit-ili, at Ea's advice, instructed him to kill Anzu. Initially his assault was futile, but Sharur relayed advise from Ea to him, which, when it was carried out allowed him to slay Anzu in a great onslaught. He recovered the Tablet of Destinies for Ellil. Nissaba performs a purification ceremony on him and he receives the following new names and shrines: Duku - 'holy mound' in Sumerian, Hurabtil - an Elamite god, Shushinak - patron god of the Elamite city Susa, Lord of the Secret, Pabilsag - god of the antediluvian city Larak, Nin-Azu - god of Eshunna, Ishtaran - god of Der, Zababa - warrior god of Kish, Lugalbanda - Gilgamesh's father, Lugal-Marada - patron god of Marad, Warrior Tishpak - similar to Nin-Azu, Warrior of Uruk, Lord of the Boundary-Arrow, Panigara - a warrior god, and Papsukkal - vizier of the great gods.
Ninsun
Known as 'the great wild cow' and the great queen, she is Gilgamesh's mother and Lugalbanda's mate. She is wise, 'knows everything' and interprets Gilgamesh's dreams. She offers incense and drink to Shamash and questions his decision to send Gilgamesh against Humbaba. When doing so, she wears a circlet on her head and an ornament on her breast. She adopts Enkidu prior to the quest against Humbaba.
Marduk
- son of Ea and Dumkina. He supplants the other Babylonian deities to become the central figure of their pantheon. He is a "King of the Igigi" He often works with and asks questions of his father. He has fifty names many of which are those of other deities whose attributes he usurped. He was of proud form and piercing stare, born mature, powerful, and perfect and superior. He has four eyes, four ears, and emits fire from his mouth when he speaks. He is also gifted in magic.
Anu gave him the four winds to play with. When Anu's peace mission to Tiamat fails, Ea urges him into action. He goes before Anshar and the divine assembly and declares that he will defeat Tiamat and lay her head at his feet, but that the assembly must promise that he should be the one to fix fates and more or less assume the role of the leader of the pantheon. Anshar, Lahamu, and Anu find him a shrine and Anu instills upon him the Anu-power in which, his word decrees fate. He is proclaimed king and invested with the scepter, throne, and staff-of-office. He is given an unfaceable weapon, the flood-weapon. He takes a bow and arrow and mace. He puts lightning in front of him, marshals his winds, makes a net to encircle Tiamat, fills his body with flame. He rides his storm-chariot driven by Slayer, Pitiless, Racer, and Flyer, poison-toothed, tireless steeds. He had a spell on his lips and an anti-toxin in his hand. He led the gods to battle. (P.251-252 Dalley)
Qingu's strategy confused him. Tiamat tried to enspell him and wheedled at him. Marduk reproaches her and calls her out for single combat. She looses her temper and they fight. He unleashes his weapons at her, distended her body with winds, shot her in the belly with an arrow, split her in two and slit her heart. He defeats the rest of her forces and retrieves the Tablet of Destinies.
He smashed Tiamat's skull to herald her death and made half of her body the roof of the sky. He leveled Apsu, measured it and established numerous shrines for many of the gods. He set up stands for the gods, constructed the heavens and regulated the year, giving Shamash some dominion over the months and the year. He made the Tigris and Euphrates rivers from Tiamat's eyes and made mountains from her udders. He smashed the weapons of Tiamat's army and put images of them at the gates to the underworld. He set up his temple at Esharra and his seat in Babylon. The gods honored him as king. He put blood and bones together as and made early man to bear the work of the gods, as in Atrahasis. For Qingu's part in the war he was made to provide the blood for the creation of man. He divided the Anunnaki and placed 300 to guard the sky, and six hundred to dwell in heaven and earth. He had them create Babylon building the Esagalia temple and a high ziggurat. Anshar gave him many new names: 1. Asarluhi, 2. Marduk, 3. The Son, The Majesty of the Gods, 4. Marukka, 5. Mershakushu, 6. Lugal-dimmer-ankia (King of heaven and earth), 7. Bel, 8. Nari-lugal-dimmer-ankia, 9. Asarluhi, 10. Namtila, 11. Namru, 12. 'Asare, 13. Asar-alim, 14. Asar-alim-nuna, 15. Tutu, 16. Zi-ukkina, 17. Ziku, 18. Agaku, 19. Shazu, 20. Zisi, 21. Suhrim, 22. Suhgurim, 23. Zahrim, 24. Zahgurim, 25. Enbilulu, 26. Epadun, 27. Gugal, 28. Hegal, 29. Sirsir, 30. Malah, 31. Gil, 32. Gilima, 33. Agilima, 34. Zulum, 35. Mummu, 36. Zulum-ummu, 37. Gizh- numun-ab, 38. Lugal-ab-dubur, 39. Pagal-guena, 40. Lugal-Durmah, 41. Aranuna, 42. Dumu-duku, 43. Lugal-duku, 44. Lugal-shuanna, 45. Iruga, 46. Irqingu, 47. Kinma, 48. Kinma, 49. E-sizkur, 50. Addu, 51. Asharu, 52. Neberu, 53. Enkukur. He becomes a firm lawgiver and judge who, when angered is not stoppable.
Later he becomes somewhat negligent and Erra challenges him by preparing to attack his people in Babylon. He responds to the challenge by saying that he already killed most of the people in the flood and would not do so again. He also states that no- one would be in control of things if he got off of his throne to work up a flood, to which Erra volunteers to run things from Marduk's throne.
Bel (Canaanite Baal)
Cleverest of the clever and sage of the gods, he is the child of Ea and Dumkina. This name (meaning 'lord') is most likely referring to Marduk.
Ashur (A-sir, Arusar, A-shar, Assur)
god of Assyria and war. He is a "King of the Igigi"
Symbol: winged disk enclosing upper body, while he shoots an arrow.
Shullat
- Shamash's servant.
Papsukkal
- vizier of the Great Gods, son of Sin. While Ishtar was in the Underworld, he became gloomy and informed Sin and Ea of this plight.
Hanish
- the weather god's servant.
Adad (the Canaanite Hadad, the Sumerian Ishkur, the Hurrian Teshub, the Canaanite/Egyptian Resheph, Rimmon)
a storm god, Anu's son. He holds a lightning bolt in his right hand and an axe in his left. He is partially responsible for the flood. He despairs and will not attack Anzu after Anzu has stolen the Tablet of Destinies from Ellil.
Sacred number: 6
Sacred animal: Bull
Shara
- Anu and Ishtar's son. He despairs and will not attack Anzu after Anzu has stolen the Tablet of Destinies from Ellil.
Nin-ildu
- the carpenter god. He carries the pure axe of the sun.
Gushkin-banda
- creator of god and man, goldsmith god.
Nin-agal
- 'lord strong-arm' patron god of smiths. He chews copper and makes tools.
C. The Anunnaki and other chthonic deities and demons
Ereshkigal (Allatu)
- the supreme goddess of the underworld. Nergal is her consort. She is often considered Ishtar's sister. When angered, her face grows livid and her lips grow black.
She doesn't know why Ishtar would visit her, but she allows her in, according to the ancient rites. She instructs Namtar to release his diseases upon Ishtar. When 'His appearance is bright' tries to get her to swear an oath, she curses him. She has Namtar release Ishtar in exchange for Dumuzi.
Anu sends Kakka to her with a message and then sends Nergal to give her a throne upon which she is to sit and give judgment. She offers Nergal food, drink, a foot bath, and entices him with her body. Eventually he succumbs and they sleep with each other for seven days. She is enraged when he wishes to leave. She sends Namtar to heaven to request that Anu, Ellil, and Ea send Nergal to her as one of the few favors she has ever had. If they do not, she will raise the dead and they will eat and outnumber the living. Nergal is brought back. In some versions of the myth, Nergal takes control of Namtar's attendant demons and grabs Ereshkigal by the hair. In this position she proposes marriage to him. In both versions they are married. (See also Sumerian Ereshkigal and the Hittite Lelwanis)
Belit-tseri
tablet-scribe of the underworld. She kneels before Ereshkigal.
Namtar(a)
- the Fate-Cutter, Ereshkigal's messenger and vizier, the herald of death. He commands sixty diseases, which are grouped by the part of the body which they affect. Offerings to him may stave off diseases. He takes Ishtar back out of the Underworld at Ereshkigal's command. He acts as her messenger to Anu.
Sumuqan
- the cattle god, he resides in the underworld, in Ereshkigal's court.
Nergal (Erragal, Erra, Engidudu
- 'lord who prowls by night') -, the Unsparing, god of the underworld, husband of Ereshkigal, lover of Mami. As Erra he is a hunter god, a god of war and plague. He is submissive to Ea. He can open the doorposts to the underworld to allow the passage of a soul.
He achieved his post by refusing to stand before an address of Namtar. When Ereshkigal called him to be punished, he dragged her off of her throne by the hair, and threatened to decapitate her. She offered him the position as her consort and he accepted.
He is an evil aspect of Shamash. He allows Enkidu's spirit to visit Gilgamesh at the behest of Ea. He is sometimes the son of Ea. Prior to his first journey to the underworld, he builds a chair of fine wood under Ea's instruction to give to Ereshkigal as a gift from Anu. He is advised not to take part of the food, drink and entertainment offered there. He is tempted by Ereshkigal and eventually succumbs, sleeping with her for seven days. He then takes his leave, angering her. The gatekeeper lets him out and he climbs the stairway to heaven. He hides from Namtar in heaven, but is discovered and returns to the underworld to marry Ereshkigal. In some versions, on the way back to the Underworld, he seizes control of Namtar's attendant demons and grabs Ereshkigal by the hair. In this position she offers marriage.
He commands the Sebitti, seven warriors who are also the Pleadies, they aid in his killing of noisy, over-populous people and animals. He rallies them when he feels the urge for war, and calls Ishum to light the way. They prefer to be used in war instead of waiting while Erra kills by disease.
He regards Marduk as having become negligent and prepares to attack his people in Babylon. He challenges Marduk in Esagila in Shuanna/Babylon. Marduk responds that he already killed most of the people in the flood and would not do so again. He also states that he could not run the flood without getting off of his throne and letting control slip. Erra volunteers to take his seat and control things. Marduk takes his vacation and Erra sets about trying to destroy Babylon. Ishum intervenes on Babylon's behalf and persuades Erra to stop, but not before he promises that the other gods will acknowledge themselves as Erra's servants. (See also Sumerian Nergal
Irra
- plague god, underling of Nergal
Enmesharra
- Underworld god
Lamashtu
- a dread female demon also known as 'she who erases'.
Nabu
- god of writing and wisdom
Nedu
- the guardian of the first gate of the underworld. (Dalley p. 175, "Nergal and Ereshkigal"). Also known as Neti to the Sumerians.
Ningizzia
- a guardian of the gate of heaven; a god of the underworld.
Tammuz (Dumuzi, Adonis)
the brother and spouse to Ishtar, or the lover of her youth. He is a vegetation god. He went into the underworld and was recovered through the intervention of Ishtar. He is sometimes the guardian of heaven's gates and sometimes a god of the underworld. He is friends with Ningizzia. He is exchanged for Ishtar in the Underworld. He guards the Gate of Anu with Gizzida.
Belili (Geshtinanna)
- Tammuz/Dumuzi's sister, 'the one who always weeps', the wife of Ningishzida.
Gizzida (Gishzida)
- son of Ninazu, consort of Belili, doorkeeper of Anu.
Nissaba (Nisaba)
- cereal grain harvest goddess. Her breast nourishes the fields. Her womb gives birth to the vegetation and grain. She has abundant locks of hair. She is also a goddess of writing and learned knowledge. She performs the purification ceremony on Ninurta after he has slain Anzu and is given his additional names and shrines.
Dagan (Ugaritic for 'grain')
- chthonic god of fertility and of the Underworld. He is paired with Anu as one who acknowledges directives and courses of action put forth in front of the assembly of the gods.
(See also the Canaanite Dagon)
Birdu
- (means 'pimple') an underworld god. Ellil used him as a messenger to Ninurta
Sharru
- god of submission
Urshambi
- boatman to Utnapishtim
Ennugi
- canal-controller of the Anunnaki.
Geshtu-e
- 'ear', god whose blood and intelligence are used by Mami to create man.
D. Demigods, heroes, and monsters:
Adapa (Uan)
- the first of the seven antediluvian sages who were sent by Ea to deliver the arts of civilization to mankind. He was from Eridu. He offered food an water to the gods in Eridu. He went out to catch fish for the temple of Ea and was caught in a storm. He broke the South Wind's wing and was called to be punished. Ea advised him to say that he behaved that way on account of Dumuzi's and Gizzida's absence from the country. Those gods, who tended Anu's gate, spoke in his favor to Anu. He was offered the bread and water of eternal life, but Ea advised against his taking it, lest he end his life on earth.
Atrahasis and Ut-napishtim,
Like the Sumerian Ziusudra (the Xisuthros of Berossus) or Noah from the Pentateuch, were the long-lived survivors of the great flood which wiped out the rest of humanity. In Atrahasis' case, Ellil had grown tired of the noise that the mass of humanity was making, and after a series of disasters failed to eliminate the problem, he had Enki release the floodgates to drown them out. Since Enki had a hand in creating man, he wanted to preserve his creation, warned Atrahasis, and had him build a boat, with which he weathered the flood. He also had kept his ear open to Enki during the previous disasters and had been able to listen to Enki's advice on how to avoid their full effects by making the appropriate offerings to the appropriate deities. He lived hundreds of years prior to the flood, while Utnapishtim lives forever after the flood.
Utnapishtim of Shuruppak was the son of Ubaratutu. His flood has no reason behind it save the stirrings of the hearts of the Gods. As with Atrahasis, Utnapishtim is warned to build an ark by Ea. He is also told to abandon riches and possessions and seek life and to tell the city elders that he is hated by Enlil and would go to the watery Abyss to live with Ea via the ark. He loads gold, silver, and the seed of all living creatures into the ark and all of his craftsmen's children as well. After Ea advises Enlil on better means to control the human population, (predators, famine, and plague), Enlil makes Utnapishtim and his wife immortal, like the gods.
Etana
- the human taken to the sky by an eagle. He was the king of Kish. Ishtar and the Igigi searched for a king for Kish. Ellil found a throne for Etana and they declared him the king. He was pious an continued to pray to Shamash, yet he had no son. Shamash told him to where to find the eagle with the cut wings, who would find for him the plant of birth. He found the eagle, fed it, and taught it to fly again. Not being able to find the plant, the eagle had Etana mount on his back and they journeyed to Ishtar, mistress of birth. On flying up to heaven, Etana grew scared at the height and went down. Then after some encouraging dreams tried to ascend to heaven on the eagle again. They succeeded. Etana had a son, Balih.
Lugalbanda
- a warrior-king and, with Ninsun, the progenitor of Gilgamesh. He is worshipped, being Gilgamesh's ancestor, by Gilgamesh as a god.
Gilgamesh (possibly Bilgamesh) and Enkidu
"Epic of Gilgamesh: Tablet I"
The son of the warrior-king Lugalbanda and the wise goddess Ninsun, Gilgamesh built the walls of the city Uruk, and the Eanna (house of An) temple complex there, dedicated to Ishtar. He is two-thirds divine and one-third human. He is tall and a peerless warrior. He is the king and shepherd of the people of Uruk, but he was very wild, which upset his people, so they called out to Anu. Anu told Aruru to make a peer for Gilgamesh, so that they could fight and be kept occupied, so she created the wild-man Enkidu. Enkidu terrorizes the countryside, and a Stalker, advised by his father, informs Gilgamesh. They bring a love-priestess to bait Enkidu. She sleeps with him, and educates him about civilization, Gilgamesh and the city. Gilgamesh dreams about Enkidu and is anxious to meet him. Enkidu comes into the city Gilgamesh is on his way to deflower the brides in the city's "bride-house" and the two fight. They are evenly matched and become friends.
"Epic of Gilgamesh: Tablets II - V"
Gilgamesh decides to strengthen his reputation by taking on Humbaba, Enlil's guardian of the forest. Enkidu accompanies Gilgamesh and they spend much time in preparation. Eventually they find the monster and defeat him.
"Epic of Gilgamesh: Tablets VI - VIII"
Ishtar offers to become Gilgamesh's lover, but Gilgamesh insults her, saying that she has had many lovers and has not been faithful to them. Ishtar asks Anu to send the Bull of Heaven to punish Gilgamesh, and he does. Gilgamesh and Enkidu defeat the creature, but Enkidu falls ill and dies, presumably because the gods are unhappy that he helped kill Humbaba and the Bull of Heaven.
"Epic of Gilgamesh: Tablets IX - XI"
Gilgamesh mourns Enkidu and decides to visit Utnapishtim, the only human who does not die. He goes to the mountains of Mashu and passes by the guardian scorpion-demons into the darkness. It becomes light as he enters the Garden of the Gods and he finds Siduri the Barmaid, to whom he relates his quest. She sends him to cross the waters of death and he confronts the boatman, Urshanabi. They cross and Gilgamesh speaks with Utnapishtim. Utnapishtim recounts the tale of the flood and challenges Gilgamesh to remain awake for six days and seven nights. He fails, but Utnapishtim's wife urges him to reveal to Gilgamesh a rejuvinative plant. Gilgamesh takes it, but looses it to a serpent before returning to Uruk.
"Epic of Gilgamesh: Tablet XII"
Another tablet of the Babylonian Gilgamesh story exists, which is similar to the Sumerian version of the tale. Enkidu volunteers to enter the underworld to recover Gilgamesh's pukku and mikku (drum and throwing stick). Gilgamesh warns him of the proper etiquette for the underworld, lest Enkidu be kept there. Enkidu prepares to enter the underworld, and is dressed, scented and bade good-bye. The Earth seizes him and Gilgamesh weeps. He pleads for Enkidu's sake to Enlil, Sin, and finally to Ea. Ea tells Nergal to let Enkidu's ghost escape the underworld and tell Gilgamesh about it. He tells Gilgamesh of the dead which he has seen there, of those who are cared for and those who aren't, indicating the sort of judgment and ritual associated with the afterlife and death.
Humbaba (Huwawa)
- this monster was appointed by Ellil to guard the cedar forest, which is in fact one large tree, the home of the gods, and terrify mankind. 'His shout is the storm-flood, his mouth, fire, his breath is death.' (Gardner & Maier p. 105) He has seven cloaks with which to arm himself. There is a gate and a path in the cedar mountain for Humbaba to walk on. Gilgamesh and Enkidu attack. Humbaba pleads for mercy, Enkidu argues against mercy, and Enkidu and Gilgamesh decapitate him. See also the Sumerian Huwawa.
The Bull of Heaven
- this creature was created by Anu to kill Gilgamesh at Ishtar's behest. At its snorting, a hole opened up and 200 men fell into it. When it fights Enkidu and Gilgamesh, it throws spittle and excrement at them. It is killed and set as an offering to Shamash.
Anzu
- a demonic being with lion paws and face and eagle talons and wings. It was born on the mountain Hehe. Its beak is like a saw, its hide as eleven coats of mail. It was very powerful. Ellil appointed him to guard his bath chamber. He envied the Ellil-power inherent in Ellil's Tablet of Destinies and stole it while Ellil was bathing. With the Tablet of Destinies, anything he puts into words becomes reality. He takes advandtage of this by causing Ninurta's arrows to never reach their target. However, once Ea's advice reached Ninurta, Anzu was slain by the hero's onslaught.
aqrabuamelu (girtablilu)
- scorpion-man, the guardians of the gates of the underworld. Their "terror is awesome" and their "glance is death". They guard the passage of Shamash. They appraise Gilgamesh and speak with him.
Definitions:
Anunnaki
- gods (mostly of the earth). The sky Anunnaki set the Igigi to digging out the rivers
Igigi
- gods (mostly of the heavens) They are given the task of digging riverbeds by the Anunnaki. They rebelled against Ellil.
Sebitti
- the seven warrior gods led by Erra; in the sky they are the Pleadies. They were children of Anu and the Earth-mother. Anu gave them fearsome and lethal destinies and put them under Erra's command. They prefer to exercise there skills instead of letting Erra stay in the cities with his diseases.
Utukki - demons
Muttabriqu - Flashes of Lightning
Sarabda - Bailiff
Rabishu - Croucher
Tirid - Expulsion
Idiptu - Wind
Bennu - Fits
Sidana - Staggers
Miqit - Stroke
Bel Uri - Lord of the Roof
Umma - Feverhot
Libu - Scab
gallu-demons - can frequently alter their form.
umu-demons - fiercely bare their teeth.
IV. What about the Underworld and Heaven and all that?
For a more general discussion of this, take a look at the Underworld and Cosmology sections in the Sumerian FAQ, for the particulars, see below.
The Igigi and the Anunnaki met in heaven in Ubshu-ukkinakku, the divine assembly hall. The Gilgamesh epic has the gods dwelling in the cedar mountain. They had their parakku, throne-bases, there. It was an enormous tree at the cedar forest and was guarded by Humbaba. There is a stairway up to heaven from the underworld.
As for the underworld Kurnugi (Sumerian for 'land of no return'). It is presided over by Ereshkigal and Nergal. Within the house of Irkalla (Nergal), the house of darkness, the house of Ashes, no one ever exits. "They live on dust, their food is mud; their clothes are like birds' clothes, a garment of wings, and they see no light, living in blackness." It is full of dust and mighty kings serve others food. In Ereshkigal's court, heroes and priests reside, as well as Sumuqan and Belit-tseri. The scorpion-people guard the gates in the mountain to the underworld which Shamash uses to enter and exit. There are seven gates, through which one must pass. At each gate, an adornment or article of clothing must be removed. The gates (gatekeepers?) are named: Nedu, (En)kishar, Endashurimma, (E)nuralla, Endukuga/Nerubanda, Endushuba/Eundukuga, and Ennugigi. Beyond the gates are twelve double doors, wherein it is dark. Siduri waits there by the waters of death, beyond which, is the Land of the Living, where Utnapishtim and his wife dwell. Shamash and Utnapishtim's boatman, Urshanbi, can cross the waters. Egalginga, the everlasting palace, is a place where Ishtar was held.
V. Hey! I read that Cthulhu is really some Babylonian or Sumerian god, how come he's not there under Kutu?
I have yet to find any secondary (or for that matter primary) source which lists Kutu as a Mesopotamian deity, or for that matter lists any name resembling Cthulhu at all. However, having been given a pointer by DanNorder@aol.com, I have confirmed that Kutha or Cutch was the cult city of Nergal, the Akkadian god of plagues and the underworld (see above) and that 'lu' is the Sumerian word for man. So, Kuthalu would mean Kutha-man which could conceivably refer to Nergal. As far as I can tell it could mean Joe the Butcher or any of his neighbors who happen to live in Kutha just as easily. Nergal, of course bears little resemblance to Lovecraft's Cthulhu beyond the fact that both can be considered underworld powers. Those interested in further discussion about this might wish to contact Dan at the above address and they may wish to read alt.horror.cthulhu as well.
VI. So, in AD&D, Tiamat is this five-headed evil dragon, but they got her from the Enuma Elish, right? What about her counterpart, Bahamut?
Bahamut, according to Edgerton Sykes' Who's Who of Non-Classical Mythology, is "The enormous fish on which stands Kujara, the giant bull, whose back supports a rock of ruby, on the top of which stands an angel on whose shoulders rests the earth, according to Islamic myth. Our word Behemoth is of the same origin." (Sykes, p. 28)
[Note: Sykes's use of the phrase "Islamic myth" is misleading as this bit of cosmology is not considered Islamic doctrine. Bahamut is pre-Islamic, most likely Arabic. I don't have a second source for Kujara.]
Behemoth then, is usually the male counterpart to Leviathan, and is a great beast that roams on land. He is sometimes equated with a hippopotamus, and is alternately listed in the Old Testament as a creature on the side of God and as one over whom God has or will triumph over.
VII. I've heard there are Biblical parallels in Babylonian literature. What are they anyway?
Genesis: Creation of the universe
Ps:74:12-17 - YHWH vs. Leviathan; Marduk vs Tiamat. In the Enuma Elish, tablet IV, Marduk defeats the ocean goddess, Tiamat who is often depicted as a multi-headed dragon. He splits her apart, as YHWH splits apart the sea in Ps 74:13. He crushes her skull as YHWH crushes the skulls of the monster Leviathan in Ps 74:13-14. In tablet V, Marduk causes the crescent moon to appear, creates the seasons, the night and day, and creates springs from Tiamat's eyes, to form the Tigris and Euphrates rivers, as YHWH does in Ps 74:15-17 (Hooke p.106, Dalley pp.253-257)
Creation of humans.
Fall of man.
Adapa was the first "apkallu" (sage/priest), not the first man or first patriarch. He was given wisdom (knowledge of good and evil?) but not immortality. When in heaven (sent there for having broken the South Wind's wing), he is offered bread and water of eternal life. He refuses it, however having been tricked by Ea (in serpent role?) stating that he would be offered the bread and water of death instead. (Dalley pp. 182-188) In other references to the seven apkallu, he is the counsellor paired with the first anteluvian king on the Sumerian king lists (Dalley p. 328), Alulim - not Alulim himself, who was Adam's analog in patriarchal order.
Tower of Babel
As with the Sumerians, the most striking Biblical parallel within Akkadian myth is in the story of the flood. For the Babylonian account, see the entries on Atrahasis and Utnapishtim above.
Exodus - According to legend, Sargon was left in a basket in the Euphrates as an infant and "rose 'from an ark of bulrushes'" (Oppenheim, Ancient Mesopotamia p. 101). His adoptive father was a "laborer in a palm garden who spotted the basket containing the remarkable child" (Crawford p. 42) Sargon was originally the cupbearer to a king (Ur-Zababa) before achieving leadership on his own. (Crawford p. 25)
Weeping for Tammuz and the month of Tammuz.
See also Biblical Parallels in Sumerian Mythology
VIII. Where did you get this info and where can I find out more?
Well this FAQ is primarily derived from the following works:
* Barraclough, Geoffrey (ed.) The Times Consise Atlas of World History, Hammond Inc., Maplewood, New Jersey, 1982.
* Dalley, Stephanie Myths from Mesopotamia, Oxford University Press, New York, 1991. This inexpensive volume served as the bible for much of this FAQ. It contains translations of the major Akkadian language myths with footnotes, brief introductions, and a glossary.
* Gardner, John & Maier, John Gilgamesh: Translated from the Sin-Leqi-Unninni Version, Vintage Books, Random House, New York, 1984. A column by column translation with notes and commentary following each column, by the late author of Grendel.
* Hooke, S. H., Babylonian and Assyrian Religion, University of Oklahoma Press, Norman Oklahoma, 1963.
* Kinnier Wilson, J. V., The Rebel Lands : an Investigation Into the Origins of Early Mesopotamian Mythology, Cambridge, Cambridge University Press, 1979.
* McCall, Henrietta, Mesopotamian Myths University of Texas Press, Austin, 1990. A summary account of Dalley's book with nice pictures more cultural context.
* Oppenheim, A. Leo, Ancient Mesopotamia: Portrait of a Dead Civilization, Chicato, The University of Chicago Press, 1977. This is the source for the history and culture of the Babylonians and Assyrians for the interested lay-person.
* The New American Bible, Catholic Book Publishing Co., New York, 1970.
In addition the following books have occasionally proven helpful:
* Carlyon, Richard, A Guide to the Gods, Quill, William Morrow, New York, 1981.
* Hooke, S. H. Middle Eastern Mythology, Penguin Books, New York, 1963. This work covers Sumerian, Babylonian, Canaanite/Ugaritic, Hittite, and Hebrew mythologic material in brief and with comparisons.
* Jacobsen, Thorkild, The Treasures of Darkness, Yale University Press, New Haven, 1976. A good alternative to Kramer, Jacobsen explores Mesopotamian religious development from early Sumerian times through the Babylonian Enuma Elish. Most of the book winds up being on the Sumerians.
* Pritchard, James B., Ancient Near Eastern Texts Relating to the Old Testament, with Suppliment, Princeton University Press, Princeton, 1969.
* Sykes, Edgerton, Who's Who in Non-Classical Mythology, Oxford University Press, New York, 1993.
While our server set up prevents a direct counter for this page, there were been over 308,214 hits during it's stay at UNH after its move from MIT in September of 1995 and its last assessment on December 1st, 2000. Copyright 1994, 1995, 1999. It has also received an award.
Visit the Sumerian Mythology FAQ?
Visit the Canaanite/Ugaritic Mythology FAQ?
Visit the Hittite Mythology REF?
Myths and Legends Chris's Homepage
Be warned, it’s lengthy.
“Phlegming Ginny” How Ginny Weasley is not the saint some say she is.
Well, I was thinking all night about a statement someone said about me, and several other Harmonians—that we hate Ginny. I agree that I dislike her, and since most people seem to be stunned at how on Earth I could dislike Ginny, let me explain. This is an analysis of Ginny’s character; taken from the books.
My basic thesis is this: Ginny is not suitable for Harry. She is a liar, is self-centered, and basically all of her “noble” actions can be traced to her crush on Harry, and willingness to do anything to impress him.
Starting from the beginning, PS/SS:
The first time we see or hear from Ginny, she is goggling at Harry: “Mom, can I see him? Please” or words to that effect. Cute, but emphasis on “I”. Molly quite properly tells her that it’s not polite to goggle. But we see she wanted to see him for herself. Cute, perhaps, but the very first time we see her, she is about herself. We then get the famous running after the train scene.
That’s it for Ginny in book one. Book two; COS:
Here, we see her totally embarrased by Harry—her fundamental goal is to not look foolish in front of him at the Burrow. i.e. she is concerned with how others view her, especially Harry. We find out that this is not normal, but we see her totally consumed with making a good impression, and failing miserably. The point? She is concerned with how she appears, its about her.
Then the whole “defend Harry” scene to Malfoy in Florish and Blotts. We find out that Ginny does have a voice, she can speak!….. But she defends Harry. Maybe moble, maybe not, certainly, she was trying to impress Harry.
Then, the diary. Ginny’s behavior with the Diary is atrocious. Okay, she writes in it; and I don’t blame her for that—nor even for Justin, Mrs. Norris and Nick’s petrification. She’s young, she didn’t know—I can buy that. She gives up the diary—bravo!—something smart, finally. It took her long enough, but whatever. However, by all that’s holy—why did she steal it back? She showed absolutely no regard for her precious Harry’s personal possession’s either. You cannot say Voldemort did this. She acted completely on her own; of her own free will. This is reprehensible—she did it, as she said, because she was worried someone would find out that she had written in it.
Self-centered, anyone? Okay, I can potentially understand even that—it was embarrassing, perhaps. but then she goes and writes in the Diary again! AFTER she suspected it was herself causing the problems. And Hermione and Penelope barely avoided death from it; due to Hermione’s quick brain. There is no excuse for Ginny for this—I would like to see anyone attempt to justify Ginny’s writing in the Diary after she stole it back from Harry. From a character point of view, please. Yes, the plot needed it, but the plot needs Voldemort, too. Doesn’t mean I have to “luv” him.
Ginny never said anything to anyone about her suspicions about herself. Until the morning before the truth was going to come out; as the mandrake potion was almost ready. Then, after Harry saves the day, kills the snake, slays the Diary, Ginny reveals her concern—purely selfish, once again—she would have been expelled. Fear of expulsion is a good price for Hermione and Penelope’s life? Nah…. Anyway, Ginny was completely focused on her own petty concerns—her own wants; needs, and desires. Quick comparison of Hermione and Ginny in book two. Hermione, the targeted Mudblood, stays at school and risks her life to help solve the mystery. Ginny, who thinks she’s the villain, tells no one and steals and conceals all evidence, while watching people she knows almost die.
Sidenote—it’s in COS we learn that Ginny doesn’t keep her word. She walked in on Percy kissing Penelope, right? Presumably she agreed to not tell anyone—Percy certainly asked her to not tell. But as soon as anyone asked her—she spills the beans, gleefully. It’s all funny, ha ha—stuck up Percy has a girlfriend—but Ginny saw nothing wrong with breaking her word.
COS showed us how utterly self-centered Ginny is; willing to let others die to preserve her secret suspicions. It would have been so easy for her to say, “Hey, Hermione—do you know anything about books that write back?” But no…. she had to be secretive. She didn’t show remorse until she was caught, and then she tried to weasel out of all responsibility. And no one ever called her on it. (Same goes for some of the things she does in HBP, but that’s another story!)
Okay, Book 3. Thankfully, she’s not there—the only thing I can recall is her sending a get well card to Harry. Just another attempt to win Harry over. She didn’t come and see him, or if she did, it wasn’t often; as it’s never mentioned. One might note that she never did thank Harry for saving her life from Riddle. Not in book 2, 3, 4,5, or 6. Will she? Nah—she has no need to thank anyone, I guess. As an aside—can you ever remember a time she expressed thanks for anything to anyone that couldn’t be chalked up to manners, such as thanks for passing the potatoes? Ginny doesn’t seem to be a very grateful girl.
Book 4, GOF. Here, she goes to the World Cup. She is actually horrified at the violence (another inconsistency between GOF and HBP). First time I’ve actually seen any concern out of her for anyone other than herself and her “crush.” Doesn’t last long, though. Then she vanishes during the Death mark, etc. Cue to school—and the Goblet of Fire. Notice that she thinks Harry cheated. It’s ONLY Hermione that believes him. But Ginny never offers to help the boy she pines for; she never does anything. We come to the Yule ball. Finally—something noble! She stays by the guy who asked her! It’s the arrival of Neville, who, in a rare lapse of character, decides Ginny’s worth something. He at least asked out Hermione first. And noble, gracious Ginny accepts…. because we find out that’s the ONLY way she could go to the ball. Nothing about her liking Neville—she accepted to go experience the ball for herself. Self-centered. She doesn’t break it off, though—because even Harry would think that is not cool. Ginny is smart, I’ll give her that—she doesn’t want to appear like a obsessed person in front of him. Even though she is.
So they go to the ball—and Ginny sticks out one dance with Neville, then dumps him and chases down Micheal Corner. At the same dance; she gets a different boyfriend! Poor Neville— he was used as a tool to go to the Yule Ball. How do you justify her actions here? It’s not nice at all, is it? She used Neville, plain and simple. Selfish, non-caring, supreme. After the Yule ball, she vanishes for the rest of the book. Did anyone miss her? Not I.
Book Five: Emergence of Super!Ginny. The Super brat, really.
Ginny comes out of her cage, finally. Too bad. The first time we see her, she is lying to her Mother, and making a mess with Dungbombs. She lies astonishingly well in this book. No shame at all. I don’t know about you, but I don’t like lying on a regular basis. Ginny does it all the time. She’s good at it. She lies to get out of her responsibilities—does she ever get punished for the things she does that are wrong? No.
We see her throw a huge tantrum…! Tell me about the Order! That fight is brattish, to say the least. Yes, Molly overreached, perhaps—but Ginny never takes losing gracefully, does she? It’s a fight, scream and struggle all the time with her. She acted like a brat there. Now, she is smart—she did save herself from the music box, and coincidentally the others with her. She’s quick to look out for her own welfare, though.
Off to school—and there’s Neville. In front of Harry, she does act somewhat nice—cleaning off the stinksap. To this day, I think that’s the only good thing I have seen her do with her magic. Everything else is hexes. She is still trying to impress Harry, to get him to like her, after all. She participates in mocking Luna. Not a nice thing to do.
We come to Christmas, and the whole Gimmauld place scene. Ginny is pictured as a cat, curled up in a chair. I like cats—and I know them. This is very appropriate description of Ginny—because a cat is cute, but solely self-centered. They tolerate others, including their owners, and if you upset them, they stalk off or claw back. You don’t see a cat saving things or people. Ginny didn’t show much emotion at her father’s injuries. But Harry once again saves the day. Then he finds out he’s being possessed. I’ve argued this scene before, but Why doesn’t Ginny ever even attempt to bring Harry out? Molly at least calls to him, Ron asks him to dinner, but Ginny, true friend that she allegedly is—doesn’t even try. It’s Hermione’s arrival that precipitates things. Hermione starts’ things moving.
And then Ginny gets insulted—she finds out that Harry has forgotten all about her and her being possessed. She makes a stink about it—said in a very cool tone. She’s not trying to help Harry—she’s mad that he’s forgotten her. Rather indignantly, she tells him that she couldn’t remember anything that happened while she was possessed. Incidentally, this does not jibe with Harry’s experiences later on in the book (he knows full well what is happening when he’s being possessed)—so maybe she’s lying? She is good at lying—and at trying to shift blame from herself. Still—it’s clear that she reacted indignantly to a perceived slap at her by Harry—he plain forgot about her. If she had truly cared—she would have told him this through a closed door, if necessary.
On we go—the famous chocolate egg scene. This might be the only time in the entire series Ginny actually does anything nice for someone of her own accord; and not just help because she is there. It’s no wonder many people use this scene—it’s ALL Ginny has. And even then, as we find out later in HBP, she is still trying to get Harry. This rather colors the interpretation of this, doesn’t it? She went in, deliberately trying to be nice to Harry, so he might fall for her. And look at the result of this meeting—she talks with Fred and George, and leads them directly to their expulsion. They lost their education because of that meeting. I’m not going to rehash the scene; but I will note that even if all the Ginny fan’s are right—it’s only one scene in 5 or six novels she does anything noble.
Moving on. In book 5, Ginny becomes a Quidditch goddess; second only to Harry. She’s seeker, right? Just so happens that’s the most prestigious position on the team—and Ginny loves her attention. She gracefully gives up the position to Harry—if he ever comes back. Note that Harry is critical of her skills, too. Not much of a loving thought.
Now, the end of the story in book 5. Ginny fails—Umbridge catches everyone. Note that again Ginny is lying about the Garroting gas—or maybe she’s not; and really did fill that corridor with the stuff. Poor Neville—he gets caught solely because he is attempting to rescue Ginny—not that she ever thanks him for the gesture. She struggles ineffectively—only trying to stamp on some toes. Not effective. But as Soon as Harry, Hermione, and Umbridge leaves—they get free. How? Never explained. And here is the first bat-bogey hex Ginny does. Takes out Draco. Good for her. Then, when she is going to be left behind, she throws a fit. A tantrum. It’s all about her—she want’s to be there… and Harry knows that she, Neville and Luna were the ones least likely to be of use at the ministry. Turns out, he was wrong.
It was Ron and Ginny who were useless at the ministry of magic, not Neville and Luna. The two Weasleys ended up being liabilities, didn’t they? Ron’s not too surprising; he’s never been good at magic. But Ginny, for all her alleged prowess and great magical talent, was worse than useless. What happens? Ginny want’s to watch the pretty bluebirds… and pouts. She becomes the target of the Death Eaters—Harry has to get in front to stop the torture from occurring. Her, Ron, and Luna flee like rabbits, while Hermione and Harry stay to help Neville. Incidently, for all the times Neville helps and protects Ginny, she never returns the favor, does she?
Turns out, Luna has to save both of the Weasleys. Ginny breaks her ankle, Ron goes nuts. Never do we hear of them actually being useful. Harry is put to the test time and time again to save them. Neville does show lots of spunk. Ginny? Bah.
After it’s all over, and they are back in Hogwarts—do we hear anything about thanks to Neville, to Harry for saving their life? Nope.
For her relationships—Ginny dumps guys easily, right? Micheal corner sulks—he’s outta there. No interest in salvaging that relationship, once the guy can’t be at her beck and call, Ginny dumps him. Then Ginny bounces to Dean, and we know later what happens to that relationship!
Summing up Super-Ginny; book 5. We found out she lies, she only has power “off stage”, she is still quite self-centered, and she has to be the center of any relationship—or she dumps the guy.
and thus we come to Book Six.
This is supposed to be Ginny’s happy book—where we all see how wonderful and great she is; how happy she makes Harry. Let’s examine this.
We see her—she is treating Fleur horribly. I defy anyone to show how Ginny is at all acting nicely here. The Weasley’s treat Fleur horribly—and Ginny worse of all. “Phlegm” is not even funny. On that note—what is with the bogeys, the phlegm fascination that Ginny has? Rather disgusting. Her treatment of Fleur is abominable. The fact that Harry, and everyone else, including JKR, thinks it’s funny is even worse. Please justify her treatment of Fleur. There is none.
On the train to Hogwars—Ginny once again pulls out the bat-bogey hex. It’s the only thing she knows, I swear. It’s an offensive spell—not a defense. And she does it because she’s bored, NO consideration for others—it’s all about her and her own comfort. Hexing people randomly is not nice. Too bad JKR misses that. Ginny is never looked down on by anyone in the book for her utter callousness. It’s like Fred and George? I never liked them hexing and testing student’s either—it was not a nice thing to do.
We see Ginny snogging with Dean, then. Fighting with Ron. Awaking feelings of jealousy in Harry. She’s popular and pretty now. Even the Death Eaters say so!… which makes no sense why they would even notice! Why is she popular? No one knows… she’s in Quidditch again—but has to be second in command. She has to attract attention—smashing the commenting stand, regardless of the injury she could have caused.
She’s shallow—breaking up with Dean because he jogged her elbow? Please. Just like Michael Corner—as soon as the boy does something she dislikes, or doesn’t satisfy her anymore—she drops him like a rock. It’s all about what she gets out of the relationship; not that she cares about the boy. If you don’t please Ginny—sayanora, dude. Nothing about her pleasing the boy.
She has her relationship with Harry. It troubled me—there is nothing like love described. It’s all jealousy, lust, and physical feelings. Where do we see tender moments, of Ginny doing things selflessly for Harry, or him for her? No, it’s JUST snogging. And Ginny mocking and lording it over everyone else. “Hippogriff Tatoos”! I honestly don’t see what is so sweet about their relationship. It’s based on jealousy—not caring. Harry is mad he sees her kissing someone—not that he cares about her. We find out that she lied to Hermione in the previous book when she said she’d given up on Harry. Flat out lie.
Ultimately, I am glad they broke up at the funeral—Ginny is, in my opinion—not a good person. Just on the merits of what her character has done. She’s a liar, a thief (The Diary from Harry, broomsticks of her brothers), self-centered, cruel to others (Neville, Fleur), has no qualms about letting others suffer for her comfort (See Hemione petrification, whomever she hexed to get away from in the train) She does anything to preserve her image (steal the Diary back), is ungrateful, is into relationships only for her own pleasure, is a liability to Harry in battle, and is obsessed with one thing—Harry. Why should I like this character?!
The fact that these flaws are obvious to me, yet in the story no one comments on them show that she’s a “Mary Sue”. JKR has some vision of Ginny as the perfect girl for Harry—yet why? She has numerous flaws—but no one ever notices them in the book; which means JKR never noticed them either. According to the interview, she really thinks Ginny is perfect for Harry. I say, no way—I would rather Harry end up with some minor character like Susan Bones, or more especially Luna than Ginny. Sadly, I am sure that Harry will end up with Ginny or be dead in the end. *shudder* Doesn’t he deserve someone better?
I hope you can see why I dislike her; and feel very strongly that almost anyone would be better for Harry than Ginny. Honestly—the only thing she does that is even remotely noble, in my opinion, once all the evidence is examined, is the chocolate egg scene. Even there, it’s more than likely she is trying to impress Harry, now that we know she lied to Hermione about giving up on Harry. She may have moments of laughter with Harry—but I never see moments of caring for anyone; if so—they are only small things in front of her face like the stinksap. Yes, it is made quite clear that Ginny’s primary motivation is to get Harry—so most of her nice things are just reflections of that. We see how selfish she is, normally.
So, yes—I dislike Ginny Weasley strongly—and I have provided references from each book to show why. It’s not that I prefer Hermione over her, though I do; it’s that I really don’t think Ginny is a good person. She does things that are inexcusable, and I don’t see where she does anything to balance it out. Now, many of you love Ginny Weasley, and think she is so perfect; and you will try to tell me I am wrong—that she is perfect for Harry. So, when you try to flame me and tell me how good she is—I challenge you to answer these questions:
1) Why did Ginny write in the Diary again, after she stole it back? This is inexcusable. And almost killed Hermione and Penelope.
2) Why did Ginny drop Neville like a rock at the Yule ball? Please explain how she did not solely use him.
3) Please justify her treatment of Fleur—in a sense that Ginny is a good girl. Saying she’s jealous of her is not exactly endearing. This is utterly wrong and reprehensible behavior.
4) Please justify her random hexing of students, and callous endangerment of others.
5) Please show how her and Harry have anything other than jealousy and physical attraction. i.e. show any type of soulmate connection, mutual understanding, and self-sacrifice. Provide consistent examples of this, not just a one time scene like the chocolate egg scene. Anyone can get lucky once.
6) Please justify her treatment of Micheal Corner, Neville, and Dean Thomas in the area of romance. How can this treatment be reconciled with a view that she care about others instead of what she was getting out of them?
7) Please explain her utter lack of gratitude to anyone in the series.
8) Please explain how it is that she seems to be so powerful—even JKR and everyone says how magically gifted she is; yet is always a liability to Harry in the battle, and that we never see her power on page.
9) Please explain how her lying without qualm, shame, or consequence is supposed to be a good thing, as clearly JKR means it to be.
10) Finally, please explain why it is, that no one notices these characteristics of Ginny in the story; thus proving that Ginny is a “Mary Sue”—because JKR either doesn’t see this, or doesn’t want to see them.
Unless these questions can be answered, I don’t see how Ginny is worth Harry’s time of day. Thus, I would prefer to see him with anyone else, just about, than with Ginny Weasley. I will grant that likely one or two of these might be answered, but unless all of them can be answered in a way that shows Ginny in a postive light—that she is a fundamentally good girl—I won’t believe she is.
01O 1 2 Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over Vandene.
01O 1 3 Og Gud sagde: "Der blive Lys!" Og der blev Lys.
01O 1 4 Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og Mørket,
01O 1 5 og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev Aften, og det blev Morgen, første Dag.
01O 1 6 Derpå sagde Gud: "Der blive en Hvælving midt i Vandene til at skille Vandene ad!"
01O 1 7 Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen;
01O 1 8 og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev Morgen, anden Dag.
01O 1 9 Derpå sagde Gud: "Vandet under Himmelen samle sig på eet Sted, så det faste Land kommer til Syne!" Og således skete det;
01O 1 10 og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt.
01O 1 11 Derpå sagde Gud: "Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!" Og således skete det:
01O 1 12 Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter, og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
01O 1 13 Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag.
01O 1 14 Derpå sagde Gud: "Der komme Lys på Himmelhvælvingen til at skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse af Højtider, Dage og År
01O 1 15 og tjene som Lys på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden! Og således sket det:
01O 1 16 Gud gjorde de to store Lys, det største til at herske om Dagen, det mindste til at herske om Natten, og Stjernerne;
01O 1 17 og Gud satte dem på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden
01O 1 18 og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra Mørket. Og Gud så, at det var godt.
01O 1 19 Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag.
01O 1 20 Derpå sagde Gud: "Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under Himmelhvælvingen!" Og således skete det:
01O 1 21 Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
01O 1 22 Og Gud velsignede dem og sagde: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på Jorden!"
01O 1 23 Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag.
01O 1 24 Derpå sagde Gud: "Jorden frembringe levende Væsener efter deres Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter! Og således skete det:
01O 1 25 Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at det var godt.
01O 1 26 Derpå sagde Gud: "Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr på Jorden og alt Kryb,der kryber på Jorden!"
01O 1 27 Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem;
01O 1 28 og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!"
01O 1 29 Gud sagde fremdeles: "Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden, som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal være eder til Føde;
01O 1 30 men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne Urter til Føde." Og således skete det.
01O 1 31 Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.
01O 2 1 Således fuldendtes Himmelen og Jorden med al deres Hær.
01O 2 2 På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført;
01O 2 3 og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført.
01O 2 4 Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HERREN gjorde Jord og Himmel
01O 2 5 dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske på Jorden, og endnu var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HERREN havde ikke ladet det regne på Jorden, og der var ingen Mennesker til at dyrke Agerjorden,
01O 2 6 men en Tåge vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens Flade
01O 2 7 da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.
01O 2 8 Derpå plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og dem satte han Mennesket, som han havde dannet;
01O 2 9 Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt i Haven. og Træet til Kundskab om godt og ondt.
01O 2 10 Der udsprang en Flod i Eden til at vande Haven, og udenfor delte den sig i fire Hovedstrømme.
01O 2 11 Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der findes Guld
01O 2 12 og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten.
01O 2 13 Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj.
01O 2 14 Den tredje Flod hedder Hiddekel; den løber østen om Assyrien. Den fjerde Flod er Frat.
01O 2 15 Derpå tog Gud HERREN Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den.
01O 2 16 Men Gud HERREN bød Adam: "Af alle Træer i Haven har du Lov at spise,
01O 2 17 kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!"
01O 2 18 Derpå sagde Gud HERREN: "Det er ikke godt for Mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!"
01O 2 19 Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende Væsener, det skulde være deres Navn.
01O 2 20 Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr Navne - men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede til ham.
01O 2 21 Så lod Gud HERREN Dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted;
01O 2 22 og af Ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han en Kvinde og førte hende hen til Adam.
01O 2 23 Da sagde Adam: "Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!"
01O 2 24 Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin Hustru, og de to bliver eet Kød.
01O 2 25 Og de var begge nøgne, både Adam og hans Hustru, men de bluedes ikke.
01O 3 1 Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud HERREN havde gjort og den sagde til Kvinden: "Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?"
01O 3 2 Kvinden svarede: "Vi har Lov at spise af Frugten på Havens Træer;
01O 3 3 kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!"
01O 3 4 Da sagde Slangen til Kvinden: "I skal ingenlunde dø;
01O 3 5 men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!"
01O 3 6 Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste.
01O 3 7 Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.
01O 3 8 Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.
01O 3 9 Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: "Hvor er du?"
01O 3 10 Han svarede: "Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!"
01O 3 11 Da sagde han: "Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?"
01O 3 12 Adam svarede: "Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af Træet, og så spiste jeg."
01O 3 13 Da sagde Gud HERREN til Kvinde: "Hvad har du gjort!" Kvinden svarede: "Slangen forførte mig, og så spiste jeg."
01O 3 14 Da sagde Gud HERREN til Slangen: "Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
01O 3 15 Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen!"
01O 3 16 Til Kvinden sagde han: "Jeg vil meget mangfoldiggøre dit Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!"
01O 3 17 Og til Adam sagde han: "Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig Føde af den alle dit Livs Dage;
01O 3 18 Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din Føde;
01O 3 19 i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og til Støv skal du vende tilbage!"
01O 3 20 Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt levende.
01O 3 21 Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortlet til Adam og hans Hustru og klædte dem dermed.
01O 3 22 Men Gud HERREN sagde: "Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!"
01O 3 23 Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af;
01O 3 24 og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ.
01O 4 1 Adam kendte sin Hustru Eva,og hun blev frugtsommelig og fødte Kain; og hun sagde: "Jeg har fået en Søn med HERRENS Hjælp!"
01O 4 2 Fremdeles fødte hun hans Broder Abel. Abel blev Fårehyrde, Kain Agerdyrker.
01O 4 3 Nogen Tid efter bragte Kain HERREN en Offergave af Jordens Frugt,
01O 4 4 medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres Fedme. Og HERREN så til Abel og hans Offergave,
01O 4 5 men til Kain og hans Offergave så han ikke. Kain blev da såre vred og gik med sænket Hoved.
01O 4 6 Da sagde HERREN til Kain: "Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket Hoved?
01O 4 7 Du ved, at når du handler vel, kan du løfte Hovedet frit; men handler du ikke vel, så lurer Synden ved Døren; dens Attrå står til dig, men du skal herske over den!"
01O 4 8 Men Kain yppede Kiv med sin Broder Abel; og engang de var ude på Marken, sprang Kain ind på ham og slog ham ihjel.
01O 4 9 Da sagde HERREN til Kain: "Hvor er din Broder Abel?" Han svarede: "Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min Broder?"
01O 4 10 Men han sagde: "Hvad har du gjort! Din Broders Blod råber til mig fra Jorden!
01O 4 11 Derfor skal du nu være bandlyst fra Agerjorden, som åbnede sig og tog din Broders Blod af din Hånd!
01O 4 12 Når du dyrker Agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin Kraft du skal flakke hjemløs om på Jorden!"
01O 4 13 Men Kain sagde til HERREN: "Min Straf er ikke til at bære;
01O 4 14 når du nu jager mig bort fra Agerjorden, og jeg må skjule mig for dit Åsyn og flakke hjemløs om på Jorden, så kan jo enhver, der møder mig, slå mig ihjel!"
01O 4 15 Da svarede HERREN: "Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han hævnes;syvfold!" Og HERREN satte et Tegn på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulde slå ham ihjel.
01O 4 16 Så drog Kain bort fra HERRENs Åsyn og slog sig ned i Landet Nod østen for Eden.
01O 4 17 Kain kendte sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte Hanok. Han grundede en By og gav den sin;Søn Hanoks Navn.
01O 4 18 Hanok fik en Søn Irad; Irad avlede Mehujael; Mehujael avlede Mehujael; og Metusjael avlede Lemek
01O 4 19 Lemek tog sig to Hustruer; den ene hed Ada, den anden Zilla.
01O 4 20 Ada fødte Jabal; han blev Stamfader til dem, der bor i Telte og holder Kvæg;
01O 4 21 hans Broder hed Jubal; han blev Stamfader til alle dem, der spiller på Harpe og Fløjte.
01O 4 22 Også Zilla fik en Søn, Tubal-Kajin; han blev Stamfader til alle dem, der smeder Kobber og Jern. Tubal-Kajins Søster var Na'ama.
01O 4 23 Og Lemelk sagde til sine Hustruer: "Ada og Zilla, hør min Røst, Lemeks Hustruer, lyt til mit Ord: En Mand har jeg dræbt for et Sår, en Dreng for en Skramme!
01O 4 24 Blev Kain hævnet syvfold, så hævnes Lemek syv og halvfjerdsindstyve Gange!"
01O 4 25 Adam kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav Navnet Set; "thi," sagde hun, "Gud har sat mig andet Afkom i Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!"
01O 4 26 Set fik også en Søn, som han kaldte Enosj; på den Tid begyndte man at påkalde HERRENs Navn.
01O 5 1 Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Billede;
01O 5 2 som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav dem Navnet "Menneske", da de blev skabt.
01O 5 3 Da Adam havde levet i I30 År, avlede han en Søn, som var ham lig og i hans Billede, og han kaldte ham Set;
01O 5 4 og efter at Adam havde avlet Set, levede han 800 År og avlede Sønner og Døtre;
01O 5 5 således blev hans fulde Levetid 930 År, og derpå døde han.
01O 5 6 Da Set havde levet 105 År, avlede han Enosj;
01O 5 7 og efter at Set havde avlet Enosj, levede han 807 År og avlede Sønner og Døtre;
01O 5 8 således blev Sets fulde Levetid 912 År, og derpå døde han.
01O 5 9 Da Enosj havde levet 90 År, avlede han Henan;
01O 5 10 og efter at Enosj havde avlet Kenan, levede han 815 År og avlede Sønner og Døtre;
01O 5 11 således blev Enosjs fulde Levetid 905 År, og derpå døde han.
01O 5 12 Da Kenan havde levet 70 År, avlede han Mahalal'el;
01O 5 13 og efter at Kenan havde avlet Mahalal'el, levede han 840 År og avlede Sønner og Døtre;
01O 5 14 således blev Kenans fulde Levetid 910 År, og derpå døde han.
01O 5 15 Da Mahalal'el havde levet 65 År, avlede han Jered;
01O 5 16 og efter at Mahalal'el havde avlet Jered, levede han 830 År og avlede Sønner. og Døtre;
01O 5 17 således blev Mahalal'els fulde Levetid 895 År, og derpå døde han.
01O 5 18 Da Jered havde levet 162 År, avlede han Enok;
01O 5 19 og efter at Jered havde avlet Enok, levede han 800 År og avlede Sønner og Døtre;
01O 5 20 således blev Jereds fulde Levetid 962 År, og derpå døde han.
01O 5 21 Da Enok havde levet 65 År, avlede han Metusalem,
01O 5 22 og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem, levede han 300 År og avlede Sønner og Døtre;
01O 5 23 således blev Enoks fulde Levetid 365 År;
01O 5 24 og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.
01O 5 25 Da Metusalem havde levet l87 År, avlede han Lemek;
01O 5 26 og efter at Metusalem havde avlet Lemek, levede han 782 År og avlede Sønner og Døtre;
01O 5 27 således blev Metusalems fulde Levetid 969 År, og derpå døde han.
01O 5 28 Da Lemek havde levet 182 År, avlede han en Søn,
01O 5 29 som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: "Han skal skaffe os. Trøst i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har forbandet."
01O 5 30 Og efter at Lemek havde avlet Noa, levede han 595 År og avlede Sønner og Døtre;
01O 5 31 således blev Lemeks fulde Levetid 777 År, og derpå døde han.
01O 5 32 Da Noa var 500 År gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet.
01O 6 1 Da nu Menneskene begyndte at blive talrige på Jorden og der fødtes dem Døtre,
01O 6 2 fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog: så mange af dem, som de lystede, til Hustruer.
01O 6 3 Da sagde HERREN: "Min Ånd: skal ikke for evigt blive i Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120 År."
01O 6 4 I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og disse fødte dem Børn men også senere hen i Tiden - levede Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til Fortids Dage.
01O 6 5 Men HERREN så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang.
01O 6 6 Da angrede HERREN, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og det. skar ham i Hjertet.
01O 6 7 Og HERREN sagde: "Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!"
01O 6 8 Men Noa fandt Nåde for HERRENs Øjne
01O 6 9 Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.
01O 6 10 Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet.
01O 6 11 Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af Uret;
01O 6 12 og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød havde fordærvet sin Vej på Jorden.
01O 6 13 Da sagde Gud til Noa: "Jeg har besluttet at gøre Ende på alt Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af Jorden.
01O 6 14 Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum ved Rum og overstryge den med Beg både indvendig og udvendig;
01O 6 15 og således skal du bygge Arken: Den skal være 300 Alen lang,
01O 6 16 du skal anbringe Taget på Arken, og det skal ikke rage længer ud end een Alen fra oven; på Arkens Side skal du sætte Døren, og du skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste Stokværk.
01O 6 17 Se, jeg bringer nu Vandfloden over Jorden for at udrydde alt Kød under Himmelen, som har Livsånde; alt, hvad der er på Jorden, skal forgå.
01O 6 18 Men jeg vil oprette min Pagt med dig. Du skal gå ind i Arken med dine Sønner, din Hustru og dine Sønnekoner:
01O 6 19 og af alle Dyr, af alt Kød skal du bringe et Par af hver Slags ind i Arken for at holde dem i Live hos dig. Han og Hundyr skal det være,
01O 6 20 af Fuglene efter deres Arter, af Kvæget efter dets Arter og af alt Jordens Kryb efter dets Arter; Par for Par skal de gå ind til dig for at holdes i Live.
01O 6 21 Og du skal indsamle et Forråd af alle Slags Levnedsmidler, for at det kan tjene dig og dem til Føde."
01O 6 22 Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde han.
01O 6 50 Alen bred og 30 Alen høj;
01O 7 1 Derpå sagde HERREN til Noa: Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt.
01O 7 2 Af alle rene Dyr skal du tage syv Par, Han og Hun, og af alle urene Dyr eet Par, Han og Hun,
01O 7 3 ligeledes af Himmelens Fugle syv Par, Han og Hun, for at de kan forplante sig på hele Jorden.
01O 7 4 Thi om syv Dage vil jeg lade det regne på Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter og udslette alle Væsener, som jeg har gjort, fra Jordens Flade."
01O 7 5 Og Noa gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham.
01O 7 6 Noa var 600 År gammel, da Vandfloden kom over Jorden.
01O 7 7 Noa gik med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner ind i Arken for at undslippe Flodens Vande.
01O 7 8 De rene og de urene Dyr, Fuglene og alt, hvad der kryber på Jorden,
01O 7 9 gik Par for Par ind i Arken til Noa, Han og Hundyr, som Gud havde pålagt Noa.
01O 7 10 Da nu syv Dage var omme, kom Flodens Vande over Jorden;
01O 7 11 i Noas 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser åbnedes,
01O 7 12 og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.
01O 7 13 Selvsamme Dag gik Noa ind i Arken og med ham hans Sønner Sem, Kam og Jafet, hans Hustru og hans tre Sønnekoner
01O 7 14 og desuden alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg efter dets Arter, alt Kryb på Jorden efter dets Arter og alle Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger;
01O 7 15 af alt Kød, som har Livsånde, gik Par for Par ind i Arken til Noa;
01O 7 16 Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og HERREN lukkede efter ham.
01O 7 17 Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg og løftede Arken, så den hævedes over Jorden.
01O 7 18 Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød på Vandet;
01O 7 19 og Vandet steg og steg over Jorden, så de højeste Bjerge under Himmelen stod under Vand;
01O 7 20 femten Alen stod Vandet over dem, så Bjergene stod helt under Vand.
01O 7 21 Da omkom alt Kød, som rørte sig på Jorden, Fugle, Kvæg, vildtlevende Dyr og alt Kryb på Jorden og alle Mennesker;
01O 7 22 alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det faste Land, døde.
01O 7 23 Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade, Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken.
01O 7 24 Vandet steg over Jorden i 150 Dage.
01O 8 1 Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde;
01O 8 2 Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede,
01O 8 3 og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb.
01O 8 4 På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på Ararats Bjerge,
01O 8 5 og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.
01O 8 6 Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde lavet på Arken,
01O 8 7 og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.
01O 8 8 Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade;
01O 8 9 men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.
01O 8 10 Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud fra Arken;
01O 8 11 ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet bort fra Jorden.
01O 8 12 Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom den ikke mere tilbage til ham.
01O 8 13 I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.
01O 8 14 På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.
01O 8 15 Da sagde Gud til Noa:
01O 8 16 "Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner
01O 8 17 og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!"
01O 8 18 Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;
01O 8 19 og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af Arken.
01O 8 20 Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.
01O 8 21 Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: "Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort!
01O 8 22 Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"
01O 9 1 Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden!
01O 9 2 Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet!
01O 9 3 Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde; ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen.
01O 9 4 Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, må I ikke spise!
01O 9 5 Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for Menneskenes Liv.
01O 9 6 Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene.
01O 9 7 Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør eder til Herre over den!"
01O 9 8 Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner:
01O 9 9 "Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter eder
01O 9 10 og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken, alle Jordens Dyr;
01O 9 11 jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en Vandflod for at ødelægge Jorden!"
01O 9 12 Fremdeles sagde Gud: "Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er hos eder:
01O 9 13 Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem mig og Jorden!
01O 9 14 Når jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i Skyerne,
01O 9 15 vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød.
01O 9 16 Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød på Jorden."
01O 9 17 Og Gud sagde til Noa: "Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter imellem mig og alt Kød på Jorden!"
01O 9 18 Noas Sønner, der gik ud af Arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam var Fader til Kana'an;
01O 9 19 det var Noas tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens Befolkning.
01O 9 20 Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård.
01O 9 21 Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde i, sit Telt.
01O 9 22 Da så Kana'ans Fader Kam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte sine Brødre det;
01O 9 23 men Sem og Jafet tog Kappen, lagde den på deres Skuldre og gik baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte Ansigter, så de ikke så deres Faders Blusel.
01O 9 24 Da Noa vågnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ved ham,
01O 9 25 sagde han: "Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for sine Brødre!"
01O 9 26 Fremdeles sagde han: "Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kana'an blive hans Træl!
01O 9 27 Gud skaffe Jafet Plads, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an blive hans Træl!"
01O 9 28 Noa levede 350 År efter Vandfloden;
01O 9 29 således blev Noas fulde Levetid 950 År, og derpå døde han.
01O 10 1 Dette er Noas Sønner, Sem, Kam og Jafets Slægtebog. Efter Vandfloden fødtes der dem Sønner.
01O 10 2 Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tiras.
01O 10 3 Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifaf og Togarma.
01O 10 4 Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne;
01O 10 5 fra dem nedstammer de fjerne Strandes Folk. Det var Jafets Sønner i deres Lande, hver med sit Tungemål, efter deres Slægter og i deres Folkeslag.
01O 10 6 Kams Sønner: Kusj, Mlizrajim, Put og Hana'an.
01O 10 7 Kusj's Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas Sønner: Saba og Dedan.
01O 10 8 Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden.
01O 10 9 Han var en vældig Jæger for HERRENs Øjne; derfor siger man: "En vældig Jæget for HERRENs Øjne som Nimrod."
01O 10 10 Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erelk, Akkad og Kalne i Sinear;
01O 10 11 fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot- Ir, Kela
01O 10 12 og Resen mellem Nineve og Kela, det er den store By.
01O 10 13 Mizrajim avlede Luderne,Anamerne, Lehaberne, Naftuherne,
01O 10 14 Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og Kaftorerne.
01O 10 15 Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, Het,
01O 10 16 Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne,
01O 10 17 Hivviterne, Arkiterne, Siniterne,
01O 10 18 Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne; men senere bredte Kana'anæernes Slægter sig,
01O 10 19 så at Kana'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma,og Zebojim indtil Lasja.
01O 10 20 Det var Kams Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk.
01O 10 21 Men også Sem, alle Ebersønnernes Fader, Jafets ældste Broder, fødtes der Sønner.
01O 10 22 Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram.
01O 10 23 Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj.
01O 10 24 Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber;
01O 10 25 Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan.
01O 10 26 Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera,
01O 10 27 Hadoram, Uzal, Dikla,
01O 10 28 Obal, Abimael, Saba,
01O 10 29 0fir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner,
01O 10 30 og deres Bosteder strækker sig fra Mesja i Retning af Sefar, Østens Bjerge.
01O 10 31 Det var Sems Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk.
01O 10 32 Det var Noas Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte sig på Jorden.
01O 11 1 Hele Menneskeheden havde eet Tungemål og samme Sprog.
01O 11 2 Da de nu drog østerpå, traf de på en Dal i Sinear, og der slog de sig ned.
01O 11 3 Da sagde de til hverandre: "Kom, lad os stryge Teglsten og brænde dem godt!" De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som Kalk.
01O 11 4 Derpå sagde de: "Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden!"
01O 11 5 Men HERREN steg ned for at se Byen og Tårnet, som Menneskebørnene byggede,
01O 11 6 og han sagde: "Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemål; og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem;
01O 11 7 lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de ikke forstår hverandres Tungemål!"
01O 11 8 Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de opgav at bygge Byen.
01O 11 9 Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HERREN al Jordens Tungemål, og derfra spredte HERREN dem ud over hele Jorden.
01O 11 10 Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 År gammel, avlede han Arpaksjad, to År efter Vandfloden;
01O 11 11 og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 År og avlede Sønner og Døtre.
01O 11 12 Da Atpaksjad havde levet 35 År, avlede han Sjela;
01O 11 13 og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre.
01O 11 14 Da Sjela havde levet 30 År, avlede han Eber;
01O 11 15 og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre.
01O 11 16 Da Eber havde levet 34 År, avlede han Peleg;
01O 11 17 og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 År og avlede Sønner og Døtre.
01O 11 18 Da Peleg havde levet 30 År, avlede han Re'u;
01O 11 19 og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 År og avlede Sønner og Døtre.
01O 11 20 Da Re'u havde levet 32 År, avlede han Serug;
01O 11 21 og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede Sønner og Døtre.
01O 11 22 Da Serug havde levet 30 År, avlede han Nakor;
01O 11 23 og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 År og avlede Sønner og Døtre.
01O 11 24 Da Nakor havde levet 29 År, avlede han Tara;
01O 11 25 og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 År og avlede Sønner og Døtre.
01O 11 26 Da Tara havde levet 70 År, avlede han Abram, Nakor og Haran.
01O 11 27 Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nako og Haran. Haran avlede Lot.
01O 11 28 Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur Kasdim.
01O 11 29 Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader.
01O 11 30 Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn.
01O 11 31 Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til Karan, slog de sig ned der.
01O 11 32 Taras Levetid var 205 År; og Tara døde i Karan.
01O 12 1 HERREN sagde til Abram: "Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig;
01O 12 2 så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse!
01O 12 3 Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!"
01O 12 4 Og Abram gik,som HERREN sagde til ham, og Lot gik med ham. Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan;
01O 12 5 og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i Karan, og de gav sig på Vej til Kana'ans Land og nåede derhen.
01O 12 6 Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet.
01O 12 7 Men HERREN åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: "Dit Afkom giver jeg dette Land!" Da byggede han der et Alter for HERREN. som havde åbenbaret sig for ham.
01O 12 8 Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel, og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han byggede HERREN et Alter der og påkaldte HERRENs Navn.
01O 12 9 Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet.
01O 12 10 Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed.
01O 12 11 Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj: Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde;
01O 12 12 når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår de mig ihjel og lader dig leve;
01O 12 13 sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!"
01O 12 14 Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre smuk Kvinde;
01O 12 15 og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så blev Kvinden ført til Faraos Hus.
01O 12 16 Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og Kameler.
01O 12 17 Men HERREN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams Hustru Sarajs Skyld.
01O 12 18 Da lod Farao Abram kalde og sagde: "Hvad har du gjort imod mig! Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru?
01O 12 19 Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!"
01O 12 20 Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres Ejendom på Vej;
01O 13 1 og Abram drog atter med sin Hustru og al sin Ejendom fra Ægypten op til Sydlandet, og Lot drog med ham.
01O 13 2 Abram var meget rig på kvæghjorde, Sølv og Guld;
01O 13 3 og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og nåede fra Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde stået første Gang, mellem Betel og Aj,
01O 13 4 til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og Abram påkaldte der HERRENs Navn.
01O 13 5 Og Lot, der drog med Abram, ejede ligeledes Småkvæg, Hornkvæg og Telte.
01O 13 6 Men Landet formåede ikke at rumme dem, så de kunde bo sammen; thi deres Hjorde var for store til, at de kunde bo sammen.
01O 13 7 Da opstod der Strid mellem Abrams og Lots Hyrder; det var dengang Kana'anæerne og Perizziterne boede i Landet.
01O 13 8 Abram sagde derfor til Lot: "Der må ikke være Strid mellem os to eller mellem mine og dine Hyrder, vi er jo Frænder!
01O 13 9 Ligger ikke hele Landet dig åbent? Skil dig hellere fra mig; vil du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så går jeg til venstre!"
01O 13 10 Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det var før HERREN ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som HERRENs Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til,
01O 13 11 valgte han sig hele Jordanegnen. Så brød Lot op og drog østerpå, og de skiltes,
01O 13 12 idet Abram slog sig ned i Kana'ans Land, medens Lot slog sig ned i Jordanegnens Byer og drog med sine Telte fra Sted til Sted helt hen til Sodoma.
01O 13 13 Men Mændene i Sodoma var ugudelige og store Syndere mod HERREN.
01O 13 14 Efter at Lot havde skilt sig fra Abram, sagde HERREN til denne: "Løft dit Blik og se dig om der, hvor du står, mod Nord, mod Syd, mod Øst og mod Vest;
01O 13 15 thi hele det Land, du ser, vil jeg give dig og dit Afkom til evig Tid,
01O 13 16 og jeg vil gøre dit Afkom som Jordens Støv, så at det lige så lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle Jordens Støv.
01O 13 17 Drag nu gennem Landet på Kryds og tværs, thi dig giver jeg det!"
01O 13 18 Så drog Abram fra Sted til Sted med sine Telte og kom til Mamres Lund i Hebron, hvor han slog sig ned og byggede HERREN et Alter.
01O 14 1 Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer i Elam og Tidal i Gojim.
01O 14 2 lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra, Kong Sjin'ab af Adma, Kong Sjem'eher af Zebojim og Kongen i Bela, det et Zoar.
01O 14 3 Alle disse havde slået sig sammen og var rykket frem til Siddims Dal, det er Salthavet.
01O 14 4 I tolv År havde de stået under Kedorlaomer, men i det trettende faldt de fra;
01O 14 5 og i det fjortende År kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte ham. Først slog de Refaiterne i Asjtarot Karnajim, Zuziterne i Ham, Emiterne i Sjave Kirjatajim
01O 14 6 og Horiterne i Seirs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens Rand;
01O 14 7 så vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Hadesj, og slog Amalekiterne i hele deres Område og ligeså de Amoriter, der boede i Hazazon Tamar.
01O 14 8 Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er Zoats, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp
01O 14 9 med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid'al af Gojim, Kong Amrafel af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem.
01O 14 10 Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene.
01O 14 11 Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle Levnedsmidlerne og drog bort;
01O 14 12 ligeledes tog de, da de drog bort, Abrams Brodersøn Lot og alt hans Gods med sig; thi han boede i Sodoma.
01O 14 13 Men en Flygtning kom og meldte det til Hebræeren Abram, der boede ved den Lund, som tilhørte Amoriten Mamre, en Broder til Esjkol og Aner, der ligesom han var Abrams Pagtsfæller.
01O 14 14 Da nu Abram hørte, at hans Frænde var taget til Fange, mønstrede han sine Husfolk, de hjemmefødte Trælle, 3l8 Mand, og satte efter Fjenden til Dan;
01O 14 15 der faldt han og hans Trælle over dem om Natten, slog dem på Flugt og forfulgte dem op til Hoba norden for Damaskus.
01O 14 16 Derefter bragte han alt Godset tilbage; også sin Frænde Lot og hans Gods førte han tilbage og ligeledes Kvinderne og Folket.
01O 14 17 Da han nu kom tilbage fra Sejren over Kedorlaomer og de Konger, der fulgte ham, gik Sodomas Konge ham i Møde i Sjavedalen, det er Kongedalen.
01O 14 18 Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst, bragte Brød og Vin
01O 14 19 og velsignede ham med de Ord: "Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber,
01O 14 20 og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din Hånd!" Og Abram gav ham Tiende af alt.
01O 14 21 Sodomas Konge sagde derpå til Abram: "Giv mig Menneskene og behold selv Godset!"
01O 14 22 Men Abram svarede Sodomas Konge: "Til HERREN, Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd på,
01O 14 23 at jeg ikke vil tage så meget som en Tråd eller en Sandalrem eller overhovedet noget som helst af din Ejendom; du skal ikke sige, at du har gjort Abram rig!
01O 14 24 Jeg vil intet have, kun hvad de unge Mænd har fortæret, og mine Ledsagere, Aner, Esjkol og Mamres Del, lad dem få deres Del!"
01O 15 1 Nogen Tid efter kom HERRENS Ord til Abram i et Syn således: "Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre stor!"
01O 15 2 Men Abram svarede: "Herre", HERRE, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus."
01O 15 3 Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min Hustræl kommer til at arve mig!"
01O 15 4 Og se, HERRENs Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig."
01O 15 5 Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham: "Således skal dit Afkom blive!"
01O 15 6 Da troede Abram HERREN, og han regnede ham det til Retfærdighed.
01O 15 7 Derpå sagde han til ham: "Jeg er HERREN, som førte dig bort fra Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!"
01O 15 8 Men han svarede: "Herre, HERRE, hvorpå kan jeg kende, at jeg skal få det i Eje?"
01O 15 9 Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!"
01O 15 10 Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over.
01O 15 11 Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede dem bort.
01O 15 12 Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke.
01O 15 13 Og han sagde til Abram: "Vide skal du, at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 År.
01O 15 14 Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget Gods.
01O 15 15 Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god Alderdom.
01O 15 16 I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden."
01O 15 17 Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de sønderskårne Kroppe.
01O 15 18 På den Dag sluttede HERREN Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod, Eufratfloden,
01O 15 19 det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne,
01O 15 20 Hetiterne, Perizziterne, Refaiterne,
01O 15 21 Amoriterne, Kana'anæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne."
01O 16 1 Abrams Hustru Saraj fødte ham intet Barn. Men Saraj havde en Ægyptisk Trælkvinde ved Navn Hagar;
01O 16 2 og Saraj sagde til Abram: "HERREN har jo nægtet mig Børn; gå derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved hende!" Og Abram adlød Saraj.
01O 16 3 Så tog Abrams Hustru Saraj sin Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, efter at Abram havde boet ti År i Kana'ans Land, og gav sin Mand Abram hende til Hustru;
01O 16 4 og han gik ind til Hagar, og hun blev frugtsommelig. Men da hun så, at hun var frugtsommelig, lod hun hånt om sin Herskerinde.
01O 16 5 Da sagde Saraj til Abram: "Min Krænkelse komme over dig! Jeg lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal føde, lader hun hånt om mig; HERREN være Dommer mellem mig og dig!"
01O 16 6 Abram svarede Saraj: "Din Trældkvinde er i din Hånd, gør med hende, hvad du finder for godt!" Da plagede Saraj hende, så hun flygtede for hende.
01O 16 7 Men HERRENs Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved Kilden på Vejen til Sjur;
01O 16 8 og han sagde: "Hvorfra kommer du, Hagar, Sarajs Trælkvinde, og hvor går du hen?" Hun svarede: "Jeg flygter for min Herskerinde Saraj!"
01O 16 9 Da sagde HERRENs Engel til hende: "Vend tilbage til din Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!"
01O 16 10 Og HERRENs Engel sagde til hende: "Jeg vil gøre dit Afkom så talrigt, at det ikke kan tælles."
01O 16 11 Og HERRENs Engel sagde til hende: "Se, du er frugtsommelig, og du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi HERREN har hørt, hvad du har lidt;
01O 16 12 og han skal blive et Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle, og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine Frænder!"
01O 16 13 Så gav hun HERREN, der havde talet til hende, Navnet: Du er en Gud, som ser; thi hun sagde: "Har jeg virkelig her set et Glimt af ham, som ser mig?"
01O 16 14 Derfor kaldte man Brønden Be'erlahajro'i; den ligger mellem Kadesj og Bered.
01O 16 15 Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte Sønnen, Hagar fødte ham, Ismael.
01O 16 16 Abram var seks og firsindstyve År gammel, da Hagar fødte ham Ismael.
01O 17 1 Da Abram var ni og halvfemsindstyve År gammel, åbenbarede HERREN sig for ham og sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit Åsyn og vær ustraffelig,
01O 17 2 så vil jeg oprette min Pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort Afkom!"
01O 17 3 Da faldt Abram på sit Ansigt, og Gud sagde til ham:
01O 17 4 "Fra min Side er min Pagt med dig, at du skal blive Fader til en Mængde Folk;
01O 17 5 derfor skal dit Navn ikke mere være Abram, men du skal hedde Abraham, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk.
01O 17 6 Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til Folk, og Konger skal nedstamme fra dig.
01O 17 7 Jeg opretter min Pagt mellem mig og dig og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt, og det skal være en evig Pagt, at jeg vil være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud;
01O 17 8 og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land, hele Kana'ans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!"
01O 17 9 Derpå sagde Gud til Abraham: "Men du på din Side skal holde min Pagt, du og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt;
01O 17 10 og dette er min Pagt, som I skal holde, Pagten mellem mig og eder, at alt af Mandkøn hos eder skal omskæres.
01O 17 11 I skal omskæres på eders Forhud, det skal være et Pagtstegn mellem mig og eder;
01O 17 12 otte Dage gamle skal alle af Mandkøn omskæres hos eder i alle kommende Slægter, både de hjemmefødte Trælle og de, som er købt, alle fremmede, som ikke hører til dit Afkom;
01O 17 13 omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min Pagt på eders Legeme skal være en evig Pagt!
01O 17 14 Men de uomskårne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres på Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min Pagt!"
01O 17 15 Endvidere sagde Gud til Abraham: "Din Hustru Saraj skal du ikke mere kalde Saraj, hendes Navn skal være Sara;
01O 17 16 jeg vil velsigne hende og give dig en Søn også ved hende; jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til Folk, og Folkeslags Konger skal nedstamme fra hende!"
01O 17 17 Da faldt Abraham på sit Ansigt og lo, idet han tænkte: "Kan en hundredårig få Børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve År føde en Søn?"
01O 17 18 Abraham sagde derfor til Gud: "Måtte dog Ismael leve for dit Åsyn!"
01O 17 19 Men Gud sagde: "Nej, din Ægtehustru Sara skal føde dig en Søn, som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham!
01O 17 20 Men hvad Ismael angår, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt Afkom; tolv Stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et stort Folk.
01O 17 21 Men min Pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig om et År ved denne Tid."
01O 17 22 Så hørte han op at tale med ham; og Gud steg op fra Abraham.
01O 17 23 Da tog Abraham sin Søn Ismael og alle sine hjemmefødte og de købte, alt af Mandkøn i Abrahams Hus, og omskar selvsamme Dag deres Forhud, således som Gud havde pålagt ham.
01O 17 24 Abraham var ni og halvfemsindstyve År, da han blev omskåret på sin Forhud;
01O 17 25 og hans Søn Ismael var tretten År, da han blev omskåret på sin Forhud.
01O 17 26 Selvsamme Dag blev Abraham og hans Søn Ismael omskåret;
01O 17 27 og alle Mænd i hans Hus, både de hjemmefødte og de, der var købt, de fremmede, blev omskåret tillige med ham.
01O 18 1 Siden åbenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen.
01O 18 2 Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren, bøjede sig til Jorden
01O 18 3 og sagde: "Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå ikke din Træl forbi!
01O 18 4 Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet.
01O 18 5 Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!" De svarede: "Gør, som du siger!"
01O 18 6 Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: "Tag hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!"
01O 18 7 Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den til Svenden, og han tilberedte den i Hast.
01O 18 8 Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.
01O 18 9 Da sagde de til ham: "Hvor er din Hustru Sara?" Han svarede: "Inde i Teltet!"
01O 18 10 Så sagde han: "Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har din Hustru Sara en Søn!" Men Sara lyttede i Teltdøren bag ved dem;
01O 18 11 og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det ikke mere gik Sara på Kvinders Vis,
01O 18 12 lo hun ved sig selv og tænkte: "Skulde jeg virkelig føle Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?"
01O 18 13 Da sagde HERREN til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel?
01O 18 14 Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!"
01O 18 15 Men Sara nægtede og sagde: "Jeg lo ikke!" Thi hun frygtede. Men han sagde: "Jo, du lo!"
01O 18 16 Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med for at følge dem på Vej.
01O 18 17 Men HERREN sagde ved sig selv: "Skulde jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre.
01O 18 18 da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle Jordens Folk skal velsignes i ham?
01O 18 19 Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og sine Efterkommere at vogte på HERRENs Vej ved at øve Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham."
01O 18 20 Da sagde HERREN: "Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres Synd er såre svar.
01O 18 21 Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig - derom vil jeg have Vished!"
01O 18 22 Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men HERREN blev stående foran Abraham.
01O 18 23 Og Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse?
01O 18 24 Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde.
01O 18 25 Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de gudløse - det være langt.fra dig! Skulde den, der dømmer hele Jorden, ikke selv øve Ret?"
01O 18 26 Da sagde HERREN: "Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele Stedet!"
01O 18 27 Men Abraham tog igen til Orde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske!
01O 18 28 Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du da ødelægge hele Byen for fems Skyld?" Han svarede: "Jeg vil ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den."
01O 18 29 Men han blev ved at tale til ham: "Måske findes der fyrretyve i den!" Han. svarede: "For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det være."
01O 18 30 Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale: Måske findes der tredive i den!" Han svarede: "Jeg skal ikke gøre det, hvis jeg finder tredive i den."
01O 18 31 Men han sagde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herr: Måske findes de tyve i den!" Han svarede: "For de tyves Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
01O 18 32 Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den!" Han svarede: "For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
01O 18 33 Da nu HERREN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham vendte tilbage til sin Bolig.
01O 19 1 De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas Port, og da han fik Øje på dem, stod han op og gik dem i Møde, bøjede sig til Jorden
01O 19 2 og sagde: "Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls Hus og tvæt eders Fødder; i Morgen tidlig kan I drage videre!" Men de sagde: "Nej, vi vil overnatte på Gaden."
01O 19 3 Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpå tilberedte han dem et Måltid og bagte usyrede Kager, og de spiste.
01O 19 4 Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk, Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, både gamle og unge, alle uden Undtagelse,
01O 19 5 og de råbte til Lot: "Hvor er de Mænd, der kom til dig i Nat Kom herud med dem, for at vi kan stille vor Lyst på dem!"
01O 19 6 Da gik Lot ud til dem i Porten, men Døren lukkede han efter sig.
01O 19 7 Og han sagde: "Gør dog ikke noget ondt, mine Brødre!
01O 19 8 Se, jeg har to Døtre, der ikke har kendt Mand; dem vil jeg bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men disse Mænd må I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet ind under mit Tags Skygge!"
01O 19 9 Men de sagde: "Bort med dig! Her er den ene Mand kommet og bor som fremmed, og nu vil han spille Dommer! Kom, lad os handle værre med ham end med dem!" Og de trængte ind på Manden, på Lot, og nærmede sig Døren for at sprænge den.
01O 19 10 Da rakte Mændene Hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede Døren;
01O 19 11 men Mændene uden for Porten til Huset slog de med Blindhed, både store og små, så de forgæves søgte at finde Porten.
01O 19 12 Derpå sagde Mændene til Lot: "Hvem der ellers hører dig til her, dine Svigersønner, dine Sønner og Døtre, alle, som hører dig til i Byen, må du føre bort fra dette Sted;
01O 19 13 thi vi står i Begreb med at ødelægge Stedet her, fordi Skriget over dem er blevet så stort for HERREN, at HERREN har sendt os for at ødelægge dem."
01O 19 14 Da gik Lot ud og sagde til sine Svigersønner, der skulde ægte hans Døtre: "Stå op, gå bort herfra, thi HERREN vil ødelægge Byen!" Men hans Svigersønner troede, at han drev Spøg med dem.
01O 19 15 Da Morgenen så gryede, skyndede Englene på Lot og sagde: "Tag din Hustru og dine to Døtre, som bor hos dig, og drag bort, for at du ikke skal rives bort ved Byens Syndeslkyld!"
01O 19 16 Og da han tøvede, greb Mændene ham,.hans Hustru og hans to Døtre ved Hånden, thi HERREN vilde skåne ham, og de førte ham bort og bragte ham i Sikkerhed uden for Byen.
01O 19 17 Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: "Det gælder dit Liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogensteds i Jordanegnen, men red dig op i Bjergene, for at du ikke skal omkomme!"
01O 19 18 Men Lot sagde til dem: "Ak nej, Herre!
01O 19 19 Din Træl har jo fundet Nåde for dine Øjne, og du har vist mig stor Godhed og frelst mit Liv; men jeg kan ikke nå op i Bjergene og undfly Ulykken; den indhenter mig så jeg mister Livet.
01O 19 20 Se, den By der er nær nok til at jeg kan flygte derhen; den betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo ikke stort, og mit Liv er frelst!"
01O 19 21 Da svarede han: "Også i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil ikke ødelægge den By, du nævner;
01O 19 22 men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når derhen!" Derfor kaldte man Byen Zoar.
01O 19 23 Da Solen steg op over Landet og Lot var nået til Zoar,
01O 19 24 lod HERREN Svovl og Ild regne over Sodoma og Gomorra fra HERREN, fra Himmelen;
01O 19 25 og han ødelagde disse Byer og hele Jordanegnen og alle Byernes Indbyggere og Landets Afgrøde.
01O 19 26 Men hans Hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til en Saltstøtte.
01O 19 27 Næste Morgen, da Abraham gik hen til det Sted, hvor han havde stået hos HERREN,
01O 19 28 og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen. så han Røg stige til Vejrs fra Landet som Røgen fra en Smelteovn.
01O 19 29 Da Gud tilintetgjorde Jordanegnens Byer, kom han Abraham i Hu og førte Lot ud af Ødelæggelsen, som han lod komme over de Byer, Lot boede i.
01O 19 30 Men Lot drog op fra Zoar og slog sig ned i Bjergene med sine Døtre, thi han turde ikke blive i Zoar; og han boede i en Hule med sine to Døtre.
01O 19 31 Da sagde den ældste til den yngste: "Vor Fader er gammel, og der findes ingen Mænd her i Landet, som kunde komme til os på vanlig Vis.
01O 19 32 Kom, lad os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham for at få Afkom ved vor Fader!"
01O 19 33 De gav ham da Vin at drikke samme Nat; og den ældste lagde sig hos sin Fader, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op.
01O 19 34 Næste Dag sagde den ældste til den yngste: "Jeg lå i Går Nat hos min Fader; nu vil vi også give ham Vin at drikke i Nat, og gå du så ind og læg dig hos ham, for at vi kan få Afkom ved vor Fader!"
01O 19 35 Så gav de atter den Nat deres Fader Vin at drikke, og den yngste lagde sig hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op.
01O 19 36 Således blev begge Lots Døtre frugtsommelige ved deres Fader;
01O 19 37 og den ældste fødte en Søn, som hun kaldte Moab; han er Moabs Stamfader den Dag i Dag.
01O 19 38 Ligeså fødte den yngste en Søn, som hun kaldte Ben Ammi; han er Ammoniternes Stamfader den Dag i Dag.
01O 20 1 Der På brød Abraham op derfra til Sydlandet og slog sig ned mellem Kadesj og Sjur og boede som fremmed i Gerar.
01O 20 2 Da nu Abraham sagde om sin Hustru Sara, at hun var hans Søster, sendte Kong Abimelek af Gerar Bud og lod Sara hente til sig.
01O 20 3 Men Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten og sagde til ham: "Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget, thi hun er en anden Mands Hustru!"
01O 20 4 Abimelek var imidlertid ikke kommet hende nær; og han sagde: "Herre, vil du virkelig.slå retfærdige Folk ihjel?
01O 20 5 Har han ikke sagt mig, at hun er hans Søster? Og hun selv har også sagt, at han er hendes Broder; i mit Hjertes Troskyldighed og med rene Hænder har jeg gjort dette."
01O 20 6 Da sagde Gud til ham i Drømmen: "Jeg ved, at du har gjort det i dit Hjertes Troskyldighed, og jeg har også hindret dig i at synde imod mig; derfor tilstedte jeg dig ikke at røre hende.
01O 20 7 Men send nu Mandens Hustru tilbage, thi han er en Profet, så han kan gå i Forbøn for dig, og du kan blive i Live; men sender du hende ikke tilbage, så vid, at du og alle dine er dødsens!"
01O 20 8 Tidligt næste Morgen lod Abimelek alle sine Tjenere kalde og fortalte dem det hele, og Mændene blev såre forfærdede.
01O 20 9 Men Abimelek lod Abraham kalde og sagde til ham: "Hvad har du dog gjort imod os? Og hvad har jeg forbrudt imod dig, at du bragte denne store Synd over mig og mit Rige? Du har gjort imod mig, hvad man ikke bør gøre!"
01O 20 10 Og Abimelek sagde til Abraham: "Hvad bragte dig til at handle således?"
01O 20 11 Abraham svarede: "Jo, jeg tænkte: Her er sikkert ingen Gudsfrygt på dette Sted, så de vil slå mig ihjel for min Hustrus Skyld.
01O 20 12 Desuden er hun virkelig min Søster, min Faders Datter, kun ikke min Moders; men hun blev min Hustru.
01O 20 13 Og da nu Gud lod mig flakke om fjernt fra min Faders Hus, sagde jeg til hende: Den Godhed må du vise mig, at du overalt, hvor vi kommer hen, siger, at jeg er din Broder."
01O 20 14 Derpå tog Abimelelk Småkvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder og gav Abraham dem og sendte hans Hustru Sara tilbage til ham;
01O 20 15 og Abimelek sagde til ham: "Se, mit Land ligger åbent for dig; slå dig ned, hvor du lyster!"
01O 20 16 Men til Sara sagde han: "Jeg har givet din Broder 1000 Sekel Sølv, det skal være dig Godtgørelse for alt, hvad der er tilstødt dig. Hermed har du fået fuld Oprejsning."
01O 20 17 Men Abraham gik i Forbøn hos Gud, og Gud helbredte Abimelek og hans Hustru og Medhustruer, så at de atter fik Børn.
01O 20 18 HERREN havde nemlig lukket for ethvert Moderliv i Abimeleks Hus for Abrahams Hustru Saras Skyld.
01O 21 1 HERREN så til Sara, som han havde lovet, og HERREN gjorde ved Sara, som han havde sagt,
01O 21 2 og hun undfangede og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, til den Tid Gud havde sagt ham.
01O 21 3 Abraham kaldte den Søn, han fik med Sara, Isak;
01O 21 4 og Abraham omskar sin Søn Isak, da han var otte Dage gammel, således som Gud havde pålagt ham.
01O 21 5 Abraham var 100 År gammel, da hans Søn Isak fødtes ham.
01O 21 6 Da sagde Sara: "Gud ham beredt mig Latter; enhver, der hører det, vil le ad mig."
01O 21 7 Og hun sagde: "Hvem skulde have sagt Abraham, at Sara ammer Børn! Sandelig, jeg har født ham en Søn i hans Alderdom!"
01O 21 8 Drengen voksede til og blev vænnet fra, og Abraham gjorde et stort Gæstebud, den dag Isak blev vænnet fra.
01O 21 9 Men da Sara så Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født Abraham, lege med hendes Søn Isak,
01O 21 10 sagde hun til Abraham: "Jag den Trælkvinde og hendes Søn bort, thi ikke skal denne Trælkvindes Søn arve sammen med min Søn, med Isak!"
01O 21 11 Derover blev Abraham såre ilde til Mode for sin Søns Skyld;
01O 21 12 men Gud sagde til Abraham: "Vær ikke ilde til Mode over Drengen og din Trælkvinde, men adlyd Sara i alt, hvad hun siger dig, thi efter Isak skal dit Afkom nævnes;
01O 21 13 men også Trælkvindens Søn vil jeg gøre til et stort Folk; han er jo dit Afkom!"
01O 21 14 Tidligt næste Morgen tog da Abraham Brød og en Sæk Vand og gav Hagar det, og Drengen satte han på hendes Skulder, hvorpå han sendte hende bort. Som hun nu vandrede af Sted, for hun vild i Be'ersjebas Ørken,
01O 21 15 og Vandet slap op i hendes Sæk; da lagde hun Drengen hen under en af Buskene
01O 21 16 og gik hen og satte sig i omtrent et Pileskuds Afstand derfra, idet hun sagde ved sig selv: "Jeg kan ikke udholde at se Drengen dø!" Og således sad hun, medens Drengen græd højt.
01O 21 17 Da hørte Gud Drengens Gråd, og Guds Engel råbte til Hagar fra Himmelen og sagde til hende: "Hvad fattes dig, Hagar? Frygt ikke, thi Gud har hørt Drengens Røst der, hvor,han ligger;
01O 21 18 rejs dig, hjælp Drengen op og tag ham ved Hånden, thi jeg vil gøre ham til et stort Folk!"
01O 21 19 Da åbnede Gud hendes Øjne, så hun fik Øje på en Brønd med Vand; og hun gik hen og fyldte Sækken med Vand og gav Drengen at drikke.
01O 21 20 Og Gud var med Drengen, og han voksede til; og han bosatte sig i Ørkenen og blev Bueskytte.
01O 21 21 Han boede i Parans Ørken, og hans Moder tog ham en Hustru fra Ægypten.
01O 21 22 Ved den Tid sagde Abimelek og hans Hærfører Pikol til Abraham: "Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for;
01O 21 23 tilsværg mig derfor her ved Gud, at du aldrig vil være troløs mod mig eller mine Efterkommere, men at du vil handle lige så venligt mod mig og det Land, du gæster, som jeg har handlet mod dig!"
01O 21 24 Da svarede Abraham: "Jeg vil sværge!"
01O 21 25 Men Abraham krævede Abimelek til Regnskab for en Brønd, som Abimeleks Folk havde tilranet sig.
01O 21 26 Da svarede Abimelek: "Jeg ved intet om, hvem der har gjort det; hverken har du underrettet mig derom, ej heller har jeg hørt det før i Dag!"
01O 21 27 Da tog Abraham Småkvæg og Hornkvæg og gav Abimelek det, og derpå sluttede de Pagt med hinanden.
01O 21 28 Men Abraham satte syv Lam til Side,
01O 21 29 og da Abimelek spurgte ham: "Hvad betyder de syv Lam, du der har sat til Side?"
01O 21 30 svarede han: "Jo, de syv Lam skal du modtage af min Hånd til Vidnesbyrd om, at jeg har gravet denne Brønd."
01O 21 31 Derfor kaldte man dette Sted Be'ersjeba, thi der svor de hinanden Eder;
01O 21 32 og de sluttede Pagt ved Be'ersjeba. Så brød Abimelek og hans Hærfører Pikol op og vendte tilbage til Filisternes Land.
01O 21 33 Men Abraham plantede en Tamarisk i Be'ersjeba og påkaldte der HERREN den evige Guds Navn.
01O 21 34 Og Abraham boede en Tid lang; som fremmed i Filisternes Land.
01O 22 1 Efter disse Begivenheder satte Gud Abraham på Prøve og sagde til ham: "Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!"
01O 22 2 Da sagde han: "Tag din Søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og drag hen til Morija Land.og bring ham der som Brændoffer på et af Bjergene, som jeg vil vise dig!"
01O 22 3 Da sadlede Abraham tidligt næste Morgen sit Æsel, tog to af sine Drenge og sin Søn Isak med sig, og efter at have kløvet Offerbrænde gav han sig på Vandring; til det Sted, Gud havde sagt ham.
01O 22 4 Da Abraham den tredje Dag så. op, fi1k han Øje på Stedet langt borte.
01O 22 5 Så sagde Abraham til sine Drenge: "Bliv her med Æselet, medens jeg og Drengen vandrer der. hen for at tilbede; så kommer vi tilbage til eder."
01O 22 6 Abraham tog da Brændet til Brændofferet og lagde,det på sin Søn Isak; selv tog han Ilden og Offerkniven, og så gik de to sammen.
01O 22 7 Da sagde Isak til sin Fader Abraham: "Fader!" Han svarede: "Ja. min Søn!" Da sagde han: "Her er Ilden og Brændet, men hvor er Dyret til Brændofferet?"
01O 22 8 Abraham svarede: "Gud vil selv udse sig Dyret til Brændofferet, min Søn!" Og så gik de to sammen.
01O 22 9 Da de nåede det Sted, Gud havde sagt ham, byggede Abraham der et Alter og lagde Brændet til Rette; så bandt han sin Søn Isak og lagde ham på Alteret oven på Brændet.
01O 22 10 Og Abraham greb Kniven og rakte Hånden ud for at slagte sin Søn.
01O 22 11 Da råbte HERRENs Engel til ham fra Himmelen: "Abraham, Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!"
01O 22 12 Da sagde Engelen: "Ræk ikke din Hånd ud mod Drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din
"1" 0 0 1 1 1 1
"2" 0 1 1 1 0 1
"3" 1 1 1 1 0 0
"4" 1 1 0 1 0 0
"5" 1 1 1 1 1 1
"6" 1 0 1 1 1 1
"7" 0 0 1 1 1 0
"8" 1 0 1 1 0 1
"9" 1 1 1 0 1 0
"10" 0 1 1 0 0 1
"11" 1 0 1 1 1 1
"12" 1 0 1 1 1 0
"13" 1 0 1 0 1 0
"14" 0 1 0 1 0 1
"15" 1 1 1 1 1 1
"16" 1 1 1 1 1 1
"17" 1 0 0 0 0 1
"18" 1 0 1 1 1 1
"19" 1 1 1 1 1 1
"20" 1 0 1 1 0 1
"21" 1 1 1 1 1 1
"22" 1 0 1 0 0 1
"23" 0 0 1 1 0 1
"24" 1 0 1 1 1 1
"25" 1 1 1 1 1 1
"26" 1 0 1 0 1 1
"27" 1 1 1 0 0 1
"28" 1 0 1 0 1 0
"29" 1 1 0 0 0 1
"30" 1 0 1 1 1 1
"31" 1 1 1 1 1 1
"32" 0 1 1 0 1 1
"33" 0 0 1 1 1 0
"34" 0 0 1 0 0 0
"35" 0 1 1 1 1 0
"36" 0 0 1 1 1 1
"37" 1 0 1 1 1 1
"38" 1 0 1 1 0 1
"39" 1 1 1 1 1 1
"40" 1 1 1 1 1 1
"41" 1 0 1 1 1 1
"42" 1 1 1 1 1 1
"43" 1 0 1 1 0 0
"44" 1 1 0 0 0 0
"45" 1 1 1 1 1 1
"46" 1 0 1 1 0 0
"47" 1 1 1 1 0 1
"48" 1 1 1 0 0 1
"49" 1 1 1 1 1 1
"50" 1 1 1 1 1 1
"51" 1 0 0 1 0 0
"52" 0 0 1 1 1 0
"53" 1 1 0 1 1 1
"54" 1 0 1 1 1 1
"55" 1 1 1 1 1 1
"56" 0 1 1 1 1 1
"57" 1 1 1 1 1 1
"58" 1 1 1 1 1 1
"59" 1 1 1 1 0 0
"60" 1 0 0 0 1 1
"61" 1 1 1 0 0 0
"62" 1 0 1 1 1 1
"63" 1 1 1 1 0 0
"64" 1 1 1 1 1 1
"65" 1 1 1 1 1 1
"66" 1 0 0 0 0 0
"67" 1 1 1 1 1 1
"68" 0 0 1 1 0 1
"69" 1 1 1 1 0 1
"70" 1 1 1 0 1 1
"71" 0 1 1 1 0 1
"72" 1 1 1 1 0 0
"73" 0 1 1 1 1 1
"74" 1 1 1 0 0 0
"75" 1 1 1 1 0 1
"76" 0 0 1 1 1 1
"77" 1 0 1 1 1 1
"78" 1 1 1 1 0 1
"79" 1 0 1 0 0 0
"80" 1 1 1 1 1 0
"81" 1 1 1 0 0 0
"82" 1 0 1 1 1 0
"83" 0 1 1 1 1 0
"84" 1 1 1 1 1 1
"85" 0 0 1 0 0 1
"86" 1 0 1 0 1 1
"87" 0 0 1 1 1 0
"88" 1 1 1 1 1 1
"89" 1 1 0 1 0 1
"90" 1 1 1 1 1 1
"91" 1 0 1 1 1 1
"92" 1 1 1 1 1 1
"93" 1 0 1 1 1 1
"94" 1 0 1 0 0 0
"95" 1 1 0 0 0 1
"96" 1 1 1 1 1 1
"97" 1 1 1 1 1 1
"98" 1 1 1 0 0 1
"99" 1 1 1 0 1 1
"100" 1 1 0 1 0 1
"101" 0 0 0 1 0 0
"102" 1 0 1 1 0 1
"103" 0 0 1 1 1 1
"104" 1 1 1 1 1 1
"105" 1 1 1 1 1 1
"106" 1 1 1 1 1 1
"107" 1 0 1 0 1 1
"108" 0 1 1 0 1 0
"109" 1 1 1 1 1 1
"110" 1 1 1 1 0 0
"111" 1 1 1 0 1 0
"112" 1 1 0 1 1 1
"113" 1 1 1 1 1 1
"114" 1 1 1 1 1 1
"115" 1 1 0 1 0 1
"116" 1 1 0 1 0 0
"117" 1 0 1 1 1 1
"118" 1 1 1 1 1 1
"119" 1 1 1 1 1 1
"120" 1 1 1 0 0 1
"121" 0 0 1 1 0 1
"122" 1 0 0 1 1 1
"123" 1 1 1 1 0 1
"124" 1 1 1 1 1 1
"125" 1 1 1 1 0 0
"126" 1 0 1 1 0 0
"127" 0 0 1 0 0 0
"128" 1 1 1 1 0 1
"129" 1 1 1 1 1 1
"130" 1 1 1 1 1 1
"131" 1 1 1 1 1 1
"132" 1 1 0 1 0 1
"133" 1 0 1 1 0 0
"134" 1 0 1 0 0 0
"135" 1 0 1 1 0 1
"136" 1 0 1 1 0 1
"137" 1 1 1 1 0 0
"138" 1 1 0 1 1 1
"139" 1 1 1 0 0 0
"140" 1 1 1 0 1 1
"141" 1 1 1 1 1 1
"142" 1 1 1 1 1 1
"143" 0 0 1 1 0 1
"144" 1 1 1 1 0 1
"145" 0 0 1 1 0 1
"146" 1 0 1 0 1 1
"147" 1 1 1 0 0 0
"148" 0 0 1 1 1 1
"149" 1 1 1 1 1 1
"150" 1 0 0 1 0 0
"151" 1 0 1 1 0 1
"152" 1 1 1 1 1 1
"153" 0 1 1 0 0 1
"154" 1 0 1 0 0 1
"155" 1 1 1 1 0 1
"156" 1 1 1 0 1 1
"157" 1 0 1 0 0 1
"158" 1 0 1 1 1 1
"159" 1 1 1 1 0 1
"160" 0 0 1 1 0 1
"161" 1 0 1 1 1 1
"162" 1 0 1 1 1 0
"163" 1 1 1 1 1 1
"164" 1 1 1 1 1 1
"165" 0 0 1 1 0 0
"166" 0 0 1 1 0 0
"167" 1 1 0 1 1 1
"168" 1 0 1 1 1 1
"169" 1 1 0 1 0 1
"170" 1 1 1 1 1 1
"171" 1 1 1 0 1 1
"172" 1 0 0 0 0 0
"173" 1 0 1 1 1 1
"174" 1 0 1 0 0 1
"175" 1 1 1 1 0 0
"176" 1 0 1 0 1 1
"177" 1 1 1 1 1 1
"178" 0 1 1 1 1 1
"179" 1 0 1 1 1 1
"180" 1 0 1 1 1 1
"181" 1 1 1 0 1 1
"182" 1 0 0 0 0 0
"183" 1 0 1 1 0 0
"184" 1 1 1 1 1 1
"185" 1 1 1 1 1 1
"186" 1 0 1 1 1 1
"187" 1 0 1 1 0 1
"188" 1 1 1 1 1 1
"189" 1 1 1 1 0 1
"190" 1 1 1 1 0 1
"191" 0 1 1 0 0 1
"192" 0 0 1 0 0 1
"193" 1 0 1 1 0 1
"194" 1 1 1 1 0 1
"195" 1 0 1 1 1 1
"196" 1 0 1 1 0 1
"197" 1 0 1 0 0 0
"198" 1 0 1 1 1 1
"199" 1 1 1 1 0 1
"200" 1 1 1 0 0 0
"201" 1 1 1 1 1 1
"202" 1 1 1 1 1 1
"203" 1 1 1 1 1 1
"204" 1 1 1 1 0 1
"205" 0 1 0 0 1 1
"206" 1 1 1 1 0 1
"207" 1 0 1 1 1 1
"208" 1 0 1 1 1 0
"209" 1 0 1 0 0 0
"210" 1 1 1 0 1 1
"211" 1 1 1 0 1 0
"212" 0 1 1 1 1 1
"213" 1 1 1 1 0 1
"214" 1 0 1 1 0 1
"215" 1 1 1 1 0 1
"216" 1 0 1 1 0 1
"217" 1 0 1 0 0 1
"218" 1 1 1 1 0 0
"219" 1 0 0 1 1 0
"220" 1 1 1 1 1 1
"221" 1 1 1 1 0 1
"222" 1 0 0 0 0 0
"223" 0 1 1 0 0 0
"224" 0 1 1 0 1 1
"225" 1 1 1 1 0 1
"226" 1 0 1 1 1 0
"227" 1 0 1 1 1 1
"228" 0 0 1 1 0 1
"229" 1 1 1 1 1 1
"230" 1 1 1 0 0 0
"231" 1 0 0 0 0 1
"232" 1 0 1 0 0 0
"233" 0 0 1 1 0 1
"234" 1 0 0 0 1 1
"235" 1 0 1 1 1 1
"236" 1 1 1 1 0 1
"237" 1 1 1 1 1 1
"238" 1 1 1 1 0 1
"239" 0 0 1 1 0 0
"240" 0 0 1 1 1 1
"241" 1 1 0 0 1 1
"242" 1 0 1 1 1 1
"243" 1 0 1 1 0 1
"244" 1 1 1 0 1 1
"245" 1 1 0 0 0 1
"246" 1 1 1 0 1 1
"247" 1 1 1 1 1 1
"248" 1 1 1 1 0 0
"249" 1 0 1 1 0 0
"250" 1 1 0 0 1 1
"251" 1 1 1 1 0 1
"252" 1 1 1 1 1 1
"253" 1 1 0 1 1 0
"254" 1 0 1 0 0 0
"255" 1 1 1 1 1 0
"256" 1 1 1 0 1 1
"257" 1 1 1 1 1 1
"258" 1 1 1 1 1 1
"259" 1 0 1 1 1 0
"260" 0 0 1 1 0 0
"261" 1 0 1 1 1 1
"262" 1 0 1 1 0 1
"263" 0 0 1 1 0 1
"264" 1 0 1 1 0 1
"265" 1 1 0 1 1 1
"266" 1 1 1 1 1 1
"267" 1 0 1 1 1 1
"268" 1 0 0 0 0 1
"269" 1 1 1 1 1 1
"270" 1 0 0 1 1 1
"271" 0 0 1 1 0 0
"272" 1 0 1 1 1 1
"273" 1 0 1 0 0 0
"274" 0 0 0 1 1 0
"275" 1 0 0 1 0 0
"276" 0 0 1 1 0 0
"277" 1 0 0 1 0 0
"278" 0 1 1 0 1 1
"279" 0 0 1 0 0 0
"280" 1 0 1 1 0 1
"281" 0 0 1 1 0 1
"282" 1 0 1 1 0 1
"283" 1 1 1 0 1 1
"284" 1 0 1 1 1 1
"285" 1 1 1 1 0 1
"286" 1 1 1 0 1 1
"287" 1 0 1 1 1 1
"288" 1 0 1 1 0 1
"289" 1 0 1 1 1 1
"290" 0 1 1 1 0 0
"291" 1 0 1 0 1 1
"292" 1 1 1 1 1 1
"293" 1 1 1 1 0 1
"294" 1 1 1 1 0 1
"295" 1 0 1 1 0 1
"296" 1 1 0 0 0 0
"297" 0 1 0 1 0 0
"298" 0 0 1 1 1 1
"299" 1 0 1 1 1 1
"300" 1 1 1 0 0 1
"301" 1 0 1 1 1 1
"302" 1 1 1 1 1 1
"303" 1 0 1 0 0 1
"304" 1 1 1 0 0 0
"305" 1 1 1 1 1 1
"306" 1 0 1 0 1 0
"307" 1 0 0 1 1 1
"308" 1 0 1 0 0 0
"309" 1 1 1 1 1 1
"310" 1 0 0 1 0 0
"311" 1 1 1 0 1 1
"312" 0 1 1 1 0 1
"313" 1 0 1 1 0 1
"314" 0 1 1 1 0 1
"315" 1 0 1 0 0 1
"316" 1 1 1 1 1 1
"317" 1 0 1 1 1 0
"318" 1 0 0 1 0 1
"319" 1 0 1 0 1 1
"320" 0 1 1 1 1 1
"321" 1 0 1 0 0 1
"322" 0 1 1 1 1 1
"323" 1 1 1 0 0 1
"324" 1 1 1 0 0 0
"325" 1 1 1 1 0 1
"326" 1 0 1 1 1 1
"327" 1 0 1 1 1 1
"328" 1 1 0 1 0 0
"329" 1 1 1 0 0 1
"330" 1 0 1 1 1 1
"331" 1 1 1 1 1 0
"332" 1 1 1 0 0 1
"333" 1 0 1 1 0 1
"334" 1 1 1 1 0 1
"335" 1 0 1 1 1 1
"336" 1 0 1 0 1 1
"337" 1 1 0 0 0 0
"338" 1 1 1 0 1 1
"339" 1 1 1 1 0 1
"340" 1 0 1 1 1 1
"341" 1 1 1 0 0 0
"342" 1 1 1 1 0 1
"343" 1 0 1 0 0 0
"344" 1 1 1 1 1 1
"345" 1 1 0 1 1 1
"346" 1 0 1 0 0 1
"347" 1 1 1 1 1 1
"348" 1 0 1 1 0 1
"349" 1 1 1 1 0 1
"350" 1 1 1 1 0 1
"351" 0 1 1 1 1 1
"352" 1 0 0 1 0 1
"353" 1 0 1 0 0 0
"354" 1 1 1 0 0 0
"355" 0 0 1 1 1 0
"356" 1 0 0 1 0 0
"357" 1 1 1 1 1 1
"358" 1 1 1 0 0 0
"359" 1 1 0 1 0 1
"360" 1 1 1 1 0 1
"361" 1 0 1 1 0 0
"362" 1 1 1 1 1 1
"363" 1 1 1 1 1 1
"364" 1 0 1 0 1 1
"365" 1 1 1 1 1 1
"366" 1 1 1 1 1 1
"367" 1 1 1 0 0 0
"368" 1 1 1 1 0 1
"369" 0 1 1 0 0 0
"370" 1 1 1 1 1 1
"371" 1 1 1 1 1 0
"372" 1 0 1 1 0 0
"373" 1 1 1 1 1 1
"374" 1 1 0 0 0 1
"375" 1 1 1 0 0 1
"376" 1 0 1 1 0 1
"377" 1 0 1 0 0 0
"378" 0 1 1 1 1 1
"379" 0 1 0 1 1 1
"380" 0 1 1 1 0 1
"381" 1 1 1 1 0 1
"382" 1 0 1 1 0 0
"383" 1 0 1 1 0 1
"384" 1 0 1 1 0 1
"385" 0 0 1 1 0 0
"386" 1 1 1 0 1 1
"387" 0 1 1 1 0 1
"388" 1 0 1 1 0 0
"389" 1 0 1 1 1 1
"390" 1 0 1 1 1 1
"391" 1 0 1 0 0 0
"392" 1 1 1 1 0 1
"393" 0 0 0 0 0 0
"394" 1 1 1 1 0 1
"395" 1 0 1 1 0 0
"396" 1 1 1 1 1 1
"397" 0 0 1 1 1 0
"398" 0 0 1 1 1 1
"399" 1 0 1 1 0 0
"400" 1 0 1 1 0 1
"401" 1 1 0 1 1 1
"402" 1 0 0 0 1 1
"403" 1 1 0 0 0 0
"404" 1 0 1 1 0 1
"405" 1 1 1 1 0 1
"406" 0 0 1 0 0 1
"407" 1 0 1 1 0 1
"408" 1 1 1 1 1 1
"409" 1 1 1 1 1 1
"410" 1 0 1 1 0 1
"411" 1 1 1 1 0 1
"412" 1 0 1 0 0 1
"413" 1 0 0 0 1 0
"414" 1 1 1 1 1 1
"415" 1 1 1 0 0 1
"416" 1 0 1 0 0 1
"417" 1 1 1 1 1 0
"418" 1 1 1 1 1 0
"419" 1 0 1 1 1 0
"420" 1 1 1 1 1 1
"421" 1 1 1 1 1 1
"422" 0 1 1 1 0 1
"423" 0 0 1 0 1 1
"424" 1 1 1 1 0 1
"425" 1 1 1 1 0 1
"426" 1 1 1 1 0 1
"427" 1 1 0 0 0 0
"428" 1 0 1 1 1 1
"429" 1 1 1 1 0 1
"430" 1 1 1 1 1 1
"431" 1 0 1 0 0 0
"432" 1 0 1 1 1 0
"433" 1 1 1 1 1 1
"434" 0 0 0 0 1 0
"435" 1 1 1 1 1 1
"436" 1 1 1 1 1 1
"437" 1 0 1 1 0 1
"438" 1 1 1 1 1 1
"439" 0 0 1 1 1 0
"440" 1 1 1 0 0 0
"441" 1 0 1 1 1 1
"442" 1 1 1 1 1 1
"443" 1 1 1 1 0 1
"444" 1 1 1 1 0 1
"445" 1 1 1 0 0 1
"446" 1 1 1 1 0 1
"447" 1 0 1 1 1 1
"448" 0 0 1 1 1 0
"449" 0 1 1 1 1 1
"450" 0 0 1 1 1 1
"451" 1 1 1 1 0 1
"452" 1 0 1 1 1 0
"453" 1 1 1 1 0 1
"454" 1 1 1 1 1 0
"455" 1 0 1 1 1 1
"456" 1 1 1 1 1 1
"457" 1 0 0 1 0 0
"458" 1 0 1 1 0 1
"459" 1 1 0 1 1 1
"460" 1 0 0 0 0 1
"461" 1 1 1 1 1 1
"462" 1 0 1 1 1 1
"463" 1 0 1 0 0 1
"464" 1 1 1 1 1 1
"465" 1 1 1 1 1 1
"466" 1 1 0 1 1 1
"467" 1 0 1 1 0 1
"468" 1 1 0 0 0 0
"469" 1 0 1 1 1 1
"470" 1 1 1 0 0 1
"471" 0 0 1 1 0 0
"472" 1 0 1 1 1 1
"473" 1 1 1 0 1 1
"474" 1 1 1 1 0 1
"475" 0 0 1 1 0 1
"476" 1 1 1 0 1 1
"477" 1 0 1 1 0 1
"478" 1 1 1 1 1 1
"479" 1 0 0 1 0 0
"480" 1 1 0 1 1 1
"481" 1 0 1 1 1 1
"482" 1 0 1 1 1 1
"483" 1 1 1 1 0 1
"484" 1 0 1 1 1 1
"485" 0 0 1 1 1 1
"486" 1 1 1 1 1 0
"487" 1 0 1 1 0 1
"488" 1 1 1 1 1 1
"489" 1 0 0 0 0 1
"490" 1 0 1 0 0 0
"491" 1 1 0 1 0 1
"492" 1 0 1 1 1 1
"493" 1 1 1 1 1 1
"494" 1 1 1 1 1 1
"495" 1 1 1 1 1 0
"496" 1 1 1 1 1 1
"497" 1 0 1 1 0 1
"498" 0 0 1 1 0 0
"499" 0 1 1 1 0 1
"500" 0 0 1 0 1 1
-og den lykkelige slutning-
Kapitel 1- Hedvigs forræderi:
”HARRY!” blev der råbt nede fra dagligstuen.
Harry åndede tungt ud, og gik ned af trapperne til stuen.
Vernon var rød i hovedet, som en tomat, og Petunia stod og skreg. Oven på hendes knoldede hoved sad en brun ugle.
”Få den væk” skreg hun hysterisk og viftede med armene. ”Få den væk, få den væk” gentog hun.
”Harry. Hvad er det her for noget?” råbte Vernon.
”En ugle” sagde Harry ligeglad, ”kan du ikke se det?”
Vernon blev endnu mere rød i ansigtet. ”Få den dog væk knægt”
Harry åndede igen opgivende ud. Han gik hen til Petunia og lod uglen lande på sin arm.
Hastende halvløb han op på sit værelse.
Han tænkte at det nok måtte være det sædvanlige pensum fra Hogwarts, han modtog hvert år. Det var det også, men denne gang var konvolutten tykkere.
”Hmm” mumlede Harry for sig selv og åbnede konvolutten. Han så hen på Hedvig, der sad fornærmet i sit bur, over at der var en anden ugle til stede.
Han rejste sig og gik hen til buret og åbnede det på klem.
”Så så Hedvig” sagde han beroligende. Men Hedvig blev ikke beroliget af det. Hun begyndte at baske vildt med vingerne og snappe ud efter Harrys finger. Buret faldt på gulvet. Harry så målløst til. Hurtigt åbnede han lågen i buret. Nu så han hvad han frygtede. Hedvig lå helt stille.
”Hedvig?” smågræd Harry. Han puffede forsigtigt til den livløse fjerbunke og tog den ud af buret.
”Hedvig? Du må ikke være død” græd Harry. Han tog fuglen tæt op til sit ansigt så at hans tårer blev suget ind i Hedvigs fjer.
Han måtte indse at Hedvig var død. Han var ulykkelig.
Han listede forsigtigt ned i køkkenet for at hente en skraldepose. Petunia skreg stadig skingert: ”Den har lagt en klat i mit hår.”
Harry tog lydløst en sort skraldepose og listede igen op på sit værelse.
Han tog forsigtigt fjerbunken op og lagde den ned i posen og bandt en stram knude.
Lige da han skulle til at gå ned med posen til containeren, begyndte Hedvig at baske anstrengende med vingerne.
”Hedvig!” sagde Harry himmelhenrykt.
Han flåede posen op, men så ikke den Hedvig han havde regnet med.
Dens øjne var blevet røde, og den så glubskt på Harry. Fråde løb ud af næbet på den.
Pludselig havde Harry lyst til at skrige. En voldsom smerte jog igennem hans hoved og han tog sig til panden.
Hedvig havde nu bredt sine vinger ud og til Harry forbløffelse var det ikke ugle vinger, men mere dragelignene.
Hedvig fløj op over Harrys hoved og begyndte at hakke ham i håret.
Pludselig begyndte Hedvig at tale. Det var ikke en normal stemme men en dyb ondskabsfuld rungende stemme.
”Bøj dig for Mørkets Herre. Han vil komme før end du ved. Du kan ikke stole på nogen.”
Hedvig gik op i røg. Kun nogen få sorte, sodede fjer lå tilbage på gulvet.
Harry begyndte at grine.
”Det var da det sjoveste…” pludselig kom han i tanke om at det ikke var sjovt og begyndte så at stortude.
”Hvad har jeg gjort” græd han hjælpeløst. ”Hvad har jeg gjort?”
Han lagde sig ned på sin seng og tog sig til panden hvor den dunkende smerte stadig var.
Vernon kom brasende ind. ”Hvad sker der dreng?”
Harry snøftede: ”Hedvig… hun.. hun er væk.” Han pegede på de sorte fjer der lå på gulvet.
Vernon smilte smørret. ”Det var vel nok ærgerligt” sagde han ironisk.
Vernon smækkede døren og gik fløjtende ned i stuen igen.
Pludselig kom Harry i tanke om brevet den brune ugle havde haft med.
Han gik snøftende hen til bordet, han havde lagt det på, og åbnede den tykke konvolut.
Der var den sædvanlige pensumliste, men også et ekstra brev og et guldemblem.
Han læste brevet op for sig selv:
Kære hr. H. Potter.
For god indsats i dine skoleår er De blevet udnævnt til den nye præfekt af 7. årgangene.
De har også modtaget Deres præfektemblem og bedes gå med det på Deres gevandter så længe De er på skolen.
Hilsen Minerva McGonnagall — Vicerektor på Hogwarts.
Harry tog henrykt emblemet og havde nu glemt alt om smerten i hans hoved og om Hedvigs forsvinden.
”Bare vent til Ron hører det her” hviskede Harry skadefro for sig selv, ”og Malfoy. Ha. Han taber da helt hovedet.”
Han tog straks en pudseklud frem og begyndte at pudse sit nye emblem.
Straks tog han et stykke pergament og en fjerpen frem.
”Ha nu skal jeg bare skrive det her til Hermione og blære mig rigtig” grinte Harry for sig selv. Men pludselig slog det ham. Han kunne ikke sende noget brev, da han ikke havde Hedvig mere.
Han begyndte at græde igen.
Så fik han en idé. Den brune ugle!
”Yes” jublede Harry.
Hurtigt kradsede han nogle ord ned:
”Kære” Hermione.
Nu skal du bare høre. Jeg er blevet præfekt og det er du bare ikke. Ha ha ha.
Skal vi ikke mødes i Diagonalstrædet d. 15. august? Så kan du få fat på Ron. Så skal i bare se mit emblem.
Hilsen Harry
Han satte det fast til den brune ugle og lod den flyve. …n ting havde han bare ikke tænkt over. Det var skolens ugle og den ville sandsynlig vis flyve tilbage til skolen med brevet.
Kapitel 2- Voldemorts trussel.
”Lumos” hviskede Harry og en svagt lys faldt på rendestenen ude ved gaden.
Nu kunne Harry høre den velkendte lyd af natbussen der kom fræsende gennem gaderne.
”Jeg skal til Den Utætte Kedel” sagde Harry til bussen konduktør Stand.
”Hey. Du var Harry Potter ik'?” spurgte Stand.
”Nej,” sagde Harry ligeglad. ”Jeg er hans tvillingebror.”
”Tænk. Jeg vidste ikke at han havde en tvillingebror. Hvad hedder du så?”
”John Potter” sagde Harry og var ved at flække af grin.
”Så velkommen John” sagde Stand forvirret.
Harry lod Stand bærer sin kuffert ind. Harry var jo blevet præfekt så det skulle han ikke tage sig af.
Han satte sig hen til det bord han synes så finest ud, og ventede på at Stand kom hen med regningen.
Med et højt knald startede bussen og Harry væltede tilbage over stolen.
”SÅDAN BEHANDLER MAN IKKE EN PRÆFEKT” skreg Harry. I agretioner tog Harry den stol han havde siddet på og kylede den efter Stand.
Stand kiggede forskrækket på Harry.
”Jah, jeg tror at du skal af her.”
Han tog Harry i en arm og smed ham ud af bussen.
”Lær at opføre dig pænt John. Du er et dårligt eksempel på din bror.”
Harry så efter bussen med en knyttet vred hånd.
”Det vil I fortryde” skreg han af sine lungers kræft.
Nu måtte han gå helt til London, så han tog hårdt fat om kufferten og begyndte at trave hen af den tomme landevej, han var blevet sat af ved.
En time efter var han ankommet til London og en halv timer efter igen var han kommet til Den Utætte Kedel.
Han gik vrissende ind og smed sin kuffert hen til den pukkelryggede Tom, som mindede Harry meget om en der skulle hedde Igor.
”Et værelse” vrissede han. ”Det bedste I har. Jeg er jo præfekt.”
Tom førte ham hen til det samme værelse som Percy havde haft den gang Harry gik på 3. årgang.
Han smed sig på sengen og spiste noget ærtesuppe, som han hurtigt spyttede ud igen.
”Den er jo kold” sagde han som var han et lille barn. ”Giv mig noget nyt” befalede han.
Sådan gik et par dage og mange undrede sig over hvorfor der altid lå kold ærtesuppe under Harrys vindue.
Da det endelig blev den 15. august gik Harry ud på gaden i Diagonalstrædet for at finde Hermione og Ron.
Harry kunne ikke få øje på nogen af dem, men så i stedet for en stor folkemængde der stod foran Gringotts og ca. 10 auroere der prøvede at holde folkemængden tilbage.
”Lad mig komme til” sagde Harry befalende. ”Hvad sker der her? Jeg kræver et svar. Jeg er nemlig præfekt.”
Harry hørte en genkendt dyb latter.
Skubbende og masende kom Kingo Sjælkebolt ud. Han så Harry og udbrød: ”Harry! Tillykke. Er du virkelig blevet præfekt. Det troede jeg aldrig at du med din standart kunne blive”.
”Tak” sagde Harry gnavent.
Kingo gav ham et ordentligt dask i ryggen og begyndte at grine.
”Men hvad sker her?” spurgte Harry
”Det er den 3. trussel mod Gringotts i denne uge. Det siges at alle truslerne har været af Du-Ved-Hvem”
”Voldemort?” spurgte Harry fjoget.
Pludselig synes Harry at han havde fået mere udsyn til Gringotts. Dette skyldes at alle var faldet besvimet om da de hørte at Harry nævnte Voldemorts navn… også auroerne.
Kingo begyndte at tude.
”Hvordan kunne du finde på det” sagde han grædefærdigt. ”Hvorfor… hvorfor.. hvorfor” begyndte han at mumle og gik helt i selvsving. Han mumlede dette ”hvorfor” i et kvarter før han faldt sammen midt på gaden.
Harry så rundt. Der var kun én anden mand end ham selv- men Harry kan man ikke ligefrem kalde en mand. Manden bar en sort kutte og stod bare og så skummelt hen på Harry.
Harry kunne se at han blottede nogen spidse tænder, og af vane tog han sig til sit ar. Ikke fordi at det gjorde ondt.
”Hvem er du” stammede Harry. Manden så nu med et mere roligt blik på Harry og smilte så venligt.
Han gik hen mod Harry og tog ham på skulderen.
”Øhhh.. kender vi hinanden” sagde Harry skeptisk.
En mild og venlig latter kom fra den kutteklædte mand. Han lod ligeså stille hætten falder af så man kunne se hans velkendte ansigt.
”Tillykke Harry” sagde Lupus glad. ”Det havde jeg virkelig aldrig troet at du kunne opnå. Jeg troede at du vare ligeså du…” Lupus stoppede midt i sin sætning da han blev nødt til at løfte foden fra en heks ansigt han havde kommet til at plante sin fod i.
”Hov. Undskyld” sagde Lupus smilende. ”Men som jeg ville sige troede jeg at du var lige så dum som din far.” Lupus lød ikke så sikker da han nævnte James for Harry, men det glemte de hurtigt.
Harry forklarede Lupus hvad der var sket med Hedvig og de fulgtes ligeglad væk fra den besvimede folkemængde ind til Den Utætte Kedel.
”Det var da skrækkeligt at høre” sagde Lupus ikke særlig overbevisende. ”Jah, vi ved jo alle at Voldemort..” Lupus fik aldrig fuldført sin sætning da alle omkring pludselig fald ned fra deres stole med et brag.
”Svanse” mumlede Lupus irriteret.
Harry rullede med øjnene over at alle besvimede.
”Jah…” sagde Harry utålmodigt. ”Hvad ville De sige?”
”Jo, vi ved jo alle at.. Du-Ved-Hvem er kommet tilbage” sagde Lupus opgivende bare for at der ikke var flere der skulle besvime.
”Det var vel bare en lille lærerstreg du fik dig Harry” sagde han ligegyldigt.
Efter et stykke tid var alle kommet til bevidsthed igen og Lupus og Harry gjorde sig meget umage med ikke at nævne Voldemorts navn igen.
Lupus så på sit ur. ”Klokken er 20 og det er vist din senge tid nu Harry.”
”Jamen jeg er jo 17 år, professor” protesterede Harry.
”Lad være med at kalde mig professor, tåbelige knægt.”
”Undskyld pro… Lupus” sagde Harry flovt og skammede sig virkeligt.
Harry gik op til sit præfektværelse mens Lupus gik til værelset for varulvenes forenings medlemmer.
Da Harry kom op så han at der sad en ugle i hans vindueskarm.
Til sin forbløffelse bar den en rød konvolut og det vidste han hvad det betød. Konvolutten begyndte at koge og dampe. Harry gik skrækslagen hen til den og åbnede den.
Det var en skråler fra Dumbledore. Dumbledores stemme rungede ud så at hele Digonalstrædet kunne høre det:
Hvad er det for noget Harry? Sådan at sende en ugle til mig hvor der står om vi skal mødes i Diagonalstrædet også kalde mig for Hermione. Og NEJ jeg gider ikke få fat i Ron den taber. Og hvad er det jeg hører. Du misbruger dine evner som præfekt. Det her er en advarsel inden jeg tager emblemet fra dig og giver det til Neville Longbottom.
Konvolutten gik op i brand og lå kun som en lille bunke aske tilbage.
Harry begyndte at græde. Nu havde hele Diagonalstrædet jo hørt det. Det var bare så pinligt. Og ikke nok med det så var han ikke Dumbledores dengse mere. Dumbledore havde skældt ham ud.
Harry kunne ikke bære det og løb grædende ned til Lupus på hans værelse. Noget han ikke havde tænkt over var at det kun var for medlemmer af varulvenes forening.
Han stod som lammet foran døren til Lupus værelse da han så 30 fuldvoksne varulve komme hen mod ham.
Varulvene gik glubsk hen mod Harry som var ved at tisse i bukserne af angst. De begyndte at hyle op og blottede deres skarpe tænder og slog glubskt med kæben.
Harry krøllede sig sammen på gulvet og skreg som en pige. Varulvene synes at det lød så sjovt at de begyndte at grine og faldt om på gulvet.
”Det er ikke sjovt” skreg Harry grædefærdigt.
”Jo det er” grinte en grum stemme.
Harry snurrede rundt og så sig forvirret over skulderen da han så en sortshåret dyster mand stå og smågrine.
”Sirius?” spurgte Harry men troede ikke helt på det.
Manden nikkede og grinte stadig.
”Sirius!” åndede Harry lettet ud.
”Du gentager dig selv Potter” sagde Sirius utålmodigt.
Harry troede ikke sine egne øjne og tog brillerne af for bedre at kunne se.
”Men du.. du var jo…”
”Nej Potter” sagde Sirius strengt. ”Jeg er ikke død.”
Harry begyndte at lave en glædesdans rundt om Sirius.
”Hvor er jeg glad for at se dig” sagde han og krammede Sirius.
Sirius rynkede på næsen og skubbede Harry væk fra sig. ”Pas på Potter. Min kappe er helt ren,” sagde han afvisende.
Harry opfattede ikke at Sirius ikke var glad for at se ham og dansede stadig glad rundt om ham.
Sirius rystede opgivende på hovedet. ”Nåh. Jeg hører at du er blevet præfekt. Det troede jeg ikke var muligt. Jeg troede at du var ligeså dum som din far.”
”Hvordan overlevede du Sirius?”
”Det skal du ikke vride din hjerne med Harry. Det har den ikke godt af.”
Harry rystede glad på hovedet. ”O.K” sagde han glad og dansede fortsat videre.
”Lad os gå op inden at varulvene får deres fornuft tilbage” sagde Sirius alvidende.
Harry fortalte lykkeligt Sirius om alt det han havde oplevet i det år man havde troet at Sirius var død. Da han endelig var færdig lå Sirius over et bord og sov. Han vågnede med et spjæt: ”Sagde du noget Harry.. øh.. det lyder virkeligt spændende.”
Harry drak sin bestilte ingefærøl færdig og Sirius kiggede forfærdet på ham.
”Du drikker vel ikke sprut i din alder Harry.” Han slog kruset ud af Harrys hånd så det røg ned på gulvet med et ordentligt knald.
”For resten er jeg blevet frikendt” sagde Sirius.
”Har de fanget Pettigrew?” jublede Harry.
”Nææh,” sagde Sirius ”Jeg kastede skam bare en lille Imperius-forbandelse over ministeriet. Ikke andet. Det var let nok.”
Harry så på Sirius som var han Messias ”Du er bare min store helt og forbillede” sagde han overlykkeligt.
Sirius smilte smøred.
”Nuvel” sagde han. ”Nu skal du altså sove. Jeg troede at Remus sendte dig i seng. Jeg skal vist lige have en alvorlig snak med ham.”
”O.K.” sagde Harry til sit store forbillede og gik op i seng.
Kapitel 3- Snapes galskab.
Næste dag blev Harry vækket af Tom. Nu skulle han nemlig tilbage til Hogwarts.
Han tog sin kuffert og andre sager og vandrede hen til Kings Cross.
Der mødte han Hermione og Ron. De satte sig ind i en kupé for sig selv.
”Har i hørt det” sagde Harry. ”Sirius er blevet frikendt.”
”Jeg ved det” sagde Hermione overlegent.
”Hvor ved du det fra” spurgte Ron irriteret.
Hermione rystede på hovedet.
”Har i ikke læst Hogwarts Historie?”
”Næh egentlig ikke” sagde Harry.
”Hvad har det med Hogwarts Historie at gøre?” spurgte Ron og så fjoget på Hermione.
”Intet” sagde Hermione ligeglad. ”Jeg synes bare lige i skulle gøres opmærksomt på det.”
”Jeg må fortælle jer noget” sagde Harry.
Harry fortalte om Hedvig og Ron så måbende på Harry.
”Så er det din skyld din rotte” sagde Ron. ”Grisligiano har også vent sig mod mig.”
”Jeg ved det,” sagde Hermione bedrevidende. ”Du-Ved-Hvem vil sikkert samle en hær af ugler og angribe os.”
”Voldemort?” spurgte Harry.
Pludselig gik toget i stå og alle i toget var faldt om da han nævnte Voldemorts navn.
”Ups” sagde Harry.
Harry rullede med øjne og tog sin tryllestav frem og pegede mod Hermione og Ron.
”Rictusempra” mumlede han.
Hermione og Ron vågnede skrigende af grin.
”Så vågnede I” sagde Harry.
”NEJ” sagde Ron fjoget.
Efter et kvarter var alle vågnet og lokomotivet begyndte at køre igen.
”I skal også lige vide noget andet” sagde Harry glad. ”Jeg er blevet præ…”
”Jeg ved det” afbrød Hermione. ”Du er blevet præfekt.”
”Og hvor ved du så det fra” spurgte Ron målløst.
”Harry har emblemet siddende på sine gevandter din nød.”
”Nåh..”
”Ved I så hvem den anden præfekt er?” spurgte Harry.
”Pansy Parkinson” sagde Hermione.
”Hvor ved du det fra” sagde Ron.
”Du spurgte mig og jeg svarede bare.”
Harry så hen på Ron som så helt målløs ud.
”SLIK” lød det ude fra gangen.
”Ja tak” sagde Ron og åbnede kupédøren ud til slikmutter.
Pludselig hørte de en dræven bag sig. ”Det koster penge Weasley og dem har du jo ingen af.” Det var Malfoy.
”Hold mund Malfoy” sagde Harry og stak tryllestaven helt op i hans ansigt. Slikmutter skyndte sig videre til næste kupé, så der var ingen af dem der nåede at købe slik.
”UH, så Potter har lært at bruge en tryllestav” drævede han.
”Jeg er præfekt” sagde Harry stolt. ”så nu trækker jeg 100 point fra Slytherin.”
Malfoy så målløst på Harrys emblem og gjorde tegn til Crabbe og Goyle om at de heller måtte forsvinde.
”Jeg har magt” fnøs Harry tilfreds.
”Harry” sagde Hermione bebrejdende. ”Du må ikke misbruge dine evner som præfekt.”
Harry kom til at tænke på Dumbledores skråler og følte sig pludselig flov.
”Der er noget jeg skal fortælle jer” sagde Harry ”Dumbledore sendte mig en…”
”Jeg ved det” sagde Hermione.
”Hvor ved du nu det fra” brummede Ron.
”Jeg har taget et lynkursus i tankelæsning.”
Ron blev pludselig flov da han tænkte på den lyserøde kanin med prikker han havde ønsket sig.
Hermione begyndte at skraldgrine.
”Ønsker du dig virkelig en lyserød kanin, Ron?”
Ron blev rød om ørerne.
Kupédøren blev åbnet igen og denne gang var det Luna Lovegood, Harrys store kærlighed.
”Hej Luna” stammede Harry.
Luna så tåget ud i luften uden at ænse nogen af dem og satte sig ind i kupéen. Hun sad og tyggede på en platugle og det var det Harry godt kunne lide ved hende.
Hermione så hen på Luna og tænkte: ”Nar” for hun kunne også selv lide Harry og havde læst hans tanker.
Luna så surt på Hermione. ”Jeg er ikke en nar Granger.”
”Men hvordan?” ubrød Hermione.
”Jeg har taget et lynkursus i tankelæsning” smilte Luna.
Hermione måbede og rystede så på hovedet.
Luna rejste sig og gik ud af kupéen efterfulgt af ordet ”taber.”
En halv time efter var de nået til Hogwarts.
Alle elever stod af toget. Harry hørte Hagrids stemme råbe op ”Førsteårselever denne vej.. Nej nej.. Du er ikke førsteårselev du der.”
Harry fandt en af de thestralførte vogne og satte sig i den sammen med Hermione og Ron.
Da de kom ind i Storsalen og de nye elever var blevet fordelt gik de op til deres opholdsstuer.
Harry var meget træt og gik i seng før alle de andre.
Klokken 6 næste morgen stod han op for han var meget sulten. Han gik ned i storsalen og spiste morgenmad og så på sit nye skema.
”Dobbelt lektioner i eliksirer mandag morgen?” mumlede Harry og rystede på hovedet. Han så sig om for at se om han kunne få øje på Hermione eller Ron men de sov stadig. Faktisk var Harry den eneste der var stået op.
Nogen åbnede porten og ind trådte Argus Filch.
”Lige hvad jeg manglede” mumlede Harry.
Filch så hen på Harry og smilte grumt.
”Nåh så man er ude på nattevandring?” sagde han.
”Næh” sagde Harry. ”Og jeg er præfekt så du kan være ligeglad.”
”Præfekt eller ej Potter. Klokken er to.”
Harry så en ekstra gang på sit ur og opdagede at det var gået i stå. Han smilte flovt og skyndte sig ud.
Han kunne ikke sove igen så han gik ud til søen ved udendørsarealet.
Pludselig jog en smerte igennem hans hoved igen.
Han så til sin forskrækkelse hen mod den anden side af bredden, og så at Hedvig og Grisligiano stod og smilte lumskt.
Harry gned øjnene for han troede dem ikke. Da han åbnede dem igen var de to ugler væk.
”Harry, Harry” var der en der råbte. Det var Cho Chang.
Harry kiggede skummelt hen på hende.
”Hvad er der” sagde han afvisende.
”Skal du ikke have time?” spurgte hun.
”Klokken er altså 2 om natten!”
”Nej den er ej. Klokken er 8:45. Jeg er selv på vej ned til Magiske Dyrs pasning og Pleje”
Nu gik det op for Harry. Det var derfor der ikke var nogen. De var alle til time. Og nu ville han komme for sent til eliksirer.
”Lort!” udbrød Harry.
Han løb hen til Eliksirlokalet og håbede på det bedste. Han åbnede døren så lydløst han kunne.
Snape vendte sig straks mod ham.
”Harry Potter” hvislede han. ”Er præfekten for god til at komme til tiden?”
”Undskyld, Sir” sagde Harry meget flov.
”50 point fra Gryffindor for at De kommer for sent og svarer flabet.”
Harry satte sig ned til Hermione og Ron.
Hermione var i gang med at fortælle alle der gad lytte om hendes lynkursus i tankelæsning. Harry så op på Snape. Han undrede sig over hans blik. Det var ikke et hadefuldt blik han sendte ned mod Harry, men et intenst blik ned mod Hermione. Det så ud til at han lyttede efter det hun fortalte om tankelæsning.
”Frk. Granger” udbrød Snape pludselig. Det var ikke på en ligeså hvislende måde som han plejede. ”De får en sveder for at tale om ting der intet har med undervisningen at gøre.”
Hermione så ud til at hun skulle begynde at græde.
”Men… men professor jeg...”
”Ingen snak Granger” sagde Snape lige ud.
Hermione fik tårer i øjnene og da timen var færdig kunne Harry og Ron næsten ikke nænne at forlade hende.
”Vi ses Hermione” sagde Harry og de gik ud for at spise. I dag stod frokosten på kalvetyksteg.
”Vi skal nok gemme noget steg til dig.”
Harry og Ron satte sig til at spise og lidt efter kom Hermione skrigende ind i storsalen.
”Var du så sulten?” spurgte Ron drillende.
”Han er gal” skreg Hermione og rystede over hele kroppen. ”Jeg skulle gøre alle kedlerne rene og så.. så.. så lagde han sin hånd på min skulder og sagde han at var meget facineret af tankelæsning.”
”Gå dog til Dumbledore med hans galskab” sagde Harry.
Hermione nikkede og forsvandt skrigende ud af døren.
”Wouw” sagde Ron..
”Snape har altid været skummel men helt ærgerligt” sagde Harry, ”var det ikke lige en tak for skummelt.”
Ron nikkede.
Kapitel 4- Boks nr…
Harry bemærkede at i de følgende eliksirtimer gav Snape Hermione flere og flere eftersidninger og fandt de dårligste grunde til det. Hermione blev mere og mere skræmt for Eliksirer. Til sidst var hun mere bange for Snape end Neville var.
Det blev ikke bedre i Forsvar mod Mørkets Kræfter. Den nye lærer var nemlig en wilie og derfor var der næsten ingen koncentration fra drengens side. Hun hed professor G. Girith.
”Harry, Ron!” sagde Hermione bebrejdende, ”Koncentrer jer nu.”
”Ja ja Hermione” sagde Harry drømmende og så op mod prof. Girith som lavede en hurtig svingning med sit sorte, lange hår.
Hermione rystede på hovedet.
”Det her kan ikke blive ved” sagde Hermione. Hun rejste sig brat op.
”Sæt dig nu ned” sagde prof. Girith fnisende. ”Jeg kan ikke have elever der ikke koncentrer sig.”
”Men professor Girith. Der er jo næsten ikke nogen der koncentrer sig overhoved.”
”Sikke noget sludder frk. Granger” grinte Girith. ”Alle er da helt koncentreret” sagde hun og så ud mod den meget ukoncentrerede klasse.
”Ih ja” sagde Hermione ironisk og satte sig ned.
Efter timen gik Harry, Ron og Hermione ud mod udendørsarealet da de skulle have flyvning.
”Hun er da bare for meget hende Girith” sagde Hermione.
”Jeg synes at hun er fantastisk” sagde Ron fnisende. ”Synes du ikke også det Harry?”
Harry nikkede bekræftende.
Efter den sidste time gik de tilbage til Gryffindors opholdsstue for at lave lektier.
Det var meget hårdt da de var nået til F.U.T. niveauerne.
Efter at have lavet lektier hele dagen gik de i seng. Aftensmad havde de ikke tid til.
Ved morgenbordet synes Harry at Hermione virkede meget fjern og rystet. Skønt Harry ikke kunne se hendes ansigt, da det var begravet i profettidende, kunne han mærke det på hende. Han så op mod lærerhøjbordet. Snape sad og kiggede intenst på Hermione. Harry havde egentlig lyst til at gå op og stikke ham en flad men turde ikke.
Pludselig udbrød Hermione noget der ikke havde med Snape at gøre ”Næh. Hør her. Nu har I-Ved-Hvem endelig fået sprængt Gringotts i luften.”
”Voldemort?” udbrød Harry.
Alle i salen faldt bagover da han nævnte Voldemorts navn og besvimede, undtagen ham selv og Dumbledore som bare kluk lo.
Efter nogen minutters tid hvor Harry bare stirrede på de livløse kroppe, begyndte de så småt at vågne.
Hermione kiggede groggy på Harry og fortsatte:” Jeg tror at I-Ved-Hvem er ude efter noget i Gringotts.”
”De Vises Sten?” spurgte Ron fjoget.
”Nej Ron dit fjols. Den har han jo ikke brug for mere. Og den er for resten blevet destrueret” sagde Harry bedrevidende.
”Hvad så med…” Ron tænkte sig godt om. ”Penge måske?”
”Det kunne jo være” sagde Harry glad.
”Her står der hvilke bokse der blev ødelagt. Boks nr. 254, 654,294,152 og… Harry” udbrød Hermione og pegede på et nummer i avisen ”Er det ikke dit nummer?” Harry stak hovedet ind over Ron for at bedre at kunne se. Han gjorde store øjne.
”Jo minsandten” først var Harry ligeglad men så kom han i tanke om at alle hans penge.
Han begyndte at græde som altid.
”Jeg er gået konkurs! Jeg har ingen ting”
”Sejt… nu er jeg rigere end dig nah nah” råbte Ron. Oppe fra højbordet kiggede McGonnagall strengt ned på dem over sine firkantede brilleglas. Ron tav hurtigt og blev rød om ørene.
Hermione så meget tænksom ud og havde helt glemt at Snape belurede hende. Efter en lang tænkepause hvor hun måtte vride sin hjerne på tværs sagde hun endelig noget.
”Harry, tror du at det var et tilfælde at lige netop din boks blev ødelagt”
”Øhhh…” var det eneste Harry lige kunne finde på at sige
”Det tror jeg” sagde Ron for at lyde klog.
Hermione kiggede på Ron som om han var en guldfisk.
”Ahem Ahem … ” sagde Hermione og gad ikke bruge kræfter på at kommenter Ron kommentar.
”Måske gemte dine forældre noget… som du ikke selv ved … noget som Du-Ved-Hvem vil ha”
”NÅÅÅÅÅ…”sagde Ron ”Så det er Harrys forældre der gemmer på De Vises Sten”
”Ih Ron” lød det opgivende fra Hermione.
Harry så op på Snape som stadig så intenst på Hermione. Harrys blik gled videre fra Snape over til Ravenclawbordet. Han fik et sug i maven da han så Luna sidde, i dag med strikke pinde i håret og en blomsterkrans der skiftede farve omkring hendes hals. Ved siden af Luna sad Cho Chang. Først nu slog det Harry; hvorfor mon Cho ikke var gået ud af skolen. Harry vendte sig imod Hermione, der nu igen havde gemt sig under sin avis for Snapes blik.
”Hermione, hvorfor går Cho her stadig?” spurgte Harry uvidende.
Hermione havde ikke lyst til at svare, men gemte sig under sin avis. Hun så hurtigt op mod Snape. Han smilte så man kunne se de gule skæve tænder. Hun krøb sig forskrækket sammen ind under bordet. Det eneste man kunne høre var små ynkelige piv. Harry stak hovedet ned under bordet. Hermione skreg af sine lungers fuldes kraft for hun troede det var Snape. Harry kunne høre McGonnagalls skrappe stemme oppe fra lærerhøjbordet: ”Så ti dog stille dit tåbelige pigebarn.”
Hermione brød ud i gråd.
”Ej Hermione nu må du tag dig samme” sagde Harry irriteret ”Han prøver sikkert bare at blive et bedre menneske”.
Harry så igen op mod Snape, som nu var begyndt at vinke himmelhenrykt ned til Hermione.
”Øhh… se selv ”sagde Harry tvivlsomt.
”Ih ja” sagde Ron ironisk og rullede med øjnene ”Helt klart et bedre menneske.”
Harry så på sit skema og sagde glad ”JUBIII.. Vi skal have Forsvar mod Mørkets Kræfter.”
Hermione stak hovedet op fra bordet og så at Snape endelig var gået. Nu turde hun gå frem.
”Jeg går altså til Dumbledore med den håbløse lærer” sagde hun bestemt.
Hun rejste sig og gik op til Dumbledore der sad ved lærerhøjbordet.
”Rektor,” begyndte hun. ”Jeg vil godt lige snakke med dig om prof. Girith.”
Hun fortalte om situationen og Dumbledore nikkede bekræftende.
”Det må jeg selvfølgelig gøre noget ved frk. Granger” lo Dumbledore. ”Men Gertrud er nu ellers meget klog på dette område.”
Hermione gik meget fornærmet tilbage.
Kapitel 5- Harrys galskab.
Prof. Girith blev ved med at undervise i et par måneder før Dumbledore fik hende af. Voldemorts små teoriseringer hørte man ikke så meget til mere. Nogen rygter sagde at han var i gang med at planlægge et stort angreb der gik ud på at ødelægge menneskeligheden.
Harry, Hermione og Ron havde sat sig allerforrest da de skulle have Forsvar mod Mørkets Kræfter. De havde hørt at de skulle have ny lærer. Harry håbede på at det var Lupus igen men Hermione gjorde ham flere gange opmærksom på at han ikke kunne få arbejde som varulv.
Døren til klasselokalet blev flået hårdt op og ind kom Prof. Snape.
Hermione kunne ikke holde sine skrig inde da han begyndte at smile til hende.
Alle kiggede på hende og bagefter på Snape som nu så lidt mere vrissen ud.
”I dag skal vi have om okklumensi” hvislede han ud til klasse. ”Begynd bare at læse om det.”
Eleverne begyndte at læse og Snape gik truende hen i mod Hermione. Han hviskede hende noget som ingen andre kunne høre. Det blev efterfulgt af et langt skrig og en Hermione der farede ud af klasselokalet.
”Arbejd bare videre” sagde Snape roligt.
Snape sluttede timen af med den sædvanlige lektie (en stil) og Harry og Ron gik ud mens de snakkede om hvor rædselsfuld timerne ville blive når Snape skulle være lærer. De gik ned til aftensmad i storsalen hvor at der var blevet serveret forårsruller. Hermione var ikke dukket op og hun dukkede heller ikke op bagefter. Faktisk dukkede hun ikke op i fem dage. Man begyndte at lede efter hende og til sidst blev hun fundet udsultet i et kosteskab nær Filchs kontor. Hun havde været for bange for Snape til at gå ud.
Rygterne gik og man sagde endda at Snape havde grædt i alle de fem dage over ikke at kunne finde Hermione.
Der gik et par dage før Hermione fik det bedre. Hun undgik at komme til Snapes timer og det var han meget ulykkelig over.
En dag da de sad ved morgenbordet og spiste spejlæg, kom den sædvanlige morgenpost og som sædvanligt modtog Hermione profettidende. Hun lagde en knut i den ugles lædderpung der kom med avisen.
Harry så noget på avisens forside der fik hans hjerte til at fryse til is. En dementore var på forsiden. Han rev avisen ud af Hermiones greb så at hun røg bagover med et lille plump.
Harry læste det højt op så at alle kunne høre det. Alle skulle vide at han kunne læse:
Frygten er vendt mod de gode.
Ministeren for Magi udtaler sig:
Dementorerne har vendt sig mod os. Alle fangerne fra Azkaban er flygtet og vi har derfor mange gale mordere og tilhængere af I-Ved-Hvem på fri fod.
Det berettes fra kokken fra Azkabanfængslet at han så alle Dementorerne hoppe ud af Azkabans vinduer og svømme ind til land efterfulgt af alle fangerne.
Vi efterlyser alle fangerne…
Harry begyndte at læse alle navnene på fangerne op og det tog ham et kvarter da han pludselig udbrød: ”AV.”
Det var Neville der havde spildt kaffe ud over Harry.
”Hvor vover du” råbte Harry rasende. ”Sådan at spilde kaffe ud over en præfekt. 15 Svedere til dig Longbottom.”
”Så er det nok Harry” udbrød Dumbledore der havde hørt det hele. ”Du misbruger dine præfektevner.” Han tog fat i emblemet der sad på Harrys bryst og rev hårdt til så at emblemet faldt af og der gik hul i Harrys trøje.
”Min trøje” græd Harry. ”Se nu hvad du har gjort ved min trøje!”
”Tåbelige drengebarn” hørte man McGonnagall sige henne fra lærerhøjbordet.
Harry løb grædefærdigt ud i hallen med Malfoys hånlige latter i hælende ”Nåh. Der løb præfekten nok.”
Han løb videre op til sovesalen hvor han lagde sig på sin seng og brølede af gråd ned i
sin pude.
Han hørte Ron komme listende ind og mærkede at han satte sig ved Harrys side på sengen.
”Jeg ved ikke om det er en god nyhed men jeg skulle sige at Neville er blevet den nye præfekt” sagde han beroligende.
Harry blev rasende og kylede først sin pude hen mod et af glasmosaikvinduerne så at det gik i stykker. Nu tog han hårdt fat i Rons krave.
”Hvad laver du Harry” spurgte Ron panisk.
Harry smilte på en gal måde.
”Nu er det din tur Ron” sagde Harry grusomt og begyndte at grine skummelt.
Han tog Ron og holdte ham ud over vinduet. Han gav slip.
Ron skreg på vejen ned gennem de syv etager.
Der hørtes et splat og Harry så ned. Han kunne se at der var en der havde fået Ron i hovedet. Det var Dobby.
”Ups.” sagde Harry og så på de to livløse kroppe han lige kunne skimte der oppe fra.
”Undskyld drenge” sagde han og smilte. ”Det skal ikke ske igen.”
McGonnagall kom løbende henne fra søen. Hun så forfærdet på Ron og Dobby.
”Tåbelige drengebarn. De lagner var rene” sagde hun og pegede på nogen langer Dobby havde haft med.
Oppe fra Gryffindortårnet sad Harry og grinte. Han så hvordan McGonnagall surt puffede Ron ned i søen til kæmpeblæksprutten mens hun mumlede vredt om de rene lagner. Hun tog forsigtigt de blodrøde lagner fra Dobby der var splattet ud.
Hun gik sin vej. Harry kunne se hvordan blæksprutten fortærede Ron.
Nogen prikkede på hans skulder. Harry snurrede forskrækket rundt.
Det var Hermione. Hun så bebrejdende på ham.
”Det er altså ikke pænt at skubbe folk ud af vinduerne, Harry” sagde hun ,” og for resten var de lagner til Gryffindor pigernes sovesal.”
Hun smækkede ham en flad for hans dårlige opførsel så han begyndte at græde igen og skammede sig virkeligt.
Hun gik vredt ud af drengenes sovesal og tog på vejen Harrys lagen med sig.
Harry var træt og så på sit ur. Han skulle til time i eliksirer og gik groggy ned i krypten.
Snape virkede meget vrissen nu hvor Hermione ikke var der, og det gik ud over Harry for Snape mente at det var hans skyld.
Harry fik skyldfølelse og satte sig ned ved siden af Malfoy.
”Hej Draco” sagde Harry håbefuldt om at Draco gad have sympati med ham.
Draco lagde en trøstende arm omkring Harrys skulder.
”Så så Harry. Det skal nok gå. Han var jo bare en Weasley.”
Harry kiggede på Malfoy som var han en orm.
”Det er altså ikke det jeg er ked af.” sagde Harry lige ud, ”Jeg har nu bare skyldfølelse for Snapes kvaler. Han prøver jo bare at blive et bedre menneske.”
Malfoy nikkede forstående og de begyndte at hakke deres guldkarameller, der skulle i deres eliksir, sammen.
Harry var endelig færdig med sin eliksir. Den skulle bruges til McGonnagalls lagner. Han regnede mindst med at få et F for det.
Han gik stolt væk fra krypten og glemte alt om Ron og Snapes kvaler. Nu skulle han have spådom.
Han gik ind i det mosbeklædte rum og satte sig på en træstamme.
Noget tid efter kom kenatureren Firenze ind.
Han så helt skræmt ud.
”Jeg har forudsagt at I-Ved-Hvem...” sagde han dystert men blev afbrudt af Harry.
”Voldemort?”
Hele klassen, også Firenze, faldt om.
Der gik 20 minutter af timen hvor Harry løb forvirret rundt mellem de livløse kroppe.
Da alle var kommet til sig selv igen fortsatte Firenze.
”Jeg har forudsagt at I-VED-HVEM…”
Harry skulle lige til at sige Voldemort men holdt det inde.
”… er vendt tilbage og vil lave en trussel mod Hogwarts.”
Pavarti Patil og Lavender Brown faldt om med et lille plop da de var så fascineret af spådom.
Timen løb ud med den sædvanlige lektie (at skulle spå i stjernerne som de nu havde brugt to år på) og Harry gik sulten op til storsalen. Der mødte han Hermione. Hun havde Harrys lagen viklede rundt om sig.
”Fra nu af skal du kalde mig for Snotti for ingen må genkende mig.”
”Hvorfor dog ikke” spurgte Harry fjoget.
”Snape” mimede Hermione. Men Harry kunne ikke mundlæse så han forstod intet af det.
”Hvad” spurgte han igen.
”Snape” hviskede Hermione så lavt hun kunne.
”Hvad?”
”Snape” sagde Hermione lidt højere.
”Hvad” sagde Harry uldenforstået.
”Snape” sagde Hermione så højt som man normalt snakker.
Men Harry havde glemt sit høreværn og kunne stadig ikke høre det.
”HVAD” råbte Harry.
”SNAPE” skreg Hermione.
Snape så glad hen på Hermione der nu havde tiltrukket sig hele Storsalens opmærksomhed.
”Så ti dog stille dit tåbelige pigebarn” kunne man høre McGonnagall skræppe oppe fra højbordet.
”Hvad er der?” sagde Snape med en slesk stemme.
Hermione løb skrigende ud af storsalen.
Harry som nu var alene igen satte sig hen til Malfoy for at finde trøst.
”Så så Harry” sagde Malfoy igen.
”Hun er ikke andet et grim mudderblodsfår” sagde Malfoy trøstende.
Harry nikkede bekræftende og spiste noget af sin frokost som bestod af stegte tomater.
”Det tager på kræfterne at smide folk ud af vinduerne” sagde Harry træt og gik op i seng selvom at det var middag.
Han vågnede lige til aftensmaden og gik ned for at spise artiskokker sammen med Malfoy, som måtte trøste ham igen efter han var gået glip af Forsvar mod Mørkets Kræfter og Forvandling.
Han var træt igen og gik op for at sove.
Kapitel 6. — Eliksirmesterens forsvinden og Chos sande jeg.
Næste dag da Harry og Hermione sad i storsalen og ventede på den sædvanlige morgenpost kom den ikke som de regnede med. Det var ikke ugler der kom med posten men svævende muldyr.
De blev meget forundret og det så det ud til at de andre i storsalen også gjorde.
I forvirring så Harry at Dumbledore kom ind og stilede sig på en talerstol. Alle blev stille for at høre hvad han ville sige.
”Kære elever” begyndte han, ”Jeg har ansat disse muldyr til at komme med post i stedet for uglerne da uglerne har vendt sig mod os og sluttet sig til Voldemort…”
Alle i salen (undtagen Harry) faldt besvimet om. Efter lidt tid da alle eleverne var kommet til sig selv igen talte Dumbledore videre.
”I-Ved-Hvem har tænkt sig at samle en hær af ugler og sende dem mod os…”
”Hvad sagde jeg” hviskede Hermione til Harry nede fra Gryfindorbordet.
”Derfor må i nu vende jer til muldyrene…” Dumbledore brugte en time til at forklare om hvordan man brugte muldyrene til at sende post, så at alle eleverne kom for sent til time, og de alle sammen fik en sveder på samme tid.
Senere da Harry og Hermione skulle tilbringe deres sveder, da de havde kommet for sent til besværgelser, og derfor skulle gøre alle bordene i storsalen rene, spurgte Harry igen Hermione da han pludselig kom i tanke om et spørgsmål der nagede ham:
”Hvorfor går Cho egentlig stadig på skolen?”
”Hun dumpede” sagde Hermione overlegent. ”Hun klarede sig så skidt på 7. årgang at hun måtte gå om.”
Harry nikkede forstående.
”Det forstår jeg godt” sagde Harry. ”Hun var virkelig elendig.”
Hermione mumlede: ”Jah, meget elend…”
Mere nåede Hermione ikke at sige da dørene til storsalen blev smækkede op og ind trådte…
”Sirius? Lupus?” udbrød Harry.
Han så glad på dem men de ignorerede ham og spurgte i stedet Hermione: ”Hvor er Dumbledore?”
”Han er ude at fodre kæmpeblæksprutten.” sagde Hermione bedrevidende.
”Sirius!” sagde Harry igen glad for at se sin gudfar.
Nu var det Lupus tur til at sige: ”Du gentager dig selv Potter” og gav ham en dumflad.
Harry begyndte at græde. Sirius begyndte at grine grumt bagved. Harry som så så meget op til sit store forbillede begyndte at grine med.
Nu var det Sirius tur til at give ham en dumflad.
”Hold dog mund Potter!”
”O.K.” sagde Harry glad og begyndte at danse seledans oppe på bordet.
Nu var det Hermiones tur til at give ham en dumflad.
”Lad dog være med at skabe dig som en tosse” sagde hun.
Han faldt ned med et brag og begyndte at græde. Malfoy kom ind for at trøste ham og de gik hånd i hånd op til hospitalsfløjen. Lidt efter kom Hermione op til Harry. Hun fortalte at hun havde brugt Fred og Georges forlængelige ører til at høre hvad Dumbledore, Sirius og Lupus havde snakket om:
”De sagde at Kræ havde gået Zombieagtigt ud at Grumsteds plads og fablet noget om Hil Mørkets Herre. Dumbledore blev meget alvorlig også forsvandt de med en transitnøgle.”
Hermione så sig forskrækket til siden og så at Malfoy havde lyttet efter det hele.
”Åh nej!” udbrød hun. ”Nu har han jo hørt det hele.”
Hermione blev så forvirret over situationen at hun tog Malfoy og kastede ham ud af et vindue.
Først begyndte Harry at græde for nu havde han jo ingen til at trøste sig, men så begyndte de begge at grine grumt. Da de så ud ad vinduet for at se hvordan Malfoy var landet begyndte de at grine endnu højere. Han var landet oven på Winky der lå med en flaske ingefærøl i hånden.
Harry vendte sig om mod Hermione og sagde bebrejdende:” Det er altså ikke pænt at smide andre folk ud af vinduerne. Det siger du selv.”
Hermione blev meget flov og mumlede:” Det skal ikke ske igen.”
De gik fornøjet ned fra hospitalsfløjen ned til storsalen, for nu skulle de have aftensmad.
I dag bestod maden af spejlæg, forårsruller, kalvetyksteg, artiskokker og stegte tomater. Harry valgte at blande det hele.
Efter de havde spist gik de op i seng. Harry der ikke havde noget lagen valgte at ligge sig i en af stolene i opholdsstuen.
Næste morgen da Harry og Hermione sad og skulle spise morgenmad blev de meget skuffede. For der var ikke nogen morgenmad.
Harry så skuffet på Hermione og skulle til at åbne munden for at sige noget. Men inden han nåede det marcherede alle husalferne der plejede at være i køkkenet gennem storsalen. De havde røde øjne og gik på en zombieagtig måde mens de sagde: ”Hil Mørkets Herre. Vi vil aldrig mere lave mere mad til jer. Ha ha ha.”
Hermione så forfærdet på dem og sagde bedrevidende: ”Der kan du bare se. Det må skyldes overarbejde og ingen løn. Dumbledore skulle have frigivet dem for længst.”
Harry nikkede fjoget.
Da de var gået klappede alle i hænderne for de troede at det var en optræden. Men da der var gået 5 dage uden mad gik det op for de fleste (med undtagelse af Harry) at det var det nok ikke.
”Åh nej” udbrød Hermione. ”Nu vil Du-Ved-Hvem sikkert lave en hær både af ugler og husalfer.”
Det kom til at stå i alle aviser også ordkløveren hvor det godt nok blev beskrevet som muldyrenes oprør mod de bedre vidende næsehorn.
Hermione læste denne artikel og rynkede på næsen.
”Sikke noget pjat. Det er da den værste gang flab jeg endnu har hørt.”
Idet kom Luna Lovegood gående forbi hende. Harry fik et sug i maven og kunne ikke lade være med at give hende et kram.
Nu var det Lunas tur til at give ham en dumflad.
”Du griser min kappe til Harry.”
Harry undskyldte og prøvede at rede situationen ved at sige at det var en god artikel i Ordkløveren. Han brugte besværgelsen Skureogrense på hendes kappe og denne gang var det Filchs tur til at give han en dumflad.
”Man må ikke bruge magi på gangene Potter” sagde han vrissent og gik videre.
Harry skulle nu til eliksirer og prøvede igen at overtale Hermione til at tage med.
”Han prøver jo bare at blive et bedre menneske og hvis ikke du tager med dumper du bare i dine F.U.T niveauer.”
Dette kunne Hermione ikke klare at høre så hun gik med.
”I dag skal vi lære at brygge kærlighedseliksiren.” rungede Snapes stemme i krypten.
Han skrev opskriften op på tavlen og eleverne begyndte. Harry og Hermione var som sædvanlig sammen om det.
Efter timen stilede eleverne en lille prøve med deres navn på Snapes kateter og som sædvanligt sagde Snape at Hermione skulle blive. De skulle nemlig snakke om hendes fravær.
Harry gik ud for han gad ikke vente på Hermione.
Da han var nået næsten helt op af krypten kom han i tanke om at han havde glemt sin kedel.
Han gik ned igen for at hente den men da han kom derned så han at Snape var i gang med at få Hermione til at sluge hendes egen kærlighedseliksir.
Snape så hen på Harry og forsvandt pludselig sammen med Hermione med et bang. Han havde brugt en transitnøgle.
”Nåh, man kan vel ikke vinde hver gang” sagde Harry dystert og tog sin kedel og gik ud.
Næste dag da Harry havde erobret Hermiones Profettidende, da hun jo ikke var der ,så han i en artikel med overskriften:
Eliksirmester fra Hogwarts har giftet sig.
I går blev Severus Snape den 37 årrige Eliksirmester på Hogwarts giftet sig med den 17 årrige Hermione Jane Granger. De er taget på bryllupsrejse til Spanien hvor at Snape er blevet tjener på en mugglerrestaurant og Granger er blevet kok.
De lykkelige gifte udtaler sig om at de ikke vil vende tilbage da de har det godt i Spanien.
”Det var da godt de har det lykkeligt” sagde Harry glad. Han tænkte på om det kunne ende ligeså godt med ham og Luna. Harry havde glemt at Luna kunne tankelæsning og kunne høre hendes stemme ovre fra Ravenclawbordet sige:” Jeg skal aldrig giftes med det arrogante fæhoved.”
Til Harrys forundring kom der pludselig mad på bordet. Dumbledore gik op på sin talerstol og begyndte: ”Som tak for at Ronald Weasley er blevet smidt ud af et vindue har Molly Weasley, hans mor, gjort sig den fortjenelse at lave mad til hele skolen nu da husalferne ikke er der mere.”
Hele salen brød ud i klapsalver. Det var ikke så meget for at de fik mad igen men mere at Ron var blevet smidt ud af et vindue. Harry begyndte at rødme og følte sig stolt.
Alle så hen på Neville og sagde ”Godt klaret Longbottom.”
”Det var altså mig der kastede ham ud af vinduet” protesterede Harry.
”Jah” lød en snobbet stemme. Det var Cho. ”Men havde det ikke været for Neville havde du ikke gjort det. Det var jo fordi at Neville er blevet præfek…”
Mere nåede hun ikke at sige før Harry kastede hende ud af et vindue.
Alle lo og brød ud i en slåskamp.
Harry kiggede ud af vinduet. Han ville godt have set hende være splattet ud men det var hun ikke. Hun lå med en knyttet næve op mod Harry og sagde med en stemme der ikke var hendes egen. Det var en grum og ond og lumsk stemme:” Hvor vover du? Sådan at smide Mørkets Herre ud af et vindue.”
”Mørkets Herre?” spurgte Harry fjoget.
”Jeg er Mørkets Herre” sagde Cho grumt.
Harry løb ud til hende for han troede at hun skulle have en hostetabelet. Han var efterfulgt af Dumbledore der var enig med Harry.
”Vil du have en hostetabelet” spurgte Harry en smule forvirret.
Cho rejste sig op og fik røde øjne. Det velkendte dødningefjæs trådte frem i hendes ansigt og Harry tog sig til sit ar der var begyndt at brænde.
”Jeg er i virkeligheden Voldemort.”
Harry hørte en masse bump inde fra storsalen da Cho nævnte Voldemorts navn.
Alt blev mørkt omkring Harry og han følte at han røg ned gennem en bundløs uendelighed.
Kapitel 7- Hønsekødssuppe.
Da Harry lidt efter vågnede, var Cho væk. Kun Dumbledore sad ved hans side.
Harrys første tanke slog ham og han udbrød: ”Jeg har kysset med Voldemort.”
Dumbledore så med væmmelse på Harry og rykkede sig lidt længere væk.
Dumbledore ignorerede Harry men sagde roligt: ”Voldemort vil slå til med sin nye hær inden længe. Jeg har derfor låst storsalen så ingen af eleverne kan komme ud. Vi vil også snart slå til med vores hær.”
”Hær?” spurgte Harry.
Dumbledore slog et slag med sin tryllestav og frem kom en ordbog. Han slog ordet hær op og begyndte at læse hvad der stod: ”Hær: -en, -e (fællesgerm.: oldnord, herr, tysk heer; jf. herberg, herred, hertug og hærge; i 18. årh. og 1. halvdel af 19. årh. var hær l kun højtid.(alm. Armé), efter krigen 1848-50 optaget i alm. (og officielt) sprog) — 1. om væbnede tropper, krigsmagt: h., søværn og flyvevåben.- 2. mængde: en hel h. af mennesker; en h. af myrer; jf. hærskare.”
Dumbledore slog hårdt bogen i og smilte. Harry så forvirret på Dumbledore for han kunne ikke forstå ordbøger.
”Men altså som sagt vil vores hær komme snart.”
Pludselig stod der en hær af en masse auroer.
”Stil jer op på række” brølede Dumbledore.
Dumbledore stilede sig i spidsen. Bag ham stod der sig to velkendte mænd.
”Sirius? Lupus?” udbrød Harry.
De ignorerede ham.
Bag Lupus og Sirius stod Tonks, Dunder og Kingo. Bag dem stod der en hel masse auroer som Harry ikke kendte. Der var mindst 600.
”Så mange auroere vidste jeg ikke at der var i hele verdenen” udbrød Harry.
”Det er der heller ikke” sagde Tonks der stod bag Sirius. ”Vi har samlet en masse nybegyndere for at vores hær skulle se stor ud.”
”Svedigt” mumlede Harry.
Pludselig hørte de nogle bump. Ud fra træerne fra Den Forbudte Skov kom der mindst 600 husalfer og 1000 ugler flyvende.
Harry så hvordan Husalferne, med den lille smule magi de havde i sig, begyndte at angribe de ukendte auroere. Han så den velkendte husalf Kræ få skudt hovedet af af Sirius. Han smilte grumt da han gjorde det.
Efter husalferne, som så småt var begyndt at forsvinde, angreb uglerne.
Harry så Hedvig i mellem dem. Hun fløj agrasivt hen til ham og hakkede ham i hovedet. Harry skreg og tiltrak sig Lupus opmærksomhed. Lupus rystede opgivende på hovedet og trak sin tryllestav.
”Bombardio” mumlede Lupus og uglen sprang i småstykker.
”Tak Lupus” sagde Harry glad. Han så sig omkring og så hvordan alle var begyndt at skyde uglerne ned. Over alt var der røde, gule og grønne lysskær fra auroernes tryllestave.
Snart var der heller ikke flere ugler tilbage og man svømmede næsten i fjer fra de døde
ugler.
Pludselig hørte de en grum fjern sang. Alle stod som frosset fast til jorden. Harry tog sine forlængelige ører frem for bedre at kunne høre sangen, for han havde nemlig glemt sit høreværn.
”Han sjæl er grumset og ond, Der er rigelig grund” begyndte sangen. ”Og det kan hænde, at verdens ende, bliver det endelig mål. JUBIIIIIIIIIII. Ekspris Wehiiiiiiiii.”
Nu fik Harry øje på hvem det var der sang. Hundrede vis af Dementorerne kom stille svævende ud fra Den Forbudte Skov.
”Harry. Ikke Harry” var der en kvinde der begyndte at skrige i hans hoved. Harry var for svag til at fremkalde en patronus og faldt stiv ned på jorden. Nu begyndte hans fars stemme også at runge i hans hoved: ”Tag Lily i stedet.” Råbte han. ”Ikke mig. Tag Lilly i stedet.”
Harry lukkede øjnene og blev bevidstløs.
Han vågnede af en grum latter. Han så at de fleste auroere var kommet op på række igen.
Dementorerne stod stadig foran Dumbeldores hær men blev holdt tilbage af en stærk Patronus Dumbledore havde fremmanet.
Nu kunne Harry se at der var kommet flere væsner til Voldemorts hær. Her bland var alle fangerne der var sluppet ud fra Azkaban. Men også en masse kæmper var der. På den største af kæmpernes hoved sad Voldemort og grinte ondt.
Harry blev rasende da han så Voldemort og løb op foran Dumbledore. Han skulle have et par alvorsord med Voldemort.
”Lad være med at være tåbelig Harry” kunne man høre Sirius råbe til ham.
”Kom dog tilbage. Du er jo gået fra forstanden” sagde Lupus.
Harry var ligeglad og råbte: ”Hvorfor sprang du min boks i luften? Gemte mine forældre noget?” Harry så anklagende på Voldemort.
”Næh” sagde Voldemort grumt. ”Jeg kede mig. Tidsfordriv forstår du!”
Voldemort begyndte at grine endnu mere. Han hoppede ned fra kæmpens hoved og landede kikset på benene. Harry begyndte at grine men stoppede da en voldsomkrampelignende smerte jog igennem hans krop.
Voldemort havde kastet Dolor over ham.
Alle så forfærdet på Harry også til Voldemort og man kunne se deres frygt i øjnene.
Smerten holdte op og Dumbledore hjalp Harry op på benene igen.
Bagerst i rækken af auroere kunne man høre McGonnagals skrappe stemme ”Tåbelige drengebarn.”
Harry havde lyst til at tilsvine Voldemort på det groveste og startede med at sige ”Voldemort din…” Han nåede ikke længere da alle auroerne med undtagelse af Sirius, Lupus og Dumbledore, falde om. Harry kunne høre at Kingo var gået i selvsving igen.
Nu var det Dumbledores tur til at give ham en dumflad.
”Harry. Se nu hvad du har gjort. Nu er vi kun fire i vores hær og Voldemorts er på mange hundrede vis.”
Harry skammede sig.
Voldemort gjorde en lille håndbevægelse og Dementorerne begyndte at suge alle de bevidstløse auroeres sjæle ud mens de sang deres dødssang. ”Hans sjæl er grumset og ond, der er rigelig grund, og det kan hænde at verdens ende bliver det endelig mål. JUBIIIIII. Ekspris Wehiiiiiiiiiiiiii.”
Voldemort så glubsk på de fire der var tilbage.
Harry hørte at Sirius og Lupus bagtalte Harry og hviskede: ”Han er ligeså dum som sin far James.” Lupus lød dog lidt usikker da han nævnte James navn.
”Det slipper du ikke godt fra” skreg Harry til Voldemort.
Voldemort lavede en lille håndbevægelse og tre tykke reb bandt sig stramt rundt om Harry så han ikke kunne bevæge sig.
”Dig til sidst” sagde han med en kold latter.
Nu brød de ud i kamp. Kæmperne var blevet trætte og skulle have deres middagslur så de lagde sig midt på jorden til at sove og var kun i vejen.
Sirius sprang straks på syv fanger og Dumbledore begyndte at lave modbesværgelser mod Dementorerne.
Da der ikke var andet at lave for Lupus gik han på Voldemort.
”Er det nu ikke dumt at udfordre mig?” spurgte Voldemort koldt. Han sendte en grøn lysstråle mod Lupus som undgik den elegant og sendte en rød efter Voldemort.
”Dum? Ha. Jeg har kun latters til overs for dig!” sagde Lupus og undgik endnu en grøn stråle.
”Så det har du?” spurgte Voldemort grumt.
”Jah egentlig!”
Voldemort sendte endnu en grøn lysstråle efter Lupus men ramte i stedet en fange Sirius var ved at bekæmpe. Fangen faldt død om.
Sirius så meget skuffet på Voldemort. ”Hey. Ham kunne jeg godt selv have klaret.”
Voldemort så befippet på Sirius.
”Undskyld” sagde han og skammede sig.
Han sendte en kæmpe Bombardio efter Lupus men ramte i stedet denne gang Hogwarts. Skolen gik i brand og man kunne høre nogen af de elever der var vågnet, efter Harrys udbrud med Voldemort, skrige. Nogen hoppede skrækslagende ud ad vinduerne og blev, overfaldt af hundrede Dementorerne. Dementorerne hoppede ind af de knuste vinduer og tog de resterende elevers sjæle.
”DOLOR” kunne man høre Voldemort råbe og denne gang ramte den Lupus. Lupus faldt om i kramper.
”Man er ikke så kæphøj nu” grinte Voldemort koldt. Han hævede sin tryllestav for at gøre det af med Lupus.
”Du er ligeså svag som Harrys far var” sagde Voldemort.
”Jeg er Harrys far” stammede Lupus.
Sirius, som stod og kæmpede mod en fange, vendte sig forbløffet om, og kom til at stikke sin tryllestav ind i øjet på fangen, der rullede skrigende væk.
”Det har du da aldrig sagt til mig” sagde Sirius forbløffet.
”Tror du at jeg gad kendes ved det afskum” sagde Lupus lidt mere roligt da Dolor forbandelse var ved at tage af.
Det gav et sug i maven på Harry. Hans far var ikke død. Han stod lige foran ham.
”Men hvorfor har i bildt mig det ind i alle disse år?” spurgte Harry.
Voldemort og hans hær- dem som ikke sov- satte sig spændt ned for at høre historien.
”Jo ser du Harry” begyndte Lupus. ”Da James og Lilly var gift fik jeg et godt øje til Lilly. Lilly havde fortrudt at hun giftede sig med James men turde ikke sige det. Hun ville ikke såre ham. Så da Lilly og jeg fik dig bildte hun James ind at det var med ham hun havde fået dig. Men som jeg sagde, vil jeg ikke kendes ved dig så LAD VÆRE med at kalde mig for far tak.” Lupus optog kampen med Voldemort igen og Sirius med fangerne og Dumbledore med Dementoerne.
Voldemort kastede endnu en Dolorforbandelse over Lupus.
”Som jeg sagde før” grinte han koldt. ”Så — selv om du er Harrys far- er du ligeså svag som James. Så nu vil jeg gøre det af med dig din lille usle flue.”
Voldemort rettede sin tryllestav mod Lupus og skulle til at udtale ordene Avada Kedavre.
”NEJ” råbte Sirius. Han løb hen og sparkede Voldemort over skinnebenet.
Voldemort skreg af smerte. ”Det er snyd” skreg han. ”Du ter til mugglervold.”
”Og jeg kan lide det” sagde Sirius grumt og hjalp sin gamle ven op at stå igen.
Sirius så op mod himlen og ville nyde den, men så at det var blevet fuldmåne.
”Åh nej” hviskede han.
Sirius så forfærdet på Lupus der var begyndt at få kramper. Ikke af en forbandelse men fordi at han var ved at udvikle sig til en varulv.
Lupus ansigt begyndte at udforme sig i en lang snude og hår voksede ud på hans krop. Skarpe negle voksede ud fra hans fingre.
Voldemort så skrækslagen på Lupus.
Lupus gik glubsk hen mod Voldemort og gav ham et ordentligt dask med sin pote og tog sig for retterne af fanger.
Det meste af natten gik med at Lupus åd alle fangerne. Voldemort, Sirius og Dumbledore havde kravlet op i et træ for ikke at blive ædt.
Harry havde krøbet bag en busk da han jo var bundet.
Morgenen begyndte at komme frem og Lupus tog sin normale skikkelse igen.
De kravlede alle ned fra træerne og begyndte deres kamp igen.
Nu var de fire mod én- men man kan ikke kalde Harry for en hel person- da Lupus havde ædt både Kæmperne, fangerne og Dementorerne.
Sirius, Lupus og Dumbledore stilede sig op på række og skiftedes til at kaste Dolor over Voldemort.
Harry begyndte at grine over det.
”Ti stille Harry” sagde Lupus.
Harry blev pludselig ramt af den ufattelige smerte igen. Det var Dumbledore der havde kastet en Dolor over Harry.
Sirius og Lupus og Voldemort så forfærdet på Dumbledore. Så begyndte de også at kaste Dolor over ham.
De stilede sig op på en række, først Dumbledore så Sirius, så Lupus og bagerst Voldemort og kastede Dolor over Harry.
Sirius og Lupus fandt sig ikke i at arbejde sammen med Voldemort og slog ham i maven. De gik løs på ham i en rigtig mugglerslåskamp.
Voldemort begyndte at græde. Han var svækket og havde mistet alt.
”Jeg kan ligeså godt destruere hele England og mig selv nu.” sagde Voldemort.
Sirius så på Voldemort med gru og gik så hen og løsnede rebene omkring Harry.
De så på Voldemort der remsede nogen ord op. En kvindelig stuardeseagtig stemme, som kom ud af den blå luft, sagde pludselig.
”30 sekunder til selvdestruktion.”
De løb alle sammen forvirret rundt i cirkler som gale høns.
Pludselig sagde Harry:” Jeg må flygte. Accio Prestissimo.”
Harrys kost kom flyvende ud af det brændende Hogwarts og han skulle til at sætte sig på den, da Sirius og Lupus skubbede ham væk.
”Nej Potter” sagde Sirius. ”Jeg tror jeg tager kosten tilbage.”
Sirius og Lupus satte sig op på den med kvindestemmen i baggrunden (10-9-8…)
De lettede fra jorden og fløjt højt op i luften. Harry, Dumbledore og Voldemort og alle de døde auroer var nu så små som myrer.
Et stort brag lød og hele England eksploderede.
”Hey er det ikke Harrys arm?” udbrød Lupus da en arm var ved at få dem ud af kurs.
”Jo minsandten” sagde Sirius.
”Hvor kunne du så godt tænke dig at flyve hen Remus?” spurgte Sirius.
”Hvad med Spanien. Vi trænger til lidt sol.”
”Ja, så kan vi også aflægge Flæbius et besøg.”
De fløj over Spanien og hen til der hvor Snape og Hermione arbejdede.
”Hey Flæbius” sagde Sirius da han fik øje på Snape.
De fløj op over Snape og gav ham en dumflad så at han røg med hovedet ned i en kedel hvor Hermione stod og lavede hønsekødssuppe.
De kunne høre Hermione skrappe på Snape og fløj ud over horisonten.
Be warned, it’s lengthy.
“Phlegming Ginny” How Ginny Weasley is not the saint some say she is.
Well, I was thinking all night about a statement someone said about me, and several other Harmonians—that we hate Ginny. I agree that I dislike her, and since most people seem to be stunned at how on Earth I could dislike Ginny, let me explain. This is an analysis of Ginny’s character; taken from the books.
My basic thesis is this: Ginny is not suitable for Harry. She is a liar, is self-centered, and basically all of her “noble” actions can be traced to her crush on Harry, and willingness to do anything to impress him.
Starting from the beginning, PS/SS:
The first time we see or hear from Ginny, she is goggling at Harry: “Mom, can I see him? Please” or words to that effect. Cute, but emphasis on “I”. Molly quite properly tells her that it’s not polite to goggle. But we see she wanted to see him for herself. Cute, perhaps, but the very first time we see her, she is about herself. We then get the famous running after the train scene.
That’s it for Ginny in book one. Book two; COS:
Here, we see her totally embarrased by Harry—her fundamental goal is to not look foolish in front of him at the Burrow. i.e. she is concerned with how others view her, especially Harry. We find out that this is not normal, but we see her totally consumed with making a good impression, and failing miserably. The point? She is concerned with how she appears, its about her.
Then the whole “defend Harry” scene to Malfoy in Florish and Blotts. We find out that Ginny does have a voice, she can speak!….. But she defends Harry. Maybe moble, maybe not, certainly, she was trying to impress Harry.
Then, the diary. Ginny’s behavior with the Diary is atrocious. Okay, she writes in it; and I don’t blame her for that—nor even for Justin, Mrs. Norris and Nick’s petrification. She’s young, she didn’t know—I can buy that. She gives up the diary—bravo!—something smart, finally. It took her long enough, but whatever. However, by all that’s holy—why did she steal it back? She showed absolutely no regard for her precious Harry’s personal possession’s either. You cannot say Voldemort did this. She acted completely on her own; of her own free will. This is reprehensible—she did it, as she said, because she was worried someone would find out that she had written in it.
Self-centered, anyone? Okay, I can potentially understand even that—it was embarrassing, perhaps. but then she goes and writes in the Diary again! AFTER she suspected it was herself causing the problems. And Hermione and Penelope barely avoided death from it; due to Hermione’s quick brain. There is no excuse for Ginny for this—I would like to see anyone attempt to justify Ginny’s writing in the Diary after she stole it back from Harry. From a character point of view, please. Yes, the plot needed it, but the plot needs Voldemort, too. Doesn’t mean I have to “luv” him.
Ginny never said anything to anyone about her suspicions about herself. Until the morning before the truth was going to come out; as the mandrake potion was almost ready. Then, after Harry saves the day, kills the snake, slays the Diary, Ginny reveals her concern—purely selfish, once again—she would have been expelled. Fear of expulsion is a good price for Hermione and Penelope’s life? Nah…. Anyway, Ginny was completely focused on her own petty concerns—her own wants; needs, and desires. Quick comparison of Hermione and Ginny in book two. Hermione, the targeted Mudblood, stays at school and risks her life to help solve the mystery. Ginny, who thinks she’s the villain, tells no one and steals and conceals all evidence, while watching people she knows almost die.
Sidenote—it’s in COS we learn that Ginny doesn’t keep her word. She walked in on Percy kissing Penelope, right? Presumably she agreed to not tell anyone—Percy certainly asked her to not tell. But as soon as anyone asked her—she spills the beans, gleefully. It’s all funny, ha ha—stuck up Percy has a girlfriend—but Ginny saw nothing wrong with breaking her word.
COS showed us how utterly self-centered Ginny is; willing to let others die to preserve her secret suspicions. It would have been so easy for her to say, “Hey, Hermione—do you know anything about books that write back?” But no…. she had to be secretive. She didn’t show remorse until she was caught, and then she tried to weasel out of all responsibility. And no one ever called her on it. (Same goes for some of the things she does in HBP, but that’s another story!)
Okay, Book 3. Thankfully, she’s not there—the only thing I can recall is her sending a get well card to Harry. Just another attempt to win Harry over. She didn’t come and see him, or if she did, it wasn’t often; as it’s never mentioned. One might note that she never did thank Harry for saving her life from Riddle. Not in book 2, 3, 4,5, or 6. Will she? Nah—she has no need to thank anyone, I guess. As an aside—can you ever remember a time she expressed thanks for anything to anyone that couldn’t be chalked up to manners, such as thanks for passing the potatoes? Ginny doesn’t seem to be a very grateful girl.
Book 4, GOF. Here, she goes to the World Cup. She is actually horrified at the violence (another inconsistency between GOF and HBP). First time I’ve actually seen any concern out of her for anyone other than herself and her “crush.” Doesn’t last long, though. Then she vanishes during the Death mark, etc. Cue to school—and the Goblet of Fire. Notice that she thinks Harry cheated. It’s ONLY Hermione that believes him. But Ginny never offers to help the boy she pines for; she never does anything. We come to the Yule ball. Finally—something noble! She stays by the guy who asked her! It’s the arrival of Neville, who, in a rare lapse of character, decides Ginny’s worth something. He at least asked out Hermione first. And noble, gracious Ginny accepts…. because we find out that’s the ONLY way she could go to the ball. Nothing about her liking Neville—she accepted to go experience the ball for herself. Self-centered. She doesn’t break it off, though—because even Harry would think that is not cool. Ginny is smart, I’ll give her that—she doesn’t want to appear like a obsessed person in front of him. Even though she is.
So they go to the ball—and Ginny sticks out one dance with Neville, then dumps him and chases down Micheal Corner. At the same dance; she gets a different boyfriend! Poor Neville— he was used as a tool to go to the Yule Ball. How do you justify her actions here? It’s not nice at all, is it? She used Neville, plain and simple. Selfish, non-caring, supreme. After the Yule ball, she vanishes for the rest of the book. Did anyone miss her? Not I.
Book Five: Emergence of Super!Ginny. The Super brat, really.
Ginny comes out of her cage, finally. Too bad. The first time we see her, she is lying to her Mother, and making a mess with Dungbombs. She lies astonishingly well in this book. No shame at all. I don’t know about you, but I don’t like lying on a regular basis. Ginny does it all the time. She’s good at it. She lies to get out of her responsibilities—does she ever get punished for the things she does that are wrong? No.
We see her throw a huge tantrum…! Tell me about the Order! That fight is brattish, to say the least. Yes, Molly overreached, perhaps—but Ginny never takes losing gracefully, does she? It’s a fight, scream and struggle all the time with her. She acted like a brat there. Now, she is smart—she did save herself from the music box, and coincidentally the others with her. She’s quick to look out for her own welfare, though.
Off to school—and there’s Neville. In front of Harry, she does act somewhat nice—cleaning off the stinksap. To this day, I think that’s the only good thing I have seen her do with her magic. Everything else is hexes. She is still trying to impress Harry, to get him to like her, after all. She participates in mocking Luna. Not a nice thing to do.
We come to Christmas, and the whole Gimmauld place scene. Ginny is pictured as a cat, curled up in a chair. I like cats—and I know them. This is very appropriate description of Ginny—because a cat is cute, but solely self-centered. They tolerate others, including their owners, and if you upset them, they stalk off or claw back. You don’t see a cat saving things or people. Ginny didn’t show much emotion at her father’s injuries. But Harry once again saves the day. Then he finds out he’s being possessed. I’ve argued this scene before, but Why doesn’t Ginny ever even attempt to bring Harry out? Molly at least calls to him, Ron asks him to dinner, but Ginny, true friend that she allegedly is—doesn’t even try. It’s Hermione’s arrival that precipitates things. Hermione starts’ things moving.
And then Ginny gets insulted—she finds out that Harry has forgotten all about her and her being possessed. She makes a stink about it—said in a very cool tone. She’s not trying to help Harry—she’s mad that he’s forgotten her. Rather indignantly, she tells him that she couldn’t remember anything that happened while she was possessed. Incidentally, this does not jibe with Harry’s experiences later on in the book (he knows full well what is happening when he’s being possessed)—so maybe she’s lying? She is good at lying—and at trying to shift blame from herself. Still—it’s clear that she reacted indignantly to a perceived slap at her by Harry—he plain forgot about her. If she had truly cared—she would have told him this through a closed door, if necessary.
On we go—the famous chocolate egg scene. This might be the only time in the entire series Ginny actually does anything nice for someone of her own accord; and not just help because she is there. It’s no wonder many people use this scene—it’s ALL Ginny has. And even then, as we find out later in HBP, she is still trying to get Harry. This rather colors the interpretation of this, doesn’t it? She went in, deliberately trying to be nice to Harry, so he might fall for her. And look at the result of this meeting—she talks with Fred and George, and leads them directly to their expulsion. They lost their education because of that meeting. I’m not going to rehash the scene; but I will note that even if all the Ginny fan’s are right—it’s only one scene in 5 or six novels she does anything noble.
Moving on. In book 5, Ginny becomes a Quidditch goddess; second only to Harry. She’s seeker, right? Just so happens that’s the most prestigious position on the team—and Ginny loves her attention. She gracefully gives up the position to Harry—if he ever comes back. Note that Harry is critical of her skills, too. Not much of a loving thought.
Now, the end of the story in book 5. Ginny fails—Umbridge catches everyone. Note that again Ginny is lying about the Garroting gas—or maybe she’s not; and really did fill that corridor with the stuff. Poor Neville—he gets caught solely because he is attempting to rescue Ginny—not that she ever thanks him for the gesture. She struggles ineffectively—only trying to stamp on some toes. Not effective. But as Soon as Harry, Hermione, and Umbridge leaves—they get free. How? Never explained. And here is the first bat-bogey hex Ginny does. Takes out Draco. Good for her. Then, when she is going to be left behind, she throws a fit. A tantrum. It’s all about her—she want’s to be there… and Harry knows that she, Neville and Luna were the ones least likely to be of use at the ministry. Turns out, he was wrong.
It was Ron and Ginny who were useless at the ministry of magic, not Neville and Luna. The two Weasleys ended up being liabilities, didn’t they? Ron’s not too surprising; he’s never been good at magic. But Ginny, for all her alleged prowess and great magical talent, was worse than useless. What happens? Ginny want’s to watch the pretty bluebirds… and pouts. She becomes the target of the Death Eaters—Harry has to get in front to stop the torture from occurring. Her, Ron, and Luna flee like rabbits, while Hermione and Harry stay to help Neville. Incidently, for all the times Neville helps and protects Ginny, she never returns the favor, does she?
Turns out, Luna has to save both of the Weasleys. Ginny breaks her ankle, Ron goes nuts. Never do we hear of them actually being useful. Harry is put to the test time and time again to save them. Neville does show lots of spunk. Ginny? Bah.
After it’s all over, and they are back in Hogwarts—do we hear anything about thanks to Neville, to Harry for saving their life? Nope.
For her relationships—Ginny dumps guys easily, right? Micheal corner sulks—he’s outta there. No interest in salvaging that relationship, once the guy can’t be at her beck and call, Ginny dumps him. Then Ginny bounces to Dean, and we know later what happens to that relationship!
Summing up Super-Ginny; book 5. We found out she lies, she only has power “off stage”, she is still quite self-centered, and she has to be the center of any relationship—or she dumps the guy.
and thus we come to Book Six.
This is supposed to be Ginny’s happy book—where we all see how wonderful and great she is; how happy she makes Harry. Let’s examine this.
We see her—she is treating Fleur horribly. I defy anyone to show how Ginny is at all acting nicely here. The Weasley’s treat Fleur horribly—and Ginny worse of all. “Phlegm” is not even funny. On that note—what is with the bogeys, the phlegm fascination that Ginny has? Rather disgusting. Her treatment of Fleur is abominable. The fact that Harry, and everyone else, including JKR, thinks it’s funny is even worse. Please justify her treatment of Fleur. There is none.
On the train to Hogwars—Ginny once again pulls out the bat-bogey hex. It’s the only thing she knows, I swear. It’s an offensive spell—not a defense. And she does it because she’s bored, NO consideration for others—it’s all about her and her own comfort. Hexing people randomly is not nice. Too bad JKR misses that. Ginny is never looked down on by anyone in the book for her utter callousness. It’s like Fred and George? I never liked them hexing and testing student’s either—it was not a nice thing to do.
We see Ginny snogging with Dean, then. Fighting with Ron. Awaking feelings of jealousy in Harry. She’s popular and pretty now. Even the Death Eaters say so!… which makes no sense why they would even notice! Why is she popular? No one knows… she’s in Quidditch again—but has to be second in command. She has to attract attention—smashing the commenting stand, regardless of the injury she could have caused.
She’s shallow—breaking up with Dean because he jogged her elbow? Please. Just like Michael Corner—as soon as the boy does something she dislikes, or doesn’t satisfy her anymore—she drops him like a rock. It’s all about what she gets out of the relationship; not that she cares about the boy. If you don’t please Ginny—sayanora, dude. Nothing about her pleasing the boy.
She has her relationship with Harry. It troubled me—there is nothing like love described. It’s all jealousy, lust, and physical feelings. Where do we see tender moments, of Ginny doing things selflessly for Harry, or him for her? No, it’s JUST snogging. And Ginny mocking and lording it over everyone else. “Hippogriff Tatoos”! I honestly don’t see what is so sweet about their relationship. It’s based on jealousy—not caring. Harry is mad he sees her kissing someone—not that he cares about her. We find out that she lied to Hermione in the previous book when she said she’d given up on Harry. Flat out lie.
Ultimately, I am glad they broke up at the funeral—Ginny is, in my opinion—not a good person. Just on the merits of what her character has done. She’s a liar, a thief (The Diary from Harry, broomsticks of her brothers), self-centered, cruel to others (Neville, Fleur), has no qualms about letting others suffer for her comfort (See Hemione petrification, whomever she hexed to get away from in the train) She does anything to preserve her image (steal the Diary back), is ungrateful, is into relationships only for her own pleasure, is a liability to Harry in battle, and is obsessed with one thing—Harry. Why should I like this character?!
The fact that these flaws are obvious to me, yet in the story no one comments on them show that she’s a “Mary Sue”. JKR has some vision of Ginny as the perfect girl for Harry—yet why? She has numerous flaws—but no one ever notices them in the book; which means JKR never noticed them either. According to the interview, she really thinks Ginny is perfect for Harry. I say, no way—I would rather Harry end up with some minor character like Susan Bones, or more especially Luna than Ginny. Sadly, I am sure that Harry will end up with Ginny or be dead in the end. *shudder* Doesn’t he deserve someone better?
I hope you can see why I dislike her; and feel very strongly that almost anyone would be better for Harry than Ginny. Honestly—the only thing she does that is even remotely noble, in my opinion, once all the evidence is examined, is the chocolate egg scene. Even there, it’s more than likely she is trying to impress Harry, now that we know she lied to Hermione about giving up on Harry. She may have moments of laughter with Harry—but I never see moments of caring for anyone; if so—they are only small things in front of her face like the stinksap. Yes, it is made quite clear that Ginny’s primary motivation is to get Harry—so most of her nice things are just reflections of that. We see how selfish she is, normally.
So, yes—I dislike Ginny Weasley strongly—and I have provided references from each book to show why. It’s not that I prefer Hermione over her, though I do; it’s that I really don’t think Ginny is a good person. She does things that are inexcusable, and I don’t see where she does anything to balance it out. Now, many of you love Ginny Weasley, and think she is so perfect; and you will try to tell me I am wrong—that she is perfect for Harry. So, when you try to flame me and tell me how good she is—I challenge you to answer these questions:
1) Why did Ginny write in the Diary again, after she stole it back? This is inexcusable. And almost killed Hermione and Penelope.
2) Why did Ginny drop Neville like a rock at the Yule ball? Please explain how she did not solely use him.
3) Please justify her treatment of Fleur—in a sense that Ginny is a good girl. Saying she’s jealous of her is not exactly endearing. This is utterly wrong and reprehensible behavior.
4) Please justify her random hexing of students, and callous endangerment of others.
5) Please show how her and Harry have anything other than jealousy and physical attraction. i.e. show any type of soulmate connection, mutual understanding, and self-sacrifice. Provide consistent examples of this, not just a one time scene like the chocolate egg scene. Anyone can get lucky once.
6) Please justify her treatment of Micheal Corner, Neville, and Dean Thomas in the area of romance. How can this treatment be reconciled with a view that she care about others instead of what she was getting out of them?
7) Please explain her utter lack of gratitude to anyone in the series.
8) Please explain how it is that she seems to be so powerful—even JKR and everyone says how magically gifted she is; yet is always a liability to Harry in the battle, and that we never see her power on page.
9) Please explain how her lying without qualm, shame, or consequence is supposed to be a good thing, as clearly JKR means it to be.
10) Finally, please explain why it is, that no one notices these characteristics of Ginny in the story; thus proving that Ginny is a “Mary Sue”—because JKR either doesn’t see this, or doesn’t want to see them.
Unless these questions can be answered, I don’t see how Ginny is worth Harry’s time of day. Thus, I would prefer to see him with anyone else, just about, than with Ginny Weasley. I will grant that likely one or two of these might be answered, but unless all of them can be answered in a way that shows Ginny in a postive light—that she is a fundamentally good girl—I won’t believe she is.
[edytuj]
Z Wikipedii
Skocz do: nawigacji, szukaj
Floryde odkryl w 1513 r. hiszpanski szlachcic, zolnierz, i awanturnik - Juan Ponce de Leon. W 1565 r. Pedro Menendez de Avile zalozyl tam z rozkazu króla Hiszpanii, Filipa II, miasto St. Augustine i pierwsza misje katolicka, rozpoczynajac tym samym formalna kolonizacje i chrystianizacje Ameryki Pólnocnej. W 1763 r. Hiszpania przekazala Floryde Brytyjczykom w zamian za odzyskanie Kuby na mocy traktatu paryskiego, po czym odzyskala ja w 1783 r. po wybuchu rewolucji amerykanskiej w koloniach brytyjskich. W 1821 r., w wyniku przegranej wojny z USA, Hiszpania przekazala Floryde rzadowi amerykanskiemu.
Spis tresci
[ukryj]
* 1 La Florida
* 2 Konflikt z hugenotami
* 3 Wojny z Anglia
* 4 Cesja Florydy na rzecz USA i koniec panowania Hiszpanów
* 5 Linki zewnetrzne
La Florida [edytuj]
Ponce de Leon (pomnik w St. Augustine).
Ponce de Leon (pomnik w St. Augustine).
Po utracie wplywów w palacu wicekróla, Don Diego Kolumba (syna Krzysztofa), w wyniku intryg zawistników, Ponce wyruszyl u schylku zycia z Hispanioli w poszukiwaniu slawy, bogactwa, i — jak glosi legenda — Fontanny Mlodosci, aby w dzien Wielkiej Nocy dotrzec do poludniowowschodnich wybrzezy Ameryki Pólnocnej. Poruszony obfitoscia flory, nadal nowo odkrytemu ladowi nazwe La Florida (pol. kwiat) i przylaczyl go do Królestwa Hiszpanii. Nie natrafiwszy jednak na zyciodajne zródla, wkrótce wyruszyl na dalsze poszukiwania.
Gdy powrócil w 1521 r. z rozkazem króla Ferdynanda ustanowienia stalej kolonii jako gubernator Florydy, napotkal silny opór Indian, do których dotarly wiesci z Poludnia o chciwosci i okrucienstwie bialych przybyszów zza oceanu (zob. Hernán Cortés). Wielu Hiszpanów zginelo, a Ponce de Leon, trafiony zatruta strzala w udo, zostal ewakuowany na Kube, gdzie zmarl od odniesionych ran.
Konflikt z hugenotami [edytuj]
Tragiczny koniec przedsiewziecia Ponce’a de Leon ostudzil kolonizacyjne zapedy Hiszpanów w Ameryce Pólnocnej i spowodowal przyspieszone dzialania eksploatacyjne w Meksyku. Jednak wkrótce powstal problem ochrony dóbr plynacych z podbitego królestwa Azteków do macierzy przed atakami piratów grasujacych w rejonie Morza Karaibskiego.
W 1565 r. król Filip II zlecil kapitanowi floty hiszpanskiej, Pedrowi Menendez de Avile zalozenie garnizonu na Florydzie w celu ochrony szlaku wodnego, oraz wyparcie francuskich hugenotów, którzy w miedzyczasie zalozyli osade Fort Karolina (dzis nieistniejaca, obecnie teren miasta Jacksonville) u ujscia Rzeki Sw. Jana. Pedro Menendez wyladowal w miejscu kleski Ponce’a, i po odprawieniu przez kapelana floty królewskiej, Mendoze, pierwszej mszy katolickiej na kontynencie pólnocnoamerykanskim, ponownie objal Floryde w posiadanie w imieniu Korony. Wtedy tez dokonal uroczystego zalozenia miasta St. Augustine i pierwszej misji katolickiej, Mission de Nombre de Dios (pol. Misja w imieniu Boga), rozpoczynajac tym samym formalna chrystianizacje nowego kontynentu.
Po ukonczeniu budowy fortu, Pedro rozkazal rzemieslnikom kontynuacje prac budowlanych w osadzie, a sam wraz z duzym oddzialem zolnierzy wyruszyl do Fortu Karolina, zdobyl go, po czym wymordowal nieliczna obsade i zaskoczonych hugenockich osadników. Po wykonaniu krwawej misji przemianowal nazwe osady na Fort Mateo, i pozostawiwszy na miejscu hiszpanska zaloge powrócil bez strat do St. Augustine.
Mimo protestów rodzin pomordowanych, król francuski, pozostajacy pod wplywem fanatycznie katolickiej królowej Katarzyny, nie zareagowal na jawny gwalt dokonany na jego poddanych. Aktu zemsty za smierc rodaków dokonal wraz z garstka ochotników gaskonski rycerz, kawaler Dominik de Gourges. Z wlasnych srodków wyposazyl on trzy statki pod pozorem wyprawy kupieckiej do Afryki, po czym skrecil na Zachód i wyladowal powyzej ujscia Rzeki Sw. Jana na Florydzie. Dzieki rozgloszeniu celu swojej wyprawy wsród wrogo nastawionych miejscowych Indian uzyskal ich przychylnosc, gdyz mieli oni swoje wlasne rachunki do wyrównania z hiszpanskimi kolonizatorami. Przy entuzjastycznym wsparciu tubylców bez trudu zdobyl fort i wymordowal zaloge. Francuski oddzial natychmiast wyruszyl w podróz powrotna, aby uniknac starcia z nadciagajaca z Hiszpanii odsiecza.
W nastepnych latach osada w St. Augustine rozwijala sie pod surowym panowaniem Menendeza, wyrastajac na jeden z wazniejszych osrodków handlowych i religijnych w Indiach Wschodnich. Stad wyruszaly ekspedycje wojskowe i jezuickie wyprawy misyjne w glab terytorium, docierajace az do Zatoki Chesapeake, gdzie po pewnym czasie zalozono druga stala osade na Florydzie.
Wojny z Anglia [edytuj]
Castillo de San Marcos.
Castillo de San Marcos.
Polozona w centrum Nowego Swiata Floryda, z kwitnacym St. Augustine, stala sie obiektem pozadania innych poteg kolonialnych, przede wszystkim Anglii i Francji, a samo miasto bylo wielokrotnie atakowane przez piratów (zob. Francis Drake) i oblegane przez obce wojska.
W drugiej polowie XVII wieku osade spladrowal gubernator Karoliny Brytyjskiej, James Moore, ale twierdzy (Castillo de San Marcos) zbudowanej z kokiny, czyli skamienialej masy muszlowej, nie udalo mu sie zajac. Na poczatku XVIII wieku próbe zdobycia twierdzy ponowil przybyly ze stanu Georgia brytyjski general James Oglethorpe — równiez bezskutecznie. W 1763 r. Hiszpania przekazala Floryde Brytyjczykom w zamian za odzyskanie Kuby na mocy traktatu paryskiego. Mieszkancy miasta zapakowali caly swój dobytek, jak równiez ekshumowane zwloki zmarlych na statki i wrócili do macierzy, konczac tym samym pierwszy okres panowania Hiszpanów na Florydzie.
Cesja Florydy na rzecz USA i koniec panowania Hiszpanów [edytuj]
St. Augustine, Stare miasto.
St. Augustine, Stare miasto.
Po wybuchu rewolucji amerykanskiej na Pólnocy, Anglia zwrócila Floryde, wraz z miastem St. Augustine, Hiszpanii w zamian za neutralnosc w konflikcie ze zbuntowanymi kolonistami. Drugi okres panowania Hiszpanów trwal do 1821 r., kiedy to zostali oni zmuszeni po przegranej wojnie do scedowania Florydy na rzecz rzadu USA.
Linki zewnetrzne [edytuj]
* spanishflorida.net
Floryda (kolonia hiszpanska)
[edytuj]
Z Wikipedii
Skocz do: nawigacji, szukaj
Floryde odkryl w 1513 r. hiszpanski szlachcic, zolnierz, i awanturnik - Juan Ponce de Leon. W 1565 r. Pedro Menendez de Avile zalozyl tam z rozkazu króla Hiszpanii, Filipa II, miasto St. Augustine i pierwsza misje katolicka, rozpoczynajac tym samym formalna kolonizacje i chrystianizacje Ameryki Pólnocnej. W 1763 r. Hiszpania przekazala Floryde Brytyjczykom w zamian za odzyskanie Kuby na mocy traktatu paryskiego, po czym odzyskala ja w 1783 r. po wybuchu rewolucji amerykanskiej w koloniach brytyjskich. W 1821 r., w wyniku przegranej wojny z USA, Hiszpania przekazala Floryde rzadowi amerykanskiemu.
Spis tresci
[ukryj]
* 1 La Florida
* 2 Konflikt z hugenotami
* 3 Wojny z Anglia
* 4 Cesja Florydy na rzecz USA i koniec panowania Hiszpanów
* 5 Linki zewnetrzne
La Florida [edytuj]
Ponce de Leon (pomnik w St. Augustine).
Ponce de Leon (pomnik w St. Augustine).
Po utracie wplywów w palacu wicekróla, Don Diego Kolumba (syna Krzysztofa), w wyniku intryg zawistników, Ponce wyruszyl u schylku zycia z Hispanioli w poszukiwaniu slawy, bogactwa, i — jak glosi legenda — Fontanny Mlodosci, aby w dzien Wielkiej Nocy dotrzec do poludniowowschodnich wybrzezy Ameryki Pólnocnej. Poruszony obfitoscia flory, nadal nowo odkrytemu ladowi nazwe La Florida (pol. kwiat) i przylaczyl go do Królestwa Hiszpanii. Nie natrafiwszy jednak na zyciodajne zródla, wkrótce wyruszyl na dalsze poszukiwania.
Gdy powrócil w 1521 r. z rozkazem króla Ferdynanda ustanowienia stalej kolonii jako gubernator Florydy, napotkal silny opór Indian, do których dotarly wiesci z Poludnia o chciwosci i okrucienstwie bialych przybyszów zza oceanu (zob. Hernán Cortés). Wielu Hiszpanów zginelo, a Ponce de Leon, trafiony zatruta strzala w udo, zostal ewakuowany na Kube, gdzie zmarl od odniesionych ran.
Konflikt z hugenotami [edytuj]
Tragiczny koniec przedsiewziecia Ponce’a de Leon ostudzil kolonizacyjne zapedy Hiszpanów w Ameryce Pólnocnej i spowodowal przyspieszone dzialania eksploatacyjne w Meksyku. Jednak wkrótce powstal problem ochrony dóbr plynacych z podbitego królestwa Azteków do macierzy przed atakami piratów grasujacych w rejonie Morza Karaibskiego.
W 1565 r. król Filip II zlecil kapitanowi floty hiszpanskiej, Pedrowi Menendez de Avile zalozenie garnizonu na Florydzie w celu ochrony szlaku wodnego, oraz wyparcie francuskich hugenotów, którzy w miedzyczasie zalozyli osade Fort Karolina (dzis nieistniejaca, obecnie teren miasta Jacksonville) u ujscia Rzeki Sw. Jana. Pedro Menendez wyladowal w miejscu kleski Ponce’a, i po odprawieniu przez kapelana floty królewskiej, Mendoze, pierwszej mszy katolickiej na kontynencie pólnocnoamerykanskim, ponownie objal Floryde w posiadanie w imieniu Korony. Wtedy tez dokonal uroczystego zalozenia miasta St. Augustine i pierwszej misji katolickiej, Mission de Nombre de Dios (pol. Misja w imieniu Boga), rozpoczynajac tym samym formalna chrystianizacje nowego kontynentu.
Po ukonczeniu budowy fortu, Pedro rozkazal rzemieslnikom kontynuacje prac budowlanych w osadzie, a sam wraz z duzym oddzialem zolnierzy wyruszyl do Fortu Karolina, zdobyl go, po czym wymordowal nieliczna obsade i zaskoczonych hugenockich osadników. Po wykonaniu krwawej misji przemianowal nazwe osady na Fort Mateo, i pozostawiwszy na miejscu hiszpanska zaloge powrócil bez strat do St. Augustine.
Mimo protestów rodzin pomordowanych, król francuski, pozostajacy pod wplywem fanatycznie katolickiej królowej Katarzyny, nie zareagowal na jawny gwalt dokonany na jego poddanych. Aktu zemsty za smierc rodaków dokonal wraz z garstka ochotników gaskonski rycerz, kawaler Dominik de Gourges. Z wlasnych srodków wyposazyl on trzy statki pod pozorem wyprawy kupieckiej do Afryki, po czym skrecil na Zachód i wyladowal powyzej ujscia Rzeki Sw. Jana na Florydzie. Dzieki rozgloszeniu celu swojej wyprawy wsród wrogo nastawionych miejscowych Indian uzyskal ich przychylnosc, gdyz mieli oni swoje wlasne rachunki do wyrównania z hiszpanskimi kolonizatorami. Przy entuzjastycznym wsparciu tubylców bez trudu zdobyl fort i wymordowal zaloge. Francuski oddzial natychmiast wyruszyl w podróz powrotna, aby uniknac starcia z nadciagajaca z Hiszpanii odsiecza.
W nastepnych latach osada w St. Augustine rozwijala sie pod surowym panowaniem Menendeza, wyrastajac na jeden z wazniejszych osrodków handlowych i religijnych w Indiach Wschodnich. Stad wyruszaly ekspedycje wojskowe i jezuickie wyprawy misyjne w glab terytorium, docierajace az do Zatoki Chesapeake, gdzie po pewnym czasie zalozono druga stala osade na Florydzie.
Wojny z Anglia [edytuj]
Castillo de San Marcos.
Castillo de San Marcos.
Polozona w centrum Nowego Swiata Floryda, z kwitnacym St. Augustine, stala sie obiektem pozadania innych poteg kolonialnych, przede wszystkim Anglii i Francji, a samo miasto bylo wielokrotnie atakowane przez piratów (zob. Francis Drake) i oblegane przez obce wojska.
W drugiej polowie XVII wieku osade spladrowal gubernator Karoliny Brytyjskiej, James Moore, ale twierdzy (Castillo de San Marcos) zbudowanej z kokiny, czyli skamienialej masy muszlowej, nie udalo mu sie zajac. Na poczatku XVIII wieku próbe zdobycia twierdzy ponowil przybyly ze stanu Georgia brytyjski general James Oglethorpe — równiez bezskutecznie. W 1763 r. Hiszpania przekazala Floryde Brytyjczykom w zamian za odzyskanie Kuby na mocy traktatu paryskiego. Mieszkancy miasta zapakowali caly swój dobytek, jak równiez ekshumowane zwloki zmarlych na statki i wrócili do macierzy, konczac tym samym pierwszy okres panowania Hiszpanów na Florydzie.
Cesja Florydy na rzecz USA i koniec panowania Hiszpanów [edytuj]
St. Augustine, Stare miasto.
St. Augustine, Stare miasto.
Po wybuchu rewolucji amerykanskiej na Pólnocy, Anglia zwrócila Floryde, wraz z miastem St. Augustine, Hiszpanii w zamian za neutralnosc w konflikcie ze zbuntowanymi kolonistami. Drugi okres panowania Hiszpanów trwal do 1821 r., kiedy to zostali oni zmuszeni po przegranej wojnie do scedowania Florydy na rzecz rzadu USA.
Linki zewnetrzne [edytuj]
* spanishflorida.net
"1" 0 0 1 1 1 1
"2" 0 1 1 1 0 1
"3" 1 1 1 1 0 0
"4" 1 1 0 1 0 0
"5" 1 1 1 1 1 1
"6" 1 0 1 1 1 1
"7" 0 0 1 1 1 0
"8" 1 0 1 1 0 1
"9" 1 1 1 0 1 0
"10" 0 1 1 0 0 1
"11" 1 0 1 1 1 1
"12" 1 0 1 1 1 0
"13" 1 0 1 0 1 0
"14" 0 1 0 1 0 1
"15" 1 1 1 1 1 1
"16" 1 1 1 1 1 1
"17" 1 0 0 0 0 1
"18" 1 0 1 1 1 1
"19" 1 1 1 1 1 1
"20" 1 0 1 1 0 1
"21" 1 1 1 1 1 1
"22" 1 0 1 0 0 1
"23" 0 0 1 1 0 1
"24" 1 0 1 1 1 1
"25" 1 1 1 1 1 1
"26" 1 0 1 0 1 1
"27" 1 1 1 0 0 1
"28" 1 0 1 0 1 0
"29" 1 1 0 0 0 1
"30" 1 0 1 1 1 1
"31" 1 1 1 1 1 1
"32" 0 1 1 0 1 1
"33" 0 0 1 1 1 0
"34" 0 0 1 0 0 0
"35" 0 1 1 1 1 0
"36" 0 0 1 1 1 1
"37" 1 0 1 1 1 1
"38" 1 0 1 1 0 1
"39" 1 1 1 1 1 1
"40" 1 1 1 1 1 1
"41" 1 0 1 1 1 1
"42" 1 1 1 1 1 1
"43" 1 0 1 1 0 0
"44" 1 1 0 0 0 0
"45" 1 1 1 1 1 1
"46" 1 0 1 1 0 0
"47" 1 1 1 1 0 1
"48" 1 1 1 0 0 1
"49" 1 1 1 1 1 1
"50" 1 1 1 1 1 1
"51" 1 0 0 1 0 0
"52" 0 0 1 1 1 0
"53" 1 1 0 1 1 1
"54" 1 0 1 1 1 1
"55" 1 1 1 1 1 1
"56" 0 1 1 1 1 1
"57" 1 1 1 1 1 1
"58" 1 1 1 1 1 1
"59" 1 1 1 1 0 0
"60" 1 0 0 0 1 1
"61" 1 1 1 0 0 0
"62" 1 0 1 1 1 1
"63" 1 1 1 1 0 0
"64" 1 1 1 1 1 1
"65" 1 1 1 1 1 1
"66" 1 0 0 0 0 0
"67" 1 1 1 1 1 1
"68" 0 0 1 1 0 1
"69" 1 1 1 1 0 1
"70" 1 1 1 0 1 1
"71" 0 1 1 1 0 1
"72" 1 1 1 1 0 0
"73" 0 1 1 1 1 1
"74" 1 1 1 0 0 0
"75" 1 1 1 1 0 1
"76" 0 0 1 1 1 1
"77" 1 0 1 1 1 1
"78" 1 1 1 1 0 1
"79" 1 0 1 0 0 0
"80" 1 1 1 1 1 0
"81" 1 1 1 0 0 0
"82" 1 0 1 1 1 0
"83" 0 1 1 1 1 0
"84" 1 1 1 1 1 1
"85" 0 0 1 0 0 1
"86" 1 0 1 0 1 1
"87" 0 0 1 1 1 0
"88" 1 1 1 1 1 1
"89" 1 1 0 1 0 1
"90" 1 1 1 1 1 1
"91" 1 0 1 1 1 1
"92" 1 1 1 1 1 1
"93" 1 0 1 1 1 1
"94" 1 0 1 0 0 0
"95" 1 1 0 0 0 1
"96" 1 1 1 1 1 1
"97" 1 1 1 1 1 1
"98" 1 1 1 0 0 1
"99" 1 1 1 0 1 1
"100" 1 1 0 1 0 1
"101" 0 0 0 1 0 0
"102" 1 0 1 1 0 1
"103" 0 0 1 1 1 1
"104" 1 1 1 1 1 1
"105" 1 1 1 1 1 1
"106" 1 1 1 1 1 1
"107" 1 0 1 0 1 1
"108" 0 1 1 0 1 0
"109" 1 1 1 1 1 1
"110" 1 1 1 1 0 0
"111" 1 1 1 0 1 0
"112" 1 1 0 1 1 1
"113" 1 1 1 1 1 1
"114" 1 1 1 1 1 1
"115" 1 1 0 1 0 1
"116" 1 1 0 1 0 0
"117" 1 0 1 1 1 1
"118" 1 1 1 1 1 1
"119" 1 1 1 1 1 1
"120" 1 1 1 0 0 1
"121" 0 0 1 1 0 1
"122" 1 0 0 1 1 1
"123" 1 1 1 1 0 1
"124" 1 1 1 1 1 1
"125" 1 1 1 1 0 0
"126" 1 0 1 1 0 0
"127" 0 0 1 0 0 0
"128" 1 1 1 1 0 1
"129" 1 1 1 1 1 1
"130" 1 1 1 1 1 1
"131" 1 1 1 1 1 1
"132" 1 1 0 1 0 1
"133" 1 0 1 1 0 0
"134" 1 0 1 0 0 0
"135" 1 0 1 1 0 1
"136" 1 0 1 1 0 1
"137" 1 1 1 1 0 0
"138" 1 1 0 1 1 1
"139" 1 1 1 0 0 0
"140" 1 1 1 0 1 1
"141" 1 1 1 1 1 1
"142" 1 1 1 1 1 1
"143" 0 0 1 1 0 1
"144" 1 1 1 1 0 1
"145" 0 0 1 1 0 1
"146" 1 0 1 0 1 1
"147" 1 1 1 0 0 0
"148" 0 0 1 1 1 1
"149" 1 1 1 1 1 1
"150" 1 0 0 1 0 0
"151" 1 0 1 1 0 1
"152" 1 1 1 1 1 1
"153" 0 1 1 0 0 1
"154" 1 0 1 0 0 1
"155" 1 1 1 1 0 1
"156" 1 1 1 0 1 1
"157" 1 0 1 0 0 1
"158" 1 0 1 1 1 1
"159" 1 1 1 1 0 1
"160" 0 0 1 1 0 1
"161" 1 0 1 1 1 1
"162" 1 0 1 1 1 0
"163" 1 1 1 1 1 1
"164" 1 1 1 1 1 1
"165" 0 0 1 1 0 0
"166" 0 0 1 1 0 0
"167" 1 1 0 1 1 1
"168" 1 0 1 1 1 1
"169" 1 1 0 1 0 1
"170" 1 1 1 1 1 1
"171" 1 1 1 0 1 1
"172" 1 0 0 0 0 0
"173" 1 0 1 1 1 1
"174" 1 0 1 0 0 1
"175" 1 1 1 1 0 0
"176" 1 0 1 0 1 1
"177" 1 1 1 1 1 1
"178" 0 1 1 1 1 1
"179" 1 0 1 1 1 1
"180" 1 0 1 1 1 1
"181" 1 1 1 0 1 1
"182" 1 0 0 0 0 0
"183" 1 0 1 1 0 0
"184" 1 1 1 1 1 1
"185" 1 1 1 1 1 1
"186" 1 0 1 1 1 1
"187" 1 0 1 1 0 1
"188" 1 1 1 1 1 1
"189" 1 1 1 1 0 1
"190" 1 1 1 1 0 1
"191" 0 1 1 0 0 1
"192" 0 0 1 0 0 1
"193" 1 0 1 1 0 1
"194" 1 1 1 1 0 1
"195" 1 0 1 1 1 1
"196" 1 0 1 1 0 1
"197" 1 0 1 0 0 0
"198" 1 0 1 1 1 1
"199" 1 1 1 1 0 1
"200" 1 1 1 0 0 0
"201" 1 1 1 1 1 1
"202" 1 1 1 1 1 1
"203" 1 1 1 1 1 1
"204" 1 1 1 1 0 1
"205" 0 1 0 0 1 1
"206" 1 1 1 1 0 1
"207" 1 0 1 1 1 1
"208" 1 0 1 1 1 0
"209" 1 0 1 0 0 0
"210" 1 1 1 0 1 1
"211" 1 1 1 0 1 0
"212" 0 1 1 1 1 1
"213" 1 1 1 1 0 1
"214" 1 0 1 1 0 1
"215" 1 1 1 1 0 1
"216" 1 0 1 1 0 1
"217" 1 0 1 0 0 1
"218" 1 1 1 1 0 0
"219" 1 0 0 1 1 0
"220" 1 1 1 1 1 1
"221" 1 1 1 1 0 1
"222" 1 0 0 0 0 0
"223" 0 1 1 0 0 0
"224" 0 1 1 0 1 1
"225" 1 1 1 1 0 1
"226" 1 0 1 1 1 0
"227" 1 0 1 1 1 1
"228" 0 0 1 1 0 1
"229" 1 1 1 1 1 1
"230" 1 1 1 0 0 0
"231" 1 0 0 0 0 1
"232" 1 0 1 0 0 0
"233" 0 0 1 1 0 1
"234" 1 0 0 0 1 1
"235" 1 0 1 1 1 1
"236" 1 1 1 1 0 1
"237" 1 1 1 1 1 1
"238" 1 1 1 1 0 1
"239" 0 0 1 1 0 0
"240" 0 0 1 1 1 1
"241" 1 1 0 0 1 1
"242" 1 0 1 1 1 1
"243" 1 0 1 1 0 1
"244" 1 1 1 0 1 1
"245" 1 1 0 0 0 1
"246" 1 1 1 0 1 1
"247" 1 1 1 1 1 1
"248" 1 1 1 1 0 0
"249" 1 0 1 1 0 0
"250" 1 1 0 0 1 1
"251" 1 1 1 1 0 1
"252" 1 1 1 1 1 1
"253" 1 1 0 1 1 0
"254" 1 0 1 0 0 0
"255" 1 1 1 1 1 0
"256" 1 1 1 0 1 1
"257" 1 1 1 1 1 1
"258" 1 1 1 1 1 1
"259" 1 0 1 1 1 0
"260" 0 0 1 1 0 0
"261" 1 0 1 1 1 1
"262" 1 0 1 1 0 1
"263" 0 0 1 1 0 1
"264" 1 0 1 1 0 1
"265" 1 1 0 1 1 1
"266" 1 1 1 1 1 1
"267" 1 0 1 1 1 1
"268" 1 0 0 0 0 1
"269" 1 1 1 1 1 1
"270" 1 0 0 1 1 1
"271" 0 0 1 1 0 0
"272" 1 0 1 1 1 1
"273" 1 0 1 0 0 0
"274" 0 0 0 1 1 0
"275" 1 0 0 1 0 0
"276" 0 0 1 1 0 0
"277" 1 0 0 1 0 0
"278" 0 1 1 0 1 1
"279" 0 0 1 0 0 0
"280" 1 0 1 1 0 1
"281" 0 0 1 1 0 1
"282" 1 0 1 1 0 1
"283" 1 1 1 0 1 1
"284" 1 0 1 1 1 1
"285" 1 1 1 1 0 1
"286" 1 1 1 0 1 1
"287" 1 0 1 1 1 1
"288" 1 0 1 1 0 1
"289" 1 0 1 1 1 1
"290" 0 1 1 1 0 0
"291" 1 0 1 0 1 1
"292" 1 1 1 1 1 1
"293" 1 1 1 1 0 1
"294" 1 1 1 1 0 1
"295" 1 0 1 1 0 1
"296" 1 1 0 0 0 0
"297" 0 1 0 1 0 0
"298" 0 0 1 1 1 1
"299" 1 0 1 1 1 1
"300" 1 1 1 0 0 1
"301" 1 0 1 1 1 1
"302" 1 1 1 1 1 1
"303" 1 0 1 0 0 1
"304" 1 1 1 0 0 0
"305" 1 1 1 1 1 1
"306" 1 0 1 0 1 0
"307" 1 0 0 1 1 1
"308" 1 0 1 0 0 0
"309" 1 1 1 1 1 1
"310" 1 0 0 1 0 0
"311" 1 1 1 0 1 1
"312" 0 1 1 1 0 1
"313" 1 0 1 1 0 1
"314" 0 1 1 1 0 1
"315" 1 0 1 0 0 1
"316" 1 1 1 1 1 1
"317" 1 0 1 1 1 0
"318" 1 0 0 1 0 1
"319" 1 0 1 0 1 1
"320" 0 1 1 1 1 1
"321" 1 0 1 0 0 1
"322" 0 1 1 1 1 1
"323" 1 1 1 0 0 1
"324" 1 1 1 0 0 0
"325" 1 1 1 1 0 1
"326" 1 0 1 1 1 1
"327" 1 0 1 1 1 1
"328" 1 1 0 1 0 0
"329" 1 1 1 0 0 1
"330" 1 0 1 1 1 1
"331" 1 1 1 1 1 0
"332" 1 1 1 0 0 1
"333" 1 0 1 1 0 1
"334" 1 1 1 1 0 1
"335" 1 0 1 1 1 1
"336" 1 0 1 0 1 1
"337" 1 1 0 0 0 0
"338" 1 1 1 0 1 1
"339" 1 1 1 1 0 1
"340" 1 0 1 1 1 1
"341" 1 1 1 0 0 0
"342" 1 1 1 1 0 1
"343" 1 0 1 0 0 0
"344" 1 1 1 1 1 1
"345" 1 1 0 1 1 1
"346" 1 0 1 0 0 1
"347" 1 1 1 1 1 1
"348" 1 0 1 1 0 1
"349" 1 1 1 1 0 1
"350" 1 1 1 1 0 1
"351" 0 1 1 1 1 1
"352" 1 0 0 1 0 1
"353" 1 0 1 0 0 0
"354" 1 1 1 0 0 0
"355" 0 0 1 1 1 0
"356" 1 0 0 1 0 0
"357" 1 1 1 1 1 1
"358" 1 1 1 0 0 0
"359" 1 1 0 1 0 1
"360" 1 1 1 1 0 1
"361" 1 0 1 1 0 0
"362" 1 1 1 1 1 1
"363" 1 1 1 1 1 1
"364" 1 0 1 0 1 1
"365" 1 1 1 1 1 1
"366" 1 1 1 1 1 1
"367" 1 1 1 0 0 0
"368" 1 1 1 1 0 1
"369" 0 1 1 0 0 0
"370" 1 1 1 1 1 1
"371" 1 1 1 1 1 0
"372" 1 0 1 1 0 0
"373" 1 1 1 1 1 1
"374" 1 1 0 0 0 1
"375" 1 1 1 0 0 1
"376" 1 0 1 1 0 1
"377" 1 0 1 0 0 0
"378" 0 1 1 1 1 1
"379" 0 1 0 1 1 1
"380" 0 1 1 1 0 1
"381" 1 1 1 1 0 1
"382" 1 0 1 1 0 0
"383" 1 0 1 1 0 1
"384" 1 0 1 1 0 1
"385" 0 0 1 1 0 0
"386" 1 1 1 0 1 1
"387" 0 1 1 1 0 1
"388" 1 0 1 1 0 0
"389" 1 0 1 1 1 1
"390" 1 0 1 1 1 1
"391" 1 0 1 0 0 0
"392" 1 1 1 1 0 1
"393" 0 0 0 0 0 0
"394" 1 1 1 1 0 1
"395" 1 0 1 1 0 0
"396" 1 1 1 1 1 1
"397" 0 0 1 1 1 0
"398" 0 0 1 1 1 1
"399" 1 0 1 1 0 0
"400" 1 0 1 1 0 1
"401" 1 1 0 1 1 1
"402" 1 0 0 0 1 1
"403" 1 1 0 0 0 0
"404" 1 0 1 1 0 1
"405" 1 1 1 1 0 1
"406" 0 0 1 0 0 1
"407" 1 0 1 1 0 1
"408" 1 1 1 1 1 1
"409" 1 1 1 1 1 1
"410" 1 0 1 1 0 1
"411" 1 1 1 1 0 1
"412" 1 0 1 0 0 1
"413" 1 0 0 0 1 0
"414" 1 1 1 1 1 1
"415" 1 1 1 0 0 1
"416" 1 0 1 0 0 1
"417" 1 1 1 1 1 0
"418" 1 1 1 1 1 0
"419" 1 0 1 1 1 0
"420" 1 1 1 1 1 1
"421" 1 1 1 1 1 1
"422" 0 1 1 1 0 1
"423" 0 0 1 0 1 1
"424" 1 1 1 1 0 1
"425" 1 1 1 1 0 1
"426" 1 1 1 1 0 1
"427" 1 1 0 0 0 0
"428" 1 0 1 1 1 1
"429" 1 1 1 1 0 1
"430" 1 1 1 1 1 1
"431" 1 0 1 0 0 0
"432" 1 0 1 1 1 0
"433" 1 1 1 1 1 1
"434" 0 0 0 0 1 0
"435" 1 1 1 1 1 1
"436" 1 1 1 1 1 1
"437" 1 0 1 1 0 1
"438" 1 1 1 1 1 1
"439" 0 0 1 1 1 0
"440" 1 1 1 0 0 0
"441" 1 0 1 1 1 1
"442" 1 1 1 1 1 1
"443" 1 1 1 1 0 1
"444" 1 1 1 1 0 1
"445" 1 1 1 0 0 1
"446" 1 1 1 1 0 1
"447" 1 0 1 1 1 1
"448" 0 0 1 1 1 0
"449" 0 1 1 1 1 1
"450" 0 0 1 1 1 1
"451" 1 1 1 1 0 1
"452" 1 0 1 1 1 0
"453" 1 1 1 1 0 1
"454" 1 1 1 1 1 0
"455" 1 0 1 1 1 1
"456" 1 1 1 1 1 1
"457" 1 0 0 1 0 0
"458" 1 0 1 1 0 1
"459" 1 1 0 1 1 1
"460" 1 0 0 0 0 1
"461" 1 1 1 1 1 1
"462" 1 0 1 1 1 1
"463" 1 0 1 0 0 1
"464" 1 1 1 1 1 1
"465" 1 1 1 1 1 1
"466" 1 1 0 1 1 1
"467" 1 0 1 1 0 1
"468" 1 1 0 0 0 0
"469" 1 0 1 1 1 1
"470" 1 1 1 0 0 1
"471" 0 0 1 1 0 0
"472" 1 0 1 1 1 1
"473" 1 1 1 0 1 1
"474" 1 1 1 1 0 1
"475" 0 0 1 1 0 1
"476" 1 1 1 0 1 1
"477" 1 0 1 1 0 1
"478" 1 1 1 1 1 1
"479" 1 0 0 1 0 0
"480" 1 1 0 1 1 1
"481" 1 0 1 1 1 1
"482" 1 0 1 1 1 1
"483" 1 1 1 1 0 1
"484" 1 0 1 1 1 1
"485" 0 0 1 1 1 1
"486" 1 1 1 1 1 0
"487" 1 0 1 1 0 1
"488" 1 1 1 1 1 1
"489" 1 0 0 0 0 1
"490" 1 0 1 0 0 0
"491" 1 1 0 1 0 1
"492" 1 0 1 1 1 1
"493" 1 1 1 1 1 1
"494" 1 1 1 1 1 1
"495" 1 1 1 1 1 0
"496" 1 1 1 1 1 1
"497" 1 0 1 1 0 1
"498" 0 0 1 1 0 0
"499" 0 1 1 1 0 1
"500" 0 0 1 0 1 1
Department
Internal Memorandum
To: The President of the New Earth Colony
From: The Colony Central Computer
Date: 7/15/2927
Subject: Congratulations on your new appointment!
Constitutional law dictates that I am required to supply you
with the information contained in this book. As a respected
states person you should (of course) be aware of most of the
facts presented. In the event that your memory is a little rusty,
this book will provide a sufficient refresher and/or point of
reference.
Another feature of the compendium is a comprehensive guide to
my higher functions, which are restricted from normal users. It
is recommended that you familiarize yourself with these
functions before you officially take office in one months time.
I wish you every success with the Reunion initiative.
Yours most faithfully,
The Colony Central Computer System
Foundation of the New Earth Colony
Chronology of Important Events
Late 20th Century - Old Earth:
The Collapse of Earth's Biosphere begins.
Uncoordinated measures to slow down the collapse are
implemented with negligible success.
2048:
Earth's Biosphere is highly damaged. Some areas of its
surface are subject to dangerous levels of radiation. United
Nations members agree to devote all resources into saving the
planet. As a result, the populous is angered by the loss of self
determination. There are major acts of civil unrest in member
countries.
2057:
Renegade ministers, backed by several influential
corporations, try to seize power in a coup. Several Ministers
are imprisoned. The corporations are dissolved and all their
facilities are commandeered by the UN.
Late 21st Century:
Most Earth nations are now actively involved in the UN.
initiative.
2109:
Helped by the release of an artificially produced "ozone
replacement" the holes in the ozone layer begin to get smaller.
2109 - 2502:
The Earth enjoys a period of prosperity and peace. All
weapons are abolished, humanitarian and ecological problems
are gradually eliminated. Any nation showing aggressive
tendencies is dealt with swiftly by UN. Military forces.
Eventually the Earth is a conflict free zone. In this
enlightened atmosphere of unity scientific progress accelerates.
2563:
Over 50 years of dedicated research comes to fruition
when the UN. nuclear research laboratories successfully
combine elements of Einstein's Unified Field Theory with anti-
matter physics, creating a new form of spacecraft propulsion.
The new form of power can literally "warp" the fabric of
space and therefore bring points within it closer together. This
makes travel between Solar Systems in a relatively short time
period a distinct reality.
2568:
After a six month voyage, the probe "Hermes" reaches
the star Proxima Centauri, becoming the first man made object
to reach another star system. The relative speed obtained is
nearly eight times the speed of light.
2575:
Two fully equipped research ships leave Earth. Their
brief is to find other Earth type planets suitable for colonization.
Each ship is sent to a different initial destination and carries a
crew of 1500 people.
2589:
After 14 years of exploration a mayday call reached
Earth from "Explorer 1". The last recorded transmission
received was as follows: "Something approaching at incredible
speed...It's huge, spherical, glowing...My God, it..."
There is still no farther understanding of this message
and the crew of Explorer 1 are listed as "Missing, presumed
dead"
2609:
Explorer 2 completed her mission successfully, returning
to Earth after locating several habitable planets in a distant but
reachable section of the galaxy.
2615:
Explorer 2 is refitted in space dock and made ready to
travel back to the new planets.
2616:
A strange uprising begins on Earth. People are
becoming hostile and overthrowing the establishment. A
bloody conflict ensues in which the growing number of rebels
are victorious. The last order of the old regime was the
emergency departure clearance for Explorer 2.
Explorer 2 leaves the Sol system behind and heads for
the new planets. The new launch window causes the ship to
pass through an uncharted asteroid field on its voyage. There is
damage to the warp field generators.
2621:
Explorer 2 arrives at the new solar system. The stress
of deceleration causes the warp generators to explode. The
crew escape using safety pods. Most do not make it to the
New Earth.
New Earth Colony is formed and the struggle for
survival begins.
Present Day Situation. Star Date 2927:
New Earth is now a thriving community, self sufficient,
stable, and free from conflict and disease. The Colony's day to
day survival is no longer an issue for concern, and our eyes are
once again turning outward to the stars. Many unanswered
questions exist concerning the galaxy: Is there life on other
worlds? Can we colonize other planets in our star system?
What is the current state of affairs on the Old Earth? What has
happened since we left there, or more importantly perhaps,
what prompted the bizarre uprising which forced us to depart?
It has been decided that the prime directive of the new
administration will be to accomplish a reunion between the Old
Earth and the New. We have bided our time and consolidated
our position. Now we feel that the time is ripe to start an
ambitious venture. This is the test that we feel inexorably
drawn to, the unavoidable fate of our people. It is our destiny...
The Amnesty Star System
Astronomy was a forgotten subject for many years as
the earliest colonists fought to survive on New Earth.
However, the recent completion of an observatory means that
the bodies of the solar system, deemed the Amnesty system by
New Earth astronomers, are finally beginning to be catalogued.
The Amnesty system consists of three known planets, although
gravitational influences on the outermost planet indicate the
presence of at least one other major body in the system. More
advances in astronomy, such as detailed surface observations of
planets and moons, are expected to occur as a result of the
Reunion project.
Known Planets
Amnesty
Amnesty is the star at the core of this system. Amnesty
is very similar to the star Sol and is therefore unremarkable in
itself, although the presence of life on the planets in the system
would warrant Amnesty a mention in any encyclopedia.
Klatoo
This world was discovered by the eminent scientist
Klatoo using a self-made telescope. Klatoo is twice as large as
New Earth and is thought to have a very rocky surface. A very
high surface temperature is almost a certainty due to the close
proximity of Amnesty. It is not known whether Klatoo has any
natural satellites.
New Earth
This is the home of the first Terran colonists to leave the
Sol system. New earth looks remarkably similar to the old
Earth, although the planet's diameter is less than half that of the
old Earth. The climate of New Earth is extremely pleasant,
having a mean temperature slightly higher than that of Old
Earth. An abundance of useful ores can be found beneath the
surface of the planet, a fact that was essential to the survival of
the colonists.
New Earth has only one natural satellite which is approximately
one third the size of its mother planet. This moon is named
"Apollo" in honor of the spacecraft that first took men to the
moon of old Earth. Unlike the Terran moon, Apollo has an
atmosphere and initial scans indicate the presence of minerals
beneath the surface. It is thought that Apollo would make an
excellent choice for the first off-world colony.
Zeus
This giant planet is approximately five times the size of
New Earth. Because of difficult observation conditions and
distance, little is known about this planet. It is theorized that
the planet is mainly water, which would account for the blue
color of the surface, but we will not know for certain until the
planet is visited. It is not known if Zeus has any natural
satellites.
The Government of New Earth
New Earth is governed by a democracy. The adult
population of the colony elects a leader, and this leader is then
free to govern by decree. The elected leader (or President, as
he or she is referred to), is restricted by the colony constitution
which enables the President to be removed by a vote of no-
confidence. This is very rare and strong reasons must be given
before the referendum is held. The constitution states (in
simplified terms) that the President must:
A. Supply comfortable living conditions for the people.
B. Protect the people from invasion.
C. Refrain form using oppressive force and taxation
against the people.
In order to meet the conditions provided for by the constitution,
the President must hire advisors to fulfill certain roles within the
government. These advisors, or Commanders, will aid the
President through the development of new technologies,
interplanetary exploration and defense, and the building of
public facilities for the colonists. In addition, the President has
been supplied with the Colony Central Computer System to
administrate all aspects of the departments headed by these
commanders.
The Colony Central Computer System
Control Protocol
Information is accessed from the computer using an
intuitive point and click interface. A pointer is visible on the
screen which can be moved around using a mouse. When the
pointer moves across an interactive part of the screen,
"clicking" the left mouse button (and occasionally the right
mouse button) will access that function. To begin your quest,
select New Game and choose the gender of your hero.
Main Screen
This is your control room. All the important computer
functions can be accessed from here. For convenience, the
most important functions are displayed as two rows of icons ,
or menu bars, at the top of the screen. You may scroll back and
forth between the two rows by clicking on the red arrow at the
right end of each row. Alternatively, the functions may be
accessed by clicking on various areas (doors, windows, etc.) of
the control room. Once you have entered another screen it is
always possible to return by clicking on the Back to Main
Screen icon on the far left hand side of the menu bar.
Just below the icons is a bar divided into three sections.
The left box describes the function of the icon or area of the
screen the pointer is currently pointing at. The middle box
displays the number of "credits" from taxation you have
available to spend. The right box displays the current time as
Year/Month/Day/Hour and is modeled after the Old Earth
calendar. By left clicking on the time box you may speed up the
rate that time progresses. Clicking the right mouse button on
this box increases the speed even further.
Icons - Getting Started
When you click on an icon (or section of the main
screen), a new screen and menu bar appears which is relevant to
that particular function. Each of the main screen icons and their
subsequent menus are presented here in a logical order to help
you get started quickly. When you have finished reviewing the
information presented here, you will be well on your way to
completing the Reunion initiative.
Your first task in maintaining a successful campaign is
to hire a group of commanders. From the main screen, scroll
down until you see the icon shown above and left click on it.
You will now be presented with a new menu bar as shown
Each of these new menu selections corresponds to a pool of
commanders in the areas of space flight, combat, building
construction, and product development. By clicking on one of
these new icons you will be presented with three possible
selections for each area. Each of the advisors carries a price
commensurate with his or her abilities, so you would be wise to
make inexpensive selections until you have accumulated more
credits. To hire a commander click on the Hire icon at the far
right of the menu bar.
Responsible for all the space pilots and for coordinating their
movements
Bruce Jordan: Bruce has just graduated from the Military
Academy where he scored impressive results in the combat
simulation tests. A young man with excellent potential. Bruce
would be a superb choice as Advisor if he did not lack "real
battle" experience. For those on a low budget, his inexperience
might be a risk worth taking.
Jack Benson: A hardened veteran of many simulation
campaigns, Jack has demonstrated an outstanding ability as both
a pilot and strategist. Jack continues the proud family tradition
of producing excellent pilots. His grandfather Bryan once
defeated a whole armada of grade 10 simu-fighters single
handed.
Julie Anne Roxford: An immensely talented pilot, Julie Anne
was recruited into the military after recording a perfect score in
college aptitude tests. Julie Anne has a unique flair for
obtaining the most out of her machinery and manpower, and is
widely regarded as a strategic genius. Unfortunately, like most
geniuses, she is occasionally erratic.
Responsible for the construction and maintenance of Colony
installations.
Arwen Nielson: Arwen left the Technical Academy three years
ago after achieving exemplary results in her examinations.
Since then she has been working in the field for the surveying
department. Her wide sphere of the knowledge would be a
valuable asset. Unfortunately, Arwen has little experience of
high pressure situations.
Elanor Brady: An experienced government administrator,
Elanor has been responsible for the extensive power station
modification program. Methodical and reliable, Elanor is
known as a person to get the job done. Occasionally she is
accused of unnecessary procrastination when a project has to be
completed quickly.
William Forbs: Forbs is a legend in the construction industry.
Starting off as a simple workman, William has steadily worked
his way to being the most highly respected construction
manager on New Earth. There is a saying, "If Forbs can't build
it , it can't be built!". Unfortunately, this expertise has a very
high price.
Responsible for the direction of battles
Michael James: Mike is a relatively inexperienced fighter, a
fact that can be discerned by the lack of noticeable bionic
implants. A champion gladiator at the New Earth games, Mike
is also an excellent spaceball captain. Virtual battle simulations
show that Mike has an excellent aptitude for the job.
Kyle Douglas: Kyle was heavily scarred during a battle
exercise in the Great Desert and now has to wear a face mask
with image enhancing equipment over his left eye. Kyle is an
extremely brave fighter and a superb tactician who has a wealth
of combat experience. For such a qualified person, his demands
are relatively low.
MACH: MACH is a cyborg, half man - half machine. An ex-
Army general, MACH was killed during a terrorist attack on his
patrol but was restored to life using advanced bionic techniques.
His already extensive knowledge is now supplemented by a
positronic brain as powerful as a super computer. He is a
formidable opponent.
Responsible for the development of prototype machinery.
Sapphire Fox: Sapphire is the youngest person ever to receive
the New Earth Innovation Award, given for advancements in
brain wave analysis. A good example of this is the prototype
"thought recorder" Sapphire wears on her head. Sapphire is
regarded as a developer of immense potential and great things
are expected of her.
Thomas Dempsey: Thomas holds patents for more new
inventions than any other person on New Earth. Seemingly
tireless, Thomas has been known to work without sleep for
days on end until a problem is solved. Because of his great age,
Thomas is not quite so productive as he used to be. His
experience, however, is unequaled.
Klaatoo: Klatoo is a true scholar. As well as possessing
excellent design skills, Klaatoo is an accomplished violinist,
astronomer, philosopher, and historian (he specializes in Old
Earth science fiction). Superficially apathetic in nature, his
mind is engaged in deep thought almost constantly.
Unfortunately, his fee is high.
Consulting your Commandeers
Once you have selected your commanders, click on the
Back to Main Screen icon to return to the main screen. Your
commanders now appear around the conference table before
you. It is possible to engage in conversation with each of your
advisors by clicking on them. Once the conversation has started
you may ask them one of the questions displayed by clicking on
the text. Additionally, you may order your advisor to attend the
university and develop new skills for a price. If your advisor
cannot become more skilled he or she will let you know, and
you will then have to hire another in order to continue with
more complex tasks in each discipline.
Once you have provided the leadership necessary to
continue with your objective, you should take a look around at
the surface of New Earth and familiarize yourself with its
features. After clicking on the Planet Main icon from the main
screen, a new menu bar will appear at the top of the screen with
relevant icons.
Notice that the menu bar contains some new selections as well
as some others from the main screen. Click on the "Planet
Information" icon.
By clicking on this icon you will be shown a screen with
information concerning the name of the planet or moon,
population, tax rates, terrain types, temperature, and ore
content.
If the planet is inhabited by an alien race, clicking on the
portrait displayed will give more detailed information
concerning that race. Clicking on the picture of the planet on
this screen will take you to the ship information screen, and
clicking on the picture of the surface will enlarge it. The Planet
Information screen has another set of icons used for controlling
the tax rate. To return to the surface of the planet, click once
again on the Planet Surface icon.
Building and Demolishing New Structures
New Earth has a number structures used for housing the
population, providing recreation and health care, and extracting
ores from beneath the surface. Click on one of the buildings
and you will be given a description of its purpose. To move
around the surface, click and hold the left mouse button while in
the radar screen at the bottom left of the screen and move the
mouse, or click and hold the left mouse button when the cursor
is at the edges of the surface screen. To build a new structure,
first find a vacant piece of land. Then, scroll through the
available selections at the top left of the screen and click on
"Build". Move the structure into the desired area and left click
once again to place it. To demolish a structure, scroll through
the list to find the building you wish to destroy, click on
"Demolish" and then click on the building itself.
Note: If a building is flashing red, then you do not have
enough power to run the entire colony. You must build more
power plants to increase the "Percent Working" to an
acceptable level.
Mining Ores on the Planet Surface
An important key to the survival of your colony is the
mining of ores from beneath the surface of the planet. There
are two means of extracting the raw materials you will need to
build structures and develop new products for your population:
building derricks, and digging mines. Derricks produce the
liquid ore "detoxin" and mines produce all others. Scroll
through the available building selections at the left of the Planet
Surface screen until you find the mine. Now, find one of these
mines on the surface of the planet and click on it.
This screen gives detailed information concerning all the mines
and derricks on the surface of the planet The total quantity of
each ore that is in storage and the total being produced in each
time period is shown at the top. The total number of mines on
the planet is shown in the middle section, and the number of
these mines that are active is shown on the bottom left. The
"stock" number represents the number of miner droids (shown
in the picture at the right) that are available to add to each
inactive mine. If you have miner droids in stock, clicking on the
"Add Droid" icon will make a mine active. You only need one
droid to operate a mine and derricks require no droids at all.
Note: You may only have 9 active mines on a planet or moon
at a time.
Now build a few mines and derricks on the surface of
the planet. Find an empty piece of terrain and click on "Build"
while the picture of the mine is in the screen at the left. Move
the mine into position on the surface and left click to place it.
Now scroll down to find the picture of the derrick and repeat
the process. The next time you click on a mine, notice that the
total number of mines has increased, but that these new mines
are inactive. The next step is to produce some miner droids to
add to the mines.
From the main screen click on the Research-Design icon
at the top left. This will access the Research screen where
prototype machinery is developed.
Researching New Products
At the bottom of the screen is the name of your development
advisor and the level of knowledge that he or she has in the
areas of Math, Physics, Electronics, and Artificial Intelligence.
On the right side of the screen data is displayed concerning the
item being researched and the requirements placed upon your
developer to complete the invention.
The left side of the screen contains a bank of 35 slots for optical
disks containing data on new inventions. If the slot is closed
you cannot begin development on that particular item. An
empty slot indicates that the item is ready for analysis but not
production. The presence of a disk indicates that the item is
fully researched and ready for production. To begin research
on an item, simply click on the empty slot.
Move the mouse pointer over the empty slot reserved
for the miner droid and click once to begin development. The
drawer will slide shut and a series of LEDs will begin to flash
indicating that the project has begun. The monitor at the right
will indicate progress by counting down until development is
complete. At this time you can begin to produce the item that
has been researched. You should also research the satellite
before continuing. Satellites are necessary to explore the
surface of other planets.
Note: If research is halted at any time your developer does not
possess the skills to complete the item. You must either send
the developer to the university or select someone with
higher skills.
By clicking on the Info - Buy icon you will access a
screen which will allow you to purchase items that have been
researched. Once again, a new menu bar will appear at the top
of the screen with relevant icons.
Selecting and buying Items
You can scroll through available items by clicking on the up or
down arrow on the right side of the menu bar. Alternatively,
you may select an item by clicking on the rotating figure at the
left side of the screen and using the list revealed. Clicking on
the picture at the right side of the screen will give you a detailed
description of the item and the amount of ore required to
produce it. At the bottom of the screen several messages may
be displayed:
Bought Items: This displays the number of items bought, but
not yet completed. You may decrease the number by clicking
on the minus icon.
Stores: Shows you the number of items produced and waiting
in the storage houses.
Time to Go: The time remaining until all bought items are
produced.
Total Price: The total price of the ordered items.
This Item Cannot Be Produced: This message is displayed if
the object is built, rather than produced. The cost is paid when
orders are given to develop the item.
Once you have made a selection, click on the "Buy" icon to
make a purchase. A new menu bar will appear.
Add/Minus Ten: Add or Subtract ten items from the number
of items ordered.
Add/Minus One: Add or subtract one item from the number
of items purchased.
OK: Buy the goods Selected. (Production will now start).
Cancel: Exit from this screen.
If you do not have enough credits or ores t pay for and
manufacture an item, the missing quantity will flash red. This
means that you will not be able to increase the quantity of items
ordered until you have either more credits or more ores.
Go back to the Production screen and select "Miner
Droid" from the list of available items. Click on "Buy" and then
purchase a few droids to work in your newly built mines. Now
purchase some satellites for interplanetary exploration. When
production is complete return to the main screen and then click
on the "Planet Surface" icon. Find a mine on the surface, click
on it, and then click on the "Add Droid " icon until the number
of active mines has increased proportionately. You have now
increased production on your own planet, and are ready to start
exploring some of the others.
From the main screen, click on the Galactic Map icon to
get a view of all known planets in the current solar system.
Exploring and Colonizing New Worlds
A list of the known star systems is displayed on the right of the
screen. It is expected that many star systems will be discovered
in the search for Old Earth. Move the mouse pointer over a
planet and its name will appear in the box at the top left. To
take a closer look at a planet, click on it with the left mouse
button. This shows the planet and its system of moons (if
discovered). To return to the view of the complete star system,
click on the "Zoom Out" icon (magnifying glass). To view the
surface of the planet or any moons, click on them with the left
mouse button. If you have a satellite deployed over the planet
then you will see the surface. Otherwise, only a black screen
will appear. When observing the surface of the planet a
number of new icons may appear at the top of the screen:
This is only displayed if you have satellites in stock. If
you launch a satellite it will go into orbit around the planet or
moon and continuously transmit information regarding the
planet. This information is displayed on the Planet Information
screen. Satellites also enable you to view the surface of the
planet. You may only have one satellite orbiting a planet or
moon.
Miner stations are automated facilities used for
extracting useful ores from a planet or moon. If a planet is
suitable for mining but cannot be colonized, constructing a
miner station will let you extract the ores without the need for
human presence. As soon as the miner station is deployed,
extraction will start.
This icon appears only if a planet or moon is capable of
sustaining human life. This information is displayed on the
Planet Information screen if a satellite is in orbit around the
planet or moon. When this icon is selected a screen is displayed
showing the installations you may construct.
The Colony Control Center costs 100,000 credits. Any extra
buildings will increase the costs. Once you have selected the
buildings to be constructed you will have to wait a while before
the installations are finished. Some installations cannot be
constructed on certain types of terrain.
This satellite is similar to the normal satellite except that
it is manufactured using advanced "stealth" technology. This
renders the satellite nearly invisible to radar tracking stations.
This will come in very useful when information is required on
"occupied" planets or moons.
This icon is only displayed if there are alien installations
on the planet and a spy satellite is orbiting the planet. Spy ships
are manufactured using the same technology as spy satellites
and are therefore nearly impossible to track. The spy ship
actually enters the target planets atmosphere and provides a
more detailed report on enemy forces. This information can be
accessed by clicking on the enemy portrait in the Planet
Information screen.
This satellite captures solar energy and transfers it to the
planet or moon below. A maximum of five can be placed in
orbit around a single planet or moon. Solar satellite can only be
constructed where there is a colony and the satellite itself must
be transferred to the intended planet or moon from the place of
manufacture.
After clicking on the Galactic Map icon from the main
screen, position the cursor over New Earth and left click. A
picture of New Earth and its orbiting moon Apollo will be
revealed. Now position the cursor over Apollo and click. A
dark screen will appear indicating the absence of a satellite. Put
a satellite around the moon Apollo by clicking on the "Deploy
Satellite" icon at the top of the screen. You should now see the
surface of Apollo, and information concerning the surface will
soon be relayed to New Earth.
At the main screen click on the "Messages" icon to get
into the message screen.
This screen lets you review messages and other relevant
information that you have received during the game. As data is
often received at a very high rate, this is a surprisingly useful
feature.
Shortly after deploying your first satellite, a message
will arrive indicating that ores are present on the surface of
Apollo. However, messages will indicate that you don't have
any way of mining on the moon! Fortunately, your developer
will invent the miner station and the trade ship to aid you in
shipping raw materials back home. Once you have fully
developed these items in the Research area, it is time to begin
building your fleet. Go to the production area and buy a trade
ship and a miner station.
Click on the Ship Info icon in the main screen to
monitor the movement of your spacecraft.
On the right hand side of the screen, information regarding the
composition of the spacecraft squadrons is displayed. If you
click on a squadron with the left mouse button it becomes the
active squadron, denoted by a red light. Right clicking on a
squadron will bring you to the "Group" screen, and clicking on
"Change" at the bottom of the screen will access planet
defenses. Different types of squadrons or "groups" are denoted
by different colors.
Red: Military Squadron
Green: Pirate Forces
Blue: Trade Squadron
Gray: Satellite Carriers
Brown: Planet Defense Forces
Clicking on Ship Info creates a new menu bar at the top of the
screen.
This icon forms a new group of ships that you can name
whatever you like. Below the name box is a description of the
type of group you are creating. The group type can be changed
by clicking in the box. The four possible groups are:
Satellite Carriers: Only carry satellites.
Trade Groups: Useful for carrying items between planets and
moons. Since production facilities are concentrated on New
Earth, it is advisable to carry ores mined off-world back to New
Earth for production.
Army Groups: These units are divided into two parts: The
space fleet, which is responsible for combat in space, and
ground forces which will attack enemy ground installations.
You may switch between the two sections by clicking on the
large red arrows on the group screen.
Planet Forces: These are the same as Army Groups except
that they stay within the confines of their planet's atmosphere.
Planet forces only exist where there is a colony.
Note: Whenever a new type of ship is invented it is a good idea
to create a new unit for that ship type immediately.
When you have named the group and chosen its type, click on
the OK icon to create it or the Abort icon to cancel it.
This icon enables the contents of the group to be
modified. For example, ships may be added or removed,
weapons may be fitted to the ship, etc. A new screen will be
displayed as shown.
A group can have four types of ships and each ship can have up
to four types of weapon. You can only put the appropriate
ships into a group. For example, a trade ship cannot be put into
an army group. Clicking on the number of ships with the left
mouse button will increase the number of ships in the platoon.
You can use the right mouse button to decrease the number of
ships. Weapons can be added using the same technique.
Clicking on a group name allows the name to be modified.
Clicking on the arrow scrolls through the different groups.
Clicking on the "Control Panel" icon will access the
cockpit of the selected group's lead ship.
The "dashboard" of the cockpit is split into several sections.
Clicking on the window while landed on a planet will access the
Surface screen. The launch lever launches lands the ship. If the
ship is a trade ship, clicking on the left hand monitor will access
the cargo screen. From here you can transfer goods between
planets that have a colony or miner station. Clicking on the
joystick allows you to select a destination for your ships. Right
clicking on a planet will select that planet as your destination,
and left clicking on a planet will allow you to zoom in and select
one of that planet's moons. The dials at the right side of the
cockpit accesses the Ship Info screen, and clicking the keypad
will access the Group screen.
This icon appears if you have a ship capable of
transferring cargo. From the transfer screen you may transfer
cargo to the hold of your ships from the stores of your colonies.
This enables you to move items to the places they are most
needed. Clicking on the arrows with the left mouse button will
transfer one item of the selected cargo to your ship or colony,
while using the right mouse button will transfer as much cargo
as possible.
Once you have bought a trade ship and miner station,
create a new trade group by clicking on the Ship Info icon and
the New Group icon. Add the trade ship and miner station to
the group and then click on the Control Panel. Send the new
ship into orbit by clicking on the launch lever, and then click on
the joystick. Select the moon Apollo as your destination by
clicking on it. The ship should now be en route to Apollo.
Once it has arrived, click on the Add Miner Station icon.
Construction of a miner station will now begin on the moon.
Once you have familiarized yourself with all of the icons
discussed thus far, you have successfully completed the first
step in building a lucrative network of colonies. Here are some
other important icons found in the main screen:
Click on the "Space Local" icon to talk to the local
barflies and alien races which may pass through the Amnesty
system.
A lot of people pass through this bar and useful information can
be obtained from talking to them. To talk to someone, click on
their face. The conversation will progress according to your
questions and responses.
This icon will give you access to useful information
concerning the galaxy.
This icon will give you a list of the planets on which you
currently have a miner station or colony.
Clicking on this icon will give you a list of all planets
which have been found to be livable or mineable.
This icon will give you information on all known alien
planets, enemy or friendly.
Engaging the Enemy
As a result of further exploration it is highly likely that
you will encounter hostile alien races. As soon as the
technology for warfare is developed you should create an army
group in the Ship Info area by clicking on the "New Unit" icon.
Note: Army groups are necessary to attack other planets. You
cannot attack alien fleets or colonies using your defensive planet
forces. However, army groups can be used to defend a planet if
they are in orbit around or on the surface of a planet.
You may add warships and weapons to the army unit as soon as
they are completed in the Production area. You may also add
warships to your planetary defenses, but they cannot leave the
atmosphere of New Earth without adding them to the army
group. To fortify the planetary defenses of other colonies you
must send an army unit to that colony and transfer the ships on
the surface of the planet.
To attack another colony or fleet you must send an
army group into orbit around the planet where enemy units are
found. Once the army group has arrived there are two modes
of engaging in battle.
When an enemy fleet is present around a planet where
you have deployed your forces, clicking on the enemy fleet's
symbol at the right of the Starmap screen will activate the
Attack icon. At this point you may click on the Attack icon and
begin a space battle.
Battles are won depending on the relative strength of your fleet,
the ability of your fighter commander, and a number of other
variables. At the end of the battle a list of stats will display the
outcome.
To start a ground war, send your army fleet to the
enemy planet and then click on the symbol representing your
fleet at the right of the Starmap screen. This will activate the
Ground Battle icon. When you click on the Ground War icon a
space battle will ensue as you fight your way to the surface of
the enemy planet. If you win the space battle, the next step is to
wipe out enemy ground forces. A new screen will appear.
You may rearrange your ground forces by building new units
with the icons at the top of the screen, or by clicking on each
individual box to add or remove items. Use the left button to
add units and the right button to remove them. When you are
done click on the "OK" icon to get a view of the battle zone.
You can attack an enemy by clicking on your vehicle, clicking
on ATTACK, then clicking on the enemy unit you wish to
attack.
Saving and Loading Games
\
Clicking on this icon will allow you to save and load
your games as well as control the music and sound effects.
On the left hand side of the screen are the names of saved
games. Click on one so it is highlighted, then click on Load or
Save, depending on what you want to do. In the bottom right
hand corner you may select sound effects or music. The I and
II buttons change the music, the square button stops the music,
and the E button turns on/off the sound effects. Clicking on the
Exit to DOS icon will quit the game.
Note: While in the Disk Operation Screen the game is paused.
Customer Service
If you are experiencing difficulties with Reunion and you are a
registered user, you may call our technical support department
for assistance at (214) 385-2957. A technician will be available
to help between the hours of 10:00am and 5:00pm Central
Time, Monday through Friday.
We welcome your questions, comments, or other feedback
regarding Reunion or any or our other products. You may write
to us at:
Merit Software
13707 Gamma Road
Dallas, Texas 75244
On-Line Support Via CompuServe
For on-line support of Reunion via CompuServe, call 800-848-
8199 and ask for Representative 321 to get your FREE
introductory membership and $15 usage credit. If you are
already a member of CompuServe, type the command GO
GAMAPUB at any ! prompt to get Merit Software's support
section, or contact our technical support department at
ID#76711,247.
What is CompuServe?
CompuServe is the world's largest international network of
personal computer users(1.2 million+ members worldwide) and
has over 1,400 products and services to choose from. You can
talk directly to software publishers, download free software,
and get the latest news and sports of interest with a personal
clipping service. Check out the weather forecast with Accu-
Weather maps. Plan, schedule and book your own flights; do
your own research with an on-line encyclopedia; and look at the
latest up-to-the-minute stock reports. Utilize international mail
capabilities, software support and much, much more.
MERIT STUDIOS
PROGRAM AND LICENSE AGREEMENT AND LIMITED WARRANTY
CAREFULLY READ ALL THE TERMS AND CONDITIONS OF THIS AGREEMENT PRIOR TO
USING THE PROGRAM RECORDED ON THE DISKETTES OR CD'S. OPERATING THIS
PROGRAM INDICATES YOUR ACCEPTANCE OF THESE TERMS AND CONDITIONS.
1. COPYRIGHT: THESE PROGRAMS AND THE RELATED DOCUMENTATION ARE
COPYRIGHTED. YOU MAY NOT USE, COPY, MODIFY, OR TRANSFER THE PROGRAMS OR
DOCUMENTATION, OR ANY COPY THEREOF EXCEPT AS EXPRESSLY PROVIDED IN THIS
AGREEMENT.
2. LICENSE: You have the non-exclusive right to use any enclosed program only
on a single computer. You may load the program into your computer's temporary
memory (RAM). You may physically transfer the program from one computer to
another provided that the program is used on only one computer at a time. You
may modify or translate the program providing such modification or translation
is for your own use and that no more than one such modified or translated copy
exists at any one time. You may not electronically transfer or access the
program from another computer over a network. You may not distribute copies
of the program or accompanying documentation to others. You may not decompile,
disassemble, or reverse engineer the program. You may not attempt to unlock or
bypass any copyprotection utilized with the program. Title to the programs and
all other rights and uses not specifically granted in this license are reserved
by MERIT STUDIOS.
3. BACK-UP AND TRANSFER You may make one (1) copy of the program solely for
back-up purposes. You must reproduce and include the copyright notice on the
back-up copy. You may transfer and license the product to another party only
if the other party agrees to the terms and conditions of this Agreement and
completes and returns a registration card to MERIT STUDIOS. If you transfer
the program you must at the same time transfer the documentation and back-up
copy or transfer the documentation and destroy the back-up copy.
4. TERMS: This license is effective until terminated. You may terminate it by
destroying the program and documentation and all copies thereof. This license
will also terminate if you fail to comply with any term or condition of this
Agreement. You agree upon such termination to destroy all copies of the
program and documentation.
5. PROGRAM DISCLAIMERS: The programs are provided "AS IS" without Warranty of
any kind, either expressed or implied, including, but not limited to, the
implied warranties of merchantability and fitness for a particular purpose.
The entire risk as to the results and performance of any program is assumed by
you. Should the program prove defective, you (and not MERIT STUDIOS or its
dealers) assume the entire cost of all necessary servicing, repair or
correction. Further, MERIT STUDIOS does not warrant, guarantee or make any
representations regarding the use of, or the results of the use of, the program
in terms of suitability, accuracy, reliability, currentness, or otherwise; and
you rely on the program and results solely at your own risk.
6. MEDIA LIMITED WARRANTY: MERIT STUDIOS warrants to the original licensee
that the media on which the program is recorded shall be free from defects in
material and workmanship only for a period of ninety (90) days from the date of
original purchase. If a defect covered by this warranty occurs during this
90-day warranty period, and it is returned to MERIT STUDIOS no later than five
(5) days after the end of such 90 day period, MERIT STUDIOS shall either
replace or repair the product. At the end of the expiration MERIT STUDIOS will
replace or repair your purchase for $5.
The above warranty is exclusive and in lieu of all other conditions and
warranties, express or implied, including, but not limited to implied
conditions or warranties of merchantability or fitness for a particular purpose
and those arising by statute or otherwise in law or from a course of dealing or
trade. To the extent such statutes or laws prohibit the exclusion of such
implied warranties they shall be limited to a period of 90 days from the date
of your original purchase. No conditions or warranties, either expressed or
implied will apply after this period.
7. LIMITATION OF LIABILITY: MERIT Studios' liability is limited solely to the
repair or replacement of the defective product, in its sole discretion, and
shall not in any event include damages for loss of use or loss of anticipated
profits or benefits or other incidental or consequential costs, expenses or
damages, including without limitation, any data or information which may be
lost or rendered inaccurate, even if MERIT STUDIOS has been advised of the
possibility of such damages.
Some states do not allow an exclusion of implied warranty or limitation of
incidental or consequential damages, so the above limitations or exclusions
may not apply to you. This warranty gives you specific legal rights, and you
may also have other rights which vary from state to state.
8. MISCELLANEOUS: This agreement represents the entire understanding regarding
the programs and related documentation, and supersedes any prior purchase
order, communications or representations. This agreement may only be modified
by a written amendment signed by an officer of MERIT STUDIOS. If any provision
of the agreement shall be deemed unlawful, void, or for any reason,
unenforceable it shall be deemed severable from, and shall in no way affect
the validity and enforceability of the remaining provisions of the agreement.
This license agreement shall be governed by the laws of the United States of
America, State of Texas.
If this product is being acquired for or on behalf of the United States of
America, its agencies and/or instrumentalities, it is provided with RESTRICTED
RIGHTS, and all use, duplication, or disclosure with respect to the included
software and documentation is subject to the restrictions set forth in The
Rights in Technical Data and Computer Software clause at 252.227-7013 of the
DOD FAR and the Rights in Data-General clause at 52.227-14 of the FAR.
Unless otherwise indicated, the manufacturer/integrator is Merit Studios,
13707 Gamma Road, Dallas, TX 75244.
9. The program License Agreement shall inure to the benefit of Merit Studios,
its parent, and all affiliated companies thereof.
Merit Studios and the Merit logos are trademarks of Merit Software, Inc.
01O 1 2 Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over Vandene.
01O 1 3 Og Gud sagde: "Der blive Lys!" Og der blev Lys.
01O 1 4 Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og Mørket,
01O 1 5 og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev Aften, og det blev Morgen, første Dag.
01O 1 6 Derpå sagde Gud: "Der blive en Hvælving midt i Vandene til at skille Vandene ad!"
01O 1 7 Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen;
01O 1 8 og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev Morgen, anden Dag.
01O 1 9 Derpå sagde Gud: "Vandet under Himmelen samle sig på eet Sted, så det faste Land kommer til Syne!" Og således skete det;
01O 1 10 og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt.
01O 1 11 Derpå sagde Gud: "Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!" Og således skete det:
01O 1 12 Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter, og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
01O 1 13 Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag.
01O 1 14 Derpå sagde Gud: "Der komme Lys på Himmelhvælvingen til at skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse af Højtider, Dage og År
01O 1 15 og tjene som Lys på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden! Og således sket det:
01O 1 16 Gud gjorde de to store Lys, det største til at herske om Dagen, det mindste til at herske om Natten, og Stjernerne;
01O 1 17 og Gud satte dem på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden
01O 1 18 og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra Mørket. Og Gud så, at det var godt.
01O 1 19 Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag.
01O 1 20 Derpå sagde Gud: "Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under Himmelhvælvingen!" Og således skete det:
01O 1 21 Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
01O 1 22 Og Gud velsignede dem og sagde: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på Jorden!"
01O 1 23 Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag.
01O 1 24 Derpå sagde Gud: "Jorden frembringe levende Væsener efter deres Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter! Og således skete det:
01O 1 25 Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at det var godt.
01O 1 26 Derpå sagde Gud: "Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr på Jorden og alt Kryb,der kryber på Jorden!"
01O 1 27 Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem;
01O 1 28 og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!"
01O 1 29 Gud sagde fremdeles: "Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden, som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal være eder til Føde;
01O 1 30 men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne Urter til Føde." Og således skete det.
01O 1 31 Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.
01O 2 1 Således fuldendtes Himmelen og Jorden med al deres Hær.
01O 2 2 På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført;
01O 2 3 og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført.
01O 2 4 Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HERREN gjorde Jord og Himmel
01O 2 5 dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske på Jorden, og endnu var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HERREN havde ikke ladet det regne på Jorden, og der var ingen Mennesker til at dyrke Agerjorden,
01O 2 6 men en Tåge vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens Flade
01O 2 7 da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.
01O 2 8 Derpå plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og dem satte han Mennesket, som han havde dannet;
01O 2 9 Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt i Haven. og Træet til Kundskab om godt og ondt.
01O 2 10 Der udsprang en Flod i Eden til at vande Haven, og udenfor delte den sig i fire Hovedstrømme.
01O 2 11 Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der findes Guld
01O 2 12 og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten.
01O 2 13 Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj.
01O 2 14 Den tredje Flod hedder Hiddekel; den løber østen om Assyrien. Den fjerde Flod er Frat.
01O 2 15 Derpå tog Gud HERREN Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den.
01O 2 16 Men Gud HERREN bød Adam: "Af alle Træer i Haven har du Lov at spise,
01O 2 17 kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!"
01O 2 18 Derpå sagde Gud HERREN: "Det er ikke godt for Mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!"
01O 2 19 Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende Væsener, det skulde være deres Navn.
01O 2 20 Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr Navne - men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede til ham.
01O 2 21 Så lod Gud HERREN Dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted;
01O 2 22 og af Ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han en Kvinde og førte hende hen til Adam.
01O 2 23 Da sagde Adam: "Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!"
01O 2 24 Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin Hustru, og de to bliver eet Kød.
01O 2 25 Og de var begge nøgne, både Adam og hans Hustru, men de bluedes ikke.
01O 3 1 Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud HERREN havde gjort og den sagde til Kvinden: "Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?"
01O 3 2 Kvinden svarede: "Vi har Lov at spise af Frugten på Havens Træer;
01O 3 3 kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!"
01O 3 4 Da sagde Slangen til Kvinden: "I skal ingenlunde dø;
01O 3 5 men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!"
01O 3 6 Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste.
01O 3 7 Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.
01O 3 8 Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.
01O 3 9 Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: "Hvor er du?"
01O 3 10 Han svarede: "Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!"
01O 3 11 Da sagde han: "Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?"
01O 3 12 Adam svarede: "Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af Træet, og så spiste jeg."
01O 3 13 Da sagde Gud HERREN til Kvinde: "Hvad har du gjort!" Kvinden svarede: "Slangen forførte mig, og så spiste jeg."
01O 3 14 Da sagde Gud HERREN til Slangen: "Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
01O 3 15 Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen!"
01O 3 16 Til Kvinden sagde han: "Jeg vil meget mangfoldiggøre dit Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!"
01O 3 17 Og til Adam sagde han: "Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig Føde af den alle dit Livs Dage;
01O 3 18 Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din Føde;
01O 3 19 i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og til Støv skal du vende tilbage!"
01O 3 20 Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt levende.
01O 3 21 Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortlet til Adam og hans Hustru og klædte dem dermed.
01O 3 22 Men Gud HERREN sagde: "Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!"
01O 3 23 Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af;
01O 3 24 og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ.
01O 4 1 Adam kendte sin Hustru Eva,og hun blev frugtsommelig og fødte Kain; og hun sagde: "Jeg har fået en Søn med HERRENS Hjælp!"
01O 4 2 Fremdeles fødte hun hans Broder Abel. Abel blev Fårehyrde, Kain Agerdyrker.
01O 4 3 Nogen Tid efter bragte Kain HERREN en Offergave af Jordens Frugt,
01O 4 4 medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres Fedme. Og HERREN så til Abel og hans Offergave,
01O 4 5 men til Kain og hans Offergave så han ikke. Kain blev da såre vred og gik med sænket Hoved.
01O 4 6 Da sagde HERREN til Kain: "Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket Hoved?
01O 4 7 Du ved, at når du handler vel, kan du løfte Hovedet frit; men handler du ikke vel, så lurer Synden ved Døren; dens Attrå står til dig, men du skal herske over den!"
01O 4 8 Men Kain yppede Kiv med sin Broder Abel; og engang de var ude på Marken, sprang Kain ind på ham og slog ham ihjel.
01O 4 9 Da sagde HERREN til Kain: "Hvor er din Broder Abel?" Han svarede: "Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min Broder?"
01O 4 10 Men han sagde: "Hvad har du gjort! Din Broders Blod råber til mig fra Jorden!
01O 4 11 Derfor skal du nu være bandlyst fra Agerjorden, som åbnede sig og tog din Broders Blod af din Hånd!
01O 4 12 Når du dyrker Agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin Kraft du skal flakke hjemløs om på Jorden!"
01O 4 13 Men Kain sagde til HERREN: "Min Straf er ikke til at bære;
01O 4 14 når du nu jager mig bort fra Agerjorden, og jeg må skjule mig for dit Åsyn og flakke hjemløs om på Jorden, så kan jo enhver, der møder mig, slå mig ihjel!"
01O 4 15 Da svarede HERREN: "Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han hævnes;syvfold!" Og HERREN satte et Tegn på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulde slå ham ihjel.
01O 4 16 Så drog Kain bort fra HERRENs Åsyn og slog sig ned i Landet Nod østen for Eden.
01O 4 17 Kain kendte sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte Hanok. Han grundede en By og gav den sin;Søn Hanoks Navn.
01O 4 18 Hanok fik en Søn Irad; Irad avlede Mehujael; Mehujael avlede Mehujael; og Metusjael avlede Lemek
01O 4 19 Lemek tog sig to Hustruer; den ene hed Ada, den anden Zilla.
01O 4 20 Ada fødte Jabal; han blev Stamfader til dem, der bor i Telte og holder Kvæg;
01O 4 21 hans Broder hed Jubal; han blev Stamfader til alle dem, der spiller på Harpe og Fløjte.
01O 4 22 Også Zilla fik en Søn, Tubal-Kajin; han blev Stamfader til alle dem, der smeder Kobber og Jern. Tubal-Kajins Søster var Na'ama.
01O 4 23 Og Lemelk sagde til sine Hustruer: "Ada og Zilla, hør min Røst, Lemeks Hustruer, lyt til mit Ord: En Mand har jeg dræbt for et Sår, en Dreng for en Skramme!
01O 4 24 Blev Kain hævnet syvfold, så hævnes Lemek syv og halvfjerdsindstyve Gange!"
01O 4 25 Adam kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav Navnet Set; "thi," sagde hun, "Gud har sat mig andet Afkom i Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!"
01O 4 26 Set fik også en Søn, som han kaldte Enosj; på den Tid begyndte man at påkalde HERRENs Navn.
01O 5 1 Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Billede;
01O 5 2 som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav dem Navnet "Menneske", da de blev skabt.
01O 5 3 Da Adam havde levet i I30 År, avlede han en Søn, som var ham lig og i hans Billede, og han kaldte ham Set;
01O 5 4 og efter at Adam havde avlet Set, levede han 800 År og avlede Sønner og Døtre;
01O 5 5 således blev hans fulde Levetid 930 År, og derpå døde han.
01O 5 6 Da Set havde levet 105 År, avlede han Enosj;
01O 5 7 og efter at Set havde avlet Enosj, levede han 807 År og avlede Sønner og Døtre;
01O 5 8 således blev Sets fulde Levetid 912 År, og derpå døde han.
01O 5 9 Da Enosj havde levet 90 År, avlede han Henan;
01O 5 10 og efter at Enosj havde avlet Kenan, levede han 815 År og avlede Sønner og Døtre;
01O 5 11 således blev Enosjs fulde Levetid 905 År, og derpå døde han.
01O 5 12 Da Kenan havde levet 70 År, avlede han Mahalal'el;
01O 5 13 og efter at Kenan havde avlet Mahalal'el, levede han 840 År og avlede Sønner og Døtre;
01O 5 14 således blev Kenans fulde Levetid 910 År, og derpå døde han.
01O 5 15 Da Mahalal'el havde levet 65 År, avlede han Jered;
01O 5 16 og efter at Mahalal'el havde avlet Jered, levede han 830 År og avlede Sønner. og Døtre;
01O 5 17 således blev Mahalal'els fulde Levetid 895 År, og derpå døde han.
01O 5 18 Da Jered havde levet 162 År, avlede han Enok;
01O 5 19 og efter at Jered havde avlet Enok, levede han 800 År og avlede Sønner og Døtre;
01O 5 20 således blev Jereds fulde Levetid 962 År, og derpå døde han.
01O 5 21 Da Enok havde levet 65 År, avlede han Metusalem,
01O 5 22 og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem, levede han 300 År og avlede Sønner og Døtre;
01O 5 23 således blev Enoks fulde Levetid 365 År;
01O 5 24 og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.
01O 5 25 Da Metusalem havde levet l87 År, avlede han Lemek;
01O 5 26 og efter at Metusalem havde avlet Lemek, levede han 782 År og avlede Sønner og Døtre;
01O 5 27 således blev Metusalems fulde Levetid 969 År, og derpå døde han.
01O 5 28 Da Lemek havde levet 182 År, avlede han en Søn,
01O 5 29 som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: "Han skal skaffe os. Trøst i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har forbandet."
01O 5 30 Og efter at Lemek havde avlet Noa, levede han 595 År og avlede Sønner og Døtre;
01O 5 31 således blev Lemeks fulde Levetid 777 År, og derpå døde han.
01O 5 32 Da Noa var 500 År gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet.
01O 6 1 Da nu Menneskene begyndte at blive talrige på Jorden og der fødtes dem Døtre,
01O 6 2 fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog: så mange af dem, som de lystede, til Hustruer.
01O 6 3 Da sagde HERREN: "Min Ånd: skal ikke for evigt blive i Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120 År."
01O 6 4 I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og disse fødte dem Børn men også senere hen i Tiden - levede Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til Fortids Dage.
01O 6 5 Men HERREN så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang.
01O 6 6 Da angrede HERREN, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og det. skar ham i Hjertet.
01O 6 7 Og HERREN sagde: "Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!"
01O 6 8 Men Noa fandt Nåde for HERRENs Øjne
01O 6 9 Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.
01O 6 10 Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet.
01O 6 11 Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af Uret;
01O 6 12 og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød havde fordærvet sin Vej på Jorden.
01O 6 13 Da sagde Gud til Noa: "Jeg har besluttet at gøre Ende på alt Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af Jorden.
01O 6 14 Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum ved Rum og overstryge den med Beg både indvendig og udvendig;
01O 6 15 og således skal du bygge Arken: Den skal være 300 Alen lang,
01O 6 16 du skal anbringe Taget på Arken, og det skal ikke rage længer ud end een Alen fra oven; på Arkens Side skal du sætte Døren, og du skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste Stokværk.
01O 6 17 Se, jeg bringer nu Vandfloden over Jorden for at udrydde alt Kød under Himmelen, som har Livsånde; alt, hvad der er på Jorden, skal forgå.
01O 6 18 Men jeg vil oprette min Pagt med dig. Du skal gå ind i Arken med dine Sønner, din Hustru og dine Sønnekoner:
01O 6 19 og af alle Dyr, af alt Kød skal du bringe et Par af hver Slags ind i Arken for at holde dem i Live hos dig. Han og Hundyr skal det være,
01O 6 20 af Fuglene efter deres Arter, af Kvæget efter dets Arter og af alt Jordens Kryb efter dets Arter; Par for Par skal de gå ind til dig for at holdes i Live.
01O 6 21 Og du skal indsamle et Forråd af alle Slags Levnedsmidler, for at det kan tjene dig og dem til Føde."
01O 6 22 Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde han.
01O 6 50 Alen bred og 30 Alen høj;
01O 7 1 Derpå sagde HERREN til Noa: Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt.
01O 7 2 Af alle rene Dyr skal du tage syv Par, Han og Hun, og af alle urene Dyr eet Par, Han og Hun,
01O 7 3 ligeledes af Himmelens Fugle syv Par, Han og Hun, for at de kan forplante sig på hele Jorden.
01O 7 4 Thi om syv Dage vil jeg lade det regne på Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter og udslette alle Væsener, som jeg har gjort, fra Jordens Flade."
01O 7 5 Og Noa gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham.
01O 7 6 Noa var 600 År gammel, da Vandfloden kom over Jorden.
01O 7 7 Noa gik med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner ind i Arken for at undslippe Flodens Vande.
01O 7 8 De rene og de urene Dyr, Fuglene og alt, hvad der kryber på Jorden,
01O 7 9 gik Par for Par ind i Arken til Noa, Han og Hundyr, som Gud havde pålagt Noa.
01O 7 10 Da nu syv Dage var omme, kom Flodens Vande over Jorden;
01O 7 11 i Noas 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser åbnedes,
01O 7 12 og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.
01O 7 13 Selvsamme Dag gik Noa ind i Arken og med ham hans Sønner Sem, Kam og Jafet, hans Hustru og hans tre Sønnekoner
01O 7 14 og desuden alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg efter dets Arter, alt Kryb på Jorden efter dets Arter og alle Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger;
01O 7 15 af alt Kød, som har Livsånde, gik Par for Par ind i Arken til Noa;
01O 7 16 Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og HERREN lukkede efter ham.
01O 7 17 Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg og løftede Arken, så den hævedes over Jorden.
01O 7 18 Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød på Vandet;
01O 7 19 og Vandet steg og steg over Jorden, så de højeste Bjerge under Himmelen stod under Vand;
01O 7 20 femten Alen stod Vandet over dem, så Bjergene stod helt under Vand.
01O 7 21 Da omkom alt Kød, som rørte sig på Jorden, Fugle, Kvæg, vildtlevende Dyr og alt Kryb på Jorden og alle Mennesker;
01O 7 22 alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det faste Land, døde.
01O 7 23 Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade, Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken.
01O 7 24 Vandet steg over Jorden i 150 Dage.
01O 8 1 Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde;
01O 8 2 Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede,
01O 8 3 og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb.
01O 8 4 På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på Ararats Bjerge,
01O 8 5 og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.
01O 8 6 Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde lavet på Arken,
01O 8 7 og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.
01O 8 8 Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade;
01O 8 9 men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.
01O 8 10 Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud fra Arken;
01O 8 11 ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet bort fra Jorden.
01O 8 12 Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom den ikke mere tilbage til ham.
01O 8 13 I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.
01O 8 14 På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.
01O 8 15 Da sagde Gud til Noa:
01O 8 16 "Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner
01O 8 17 og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!"
01O 8 18 Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;
01O 8 19 og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af Arken.
01O 8 20 Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.
01O 8 21 Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: "Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort!
01O 8 22 Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"
01O 9 1 Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden!
01O 9 2 Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet!
01O 9 3 Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde; ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen.
01O 9 4 Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, må I ikke spise!
01O 9 5 Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for Menneskenes Liv.
01O 9 6 Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene.
01O 9 7 Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør eder til Herre over den!"
01O 9 8 Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner:
01O 9 9 "Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter eder
01O 9 10 og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken, alle Jordens Dyr;
01O 9 11 jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en Vandflod for at ødelægge Jorden!"
01O 9 12 Fremdeles sagde Gud: "Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er hos eder:
01O 9 13 Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem mig og Jorden!
01O 9 14 Når jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i Skyerne,
01O 9 15 vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød.
01O 9 16 Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød på Jorden."
01O 9 17 Og Gud sagde til Noa: "Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter imellem mig og alt Kød på Jorden!"
01O 9 18 Noas Sønner, der gik ud af Arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam var Fader til Kana'an;
01O 9 19 det var Noas tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens Befolkning.
01O 9 20 Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård.
01O 9 21 Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde i, sit Telt.
01O 9 22 Da så Kana'ans Fader Kam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte sine Brødre det;
01O 9 23 men Sem og Jafet tog Kappen, lagde den på deres Skuldre og gik baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte Ansigter, så de ikke så deres Faders Blusel.
01O 9 24 Da Noa vågnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ved ham,
01O 9 25 sagde han: "Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for sine Brødre!"
01O 9 26 Fremdeles sagde han: "Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kana'an blive hans Træl!
01O 9 27 Gud skaffe Jafet Plads, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an blive hans Træl!"
01O 9 28 Noa levede 350 År efter Vandfloden;
01O 9 29 således blev Noas fulde Levetid 950 År, og derpå døde han.
01O 10 1 Dette er Noas Sønner, Sem, Kam og Jafets Slægtebog. Efter Vandfloden fødtes der dem Sønner.
01O 10 2 Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tiras.
01O 10 3 Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifaf og Togarma.
01O 10 4 Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne;
01O 10 5 fra dem nedstammer de fjerne Strandes Folk. Det var Jafets Sønner i deres Lande, hver med sit Tungemål, efter deres Slægter og i deres Folkeslag.
01O 10 6 Kams Sønner: Kusj, Mlizrajim, Put og Hana'an.
01O 10 7 Kusj's Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas Sønner: Saba og Dedan.
01O 10 8 Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden.
01O 10 9 Han var en vældig Jæger for HERRENs Øjne; derfor siger man: "En vældig Jæget for HERRENs Øjne som Nimrod."
01O 10 10 Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erelk, Akkad og Kalne i Sinear;
01O 10 11 fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot- Ir, Kela
01O 10 12 og Resen mellem Nineve og Kela, det er den store By.
01O 10 13 Mizrajim avlede Luderne,Anamerne, Lehaberne, Naftuherne,
01O 10 14 Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og Kaftorerne.
01O 10 15 Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, Het,
01O 10 16 Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne,
01O 10 17 Hivviterne, Arkiterne, Siniterne,
01O 10 18 Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne; men senere bredte Kana'anæernes Slægter sig,
01O 10 19 så at Kana'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma,og Zebojim indtil Lasja.
01O 10 20 Det var Kams Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk.
01O 10 21 Men også Sem, alle Ebersønnernes Fader, Jafets ældste Broder, fødtes der Sønner.
01O 10 22 Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram.
01O 10 23 Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj.
01O 10 24 Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber;
01O 10 25 Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan.
01O 10 26 Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera,
01O 10 27 Hadoram, Uzal, Dikla,
01O 10 28 Obal, Abimael, Saba,
01O 10 29 0fir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner,
01O 10 30 og deres Bosteder strækker sig fra Mesja i Retning af Sefar, Østens Bjerge.
01O 10 31 Det var Sems Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk.
01O 10 32 Det var Noas Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte sig på Jorden.
01O 11 1 Hele Menneskeheden havde eet Tungemål og samme Sprog.
01O 11 2 Da de nu drog østerpå, traf de på en Dal i Sinear, og der slog de sig ned.
01O 11 3 Da sagde de til hverandre: "Kom, lad os stryge Teglsten og brænde dem godt!" De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som Kalk.
01O 11 4 Derpå sagde de: "Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden!"
01O 11 5 Men HERREN steg ned for at se Byen og Tårnet, som Menneskebørnene byggede,
01O 11 6 og han sagde: "Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemål; og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem;
01O 11 7 lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de ikke forstår hverandres Tungemål!"
01O 11 8 Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de opgav at bygge Byen.
01O 11 9 Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HERREN al Jordens Tungemål, og derfra spredte HERREN dem ud over hele Jorden.
01O 11 10 Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 År gammel, avlede han Arpaksjad, to År efter Vandfloden;
01O 11 11 og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 År og avlede Sønner og Døtre.
01O 11 12 Da Atpaksjad havde levet 35 År, avlede han Sjela;
01O 11 13 og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre.
01O 11 14 Da Sjela havde levet 30 År, avlede han Eber;
01O 11 15 og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre.
01O 11 16 Da Eber havde levet 34 År, avlede han Peleg;
01O 11 17 og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 År og avlede Sønner og Døtre.
01O 11 18 Da Peleg havde levet 30 År, avlede han Re'u;
01O 11 19 og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 År og avlede Sønner og Døtre.
01O 11 20 Da Re'u havde levet 32 År, avlede han Serug;
01O 11 21 og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede Sønner og Døtre.
01O 11 22 Da Serug havde levet 30 År, avlede han Nakor;
01O 11 23 og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 År og avlede Sønner og Døtre.
01O 11 24 Da Nakor havde levet 29 År, avlede han Tara;
01O 11 25 og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 År og avlede Sønner og Døtre.
01O 11 26 Da Tara havde levet 70 År, avlede han Abram, Nakor og Haran.
01O 11 27 Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nako og Haran. Haran avlede Lot.
01O 11 28 Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur Kasdim.
01O 11 29 Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader.
01O 11 30 Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn.
01O 11 31 Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til Karan, slog de sig ned der.
01O 11 32 Taras Levetid var 205 År; og Tara døde i Karan.
01O 12 1 HERREN sagde til Abram: "Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig;
01O 12 2 så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse!
01O 12 3 Jeg vil vel